61994J0134

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° forelaeggelse for Domstolen ° noedvendigheden af et praejudicielt spoergsmaal ° den nationale retsinstans' vurdering

(EF-traktaten, art. 177)

2. Fri bevaegelighed for personer ° etableringsfrihed ° traktatens bestemmelser ° finder ikke anvendelse paa rent interne forhold i en medlemsstat

[EF-traktaten, art. 3, litra c), samt art. 52 og 53]

3. Konkurrence ° faellesskabsregler ° medlemsstaternes forpligtelser ° frie varebevaegelser ° forpligtelse for erhvervsdrivende, som oensker at saelge deres produkter paa et oeomraade inden for statens omraade, til at sikre forsyningen til et vist mindsteantal af oeerne ° lovligt

[EF-traktaten, art. 3, litra f), art. 5, stk. 2, samt art. 30 og 85]

4. Tilnaermelse af lovgivningerne ° traktatens artikel 102, stk. 1 ° direkte virkning ° ingen

(EF-traktaten, art. 102, stk. 1)

1. Det tilkommer udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen.

2. Da traktatens bestemmelser om den frie bevaegelighed for personer ikke kan anvendes paa aktiviteter, saafremt samtlige disses relevante elementer findes inden for en enkelt medlemsstat, finder traktatens artikel 3, litra c), samt artikel 52 og 53 ikke anvendelse paa den situation, hvor et selskab, som har saede i en medlemsstat og udoever sin virksomhed dér, er omfattet af en ordning, hvorved de regionale myndigheder i medlemsstaten, som er ansvarlige for regeringen af en oegruppe, der udgoer en del af medlemsstatens omraade, paa grund af de problemer, der er forbundet med, at omraadet er et oeomraade, paalaegger samtlige grossister, der handler med olieprodukter, og som oensker at udvide deres virksomhed til denne del af statens omraade, at sikre forsyningen til et vist mindsteantal af oeerne i oegruppen.

3. Traktatens artikel 85, jf. artikel 5, stk. 2, og artikel 30 er ikke til hinder for en ordning, hvorved de regionale myndigheder i medlemsstaten, som er ansvarlige for regeringen af en oegruppe, der udgoer en del af medlemsstatens omraade, paa grund af de problemer, der er forbundet med, at omraadet er et oeomraade, paalaegger samtlige grossister, der handler med olieprodukter, og som oensker at udvide deres virksomhed til denne del af statens omraade, at sikre forsyningen til et vist mindsteantal af oeerne i oegruppen.

For det foerste ses en saadan ordning nemlig hverken at foreskrive eller fremme en konkurrencebegraensende adfaerd eller at forstaerke virkningerne af en allerede bestaaende aftale, og for det andet er de virkninger, som ordningen vil kunne medfoere for de frie varebevaegelser mellem medlemsstaterne for usikre og indirekte til, at den ved ordningen foreskrevne forpligtelse kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne.

4. EF-traktatens artikel 102, stk. 1, medfoerer ikke rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte.

I sag C-134/94,

angaaende en anmodning, som Tribunal Superior de Justicia de Canarias (Spanien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Esso Española SA

mod

Comunidad Autónoma de Canarias,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 3, litra c), samt artikel 5, 6, 30, 36, 52, 53, 56, 85 og artikel 102, stk. 1,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af G. Hirsch, som fungerende afdelingsformand, og dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer) og H. Ragnemalm,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Comunidad Autónoma de Canarias ved advokat Manuel Aznar Vallejo, Letrado

° Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J.E. Collins, som befuldmaegtiget, og Barrister P. Duffy

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Blanca Rodríguez Galindo, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 28. september 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 4. januar 1994, indgaaet til Domstolen den 9. maj 1994, har Tribunal Superior de Justicia de Canarias, Afdelingen for Forvaltningssager, Las Palmas, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 3, litra c), samt artikel 5, 6, 30, 36, 52, 53, 56, 85 og artikel 102, stk. 1.

2 Spoergsmaalene er rejst under en forvaltningssag, som aktieselskabet Esso Español (herefter "selskabet Esso"), Madrid, har anlagt mod Comunidad Autónoma de Canarias, og hvorunder der er nedlagt paastand om annullation af dekret nr. 54/1992 af 23. april 1992 fra Raadet for Industri, Handel og Forbrug under regeringen for De Kanariske OEer om aendring af dekret nr. 36/1991 af 14. marts 1991, hvorved ordningen til regulering af erhvervet som grossist af olieprodukter paa De Kanariske OEer blev godkendt.

3 Dekret nr. 54/1992 medfoerte en aendring af denne ordnings artikel 14, stk. 2, saaledes, at samtlige erhvervsdrivende nu skal sikre forsyningen til mindst fire af de oeer, som hoerer til De Kanariske OEer.

4 Den nationale ret er i tvivl om, hvorvidt en saadan betingelse udgoer en restriktion for den frie etableringsret i henhold til traktatens artikel 52 og 53. Da den nationale ret desuden er i tvivl om, hvorvidt den omhandlede ordning er forenelig med traktatens artikel 3, litra c), og med artikel 5, 6, 30, 85 samt artikel 102, stk. 1, har den besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Maa en forskrift i en medlemsstat, hvorefter engrosforhandlere af olieprodukter for at etablere sig skal levere til et vist antal omraader med henblik paa at sikre forsyningen paa hele det nationale territorium under hensyn til de saerlige problemer, som visse medlemsstater har paa grund af deres oeer,

a) ifoelge traktatens artikel 3, litra c), samt artikel 52 og 53 betragtes som en restriktion, der er uforenelig med faellesskabsretten, fordi den beroever traktatens bestemmelser om etableringsretten den tilsigtede virkning og ikke er 'objektivt noedvendig' for at naa det tilstraebte formaal?

b) ifoelge traktatens bestemmelser om beskyttelse af den frie konkurrence betragtes som en restriktion for retten til fri konkurrence, der kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og hindre opfyldelsen af traktatens formaal med det indre marked, og er den som foelge heraf omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, jf. artikel 5 og 6, og indebaerer den en tilsidesaettelse af traktatens artikel 102, stk. 1?

c) ifoelge traktatens artikel 30 betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning, som paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne?

2) Saafremt den i spoergsmaal 1) naevnte betingelse maa betragtes som en restriktion for den frie etableringsret, skal traktatens artikel 56 eller kriteriet om de 'almene hensyn' da anvendes ° og i saa fald paa hvilke betingelser ° naar der er spoergsmaal om anvendelsen af princippet om ligestilling hvad angaar betingelserne for at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed, og henhoerer det som foelge heraf under Faellesskabets kompetence at foere kontrol med de skoensmaessige befoejelser, der i denne forbindelse tilkommer medlemsstaterne, eller kan denne kontrol foretages af de nationale domstole? Hvilke fortolkningskriterier skal i saa fald anvendes?

3) Saafremt den i spoergsmaal 1) naevnte betingelse maa betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning, er den da i strid med princippet om de frie varebevaegelser, eller kan den betragtes som en lovlig restriktion efter traktatens artikel 36 eller efter den i Domstolens praksis opstillede 'rule of reason' ?"

Formaliteten

5 I sit indlaeg har Kommissionen rejst tvivl om, hvorvidt de praejudicielle spoergsmaal kan realitetsbehandles under hensyn til, at dekret nr. 54/1992 er blevet annulleret ved en anden retsafgoerelse.

6 Herom bemaerkes, at den forelaeggende ret ved skrivelse af 15. juni 1994, indgaaet til Domstolen den 29. juni 1994, meddelte, at selskabet Esso havde fremlagt et dokument for retten, som var vedlagt den dom fra Tribunal Superior de Justicia de Canarias, Afdelingen for Forvaltningssager i Santa Cruz, hvorved dekreterne nr. 54/1992 og nr. 36/1991 blev annulleret. Selskabet Esso anmodede herefter den forelaeggende ret om at traekke de praejudicielle spoergsmaal tilbage, hvilket retten imidlertid afviste med den begrundelse, at den dom, som Domstolen skulle afsige, havde stor betydning, ikke blot for De Kanariske OEer, men for hele det nationale omraade.

7 Paa et spoergsmaal til den nationale ret fra Domstolen, som oenskede oplyst, om den sag, som verserede for den nationale ret, ikke var blevet uden genstand, svarede denne, at dette ikke var dens opfattelse, men retten gav en anden begrundelse herfor end naevnt i det foregaaende. Retten anfoerte nemlig for det foerste, at der var indgivet kassationsanke ved Tribunal Supremo til proevelse af den dom, hvorved dekreterne var blevet annulleret. Den anfoerte endvidere, at dommen om dekreternes annullation ikke var afsagt paa grundlag af de faellesskabsretsforskrifter, som er omhandlet i naervaerende sag. Endelig anfoerte den nationale ret, at der kunne anlaegges sag ved Tribunal Supremo til sikring af en ensartet praksis, saafremt der skulle blive afsagt modstridende domme.

8 Af dette svar fremgaar, at den nationale ret er af den opfattelse, at en fortolkning af faellesskabsretten fortsat er noedvendig for at kunne afgoere tvisten i hovedsagen.

9 Ifoelge Domstolens faste praksis tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen (se bl.a. dom af 6.7.1995, sag C-62/93, BP Supergaz, Sml. I, s. 1883, praemis 10).

10 Domstolen maa derfor undersoege de spoergsmaal, som er forelagt af den nationale ret.

Foerste spoergsmaal

11 Paa baggrund af de faktiske omstaendigheder i hovedsagen maa den forelaeggende rets foerste spoergsmaal i det vaesentlige forstaas saaledes, at det oenskes oplyst, om EF-traktatens artikel 3, litra c), artikel 52, 53 og 85, sammenholdt med artikel 5, 6, artikel 102, stk. 1, samt artikel 30 er til hinder for en ordning, hvorved de regionale myndigheder i en medlemsstat, som er ansvarlig for regeringen af en oegruppe, der udgoer en del af den paagaeldende medlemsstats omraade, paa grund af de problemer, der er forbundet med, at territoriet er et oeomraade, paalaegger samtlige grossister af olieprodukter, som oensker at udvide deres virksomhed til denne del af statens omraade, at sikre forsyningen paa et vist mindsteantal af oeerne inden for oegruppen.

Traktatens artikel 3, litra c), samt artikel 52 og 53

12 Herom bemaerkes foerst, at artikel 52 og 53 udgoer anvendelsen af det grundlaeggende princip, som er fastslaaet i traktatens artikel 3, litra c), hvorefter Faellesskabets virke med de maal for oeje, som er naevnt i artikel 2, skal indebaere, at hindringerne for den frie bevaegelighed for personer ophaeves.

13 Det bemaerkes dernaest, at ifoelge fast retspraksis kan traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed ikke anvendes paa aktiviteter, saafremt samtlige disses relevante elementer findes inden for en enkelt medlemsstat, og spoergsmaalet, om dette er tilfaeldet, afhaenger af konstateringen af faktiske forhold, som det tilkommer den nationale ret at foretage (se bl.a. dom af 28.1.1992, sag C-332/90, Steen, Sml. I, s. 341, praemis 9).

14 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen i denne sag, at det sagsoegende selskab i hovedsagen, som blev oprettet i 1967 i henhold til spansk ret, som har sit hovedsaede i Madrid, og som udoever virksomhed i Spanien, under tvisten ved den nationale ret har gjort gaeldende, at den omtvistede ordning forhindrer selskabet i at udoeve virksomhed paa De Kanariske OEer, som udgoer en del af Spaniens omraade.

15 Det er endvidere ubestridt, at samtlige grossister, som handler med olieprodukter, og som oensker at udoeve virksomhed paa De Kanariske OEer, er omfattet af den omtvistede ordning.

16 En saadan situation, som kun vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt et selskab, der har saede i en medlemsstat, og som udoever virksomhed dér, kan udvide sin virksomhed inden for medlemsstatens omraade, har ingen forbindelse med nogen af de situationer, som faellesskabsretten vedroerer.

17 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at traktatens artikel 3, litra c), samt artikel 52 og 53 ikke finder anvendelse paa en medlemsstats rent interne forhold, herunder den situation, hvor et selskab, som har saede i en medlemsstat og udoever sin virksomhed dér, er omfattet af en ordning, hvorved de regionale myndigheder i medlemsstaten, som er ansvarlige for regeringen af en oegruppe, der udgoer en del af medlemsstatens omraade, paa grund af de problemer, der er forbundet med, at omraadet er et oeomraade, paalaegger samtlige grossister, der handler med olieprodukter, og som oensker at udvide deres virksomhed til denne del af statens omraade, at sikre forsyningen til et vist mindsteantal af oeerne i oegruppen.

Traktatens artikel 85, jf. artikel 5, stk. 2, og artikel 6

18 Vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, samt artikel 85 bemaerkes, at artikel 85 i sig selv udelukkende vedroerer virksomhedernes adfaerd, men omfatter ikke de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der er udstedt af medlemsstaterne. Det fremgaar imidlertid af Domstolens faste praksis, at artikel 85, sammenholdt med traktatens artikel 5, paalaegger medlemsstaterne, at de ikke ved lov eller administrativt indfoerer eller opretholder foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler. Dette er ifoelge samme praksis tilfaeldet, naar en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger eller beroever sine egne bestemmelser deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention (se bl.a. dom af 14.7.1994, sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 3453, praemis 21).

19 I den forbindelse bemaerkes, at forelaeggelseskendelsen ikke indeholder noget holdepunkt til godtgoerelse af, at den omtvistede ordning foreskriver eller fremmer en konkurrencebegraensende adfaerd, eller at den forstaerker virkningerne af en allerede eksisterende aftale.

20 Traktatens artikel 5, stk. 2, og artikel 85 er derfor ikke til hinder for en saadan ordning.

21 Da den forelaeggende ret ikke har forklaret relevansen af spoergsmaalet om traktatens artikel 6, skal dette spoergsmaal ikke undersoeges.

Traktatens artikel 102, stk. 1

22 Herom behoever blot bemaerkes, at de forpligtelser, som medlemsstaterne har paataget sig ved traktatens artikel 102, stk. 1, ikke medfoerer rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte (dom af 15.7.1964, sag 6/64, Costa, Sml. 1954-1964, s. 531, org. ref.: Rec. s. 1141).

Traktatens artikel 30

23 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den omtvistede regionale ordning ikke sondrer efter varernes oprindelse, og at den ikke har til formaal at regulere samhandelen med de paagaeldende varer mellem medlemsstaterne.

24 Selv om en saadan ordning paalaegger grossister, som handler med olieprodukter, at sikre forsyningen paa et vist mindsteantal af de oeer, som udgoer en del af en medlemsstats omraade, er de restriktive virkninger, som ordningen vil kunne medfoere for disse varers frie bevaegelighed mellem medlemsstaterne for usikre og indirekte til, at den ved ordningen foreskrevne forpligtelse kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne (se foernaevnte dom i sagen Peralta, praemis 24).

25 Artikel 30 er derfor ikke til hinder for en saadan ordning.

26 Som foelge af de anfoerte betragtninger maa det foerste spoergsmaal besvares med, at

° artikel 3, litra c), samt artikel 52 og 53 ikke finder anvendelse paa en medlemsstats rent interne forhold, saasom den situation, hvor et selskab, som har saede i en medlemsstat og udoever sin virksomhed dér, er omfattet af en ordning, hvorved de regionale myndigheder i medlemsstaten, som er ansvarlige for regeringen af en oegruppe, der udgoer en del af medlemsstatens omraade, paa grund af de problemer, der er forbundet med, at omraadet er et oeomraade, paalaegger samtlige grossister, der handler med olieprodukter, og som oensker at udvide deres virksomhed til denne del af statens omraade, at sikre forsyningen til et vist mindsteantal af oeerne i oegruppen

° traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 5, stk. 2, og artikel 30 ikke er til hinder for en saadan ordning

° traktatens artikel 102, stk. 1, ikke medfoerer rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte.

Andet og tredje spoergsmaal

27 Da en besvarelse det andet og tredje spoergsmaal kun er noedvendig, saafremt den omtvistede ordning anses for en restriktion for den frie etableringsret eller som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, er det ufornoedent at undersoege dem.

Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal Superior de Justicia de Canarias ved kendelse af 4. januar 1994, for ret:

1) EF-traktatens artikel 3, litra c), samt artikel 52 og 53 finder ikke anvendelse paa en medlemsstats rent interne forhold, herunder den situation, hvor et selskab, som har saede i en medlemsstat og udoever sin virksomhed dér, er omfattet af en ordning, hvorved de regionale myndigheder i medlemsstaten, som er ansvarlige for regeringen af en oegruppe, der udgoer en del af medlemsstatens omraade, paa grund af de problemer, der er forbundet med, at omraadet er et oeomraade, paalaegger samtlige grossister, der handler med olieprodukter, og som oensker at udvide deres virksomhed til denne del af statens omraade, at sikre forsyningen til et vist mindsteantal af oeerne i oegruppen.

2) EF-traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 5, stk. 2, og artikel 30 er ikke til hinder for en saadan ordning.

3) EF-traktatens artikel 102, stk. 1, medfoerer ikke rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte.