61994A0170

1 Annullationssoegsmaal - retlig interesse - juridiske personer - begreb - status som juridisk person afhaengig af national lovgivning eller af faellesskabsinstitutionernes anerkendelse som uafhaengig retlig enhed

[EF-traktaten, art. 173; Domstolens procesreglement, art. 38, stk. 5, litra a); Rettens procesreglement, art. 44, stk. 5, litra a)]

2 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - forordning om indfoerelse af antidumpingtold - et tredjelands eksportvirksomhed, som er genstand for undersoegelsen og har deltaget deri

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

3 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargin - fastsaettelse af den normale vaerdi - indfoersler fra tredjelande uden markedsoekonomi - fastsaettelse af »samme vare« - stikproever - institutionernes skoensbefoejelse - judiciel kontrol - graenser

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 5, 12 og 13)

4 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - fastsaettelse af antidumpingtold - fastsaettelse af en enkelt told for alle indfoersler fra et tredjeland uden markedsoekonomi - lovlighed - betingelser

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 5, 9, 13 og 14, og art. 13, stk. 3)

5 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - fastsaettelse af antidumpingtold - individuel behandling af eksportvirksomheden i et land uden markedsoekonomi - betingelser - bevis for virksomhedernes uafhaengighed af staten - institutionernes skoensbefoejelse - judiciel kontrol - graenser

(Raadets forordning nr. 2423/88)

6 Faellesskabsret - principper - ret til kontradiktion - overholdelse heraf under administrative procedurer - antidumping - institutionernes forpligtelse til at opfylde de af proceduren omhandlede virksomheders anmodninger om oplysninger - graenser

[EF-traktaten, art. 214; Raadets forordning nr. 2423/88, art. 7, stk. 4, litra b), og art. 8, stk. 2 og 3]

7 Afgoerelsen om, hvorvidt et annullationssoegsmaal, der er anlagt af en retlig enhed under henvisning til traktatens artikel 173, kan antages til realitetsbehandling, beror i foerste raekke paa, om sagsoegeren har status som juridisk person. I henhold til den faellesskabsretlige domstolsordning har en sagsoeger status som juridisk person, saafremt selskabet har opnaaet denne status efter den lovgivning, der finder anvendelse paa selskabets stiftelse, eller saafremt faellesskabsinstitutionerne har anset sagsoegeren for en uafhaengig retlig enhed.

Artikel 38, stk. 5, litra a), i Domstolens procesreglement og artikel 44, stk. 5, litra a), i Rettens procesreglement bestemmer herom, at er sagsoegeren en privatretlig juridisk person, skal staevningen vaere ledsaget af dennes vedtaegter, en nyere udskrift af handelsregisteret, en nyere udskrift af selskabs- eller foreningsregisteret eller andet bevis for, at sagsoegeren bestaar som juridisk person. En kopi af selskabets registreringsdokument, hvoraf det fremgaar, at selskabet er »corporate legal person« ejet af Den Kinesiske Folkerepublik og med status som juridisk person efter kinesisk ret udgoer et bevis for, at der er tale om en retlig enhed som omhandlet af naevnte bestemmelser.

Under alle omstaendigheder kan en juridisk persons status som en uafhaengig retlig enhed ikke bestrides, naar vedkommende er blevet anset for en saadan af faellesskabsinstitutionerne under den administrative procedure, der er gaaet forud for vedtagelsen af den anfaegtede retsakt

8 Selv om forordninger om antidumpingtold bedoemt i forhold til traktatens artikel 173, stk. 4, efter deres art og raekkevidde har lovgivningsmaessig karakter, idet de finder anvendelse paa alle de paagaeldende erhvervsdrivende i almindelighed, kan det ikke udelukkes, at deres bestemmelser beroerer visse erhvervsdrivende individuelt.

Retsakter om indfoerelse af antidumpingtold er saaledes i stand til umiddelbart og individuelt at beroere producent- og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at det er dem, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser, og, mere generelt, enhver erhvervsdrivende, som kan godtgoere at have visse egenskaber, som er saerlige for ham, og som i forhold til de paagaeldende foranstaltninger adskiller ham fra alle andre erhvervsdrivende.

Den retsbeskyttelse, der ydes individuelle virksomheder, som skal betale en antidumpingtold, kan endvidere ikke beroeres af den simple kendsgerning, at den paagaeldende told er en enhedstold, som paalaegges under henvisning til en stat og ikke til individuelle virksomheder.

Et selskab, hvis varer rammes af en antidumpingtold, og som i videst muligt omfang har deltaget i den administrative procedure, og hvis deltagelse heri var udtrykkeligt angivet i den anfaegtede forordning, maa anses for at vaere individuelt beroert af en forordning om indfoerelse af en antidumpingtold.

Samme virksomhed maa i oevrigt ogsaa anses for at vaere direkte beroert af den paagaeldende forordning, idet en forordning om indfoerelse af en antidumpingtold forpligter medlemsstaternes toldmyndigheder til at opkraeve den indfoerte told uden at indroemme disse nogen skoensbefoejelse.

9 Ved indfoersel fra lande uden markedsoekonomi udgoer bestemmelsen af »samme vare« med henblik paa beregning af den normale vaerdi i henhold til artikel 2, stk. 5 og 12, i grundforordningen om antidumping nr. 2423/88 en del af den vide skoensbefoejelse, som institutionerne raader over ved undersoegelse af komplicerede oekonomiske forhold. Den samme skoensbefoejelse indroemmes ogsaa institutionerne i henhold til artikel 12, stk. 13, i grundforordningen om antidumping med hensyn til anvendelse af stikproever.

Den retslige proevelse af saadanne skoen boer begraenses til en undersoegelse af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, som er lagt til grund ved det anfaegtede valg, er materielt rigtigt, samt om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning.

10 En politik, som indebaerer, at der indfoeres en enkelt antidumpingtold for et helt land, er hverken i strid med ordlyden af eller aanden i grundforordningen om antidumping nr. 2423/88, hvis denne politik er noedvendig, for at Faellesskabet kan beskytte sig mod dumping og mod risikoen for omgaaelse af beskyttelsesforanstaltninger.

Grundforordningen indeholder ingen bestemmelse, som forbyder indfoerelse af en enkelt antidumpingtold for statshandelslande:

- Artikel 2, stk. 5, angiver kun de kriterier, paa grundlag af hvilke den normale vaerdi bestemmes i tilfaelde af indfoersel fra lande uden markedsoekonomi.

- Artikel 2, stk. 9, vedroerer kun prisernes sammenlignelighed og de justeringer, der skal foretages for at tage hensyn til forskelle, som paavirker denne sammenlignelighed.

- Det forhold, at artikel 2, stk. 13, bestemmer, at naar der er tale om varierende priser, sammenlignes eksportpriserne i princippet med den normale vaerdi i forbindelse med hver enkelt transaktion, indebaerer ikke, at der ikke kan fastsaettes en enkelt antidumpingtold.

- Hverken artikel 13, stk. 3, i grundforordningen, eller artikel 8, stk. 3, i GATT's antidumpingkodeks forbyder en institution at paalaegge en enkelt told, eller kraever, at der fastsaettes en dumpingmargin individuelt for hver enkelt eksportoer.

- Bestemmelserne kraever alene, at der er en forbindelse mellem stoerrelsen af tolden, ogsaa i tilfaelde af en enkelt told, og dumpingmarginen, ogsaa selv om denne fastsaettes individuelt.

- Artikel 2, stk. 14, i grundforordningen definerer ganske vist dumpingmarginen som det beloeb, hvormed den normale vaerdi overstiger eksportprisen [litra a)], men den bestemmer ogsaa, at naar der er tale om varierende dumpingmarginer, kan der beregnes et vejet gennemsnit af disse [litra b)].

- Selv om det endelig fremgaar saavel af opbygningen som formaalet med grundforordningens artikel 13, stk. 2 - som bestemmer, at i en forordning om antidumping anfoeres isaer stoerrelsen og arten af den paalagte told, den paagaeldende vare, oprindelses- eller eksportlandets, og om muligt navnet paa leverandoeren samt begrundelserne for forordningen - at forpligtelsen til at anfoere navnet paa leverandoeren i forordningen om antidumping i princippet indebaerer en forpligtelse til at fastsaette en specifik antidumpingtold for hver enkelt leverandoer, har lovgiver dog udtrykkeligt begraenset forpligtelsen til at anfoere leverandoerens navn til alene at gaelde i tilfaelde, hvor dette er muligt; men det er ikke muligt at anfoere navne paa hver leverandoer, hvis det, for at undgaa risikoen for omgaaelse af antidumpingtolden, er noedvendigt at indfoere en enkelt told for et helt land, hvilket navnlig er tilfaeldet, naar faellesskabsinstitutionerne, med hensyn til et statshandelsland, efter at have undersoegt de paagaeldende eksportoerers forhold, ikke er overbevist om, at disse eksportoerer handler uafhaengigt i forhold til staten.

Formaalet med grundforordningen er bl.a. at beskytte Faellesskabet mod dumpingindfoersler. Med hensyn til forordningens aand fremgaar det af forskellige bestemmelser, at den normale vaerdi og eksportprisen normalt skal fastslaas individuelt for hver eksportoer, hvilket dog ikke betyder, at faellesskabsinstitutionerne er forpligtet til at goere dette i hvert enkelt tilfaelde, og heller ikke, at de er forpligtet til at indfoere en individuel antidumpingtold for hver enkelt eksportoer. Grundforordningens aand overlader faellesskabsinstitutionerne et vidt skoen ved afgoerelsen af, hvornaar det er mest rimeligt at give de beroerte eksportoerer individuel behandling. Dette fremgaar bl.a. af grundforordningens artikel 2, stk. 14, litra b), og af artikel 13, stk. 2, som giver faellesskabsinstitutionerne mulighed for at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmarginerne, og dermed en enkelt dumpingmargin, for et helt land, samt for at indfoere en enkelt antidumpingtold for dette land.

11 Spoergsmaalet, om en eksportoer fra et statshandelsland handler tilstraekkeligt uafhaengigt i forhold til staten til, at der under en antidumpingprocedure kan gives ham individuel behandling, forudsaetter en vurdering af komplicerede faktiske forhold, som baade er af oekonomisk, politisk og juridisk art.

Institutionerne raader, ligesom i komplicerede oekonomiske spoergsmaal, ved vurderingen af de politiske og juridiske forhold i statshandelslandet, over et vidt skoen, saaledes at retsinstansernes proevelse vedroerende en saadan bedoemmelse maa begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstaendigheder.

12 Under en administrativ procedure som den inden indfoerelse af antidumpingtold forudgaaende procedure er princippet om retten til kontradiktion overholdt, naar den paagaeldende virksomhed har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har, og i givet fald til de relevante dokumenter.

Den oplysningspligt, som paahviler Kommissionen, maa dog altid afvejes mod forbuddet mod at videregive fortrolige oplysninger, som dels fremgaar af artikel 8, stk. 2, i grundforordningen om antidumping, der bestemmer, at hverken faellesskabsinstitutionerne, medlemsstaterne eller personer i disses tjeneste maa videregive oplysninger, som de har modtaget i medfoer af forordningen, og som paa anmodning af den part, der har givet oplysningerne, skal behandles som fortrolige, medmindre denne part har givet saerlig tilladelse til videregivelse, og dels af traktatens artikel 214 og grundforordningens artikel 8, stk. 3, i henhold til hvilken faellesskabsinstitutionerne kan betragte visse oplysninger som fortrolige, naar videregivelsen heraf vil kunne vaere til vaesentlig skade for den, der har givet dem eller er kilde til saadanne oplysninger.

I sag T-170/94,

Shanghai Bicycle Corporation (Group), Shanghai (Den Kinesiske Folkerepublik), ved barrister Izzet M. Sinan, og med valgt adresse i Luxembourg hos Arendt og Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved de juridiske konsulenter Bjarne Hoff-Nielsen og Jorge Monteiro, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, henholdsvis Hamburg og Berlin, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktoratet for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

stoettet af

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Eric White og Nicolas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

og

European Bicycle Manufacturers' Association (EBMA), Paris, ved advokat Jacques H.J. Bourgeois, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Marc Loesch, 11, rue Goethe,

intervenienter,

angaaende en paastand om annullation af Raadet forordning (EOEF) nr. 2474/93 af 8. september 1993 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen til Faellesskabet af cykler med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 228, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne V. Tiili, J. Azizi, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 11. marts 1997,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren, det kinesiske selskab Shanghai Bicycle Corporation (Group), er en af de stoerste cykelproducenter og -eksportoerer i Kina. Selskabet eksporterer ogsaa til Det Europaeiske Faellesskab.

2 I juli 1991 indgav European Bicycle Manufacturers' Association (herefter »EBMA«) en klage til Kommissionen, hvori det haevdedes, at cykler med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik var blevet importeret til dumpingpriser, hvilket havde forvoldt stor skade.

3 Som foelge af klagen indledte Kommissionen i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter »grundforordningen om antidumping«), en antidumpingprocedure vedroerende import til Faellesskabet af cykler med oprindelse i Taiwan og Kina. Meddelelse om indledning af proceduren blev offentliggjort den 12. oktober 1991 (EFT C 266, s. 6).

4 Som led i proceduren sendte Kommissionen et spoergeskema til producenterne og eksportoererne i tredjelande. Sagsoegeren svarede ved skrivelse af 17. december 1991. Flere andre eksportoerer besvarede ligeledes spoergeskemaet.

5 Den 5. februar 1992 udbad Kommissionen sig yderligere oplysninger om de cykeltyper og -modeller, der blev eksporteret til Faellesskabet. Sagsoegerens svar var ledsaget af dokumenter, som aendrede det oprindelige svar. AEndringerne vedroerte antallet af cykler solgt af sagsoegeren og vaerdien af de solgte cykler, eksporten til Faellesskabet og yderligere oplysninger om de cykelmodeller, der blev eksporteret til Faellesskabet.

6 Den 9. juni 1992 foranstaltede Kommissionen en hoering af forskellige eksportoerer fra Taiwan og Kina.

7 Derefter udstedte Kommissionen forordning (EOEF) nr. 550/93 af 5. marts 1993 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af cykler med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 58, s. 12, herefter »den midlertidige forordning«), hvorved den midlertidige told blev sat til 34,4%.

8 Ved skrivelse af 8. april 1993 fremsendte sagsoegeren sine skriftlige bemaerkninger til den midlertidige forordning og rejste en raekke indsigelser. Sagsoegeren anmodede ligeledes om oplysninger vedroerende den af Kommissionen anvendte metode.

9 Den 21. juni 1993 forelagde Kommissionen sagsoegeren et dokument med titlen »underretning«, hvori den angav de vigtigste omstaendigheder og overvejelser, paa grundlag af hvilke den planlagde at foreslaa Raadet at indfoere en endelig antidumpingtold. Sagsoegeren fremlagde derefter sine skriftlige bemaerkninger til dokumentet og moedtes med Kommissionens repraesentanter.

10 Derefter udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 2474/93 af 8. september 1993 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen til Faellesskabet af cykler med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 228, s. 1, herefter »forordning nr. 2474/93« eller »den anfaegtede forordning«) og fastsatte den endelige told til 30,6%.

Retsforhandlinger

11 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. december 1993 anlagde sagsoegeren denne sag. Sagen blev registreret under nr. C-477/93.

12 I henhold til Raadets afgoerelse 94/149/EKSF, EF af 7. marts 1994 om aendring af afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 66, s. 29) har Retten med virkning fra den 15. marts 1994 kompetence til at paakende sager, som indbringes af fysiske eller juridiske personer i medfoer af EF-traktatens artikel 173, 175 og 178, og som vedroerer beskyttelsesforanstaltninger, der traeffes mod dumping og subsidieordninger. Paa dette grundlag henviste Domstolen ved kendelse af 18. april 1994 sagen til Retten. Sagen er blevet registreret paa Rettens Justitskontor under nr. T-170/94.

13 Ved kendelse af 14. september 1994 har formanden for Rettens Tredje Afdeling givet Kommissionen tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegtes paastande. Ved skrivelse af 17. oktober 1994 har Kommissionen erklaeret, at den giver afkald paa at indlevere interventionsskrift.

14 Ved kendelse af 20. oktober 1994 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling givet EBMA tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegtes paastande, og anordnet, at de to bilag til staevningen skal behandles fortroligt. EBMA har indleveret interventionsskrift den 6. januar 1995. Sagsoegeren har fremlagt sine bemaerkninger hertil den 3. marts 1995. Paa sagsoegtes anmodning blev den skriftlige forhandling aabnet paa ny ved Rettens afgoerelse af 26. april 1995 for at give sagsoegte mulighed for at kommentere sagsoegerens bemaerkninger vedroerende EBMA's interventionsskrift. Sagsoegte har indgivet sit skriftlige indlaeg den 2. juni 1995.

15 Efter Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber blev sagen den 23. januar 1995 henvist til Tredje Udvidede Afdeling, og der blev udpeget en ny refererende dommer. Da denne senere blev tilknyttet Femte Udvidede Afdeling, er sagen blevet henvist til denne afdeling.

16 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og vedtage foranstaltninger med henblik paa tilrettelaeggelse af retsforhandlingerne. Sagsoegte har inden retsmoedet fremlagt de af Retten oenskede dokumenter.

17 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under retsmoedet den 11. marts 1997.

Parternes paastande

18 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Forordning nr. 2474/93 annulleres.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises.

- Subsidiaert, frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20 Intervenienten EBMA har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises.

- Subsidiaert, frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale interventionsomkostningerne.

21 Intervenienten Kommissionen har under retsmoedet nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale interventionsomkostningerne.

Formaliteten

22 Med stoette fra intervenienterne har sagsoegte i det vaesentlige fremsat tre anbringender til stoette for paastanden om afvisning. Det foerste anbringende angaar sagsoegerens status som juridisk person. Ved det andet anbringende goeres det gaeldende, at sagsoegeren ikke er umiddelbart og individuelt beroert og ved det tredje anbringende, at soegsmaalets omfang er for bredt.

Det foerste anbringende til stoette for sagens afvisning

Parternes argumenter

23 Sagsoegte og intervenienterne har gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke kan antages at vaere en juridisk person som forudsat i traktatens artikel 173, stk. 4. Oplysningerne om forbindelserne mellem det sagsoegende selskab og de 13 enheder, der indgaar i samme gruppe, og om en af disse enheders kapitalinteresse i et andet selskab er selvmodsigende og goer det ikke muligt at foretage en fornuftig vurdering af sagsoegerens retlige status og aktiviteter. Endvidere fremgaar det ikke klart af nogen af sagsoegerens oplysninger, om sagsoegeren er et produktions- eller handelsselskab.

24 Herudover har sagsoegte anfoert, at staevningen i strid med artikel 38, stk. 5, i Domstolens procesreglement ikke er ledsaget af vedtaegterne for det sagsoegende selskab eller af en nyere udskrift af handelsregisteret eller en nyere udskrift af selskabs- eller foreningsregisteret.

25 Sagsoegeren har bestridt rigtigheden af det af sagsoegte og intervenienterne anfoerte, hvorefter selskabet ikke er en juridisk person. Sagsoegeren har herved vedfoejet replikken en genpart af registreringsbeviset og anfoert, at de 13 enheder, der indgaar i gruppen, er produktionsenheder og ikke selvstaendige selskaber. Endvidere er forklaringerne i sagsoegerens besvarelse af Kommissionens spoergeskema vedroerende sagsoegerens kapitalinteresse i et andet selskab ganske klare og er blevet bekraeftet af det paagaeldende selskab.

Rettens bemaerkninger

26 Afgoerelsen om, hvorvidt et annullationssoegsmaal indbragt af en retlig enhed under henvisning til traktatens artikel 173 kan antages til realitetsbehandling, beror i foerste raekke paa, om sagsoegeren har status som juridisk person. I henhold til den faellesskabsretlige domstolsordning har en sagsoeger status som juridisk person, saafremt selskabet har opnaaet denne status efter den lovgivning, der finder anvendelse vedroerende selskabets stiftelse (Domstolens dom af 27.11.1984, sag 50/84, Bensider m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3991, praemis 7 og 8), eller saafremt faellesskabsinstitutionerne har anset sagsoegeren for en uafhaengig retlig enhed (Domstolens domme af 8.10.1974, sag 175/73, Union syndicale m.fl. mod Raadet, Sml. s. 917, praemis 11, 12 og 13, og sag 18/74, Syndicat général du personnel mod Kommissionen, Sml. s. 933, praemis 7, 8 og 9, samt Rettens dom af 11.7.1996, sag T-161/94, Sinochem Heilongjiang mod Raadet, Sml. II, s. 695, praemis 31).

27 Artikel 38, stk. 5, litra a), i Domstolens procesreglement og artikel 44, stk. 5, litra a), i Rettens procesreglement indeholder bestemmelse om, at er sagsoegeren en privatretlig juridisk person, skal staevningen vaere ledsaget af dennes vedtaegter, en nyere udskrift af handelsregisteret, en nyere udskrift af selskabs- eller foreningsregisteret eller andet bevis for, at sagsoegeren bestaar som juridisk person.

28 I den foreliggende sag er sagsoegeren hovedselskabet i Shanghai Bicycle Corporation Group, som er en produktions- og eksportvirksomhed. Selskabet bestaar af 13 produktionsenheder. I forbindelse med replikken har selskabet fremlagt en udskrift af handelsregisteret, som beviser, at det blev registreret af myndighederne i Shanghai-provinsen den 21. maj 1993. Ifoelge udskriften er sagsoegeren en »corporate legal person« ejet af Den Kinesiske Folkerepublik og har status som juridisk person efter kinesisk ret. Da denne status som juridisk person er opnaaet paa grundlag af national ret, er der en rimelig formodning for, at betingelserne for at opnaa denne status i henhold til traktatens artikel 173 er opfyldt (ovennaevnte dom i sagen Bensider m.fl. mod Kommissionen, praemis 7 og 8). Da registreringsdokumentet endvidere er bevis for, at selskabet er en juridisk person efter kinesisk ret, maa det betragtes som svarende til en udskrift, der beviser, at sagsoegeren bestaar som juridisk person som forudsat i ovennaevnte procesreglementer for Domstolen og Retten.

29 Faellesskabsinstitutionerne har desuden anset sagsoegeren for en uafhaengig retlig enhed under den administrative procedure. Kommissionen gennemfoerte saaledes en regelmaessig korrespondance med sagsoegeren og accepterede sagsoegeren som part under hoeringen. Under disse omstaendigheder kan faellesskabsinstitutionerne ikke med foeje goere gaeldende, at sagsoegeren ikke under den retssag, der har fulgt den administrative procedure, kan anses for at have status som selvstaendig juridisk person (ovennaevnte dom i sagen Sinochem Heilongjiang mod Raadet, praemis 34).

30 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegeren paa tidspunktet for sagens anlaeg var en juridisk person som forudsat i traktatens artikel 173.

Det andet anbringende til stoette for sagens afvisning

Parternes argumenter

31 Sagsoegte og intervenienterne har gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke er umiddelbart eller individuelt beroert af den anfaegtede forordning, jf. artikel 173, stk. 4, i traktaten.

32 Sagsoegte og intervenienterne har anfoert, at i lande, der ikke har en markedsoekonomi, henhoerer eksportoererne under staten, saaledes at antidumpingprocedurer og antidumpingforordninger i saadanne tilfaelde er rettet mod den paagaeldende stat og ikke mod de forskellige eksportoerer. Efter deres opfattelse kan sagsoegeren ikke paaberaabe sig dommen af 29. marts 1979 i sag 113/77 (NTN Toyo Bearing Company m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1185, praemis 11), hvori Domstolen fastslog, at en antidumpingforordning i analogi med en »kollektiv beslutning« alligevel umiddelbart og individuelt beroerer de producenter, der er angivet deri ved navn. Sagsoegeren kan heller ikke paaberaabe sig Domstolens dom af 21. februar 1984 i de forenede sager 239/82 og 275/85 (Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 11 og 12), ifoelge hvilken det er virksomhederne og ikke staten, der har anvendt dumping. Ifoelge sagsoegte har forordning nr. 2474/93, for saa vidt den vedroerer eksport fra et statshandelsland, ikke karakter af en »kollektiv beslutning« mod de virksomheder, der udtrykkeligt er angivet ved navn i forordningen. Sagsoegte har endvidere gjort gaeldende, at sagsoegeren heller ikke kan paaberaabe sig ovennaevnte dom i sagen Allied Corporation mod Kommissionen, idet det i naervaerende sag er Den Kinesiske Folkerepublik og ikke sagsoegeren eller andre producenter og/eller eksportoerer, der beskyldes for dumping.

33 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet er umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede forordning. For det foerste er sagsoegeren udtrykkelig naevnt i forordningen. For det andet har sagsoegeren deltaget i samtlige undersoegelsesfaser. Sagsoegeren har haevdet, at selskabet opfylder de formalitetskrav, der er opstillet af Domstolen i ovennaevnte dom i sagen Allied Corporation mod Kommissionen. Selv om selskabet altid er blevet behandlet som part i sagen af Kommissionens repraesentanter, har Kommissionen og Raadet naegtet at anvende selskabets oplysninger. Det er netop denne naegtelse, der har givet anledning til tvisten.

34 Sagsoegeren har haevdet, at selskabet er en cykelproducent og derfor ikke kan behandles som importoer.

Rettens bemaerkninger

35 Selv om forordninger om antidumpingtold bedoemt i forhold til traktatens artikel 173, stk. 2, efter deres art og raekkevidde har lovgivningsmaessig karakter, idet de finder anvendelse paa alle de paagaeldende erhvervsdrivende i almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende individuelt (Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501, praemis 13, og ovennaevnte Sinochem-dom, praemis 45).

36 Det er saaledes blevet fastslaaet, at retsakter om indfoerelse af antidumpingtold er i stand til umiddelbart og individuelt at beroere producent- og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser (jf. ovennaevnte dom i sagen Allied Corporation mod Kommissionen, praemis 12, dom af 23.5.1985, sag 53/83, Allied Corporation m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1621, praemis 4, og ovennaevnte dom i sagen Extramet Industrie, praemis 15), og, mere generelt, enhver erhvervsdrivende, som kan godtgoere at have visse egenskaber, som er saerlige for ham, og som i forhold til den paagaeldende foranstaltning adskiller ham fra alle andre erhvervsdrivende (jf. ovennaevnte dom i sagen Extramet Industrie, praemis 16 og 17, og ovennaevnte dom i sagen Sinochem, praemis 46).

37 Retten kan ikke tilslutte sig sagsoegtes argument om, at ovennaevnte dom i de forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation mod Kommissionen, ikke kan paaberaabes i denne sag, idet det ikke er de forskellige kinesiske produktions- og eksportvirksomheder, men Den Kinesiske Folkerepublik som stat, der er beskyldt for dumping. Det fremgaar klart af forordning nr. 2474/93, saerlig den 50. betragtning vedroerende beregning af dumpingmarginen, at dumpingaktiviteterne tillaegges kinesiske virksomheder, der eksporterer cykler til Faellesskabet.

38 Endvidere kan den retsbeskyttelse, der ydes individuelle virksomheder, som skal betale en antidumpingtold, ikke beroeres af den simple kendsgerning, at den paagaeldende told er en enhedstold, som paalaegges under henvisning til en stat og ikke til individuelle virksomheder.

39 I den foreliggende sag maa det antages, at sagsoegeren er individuelt beroert af den anfaegtede forordning. For det foerste er de cykler, som virksomheden fremstiller, underkastet en antidumpingtold. For det andet deltog virksomheden i den udstraekning, det var muligt for den, i den administrative procedure (virksomheden besvarede Kommissionens spoergeskema, deltog i en hoering og fremsatte bemaerkninger til den midlertidige forordning og »underretningsdokumentet«). I oevrigt henvises der i den anfaegtede forordning udtrykkeligt til sagsoegerens deltagelse, hvorfor sagsoegeren foelgelig er blevet identificeret i forordningen (jf. Rettens dom af 18.9.1996, sag T-155/94, Climax Paper mod Raadet, Sml. II, s. 873, praemis 50 og 51).

40 Endvidere har sagsoegte ikke fremlagt bevis til stoette for sin paastand om, at sagsoegeren blot er en cykelforhandler og kan ligestilles med en importoer, som frit kan vaelge sine producenter (jf. ovenfor, praemis 23).

41 Sagsoegeren er ogsaa umiddelbart beroert, idet en forordning om antidumpingtold forpligter medlemsstaternes toldmyndigheder til at opkraeve tolden uden nogen mulighed for at udoeve et skoen (Domstolens dom af 29.3.1979, sag 118/77, ISO mod Raadet, Sml. s. 1277, praemis 26, og ovennaevnte dom i sagen Climax Paper mod Raadet, praemis 53).

42 Det foelger af der ovenfor anfoerte, at det andet anbringende om sagens afvisning maa forkastes.

Det tredje anbringende til stoette for sagens afvisning

Parternes argumenter

43 Ifoelge sagsoegte kan sagsoegeren under ingen omstaendigheder kraeve den anfaegtede forordning annulleret i sin helhed, men kun for saa vidt sagsoegeren ikke er blevet fritaget fra antidumpingtolden (Domstolens dom af 10.3.1992, sag C-174/87, Ricoh mod Raadet, Sml. I, s. 1335, praemis 7).

44 Sagsoegeren har anfoert, at de beroerte japanske selskaber i ovennaevnte Ricoh-sag af Raadet var blevet paalagt antidumpingtold, som var beregnet individuelt for hvert selskab. Efter sagsoegerens opfattelse er Domstolens raesonnement, ifoelge hvilket et selskab kun kan kraeve annullation af bestemmelser, som paalaegger selskabet en specifik antidumpingtold, irrelevant i forbindelse med en antidumpingsag mod virksomheder fra et land, der, som Den Kinesiske Folkerepublik, ikke har markedsoekonomi. Foelgelig udgoer sagsoegtes argumenter en »ond cirkel«, idet der er tale om virksomheder fra et land uden markedsoekonomi, der beskyldes for de paagaeldende dumpingaktiviteter.

45 I oevrigt fremgaar det klart af staevningens foerste side, at den anfaegtede forordning paastaas annulleret, for saa vidt den beroerer sagsoegeren.

Rettens bemaerkninger

46 Selv om det ikke praeciseres i sagsoegerens paastande, fremgaar det af foerste side af staevningen, at sagsoegeren paastaar forordning nr. 2474/93 annulleret, »for saa vidt den beroerer sagsoegeren«, hvilket er blevet bekraeftet under retsmoedet.

47 Foelgelig maa staevningen fortolkes saaledes, at sagsoegeren alene paastaar forordningen annulleret, for saa vidt denne beroerer sagsoegeren.

48 Heraf foelger, at det tredje anbringende til stoette for sagens afvisning, ifoelge hvilket soegsmaalets omfang er for bredt, maa forkastes (jf. ligeledes ovennaevnte dom i sagen Climax Paper mod Raadet, praemis 54, 55 og 56).

49 Det foelger af det foregaaende i sin helhed, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

50 Sagsoegeren har fremfoert fem anbringender til stoette for paastandene. Det foerste anbringende vedroerer tilsidesaettelse af artikel 2, stk. 12, i grundforordningen om antidumping og magtfordrejning ved fastsaettelsen af, hvilke produkter der skal vaere omfattet af antidumpingtolden. Ved det andet anbringende goeres gaeldende, at artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping er tilsidesat, idet sagsoegte har anvendt en ukorrekt stikproeveteknik. Sagsoegeren har i sit tredje anbringende gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne ved ikke at have givet sagsoegeren en individuel behandling har tilsidesat artikel 2, stk. 5 og 9, samt artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping og artikel VI, stk. 2, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »GATT«). Ifoelge det fjerde anbringende har sagsoegte tilsidesat artikel 7, stk. 4, litra b) og c), i grundforordningen om antidumping ved ikke at have meddelt, hvilken metode der er benyttet til at beregne dumpingmarginen. Sagsoegeren har i sit femte anbringende fremfoert, at artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping er tilsidesat, og at skoensbefoejelsen er misbrugt, fordi der er paalagt en uforholdsmaessig hoej antidumpingtold.

Foerste anbringende: fejl i definitionen af »samme vare« (tilsidesaettelse af artikel 2, stk. 12, i grundforordningen om antidumping) og magtfordrejning ved fastsaettelsen af de produkter, der paalaegges antidumpingtold

Parternes argumenter

51 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at sagsoegte har samlet alle typer cykler i én gruppe som samme vare i stedet for at sondre mellem fem forskellige kategorier, nemlig mountain bikes, sports-/racercykler, turcykler, boernecykler og restkategorien af andre cykler. Kommissionen har oprindelig anvendt denne klassificering, hvilket fremgaar af spoergeskemaet, men er gaaet bort fra den i den midlertidige forordning. Foelgelig har sagsoegte ikke klassificeret produkterne korrekt ved beregningen af den normale vaerdi og dumpingmarginen.

52 Ifoelge sagsoegeren kan alle cykler ikke betragtes som samme vare, idet forskellene mellem de cykelkategorier, der er naevnt ovenfor, er vaesentlige Hver enkelt kategori har sin egen kundegruppe og anvendes til saerlige formaal.

53 For at fastslaa, hvad der er »samme vare« i henhold til artikel 2, stk. 12, i grundforordningen om antidumping, er spoergsmaalet ikke, hvorledes produktet faktisk anvendes efter koebet, men hvilke kriterier koeberen baserer sit valg paa, idet det er paa dette stadium, at konkurrencen finder sted. Disse kriterier omfatter fysiske kendetegn og »funktionel substituerbarhed« (Domstolens dom af 5.10.1988, forenede sager 294/86 og 77/87, Technointorg mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 6077, af 10.3.1992, sag C-176/87, Konishiroku Photo Industry mod Raadet, Sml. I, s. 1493, og af 10.3.1992, sag C-177/87, Sanyo Electric mod Raadet, Sml. I, s. 1535; generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse ad Domstolens dom af 7.7.1994, sag C-75/92, Gao Yao mod Raadet, Sml. I, s. 3141, paa s. 3142, punkt 82).

54 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at sagsoegte har misbrugt sin skoensbefoejelse ved at undlade at fastsaette dumpingmarginen og skaden for hver enkelt af ovennaevnte cykelkategorier. I modsaetning til de taiwanske producenter og kinesiske joint venture-virksomheder, som hovedsagelig eksporterer mountain bikes og i mindre udstraekning racercykler til Faellesskabet, eksporterer sagsoegeren et stort antal boernecykler, enkelte mountain bikes og saa godt som ingen racercykler.

55 Sagsoegte har indledningsvis anfoert, at begrebet »samme vare« i grundforordningen om antidumping ikke giver mulighed for at drage en konklusion med hensyn til, hvilket produkt eller hvilken produktraekke der kan underkastes antidumpingundersoegelser, men skal sikre en korrekt prissammenligning for at fastsaette den normale vaerdi og dumpingmarginen.

56 Sagsoegte har for det foerste benaegtet oprindeligt at have forsoegt at sondre mellem fem cykelkategorier.

57 Raadet har for det andet anfoert, at det med rette ansaa alle cyklerne for ét produkt, idet forskellene mellem de forskellige kategorier er uklare, og de forskellige kategorier konkurrerer med hinanden paa grund af lighederne mellem cykler af forskellige typer. Det er endvidere umuligt at inddele cyklerne i skarpt adskilte kategorier, da nye modeller med egenskaber, der er taget fra flere typer cykler, hele tiden dukker op paa markedet.

58 Ifoelge sagsoegte ville det, da artikel 2, stk. 12, i grundforordningen om antidumping definerer »samme vare« som en vare, der »i enhver henseende« er magen til den omhandlede vare, have vaeret noedvendigt, hvis man skal foelge sagsoegerens raesonnement, at inddele cykler i flere end fem kategorier. Der er ikke to helt identiske cykler, dvs. cykler, som er identiske »i enhver henseende«.

59 Ifoelge sagsoegte foelger det for det foerste af Domstolens dom af 7. maj 1991 i sag C-69/89 (Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 58), at naar der ikke foreligger nogen almindeligt anerkendte kriterier, paa grundlag af hvilke produkter kan opdeles i ensartede kategorier, kan alle de paagaeldende produkter med rette anses for samme vare. For det andet har faellesskabsinstitutionerne ifoelge ovennaevnte forslag til afgoerelse fra generaladvokat Lenz i Gao Yao-sagen et vidt skoen med hensyn til sammenligneligheden af de paagaeldende produkter. For det tredje kan faellesskabsinstitutionerne behandle visse produkter som »samme vare«, saafremt segmenterne ikke er klart afgraensede, saafremt visse produkttyper kan placeres i flere forskellige segmenter, og saafremt der er konkurrence mellem produkttyper i tilstoedende segmenter og mellem produkttyper, der er klassificeret i forskellige adskilte segmenter (Domstolens dom af 10.3.1992, sag C-179/87, Sharp Corporation mod Raadet, Sml. I, s. 1635, praemis 26, 27 og 28). Sagsoegte har anfoert, at Domstolens raesonnement i ovennaevnte sag ogsaa kan anvendes i naervaerende sag. I ovennaevnte sag var det sagsoegeren, der skulle bevise, at faellesskabsinstitutionerne havde skoennet forkert ved bestemmelsen af »samme vare«. I denne sag har sagsoegeren imidlertid ikke godtgjort, at der foreligger en saadan fejl.

60 Intervenienten EBMA er enig med sagsoegte i, at sondringen mellem cykler er uklar, idet de forskellige kategorier overlapper hinanden. Desuden er der en meget hoej grad af funktionel substituerbarhed mellem de forskellige cykeltyper, idet det er meget let at fjerne, tilfoeje eller udskifte forskellige komponenter for at tage hensyn til kundens oensker.

Rettens bemaerkninger

61 Grundforordningen om antidumping praeciserer ikke, hvorledes produktet eller produktraekken, der kan underkastes antidumpingundersoegelser, skal defineres, og kraever ikke en systematisk klassificering af produktet.

62 Grundforordningen om antidumping henviser til begrebet »samme vare« i forbindelse med fastsaettelsen af den normale vaerdi og skaden. Ifoelge artikel 2, stk. 5, skal den normale vaerdi af en vare, der dumpes, defineres under henvisning til »samme vare« fra et tredjeland med markedsoekonomi, der faktisk saelges. Ifoelge artikel 2, stk. 12, forstaas ved udtrykket »'samme vare' en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende magen til den omhandlede vare, eller, saafremt en saadan vare ikke findes, en anden vare, der har egenskaber, som ligger taet op ad den paagaeldende vares«. I artikel 4, stk. 4, hedder det: »Virkningen af dumpingimporten eller den subsidierede import vurderes i forhold til Faellesskabets produktion af samme vare, naar der foreligger oplysninger, der muliggoer en afgraensning af denne produktion.«

63 Institutionerne har et vidt skoen, naar de analyserer komplicerede oekonomiske forhold (jf. f.eks. Rettens dom af 28.9.1995, sag T-164/94, Ferchimex mod Raadet, Sml. I, s. 2681, praemis 66), hvilket er tilfaeldet, naar de ved fastsaettelsen af den normale vaerdi i medfoer af ovennaevnte bestemmelser skal afgoere, hvad der er »samme vare«.

64 Den retslige proevelse vedroerende en saadan bedoemmelse maa begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning (jf. Domstolens dom af 7.5.1987, sag 255/84, Nachi Fujikoshi mod Raadet, Sml. s. 1861, praemis 21, og af 14.3.1990, sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 781, praemis 63, samt ovennaevnte Ferchimex-dom, praemis 67).

65 Det maa derfor undersoeges, om faellesskabsinstitutionerne har overskredet deres vide skoen (jf. praemis 63) ved at behandle produktionen af samtlige cykler fra alle segmenter som »Faellesskabets produktion af samme vare«.

66 Domstolen har i sine domme om antidumpingtold paa PPC-fotokopimaskiner med oprindelse i Japan (jf. f.eks. Domstolens domme af 10.3.1992, sag C-171/87, Canon mod Raadet, Sml. I, s. 1237, praemis 47, 48 og 52, ovennaevnte Ricoh-dom, praemis 35, 36 og 40, og ovennaevnte dom i sagen Sharp Corporation, praemis 25, 26 og 30) fastslaaet, at faellesskabsinstitutionerne ikke foretog en urigtig bedoemmelse, da de for at bestemme de tab, der var lidt af Faellesskabets industri, fastslog, at »Faellesskabets produktion af samme vare« omfattede produktionen af alle typer fotokopimaskiner i alle segmenter under ét, undtagen maskiner, der ikke var produceret i Faellesskabet, idet der ifoelge de markedsundersoegelser, som institutionerne havde paaberaabt sig, ikke var nogen klar afgraensning i segmentklassifikationen af fotokopimaskiner, da paa den ene side visse fotokopimaskiner kunne placeres i flere forskellige segmenter under hensyn til visse af deres egenskaber og tekniske specifikationer, og der paa den anden side var konkurrence saavel mellem maskiner i tilstoedende som mellem maskiner, der var klassificeret i ikke-tilstoedende segmenter.

67 Som anfoert i den midlertidige forordning (jf. 9.-11. betragtning) og den anfaegtede forordning (jf. 8. betragtning), har institutionerne konkluderet, at der ikke paa grundlag af de endelige brugeres anvendelse eller forbrugernes opfattelse klart kan skelnes mellem forskellige cykelkategorier.

68 Det maa hertil bemaerkes, at der findes flere cykelmodeller, som der navnlig sondres imellem paa grundlag af udstyret. Cykler inddeles saedvanligvis i fem underkategorier: mountain bikes, sports-/racercykler, turcykler, boernecykler og andre cykler.

69 Alligevel fremgaar det klart af sagens akter og parternes forklaringer i retsmoedet, at disse modeller ikke er klart afgraenset, idet visse cykler kan placeres i flere underkategorier paa grundlag af visse kendetegn og tekniske egenskaber. Endvidere er der konkurrence saavel mellem cykler fra tilstoedende underkategorier som mellem cykler, der er placeret i de forskellige underkategorier.

70 Disse forskelle mellem cykler er ikke tilstraekkelige til at godtgoere, at samtlige modeller har forskellige funktioner eller opfylder forskellige behov. Som det i oevrigt klart fremgaar af 8. betragtning til den anfaegtede forordning, er den omstaendighed, at forbrugerne er tilboejelige til at anvende blandingscykler, og at modeller kan aendres ved tilfoejelse af forskellige komponenter, et forhold, der helt eller delvis fjerner betydningen af en eventuel sondring mellem forskellige cykelkategorier med henblik paa en antidumpingprocedure.

71 Under alle omstaendigheder findes sagsoegeren ikke at have godtgjort, at institutionerne har foretaget en aabenbart fejlagtig bedoemmelse af omstaendighederne ved i denne sag at anse begrebet »samme vare« i henhold til artikel 2, stk. 12, i grundforordningen om antidumping for at omfatte alle cykler fra alle kategorier under ét.

72 Foelgelig boer foerste anbringende forkastes.

Andet anbringende: forkert stikproevemetode (tilsidesaettelse af artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping)

Parternes argumenter

73 Sagsoegeren har i det andet anbringende anfoert, at sagsoegte har tilsidesat artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping, som alene giver mulighed for at anvende stikproeveteknikker, saafremt der er tale om transaktioner af et betydeligt omfang. I saa fald skulle sagsoegte anvende de hyppigst forekommende eller repraesentative priser.

74 I den foreliggende sag er den anvendte stikproeve ifoelge sagsoegeren ikke repraesentativ. Sagsoegte har ikke taget hensyn til oplysninger vedroerende statsejede virksomheder, som har besvaret spoergeskemaet, bortset fra ét tilfaelde. Dette tilfaelde vedroerte den virksomhed, som ganske vist havde den stoerste eksport, men hvis priser var meget lavere end de oevrige beroerte eksportsvirksomheders priser. Da antallet af transaktioner foretaget af statsejede virksomheder var forholdsvis lavt, skulle og burde Raadet, saafremt det oenskede at anvende stikproever, have fastsat prisintervaller eller henvist til de transaktioner, der hyppigst foretages af samtlige statsejede eksportvirksomheder. Sagsoegte burde i det mindste have taget hensyn til oplysninger vedroerende statsejede virksomheder, der var mere repraesentative end det anvendte selskab, navnlig sagsoegerens data. Sagsoegeren er den naeststoerste statsejede eksportvirksomhed paa det paagaeldende marked og saelger til »mere normale priser«.

75 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at sagsoegte har begaaet en grundlaeggende fejl ved i stikproeven at behandle Waimanly Bicycle Manufactory (herefter »Waimanly«) som et statsejet selskab, selv om selskabet ikke tilhoerer denne kategori.

76 Ifoelge sagsoegte, som stoettes af intervenienterne, var betingelserne for anvendelsen af artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping opfyldt. Sagsoegte har for det foerste anfoert, at undersoegelsen vedroerte eksport af cykler fra Den Kinesiske Folkerepublik og ikke eksport fra individuelle kinesiske selskaber. For det andet var der stor forskel paa priserne, og antallet af transaktioner var meget hoejt. For hver type kinesisk cykel skulle der findes en tilsvarende model, som blev solgt paa det taiwanske marked, for at fastslaa den normale vaerdi, og en model solgt paa faellesskabsmarkedet for at bedoemme, hvor langt prisen laa under markedsprisen. En udvidelse af stikproeven til at omfatte andre eksportvirksomheder og disses cykeltyper ville have betydet en vaesentlig foroegelse af antallet af transaktioner, som skulle analyseres, og foelgelig en urimelig forlaengelse af sagsbehandlingen.

77 Ifoelge sagsoegte kan sagsoegeren ikke klage over, at sagsoegte ikke medtog alle eksportvirksomhederne i stikproeven. Den paagaeldende bestemmelse giver mulighed for stikproeveundersoegelser paa grundlag af et repraesentativt udvalg af eksportvirksomheder, navnlig naar der som i denne sag er mange eksportvirksomheder involveret.

78 Sagsoegte har i denne sag anfoert, at stikproeven var repraesentativ, idet den omfattede 88% af al eksport til Faellesskabet fra de 20 selskaber, der havde besvaret spoergeskemaet. Stikproeven omfattede eksport fra Guangzhou Five Rams Bicycle Group og Waimanly, to statsejede selskaber. Denne eksport udgjorde over 85% af al eksport i undersoegelsesperioden fra de statsejede selskaber, som havde besvaret spoergeskemaet.

79 I modsaetning til, hvad sagsoegeren haevder, er Waimanly et statsejet selskab, idet det ejes fuldt ud af »Foreign Trading Company of Po Ou Province«, som igen er fuldt ud ejet af Den Kinesiske Folkerepublik.

Rettens bemaerkninger

80 I artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping hedder det, at »naar der er tale om varierende priser ... kan der anvendes stikproever, f.eks. af de hyppigst forekommende eller repraesentative priser, med henblik paa fastsaettelse af den normale vaerdi og eksportpriserne, hvis der er tale om transaktioner af et betydeligt omfang«.

81 Med henblik paa fastsaettelsen af den normale vaerdi kan virksomheder udvaelges, fordi de er repraesentative for saa vidt angaar eksport til Faellesmarkedet (se bl.a. Domstolens dom af 12.5.1989, sag 246/87, Continentale Produkten-Gesellschaft, Sml. s. 1151, praemis 12).

82 Der er intet hverken i ovennaevnte bestemmelse eller i retspraksis, der angiver, at faellesskabsinstitutionerne skal tage hensyn til de hyppigst forekommende eller mest repraesentative priser anvendt af hver enkelt eksportvirksomhed for sig i stedet for de priser, som alle eksportvirksomheder under ét anvender.

83 Som faellesskabsinstitutionerne har anfoert, fremgaar det af 15. betragtning til den midlertidige forordning og af 28. betragtning til den anfaegtede forordning, at de paagaeldende virksomheder var blevet udvalgt, fordi de var repraesentative for saa vidt angaar eksporten til faellesskabsmarkedet. I denne forbindelse har sagsoegeren ikke bestridt, at de seks selskaber, der indgaar i stikproeven, tegner sig for 88% af den samlede eksport til Faellesskabet fra de selskaber, som har besvaret spoergeskemaet (28. betragtning til den anfaegtede forordning).

84 Hvad angaar sagsoegerens paastand om, at Waimanly ikke kan anses for en statsejet virksomhed, fremgaar det af de dokumenter, som Kommissionen forelagde Retten den 25. februar 1997, navnlig en fax sendt den 1. juli 1992 til Kommissionen af Waimanly's advokat, at Waimanly er en virksomhed, der ejes fuldt ud af Foreign Trading Company of Po Ou Province, som ejes af Den Kinesiske Folkerepublik. Faellesskabsinstitutionerne ansaa saaledes med foeje Waimanly for en statsvirksomhed.

85 Endelig har institutionerne ifoelge artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping et vidt skoen (jf. ovennaevnte Ferchimex-dom). Foelgelig maa Retten begraense sin proevelse til at undersoege, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, som er lagt til grund ved det anfaegtede valg, er materielt rigtige, samt om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning (jf. de i praemis 63 og 64 citerede domme i sagerne Nachi Fujikoshi, praemis 21, Gestetner Holdings, praemis 63, og Ferchimex, praemis 67).

86 I betragtning af det anfoerte er den omstaendighed, at sagsoegte har taget hensyn til de repraesentative priser fra de stoerste eksportvirksomheder i hver af de kategorier, som sagsoegte har opstillet, og ikke til samtlige eksportvirksomheders priser, ikke tilstraekkeligt til at bevise, at den stikproeve, som den anfaegtede antidumpingtold var baseret paa, helt aabenbart ikke var repraesentativ.

87 Foelgelige maa det andet anbringende forkastes.

Tredje anbringende: naegtelse af at give de forskellige beroerte eksportvirksomheder individuel behandling (tilsidesaettelse af artikel 2, stk. 5 og 9, og artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping og artikel VI, stk. 2, i GATT)

Parternes argumenter

88 Sagsoegeren har indledningsvis bemaerket, at faellesskabsinstitutionerne, naar der paalaegges antidumpingtold, i flere aar har fulgt en politik, som bestaar i at naegte at give virksomheder i lande, der ikke har markedsoekonomi, individuel behandling (jf. 33. og 34. betragtning til den midlertidige forordning). Derfor paalaegges der én enkelt antidumpingtold for alle eksportoerer i det paagaeldende land, en told, som gaelder for alle varer, der eksporteres til Det Europaeiske Faellesskab, uanset de anslaaede dumpingmarginer for hver enkelt beroert producent eller eksportoer. Ifoelge sagsoegeren er Kommissionen og Raadet af den opfattelse, at indfoerelse af differentierede toldsatser alt efter virksomhederne i et land med planoekonomi ville foranledige staten til at gribe ind og gennemfoere samtlige udfoersler gennem det selskab, for hvilket der gjaldt den laveste toldsats.

89 Sagsoegeren har anfoert, at en saadan politik er i strid med grundforordningen om antidumping, som paalaegger faellesskabsinstitutionerne at give individuel behandling, uanset varernes oprindelse, hvis det er muligt, navnlig naar virksomheden har samarbejdet i fuldt omfang under antidumpingproceduren.

90 Faellesskabsinstitutionernes politik, der gaar ud paa ikke at fastsaette antidumpingtolden paa grundlag af den individuelle situation for hver af de beroerte eksportoerer, indebaerer ikke alene, at der ikke tages hensyn til de specifikke oplysninger vedroerende hver enkelt eksportoer ved beregningen af den normale vaerdi, men ogsaa, at der ses bort fra forskellene med hensyn til hver eksportoers priser og eksportvolumen. En saadan praksis foerer til tilsidesaettelse af et af de grundlaeggende principper i GATT for saa vidt angaar antidumpingtold (artikel VI, stk. 2, i GATT), jf. artikel 8, stk. 3, i aftalen af 12.4.1979 om anvendelsen af artikel VI i GATT (EFT 1980 L 71, s. 90, herefter »GATT's antidumpingkodeks«), som er optaget i artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, hvori det hedder: »Denne told maa ikke vaere hoejere end den midlertidigt anslaaede eller endeligt fastsatte dumpingmargin ... den boer vaere lavere, saafremt en saadan lavere told er tilstraekkelig til at afhjaelpe skaden.« Endelig bevirker en saadan praksis, at de paagaeldende virksomheder, herunder sagsoegeren, ikke faar en retfaerdig behandling under proceduren.

91 Ifoelge sagsoegeren kan sagsoegte ikke paaberaabe sig, at sagsoegeren er et selskab fra et land uden markedsoekonomi, da lovgiver kun sondrer mellem selskaber fra disse lande og andre selskaber for saa vidt angaar metoden til beregning af den normale vaerdi.

92 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at faellesskabsinstitutionerne selv inden for rammerne af den anfaegtede politik skulle have givet sagsoegeren individuel behandling. I tidligere sager vedroerende varer med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik har faellesskabsinstitutionerne indroemmet de paagaeldende eksportoerer individuel behandling, hvor disse har paavist deres uafhaengighed af staten i deres eksportstrategier og ved fastsaettelsen af deres eksportpriser (16. betragtning til den anfaegtede forordning).

93 Med hensyn til netop sin uafhaengighed af staten mener sagsoegeren at opfylde de kriterier, som faellesskabsinstitutionerne har fastsat i et notat fra Kommissionen af 1. december 1992 om den politik, Kommissionen vil foelge med hensyn til dumping foretaget af joint ventures i lande uden markedsoekonomi. Sagsoegeren har anfoert, at selskabet fuldstaendig frit kan eksportere varer uden nogen form for tilladelse, og at det i almindelighed saelger direkte til uafhaengige importoerer, der er etableret i Faellesskabet, paa vilkaar, der har vaeret genstand for frie forhandlinger.

94 Under alle omstaendigheder paahviler det faellesskabsinstitutionerne at bevise, at der er tale om statslig kontrol af eksporten, og ikke blot formode det. I denne sag har faellesskabsinstitutionerne ikke fremlagt noget saadant bevis.

95 Endelig har sagsoegeren anfoert, at Den Kinesiske Folkerepublik ikke er et statshandelsland, men et land med »socialistisk markedsoekonomi«, som ganske vist ikke tillader enkeltpersoner at eje selskabers aktier, men dog kraever, at virksomhederne er ansvarlige for deres gevinster og tab. I denne forbindelse har sagsoegeren henvist til flere oekonomiske artikler, som bekraefter, at den kinesiske oekonomi er under omdannelse til en markedsoekonomi. At den kinesiske stat som enhver anden stat til enhver tid kan aendre sin lovgivning, berettiger ikke til at betvivle virksomhedernes uafhaengighed over for staten.

96 Sagsoegte har anfoert, at grundforordningen om antidumping ikke kraever, at faellesskabsinstitutionerne behandler importoerer individuelt. Sagsoegte har henvist til, at det fremgaar af artikel 7, stk. 1, litra a), i grundforordningen om antidumping, at antidumpingprocedurer vedroerer eksport fra et eller flere lande, og ikke eksport fra et eller flere individuelle selskaber. I artikel 13, stk. 2, foreskrives det blot, at der i antidumpingforordninger altid skal anfoeres oprindelses- eller eksportlandet og om muligt navnet paa leverandoeren.

97 Sagsoegte har paapeget, at der ikke er nogen bestemmelse i grundforordningen om antidumping, herunder artikel 13, stk. 3, som kraever beregning af individuelle dumpingmarginer for hver enkelt eksportoer, og at det samme gaelder GATT's antidumpingkodeks. Sidstnaevnte kodeks finder imidlertid ikke anvendelse i denne sag, da Den Kinesiske Folkerepublik ikke er part i GATT.

98 Sagsoegte har anfoert, at sagsoegeren i denne sag ikke kunne behandles individuelt. Sagsoegte har understreget, at det ikke er godtgjort, at sagsoegeren frit kunne handle uafhaengigt af den kinesiske stat. Det ville ikke have vaeret muligt at individualisere eksportoerer uden at begraense effektiviteten af de vedtagne beskyttelsesforanstaltninger. Da staten kan kontrollere underleverandoerers priser, afspejler eksportselskabernes omkostninger ikke noedvendigvis de oekonomiske realiteter. Foelgelig vil en hensyntagen til individuelle dumpingmarginer kunne give et af eksportselskaberne en uberettiget konkurrencefordel, da staten vil kunne omgaa beskyttelsesforanstaltningerne ved at kanalisere eksporten gennem den eksportoer, der har faaet paalagt den laveste told.

99 Selv om statskontrollen i Den Kinesiske Folkerepublik er blevet indskraenket i visse sektorer, ejes og kontrolleres kinesiske eksportvirksomheder som f.eks. sagsoegeren stadig fuldt ud af staten og kan derfor ikke betragtes som uafhaengige selskaber, der kan sammenlignes med selskaberne i en markedsoekonomi. Saaledes kan staten til enhver tid fratage en hvilken som helst eksportoer tilladelsen til at eksportere. Under alle omstaendigheder er det, selv efter en undersoegelse paa stedet, umuligt at faa klarhed over statskontrollens noejagtige omfang. Dels er der visse love, der ikke offentliggoeres, og som udlaendinge ikke har adgang til, dels bestaar der visse former for praksis, der gaar forud for loven.

Rettens bemaerkninger

100 Grundforordningen om antidumping forbyder intetsteds at indfoere en enkelt antidumpingtold for statshandelslande (ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 92).

101 Artikel 2, stk. 5, angiver kun de kriterier, paa grundlag af hvilke den normale vaerdi skal bestemmes i tilfaelde af indfoersel fra lande uden markedsoekonomi. Artikel 2, stk. 9, om sammenligning af den normale vaerdi med eksportprisen vedroerer kun prisernes sammenlignelighed og de justeringer, der skal foretages for at tage hensyn til forskelle, som paavirker denne sammenlignelighed.

102 Det fremgaar af artikel 2, stk. 13, at naar der er tale om varierende priser, sammenlignes eksportpriserne i princippet med den normale vaerdi i forbindelse med hver enkelt transaktion. I denne sag har sammenligningen fundet sted paa dette grundlag (se 28. betragtning til den midlertidige forordning). I modsaetning til, hvad sagsoegeren haevder, betyder dette dog ikke, at der ikke kan fastsaettes en enkelt antidumpingtold.

103 Hverken artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, eller artikel 8, stk. 3, i GATT's antidumpingkodeks (uanset om denne finder anvendelse i den foreliggende sag eller ej) forbyder, at der paalaegges en enkelt told, eller kraever, at der fastsaettes en dumpingmargin individuelt for hver enkelt eksportoer. Disse bestemmelser kraever alene, at der er en forbindelse mellem stoerrelsen af tolden, ogsaa i tilfaelde af en enkelt told, og dumpingmarginen, ogsaa selv om denne fastsaettes individuelt.

104 Artikel 2, stk. 14, i grundforordningen om antidumping definerer ganske vist »dumpingmarginen« som det beloeb, hvormed den normale vaerdi overstiger eksportprisen [litra a)], men den bestemmer ogsaa, at »naar der er tale om varierende dumpingmarginer, kan der beregnes et vejet gennemsnit af disse« [litra b)].

105 Endelig bestemmer artikel 13, stk. 2, at i forordninger om antidumping »anfoeres isaer stoerrelsen og arten af den paalagte told, den paagaeldende vare, oprindelses- eller eksportlandet og om muligt navnet paa leverandoeren samt begrundelserne for forordningen«. Selv om det fremgaar (jf. ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 93) af saavel denne bestemmelses opbygning som dens formaal, at forpligtelsen til at anfoere navnet paa leverandoeren i forordninger om antidumping i princippet indebaerer en forpligtelse til at fastsaette en specifik antidumpingtold for hver enkelt leverandoer, maa det dog fremhaeves, at denne bestemmelses ordlyd praeciserer, at navnet kun skal anfoeres »om muligt«. Lovgiver har altsaa udtrykkeligt begraenset forpligtelsen til at anfoere leverandoerens navn og dermed forpligtelsen til at fastsaette en specifik antidumpingtold for hver leverandoer til alene at gaelde i tilfaelde, hvor det er muligt at give disse naermere oplysninger.

106 Institutionerne har ikke, ved at foelge den anfaegtede politik, fortolket ordene »om muligt« urigtigt. Det maa nemlig konstateres, at det ikke er muligt at anfoere navnet paa hver leverandoer, hvis det, for at undgaa risikoen for omgaaelse af antidumpingtolden, er noedvendigt at indfoere en enkelt told for et helt land. Dette er navnlig tilfaeldet, naar faellesskabsinstitutionerne, med hensyn til et statshandelsland, efter at have undersoegt de paagaeldende eksportoerers forhold ikke er overbevist om, at disse eksportoerer handler uafhaengigt i forhold til staten (jf. ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 94).

107 Den anfaegtede politik er heller ikke i strid med formaalet med og aanden i grundforordningen om antidumping. Som Retten allerede har fastslaaet i ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 95, er formaalet med grundforordningen nemlig bl.a. at beskytte Faellesskabet mod dumpingindfoersler. Med hensyn til forordningens aand fremgaar det af forskellige bestemmelser, at den normale vaerdi og eksportprisen normalt skal fastslaas individuelt for hver enkelt eksportoer. Dette betyder dog ikke, at faellesskabsinstitutionerne er forpligtet til at goere dette i hvert enkelt tilfaelde, og heller ikke, at de er forpligtet til at indfoere en individuel antidumpingtold for hver enkelt eksportoer. Grundforordningens aand overlader faellesskabsinstitutionerne et vidt skoen ved afgoerelsen af, hvornaar det er rimeligt at give de beroerte eksportoerer individuel behandling. Dette fremgaar bl.a. af artikel 2, stk. 14, litra b), og af artikel 13, stk. 2, som giver faellesskabsinstitutionerne mulighed for at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmarginerne, og dermed en enkelt dumpingmargin, for et helt land, samt for at indfoere en enkelt antidumpingtold for dette land.

108 Det foelger af det anfoerte, at en politik, som indebaerer, at der indfoeres en enkelt antidumpingtold for et helt land, hverken er i strid med ordlyden af eller aanden i grundforordningen om antidumping, hvis denne politik er noedvendig, for at Faellesskabet kan beskytte sig mod dumping og mod risikoen for omgaaelse af beskyttelsesforanstaltninger (jf. ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 96).

109 Spoergsmaalet, om en eksportoer fra et statshandelsland handler tilstraekkeligt uafhaengigt i forhold til staten til, at der kan gives ham individuel behandling, forudsaetter en vurdering af komplicerede faktiske forhold, som baade er af oekonomisk, politisk og juridisk art. I denne forbindelse bemaerkes, at naar det drejer sig om komplicerede oekonomiske spoergsmaal, fremgaar det af fast retspraksis, at institutionerne har et vidt skoen (jf. ovennaevnte Ferchimex-dom, praemis 131), og at retsinstansernes proevelse vedroerende en saadan bedoemmelse maa begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning (jf.e de i praemis 64 citerede domme i sagerne Nachi Fujikoshi, praemis 21, og Gestetner Holdings, praemis 63). Det samme gaelder for de faktiske, retlige og politiske forhold i det paagaeldende land, som faellesskabsinstitutionerne skal vurdere for at afgoere, om en eksportoer handler tilstraekkeligt uafhaengigt af et statshandelslands myndigheder til at faa individuel behandling (jf. ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 98).

110 I denne sag er sagsoegtes argumenter (jf. 17.-21. betragtning til den anfaegtede forordning og sagsoegtes skriftlige indlaeg) til stoette for paalaeggelse af en enkelt told relevante. Navnlig kraeves der ikke individuel behandling ifoelge grundforordningen om antidumping. Endvidere forekommer det sandsynligt, at Kommissionen i den aktuelle situation ikke har kunnet kontrollere de kinesiske eksportoerers erklaeringer paa stedet.

111 Det skal navnlig bemaerkes, at de grunde, der er anfoert i 19. betragtning til den anfaegtede forordning til stoette for paastanden om, at det i et land som Den Kinesiske Folkerepublik er yderst vanskeligt at kontrollere, om en kinesisk virksomhed virkelig er uafhaengig af staten, tilsyneladende ikke er aabenbart urigtige. Sagsoegeren har endvidere ikke tilbagevist argumentet i naevnte betragtning, som gaar ud paa, at Den Kinesiske Folkerepublik i undersoegelsesperioden befandt sig i overgangsfasen mellem et land med en fuldstaendig statskontrolleret oekonomi og et land med en delvis markedsorienteret oekonomi. Sagsoegeren har heller ikke bestridt paastanden om, at staten fortsat kontrollerede mange sider af det oekonomiske liv, og at de love og institutioner, der var noedvendige for, at en markedsoekonomi kunne fungere, ikke var tilstraekkeligt udviklede og kendte af de oekonomiske beslutningstagere og embedsmaendene.

112 Sagsoegeren har endvidere ikke benaegtet, at en repraesentant for den kinesiske regering, der paastaar, at han repraesenterer alle cykelproducenter med aktier ejet af den kinesiske stat, har meddelt Kommissionen, at den kinesiske stat koordinerer alle kinesiske cykelproducenters aktiviteter i Kina (26. betragtning til den anfaegtede forordning).

113 Sagsoegeren har endvidere saavel i staevningen som i retsmoedet anfoert, at oekonomien i Den Kinesiske Folkerepublik strengt taget ikke er en markedsoekonomi, men snarere en »socialistisk markedsoekonomi«, hvorved sagsoegeren implicit har anerkendt, at landet fortsat er et statshandelsland.

114 Med hensyn til Kommissionens notat af 1. december 1992 bemaerkes blot, at det er et internt notat og altsaa et af Kommissionens egne arbejdsdokumenter, som ikke kan vaekke begrundede forventninger hos sagsoegeren (jf. ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 115), og som ikke kan forpligte en anden faellesskabsinstitution.

115 Heraf foelger, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at selskabet reelt ikke var under de kinesiske myndigheders indflydelse. Faellesskabsinstitutionerne har saaledes ikke begaaet en aabenbar fejl ved vurderingen af omstaendighederne.

116 Det foelger heraf, at det tredje anbringende ikke kan laegges til grund.

Fjerde anbringende: naegtelse af at underrette om beregningsmetoden [tilsidesaettelse af artikel 7, stk. 4, litra b) og c), i grundforordningen om antidumping]

Parternes argumenter

117 Sagsoegeren har foreholdt Kommissionen, at den ikke har opfyldt sin oplysningspligt i henhold til artikel 7, stk. 4, litra b), i grundforordningen om antidumping, idet de oplysninger, som Kommissionen meddelte sagsoegeren, var utilstraekkelige. Kommissionen har nemlig for det foerste alene meddelt sagsoegeren oplysninger om Guangzhou Five Rams Bicycle Group, og ikke nogen oplysninger vedroerende sagsoegeren. For det andet har Kommissionens oplysninger om de taiwanske cykelmodeller og -priser, som er anvendt som grundlag for beregning af den normale vaerdi, vaeret utilstraekkelige, og for det tredje har Kommissionen opgivet samlede tal vedroerende de samlede dumpingaktiviteter og dumpingmarginen i stedet for at give oplysninger om hver enkelt transaktion.

118 Sagsoegte finder, at faellesskabsinstitutionerne har opfyldt de kriterier, som Domstolen har fastsat i dom af 27. juni 1991 i sag C-49/88 (Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, Sml. I, s. 3187, praemis 17), og at Kommissionen havde underrettet sagsoegeren om, hvorledes antidumpingtolden var beregnet, i underretningsdokumentet. Kommissionen har ogsaa givet de seks eksportoerer, der indgaar i stikproeven, oplysninger om alle beregninger vedroerende dem. Disse oplysninger kunne ikke gives til de oevrige virksomheder, herunder sagsoegeren, da de var fortrolige. Oplysningerne kunne endvidere ikke have givet anledning til relevante bemaerkninger fra disse virksomheder. I oevrigt havde sagsoegeren under alle omstaendigheder haft adgang til de ikke-fortrolige akter, der laa til gennemsyn i Kommissionen. Faellesskabsinstitutionerne kunne ikke give yderligere og bedre oplysninger om dumpingmarginen, fordi der ikke var beregnet nogen individuel dumpingmargin. Sagsoegeren kan ikke klage over, at institutionerne ikke har forelagt selskabet nogen oplysninger, der vedroerer selskabet. Disse oplysninger blev ikke anvendt som forudsat i den omtvistede bestemmelse, da sagsoegeren ikke indgik i stikproeven.

Rettens bemaerkninger

119 Ifoelge artikel 7, stk. 4, litra b), i grundforordningen om antidumping kan »eksportoerer ... af den vare, der er omfattet af undersoegelsen ... anmode om at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det paataenkes at anbefale paalaeggelse af endelig told ...«. Saadanne anmodninger skal indsendes skriftligt til Kommissionen [artikel 7, stk. 4, litra c), i), aa)]. I de tilfaelde, hvor der er paalagt en midlertidig told, skal anmodningerne vaere modtaget senest en maaned efter offentliggoerelsen af en saadan tolds indfoerelse [artikel 7, stk. 4, litra c), i), cc)]. Artikel 7, stk. 4, litra c), ii) og iii), indeholder de naermere regler for, hvorledes Kommissionen kan give de oenskede oplysninger, og inden for hvilken frist dette skal ske.

120 Det fremgaar af fast retspraksis, at kravene i henhold til princippet om retten til kontradiktion er overholdt, naar den paagaeldende virksomhed under en administrativ procedure har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har, og i givet fald til de relevante dokumenter (jf. f.eks. Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 11, ovennaevnte Nakajima-dom, praemis 108, og ovennaevnte Al Jubail-dom, praemis 17; Rettens domme af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, praemis 59, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847, praemis 69, samt ovennaevnte Sinochem-dom, praemis 75).

121 Kommissionens oplysningspligt maa dog altid afvejes mod forbuddet mod at videregive fortrolige oplysninger. Ifoelge artikel 8, stk. 2, i grundforordningen om antidumping maa hverken faellesskabsinstitutionerne, medlemsstaterne eller personer i disses tjeneste videregive oplysninger, som de har modtaget i medfoer af forordningen, og som paa anmodning af den part, der har givet oplysningerne, skal behandles som fortrolige, medmindre denne part har givet saerlig tilladelse hertil. Faellesskabsinstitutionerne kan betragte visse oplysninger som fortrolige, naar videregivelsen heraf vil kunne vaere til vaesentlig skade for den, der har givet dem eller er kilde til saadanne oplysninger (traktatens artikel 214 og artikel 8, stk. 3, i grundforordningen om antidumping).

122 I denne sag kan sagsoegeren ikke med foeje haevde, at de ikke-fortrolige oplysninger fra Kommissionen var utilstraekkelige. For det foerste har Kommissionen i sit underretningsdokument givet oplysninger om den paagaeldende vare, faellesskabsindustrien, stikproevemetoden, den normale vaerdi, eksportpriserne, dumpingmarginen og den skade, der er forvoldt Faellesskabet. For det andet er faellesskabsinstitutionerne ikke alene pligtige at beregne dumpingmarginen for hver enkelt af de beroerte virksomheder og paalaegge hver af disse en saerskilt antidumpingtold (se begrundelserne vedroerende ovennaevnte tredje anbringende), men faellesskabsinstitutionerne raader ogsaa over et vidt skoen ved udvaelgelsen af de virksomheder, der skal indgaa i stikproeven, paa grundlag af hvilken dumpingmarginen og tolden skal fastsaettes. Foelgelig har faellesskabsinstitutionerne ret til ikke at indhente og anvende oplysninger vedroerende visse virksomheder. Det kan heller ikke kraeves, at de meddeler saadanne oplysninger, som der pr. definition og ikke mindst under de foreliggende omstaendigheder ikke kan anmodes om, og som derfor heller ikke er blevet anvendt. For det tredje har sagsoegeren ikke bestridt, at selskabet har haft adgang til ikke-fortrolige akter i Kommissionen.

123 Heraf foelger, at ogsaa det fjerde anbringende maa forkastes.

Femte anbringende: forkert metode til beregning af dumpingmarginerne (tilsidesaettelse af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping) og magtfordrejning med hensyn til den fastsatte antidumpingtold

Parternes argumenter

124 Sagsoegeren har anfoert, at sagsoegte har misbrugt sin skoensbefoejelse ved paa urimelig og fejlagtig maade at forhoeje dumpingmarginen. Ved at anvende dumpingmarginen for det selskab i stikproeven, der har den hoejeste margin, har sagsoegte kunstigt oppustet den samlede dumpingmargin og toldsatsen for de fleste af de oevrige selskaber, som har besvaret spoergeskemaet. For disse selskaber overstiger tolden den faktiske dumpingmargin i strid med artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping. Ifoelge sagsoegeren har sagsoegte ikke ret til at medtage de 27% af eksporten, der kan tilskrives selskaber, som angiveligt ikke har samarbejdet ved beregningen af dumpingmarginen, da oplysningerne fra de kinesiske eksportoerer er tilstraekkelige til at udgoere en repraesentativ stikproeve. Tallet paa 27%, som er taget fra en ukendt kilde, savner endvidere ethvert grundlag. Hvis tallet stammer fra De Europaeiske Faellesskabers Statistiske Kontor (Eurostat), maa der ifoelge sagsoegeren tages hensyn til, at Kommissionen ofte har klaget over unoejagtigheden af oplysningerne fra dette kontor.

125 Sagsoegte har anfoert, at tallet for den samlede cykeleksport fra Den Kinesiske Folkerepublik til Det Europaeiske Faellesskab i undersoegelsesperioden stammer fra Eurostat, som var den eneste kilde til paalidelige oplysninger. Oplysninger fra eksportoererne daekkede 73% af denne eksportmaengde i undersoegelsesperioden. Dumpingmarginen for de resterende 27% var beregnet paa grundlag af de bedste oplysninger, der var tilgaengelige, i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping. I overensstemmelse med saedvanlig praksis er de relevante oplysninger dem, der vedroerer det af de selskaber, der har samarbejdet, der har den hoejeste dumpingmargin.

Rettens bemaerkninger

126 Det fremgaar af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, at antidumpingtolden ikke maa vaere hoejere end den midlertidigt anslaaede eller endeligt fastsatte dumpingmargin, og at den boer vaere lavere, saafremt en saadan lavere told er tilstraekkelig til at afhjaelpe skaden.

127 I denne sag fremgaar det af den midlertidige forordning (jf. 37. betragtning) og den anfaegtede forordning (jf. 50. betragtning), at de selskaber, som besvarede Kommissionens spoergeskema, tegnede sig for 73% af den samlede eksport fra Den Kinesiske Folkerepublik. Dumpingmarginen for disse selskaber blev fastsat paa grundlag af den vejede gennemsnitlige dumpingmargin pr. type for de seks selskaber, der indgik i stikproeven. For de eksportoerer, der ikke besvarede spoergeskemaet, og som tegnede sig for de resterende 27% af eksporten, blev dumpingmarginen fastsat paa grundlag af artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping. Ifoelge denne bestemmelse kan foreloebige eller endelige, positive eller negative afgoerelser traeffes paa grundlag af de tilgaengelige oplysninger, saafremt en af de beroerte parter eller et af de beroerte tredjelande naegter at give adgang til noedvendige oplysninger eller paa anden maade undlader at stille saadanne til raadighed inden for en rimelig frist eller laegger vaesentlige hindringer i vejen for undersoegelsen. Kommissionen mente, at de bedste af de tilgaengelige oplysninger var oplysningerne om det selskab i stikproeven, der havde den hoejeste dumpingmargin. Dumpingmarginen for Den Kinesiske Folkerepublik udtrykt i procent af cif-vaerdien (omkostninger, forsikring, fragt) beregnet paa denne maade, beloeb sig til 30,6%.

128 Det fremgaar af ovenstaaende overvejelser vedroerende det tredje anbringende om naegtelse af at give de forskellige beroerte eksportoerer individuel behandling for det foerste, at faellesskabsinstitutionernes politik ikke er i strid med ordlyden af, formaalet med og aanden i grundforordningen om antidumping, og for det andet, at sagsoegeren ikke opfylder de noedvendige betingelser for at faa individuel behandling, og foelgelig at institutionerne ikke har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder.

129 Desuden er den anfaegtede politik baseret paa den antagelse, at eksportoererne i statshandelslande som regel ikke er uafhaengige af statens indflydelse, og at et af formaalene med denne politik er at undgaa omgaaelse af antidumpingtolden. Saafremt institutionerne ikke kan fastsaette dumpingmarginen under hensyntagen til eksporten fra selskaber, der ikke har samarbejdet i undersoegelsen, kan myndighederne i et statshandelsland paalaegge den eksportoer, som har de hoejeste eksportpriser, at samarbejde med faellesskabsinstitutionerne, og forbyde de oevrige eksportoerer at goere det. De kan saaledes sikre, at der for alle de eksportoerer, der er indblandet i dumping, kommer til at gaelde en antidumpingtold, som er lig med den dumpingmargin, der er beregnet for eksportoerer med den laveste margin (jf. ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 130).

130 Endelig fremgaar det af praemis 107 i naervaerende dom og af artikel 2, stk. 14, litra b), i grundforordningen om antidumping, at faellesskabsinstitutionerne har den mulighed at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmarginer og altsaa en enkelt dumpingmargin for et helt land.

131 Det maa endvidere fastslaas, at faellesskabsinstitutionerne med foeje efter artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping har baseret sig paa Eurostat's statistikker og de oplysninger, der er afgivet af de selskaber, der har besvaret Kommissionens spoergeskema, idet disse oplysninger under de foreliggende omstaendigheder er de bedste af de foreliggende oplysninger i ovennaevnte bestemmelses forstand.

132 Hertil kommer, at saavel beregningen af eksportprisen for de producenter, der ikke har samarbejdet under undersoegelsen, som beregningen af den enkelte dumpingmargin paa grundlag af tilgaengelige oplysninger forudsaetter en vurdering af komplicerede oekonomiske forhold. Den retslige proevelse vedroerende en saadan vurdering maa begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning (jf. ovennaevnte domme i sagerne Nachi Fujikoshi, praemis 21, Gestetner Holdings, praemis 63, og Climax Paper, praemis 135).

133 Det fremgaar herved af den midlertidige forordning (jf. 37. betragtning) og den anfaegtede forordning (jf. 50. betragtning), at de oplysninger, der er givet af de selskaber, der har besvaret Kommissionens spoergeskema, ikke vedroerer samtlige kinesiske udfoersler af den paagaeldende vare, men kun 73% af de samlede udfoersler fra Den Kinesiske Folkerepublik. Det maa fastslaas, at faellesskabsinstitutionerne ved beregningen af den del af eksporten, som maa tilskrives de eksportoerer, der ikke har afgivet oplysninger, i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping har baseret sig paa Eurostat's statistikker vedroerende den samlede cykelimport fra Den Kinesiske Folkerepublik til Faellesskabet samt paa oplysningerne fra de selskaber, der besvarede Kommissionens spoergeskema.

134 Sagsoegeren har blot anfaegtet den af faellesskabsinstitutionerne foretagne beregning uden at fremlaegge noget som helst bevismiddel, der kan godtgoere, at beregningen er ukorrekt. Under alle omstaendigheder har faellesskabsinstitutionerne baseret sig paa de bedste af de tilgaengelige oplysninger.

135 Hvad angaar beregningsmetoden for de ikke-samarbejdende producenters eksportpriser kan det ikke bebrejdes institutionerne, at de har lagt de laveste priser i stikproeven til grund, da enhver anden loesning ville bevirke, at eksportoererne tilskyndes til ikke at samarbejde (jf. ovennaevnte Climax Paper-dom, praemis 140). Endvidere er der intet, der tyder paa, at selve beregningen var unoejagtig, eller at sagsoegte har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder.

136 Det foelger heraf, at det femte anbringende ogsaa er ubegrundet.

137 Det foelger af det foregaaende i sin helhed, at sagsoegte i det hele maa frifindes.

Sagens omkostninger

138 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Raadet og intervenienten EBMA har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da sagsoegeren har tabt sagen, paalaegges det denne, foruden sine egne omkostninger, at baere de af sagsoegte og intervenienten EBMA afholdte omkostninger.

139 Procesreglementets artikel 87, stk. 4, bestemmer, at institutioner, der er indtraadt i en sag, baerer deres egne omkostninger. Kommissionen baerer derfor sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Femte Udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sine egne omkostninger samt sagsoegtes og intervenienten EBMA's omkostninger.

3) Kommissionen baerer sine egne omkostninger.