61994J0125

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° graenser ° fortolkningsanmodning, der ikke rejser et teoretisk problem ° pligt til at traeffe afgoerelse

(EF-traktaten, art. 177)

2. Transport ° godstransport ° lettere overskridelse af graenserne ° direktiv 83/643 ° anvendelsesomraade ° transport inden for Faellesskabet ° samhandel med tredjelande ° ikke omfattet

[Raadets direktiv 83/643, art. 1, stk. 1, og art. 5, stk. 1, litra a)]

3. Frie varebevaegelser ° samhandel med tredjelande ° told ° afgifter med tilsvarende virkning ° indfoert ensidigt af medlemsstaterne ° ulovligt ° Faellesskabets enekompetence

(EF-traktaten, art. 9 og 113)

4. Frie varebevaegelser ° samhandel med tredjelande ° forbud mod afgifter med tilsvarende virkning fastsat i aftaler indgaaet af Faellesskabet eller i faellesskabsforordninger for landbrugsvarer ° samme raekkevidde som i forbindelse med samhandelen inden for Faellesskabet

(EF-traktaten, art. 9)

1. Som led i det samarbejde, der i henhold til traktatens artikel 177 er indfoert mellem Domstolen og de nationale retsinstanser, tilkommer det udelukkende den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal den forelaegger Domstolen. Naar de af den nationale retsinstans stillede spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at traeffe afgoerelse herom.

Det ville forholde sig anderledes, hvis Domstolen var anmodet om at tage stilling til et rent teoretisk problem, men dette er ikke tilfaeldet, naar Domstolen ° uanset at den nationale retsinstans ikke har givet en udtoemmende redegoerelse for den retlige og faktiske sammenhaeng, det forelagte spoergsmaal indgaar i ° besidder tilstraekkelige oplysninger vedroerende omstaendighederne i hovedsagen til, at den kan fortolke de faellesskabsretlige regler og give en relevant besvarelse af de forelagte spoergsmaal.

2. Det foelger af artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/643 om forenkling af fysisk kontrol og administrative formaliteter i forbindelse med godstransport mellem medlemsstaterne, som aendret ved direktiv 87/53, at medmindre andet foelger af en anvendelse af saerlige faellesskabsbestemmelser, der regulerer samhandelen med visse tredjelande, finder direktivets bestemmelser ° og navnlig bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra a), andet led, om fastsaettelse af graenseovergangstoldstedernes normale aabningstider ° kun anvendelse paa godstransport mellem medlemsstater og ikke paa samhandelen med tredjelande, herunder med EFTA-medlemsstaterne.

3. Saavel Faellesskabets toldomraade, der er en enhed, som ensartetheden med hensyn til den faelles handelspolitik ville lide alvorlig skade, saafremt medlemsstaterne udelukkende med hjemmel i national lovgivning kunne opkraeve afgifter med tilsvarende virkning som told i samhandelen med tredjelande. Med henblik paa at sikre, at en afgift har samme indvirkning i alle medlemsstaterne paa samhandelen med tredjelande, tilkommer det alene Faellesskabet at fastsaette og eventuelt aendre niveauet for told og afgifter, der paalaegges varer fra saadanne lande.

4. Saafremt forbuddet mod at indfoere afgifter med tilsvarende virkning som told findes i bilaterale eller multilaterale aftaler, Faellesskabet har indgaaet med et eller flere tredjelande med henblik paa at afskaffe hindringer for samhandelen, samt i de af Raadets forordninger om faelles markedsordninger for forskellige landbrugsvarer, der regulerer samhandelen med tredjelande, har det samme raekkevidde, som det er tillagt i forbindelse med samhandelen inden for Faellesskabet. De paagaeldende aftaler og saa meget mere forordningerne om landbrugsvarer ville blive beroevet en vaesentlig del af deres tilsigtede vaerdi, dersom det i de naevnte retsakter indeholdte udtryk skulle fortolkes mere snaevert end det samme udtryk i traktaten.

I sag C-125/94,

angaaende en anmodning, som Giudice conciliatore di Milano (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Aprile Srl i likvidation

mod

Amministrazione delle Finanze dello Stato,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 3, litra a) og h), artikel 5, 9, 11, 12, 13, 16 og 189 og af Raadets direktiv 83/643/EOEF af 1. december 1983 om forenkling af fysisk kontrol og administrative formaliteter i forbindelse med godstransport mellem medlemsstaterne (EFT L 359, s. 8), som aendret ved Raadets direktiv 87/53/EOEF af 15. december 1986 (EFT 1987 L 24, s. 33),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, F.A. Schockweiler (refererende dommer), og dommerne C.N. Kakouris, J.L. Murray, G. Hirsch og H. Ragnemalm,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Aprile Srl ved advokaterne E. Beretta og A. Bozzi, Milano

° den italienske regering ved professor U. Leanza, chef for Udenrigsministeriets Servizio del contenzioso diplomatico, som befuldmaegtiget, bistaaet af avvocato dello Stato F. Favara

° den danske regering ved kontorchef P. Biering, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved A. Aresu, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 11. maj 1995 af Aprile Srl, af den italienske regering ved professor U. Leanza, bistaaet af avvocato dello Stato M. Fiorilli, af den danske regering ved P. Biering og kammeradvokat G. Larsen og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 29. juni 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 26. april 1994, indgaaet til Domstolen den 29. april 1994, har Giudice conciliatore di Milano i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen fem praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens, nu EF-traktatens, artikel 3, litra a) og h), artikel 5, 9, 11, 12, 13, 16 og 189 og af Raadets direktiv 83/643/EOEF af 1. december 1983 om forenkling af fysisk kontrol og administrative formaliteter i forbindelse med godstransport mellem medlemsstaterne (EFT L 359, s. 8), som aendret ved Raadets direktiv 87/53/EOEF af 15. december 1986 (EFT 1987 L 24, s. 33).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem selskabet Aprile Srl i likvidation (herefter "Aprile") og Amministrazione delle Finanze dello Stato (herefter "Amministrazione"). Sagen er anlagt til proevelse af Amministrazione' s afslag paa at tilbagebetale Aprile afgifter, der i strid med faellesskabsretten var opkraevet i forbindelse med toldekspeditioner.

3 I dom af 30. maj 1989 (sag 340/87, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1483) og af 21. marts 1991 (sag C-209/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1575) fastslog Domstolen, at Den Italienske Republik ikke havde overholdt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens bestemmelser om forbud mod afgifter med tilsvarende virkning, idet den i samhandelen inden for Faellesskabet debiterer de erhvervsdrivende udgifterne ved den kontrol og de administrative formaliteter, der foretages i en del af graenseovergangstoldstedernes normale aabningstider, som fastsat i direktiv 83/643, som aendret ved direktiv 87/53, og idet der i Italien, naar ydelser udfoeres samtidig for flere virksomheder i forbindelse med toldbehandling som led i samhandelen inden for Faellesskabet, hos hver enkelt virksomhed opkraeves et vederlag, der staar i misforhold til de med de udfoerte ydelser forbundne omkostninger.

4 Den Italienske Republik opfyldte dommene ved at tilpasse sine bestemmelser med virkning fra henholdsvis den 13. juni 1991 og den 1. november 1992. De aendrede bestemmelser regulerede imidlertid ikke forhold forud for deres ikrafttraeden og indeholdt navnlig ikke regler om, at administrationen skulle tilbagebetale de beroerte erhvervsdrivende de beloeb, som toldstederne havde opkraevet i strid med faellesskabsretten.

5 Det fremgaar af sagen, at Aprile, der drev speditionsvirksomhed i Milano lufthavn og blev erklaeret konkurs den 20. oktober 1992, i henhold til de nationale bestemmelser, som ved de naevnte to domme blev kendt uforenelige med faellesskabsretten, havde indbetalt 933 200 LIT til de italienske myndigheder som vederlag for toldekspeditioner, der var foretaget den 22., 23., 24. og 26. november 1990.

6 Den 30. marts 1994 anlagde kurator i konkursboet sag ved Giudice conciliatore di Milano med paastand om tilbagebetaling af de 933 200 LIT.

7 For denne ret gjorde Amministrazione gaeldende, at kravet ikke var begrundet. For det foerste var de betingelser, der var fastsat i artikel 29, stk. 2, i lov nr. 428 af 29. december 1990 om bestemmelser til gennemfoerelse af de forpligtelser, der paahviler Italien som medlem af De Europaeiske Faellesskaber (Supplemento ordinario, GURI ("lovtidende") nr. 10 af 12.1.1991), ikke opfyldt, idet Aprile ikke havde baaret udgifterne til de omtvistede toldekspeditioner i den konkrete sag, men havde overvaeltet dem paa tredjemand. For det andet vedroerte de indfoersler, som laa til grund for afgifternes opkraevning, delvis varer fra tredjelande, og navnlig stater, der var medlemmer af Den Europaeiske Frihandelssammenslutning (herefter "EFTA"), hvorfor faellesskabsretten ikke kunne finde anvendelse paa hele kravet.

8 Som en undtagelse fra, hvad der normalt gaelder, er det efter artikel 29, stk. 2, i ovennaevnte lov, som traadte i kraft den 27. januar 1991, en betingelse for tilbagebetaling af afgifter opkraevet i medfoer af nationale bestemmelser, der er uforenelige med faellesskabsretten, at den afgiftsbyrde, den erhvervsdrivende med urette har maattet baere, ikke er blevet overvaeltet paa andre, saaledes at den, der kraever beloebet tilbagebetalt, ikke opnaar en ugrundet berigelse. Det fremgaar af sagen, at de italienske retsinstanser haelder til den antagelse, at byrden er blevet overvaeltet paa tredjemand. I oevrigt finder bestemmelsen anvendelse, uanset om tilbagebetalingskravet vedroerer beloeb, der er erlagt forud for lovens ikrafttraedelsestidspunkt. Endelig gaelder der for krav om tilbagebetaling af beloeb, der er betalt for toldekspeditioner, en foraeldelsesfrist paa tre aar, mens fristen normalt er paa ti aar.

9 De fem praejudicielle spoergsmaal, som Giudice conciliatore di Milano havde forelagt Domstolen ved kendelse af 26. april 1994, drejede sig dels om en bedoemmelse i forhold til faellesskabsretten af ovennaevnte bestemmelser i loven af 29. december 1990 (foerste, andet og tredje spoergsmaal), dels om, hvorvidt direktiv 83/643, som aendret ved direktiv 87/53, samt traktatens bestemmelser om forbud mod afgifter med tilsvarende virkning som told finder anvendelse paa samhandelen med tredjelande (fjerde og femte spoergsmaal).

10 Det fremgaar af en kendelse, som Giudice conciliatore di Milano afsagde den 5. maj 1995, og som indgik til Domstolens Justitskontor den 8. maj 1995, at Amministrazione under hovedsagen har erkendt, at artikel 29 i loven af 29. december 1990 ikke fandt anvendelse paa Aprile' s tilbagebetalingskrav, idet de betalinger, sagen vedroerer, ikke er fiskale, og at Amministrazione derfor har frafaldet den indsigelse, der var stoettet paa denne bestemmelse.

11 I kendelsen af 5. maj 1995 bemaerkede Giudice conciliatore di Milano, at det herefter var ufornoedent at besvare de tre foerste praejudicielle spoergsmaal, og anmodede Domstolen om kun at tage stilling til det fjerde og femte spoergsmaal i kendelsen af 26. april 1994.

12 Disse spoergsmaal har foelgende ordlyd:

1) "Finder bestemmelserne i direktiv 83/643/EOEF i medfoer af de EF-forordninger, der er udstedt til gennemfoerelse af de aftaler, der er indgaaet mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og EFTA-landene, og tillaegsprotokollerne til de naevnte aftaler, med senere aendringer, ogsaa anvendelse paa toldekspeditioner vedroerende samhandelen EOEF/EFTA med produkter, der er omfattet af de naevnte aftaler med senere aendringer? Navnlig oenskes det for saa vidt angaar toldekspeditioner vedroerende varer, der er omfattet af de naevnte aftaler EOEF/EFTA, oplyst, om en medlemsstats lovgivning, som f.eks. artikel 15 i dekret nr. 254 af 8.5.1985 fra republikkens praesident og artikel 11 i dekret nr. 43 af 23.1.1973, hvis stk. 2, litra b), (i modsaetning til, hvad der er fastsat i artikel 5, stk. 1, andet led, i direktiv 83/643/EOEF af 1.12.1983), bestemte, at graenseovergangstoldstedernes normale aabningstid androg seks timer fra mandag til fredag, og at der kan opkraeves vederlag for omkostningen ved tjenesteydelsen for toldekspeditioner, der udfoeres uden for den naevnte almindelige aabningstid, er forenelig med de ovenfor naevnte bestemmelser i den afledte faellesskabsret?" (fjerde spoergsmaal)

2) "Med henvisning til, hvad Domstolen i dom af 21. marts 1991 i sag C-209/89, Kommissionen mod Italien, udtrykkeligt fastslog vedroerende samhandelen inden for Faellesskabet, oenskes det oplyst, om de principper, Domstolen opstillede i naevnte dom af 21. marts 1991, ogsaa finder anvendelse paa samhandelen med tredjelande og med EFTA-landene i kraft af EOEF-traktatens bestemmelser om forbud mod afgifter med tilsvarende virkning som told, om Toldunionen og om indfoerelse af den faelles toldtarif, og senere bestemmelser i den afledte faellesskabsret. Saerligt med hensyn til toldekspeditioner, som vedroerer samhandelen med tredjelande, oenskes det oplyst, om de naevnte faellesskabsretlige bestemmelser er til hinder for, at en medlemsstat indfoerer og/eller opretholder en bestemmelse som den, der blev indfoert ved ministerialdekreter af 29. juli 1971 (GURI nr. 193 af 31.7.1971) og af 30. januar 1979 (GURI af 5.2.1979), og hvorefter det blev paalagt private erhvervsdrivende at betale omkostningen ved tjenesteydelsen 'uden for normal arbejdstid' , ikke beregnet paa grundlag af omkostningen pr. time for det personale, der faktisk er ansat til at udfoere de oenskede toldekspeditioner, som samtidig udfoeres for toldklarereren, men som et fast beloeb for hver enkelt toldekspedition, som er fastsat paa grundlag af arten og varigheden af den dyreste tjenesteydelse, og uafhaengigt af det beloeb, der opkraeves separat for hver enkelt af de oevrige toldekspeditioner, toldklarereren anmoder om, og som samtidig udfoeres for ham?" (femte spoergsmaal).

Formaliteten

13 Ifoelge den italienske regering maa spoergsmaalene afvises fra paakendelse, idet de er teoretiske, irrelevante og ikke noedvendige for, at der kan traeffes afgoerelse i hovedsagen. Saaledes har den forelaeggende retsinstans ikke angivet, fra hvilke tredjelande de varer kom, for hvilke selskabet Aprile betalte de afgifter, det kraever tilbagebetalt.

14 Hertil bemaerkes, at det er ubestridt, at de omtvistede indfoersler ikke udelukkende omfattede varer fra medlemsstater. Det fremgaar saaledes af forelaeggelseskendelsen, at Amministrazione i hovedsagen selv har anfoert, at en del af de varer, Aprile havde indfoert, og som blev paalagt afgifter, der kraeves tilbagebetalt, havde oprindelse i tredjelande.

15 Paa baggrund heraf har Giudice conciliatore di Milano i kendelsen af 26. april 1994 fundet det noedvendigt at forelaegge Domstolen spoergsmaal om, hvorvidt bestemmelserne i direktiv 83/643, som aendret ved direktiv 87/53, samt de principper, der for saa vidt angaar samhandelen inden for Faellesskabet er opstillet i ovennaevnte dom af 21. marts 1991 med hensyn til forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning som told, ogsaa finder anvendelse paa samhandelen med tredjelande.

16 Som led i det samarbejde, der i henhold til traktatens artikel 177 er indfoert mellem Domstolen og de nationale retsinstanser, tilkommer det efter Domstolens faste praksis udelukkende den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, den forelaegger Domstolen (jf. f.eks. dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, praemis 10).

17 Naar de af den nationale retsinstans stillede spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at traeffe afgoerelse herom (jf. dom af 16.7.1992, sag C-83/91, Meilicke, Sml. I, s. 4871, praemis 24).

18 For saa vidt angaar de naermere omstaendigheder, hvorunder den nationale retsinstans har indbragt sagen for Domstolen, er det korrekt, at den nationale retsinstans ikke har givet en udtoemmende redegoerelse for den retlige og faktiske sammenhaeng, de forelagte spoergsmaal indgaar i, og navnlig ikke angivet, i hvilke tredjelande de paagaeldende varer havde oprindelse.

19 Dette kan imidlertid ikke bevirke, at de praejudicielle spoergsmaal maa afvises fra paakendelse, da det er godtgjort, at en del af de varer, Aprile indfoerte, og som blev paalagt de afgifter, selskabets tilbagebetalingskrav vedroerer, havde oprindelse i tredjelande.

20 Domstolen er saaledes ikke blevet anmodet om at tage stilling til et rent teoretisk problem, men besidder tilstraekkelige oplysninger vedroerende omstaendighederne i hovedsagen til, at den kan fortolke de faellesskabsretlige regler og give en relevant besvarelse af de forelagte spoergsmaal.

21 Paa baggrund af de faktiske omstaendigheder i den sag, der verserer for den forelaeggende retsinstans, tilkommer det derefter denne at fastslaa, hvor de paagaeldende varer har oprindelse og foelgelig ogsaa, hvilke bestemmelser de er omfattet af.

Det foerste spoergsmaal

22 Med spoergsmaalet oensker den forelaeggende retsinstans i det vaesentlige oplyst, om direktiv 83/643, som aendret ved direktiv 87/53, og navnlig direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), andet led, finder anvendelse paa toldekspeditioner vedroerende varer fra tredjelande, herunder fra EFTA-medlemsstaterne.

23 Direktiv 83/643, som aendret, vedroerer efter sin titel "forenkling af fysisk kontrol og administrative formaliteter i forbindelse med godstransport mellem medlemsstaterne".

24 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/643 har foelgende ordlyd:

"Med forbehold af de saerlige bestemmelser, der gaelder inden for rammerne af generelle eller saerlige faellesskabsordninger, finder dette direktiv anvendelse paa fysisk kontrol og administrative formaliteter, i det foelgende 'kontrol' og 'formaliteter' , i forbindelse med godstransport, der skal passere

° en indre graense i Faellesskabet, eller

° en ydre graense, naar transporten mellem medlemsstaterne kraever passage gennem et tredjeland."

25 Heraf foelger, at direktivets bestemmelser kun finder anvendelse paa godstransport mellem medlemsstater og saaledes ikke paa samhandelen med tredjelande.

26 En saadan fortolkning stoettes i oevrigt af betragtningerne til direktivet.

27 Som det imidlertid fremgaar af selve ordlyden af direktivets artikel 1, stk. 1, er direktivet ikke til hinder for, at faellesskabsordninger, herunder dem, der regulerer samhandelen med tredjelande, indeholder saerlige bestemmelser herom.

28 Det foerste praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at medmindre andet foelger af en anvendelse af saerlige faellesskabsbestemmelser, der regulerer samhandelen med visse tredjelande, finder direktiv 83/643, som aendret ved direktiv 87/53, og navnlig direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), andet led, ikke anvendelse paa toldekspeditioner vedroerende varer fra tredjelande, herunder fra EFTA-medlemsstaterne.

Det andet spoergsmaal

29 Med spoergsmaalet oensker den forelaeggende retsinstans i det vaesentlige oplyst, om de principper vedroerende forbud mod afgifter med tilsvarende virkning som told, som Domstolen med hensyn til samhandelen inden for Faellesskabet har opstillet i ovennaevnte dom af 21. marts 1991, finder anvendelse paa samhandelen med tredjelande, herunder med EFTA-medlemsstaterne.

30 I den paagaeldende dom fastslog Domstolen, at Den Italienske Republik havde tilsidesat forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning, jf. traktatens artikel 9, 12, 13 og 16, idet den anvendte en ordning, der var indfoert i 1971 og 1979, og hvorefter der, naar ydelser, der foretages uden for toldmyndighedernes normale geografiske omraade eller uden for normal arbejdstid, udfoeres samtidig for flere virksomheder i forbindelse med toldbehandling som led i samhandelen inden for Faellesskabet, opkraeves det fulde, faste vederlag for en ydelse af én times varighed.

31 Med henblik paa at give den forelaeggende retsinstans en relevant besvarelse maa det dels undersoeges, om medlemsstaterne ensidigt kan indfoere afgifter med tilsvarende virkning i samhandelen med tredjelande, og dels maa omfanget af forbuddet mod saadanne afgifter i aftaler, som Faellesskabet har indgaaet med tredjelande, eller i faellesskabsordninger, der regulerer samhandelen med tredjelande, fastlaegges.

32 For saa vidt angaar det foerste punkt bemaerkes, at Toldunionen, som i henhold til traktatens artikel 9 omfatter al vareudveksling, indebaerer en faelles toldtarif, som sigter mod at gennemfoere en udligning af de toldbyrder, som de fra tredjelande importerede produkter underkastes ved Faellesskabets ydre graenser for derved at undgaa omgaaelser i samhandelen med de paagaeldende lande samt enhver fordrejning af de frie varebevaegelser mellem medlemsstaterne eller af konkurrencevilkaarene mellem de erhvervsdrivende.

33 Den faelles handelspolitik, som i henhold til traktatens artikel 113 bygger paa ensartede principper, navnlig for saa vidt angaar toldaendringer, indgaaelse af told- og handelsaftaler samt gennemfoerelse af ensartethed i liberaliseringsforanstaltninger, indebaerer afskaffelse af de nationale afgifts- og handelsmaessige forskelle, som paavirker samhandelen med tredjelande.

34 Saavel Faellesskabets toldomraade, der er en enhed, som ensartetheden med hensyn til den faelles handelspolitik ville lide alvorlig skade, saafremt medlemsstaterne ensidigt kunne opkraeve afgifter med tilsvarende virkning som told paa indfoersler fra tredjelande.

35 I henhold til Domstolens faste praksis er der heller ikke hjemmel for medlemsstaterne til ud over afgifter i henhold til de faellesskabsretlige bestemmelser ensidigt at opkraeve nationale afgifter, idet dette ville stride mod princippet om faellesskabsrettens ensartede anvendelse (jf. bl.a. dom af 28.6.1978, sag 70/77, Simmenthal, Sml. s. 1453, af 16.3.1983, sag 266/81, SIOT, Sml. s. 731, af 16.3.1983, forenede sager 267/81, 268/81 og 269/81, SPI og SAMI, Sml. s. 801, og ovennaevnte dom af 30.5.1989, Kommissionen mod Italien).

36 Med henblik paa at sikre, at en afgift har samme indvirkning i alle medlemsstaterne paa samhandelen med tredjelande, tilkommer det foelgelig alene Faellesskabet at fastsaette og eventuelt aendre niveauet for told og afgifter, der paalaegges varer fra saadanne lande.

37 Medlemsstaterne kan derfor ikke udelukkende med hjemmel i national lovgivning opkraeve afgifter med tilsvarende virkning i samhandelen med tredjelande.

38 For saa vidt angaar det andet punkt bemaerkes, saaledes som generaladvokaten ogsaa har anfoert i punkt 43 og 44 i sit forslag til afgoerelse, at forbuddet mod at indfoere afgifter med tilsvarende virkning udtrykkeligt optraeder i en raekke bilaterale og multilaterale aftaler, som Faellesskabet har indgaaet med et eller flere tredjelande, og som har til formaal at ophaeve hindringer for samhandelen, samt i de forordninger, Raadet har udstedt om faelles markedsordninger for forskellige landbrugsvarer, og som regulerer samhandelen med tredjelande.

39 Naar henses hertil, foreligger der ingen grund til at fortolke forbuddet mod at indfoere afgifter med tilsvarende virkning som told forskelligt, alt efter om der er tale om samhandelen inden for Faellesskabet eller om samhandelen med tredjelande, som er reguleret i saadanne aftaler eller sektorbestemte ordninger.

40 De naevnte aftaler har til formaal at forstaerke og udbygge de bestaaende oekonomiske forbindelser mellem parterne og i dette oejemed afskaffe hindringer for samhandelen, herunder importtold og afgifter med tilsvarende virkning, som er snaevert forbundet hermed. De paagaeldende aftaler ville blive beroevet en vaesentlig del af deres tilsigtede vaerdi, dersom det i aftalerne indeholdte udtryk afgifter med tilsvarende virkning skulle fortolkes mere snaevert end det samme udtryk i traktaten (jf. dom af 16.7.1992, sag C-163/90, Legros m.fl., Sml. I, s. 4625, praemis 26).

41 Det samme raesonnement maa saa meget mere gaelde ved fastlaeggelsen af omfanget af forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning i de forordninger om faelles markedsordninger for landbrugsvarer, der regulerer samhandelen med tredjelande (jf. f.eks. dom af 14.12.1971, sag 43/71, Politi, Sml. 1971, s. 319, org. ref.: Rec. s. 1039, praemis 7).

42 Det andet praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at medlemsstaterne ikke ensidigt kan opkraeve afgifter med tilsvarende virkning i samhandelen med tredjelande. Saafremt forbuddet mod at indfoere afgifter med tilsvarende virkning findes i bilaterale eller multilaterale aftaler, som Faellesskabet har indgaaet med et eller flere tredjelande med henblik paa at afskaffe hindringer for samhandelen, samt i de af Raadets forordninger om faelles markedsordninger for forskellige landbrugsvarer, der regulerer samhandelen med tredjelande, har forbuddet samme raekkevidde, som det er tillagt i forbindelse med samhandelen inden for Faellesskabet.

Sagens omkostninger

43 De udgifter, der er afholdt af den danske og italienske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Giudice conciliatore di Milano ved kendelse af 26. april 1994, som aendret ved kendelse af 5. maj 1995, for ret:

1) Medmindre andet foelger af en anvendelse af saerlige faellesskabsbestemmelser, der regulerer samhandelen med visse tredjelande, finder Raadet direktiv 83/643/EOEF af 1. december 1983 om forenkling af fysisk kontrol og administrative formaliteter i forbindelse med godstransport mellem medlemsstaterne, som aendret ved Raadets direktiv 87/53/EOEF af 15. december 1986, og navnlig direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), andet led, ikke anvendelse paa toldekspeditioner vedroerende varer fra tredjelande, herunder fra EFTA-medlemsstaterne.

2) Medlemsstaterne kan ikke ensidigt opkraeve afgifter med tilsvarende virkning i samhandelen med tredjelande. Saafremt forbuddet mod at indfoere afgifter med tilsvarende virkning som told findes i bilaterale eller multilaterale aftaler, som Faellesskabet har indgaaet med et eller flere tredjelande med henblik paa at afskaffe hindringer for samhandelen, samt i de af Raadets forordninger om faelles markedsordninger for forskellige landbrugsvarer, der regulerer samhandelen med tredjelande, har forbuddet samme raekkevidde, som det er tillagt i forbindelse med samhandelen inden for Faellesskabet.