61994J0321

1 Landbrug - ensartede lovgivninger - beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler - det materielle anvendelsesomraade for forordning nr. 2081/92 - nationale bestemmelser om anvendelsen af betegnelsen »montagne« for landbrugsprodukter og levnedsmidler - ikke omfattet

(Raadets forordning nr. 2081/92)

2 Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - begreb - forbud - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 30)

3 Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - nationale bestemmelser, hvorefter betegnelsen »montagne« alene maa anvendes for produkter, der er fremstillet i indlandet paa grundlag af indenlandske raavarer - ikke tilladt - begrundelse - beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 30 og 36)

4 Raadets forordning nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler er ikke til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser, hvori der fastsaettes betingelser for anvendelsen af betegnelsen »montagne« for landbrugsprodukter og levnedsmidler.

For det foerste er betegnelsen »montagne« en helt generel betegnelse, som ikke er knyttet til et bestemt land, mens der efter artikel 2 i forordning nr. 2081/92 skal vaere en direkte sammenhaeng mellem produktets kvalitet eller kendetegn og dets specifikke geografiske oprindelse, og for det andet vaekker betegnelsen hos forbrugerne forestillinger om egenskaber, som abstrakt vedroerer produkternes oprindelse i bjergomraader, men ikke en forestilling om, at produkterne stammer fra et bestemt sted, omraade eller land, og de nationale bestemmelser ligger derfor for langt fra det egentlige formaal med forordningen til, at den kan vaere til hinder for, at de opretholdes.

5 Forbuddet i traktatens artikel 30 mod enhver regulering af handelen i medlemsstaterne, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Faellesskabet, slaar fuldt ud igennem, naar der er tale om anvendelsen af bestemmelser af denne karakter, selv om samtlige relevante elementer i den sag, der foreligger for den nationale domstol, findes inden for en enkelt medlemsstat.

I en saadan situation vil anvendelsen af den nationale foranstaltning ogsaa kunne have betydning for de frie varebevaegelser mellem medlemsstater, bl.a. naar den omhandlede foranstaltning indebaerer en fordel for markedsfoeringen af varer fra den paagaeldende stat i forhold til importerede varer. Anvendelsen af foranstaltningen vil i saa fald, selv om den kun omfatter nationale producenter, i sig selv medfoere, at der skabes og opretholdes en forskel i behandlingen af de to typer varer, som i hvert fald potentielt kan hindre samhandelen inden for Faellesskabet.

6 Traktatens artikel 30 er til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser, hvorefter betegnelsen »montagne« alene maa anvendes for produkter, der er fremstillet i indlandet paa grundlag af indenlandske raavarer.

Saadanne bestemmelser udgoer en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet, indebaerer en forskelsbehandling af varer, der importeres fra de oevrige medlemsstater, og kan ikke begrundes i hensynet til beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret som omhandlet i traktatens artikel 36, idet betegnelsen »montagne«, saaledes som den skal benyttes efter de nationale bestemmelser, ikke kan anses for en herkomstbetegnelse.

I de forenede sager C-321/94, C-322/94, C-323/94 og C-324/94,

angaaende anmodninger, som Frankrigs Cour de cassation i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende straffesager mod

Jacques Pistre (sag C-321/94),

Michèle Barthes (sag C-322/94),

Yves Milhau (sag C-323/94) og

Didier Oberti (sag C-324/94)

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 208, s. 1) og af EF-traktatens artikel 30 og 36,

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne C. Gulmann (refererende dommer), D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og M. Wathelet,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Michèle Barthes, Jacques Pistre, Yves Milhau og Didier Oberti ved advokat Véronique Jeannin, Paris

- den franske regering ved kontorchef Edwige Belliard og ekspeditionssekretaer Philippe Martinet, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den graeske regering ved konsulent hos statens advokat Fokion Georgakopoulos, fuldmaegtig hos statens advokat Christina Sitara og forskningsmedarbejder Sofia Chala, Sekretariatet for EF-ret, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den italienske regering ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Ivo Braguglia

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent José Luis Iglesias Buhigues og Jean-Francis Pasquier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 13. juni 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Michèle Barthes, Jacques Pistre, Yves Milhau og Didier Oberti, af den franske regering, af den graeske regering og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 24. oktober 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved domme af 3. oktober 1994, indgaaet til Domstolen den 9. december 1994, har Frankrigs Cour de cassation i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 208, s. 1) og af EF-traktatens artikel 30 og 36.

2 Spoergsmaalene er rejst under straffesager mod Michèle Barthes, Jacques Pistre, Yves Milhau og Didier Oberti (herefter »de tiltalte«), hvorunder disse er sat under tiltale for at have overtraadt forbuddet mod maerkning af produkter, der kan vildlede forbrugerne med hensyn til produkternes kvalitet og oprindelse.

3 De tiltalte, der er franske statsborgere, er direktoerer for selskaber, som har hjemsted i Lacaune i Tarn-departementet i Frankrig, og som fremstiller saltede varer. De er sat under tiltale for i 1991 at have solgt charcuterivarer paasat maerkater, hvorpaa der var angivet betegnelsen »montagne« (»bjergomraade«) eller »Monts de Lacaune«, selv om de tiltalte ikke havde faaet tilladelse til for disse varer at anvende de saerlige angivelser for bjergomraader i henhold til artikel 34 i lov nr. 85-30 af 9. januar 1985 om udvikling og beskyttelse af bjergomraader (JORF af 10.1.1985, s. 320, herefter »lov nr. 85-30«) og dekret nr. 88-194 af 26. februar 1988 om betingelserne for anvendelse af oprindelsesangivelsen »montagne« for landbrugsprodukter og levnedsmidler (JORF af 27.2.1988, s. 2747, herefter »dekret nr. 88-194«).

4 Ved domme af 26. maj 1992 frifandt Tribunal de police de Castres de tiltalte med henvisning til, at bestemmelserne vedroerende oprindelsesangivelsen »montagne« var i strid med princippet om de frie varebevaegelser i EOEF-traktaten, nu EF-traktaten, og at de heller ikke kunne anvendes paa indenlandske producenter paa grund af faren for omvendt forskelsbehandling.

5 Anklagemyndigheden ivaerksatte anke til Cour d'appel de Toulouse, der ophaevede dommene fra Tribunal de police de Castres og fandt de tiltalte skyldige efter anklageskriftet. De tiltalte blev idoemt boeder. Cour d'appel de Toulouse var af den opfattelse, at de omhandlede bestemmelser, hvorefter oprindelsesangivelsen »montagne« kun maa anvendes for visse indenlandske produkter, og hvis formaal er at sikre producenterne mod illoyal konkurrence og forbrugerne mod vildledende angivelser, ikke kunne antages at ville vanskeliggoere import, selv om indenlandske og importerede produkter behandles forskelligt.

6 De tiltalte ivaerksatte kassationsanke til proevelse af disse domme. For Cour de cassation har de bl.a. gjort gaeldende, at de omhandlede bestemmelser udgoer foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner for samhandelen mellem medlemsstater, som er i strid med traktatens artikel 30 og 36, idet markedsfoeringen af et produkt er betinget af en forudgaaende administrativ tilladelse.

7 I forelaeggelsesdommene har Cour de cassation anfoert, at det fremgaar af de relevante bestemmelser i lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194, at der ved bjergomraader forstaas omraader med bjerge, omraader med en vis stigningsgrad og omraader i de oversoeiske departementer, der ligger hoejere end 100 meter over havet, og at der gaelder vaesentlige undtagelser fra bestemmelsen om, hvor produktionsprocessen skal foregaa. De raavarer, der indgaar i fremstillingen af produkterne, skal saaledes ikke i alle tilfaelde komme fra det paagaeldende geografiske omraade, og produktet skal ikke noedvendigvis fuldt ud vaere fremstillet i omraadet.

8 Endvidere har Cour de cassation henvist til forordning nr. 2081/92 og anfoert, at ifoelge forordningen, som traadte i kraft den 26. juli 1993, gaelder beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser kun for produkter fra et afgraenset omraade, som har bestemte egenskaber eller andre kendetegn, der kan tilskrives den geografiske oprindelse, og som er fremstillet i omraadet. I forordningen fastsaettes der desuden en saerlig procedure for godkendelse paa faellesskabsniveau af eksisterende betegnelser.

9 Cour de cassation var herefter i tvivl om, hvorvidt lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194 er forenelige med de oejensynligt mere restriktive bestemmelser i forordning nr. 2081/92, og besluttede derfor at udsaette sagerne og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er bestemmelserne i EF-traktatens artikel 30 og 36, jf. artikel 2 i Raadets forordning nr. 2081/92 af 14. juli 1992, til hinder for, at der anvendes en national lovgivning som den, der fremgaar af lov nr. 85-30 af 9. januar 1985 og gennemfoerelsesdekret nr. 88-194 af 26. februar 1988?«

10 Ved besvarelsen af den forelaeggende rets spoergsmaal maa der foerst foretages en gennemgang af de vigtigste af de relevante nationale bestemmelser, og paa grundlag heraf maa det fastlaegges, hvorledes forordning nr. 2081/92 skal fortolkes. Selv om forordningen er traadt i kraft efter det for hovedsagerne relevante tidspunkt, kan den have betydning for disses udfald som foelge af det i den paagaeldende nationale retsorden gaeldende princip om, at lempelser af straffebestemmelser skal anvendes med tilbagevirkende gyldighed. Hvis denne foerste gennemgang viser, at forordningen ikke er til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede, maa det dernaest undersoeges, om dette ogsaa gaelder med hensyn til traktatens artikel 30 og 36.

De relevante nationale bestemmelser

11 Det fremgaar af artikel 1 i lov nr. 85-30, at: »Bjergomraader udgoer en geografisk, oekonomisk og samfundsmaessig enhed, hvor der paa grund af landskabet, klimaet, naturforholdene og de kulturelle forhold maa formuleres og gennemfoeres en saerlig politik med hensyn til udvikling, bebyggelse og beskyttelse ...« Ved loven traeffes der i denne forbindelse forskellige foranstaltninger, herunder indfoerelse af en beskyttelse af betegnelsen »montagne«.

12 I artikel 3 og 4 i lov nr. 85-30 defineres begrebet bjergomraader. Det bestemmes saaledes i artikel 3:

»Bjergomraader er karakteriseret ved betydelige ulemper, som medfoerer vanskeligere levevilkaar og begraenser udoevelsen af visse former for oekonomisk virksomhed. De omfatter paa det franske hovedland de kommuner eller dele af kommuner, som er karakteriseret ved en vaesentlig begraensning af mulighederne for at udnytte jorden og vaesentlig hoejere arbejdsomkostninger som foelge af:

1o at der paa grund af hoejden er meget vanskelige klimaforhold med en heraf foelgende vaesentlig kortere vaekstperiode

2o at der i den stoerste del af omraadet, selv om dette ikke er saa hoejt beliggende, findes betydelige haeldninger, saaledes at mekanisering ikke er mulig, eller at der skal anvendes saerligt materiel, som er meget bekosteligt

3o at der er tale om en kombination af de to faktorer, naar betydningen af de ulemper, som hver faktor isoleret medfoerer, er af mindre omfang; ulemperne ved kombinationen af de to faktorer maa i saa fald svare til de ulemper, som de i nr. 1o og 2o naevnte forhold medfoerer.

Hvert omraade fastlaegges ved faellesministeriel bekendtgoerelse.«

13 I artikel 4 defineres begrebet bjergomraader i de oversoeiske departementer.

14 Artikel 34, der findes i lovens afsnit III, afdeling IV, vedroerende udvikling af kvalitetslandbrugsprodukter og -levnedsmidler, var paa det for sagerne relevante tidspunkt affattet saaledes:

»Anvendelsen af oprindelsesangivelsen 'montagne' og specifikke geografiske henvisninger til bjergomraader som omhandlet i naervaerende lov, herunder navne paa bjergpartier, bjergtoppe, dale, kommuner eller departementer, er beskyttet. Oprindelsesangivelsen og henvisningerne kan for produkter, der markedsfoeres, kun anvendes paa betingelser, der fastsaettes i dekret udstedt af Conseil d'État efter hoering af erhvervsorganisationer, der er repraesentative med hensyn til kvalitetsmaerkning. I dekretet fastsaettes bl.a. bestemmelser om, i hvilke tilfaelde fremstillingsmaader og -steder samt raavarernes oprindelse medfoerer, at de ovennaevnte geografiske henvisninger kan anvendes.«

15 I dekret nr. 88-194 fastlaegges, hvilke betingelser der skal vaere opfyldt med hensyn til produkterne, raavarerne og fremstillingsmetoder, for at betegnelser vedroerende bjergomraader og et bestemt geografisk omraade kan anvendes.

16 Ifoelge dekretets artikel 2 skal stedet for fremstilling, opdraet, opfedning, slagtning, forarbejdning, tilvirkning, foraedling og emballering af de omhandlede produkter samt oprindelsesstedet for de raavarer, der indgaar i fremstillingen af forarbejdede produkter, ligge inden for de bjergomraader, der er fastlagt i henhold til lovens artikel 3 og 4.

17 I artikel 3 i dekret nr. 88-194 er der fastsat undtagelser fra artikel 2. Det fremgaar heraf, at betingelsen om, at raavarer skal hidroere fra bjergomraader, ikke gaelder for raavarer, der af naturlige aarsager ikke fremstilles i disse omraader, og at slagtestedet for de dyr, der indgaar i fremstillingen af forarbejdede koedprodukter, og slagte- og emballeringsstedet for koed, der saelges fersk, ikke noedvendigvis skal ligge inden for de i artikel 3 og 4 i lov nr. 85-30 definerede bjergomraader.

18 I henhold til artikel 4 i dekret nr. 88-194 skal de omhandlede produkter vaere fremstillet, forarbejdet eller tilvirket under overholdelse af de fremstillingsmetoder, som fastlaegges ved faelles bekendtgoerelse fra landbrugsministeren og ministeren for forbrugerbeskyttelse efter hoering af Commission nationale des labels (»det nationale udvalg for maerkning«) og Commissions régionales des produits alimentaires de qualité (»de regionale udvalg for kvalitetslevnedsmidler«).

19 I artikel 5 i dekret nr. 88-194 anfoeres, at: »Tilladelse til at anvende angivelsen 'provenance de montagne' ('hidroerer fra et bjergomraade') og specifikke geografiske henvisninger til bjergomraader gives ved faelles bekendtgoerelse fra landbrugsministeren og ministeren for forbrugerbeskyttelse efter hoering af Commission régionale des produits alimentaires de qualité.« Det tilfoejes, at: »Den, der opnaar tilladelsen, paa produkterne skal saette et saerligt tegn, der fastsaettes af landbrugsministeren.«

20 De, der har afgivet indlaeg for Domstolen, navnlig de tiltalte, den franske regering og Kommissionen, har udtalt sig om kvalifikationen af de omhandlede nationale bestemmelser.

21 De tiltalte har anfoert, at de betingelser, der gaelder for anvendelsen af betegnelsen »montagne«, er for upraecise og ubestemte til, at betegnelsen kan anses for en geografisk betegnelse i henhold til artikel 2 i forordning nr. 2081/92. Betegnelsen er ikke begrundet i produkternes saerlige egenskaber. Der er alene tale om en informativ angivelse, som henviser til formen paa et landskab, der ligger i en vis hoejde. Betegnelsen er rent deskriptiv og generisk og ikke afgraenset. Ifoelge de tiltalte er formaalet med de omhandlede nationale bestemmelser i virkeligheden at sikre afsaetningsmuligheder for produkter fra bjergomraader ved at give dem en beskyttelse i form af en fantasibetegnelse.

22 Den franske regering har anfoert, at betegnelsen »montagne« snarere er en kvalitetsbetegnelse end en oprindelsesbetegnelse. De objektive og forholdsvis strenge betingelser vedroerende forarbejdning og fremstilling af levnedsmidler, som ved maerkningen kan paafoeres betegnelsen »montagne«, viser, at formaalet med bestemmelserne er gennem angivelsen at sikre forbrugerne, at visse forskrifter vedroerende produkternes kvalitet er opfyldt. Formaalet med betingelserne i artikel 2 i dekret nr. 88-194 er navnlig at sikre forbrugerne, at produkter med betegnelsen »montagne« faktisk har de egenskaber, som forbrugerne forbinder med produkter fra bjergomraader. Efter de nationale bestemmelser er det saaledes en forudsaetning for at faa tilladelse til at anvende betegnelsen, at produkterne har visse saerlige egenskaber. Der er i virkeligheden tale om bestemmelser, der har til formaal at sikre forbrugerne en loyal information og samtidig soege afsaetningen af produkter fra bjergomraader fremmet.

23 Kommissionen deler i det vaesentlige den franske regerings opfattelse vedroerende kvalifikationen af de nationale bestemmelser. Betegnelsen »montagne« kan sidestilles med en almindelig oprindelsesbetegnelse, som i overensstemmelse med bestemmelserne i dekret nr. 88-194 er en kvalitetsangivelse, der har til formaal at fremme afsaetningen af produkter fra bjergomraader, idet denne betegnelse kan styrke produkternes vaerdi for forbrugerne.

Forordning nr. 2081/92

24 Da det forelagte spoergsmaal vedroerende denne forordning er, om den er til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser som de i naervaerende sager omhandlede, skal der foerst redegoeres for forordningens formaal og dens vaesentligste bestemmelser.

25 I syvende og niende betragtning til forordning nr. 2081/92 anfoeres foelgende:

- Den nationale praksis med hensyn til anvendelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser er varierende; det er noedvendigt at indfoere en EF-holdning hertil; et saet EF-regler med en beskyttelsesordning vil nemlig goere det muligt for de geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelserne at udvikle sig, fordi saadanne regler i kraft af den ensartethed, som de vil medfoere, vil sikre lige konkurrencevilkaar for producenterne af produkter med saadanne betegnelser og styrke produkternes vaerdi for forbrugerne.

- Anvendelsesomraadet for forordningen er begraenset til landbrugsprodukter og levnedsmidler, for hvilke der er en sammenhaeng mellem produktets eller levnedsmidlets kendetegn og dets geografiske oprindelse.

26 I henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 forstaas ved

»a) oprindelsesbetegnelse: navnet paa et omraade, et bestemt sted eller i undtagelsestilfaelde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

- som har oprindelse i dette omraade, dette bestemte sted eller dette land, og

- hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstaendigt kan tilskrives det geografiske miljoe med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgraensede geografiske omraade

b) geografisk betegnelse: navnet paa et omraade, et bestemt sted eller i undtagelsestilfaelde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

- som har oprindelse i dette omraade, dette bestemte sted eller dette land, og

- hvis bestemte egenskaber, omdoemme eller andre kendetegn kan tilskrives den geografiske oprindelse, og som er fremstillet og/eller forarbejdet og/eller tilvirket i det afgraensede geografiske omraade.«

27 I artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2081/92 anfoeres, at: »For at en beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) eller en beskyttet geografisk betegnelse (BGB) kan anvendes for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, skal dette vaere omfattet af en varespecifikation.« Det fremgaar af artikel 4, stk. 2, at varespecifikationen bl.a. skal omfatte »en angivelse af faktorer som bevis paa tilknytningen til det geografiske miljoe eller den geografiske oprindelse i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra a) eller b)«.

28 I henhold til forordningens artikel 8 maa »angivelserne 'BOB' og 'BGB' eller de tilsvarende traditionelle nationale angivelser ... kun forekomme paa landbrugsprodukter og levnedsmidler, der omfattes af ... forordning[en].«

29 Ifoelge artikel 13 er betegnelser, der er registreret af Kommissionen, bl.a. beskyttet mod enhver direkte eller indirekte kommerciel brug af en registreret betegnelse for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, for saa vidt disse produkter kan sammenlignes med de produkter, der er registreret under denne betegnelse, eller for saa vidt anvendelse af betegnelsen indebaerer udnyttelse af den beskyttede betegnelses omdoemme.

30 I artikel 13, stk. 2, anfoeres, at medlemsstaterne dog kan bibeholde de nationale bestemmelser om tilladelse til anvendelse af udtrykkene i stk. 1, litra b), i en begraenset periode paa maksimalt fem aar efter datoen for offentliggoerelse af forordningen, saafremt visse betingelser er opfyldt.

31 Det fremgaar saaledes af forordning nr. 2081/92, at en forudsaetning for beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser er, at de er registreret, og at det er en betingelse for registreringen, at de paagaeldende produkter opfylder betingelserne i forordningen, navnlig betingelsen om, at der skal vaere en direkte sammenhaeng mellem det produkts kvalitet eller kendetegn, for hvilket der ansoeges om tilladelse, og dets specifikke geografiske oprindelse.

32 De, der har afgivet indlaeg for Domstolen, har anfoert, at der ikke efter de nationale bestemmelser, hovedsagerne vedroerer, som betingelse for meddelelse af tilladelse til at anvende betegnelsen »montagne« kraeves en saadan sammenhaeng, hvorfor de angivelser, der beskyttes ved bestemmelserne, ikke svarer til nogen af definitionerne i artikel 2 i forordning nr. 2081/92.

33 Ifoelge de tiltalte foelger det heraf, at forordningen er til hinder for, at de omhandlede nationale bestemmelser anvendes. Det er deres opfattelse, at en medlemsstat ikke fortsat kan tillade, at der for et produkt anvendes en oprindelsesbetegnelse, som ikke er i overensstemmelse med forordningen.

34 Den franske regering og Kommissionen har derimod anfoert, at da bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede ligger uden for anvendelsesomraadet for forordning nr. 2081/92, kan de ikke vaere i strid med forordningen.

35 I denne forbindelse bemaerkes, at nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede, hvorved der fastsaettes betingelser for anvendelse af betegnelsen »montagne« for landbrugsprodukter og levnedsmidler, ikke kan anses for bestemmelser, der omfatter en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse i henhold til forordning nr. 2081/92. Betegnelsen »montagne« er en helt generel betegnelse, som ikke er knyttet til et bestemt land, mens der efter artikel 2 i forordning nr. 2081/92 skal vaere en direkte sammenhaeng mellem produktets kvalitet eller kendetegn og dets specifikke geografiske oprindelse.

36 Mere generelt bemaerkes, at betegnelsen »montagne« heller ikke udgoer en herkomstbetegnelse, saaledes som dette begreb er fastlagt i Domstolens praksis vedroerende traktatens artikel 30 og 36. Herkomstbetegnelser er saaledes bestemt til at oplyse forbrugerne om, at det produkt, hvorpaa herkomstbetegnelsen er angivet, stammer fra et bestemt sted, omraade eller land (dom af 10.11.1992, sag C-3/91, Exportur, Sml. I, s. 5529, praemis 11).

37 Det maa derfor fastslaas, at som anfoert af den franske regering og Kommissionen ligger nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede, hvorefter der alene gaelder en generel beskyttelse af en betegnelse, der hos forbrugerne vaekker forestillinger om egenskaber, som abstrakt vedroerer produkternes oprindelse i bjergomraader, for langt fra det egentlige formaal med forordning nr. 2081/92 til, at forordningen kan vaere til hinder for, at de opretholdes.

38 Det er i denne forbindelse uden betydning, at der efter de omhandlede nationale bestemmelser ikke alene gaelder en beskyttelse for den generelle betegnelse »montagne« som saadan, men ogsaa og paa samme betingelser en beskyttelse for specifikke geografiske henvisninger til bjergomraader, som f.eks. henvisningen »Monts de Lacaune«.

39 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 30 i forslaget til afgoerelse, er forholdet det, at selv om betegnelsen »Monts de Lacaune« henviser til et bestemt bjergomraade og derfor ville kunne registreres i medfoer af forordning nr. 2081/92, hvis der var den sammenhaeng mellem det paagaeldende produkts kendetegn og omraadet, som der kraeves efter forordningen, er en saadan sammenhaeng ikke noedvendig for, at der efter de omhandlede nationale bestemmelser kan opnaas en tilladelse til at anvende betegnelsen. Efter disse bestemmelser gaelder der alene en beskyttelse for saadanne geografiske henvisninger, for saa vidt de indicerer, at produkterne stammer fra et bjergomraade, men ikke for saa vidt de henviser til bestemte bjergomraader.

40 Det maa herefter fastslaas, at forordning nr. 2081/92 ikke er til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser som dem, der fremgaar af artikel 34 i lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194, hvori der fastsaettes betingelser for anvendelsen af betegnelsen »montagne« for landbrugsprodukter og levnedsmidler.

Traktatens artikel 30 og 36

41 Med hensyn til spoergsmaalets andet led har den franske regering og Kommissionen indledningsvis anfoert, at de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne alene vedroerer det franske omraade, idet straffesagerne er indledt mod franske statsborgere og angaar franske produkter, der markedsfoeres paa fransk omraade. Ifoelge den franske regering henhoerer sagerne derfor ikke under artikel 30 og 36, som vedroerer de frie varebevaegelser mellem medlemsstater, og det er derfor ufornoedent at besvare spoergsmaalet om, hvorvidt nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede er i overensstemmelse med disse bestemmelser.

42 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.

43 Efter fast retspraksis (dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5) omfatter forbuddet i traktatens artikel 30 enhver regulering af handelen i medlemsstaterne, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Faellesskabet.

44 Selv om anvendelsen af en national foranstaltning, som faktisk ikke har nogen forbindelse med import af varer, ikke falder ind under traktatens artikel 30 (dom af 15.12.1982, sag 286/81, Oosthoek's Uitgeversmaatschappij, Sml. s. 4575, praemis 9), kan der imidlertid ikke ses bort fra denne bestemmelse, alene fordi samtlige relevante elementer i den konkrete sag, der foreligger for den nationale domstol, findes inden for en enkelt medlemsstat.

45 I en saadan situation vil anvendelsen af den nationale foranstaltning ogsaa kunne have betydning for de frie varebevaegelser mellem medlemsstater, bl.a. naar den omhandlede foranstaltning indebaerer en fordel for markedsfoeringen af varer fra den paagaeldende stat i forhold til importerede varer. Anvendelsen af foranstaltningen vil i saa fald, selv om den kun omfatter nationale producenter, i sig selv medfoere, at der skabes og opretholdes en forskel i behandlingen af de to typer varer, som i hvert fald potentielt kan hindre samhandelen inden for Faellesskabet.

46 Den franske regering har anfoert, at de franske myndigheder ikke anvender de nationale bestemmelser, hovedsagerne vedroerer, paa produkter, der importeres fra de oevrige medlemsstater. Siden bestemmelserne traadte i kraft i 1988, er der ikke indledt straffesager vedroerende produkter med betegnelsen »montagne«, som er importeret fra medlemsstaterne. Ifoelge den franske regering kan det derfor ikke goeres gaeldende, at de omhandlede bestemmelser aktuelt udgoer en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i henhold til traktatens artikel 30. Den franske regering har dog indroemmet, at det ikke udtrykkeligt fremgaar af ordlyden af artikel 34 i lov nr. 85-30, at produkter, der importeres fra andre medlemsstater, ikke er omfattet af bestemmelsens anvendelsesomraade, og man kan derfor forestille sig den situation, at importerede produkter med angivelser, der henviser til bjergomraader, anses for at vaere markedsfoert i strid med de omhandlede bestemmelser, saafremt de ikke har opnaaet den forudsatte tilladelse.

47 Endvidere har den franske regering anfoert, at for saa vidt anvendelsen af de nationale bestemmelser kan udgoere en hindring for de frie varebevaegelser, kan dette begrundes i hensynet til forbrugerbeskyttelse og god markedsfoeringsskik.

48 Da den franske regering har anerkendt, at de omhandlede nationale bestemmelser vil kunne anvendes paa produkter, som importeres fra andre medlemsstater, maa det for det foerste fastslaas, at de udgoer en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i traktatens artikel 30.

49 Dernaest bemaerkes, at bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede indebaerer en forskelsbehandling af varer, der importeres fra de oevrige medlemsstater, idet betegnelsen »montagne« alene maa anvendes for produkter, der er fremstillet i indlandet paa grundlag af indenlandske raavarer (jf. i denne retning dom af 12.10.1978, sag 13/78, Eggers, Sml. s. 1935, praemis 25).

50 Det fremgaar saaledes af artikel 2 i dekret nr. 88-194 og artikel 3, 4 og 5 i lov nr. 85-30, at det er en forudsaetning for, at der for et produkt kan anvendes betegnelsen »montagne« eller specifikke geografiske henvisninger til bjergomraader, at det er fremstillet, forarbejdet, tilvirket og emballeret i bjergomraader paa det franske territorium. Det er derfor efter bestemmelserne udelukket, at importerede produkter kan opfylde de betingelser, der gaelder for meddelelse af tilladelse til at anvende betegnelsen »montagne«.

51 Endvidere er meddelelse af denne tilladelse ifoelge artikel 2 i dekret nr. 88-194 betinget af, at der ved fremstillingen af forarbejdede produkter anvendes raavarer fra bjergomraader, som ligger paa fransk territorium. Efter bestemmelserne kan importerede produkter saaledes ikke indgaa i fremstillingen af forarbejdede produkter, der baerer betegnelsen »montagne«.

52 Efter fast retspraksis vil saadanne nationale bestemmelser, der indebaerer forskelsbehandling, kun kunne vaere begrundet i et af de i traktatens artikel 36 naevnte hensyn (jf. i denne retning dom af 17.6.1981, sag 113/80, Kommissionen mod Irland, Sml. s. 1625, praemis 8 og 11).

53 Det maa fastslaas, at de i de foreliggende sager omhandlede bestemmelser ikke kan begrundes i nogen af de i artikel 36 naevnte hensyn. Blandt disse hensyn kan der alene vaere tale om hensynet til beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret, i dette tilfaelde beskyttelsen af herkomstbetegnelser. Det fremgaar imidlertid af praemis 36 i naervaerende dom, at saaledes som betegnelsen »montagne« er beskyttet i de omhandlede nationale bestemmelser, kan den ikke anses for en herkomstbetegnelse.

54 Det praejudicielle spoergsmaals andet led skal derfor besvares med, at traktatens artikel 30 er til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser som dem, der fremgaar af artikel 34 i lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194, hvorefter betegnelsen »montagne« alene maa anvendes for produkter, der er fremstillet i indlandet paa grundlag af indenlandske raavarer.

55 Det er herefter ufornoedent at tage stilling til, om og i givet fald paa hvilke betingelser nationale bestemmelser, der svarer til den omhandlede franske lovgivning, men som ikke indebaerer forskelsbehandling af produkter, der importeres fra de oevrige medlemsstater, vil kunne vaere i overensstemmelse med kravene i traktatens artikel 30 og 36.

Sagsomkostningerne

56 De udgifter, der er afholdt af den franske, den graeske og den italienske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Frankrigs Cour de cassation ved domme af 3. oktober 1994, for ret:

57 Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler er ikke til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser som dem, der fremgaar af artikel 34 i lov nr. 85-30 af 9. januar 1985 og dekret nr. 88-194 af 26. februar 1988, hvori der fastsaettes betingelser for anvendelsen af betegnelsen »montagne« for landbrugsprodukter og levnedsmidler.

58 EF-traktatens artikel 30 er til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser som dem, der fremgaar af artikel 34 i lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194, hvorefter betegnelsen »montagne« alene maa anvendes for produkter, der er fremstillet i indlandet paa grundlag af indenlandske raavarer.