61994J0290

++++

I sag C-290/94,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, ligeledes Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoeger,

mod

Den Hellenske Republik ved assisterende juridisk konsulent Aikaterini Samoni-Rantou og forskningsmedarbejder advokat Stamatina Vodina, Athen, begge Udenrigsministeriets Saerlige Juridiske Kontor for EF-spoergsmaal, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Den Graeske Ambassade, 117, Val Sainte-Croix,

sagsoegt,

angaaende en paastand om, at det fastslaas, at Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 48 i EF-traktaten og artikel 1 og 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467), idet den stiller krav om graesk statsborgerskab over for arbejdstagere fra andre medlemsstater som betingelse for adgang til stillinger i statslige, halvstatslige og kommunale firmaer og selskaber, der forvalter vand-, gas- og elektricitetsforsyning, og inden for de operationelle dele af det offentlige sundhedsvaesen, til stillinger som laerer i den offentlige undervisningssektor i de under Undervisningsministeriet hoerende boernehaver, skoler, gymnasier og universiteter, til stillinger i firmaer, selskaber og organisationer, som beskaeftiger sig med soe- eller luftfart, inden for De Graeske Jernbaner (OSE) og i statslige og kommunale organisationer, firmaer og selskaber, der forvalter offentlig transport i byer og mellem landsdele, til stillinger for videnskabeligt og ikke-videnskabeligt personale i offentlige forskningscentre med civile formaal, til stillinger i statslige eller halvstatslige organisationer eller firmaer, som forestaar postbesoergelse (ELTA), telekommunikation (OTE) og radio- og fjernsynskommunikation (ET), samt til stillinger som musiker ved operaen i Athen og i kommunale og byorkestre,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C.N. Kakouris, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og G. Hirsch samt dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, J.L. Murray, P. Jann (refererende dommer), H. Ragnemalm, L. Sevón og M. Wathelet,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 23. januar 1996, hvorunder Kommissionen var repraesenteret af juridisk konsulent Dimitrios Gouloussis og Den Hellenske Republik af Aikaterini Samoni-Rantou,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 5. marts 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 25. oktober 1994 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 48 i EF-traktaten og artikel 1 og 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467), idet den stiller krav om graesk statsborgerskab over for arbejdstagere fra andre medlemsstater som betingelse for adgang til stillinger i statslige, halvstatslige og kommunale firmaer og selskaber, der forvalter vand-, gas- og elektricitetsforsyning, og inden for de operationelle dele af det offentlige sundhedsvaesen, til stillinger som laerer i den offentlige undervisningssektor i de under Undervisningsministeriet hoerende boernehaver, skoler, gymnasier og universiteter, til stillinger i firmaer, selskaber og organisationer, som beskaeftiger sig med soe- eller luftfart, inden for De Graeske Jernbaner (OSE) og i statslige og kommunale organisationer, firmaer og selskaber, der forvalter offentlig transport i byer og mellem landsdele, til stillinger for videnskabeligt og ikke-videnskabeligt personale i offentlige forskningscentre med civile formaal, til stillinger i statslige eller halvstatslige organisationer eller firmaer, som forestaar postbesoergelse (ELTA), telekommunikation (OTE) og radio- og fjernsynskommunikation (ET), samt til stillinger som musiker ved operaen i Athen og i kommunale og byorkestre.

2 Artikel 48, stk. 1, 2 og 3, i EOEF-traktaten, nu EF-traktaten, fastslaar princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed og afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere. I traktatens artikel 48, stk. 4, bestemmes det, at bestemmelserne i denne artikel ikke gaelder for ansaettelser i den offentlige administration. Ifoelge Domstolens praksis vedroerer denne bestemmelse de stillinger, der indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser, og som saaledes forudsaetter, at de ansatte i disse stillinger foeler en saerlig solidaritet med staten, og at der foreligger de gensidige rettigheder og forpligtelser, som er grundlaget for tilhoersforholdet som statsborger. Undtagelsen i artikel 48, stk. 4, finder derimod ikke anvendelse paa stillinger, som uanset deres placering under staten eller andre offentlige organer dog ikke indebaerer deltagelse i opgaver, der henhoerer under den egentlige offentlige administration (dom af 17.12.1980, sag 149/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3881, praemis 10 og 11).

3 Artikel 1 og 7 i forordning nr. 1612/68 indeholder reglen om ligestilling med hensyn til henholdsvis adgang til beskaeftigelse og udoevelse af beskaeftigelse.

4 Da Kommissionen havde konstateret, at et stort antal stillinger, der i visse medlemsstater blev anset for at henhoere under den offentlige administration, ikke var forbundet med udoevelse af offentlig myndighed og varetagelse af statens almene interesser, gjorde Kommissionen i 1988 en »systematisk indsats« paa grundlag af meddelelse 88/C 72/02, »Fri bevaegelighed for arbejdstagerne og adgang til stillinger i den offentlige administration i medlemsstaterne - Kommissionens indsats i forbindelse med anvendelsen af artikel 48, stk. 4, i EOEF-traktaten« (EFT 1988 C 72, s. 2). I denne meddelelse anmodede Kommissionen medlemsstaterne om at give statsborgere fra de andre medlemsstater adgang til ansaettelse i organer, der har til opgave at forvalte en service med kommercielt sigte, saasom offentlig transport, distribution af elektricitet og gas, luftfartsselskaber og faergeruter, postvaesen og telekommunikation, radio- og tv-selskaber, de operationelle dele af det offentlige sundhedsvaesen, undervisning i offentlige uddannelsesinstitutioner og forskning med civile formaal i offentlige institutioner. Kommissionen mente, at de opgaver og det ansvar, der er karakteristisk for stillinger inden for disse omraader, kun rent undtagelsesvis kunne vaere omfattet af undtagelsen i traktatens artikel 48, stk. 4.

5 I forbindelse med denne indsats tilsendte Kommissionen efter at have faaet kendskab til, at operaen i Athen havde afslaaet at engagere en tysk musiker paa grund af hans nationalitet, otte aabningsskrivelser til den graeske regering den 26. marts 1991, den 2. april 1991 og den 21. maj 1992 vedroerende omraaderne vand-, gas- og elektricitetsforsyning, sundhedsvaesnet, undervisningssektoren, soe- og luftfart, jernbanedrift, forskning med civile formaal, postvaesen og telekommunikation, radio- og TV-selskaber samt orkestre. I disse skrivelser anmodede Kommissionen den graeske regering om at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at ophaeve det krav om graesk statsborgerskab, som medlemsstaten stiller for at give adgang til ansaettelse paa disse omraader, og til at fremsaette sine bemaerkninger inden for en frist paa seks maaneder.

6 I besvarelsen af de syv aabningsskrivelser oplyste den graeske regering den 18. oktober 1991, at den ikke bestred de af Kommissionen omtalte principper vedroerende traktatens artikel 48, stk. 4, og at den havde besluttet at indfoere naermere bestemmelser om gennemfoerelse heraf i sit moderniseringsprogram for forvaltningen, som snart ville blive vedtaget, og i et kommende lovgivningsprogram.

7 Da de annoncerede projekter ikke var blevet tilvejebragt, og da den sidste aabningsskrivelse af 21. maj 1992 vedroerende operaen i Athen og kommunale og byorkestre henstod ubesvaret, fremsatte Kommissionen den 13. juli 1992 og den 3. marts 1993 otte begrundede udtalelser, hvori den anmodede Den Hellenske Republik om at traeffe de noedvendige foranstaltninger inden for en frist paa fire maaneder for saa vidt angik de foerste syv begrundede udtalelser og inden for en frist paa to maaneder for saa vidt angik den sidste.

8 I besvarelsen den 1. februar 1993 af de syv begrundede udtalelser af 13. juli 1992 tilsendte Den Hellenske Republik Kommissionen et udkast til lov om adgang for statsborgere i Faellesskabet til stillinger i den offentlige sektor, som skulle til afstemning i Parlamentet i februar 1993, men som endnu ikke har vaeret det. Den begrundede udtalelse af 3. marts 1993 vedroerende operaen i Athen og kommunale og byorkestre har de graeske myndigheder ikke besvaret.

9 Da der ved udloebet af fristerne i de begrundede udtalelser ikke var truffet nogen nationale foranstaltninger, anlagde Kommissionen naervaerende sag.

10 Det fremgaar af sagens akter, at de i staevningen omhandlede omraader henhoerer under den offentlige sektor. Paa alle disse omraader kraeves der i princippet graesk statsborgerskab for at faa adgang til ansaettelse.

11 Dette princip er for det foerste optaget i artikel 4, stk. 4, i den graeske forfatning, hvori det bestemmes, at »kun graeske statsborgere har adgang til ansaettelse i statens tjeneste, medmindre der saerligt er gjort undtagelse ved lov«. Endvidere kraeves der i henhold til lov nr. 1735/87 og ministeriel bekendtgoerelse nr. DIPPP/F af 7.-8. januar 1988 graesk statsborgerskab for at faa adgang til samtlige stillinger i den offentlige sektor, som denne er defineret i artikel 1, stk. 6, i lov nr. 1256/82 og afgraenset ved artikel 51 i lov nr. 1892/90. Endelig bestemmes det i artikel 18 i lov om den offentlige forvaltning, at »der (ikke) kan (...) ske udnaevnelse af personer, som ikke har graesk statsborgerskab«.

12 Endvidere indeholder artikel 7 og 66 i det kodificerende praesidentdekret nr. 410/88 vedroerende kontraktansaettelse af specialiseret videnskabeligt personale samt teknisk og assisterende personale i den offentlige sektor en henvisning til artikel 18 i lov om den offentlige forvaltning for saa vidt angaar kontraktansaettelse af saesonarbejdere og personale, der ansaettes for at opfylde et midlertidigt behov i de forskellige grene af hele den offentlige sektor.

13 Kravet om graesk nationalitet stilles endvidere i henhold til saerlig lovgivning og administrative forskrifter paa de paagaeldende omraader.

14 Saaledes forestaas vand-, gas- og elektricitetsforsyningen, hvor den ikke allerede henhoerer under den offentlige sektor i egentlig forstand, enten af stedligt afgraensede enheder eller af virksomheder, som staar under statsligt tilsyn og reguleres af saerlig lovgivning eller administrative forskrifter, saasom artikel 5, stk. 5, i den almindelige vedtaegt for personalet i den offentlige elektricitetsvirksomhed, eller af kommunale virksomheder, hvorpaa lovgivning og administrative forskrifter vedroerende vilkaar for kontraktansat personale i lokale kollektive enheder, som f.eks. artikel 260 i lov nr. 1188/81 og artikel 7 og 66 i praesidentdekret nr. 410/88, samt de paagaeldende virksomheders og selskabers interne forskrifter finder anvendelse.

15 De operationelle dele af det offentlige sundhedsvaesen henhoerer udelukkende under den offentlige sektor, baade for saa vidt angaar tjenestemaend og andre ansatte, saaledes at disse er omfattet af de ovennaevnte almindelige bestemmelser. Statsborgere i Faellesskabet, som kan graesk, har dog adgang til stillinger som laege og sygeplejerske paa de offentlige hospitaler.

16 Undervisningssektoren henhoerer ligeledes fuldt ud under den offentlige sektor, herunder undervisning paa tekniske og videregaaende uddannelser (lov nr. 1404/93) samt universitetsuddannelser (lov nr. 1268/82 og forfatningens artikel 16, stk. 6). Der er imidlertid truffet bestemmelse om undtagelse fra kravet om graesk statsborgerskab i visse stillinger, saafremt der ikke er graeske ansoegere til stillingen (artikel 79, stk. 7, i lov nr. 1566/85), og for laerere i fremmede sprog og litteratur paa universiteterne (artikel 4 og 5 i lov nr. 5139/31).

17 For saa vidt angaar soe- og luftfart kraeves der i henhold til artikel 4, stk. 1, i lovdekret nr. 2651/53 om sammensaetningen af mandskabet paa graeske fartoejer graesk statsborgerskab ved alle ansaettelser med nogle faa undtagelser, der er beskrevet i lovdekretets artikel 4, stk. 2. Endvidere er det i artikel 5 i kongelig anordning nr. 1(14) af 3. november 1836 vedroerende handelsflaaden fastsat, at mindst tre fjerdedele af skibets mandskab skal have graesk statsborgerskab. Det samme krav stilles i henhold til artikel 57 i soeloven for at blive optaget i de forskellige registre med undtagelse af haandvaerkerregistret. Luftfartsselskaberne henhoerer under den offentlige sektor og er derfor omfattet af de ovennaevnte almindelige bestemmelser.

18 Jernbanerne samt de organisationer, firmaer og selskaber, der forvalter den offentlige transport i byer og mellem landsdele, henhoerer i princippet under den offentlige forvaltning og er derfor undergivet det almindelige krav om graesk statsborgerskab. Endvidere bestemmes det i artikel 19, stk. 1, i den almindelige vedtaegt for personalet ved De Graeske Jernbaner, at »der (kun) kan (...) ske ansaettelse af personer med graesk statsborgerskab«, men der goeres visse undtagelser i artiklens stk. 3. Med hensyn til de stillinger, som ikke henhoerer under den offentlige sektor, er der ligeledes fastsat et krav om graesk statsborgerskab i lovgivningen og administrative forskrifter. Dette fremgaar saaledes af artikel 8 i personaleregulativet for den interne tjeneste af de graeske elektriske jernbaner, af artikel 15 i personaleregulativet for den eksterne tjeneste af de graeske elektriske jernbaner samt af artikel 11 i den almindelige vedtaegt for personalet ved Athens elektriske omnibusser.

19 Inden for forskning med civile formaal kraeves der i henhold til artikel 16, stk. 2, artikel 20 og 21 i lov nr. 1514/85 samt bestemmelserne i bekendtgoerelser udstedt i medfoer af lovens artikel 25 i princippet graesk statsborgerskab hos hele det videnskabelige forskningspersonale. Der er dog gjort visse undtagelser herfra for saa vidt angaar gaesteforskere og saerlige programmer. Med hensyn til teknisk, administrativt og assisterende personale stilles der krav om graesk statsborgerskab i henhold til ovennaevnte almindelige bestemmelser, naar der er tale om tjenestemaend, og i henhold til artikel 24 i lov nr. 1514/85, artikel 7 i lov nr. 1735/87, ministeriel bekendtgoerelse nr. DIPPP/F af 7.-8. januar 1988 og artikel 7 og 66 i dekret nr. 410/88, naar der er tale om kontraktansatte.

20 I postvaesenet, telekommunikation og radio- og TV-selskaber henhoerer de paagaeldende institutioner under den offentlige sektor og er derfor undergivet kravet om graesk nationalitet i de almindelige bestemmelser. Endvidere gentages dette krav i vedtaegten for de forskellige institutioner. Dette er for eksempel tilfaeldet i artikel 7 i den almindelige vedtaegt for personalet i det graeske postvaesen og i artikel 6, stk. 1, i den almindelige vedtaegt for telekommunikationsvirksomheden.

21 Endelig forbeholder de graeske myndigheder i medfoer af artikel 7 i praesidentdekret nr. 410/88 graeske statsborgere adgang til stillinger som musiker ved operaen i Athen og i de kommunale og byorkestre for.

22 I alle tilfaelde, hvor der stilles krav om graesk statsborgerskab, er kravet formuleret generelt og uden nogen sondring under hensyn til karakteren af arbejdsopgaverne eller den hierarkiske indplacering af de paagaeldende stillinger.

23 Kommissionen goer gaeldende, at inden for alle de i sagen omhandlede omraader ligger arbejdsopgaverne og ansvarsomraaderne i de stillinger, hvor der stilles krav om graesk statsborgerskab, generelt for langt fra den offentlige forvaltnings saerlige virksomhed til, at de naesten undtagelsesfrit kan anses for omfattet af undtagelsen i traktatens artikel 48, stk. 4. Den Hellenske Republik kan derfor ikke stille krav om graesk statsborgerskab for samtlige stillinger inden for disse omraader. Med hensyn til de saerlige stillinger, som har en saadan forbindelse til den offentlige forvaltnings saerlige virksomhed, paahviler det den sagsoegte regering at foere bevis for denne forbindelse.

24 Den Hellenske Republik har nedlagt paastand om frifindelse. Generelt bestrider den ikke, at stillingerne paa dens territorium inden for de paagaeldende omraader er forbeholdt landets egne statsborgere. Den har imidlertid for det foerste anfoert, at der den 31. december 1992 paa soefartsomraadet blev vedtaget praesidentdekret nr. 12/1992 om adgang til ansaettelse i den graeske handelsflaade for soemaend med statsborgerskab i Det Europaeiske Faellesskabs medlemsstater og anerkendelse af graeske soemaends arbejde paa skibe, der sejler under andre EF-landes flag, med henblik paa opnaaelse af kvalifikationsbevis som soemand. Dette dekret er traadt i kraft den 1. februar 1993 og blev meddelt Kommissionen den 18. marts 1993. Paa dette punkt skal der derfor ske frifindelse.

25 For det andet har den graeske regering med hensyn til den tyske musiker, der havde givet anledning til Kommissionens begrundede udtalelse den 3. marts 1993, henvist til en dom fra byretten i Athen af 29. maj 1992 (Nomiko Vima 1993, s. 328-332), hvori det, selv om musikerens soegsmaal afvises, anerkendes, at de faellesskabsretlige regler paa omraader finder anvendelse som lex specialis frem for de paagaeldende nationale bestemmelser. I duplikken har Den Hellenske Republik endvidere fremhaevet, at sagen med den paagaeldende musiker i mellemtiden er blevet bragt i orden, idet han den 23. februar 1995, som han oenskede, er blevet engageret paa en kontrakt af ubegraenset varighed efter afgoerelse fra borgmesteren i Athen.

26 For det tredje har den graeske regering gjort gaeldende, at der er udarbejdet et forslag til lov om adgang for Faellesskabets statsborgere til stillinger i den offentlige sektor, hvorom Kommissionen har udtalt sig positivt. Parlamentets procedure ved behandlingen af dette forslag, som skulle have vaeret til afstemning i april 1993, har imidlertid ikke kunne afsluttes, fordi den lovgivende forsamling var blevet haevet tidligere af hensyn til valget, hvis dato var fastsat til den 10. oktober 1993.

27 For saa vidt angaar de to foerste argumenter bemaerkes det, at ifoelge fast retspraksis (jf. bl.a. dom af 11.8.1995, sag C-433/93, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2303, praemis 15) er aendringer i national lovgivning uden relevans for afgoerelsen af et soegsmaal om traktatbrud, naar de ikke er blevet gennemfoert foer udloebet af den frist, der er fastlagt i den begrundede udtalelse. Ligeledes kan der ikke ved afgoerelsen af, om der foreligger et traktatbrud, tages hensyn til enkelttilfaelde, der har fundet deres loesning efter denne dato.

28 I den foreliggende sag var fristen i den begrundede udtalelse for soefartsomraadet paa fire maaneder og loeb fra den 13. juli 1992. Den graeske regering kan derfor ikke paaberaabt sig lovgivningsaendringer med hensyn til stillinger i flaaden, som er indfoert den 1. februar 1993. Med hensyn til den tyske musiker var fristen fastsat i den begrundede udtalelse paa to maaneder og loeb fra den 3. marts 1993. Den loesning, der i dette tilfaelde blev fundet, efter at der var anlagt sag, kan saaledes heller ikke tillaegges vaegt ved bedoemmelsen af det paastaaede traktatbrud.

29 Med hensyn til det andet argument bemaerkes det endvidere, at den graeske regering ikke kan paaberaabe sig faellesskabsrettens forrang, selv om denne blev konstateret af byretten i Athen i dom af 29. maj 1992. Ifoelge fast retspraksis fritager faellesskabsrettens forrang og direkte virkning ikke medlemsstaterne fra forpligtelsen til at ophaeve nationale retsforskrifter, som er uforenelige med faellesskabsretten, idet der ellers vil opstaa en uklar faktisk situation, som skaber usikkerhed hos borgerne med hensyn til deres muligheder for at paaberaabe sig faellesskabsretten (jf. bl.a. dom af 24.3.1988, sag 104/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1799, praemis 12).

30 For saa vidt angaar det tredje argument bemaerkes det, at ifoelge fast retspraksis kan en medlemsstat ikke paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden som begrundelse for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv, ikke overholdes (jf. bl.a. dom af 6.7.1995, sag C-259/94, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 1947, praemis 5).

31 Den Hellenske Republik har endvidere rejst indsigelse mod Kommissionens saakaldt »globale« opfattelse, som bestaar i at udelukke hele omraader fra undtagelsen i traktatens artikel 48, stk. 4, selv om Faellesskabet ikke har foretaget en regulering heraf, og uden naermere angivelse af, hvilke stillinger det drejer sig om. Kommissionen forsoeger saaledes at tiltage sig en kompetence, den ikke har, ved at offentliggoere meddelelser, hvis indhold der kun kan traeffes afgoerelse om ved domme fra Domstolen. Ifoelge Den Hellenske Republik foelger det af fast retspraksis (jf. bl.a. ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien), at Kommissionen er forpligtet til at foretage en undersoegelse af de paagaeldende stillinger enkeltvis og ikke maa udpege en lang raekke omraader, som paa forhaand ikke anses for omfattet af undtagelsen fra traktatens artikel 48, stk. 4, saaledes at det paalaegges medlemsstaterne at foere modbevis i de konkrete enkelttilfaelde.

32 Kommissionen har heroverfor gjort gaeldende, at den i meddelelse 88/C 72/02 undersoegte stillingerne inden for de deri omhandlede forskellige omraader i lyset af de kriterier for fortolkning af traktatens artikel 48, stk. 4, som Domstolen har fastlagt. Efter denne undersoegelse konstaterede Kommissionen, at disse stillinger ligger for langt fra den offentlige forvaltnings saerlige virksomhed til, at de generelt kan anses for omfattet af undtagelsen i artikel 48, stk. 4. Under disse omstaendigheder mener Kommissionen med foeje paa forhaand at kunne udelukke, at denne bestemmelse anvendes paa de i naervaerende sag omhandlede omraader, uden at det er noedvendigt forud at foretage en undersoegelse af hver enkelt stilling.

33 Kommissionen har endvidere anfoert, at den har konstateret, at de former for virksomhed, der udoeves paa de paagaeldende omraader, enten ogsaa udoeves i den private sektor eller kunne udoeves i den offentlige sektor uden et krav om graesk statsborgerskab.

34 Det bemaerkes hertil, at sagen vedroerer omraaderne forskning, undervisning, sundhed, transport over land, soe- og luftfart, postvaesen, telekommunikation og radio- og tv-selskaber, vand-, gas- og elektricitetsforsyning og endelig musik og opera. Som den graeske regering selv har indroemmet, ligger de fleste stillinger inden for disse omraader langt fra den offentlige forvaltnings saerlige virksomhed, idet de ikke indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed eller i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser (jf. saerligt dom af 3.6.1986, sag 307/84, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 1725, vedroerende sundhedssektoren, af 16.6.1987, sag 225/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2625, vedroerende forskning med civile formaal, af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, af 30. maj 1989, sag 33/88, Allué og Coonan, Sml. s. 1591, og af 27.11.1991, sag C-4/91, Bleis, Sml. I, s. 5627, vedroerende undervisning).

35 Medlemsstaten kan derfor ikke generelt for samtlige stillinger inden for de paagaeldende omraader stille krav om graesk statsborgerskab uden at overskride graenserne for undtagelsen i traktatens artikel 48, stk. 4.

36 Den omstaendighed, at visse stillinger inden for disse omraader eventuelt kan vaere omfattet af traktatens artikel 48, stk. 4, kan ikke begrunde en saadan generel udelukkelse (jf. tillige to domme af dags dato, sag C-473/93, Kommissionen mod Luxembourg, og sag C-173/94, Kommissionen mod Belgien).

37 Under disse omstaendigheder var Den Hellenske Republik forpligtet til - med henblik paa at sikre den fulde virkning af principperne om arbejdstagernes frie bevaegelighed og ligebehandling med hensyn til adgang til arbejde - at give statsborgere i de oevrige medlemsstater adgang til de paagaeldende omraader og til at begraense anvendelsen af kravet om graesk statsborgerskab til kun at gaelde stillinger, som reelt indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser.

38 Med hensyn til sagens retlige grundlag bemaerkes, at artikel 7 i forordning nr. 1612/68 vedroerer vilkaarene for udoevelse af beskaeftigelse, men ikke adgangen til beskaeftigelse. Den foreliggende sag drejer sig imidlertid kun om adgangen for andre medlemsstaters statsborgere til beskaeftigelse. Der kan saaledes ikke fastslaas et traktatbrud paa grundlag af artikel 7 i forordning nr. 1612/68.

39 Det maa herefter fastslaas, at Den Graeske Republik har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 48 og artikel 1 i forordning nr. 1612/68, idet det ikke har begraenset kravet om graesk statsborgerskab til at gaelde adgangen til stillinger, der indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser, inden for omraaderne vand-, gas- og elektricitetsforsyning, de operationelle dele af det offentlige sundhedsvaesen, den offentlige undervisningssektor, soe- og luftfart, jernbanedriften, offentlig transport i byer og mellem landsdele, forskning med civile formaal, postvaesnet, telekommunikation og radio- og tv-selskaber samt operaen i Athen og kommunale og byorkestre.

Sagens omkostninger

40 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Den Hellenske Republik har tabt sagen, boer den paalaegges at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den Hellenske Republik har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 48 og artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, idet den ikke har begraenset kravet om graesk statsborgerskab til at gaelde adgangen til stillinger, der indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser, inden for omraaderne vand-, gas- og elektricitetsforsyning, de operationelle dele af det offentlige sundhedsvaesen, i den offentlige undervisningssektor, soe- og luftfart, jernbanedriften, offentlig transport i byer og mellem landsdele, forskning med civile formaal, postvaesnet, telekommunikation og radio- og tv-selskaber samt operaen i Athen og kommunale og byorkestre.

2) Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.