61993A0504

1 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - Kommissionens beslutning om afvisning af en klage over overtraedelse af konkurrencereglerne - henvisning til en skrivelse i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 3; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 6)

2 Konkurrence - dominerende stilling - relevant marked - afgraensning - kriterier

(EF-traktaten, art. 86)

3 Konkurrence - dominerende stilling - relevant marked - geografisk afgraensning - kriterier

(EF-traktaten, art. 86)

4 Konkurrence - dominerende stilling - intellektuelle ejendomsrettigheder til lyd og billede fra hestevaeddeloeb - ingen direkte eller indirekte udnyttelse af rettighederne paa markedet i en medlemsstat - afslag paa at meddele et vaeddeloebsselskab licens for denne stats omraade - misbrug - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 86)

5 Konkurrence - aftaler - intellektuelle ejendomsrettigheder - udoevelse - meddelelse af en enelicens - konkurrencebegraensning - betingelser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6 Konkurrence - aftaler - konkurrencebegraensning - begreb - afslag fra parterne i en aftale paa at meddele en tredjemand licens paa udnyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7 Spoergsmaalet, om en faellesskabsretsakt opfylder begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 190, afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget. Saaledes er kravene til begrundelse af en beslutning meget lempeligere, saafremt en person har vaeret naert inddraget i forarbejdet til beslutningen og saaledes kender grundene til, at administrationen ikke har fundet at kunne imoedekomme hans anmodning.

I denne forbindelse er en beslutning fra Kommissionen, hvorved den afviser en klage over overtraedelse af konkurrencereglerne, tilstraekkeligt begrundet, naar den - uden udtrykkeligt at gentage dem - henviser til de argumenter, der var anfoert i en skrivelse til klageren i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, og dermed tilstraekkeligt klart angiver grundene til, at klagen blev afvist, saaledes at klageren kan goere sine rettigheder gaeldende for Faellesskabets retsinstanser, og disse kan foretage deres proevelse af beslutningens lovlighed.

8 Med henblik paa anvendelsen af traktatens artikel 86 omfatter det relevante marked for et produkt eller en tjenesteydelse de produkter eller tjenesteydelser, som er substituerbare med eller i tilstraekkeligt omfang kan erstatte produktet eller tjenesteydelsen, hvorved der ikke alene skal tages hensyn til deres objektive karakteristika, som bevirker, at de er saerligt egnede til at opfylde forbrugernes vedvarende behov, men ogsaa til konkurrencevilkaarene og efterspoergsels- og udbudsstrukturen paa det paagaeldende marked.

9 Efter opbygningen af traktatens artikel 86 beror definitionen af det geografiske marked, ligesom definitionen af produktmarkedet, paa en oekonomisk vurdering. Det geografiske marked kan defineres som det omraade, hvor alle de paagaeldende erhvervsdrivende er undergivet konkurrencevilkaar, der objektivt set er ens eller tilstraekkeligt ensartede.

10 For saa vidt som det geografiske marked for lyd og billede fra hestevaeddeloeb er opdelt i saerskilte nationale markeder, og hestevaeddeloebsselskaberne i en medlemsstat A, som hverken direkte eller indirekte udnytter deres intellektuelle ejendomsrettigheder paa markedet i en medlemsstat B, afslaar at give et vaeddemaalsselskab i medlemsstat B licens paa lyd og billede fra de vaeddeloeb, som de afholder, er dette afslag ikke en forskelsbehandling mellem de erhvervsdrivende paa markedet i stat B og kan ikke anses for at medfoere nogen konkurrencebegraensning paa dette marked. Afslaget kan heller ikke betragtes som et misbrug, blot fordi agenturer, der driver virksomhed paa markedet i en tredje stat C, raader over lyd og billede som omhandlet, saafremt der ikke er konkurrence mellem vaeddeloebsagenturerne i staterne B og C.

Selv hvis det maatte antages, at vaeddeloebsselskabernes tilstedevaerelse paa markedet for lyd og billede i stat B ikke var en afgoerende omstaendighed med henblik paa anvendelsen af traktatens artikel 86, kunne et saadant afslag kun vaere omfattet af forbuddet i denne bestemmelse, hvis det vedroerte et produkt eller en tjenesteydelse, der enten fremtraeder som afgoerende for udoevelsen af hovedvirksomheden vedroerende modtagelse af vaeddemaal, i den forstand, at der ikke findes noget faktisk eller potentielt alternativ, eller som et nyt produkt, som maaske forhindres i at komme paa markedet, selv om der er en saerlig, konstant og regelmaessig efterspoergsel fra forbrugernes side. I denne forbindelse er tv-udsendelse af hestevaeddeloebene, selv om den udgoer en supplerende, eller endog oenskvaerdig tjenesteydelse, der tilbydes spillerne, ikke i sig selv noedvendig for udoevelsen af hovedvirksomheden vedroerende modtagelse af vaeddemaal.

11 Den omstaendighed, at indehaveren af en intellektuel ejendomsret har givet en enkelt licenshaver eneret paa en bestemt medlemsstats omraade og har forbudt, at der meddeles underlicenser i en bestemt periode, er ikke i sig selv tilstraekkelig til at fastslaa, at kontrakten maa betragtes som genstand for, middel til eller resultat af en ved traktaten forbudt aftale. Imidlertid kan udoevelsen af en intellektuel ejendomsret ligesom udoevelsen af den overdragede ret, der foelger af den, i en bestemt oekonomisk eller retlig sammenhaeng, som foerer til en betydelig begraensning af den paagaeldende virksomhed eller fordrejer konkurrencen paa markedet, under hensyn til markedets saerlige forhold vaere omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1.

12 Forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, omfatter alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, som har til formaal eller til foelge at begraense den konkurrence, som deltagerne heri udoever eller kunne udoeve med hinanden, men ogsaa den konkurrence, som kunne udspille sig imellem en af deltagerne og tredjemand.

Heraf foelger, at en aftale mellem to eller flere virksomheder med det formaal at forbyde, at der meddeles tredjemand licens til at udnytte intellektuelle ejendomsrettigheder, ikke falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85, stk. 1, blot fordi ingen af parterne i aftalen har meddelt en tredjemand en saadan licens paa det relevante marked, og dette ikke medfoerer nogen begraensning af tredjemands aktuelle konkurrencemaessige stilling.

Selv om et saadant afslag, naar der ikke er nogen aktuel konkurrence paa det relevante marked, ganske vist ikke kan anses for at vaere diskriminerende og dermed for at kunne vaere omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, litra d), maa det saaledes antages, at den aftale, der har dette afslag som genstand, kan have til foelge at begraense en potentiel konkurrence paa det relevante marked, eftersom den fratager den enkelte part i aftalen den frie adgang til at kontrahere direkte med en tredjemand og herved meddele denne licens vedroerende udnyttelsen af sine intellektuelle ejendomsrettigheder og paa denne maade optage konkurrence med de andre parter i aftalen paa det relevante marked. En saadan aftale kunne endvidere bevirke en »begraensning af eller kontrol med ... afsaetning« og/eller en »opdeling af markeder«, jf. traktatens artikel 85, stk. 1, litra b) og c).

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Tiercé Ladbroke SA (herefter »Ladbroke«) er et belgisk selskab, som blev stiftet i 1982 og ejes af holdingselskabet Ladbroke group plc, og hvis virksomhed bestaar i at modtage vaeddemaal i Belgien efter bookmaker-systemet paa hestevaeddeloeb, der afholdes i udlandet.

2 Pari mutuel urbain français (herefter »PMU«) er en erhvervsdrivende sammenslutning (groupement d'intérêt économique, herefter »GIE«), der er oprettet af de foerende franske vaeddeloebsselskaber (herefter »vaeddeloebsselskaberne«). PMU varetager med eneret gennemfoerelsen af vaeddemaal, der indgaas uden for vaeddeloebsbanerne, i Frankrig efter pari mutuel-systemet (totalisator-systemet) vedroerende de hestevaeddeloeb, der afholdes af de hertil autoriserede vaeddeloebsselskaber. PMU har endvidere enerettigheder til at modtage vaeddemaal i udlandet paa vaeddeloeb, der afholdes i Frankrig, og til at modtage vaeddemaal i Frankrig paa vaeddeloeb, der afholdes i udlandet.

3 Pari mutuel international (herefter »PMI«) er et fransk aktieselskab, hvori PMU ejer aktiemajoriteten, og hvis formaal er uden for Frankrig at udnytte fjernsynstransmitterede billeder og nyheder om hestevaeddeloeb i Frankrig. PMU, som vaeddeloebsselskaberne havde overdraget retten til kommerciel udnyttelse af fjernsynsbillederne og lydkommentarerne vedroerende de vaeddeloeb, som de afholder, overdrog ved en kontrakt, der blev indgaaet den 9. januar 1990 med virkning fra den 1. august 1989, denne ret til PMI for Forbundsrepublikken Tysklands og OEstrigs vedkommende.

4 Den 25. august 1989 indgik PMI en aftale med Deutscher Sportverlag Kurt Stoof GmbH & Co. (herefter »DSV«), som er et tysk selskab, hvis virksomhed bestaar i udgivelse af blade om hestevaeddeloeb og navnlig om franske loeb. Ved aftalen gav PMI DSV eneret til at udnytte fjernsynsbilleder og lydkommentarer fra de franske loeb (herefter »fransk lyd og billede«) i Forbundsrepublikken Tyskland, dvs. inden for graenserne, som de bestod foer Tysklands genforening, herunder det tidligere Vestberlin, samt i OEstrig (herefter »licensomraadet«).

5 I september 1989 anmodede Ladbroke DSV om ret til at retransmittere fransk lyd og billede i Belgien. Denne anmodning blev i oktober 1989 afslaaet af DSV med den begrundelse, at DSV ifoelge kontrakten med PMI ikke maatte retransmittere fransk lyd og billede uden for licensomraadet.

6 Efter at der var sket en aendring af de belgiske lovbestemmelser om vaeddemaal indgaaet uden for vaeddeloebsbanerne, saaledes at vaeddeloebsagenturerne kunne holde aabent om eftermiddagen, mens hestevaeddeloebene fandt sted, anmodede Ladbroke ved skrivelse af 18. juni 1990 PMI om naermere oplysninger om de finansielle og tekniske vilkaar for at blive tilsluttet tjenesten »Courses en direct« (»direkte transmission af vaeddeloeb«), der drives af PMI, og igennem hvilken man via satellit direkte kan foelge hestevaeddeloeb, mens de afholdes i Frankrig.

7 Ved skrivelse af 13. juli 1990 svarede PMI, at det ikke kunne imoedekomme denne anmodning, fordi det ikke havde »fri raadighed over rettighederne til billeder fra de franske vaeddeloeb og til de nyheder, der foelger med dem, idet disse indehaves af vaeddeloebsselskaberne og af GIE-PMU«.

8 Den 27. juli 1990 skrev Ladbroke til PMU og til hvert enkelt af vaeddeloebsselskaberne med anmodning om naermere oplysninger om de finansielle og tekniske vilkaar for tilslutning til tjenesten »Courses en direct«.

9 Ved skrivelse af 8. august 1990 svarede PMU Ladbroke som foelger:

»Vi skal meddele Dem, at GIE-PMU i henhold til sin kontrakt med vaeddeloebsselskaberne kun har raadighed over de billeder, der tilhoerer disse, med henblik paa at udsende dem i sine agenturer for modtagelse af vaeddemaal paa loebstidspunktet i Frankrig og, for saa vidt angaar udlandet, alene med henblik paa retransmission af dem i Forbundsrepublikken Tyskland og i OEstrig. Vi har saaledes ikke de rettigheder, som De forudsaetter i Deres anmodning. Vaeddeloebsselskaberne, som er medlemmer af sammenslutningen, har i oevrigt underrettet os om, at De i en skrivelse af samme dato og af samme indhold individuelt har anmodet dem om at meddele Dem deres vilkaar for at levere deres tjenesteydelse. Selskaberne har anmodet os om - i vores egenskab af erhvervsdrivende sammenslutning af selskaberne - at meddele Dem, i deres navn og for deres regning, at de ikke har til hensigt at give tilladelse til erhvervsmaessig udnyttelse af deres ophavsrettigheder i Belgien.«

10 Den 9. oktober 1990 indgav Ladbroke en klage til Kommissionen i medfoer af artikel 3, stk. 2, litra b), i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«), hvori selskabet anmodede Kommissionen om at bringe en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85 og/eller artikel 86 til ophoer, som blev begaaet af de foerende franske vaeddeloebsselskaber og af PMU, PMI og DSV. Selskabet anmodede endvidere Kommissionen om at traeffe foreloebige forholdsregler.

11 Ladbroke klagede over det direkte afslag fra vaeddeloebsselskaberne og fra PMU og PMI og det indirekte afslag fra DSV paa at levere selskabet fransk lyd og billede til sine vaeddeloebsagenturer i Belgien, men understregede, at for saa vidt som DSV's adfaerd blot bestod i at anvende nogle kontraktmaessige begraensninger, der var blevet paalagt det af de andre parter, som klagen vedroerte, tilsigtedes det ikke med klagen at paalaegge DSV noget ansvar med hensyn til traktatens artikel 85 og 86 og forordning nr. 17.

12 Ifoelge Ladbroke var det relevante produktmarked, hvor de paaklagede overtraedelser skulle undersoeges, markedet for transmission af fransk lyd og billede. For saa vidt angik det relevante geografiske marked gjorde Ladbroke gaeldende, at der var tale om et marked af faellesskabsomfang eller i hvert fald et marked, der bestod af Frankrig, Tyskland og Belgien.

13 Hvad for det foerste angik den paastaaede overtraedelse af artikel 86 gjorde Ladbroke gaeldende, at de foerende vaeddeloebsselskaber enten alene eller sammen med PMU/PMI indtog en kollektivt dominerende stilling med hensyn til transmission af fransk lyd og billede inden for faellesmarkedet og i hver medlemsstat. Deres direkte afslag paa at forsyne Ladbroke med fransk lyd og billede udgjorde et misbrug af en kollektivt dominerende stilling, der var uden saglig begrundelse, fordi i) det var teknisk muligt for PMU og PMI at levere lyd- og billedmaterialet til Ladbroke mod betaling af en rimelig afgift, ii) PMU og PMI var villige til at levere lyd og billede til Ladbroke's konkurrenter i Belgien, nemlig Pari mutuel unifié belge, Tiercé franco-belge og selskabet Dumoulin, iii) de foerende vaeddeloebsselskaber allerede havde givet tilladelse til transmission af fransk lyd og billede i Frankrig og i Tyskland, iv) afslaget paa at levere lyd og billede til Ladbroke var til hinder for indfoerelsen af et nyt produkt, hvilket var til skade for de belgiske vaeddeloebsagenturer og deres kunder, og v) vaeddeloebsselskaberne, i det omfang de var indehavere af rettigheder vedroerende fransk lyd og billede, ikke var berettiget til at bruge dem paa en maade, der udgjorde et misbrug. For saa vidt angik punkt iv) og v) henviste sagsoegeren til stoette for sine argumenter til Kommissionens beslutning 89/205/EOEF af 21. december 1988 om en procedure i henhold til traktatens artikel 86 (IV/31.851, Magill TV Guide/ITP, BBC og RTE) (EFT 1989 L 78, s. 43, herefter »beslutning 89/205« eller »Magill-beslutningen«).

14 For saa vidt angik DSV's indirekte afslag paa at transmittere fransk lyd og billede til Ladbroke paa grund af de begraensninger, som DSV ved kontrakt var blevet paalagt i denne henseende af PMU og/eller PMI og/eller af vaeddeloebsselskaberne, udgjorde ogsaa dette et misbrug af en dominerende stilling, der var uden enhver saglig begrundelse.

15 Hvad for det andet angik den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, anfoerte Ladbroke i klagen, at den forpligtelse, som PMU/PMI havde paalagt DSV til i de aftaler, som det indgik med de tyske bookmakere, at forbyde retransmission af fransk lyd og billede uden for licensomraadet, udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

16 Efter at klagen var indgivet, sendte Kommissionen en begaering til PMU og PMI om oplysninger i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17. En udgave af svarene fra PMU og PMI paa denne begaering, hvori fortrolige oplysninger var fjernet, blev derefter fremsendt til klageren.

17 Ved skrivelse af 19. marts 1991 meddelte Ladbroke Kommissionen, at PMU, som det fremgik af PMU's svar paa den naevnte begaering, havde til hensigt at udnytte fransk lyd og billede i Belgien i samarbejde med tredjemaend, men ikke med Ladbroke. Foelgelig anmodede Ladbroke Kommissionen om at fortsaette undersoegelsen af de misbrug, som Ladbroke havde klaget over, eller i modsat fald at sende selskabet en underretning i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter »forordning nr. 99/63«) med henblik paa at meddele Ladbroke begrundelsen for, at der ikke var grundlag for at tage dets klage til foelge.

18 Ved skrivelse af 26. juni 1992 opfordrede Ladbroke under henvisning til traktatens artikel 175, stk. 2, Kommissionen til at traeffe en afgoerelse om selskabets klage.

19 Ved staevning indleveret den 12. oktober 1992 indbragte Ladbroke i medfoer af traktatens artikel 175, stk. 3, et passivitetssoegsmaal for Retten, hvorunder selskabet paastod fastslaaet, at Kommissionen i strid med traktaten havde undladt at traeffe en endelig afgoerelse efter indgivelsen af selskabets klage. Denne sag blev registreret som sag T-86/92.

20 Ved skrivelse af 11. november 1992, der blev fremsendt i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, meddelte Kommissionen Ladbroke, at den ikke agtede at tage selskabets klage til foelge.

21 Ifoelge denne skrivelse var det relevante produktmarked, der skulle tages i betragtning med henblik paa anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86, i den konkrete sag markedet for transmission af lyd og billede fra hestevaeddeloeb i almindelighed. For saa vidt angik markedets geografiske udstraekning var det Kommissionens opfattelse, at dette alene omfattede Belgien.

22 Med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 86 fandt Kommissionen, at Ladbroke ikke havde godtgjort, at vaeddeloebsselskaberne indtog en kollektivt dominerende stilling, saaledes som dette begreb var fastlagt i Rettens dom af 10. marts 1992 i de forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, SIV m.fl. mod Kommissionen, den saakaldte »planglas-dom« (Sml. II, s. 1403). Kommissionen understregede endvidere, at der ikke var lighedspunkter mellem den konkrete sag og Rettens dom af 10. juli 1991 i sag T-69/89, RTE mod Kommissionen (Sml. II, s. 485, herefter »Magill-dommen«), der blev afsagt i en sag om annullation af beslutning 89/205 (herefter »Magill-sagen«). Ifoelge Kommissionen indtog Ladbroke nemlig allerede en dominerende stilling paa det marked, hvor forbrugerne fik tilbudt fransk lyd og billede, dvs. markedet for indgaaelse af vaeddemaal paa hestevaeddeloeb, hvorimod vaeddeloebsselskaberne ikke var paa dette marked overhovedet. Endvidere var den afgoerende faktor i Magill-sagen den omstaendighed, at fjernsynsselskabernes misbrug bestod i at hindre markedsfoering af et nyt produkt til skade for forbrugerne, hvorimod udsendelsen af lyd og billede fra hestevaeddeloeb i den konkrete sag ikke udgjorde en tjenesteydelse, der reelt var forskellig fra den, der allerede blev tilbudt spillerne, nemlig tjenesteydelsen vedroerende indgaaelse af vaeddemaal.

23 Med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, fandt Kommissionen, at det forbud, som de foerende vaeddeloebsselskaber havde paalagt DSV mod at retransmittere fransk lyd og billede uden for licensomraadet, paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin var en del af licensgiverens rettigheder, og at det foelgelig ikke var omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1.

24 Ved skrivelse af 13. januar 1993 fremsatte Ladbroke sine bemaerkninger som svar paa Kommissionens skrivelse af 11. november 1992. Ladbroke gjorde gaeldende, at vaeddeloebsselskabernes direkte afslag paa at give selskabet licens paa transmission af lyd og billede fra deres vaeddeloeb, saavel som det indirekte afslag, som de havde givet via DSV, fulgte af en aftale og/eller en samordnet praksis mellem vaeddeloebsselskaberne og/eller en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, der var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

25 Ved kendelse af 19. marts 1993 bestemte formanden for Anden Afdeling efter anmodning fra Ladbroke, at det passivitetssoegsmaal, der var anlagt som sag T-86/92, skulle slettes af registeret paa grund af fremsendelsen af Kommissionens skrivelse af 11. november 1992 (jf. ovenfor, praemis 19 og 20).

26 Ved beslutning indeholdt i skrivelse af 24. juni 1993 - hvori kun Ladbroke's hovedargumenter som fremfoert i bemaerkningerne af 13. januar 1993 blev behandlet - afviste Kommissionen endeligt Ladbroke's klage under henvisning til den begrundelse, der anfoertes i beslutningen, og til de grunde, der var anfoert i dens skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 (»For the reasons set out in its letter of 11 November 1992 ... there are insufficient grounds for granting your application for a finding of infringements. The comments you submitted on 13 January 1993 do not contain any new points of fact or law which could alter the views taken and conclusions reached by the Commission in its letter of 11 November 1992. This letter therefore does not repeat what was said in that letter but deals only with the main arguments contained in your comments.«) (»Af de i skrivelsen af 11. november 1992 anfoerte grunde ... er der ikke grundlag for at tage Deres begaering om at fastslaa en overtraedelse til foelge. De bemaerkninger, De fremsatte den 13. januar 1993, indeholder ingen nye faktiske eller retlige omstaendigheder, som kan aendre de synspunkter og konklusioner, som Kommissionen har anfoert i sin skrivelse af 11. november 1992. I naervaerende skrivelse gentages derfor ikke, hvad der anfoertes i den naevnte skrivelse, men behandles kun hovedargumenterne i Deres bemaerkninger.«)

27 For saa vidt angik definitionen af det relevante produktmarked, der blev defineret som markedet for lyd og billede i almindelighed og ikke markedet for fransk lyd og billede, anfoerte Kommissionen i beslutningen, at de sidstnaevnte kunne erstatte lyd og billede fra andre vaeddeloeb, for selv om det forholdt sig saaledes, som det fremgik af undersoegelsen af hovedmarkedet for vaeddemaal i Tyskland, at 40% af de af bookmakerne modtagne vaeddemaal vedroerte tyske vaeddeloeb, 40% franske vaeddeloeb og 20% britiske vaeddeloeb, havde 67% af bookmakerne valgt at modtage fransk lyd og billede, 23% britisk lyd og billede og 10% lyd og billede fra baade franske vaeddeloeb og britiske vaeddeloeb. Kommissionen afviste endvidere et anbringende fra Ladbroke om, at Kommissionen selv havde anerkendt, at det relevante produktmarked var markedet for fransk lyd og billede, da den i en tidligere beslutning om foreloebige forholdsregler - nemlig Kommissionens beslutning 92/35/EOEF af 11. juni 1991 om anmodning til den franske regering om at suspendere den stoette, som regeringen har ydet PMU og gennemfoert i strid med traktatens artikel 93, stk. 3 (EFT L 14, s. 35, herefter »PMU-beslutningen«) - havde henvist til en dom afsagt den 21. december 1990 af Landgericht Saarbruecken i sagen Buchmacher Herbert Hellmund mod Deutscher Sportverlag Kurt Stoof GmbH & Co. KG (bilag 9 til staevningen) (herefter »sagen Hellmund mod Deutscher Sportverlag«).

28 Kommissionen understregede, at definitionen af det relevante geografiske marked ikke kunne afhaenge af kriteriet om, hvorvidt det var teknisk muligt at retransmittere fransk lyd og billede inden for hele Faellesskabet, men maatte bero paa en raekke andre faktorer, saasom spillernes vaner, de tilbudte vaeddemaals art (totalisatorspil, bookmaking) og de lande, hvor vaeddeloebene finder sted, dvs. af udbuds- og efterspoergselsstrukturen, som er bestemt af markederne for selve vaeddemaalene og af forskellene mellem de nationale lovgivninger paa omraadet.

29 Hvad saerligt angik de belgiske og tyske forbrugeres vaner bemaerkede Kommissionen, at selv om lyd og billede fra britiske loeb blev udsendt paa det tyske og det belgiske marked, vedroerte mindre end 10% af vaeddemaalene i Tyskland disse loeb, mens 90% af samtlige vaeddemaal vedroerte de tyske loeb, hvorfra der kun blev sendt kommentarer og ikke billeder. Paa det belgiske marked angik kun 31,5% af vaeddemaalene de belgiske vaeddeloeb, mens resten blev taget paa udenlandske loeb, nemlig 65% paa de franske loeb og 5% paa de britiske loeb.

30 Under henvisning til disse forskelle, der goer sig gaeldende i de belgiske og tyske spilleres adfaerd i forbindelse med vaeddemaal - dvs. for de markedsdeltagere, som udbuddet retter sig til paa markedet for vaeddemaal og paa markedet for retransmission af lyd og billede fra vaeddeloebene - konkluderede Kommissionen, at markedet for lyd og billede fra hestevaeddeloeb var opdelt i nationale markeder.

31 For saa vidt angik overtraedelsen af traktatens artikel 86 og den haevdede kollektivt dominerende stilling afviste Kommissionen Ladbroke's argument om, at kontrakten af 9. januar 1990 mellem vaeddeloebsselskaberne og PMU (jf. ovenfor, praemis 3) havde skabt oekonomiske baand mellem dem og gav dem en kollektivt dominerende stilling i planglas-dommens forstand. Kommissionen understregede for det foerste, at PMU's ret til at forvalte vaeddeloebsselskabernes rettigheder med hensyn til afholdelsen af deres loeb ikke fulgte af den naevnte kontrakt, som i oevrigt ikke tillagde PMU nogen eneret, men af den franske lovgivning om afholdelse af vaeddemaal efter totalisatorsystemet uden for vaeddeloebsbanerne. Den understregede for det andet, at selv om den paagaeldende lovgivning havde tillagt PMU eneret til at organisere vaeddemaal uden for vaeddeloebsbanerne, var vaeddeloebsselskaberne fortsat indehavere af de intellektuelle ejendomsrettigheder til de loeb, som de afholdt, hvilket fremgik af bestemmelserne i den naevnte kontrakt og navnlig af dens artikel 2 og artikel 4, foerste og andet afsnit. Endelig anfoerte Kommissionen, at den omstaendighed, at vaeddeloebsselskaberne alle havde besvaret en anmodning om oplysninger fra Kommissionen ved hjaelp af en enkelt skrivelse, der blev afsendt i deres navn af PMU, ikke kunne udgoere et bevis paa, at vaeddeloebsselskaberne havde opgivet at handle uafhaengigt paa det relevante marked.

32 Med hensyn til, om der forelaa et misbrug, anfoerte Kommissionen, at eftersom der i den foreliggende sag var tale om nationale geografiske markeder, kunne den adfaerd, som vaeddeloebsselskaberne blev kritiseret for, ikke bedoemmes ud fra deres politik vedroerende meddelelse af licenser paa de forskellige geografiske markeder, og at disse selskaber ved at afslaa at meddele Ladbroke de oenskede licenser for det belgiske marked ikke havde udsat Ladbroke for forskelsbehandling i forhold til andre erhvervsdrivende.

33 Kommissionen fandt endvidere ikke, at Ladbroke, som det var tilfaeldet i selskabets bemaerkninger til den skrivelse, der blev sendt i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, kunne paaberaabe sig Kommissionens beslutning 88/589/EOEF af 4. november 1988 om en procedure i henhold til traktatens artikel 86 (IV/32.318, London European - Sabena (EFT L 317, s. 47, herefter »London European/Sabena-beslutningen«)), hvorefter Sabena havde overtraadt traktatens artikel 86 paa grund af en adfaerd, som tog sigte paa at faa London European til at afstaa fra at etablere sig paa ruten Bruxelles-Luton ved at naegte det adgang til edb-systemet for pladsreservation paa fly i Belgien. Kommissionen anfoerte, at til forskel fra den sag, som blev omhandlet i London European/Sabena-beslutningen, var i den konkrete sag hverken vaeddeloebsselskaberne eller PMU til stede paa det relevante marked, nemlig det belgiske marked for transmission af hestevaeddeloeb i almindelighed. Det samme gjaldt med hensyn til Domstolens dom af 6. marts 1974 i de forenede sager 6/73 og 7/73, ICI og Commercial Solvents mod Kommissionen (Sml.223) og af 3. oktober 1985 i sag 311/84, CBEM (Sml.3261), som sagsoegeren ogsaa havde henvist til i sine bemaerkninger.

34 Hvad endelig angik spoergsmaalet om, hvorvidt traktatens artikel 85, stk. 1, var overtraadt, understregede Kommissionen, at baade det forbud, som vaeddeloebsselskaberne havde paalagt DSV mod at retransmittere fransk lyd og billede uden for licensomraadet, og deres afslag paa at meddele Ladbroke licens paa fransk lyd og billede, var omfattet af deres intellektuelle ejendomsrettigheder, som beskyttet i faellesskabsretten, hvorfor de ikke udgjorde en overtraedelse af den naevnte artikel i traktaten.

35 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 31. august 1993 har Ladbroke anlagt denne sag.

36 Den 11. januar 1994 har Société d'encouragement et des steeple-chases de France, Société d'encouragement à l'élevage du cheval français, Société sportive d'encouragement, Société de sport de France, Société des courses de la Côte d'Azur, Société des courses du pays d'Auge, Société des courses de Compiègne, Société des courses de Dieppe, Société des courses de Fontainebleau, PMU og PMI (herefter »intervenienterne«) anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for Kommissionens paastande.

37 Ved kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 8. juni 1994 blev begaeringen om intervention taget til foelge. Den 19. juli 1994 indgav intervenienterne et skriftligt indlaeg, som Kommissionen fremsatte bemaerkninger til den 13. september 1994 og sagsoegeren den 14. oktober 1994.

38 Ved Rettens beslutning af 19. september 1995 blev den refererende dommer knyttet til den nye Anden Udvidede Afdeling, som sagen foelgelig blev henvist til. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har anmodet parterne om at besvare visse skriftlige spoergsmaal. Parterne har efterkommet Rettens anmodning inden for de fastsatte frister.

39 I retsmoedet den 8. maj 1996 afgav parterne mundtlige indlaeg og besvarede de mundtlige spoergsmaal, der blev stillet af Retten, som var sammensat af afdelingsformanden, H. Kirschner, og dommerne B. Vesterdorf, C.W. Bellamy, A. Kalogeropoulos og A. Potocki.

40 Efter at dommer H. Kirschner var afgaaet ved doeden den 6. februar 1997 har raadslagningen og afstemningen vedroerende dommen i overensstemmelse med procesreglementets artikel 32, stk. 1, fundet sted med deltagelse af de tre dommere, der har underskrevet dommen.

Parternes paastande

41 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionens beslutning af 24. juni 1993 annulleres.

- Det paalaegges Kommissionen straks at genoptage behandlingen af den belgiske klagesag (IV/33.699) i medfoer af traktatens artikel 176.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

42 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

43 Intervenienterne har nedlagt foelgende paastande:

- Sagsoegerens paastande tages ikke til foelge, og sagsoegte frifindes.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale intervenienternes omkostninger.

Paastanden om, at der rettes et paabud til Kommissionen

44 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Retten paalaegger Kommissionen straks at genoptage behandlingen af klagen i medfoer af EF-traktatens artikel 176.

45 Efter fast retspraksis kan Retten imidlertid hverken rette paabud til institutionerne eller traeffe afgoerelser paa disses vegne (jf. Rettens dom af 11.7.1991, sag T-19/90, Von Hoessle mod Revisionsretten, Sml. II, s. 615, praemis 30) i forbindelse med den legalitetskontrol, den foretager. Det paahviler det paagaeldende forvaltningsorgan at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssoegsmaal (jf. Domstolens dom af 24.6.1986, sag 53/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml.1965, praemis 23, og Rettens dom af 13.12.1995, sag T-109/94, Windpark Groothusen mod Kommissionen, Sml. II, s. 3007, praemis 61).

46 Sagsoegerens paastand om, at der rettes et paabud til Kommissionen, maa foelgelig afvises.

Annullationspaastanden

47 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at Kommissionen ikke kan henvise til argumenterne i den skrivelse, som den fremsendte i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, eftersom den ikke har gentaget dem i den anfaegtede beslutning. Sagsoegeren har dernaest fremfoert to anbringender vedroerende urigtig anvendelse af henholdsvis traktatens artikel 86 og 85.

1. Kommissionens mulighed for at begrunde beslutningen om afvisning af klagen med henvisning til den skrivelse, som den fremsendte i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63

Sammenfatning af parternes argumentation

48 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke gyldigt kunne begrunde den anfaegtede beslutning ved - uden udtrykkeligt at gentage dem - at henvise til argumenterne i sin skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Efter sagsoegerens opfattelse maa det paa dette punkt forholde sig paa samme maade som for beslutninger, hvorved der fastslaas en overtraedelse af artikel 85, stk. 1, og som vedtages efter en meddelelse af klagepunkter og de herpaa afgivne svar, og som indeholder samtlige indvendinger og bemaerkninger fra de beroerte virksomheder. Det foelger af grundlaeggende forvaltningsretlige principper, at Kommissionen ikke i sine beslutninger kan noejes med ganske enkelt at henvise til den anfoerte begrundelse i en forberedende akt, som f.eks. en meddelelse af klagepunkter eller en skrivelse afsendt i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Et saadant forbud tjener til at skabe grundlag for en kontrol af, at beslutningens adressat er blevet »hoert« som foreskrevet i forordning nr. 17 og nr. 99/63, dvs. at den paagaeldendes argumenter faktisk er taget i betragtning af Kommissionen.

49 Sagsoegeren har anfoert, at det efter en gennemlaesning af selskabets bemaerkninger til den skrivelse, der blev fremsendt i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, ikke kan haevdes, at der i de naevnte bemaerkninger intet tilfoejes til det, som allerede var blevet anfoert i selskabets klage.

50 Kommissionen har anfoert, at muligheden for at begrunde en beslutning om afvisning af en klage med henvisning til en skrivelse, der er fremsendt i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, foelger af den funktion, som en saadan skrivelse har i forbindelse med behandlingen af klager. Kommissionen har i den forbindelse fremhaevet, at efter at en klager har indgivet nye bemaerkninger i forbindelse med skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, kan den enten afvise klagen under angivelse af den begrundelse, der er anfoert i denne skrivelse, eller anfoere denne begrundelse og tillige behandle klagerens nye argumenter eller endelig ord for ord gentage den argumentation, som den har fremfoert i sin skrivelse, med eller uden droeftelse af klagerens nye argumenter. Kommissionen har anfoert, at uanset hvad den vaelger, kan klageren ikke haevde, at han ikke kender begrundelsen for afvisningen af hans klage, og kraeve, at den judicielle legalitetsproevelse alene vedroerer den begrundelse, der anfoeres i den endelige beslutning.

51 Kommissionen har tilfoejet, at Ladbroke under alle omstaendigheder ikke har fremfoert nye faktiske eller retlige omstaendigheder i sine bemaerkninger til skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63.

Rettens bemaerkninger

52 Afgoerelsen af, om en faellesskabsretsakt opfylder begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 190, afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (dom af 11.1.1973, sag 13/72, Nederlandene mod Kommissionen, Sml.27, praemis 11). Saafremt en person har vaeret naert inddraget i forarbejdet til den anfaegtede beslutning og saaledes kender grundene til, at administrationen ikke har fundet at kunne imoedekomme hans anmodning, er begrundelsespligtens omfang saaledes bestemt af den situation, som dermed er skabt ved en saadan medvirken (Domstolens dom af 14.1.1981, sag 819/79, Tyskland mod Kommissionen, Sml.21, praemis 19, 20 og 21, og af 14.11.1989, sag 14/88, Italien mod Kommissionen, Sml.3677, praemis 11). I denne situation er kravene efter retspraksis paa omraadet meget lempeligere (dom af 11.12.1980, sag 1252/79, Lucchini mod Kommissionen, Sml.3753, praemis 14, og af 28.10.1981, forenede sager 275/80 og 24/81, Krupp mod Kommissionen, Sml.2489, praemis 10-13).

53 Hvad saerligt angaar konkurrenceretten - et omraade, hvor det spiller en afgoerende rolle, at de personer medvirker, som beroeres af de procedurer, der afsluttes med vedtagelsen af en af de i forordning nr. 17 omhandlede beslutninger - boer Faellesskabets retsinstanser inddrage samtlige de faktiske og retlige omstaendigheder, der var indeholdt i anmodningen eller bemaerkningerne fra klageren, og som Kommissionen har taget i betragtning ved beslutningen om at henlaegge behandlingen af en klage (Domstolens dom af 28.3.1985, sag 298/83, CICCE mod Kommissionen, Sml.1105, praemis 19). Under en sag til proevelse af en saadan beslutning boer Faellesskabets retsinstanser foelgelig ogsaa tage hensyn til samtlige de faktiske og retlige omstaendigheder, som Kommissionen har gjort klageren bekendt med som svar paa hans klage (jf. herom Rettens dom af 24.1.1995, sag T-114/92, BEMIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 147, praemis 45).

54 I den foreliggende sag var Kommissionen herefter berettiget til at afvise sagsoegerens klage af de grunde, der dels var anfoert i skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, dels i den anfaegtede beslutning, idet den angav, at den i beslutningen kun behandlede de af sagsoegerens argumenter, som noedvendiggjorde et supplerende svar fra Kommissionen (jf. ovenfor, praemis 26).

55 I den anfaegtede beslutning henvises der til skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, og beslutningen angiver saaledes tilstraekkeligt klart grundene til, at klagen blev afvist, og sagsoegeren kan dermed goere sine rettigheder gaeldende for Faellesskabets retsinstanser, og disse kan foretage deres proevelse af beslutningens lovlighed (Domstolens dom af 17.1.1995, sag C-360/92 P, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. I, s. 23, praemis 39, og Rettens dom af 12.1.1995, sag T-85/94, Branco mod Kommissionen, Sml. II, s. 45, praemis 32, samt ovennaevnte dom i sagen BEMIM mod Kommissionen, praemis 41).

56 Det foelger af det anfoerte, at anbringendet ikke kan tages til foelge, men maa forkastes.

2. Anbringendet om urigtig anvendelse af traktatens artikel 86

57 Dette anbringende omfatter fire led. I de to foerste led goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen har givet en forkert definition af henholdsvis det relevante produktmarked og det relevante geografiske marked. I det tredje led anfoerer sagsoegeren, at vaeddeloebsselskaberne i modsaetning til, hvad der anfoeres i den anfaegtede beslutning, indtager en kollektivt dominerende stilling. I det fjerde led goer sagsoegeren gaeldende, at vaeddeloebsselskabernes direkte afslag og det indirekte afslag fra deres »partnere« udgoer et misbrug af en kollektivt dominerende stilling i traktatens artikel 86's forstand.

Foerste led: definitionen af det relevante produktmarked

Sammenfatning af parternes argumentation

58 Sagsoegeren goer gaeldende, at beslutningen er behaeftet med en mangel, fordi Kommissionen ikke forklarer, hvad der er det relevante produktmarked, og ikke anfoerer nogen begrundelse, som goer det muligt at forstaa, hvorfor den har forkastet den definition af markedet, der foreslaas i klagen, nemlig markedet for fransk lyd og billede.

59 Det er for det foerste umuligt at forstaa betydningen af andet afsnit i 8. betragtning til den anfaegtede beslutning, hvor Kommissionen, for at godtgoere, at det relevante produktmarked er markedet for lyd og billede i almindelighed, anfoerer, at de franske og de britiske vaeddeloeb ud fra spillernes synspunkt konkurrerer, hvilket fremgaar af, at selv om 40% af de vaeddemaal, der indgaas af de tyske bookmakere paa det tyske marked, vedroerer de tyske loeb, 40% de franske loeb og 20% de britiske loeb, har 67% af bookmakerne valgt at modtage fransk lyd og billede, 23% britisk lyd og billede og 10% dem begge.

60 Den omstaendighed, at der i Frankrig, i Tyskland og i Belgien findes forskellige markeder for vaeddemaal, boer ikke beroere definitionen af markedet for lyd og billede, som er et helt forskelligt marked. Det forhold, at de forskellige vaeddeloeb eventuelt er substituerbare paa markedet for vaeddemaal, betyder ikke, at transmissionerne fra de forskellige vaeddeloeb ogsaa er substituerbare paa markedet for lyd og billede. Hverken bookmakeren, der oensker at foroege sin omsaetning vedroerende de franske loeb, eller spilleren, der indgaar vaeddemaal paa disse loeb, har nemlig nogen interesse i at modtage lyd og billede fra andre vaeddeloeb. Naar Kommissionen i den anfaegtede beslutning henviser til de saerlige kendetegn ved markederne for vaeddemaal i de forskellige lande, har den inddraget et irrelevant forhold, som har gjort definitionen af det relevante produktmarked uklar.

61 Den anfaegtede beslutnings fejl og mangler med hensyn til definitionen af det relevante produktmarked er saa meget mere uforstaaelige, som Kommissionen i PMU-beslutningen (jf. ovenfor, praemis 27) henviste til Landgericht Saarbrueckens dom i sagen Hellmund mod Deutscher Sportverlag, hvori det blev antaget, at der i Tyskland findes et saerskilt marked for fransk lyd og billede. Saafremt Kommissionen i den foreliggende sag ville tage afstand fra, hvad den selv havde anfoert vedroerende denne dom, skulle den derfor have givet en detaljeret og fuldstaendig begrundelse i den anfaegtede beslutning. Sagsoegeren har anfoert, at anbringendet om, at Kommissionen ikke var bundet af den tyske domstols konstateringer vedroerende det relevante produktmarked, ikke alene vanskeligt kan forenes med de konstateringer i modsat retning, der findes i PMU-afgoerelsen, men ogsaa med de principper om et »varigt og loyalt samarbejde«, som gaelder i forholdet mellem Kommissionen og de nationale domstole.

62 Kommissionen har anfoert, at den anfaegtede beslutning er tilstraekkeligt begrundet, da den omfatter en definition af det relevante produktmarked ifoelge redegoerelsen i skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, som sagsoegeren af de allerede anfoerte grunde ikke kunne vaere uvidende om (jf. ovenfor, praemis 50 og 51).

63 Den har endvidere anfoert, at de argumenter, hvormed sagsoegeren anfaegter selve definitionen af produktmarkedet, er uden grundlag.

64 Den har i denne henseende forklaret, at grunden til, at den definerede det relevante marked, ikke som markedet for vaeddemaal paa vaeddeloeb, men markedet for retransmission af lyd og billede fra hestevaeddeloeb i almindelighed, er, at koeberne af lyd og billede paa »retransmissionsmarkedet« for vaeddeloeb er bookmakerne, mens kunderne paa »vaeddemaalsmarkedet« er de endelige forbrugere, dvs. spillerne.

65 Kommissionen finder endvidere ikke, at man abstrakt og uden at tage hensyn til de faktiske omstaendigheder, der er forskellige fra det ene land til det andet, kan besvare spoergsmaalet, om markedet for retransmission af lyd og billede fra franske hestevaeddeloeb skal defineres som et andet marked end markedet for retransmission af lyd og billede fra andre vaeddeloeb og navnlig fra britiske vaeddeloeb. Med henblik paa at undersoege, hvilken grad af substituerbarhed, der er mellem retransmission af fransk lyd og billede og retransmission af lyd og billede fra andre vaeddeloeb, maatte den paa grundlag af talmateriale have foretaget en indgaaende undersoegelse af den virkning, som det kan have paa spillernes valg, at transmissionen fra hestevaeddeloebene sker paa forskellige tidspunkter og forskellige dage. Da der paa tidspunktet for sagens faktisk omstaendigheder ikke fandt nogen retransmission sted af fransk lyd og billede i Belgien, ville en saadan undersoegelse have vaeret umulig, og det relevante marked maatte herefter ifoelge Kommissionen defineres som markedet for retransmission af lyd og billede fra hestevaeddeloeb i almindelighed.

66 Kommissionen er uenig i sagsoegerens opfattelse af, at fransk lyd og billede og lyd og billede fra andre vaeddeloeb ikke er substituerbare, fordi spilleren har behov for at se billeder fra de vaeddeloeb, som han spiller paa. Det er ganske vist rigtigt, at valget af vaeddemaal, som indgaas paa de forskellige vaeddeloeb, f.eks. britiske eller franske, ikke er uden forbindelse med spillernes praeferencer og kendskab til hestesport, men det staar alligevel fast, at disse vaeddeloeb i spillernes oejne konkurrerer om de vaeddemaal, der indgaas paa dem. Det samme gaelder med hensyn til bookmakernes valg af lyd og billede fra de forskellige loeb, der transmitteres, idet disse maa betragtes som konkurrerende produkter i det omfang, hvor bookmakernes valg ikke udelukkende afhaenger af antallet af vaeddemaal, der indgaas paa de forskellige loeb, men ogsaa af andre faktorer, som f.eks. vilkaarene i licensaftalerne og/eller tilstedevaerelsen af andre vaeddeloebsagenturer, der tilbyder anden lyd og billede. Rigtigheden af denne opfattelse fremgaar af de oplysninger, der er tilvejebragt i forbindelse med behandlingen af en anden klage fra sagsoegeren vedroerende det tyske marked for vaeddemaal (klage IV/33.375, bilag 8 til staevningen, herefter »den tyske klagesag«), hvor flere vaeddeloeb bliver retransmitteret. Selv om 40% af vaeddemaalene, der indgaas paa dette marked med tyske bookmakere, vedroerer de franske loeb, 40% de tyske loeb og 20% de britiske loeb, har 67% af bookmakerne nemlig valgt at modtage fransk lyd og billede, mens 23% har valgt retransmission af britiske loeb, og 10% har valgt begge systemer.

67 Hvad endelig angaar henvisningen i PMU-beslutningen til Landgericht Saarbrueckens dom af 21. december 1990, jf. ovenfor, har Kommissionen understreget, at den med denne henvisning paa ingen maade tiltraadte den tyske rets udtalelser vedroerende tilstedevaerelsen af et saerskilt marked for fransk lyd og billede, men blot ville paavise, dels at Ladbroke udoevede forretningsvirksomhed i Tyskland, dels at retransmission af lyd og billede fra vaeddeloeb i et land udoever en vaesentlig indflydelse paa valget af vaeddemaal, der indgaas paa loebene.

68 Sagsoegeren har i replikken heroverfor anfoert, at den omstaendighed, at et produkt aldrig er blevet solgt paa et bestemt marked, og at der ikke foreligger statistiske oplysninger om det relevante produkt, ikke boer vaere til hinder for at undersoege, om der foreligger et misbrug af en dominerende stilling. Sagsoegeren har anfoert, at saavel Kommissionen som Domstolen tidligere har defineret det relevante produktmarked, uden at der var behov for en detaljeret statistisk undersoegelse (Kommissionens beslutning 92/521/EOEF af 27.10.1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.384 og 33.378 - Salg af pakkerejser i forbindelse med verdensmesterskabet i fodbold i 1990, EFT L 326, s. 31); Magill-beslutningen, Domstolens dom af 13.11.1975, sag 26/75, General Motors mod Kommissionen, Sml.1367, og af 11.11.1986, sag 226/84, British Leyland mod Kommissionen, Sml.3263).

69 Intervenienterne har tilsluttet sig Kommissionens argumenter. Rigtigheden af dennes analyse med hensyn til definitionen af det relevante produktmarked fremgaar i oevrigt af foelgende betragtninger. For det foerste er muligheden for at foelge en fjernsynsudsendelse fra et vaeddeloeb uden forbindelse med muligheden for at indgaa vaeddemaal, foer loebet begynder. For det andet er spillernes interesse for billedtransmission paa de steder, hvor de indgaar deres vaeddemaal, faktisk bestemt af, hvor megen viden og erfaring de har paa omraadet. Intervenienterne sondrer mellem personer, der spiller af og til, og regelmaessige spillere, og bemaerker i den forbindelse, at de foerste, som fra tid til anden indfinder sig paa et agentur, indgaar vaeddemaal vedroerende de udbudte loeb uden at foretraekke den ene type loeb frem for den anden og foelgelig uden at foretraekke billeder fra det ene eller det andet loeb. De regelmaessige spillere indgaar derimod deres vaeddemaal ud fra deres grundige kendskab til hestesporten og isaer til jockeyernes og hestenes form og praestationer, uden at de tillaegger det betydning, hvor vaeddeloebet finder sted, eller om det eventuelt retransmitteres.

70 Med hensyn til spoergsmaalet, om transmissioner fra de forskellige hestevaeddeloeb er substituerbare som foelge af, at der er substituerbarhed mellem de vaeddemaal, der indgaas paa loebene, har intervenienterne anfoert, at sagsoegeren i staevningen af 28. august 1993 har anfoert, at de tyske vaeddeloeb stod for 40% af vaeddemaalene i Tyskland, de franske loeb for 30% og de britiske loeb for 30%, mens sagsoegeren i klagen i den tyske klagesag, som blev indgivet i november 1989, og hvori sagsoegeren klagede over, at PMU havde afslaaet at levere fransk lyd og billede til brug for agenturerne i Tyskland, anfoerte, at de franske loeb stod for ca. 40% af vaeddemaalene paa vaeddeloebene. Dette viser, at selv om de franske loeb udsendes i Tyskland, var markedsandelen for vaeddemaalene paa de franske loeb faldet med ca. 25% paa tre aar. Intervenienterne har tilfoejet, at det paa samme maade anfoeres i den anfaegtede beslutning, at markedsandelen for de britiske loeb i Tyskland var 20%, mens denne andel ifoelge de tal, som sagsoegeren har anfoert i staevningen, i dag er steget til 30%. Intervenienterne finder paa dette grundlag, at disse tal baade viser, at markedet for lyd og billede hele tiden aendrer sig, og at de forskellige udsendelser fra vaeddeloebene er indbyrdes substituerbare.

71 Intervenienterne har endelig anfoert, at den manglende forbindelse mellem udsendelse af lyd og billede fra vaeddeloeb og modtagelse af vaeddemaal paa disse skyldes foelgende forhold: i) Adgangen til at indgaa vaeddemaal er uafhaengig af, om der stilles billeder til raadighed, ii) deltagerne paa markedet for vaeddemaal (vaeddeloebsagenturer og spillere) og paa markedet for retransmission af billeder (vaeddeloebsagenturer og producenter af billeder) er forskellige, iii) spillernes valg bestemmes ikke af, om der er lyd og billede til raadighed, men af stoerrelsen af indsatsen vedroerende et loeb, iv) udsendelsen af et vaeddeloeb er saa meget mere uafhaengig af indgaaelsen af vaeddemaal, som de ikke finder sted paa samme tid, og v) en virksomhed kan indtage en dominerende stilling paa markedet for retransmission af lyd og billede uden at vaere til stede paa markedet for indgaaelse af vaeddemaal, saaledes som det fremgaar af beskrivelsen af sagens faktiske omstaendigheder i den anfaegtede beslutning.

Rettens bemaerkninger

- Manglende eller utilstraekkelig begrundelse

72 Retten bemaerker indledningsvis, at Kommissionen, som det fremgaar af den skrivelse, der blev fremsendt i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 (jf. ovenfor, praemis 21), klart har defineret det relevante produktmarked som markedet for transmission af lyd og billede fra hestevaeddeloeb i almindelighed og ikke som markedet for vaeddemaal paa disse loeb (jf. punkt II 1a i skrivelsen, s. 11).

73 Kommissionen har endvidere begrundet den foretagne definition med, for det foerste, at markedsdeltagerne paa markedet for vaeddemaal er forskellige fra dem, der driver virksomhed paa markedet for retransmission af lyd og billede fra hestevaeddeloeb, og at definitionen af det relevante produktmarked herefter alene kan omfatte tjenesteydelser vedroerende udsendelse af lyd og billede paa fjernsyn fra vaeddeloebene (jf. punkt II 1a, andet afsnit, i den naevnte skrivelse, s. 12). For det andet har Kommissionen anfoert, at der ikke kan gives et generelt svar paa spoergsmaalet, om dette marked alene omfatter franske vaeddeloeb, saaledes som sagsoegeren goer gaeldende, eller om det tvaertimod ogsaa omfatter andre vaeddeloeb, for saa vidt som dette spoergsmaal afhaenger af faktiske omstaendigheder, der er forskellige fra den ene medlemsstat til den anden. Kommissionen har i denne henseende forklaret, at den ikke var i stand til at foretage en naermere undersoegelse af, hvilke virkninger det kunne have paa spillernes valg i Belgien, at transmissionen af de forskellige vaeddeloeb fandt sted paa forskellige tidspunkter og dage, da der ikke blev foretaget retransmission af fransk lyd og billede i Belgien i den periode, der er omhandlet i klagen. Under henvisning til konkurrencevilkaarene i forholdet mellem de forskellige vaeddeloeb paa markedet for vaeddemaal i Tyskland har Kommissionen imidlertid anfoert, at det relevante marked var markedet for retransmission af lyd og billede fra hestevaeddeloeb i almindelighed (jf. punkt II 1a, femte afsnit, i skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, s. 12, og punkt 8 i skrivelsen af 24.6.1993).

74 Den anfaegtede beslutning indeholder saaledes en tilstraekkelig klar angivelse af de vaesentlige elementer i begrundelsen for den definition af det relevante produktmarked, som Kommissionen har lagt til grund. Sagsoegerens klagepunkt om manglende eller utilstraekkelig begrundelse kan herefter ikke tages til foelge.

75 Dette resultat aendres ikke som foelge af sagsoegerens anbringende om, at Kommissionen burde have begrundet definitionen af produktmarkedet »saerlig detaljeret«, fordi definitionen angiveligt var i strid med Kommissionens tidligere henvisning i PMU-beslutningen til den af Landgericht Saarbruecken afsagte dom i sagen Hellmund mod Deutscher Sportverlag (jf. ovenfor, praemis 27), hvori produktmarkedet angiveligt blev defineret som markedet for fransk lyd og billede alene.

76 For det foerste var PMU-beslutningen en beslutning om foreloebige forholdsregler. Til forskel fra en endelig beslutning kan en saadan beslutning ikke binde Kommissionen, da denne altid efter en mere indgaaende undersoegelse af en klage har mulighed for at fastholde eller aendre sin oprindelige opfattelse.

77 For det andet, og i modsaetning til hvad sagsoegeren har haevdet, fremgaar det ikke af PMU-beslutningen, at Kommissionen tilsluttede sig den tyske domstols bemaerkninger vedroerende det relevante produktmarked.

78 I 8. betragtning til den naevnte beslutning, som har overskriften »EF's marked for indgaaelse af vaeddemaal i forbindelse med hestevaeddeloeb og dermed beslaegtede ydelser«, anfoerer Kommissionen saaledes, at de oplysninger, den har til raadighed, er tilstraekkelige »til at paavise, at der foregaar samhandel og konkurrence inden for indgaaelse af vaeddemaal i forbindelse med hestevaeddeloeb og dermed beslaegtede ydelser, at PMU og et lille antal konkurrenter deltager i denne samhandel«, og den konkluderer i afsnittet med overskriften »PMU«, at »PMU direkte eller indirekte deltager i samhandelen inden for EF, at PMU aktivt soeger at udvide sin eksport, samt at selskabet er en af de vigtigste deltagere paa markedet«, og »at der er samhandel og konkurrence inden for EF med hensyn til levering af tjenesteydelser i forbindelse med vaeddemaal og dermed forbundne tjenesteydelser«.

79 Det fremgaar klart af disse uddrag, saavel som af PMU-beslutningen i det hele, at Kommissionen henviste til Landgericht Saarbrueckens dom med henblik paa at godtgoere, at der findes en samhandel mellem Frankrig og Tyskland vedroerende vaeddemaal og levering af dermed beslaegtede ydelser, hvilket sammenholdt med de andre betragtninger i PMU-beslutningen (jf. navnlig36, 37 og 38) kunne begrunde en anvendelse af traktatens artikel 92 og 93 paa den stoette, som den franske stat havde ydet PMU, og at Kommissionen ikke henviste til dommen med henblik paa at definere det relevante produktmarked.

80 Sagsoegeren kan foelgelig ikke goere gaeldende, at definitionen af det relevante produktmarked var i strid med Kommissionens tidligere beslutningspraksis og derfor skulle begrundes mere detaljeret.

- Rigtigheden af definitionen af produktmarkedet

81 Med henblik paa anvendelsen af traktatens artikel 86 omfatter det relevante marked for et produkt eller en tjenesteydelse efter fast retspraksis de produkter eller tjenesteydelser, som er substituerbare med eller i tilstraekkeligt omfang kan erstatte produktet eller tjenesteydelsen, hvorved der ikke alene skal tages hensyn til deres objektive karakteristika, som bevirker, at de er saerligt egnede til at opfylde forbrugernes vedvarende behov, men ogsaa til konkurrencevilkaarene og efterspoergsels- og udbudsstrukturen paa det paagaeldende marked (Domstolens dom af 11.12.1980, sag 31/80, L'Oréal, Sml.3775, praemis 25, af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml.3461, praemis 37, af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 51; Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 64, og af 6.10.1994, sag T-83/91, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 755, praemis 63).

82 For saa vidt angaar sagsoegerens argumentation om, at Kommissionen ikke kunne begrunde sin paastand om, at der er konkurrence mellem lyd og billede fra de forskellige vaeddeloeb, med henvisning til det tyske marked for modtagelse af vaeddemaal, fordi dette er et saerskilt marked, finder Retten, at Kommissionen - i betragtning af, at fransk lyd og billede ikke blev udsendt i fjernsyn paa det belgiske marked, hvor der udelukkende blev transmitteret lyd og billede fra de britiske vaeddeloeb - med henblik paa at undersoege, hvorvidt der var tale om konkurrence mellem fransk lyd og billede og lyd og billede fra andre hestevaeddeloeb, med foeje kunne henvise til det tyske marked, hvor de franske loeb faktisk transmitteres ved siden af andre vaeddeloeb. Sagsoegeren kan endvidere ikke kritisere Kommissionen for at have taget hensyn til konkurrencevilkaarene paa det tyske marked for vaeddemaal. Ved i klagen at goere gaeldende, at markedet for fransk lyd og billede faktisk havde en geografisk udstraekning svarende til Faellesskabet, eller at det i hvert fald omfattede Tyskland, Frankrig og Belgien, gav sagsoegeren Kommissionen anledning til at undersoege, om der er substituerbarhed mellem fransk lyd og billede og lyd og billede fra andre vaeddeloeb, netop under hensyn til konkurrencevilkaarene paa flere markeder inden for Faellesskabet, herunder det tyske marked.

83 Kommissionen kunne i oevrigt henvise til konkurrencevilkaarene paa hovedmarkedet vedroerende indgaaelse af vaeddemaal med henblik paa at undersoege konkurrencevilkaarene i et afledt marked for lyd og billede. Ved at sammenligne markedsandelene for vaeddemaalene, der blev optaget paa de forskellige hestevaeddeloeb, og markedsandelene for lyd og billede fra disse vaeddeloeb, blev den i stand til at tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt bookmakernes valg af de loeb, der transmitteres i deres agenturer, udelukkende - saaledes som det haevdes af sagsoegeren - var bestemt af spillernes formodede oenske om kun at se en retransmission af de vaeddeloeb, som de vaedder paa.

84 Det fremgaar i denne forbindelse klart af 8. betragtning til den anfaegtede beslutning, at der for saa vidt angaar efterspoergslen paa det tyske marked for lyd og billede er en vis afvigelse i forhold til efterspoergslen paa markedet for modtagelse af vaeddemaal. Dette viser, at de tyske bookmakeres valg mellem lyd og billede fra forskellige kilder, i modsaetning til hvad sagsoegeren har haevdet, ikke udelukkende er bestemt af spillernes oenske om alene at se de vaeddeloeb, som de har vaeddet paa, men ogsaa af andre forhold, som f.eks. de vilkaar, hvorunder de faar tilbudt transmission af vaeddeloebene, og/eller gennemfoerelsen af en salgsfremmepolitik for bestemte vaeddeloeb frem for andre, idet disse forhold, som Kommissionen med rette har understreget, hver isaer er faktorer i konkurrencen mellem lyd og billede fra de forskellige kilder, som tilbydes. Det fremgaar saaledes af tal, som sagsoegeren ikke har bestridt, at selv om 40% af de vaeddemaal, der indgaas med tyske bookmakere, vedroerer franske vaeddeloeb, 40% tyske vaeddeloeb og 20% britiske vaeddeloeb, har 67% af bookmakerne valgt at modtage og retransmittere fransk lyd og billede, mens 23% har valgt transmission af britiske loeb og 10% har valgt begge systemer.

85 Det skal endvidere bemaerkes, at i Belgien kan vaeddeloebsagenturerne kun indgaa vaeddemaal efter bookmakersystemet paa hestevaeddeloeb, der afholdes i udlandet, og at lyd og billede fra de britiske loeb var de eneste, som paa tidspunktet for sagens faktiske omstaendigheder blev udsendt i de belgiske vaeddeloebsagenturer. Foelgelig var der i Belgien i det mindste ét andet produkt end transmission af fransk lyd og billede, der var sammenligneligt under hensyn til dets tekniske egenskaber og dets anvendelse.

86 Under disse omstaendigheder er sagsoegerens paastand om, at personer, der indgaar vaeddemaal om de franske loeb, ikke har interesse i billeder fra andre loeb, heller ikke tilstraekkelig til at bevise, at definitionen af produktmarkedet i det foreliggende tilfaelde skal begraenses til fransk lyd og billede og navnlig ikke omfatter britisk lyd og billede, som er til raadighed i Belgien i dag. Som netop anfoert (jf. ovenfor, praemis 84), kan det ikke i mangel af et konkret bevis formodes, at beslutningen om at koebe lyd- og billedtransmissioner fra vaeddeloebene, som traeffes af vaeddeloebsagenturet og ikke af spilleren, alene stoettes paa de vaner, som spillerne har, uden hensyntagen til andre faktorer, saasom de licenskontraktvilkaar, der tilbydes af de forskellige licensgivere.

87 Det fremgaar saaledes af sagens akter, og navnlig af de oplysninger, som sagsoegeren selv har fremlagt (jf. punkt 6.14 og 6.15 i staevningen og praemis 94 nedenfor), at de vaeddemaal, der blev indgaaet af sagsoegerens agenturer i Belgien, foer det som foelge af aendringen af den belgiske lovgivning blev muligt at retransmittere billeder fra de britiske vaeddeloeb, for 100%'s vedkommende vedroerte franske vaeddeloeb, sammenlignet med 0% vedroerende de britiske vaeddeloeb, og at vaeddemaalene, der indgaas paa franske loeb - som stadig ikke retransmitteres i Belgien - efter den omtalte aendring udgoer 60% mod 40% vedroerende de britiske loeb, som der i dag udsendes billeder fra. Paa baggrund af disse forhold, som sagsoegeren selv har anfoert, maa det laegges til grund, at den omstaendighed, at der ikke transmitteres fransk lyd og billede, og at britisk lyd og billede bliver transmitteret, ikke har hindret og fortsat ikke hindrer de belgiske spillere i fortsat at spille paa de franske vaeddeloeb. Sagsoegeren kan foelgelig ikke goere gaeldende, at efterspoergslen paa markedet for lyd og billede og det valg, som bookmakerne i lyset heraf traeffer mellem lyd og billede fra forskellige kilder, alene er bestemt af spillernes oenske om kun at se de loeb, som de har vaeddet paa, og at lyd og billede fra de forskellige loeb derfor ikke er indbyrdes substituerbare.

88 Sagsoegeren har foelgelig ikke bevist, at Kommissionen har foretaget en aabenbart fejlagtig bedoemmelse for saa vidt angaar definitionen af produktmarkedet.

89 Det foelger som helhed af det anfoerte, at sagsoegerens argumentation om, at begrundelsen mangler eller er utilstraekkelig, og at det relevante produktmarked er defineret forkert, i det hele maa forkastes.

Andet led: definitionen af det relevante geografiske marked Sammenfatning af parternes argumentation

90 Sagsoegeren har anfoert, at angivelsen af flere nationale geografiske markeder skyldes en sammenblanding af markedet for lyd og billede og markedet for vaeddemaal, som imidlertid er forskellige produktmarkeder, hvis geografiske afgraensning muligvis ogsaa kan vaere forskellig. Det maa herved tages i betragtning, at der i Belgien - ligesom i Frankrig og i Tyskland - er stor efterspoergsel efter fransk lyd og billede, hvilket fremgaar af, at sagsoegeren opnaar 95% af sin omsaetning fra vaeddemaal paa franske loeb, og at denne efterspoergsel ikke kan tilfredsstilles paa anden maade. Endvidere kan de belgiske spillere indgaa vaeddemaal i de franske agenturer pr. telefon eller gennem Minitel eller endog krydse den fransk-belgiske graense for at indgaa et vaeddemaal i Frankrig. Endelig er der ingen teknisk hindring for at transmittere fransk lyd og billede i Belgien.

91 Sagsoegeren har dernaest anfoert, at de tal, der naevnes i den anfaegtede beslutning vedroerende efterspoergslen efter vaeddemaal i Tyskland og i Belgien paa tyske, franske, belgiske og britiske loeb, ikke fandtes i den skrivelse, der blev sendt i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, og at den anfaegtede beslutning ikke indeholder nogen angivelse af kilden til dem.

92 I oevrigt er de af Kommissionen anfoerte tal for efterspoergselsstrukturen i Tyskland og i Belgien urigtige, vildledende og irrelevante, for saa vidt som de viser de vaeddemaal, der er indgaaet paa vaeddeloebsbanerne og modtaget af bookmakerne, i stedet for kun at omfatte de vaeddemaal, der er modtaget af de sidstnaevnte, hvilket ville vise, at efterspoergselsstrukturen paa det belgiske og det tyske marked er staerkt paavirket af muligheden for at sende lyd og billede.

93 Sagsoegeren har understreget, at det fremgaar af de tal for det tyske marked, som er naevnt af Kommissionen (10. betragtning til den anfaegtede beslutning), at 90% af vaeddeloebene indgaas paa de tyske loeb (uden billeder) og 10% paa de britiske loeb (med billeder), mens de forskellige markedsandele for vaeddemaal, som alene modtages af de tyske bookmakere, er 40% for de vaeddemaal, der indgaas paa de tyske loeb, 30% for franske loeb og 30% for de britiske loeb, saaledes som dette fremgaar af de oplysninger, der er modtaget fra bookmakerne i Tyskland. Oplysningerne fra det ene agentur, som sagsoegeren har i Berlin, og som har faaet afslag paa franske billeder, viser, at markedsandelene for vaeddeloebene er foelgende: tyske loeb 35%, franske loeb 2% og britiske loeb 63%.

94 Hvad angaar tallene for det belgiske marked (jf. ovenfor, praemis 29), hvorefter markedsandelen for vaeddemaal paa de franske loeb (uden billeder) er 63%, andelen for vaeddemaal paa de belgiske loeb (ogsaa uden billeder) 31,5% og andelen for vaeddemaal paa de britiske loeb (med billeder) 5%, har sagsoegeren anfoert, at efter de oplysninger, selskabet har, fordeler vaeddemaalene i dets vaeddeloebsagenturer i Belgien sig som foelger: franske loeb (uden billeder) 60% og britiske loeb (med billeder) 40%. Sagsoegeren har herved anfoert, at vaeddemaalene, foer den belgiske lovgivning om indgaaelse af vaeddemaal paa hestevaeddeloeb blev aendret, og det ikke var muligt at sende billeder fra de britiske loeb, var fordelt med 100% paa franske loeb og med 0% paa britiske loeb, hvilket viser, at efterspoergslen efter britiske loeb er steget som foelge af, at de transmitteres direkte.

95 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at den anfaegtede beslutning er mangelfuld, fordi Kommissionen i strid med praksis i henhold til Domstolens dom af 14. februar 1978 i sag 27/76, United Brands mod Kommissionen (Sml.207), har set bort fra udbudssiden, som er karakteriseret ved, at der ikke er nogen som helst teknisk hindring for udsendelse af lyd og billede i Belgien.

96 Endelig er definitionen af det geografiske marked mangelfuld, fordi den anfaegtede beslutning ikke indeholder nogen redegoerelse for arten og betydningen af forskellene mellem de forskellige nationale lovgivninger eller for omfanget af de intellektuelle ejendomsrettigheder vedroerende hestevaeddeloeb inden for Faellesskabet.

97 Kommissionen har anfoert, at forbrugernes forskellige oensker, som medfoerer forskellige konkurrencevilkaar inden for de forskellige relevante geografiske omraader, begrunder, at det relevante marked afgraenses nationalt. Den omstaendighed, at der er en vis efterspoergsel efter det samme produkt inden for alle disse omraader, betyder ikke, at disse indgaar i et faelles omraade, idet den naevnte efterspoergsel er ubetydelig (Kommissionens beslutning 92/553/EOEF af 22.7.1992 om en procedure i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 (sag nr. IV/M.190 - Nestlé/Perrier) EFT L 356, s. 1), da de vaeddemaal, der indgaas telefonisk, og de, der indgaas i nabolande, kun udgoer en forsvindende lille del af den samlede efterspoergsel.

98 De naere forbindelser, som bestaar mellem spillerne og dem, der modtager vaeddemaal, og som skyldes spillernes forholdsvis ringe mobilitet, bevirker, at konkurrencen mellem vaeddeloebsagenturerne er begraenset og ligger paa det lokale eller regionale plan, saaledes at det beslaegtede marked for lyd og billede ogsaa er begraenset til det nationale omraade alene. Den tekniske mulighed for at udsende lyd og billede i Belgien eller i enhver anden medlemsstat kan ikke anfaegte denne nationale opdeling af det paagaeldende marked, da dettes udstraekning alene er bestemt af konkurrencevilkaarene, der foelger af efterspoergselsstrukturen og af forskellene mellem reglerne i medlemsstaterne. For saa vidt angaar dette sidste punkt er der ved den belgiske lovgivning indfoert regler, som har skabt konkurrencevilkaar, der adskiller sig fra dem, der findes i de andre medlemsstater, hvilket fremgaar af, at foer lovgivningen om vaeddeloebsagenturernes aabningstider blev aendret, havde den omstaendighed, at britisk lyd og billede rent teknisk var til raadighed, ingen indflydelse paa de belgiske agenturers interesse i udsendelsen af dem.

99 Kommissionen har oplyst, at tallene vedroerende efterspoergslen paa det tyske marked stammer fra sagsoegerens »tyske klagesag« (punkt 2.5.2, litra c) og d), i bilag 8 til staevningen). Forskellen mellem disse tal og dem, som sagsoegeren nu anfoerer, skyldes sandsynligvis, at de oplysninger, der er meddelt sagsoegeren af de tyske bookmakere, kun vedroerer de vaeddemaal, som de selv har modtaget, og som udgoer 20% af samtlige vaeddemaal, idet de resterende 80% modtages af de tyske vaeddeloebsselskaber og vedroerer de vaeddeloeb, som selskaberne afholder.

100 For saa vidt angaar tallene vedroerende efterspoergslen paa det belgiske marked har Kommissionen anfoert, at oplysningerne fra sagsoegeren vedroerende de vaeddemaal, der indgaas i vaeddeloebsagenturerne paa de franske og britiske loeb, og som findes for foerste gang i staevningen, ikke aendrer det almindelige billede af det belgiske marked, saaledes som dette er beskrevet i skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 og i den anfaegtede beslutning.

101 Intervenienterne har understreget, at de vaeddemaal, der indgaas pr. telefon eller gennem minitel mellem Belgien og Frankrig, har et ubetydeligt omfang, og at kun 22 personer med bopael i Belgien indtil nu har en telefonkonto med PMU eller en minitel-konto. De har endvidere anfoert, at i 1993 udgjorde de indsatser, der var placeret paa disse konti tilsammen, et beloeb paa 33 576 FF, svarende til 0,0001% af de indsatser, som PMU modtog i Frankrig samme aar. De samlede indsatser fra de 22 personer med bopael i Belgien, der har en konto hos PMU, udgjorde kun 0,0013% af de samlede indsatser i Belgien paa hestevaeddeloeb, der fandt sted i Belgien og i udlandet.

Rettens bemaerkninger

102 Efter opbygningen af traktatens artikel 86 beror definitionen af det geografiske marked, ligesom definitionen af produktmarkedet, paa en oekonomisk vurdering. Det geografiske marked kan defineres som det omraade, hvor alle de paagaeldende erhvervsdrivende er undergivet konkurrencevilkaar, der objektivt set er ens eller tilstraekkeligt ensartede (Domstolens dom i sagen United Brands mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 44, i sagen Michelin mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 26, og af 5.10.1988, sag 247/86, Alsatel, Sml.5987, praemis 15; Rettens dom i sagen Tetra Pak mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 91).

103 Retten finder, at konkurrencevilkaarene paa markedet for lyd og billede i den foreliggende sag skal undersoeges i relation til vaeddeloebsagenturerne. Det er nemlig dem, der efterspoerger lyd og billede med henblik paa retransmission til de endelige forbrugere, dvs. til spillerne, og det foelger heraf, at vilkaarene paa det afledte marked for lyd og billede saaledes er bestemt af vilkaarene paa hovedmarkedet for vaeddemaal.

104 I modsaetning til, hvad sagsoegeren har gjort gaeldende, er markedet for lyd og billede nemlig ikke et selvstaendigt marked, men derimod et sekundaert marked, der er opstaaet som foelge af hovedmarkedet for vaeddemaal, hvis funktion paavirker og styrer spillerne i retning af at vaelge at indgaa vaeddemaal paa de loeb, der udsendes, idet spillerne er de endelige forbrugere baade paa hovedmarkedet for vaeddemaal og paa det sekundaere marked for lyd og billede.

105 Sagsoegeren kan under alle omstaendigheder ikke goere gaeldende, at Kommissionen har sammenblandet markedet for vaeddemaal med markedet for lyd og billede. Det er faktisk sagsoegeren selv, der til stoette for sin argumentation om, at tv-udsendelser paavirker spillernes valg, har henvist til efterspoergselsstrukturen paa markedet for vaeddemaal og navnlig til strukturen for efterspoergslen efter vaeddemaal, der indgaas med agenturerne, og til udsvingene i denne efterspoergsel afhaengig af, hvorvidt der transmitteres lyd og billede fra hestevaeddeloebene (jf. ovenfor, praemis 93 og 94).

106 Vilkaarene paa hovedmarkedet for vaeddemaal er saaledes praeget af, at der er en naer geografisk forbindelse mellem spillerne og vaeddeloebsagenturerne, for saa vidt som spillernes mobilitet noedvendigvis er begraenset og marginal, saaledes som det fremgaar af de af intervenienterne fremlagte oplysninger, som sagsoegeren ikke har bestridt, vedroerende det graenseoverskridende marked for vaeddemaal mellem Belgien og Frankrig (jf. ovenfor, praemis 101). Den noedvendige geografiske naerhed mellem vaeddeloebsagenturerne og spillerne medfoerer, at konkurrencen mellem de forskellige vaeddeloebsagenturer i det vaesentlige finder sted inden for geografiske omraader, hvis samlede udstraekning ikke under nogen omstaendigheder kan raekke ud over de nationale graenser.

107 Eftersom det geografiske omfang af hovedmarkedet for vaeddemaal er nationalt, maa det samme vaere tilfaeldet for det geografiske omfang af det sekundaere marked for lyd og billede. Foelgelig maa sagsoegerens argumenter om, at tallene vedroerende efterspoergselsstrukturen i Belgien og i Tyskland er urigtige og irrelevante, afvises som vaerende uden betydning. Selv hvis det antages, at de tal, som Kommissionen har anfoert i denne henseende, ikke er et retvisende udtryk for efterspoergselsstrukturen i disse to lande - hvilket ikke er korrekt, saaledes som det fremgaar af en indgaaende analyse af samtlige de tal, som parterne har fremlagt i deres skriftlige indlaeg og som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal - kunne dette ikke under nogen omstaendigheder vaere tilstraekkeligt til at rejse tvivl om markedets nationale karakter, naar henses til udtalelserne i det foregaaende (jf. praemis 103-106).

108 Det fremgaar i det hele af det anfoerte, at sagsoegerens argumenter om, at definitionen af det relevante geografiske marked er urigtig, maa forkastes.

Tredje led: den dominerende stilling

109 Sagsoegeren har anfoert, at det i den anfaegtede beslutning burde vaere lagt til grund, at vaeddeloebsselskaberne indtager en kollektivt dominerende stilling paa det belgiske marked for fransk lyd og billede.

110 Det skal imidlertid bemaerkes, at selv hvis vaeddeloebsselskaberne maatte anses for at indtage en kollektivt dominerende stilling, kunne dette kun begrunde en annullation af den anfaegtede beslutning, saafremt vaeddeloebsselskabernes afslag paa at meddele sagsoegeren en licens til transmission faktisk opfyldte betingelserne for, at der foreligger et misbrug i traktatens artikel 86's forstand.

111 Retten skal foelgelig gaa direkte over til behandlingen af det fjerde led i sagsoegerens anbringende, hvorefter det omtvistede afslag udgoer et misbrug.

Fjerde led: det paastaaede misbrug Sammenfatning af parternes argumentation

112 Sagsoegeren har ud fra den opfattelse, at det geografiske marked er af faellesskabsomfang og ikke, som det haevdes af Kommissionen, af nationalt omfang, anfoert, at det misbrug, der goeres gaeldende, bestaar i, at vaeddeloebsselskabernes afslag paa at meddele sagsoegeren en licens til transmission af fransk lyd og billede er diskriminerende over for sagsoegeren og indebaerer en opdeling af markedet, idet vaeddeloebsselskaberne har meddelt transmissionslicenser til andre, nemlig PMU, PMI, DSV og vaeddeloebsagenturerne i Frankrig og i Tyskland. Afslaget er endvidere vilkaarligt, eftersom sagsoegeren var villig til at betale en rimelig afgift til vaeddeloebsselskaberne for at faa en licens paa fransk lyd og billede. Afslaget har faktisk til formaal at begraense Ladbroke-koncernens vaekst inden for vaeddemaal paa hestevaeddeloeb.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 693A0504.1

113 Sagsoegeren har anfoert, at selv om det geografiske marked var Belgien, er vaeddeloebsselskabernes afslag paa at meddele det en licens paa fransk lyd og billede i sig selv vilkaarligt og uden saglig begrundelse, fordi vaeddeloebsselskaberne har meddelt saadanne licenser til tredjemaend paa de tilgraensende omraader inden for faellesmarkedet. Vilkaarligheden af det omtvistede afslag fremgaar endvidere for det foerste af, at der ikke er nogen hindring af teknisk art for at meddele saadanne licenser i Belgien, og for det andet af, at sagsoegeren i det mindste er en potentiel konkurrent til vaeddeloebsselskaberne, til PMU saavel som til det belgiske PMU, som er PMU's naere »allierede«. I denne sammenhaeng kan Kommissionen ikke med rette henvise til Domstolens dom af 18. marts 1980 i sag 62/79, Coditel (Sml.881, herefter »Coditel I-dommen«), og af 6. oktober 1982 i sag 262/81, Coditel (Sml.3381, herefter »Coditel II-dommen«), til stoette for sit anbringende om, at traktatens regler principielt ikke er til hinder for, at der aftales geografiske begraensninger i en licenskontrakt, da de naevnte domme ikke vedroerer misbrug af en dominerende stilling, men den frie udveksling af tjenesteydelser og aftaler mellem virksomheder.

114 Vaeddeloebsselskaberne har ved at meddele licenser til virksomheder i Frankrig og i Tyskland udtoemt deres eneret til fransk lyd og billede, og sagsoegerens henvendelser med henblik paa at opnaa en licens til retransmission kan derfor ikke betegnes som et forsoeg paa at opnaa en tvangslicens, men maa derimod betragtes som et forsoeg paa at faa bragt en licenspolitik til ophoer, der er vilkaarlig og diskriminerende.

115 Sagsoegeren har anfoert, at man ikke kan henvise til Domstolens dom af 5. oktober 1988 i sag 238/87, Volvo (Sml.6211), og til Magill-dommen til stoette for, at vaeddeloebsselskabernes kritiserede adfaerd ikke kan betegnes som et misbrug. Det foelger nemlig af disse domme, at et afslag fra en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, paa at meddele en licens paa grundlag af sine intellektuelle ejendomsrettigheder ikke falder uden for forbuddet i traktatens artikel 86, naar det udgoer et misbrug. Kommissionens opfattelse af, at vaeddeloebsselskabernes adfaerd er ikke omfattet af den liste over eksempler paa misbrug ved udoevelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, som Domstolen og Retten har opstillet i deres domme i Volvo-sagen og Magill-sagen, er foelgelig forkert, da den paagaeldende liste er ikke udtoemmende. Det fremgaar tvaertimod af Magill-dommen, at den blotte omstaendighed, at en vis adfaerd ikke svarer noejagtig til de i Volvo-dommen naevnte eksempler paa misbrug af en dominerende stilling, ikke udelukker, at artikel 86 eventuelt kan finde anvendelse i andre situationer.

116 Sagsoegeren har tillige anfoert, at Kommissionen ikke har grundlag for i den anfaegtede beslutning at sondre mellem paa den ene side London European/Sabena-beslutningen og dommene i sagen ICI og Commercial Solvents mod Kommissionen og i CBEM-sagen, jf. ovenfor, og paa den anden side den foreliggende sag under henvisning til, at vaeddeloebsselskaberne i denne sag til forskel fra, hvad der var tilfaeldet i de tre naevnte sager, ikke er til stede paa det relevante marked. Sagsoegeren har anfoert, at i modsaetning til, hvad der anfoeres i den anfaegtede beslutning, er vaeddeloebsselskaberne til stede i Belgien via PMU og dettes belgiske datterselskab PMB, og de har endog via PMU og PMI tilbudt de belgiske agenturer at levere dem fransk lyd og billede.

117 Kommissionen har anfoert, at der ifoelge Domstolens og Rettens ovennaevnte domme kun foreligger et misbrug i forbindelse med udoevelsen af ophavsretten, hvis de betingelser og naermere vilkaar, hvorunder denne ret udoeves, forfoelger et maal, der klart er i strid med maalene med artikel 86, saaledes som det var tilfaeldet i Magill-sagen, hvor afslaget paa en licens hindrede et nyt produkt i at komme ind paa markedet. Disse betingelser er ikke opfyldt i den foreliggende sag, idet sagsoegeren driver virksomhed og selv indtager en dominerende stilling paa markedet for vaeddemaal, hvor spillerne faar tilbudt lyd og billede, hvorimod indehaverne af ophavsrettighederne, dvs. vaeddeloebsselskaberne, ikke for tiden er til stede paa dette marked. Hertil kommer til forskel fra Magill-sagen, at vaeddeloebsselskabernes afslag paa at meddele Ladbroke en licens til udsendelse af fransk lyd og billede ikke bevirker, at spillerne bliver frataget en tjenesteydelse, nemlig lyd og billede, som er grundlaeggende forskellig fra den eksisterende tjenesteydelse, nemlig modtagelse af vaeddemaal.

118 Ifoelge Kommissionen er der en kommerciel begrundelse for vaeddeloebsselskabernes afslag paa at tildele sagsoegeren licenser. I det omfang licenserne paa lyd og billede udgoer et middel i reklamen for de vaeddemaal, PMU gennemfoerer i Frankrig og i Schweiz, er det naturligt, at vaeddeloebsselskaberne afslaar at give licenser til konkurrenter, der driver virksomhed paa de samme markeder som deres faelles handelsagent PMU. Der, hvor PMU ikke driver virksomhed, kan vaeddeloebsselskaberne derimod frit meddele licenser til tredjemaend paa betingelse af, at de ikke meddeles paa diskriminatorisk grundlag, hvilket ikke kan vaere tilfaeldet paa det belgiske marked, hvor vaeddeloebsselskaberne til forskel fra det tyske marked hidtil ikke har meddelt nogen licens. Kommissionen bestrider sagsoegerens paastand om, dels at vaeddeloebsselskaberne er til stede i Belgien via PMU og dettes datterselskab PMB, dels at vaeddemaalsagenturerne i Belgien via PMU/PMI har faaet tilbudt lyd og billede fra selskaberne. Som det anfoeres i skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, har PMB aldrig drevet virksomhed i Belgien, og situationen for en virksomhed, der paataenker at gaa ind paa et marked, enten direkte eller indirekte via en licens, kan ikke sammenlignes med situationen for et selskab, der allerede er inde paa dette marked.

119 For saa vidt angaar den opdeling af det indre marked, som ifoelge sagsoegeren har fundet sted, fordi vaeddeloebsselskaberne har meddelt licenser i Frankrig og i Tyskland, har Kommissionen understreget, at traktatens bestemmelser ifoelge retspraksis (Coditel I- og Coditel II-dommene) principielt ikke er til hinder for, at der aftales geografiske graenser i en kontrakt om overdragelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Det forhold, at disse graenser i det foreliggende tilfaelde falder sammen med nationale graenser, kan ikke foere til et andet resultat, eftersom udnyttelsen af disse rettigheder finder sted paa et nationalt grundlag som foelge af sammenhaengen med hovedmarkedet for vaeddemaal. Naar henses til den tidligere naevnte Volvo-dom, maa det standpunkt, som Domstolen indtog i Coditel I- og Coditel-dommene, ogsaa gaelde i forbindelse med traktatens artikel 86. Disse domme forkastede udtrykkeligt den opfattelse, at meddelelse af licens for et bestemt omraade medfoerer, at retten til at forbeholde eneret for andre omraader er udtoemt, og at en virksomhed med en dominerende stilling ikke skulle vaere berettiget til at afslaa at meddele en licens, naar den allerede har meddelt licens i andre medlemsstater.

120 Kommissionen har anfoert, at saafremt Retten finder, at det relevante geografiske marked omfatter hele Faellesskabet, udgoer vaeddeloebsselskabernes afslag paa at meddele sagsoegeren en licens kun et misbrug, saafremt det faktisk godtgoeres, at nogle vaeddeloebsagenturer, fordi de ikke raader over lyd og billede, stilles ringere end andre. Ladbroke har imidlertid ikke fremlagt et saadant bevis, hverken under den administrative procedure eller for Retten.

121 Intervenienterne har anfoert, at det foelger af Magill-dommen, at saafremt indehaveren af en intellektuel ejendomsret afslaar at meddele en licens, kan dette kun betegnes som et misbrug af en dominerende stilling, saafremt i) afslaget paa licens hindrer fremkomsten af et nyt produkt, som er langt mere hensigtsmaessigt for forbrugerne og udgoer et afledt marked, ii) indehaveren af den paagaeldende ret er til stede saavel paa hovedmarkedet som paa det afledte marked, og iii) indehaveren af den paagaeldende ret - for at bevare sit monopol - ved hjaelp af afslaget paa at meddele en licens hindrer, at konkurrenterne kommer ind paa markedet. I den foreliggende sag er ingen af disse betingelser opfyldt, for det foerste fordi lyd og billede ikke for spillerne udgoer et nyt produkt, der kan taenkes at paavirke deres valg af vaeddemaal, og for det andet, fordi hverken vaeddeloebsselskaberne eller PMU eller PMI er til stede paa det belgiske marked for modtagelse af vaeddemaal (hovedmarkedet) eller paa markedet for udnyttelse af deres ophavsrettigheder (det afledte marked), og endelig fordi vaeddeloebsselskabernes omtvistede afslag ikke hindrer sagsoegeren i at komme ind paa markedet for modtagelse af vaeddemaal.

122 For saa vidt angaar sagsoegerens argument om, at vaeddeloebsselskaberne allerede er til stede i Belgien via PMB, har intervenienterne anfoert, at PMI faktisk i februar 1981 stiftede et belgisk selskab ved navn PMB for at kunne faa fordel af den forventede aendring af lovgivningen, som ville goere det muligt at drive virksomhed i Belgien med vaeddemaal paa udenlandske vaeddeloeb, men at PMB aldrig har drevet virksomhed i Belgien, fordi forholdene ikke har udviklet sig som forventet.

Rettens bemaerkninger

123 Sagsoegerens argumentation om, at vaeddeloebsselskaberne har misbrugt deres kollektivt dominerende stilling, er baseret paa en definition af det geografiske marked, som mindst omfatter Belgien, Frankrig og Tyskland. Af de ovenfor anfoerte grunde (jf. praemis 103-106) er det relevante marked, dvs. det belgiske marked for lyd og billede, imidlertid nationalt.

124 Det er i denne henseende uomtvistet, at vaeddeloebsselskaberne hidtil ikke har meddelt nogen licens for Belgien. Deres afslag paa at tildele Ladbroke en licens er foelgelig ikke en forskelsbehandling mellem de erhvervsdrivende paa det belgiske marked. Den omstaendighed, at vaeddeloebsselskaberne - ifoelge sagsoegeren - har tilbudt de belgiske agenturer at levere dem fransk lyd og billede, er ikke efter traktatens artikel 86 i sig selv tilstraekkelig til, at selskaberne kan anses for allerede at have udvist en diskriminatorisk adfaerd i Belgien ved udnyttelsen af deres intellektuelle ejendomsrettigheder vedroerende de vaeddeloeb, som de afholder. Endelig kan vaeddeloebsselskaberne heller ikke anses for at vaere til stede paa det belgiske marked via deres datterselskab PMB, eftersom sagsoegeren ikke bestrider, at dette selskab, selv om det faktisk er blevet oprettet efter belgisk ret af PMI, aldrig har drevet erhvervsmaessig virksomhed i Belgien (jf. ovenfor, praemis 122).

125 Hertil kommer, at sagsoegeren, for saa vidt som det geografiske marked er opdelt i saerskilte nationale markeder paa grundlag af dets struktur som bestemt af kriterierne vedroerende konkurrencevilkaarene og navnlig vedroerende efterspoergselsstrukturen paa markedet for lyd og billede fra vaeddeloeb i almindelighed, ikke med foeje kan haevde, at den af selskabet paastaaede opdeling af faellesmarkedet skyldes vaeddeloebsselskabernes licenspolitik.

126 Hvad endelig angaar den angiveligt vilkaarlige karakter af vaeddeloebsselskabernes afslag paa at levere fransk lyd og billede til sagsoegeren, finder Retten, at eftersom der er tale om markeder af nationalt omfang, kan spoergsmaalet om, hvorvidt vaeddeloebsselskabernes afslag paa at ivaerksaette en udnyttelse af deres intellektuelle ejendomsrettigheder i Belgien er vilkaarligt, ikke vurderes i lyset af den politik, som vaeddeloebsselskaberne foelger paa andre, geografisk adskilte markeder. Den omstaendighed, at sagsoegeren som haevdet er villig til at betale et rimeligt vederlag for en licens til transmission af de franske vaeddeloeb, er ikke tilstraekkelig til at bevise, at der foreligger et misbrug, naar sagsoegeren ikke er blevet udsat for forskelsbehandling af vaeddeloebsselskaberne paa det relevante geografiske marked.

127 Sagsoegeren har haevdet, at selv hvis det antages, at det relevante geografiske marked er Belgien, er vaeddeloebsselskabernes afslag paa at meddele sagsoegeren en transmissionslicens vilkaarligt, fordi selskaberne har meddelt licenser til erhvervsdrivende i nabolande.

128 Det maa imidlertid bemaerkes, at naar afslaget paa at forsyne sagsoegeren med fransk lyd og billede i Belgien ikke udgoer et misbrug, for saa vidt som det, saaledes som det netop er fastslaaet, ikke indebaerer nogen forskelsbehandling mellem de erhvervsdrivende paa det belgiske marked, kan afslaget heller ikke betragtes som et misbrug, blot fordi agenturer, der driver virksomhed paa det tyske marked, raader over fransk lyd og billede. Der er saaledes ingen konkurrence mellem de vaeddeloebsagenturer, der driver virksomhed i Belgien, og dem, der driver virksomhed i Tyskland.

129 Det skal endvidere bemaerkes, at hverken den omstaendighed, at der ikke er tekniske hindringer for at transmittere fransk lyd og billede i Belgien, eller den omstaendighed, at sagsoegeren globalt set kan betragtes som en potentiel konkurrent til vaeddeloebsselskaberne, er tilstraekkelig til at begrunde, at den omtvistede leveringsnaegtelse maa betragtes som et misbrug af en dominerende stilling, naar det tages i betragtning for det foerste, at vaeddeloebsselskaberne ikke selv er til stede paa det saerskilte geografiske marked, hvor sagsoegeren driver virksomhed, og for det andet, at de ikke har meddelt licens til andre erhvervsdrivende paa dette marked.

130 Sagsoegeren kan ikke med foeje paaberaabe sig Magill-dommen til stoette for, at det haevdede misbrug skulle foreligge, da Magill-dommen er ikke relevant i denne sag. I modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i Magill-sagen, hvor afslaget paa at give sagsoegeren licens hindrede denne i at komme ind paa markedet for generelle tv-programblade, er sagsoegeren i den foreliggende sag ikke alene til stede paa, men har den stoerste andel af hovedmarkedet for modtagelse af vaeddemaal, paa hvilket det i sagen omhandlede produkt, nemlig lyd og billede, tilbydes til forbrugerne, hvorimod vaeddeloebsselskaberne, som er indehavere af de intellektuelle ejendomsrettigheder, ikke er til stede paa dette marked. Eftersom vaeddeloebsselskaberne hverken direkte eller indirekte udnytter deres intellektuelle ejendomsrettigheder paa det belgiske marked, kan det omtvistede afslag fra de naevnte selskaber herefter ikke anses for at medfoere nogen form for konkurrencebegraensning paa det belgiske marked.

131 Selv hvis det maatte antages, at vaeddeloebsselskabernes tilstedevaerelse paa det belgiske marked for lyd og billede ikke i naervaerende sag var en afgoerende omstaendighed med henblik paa anvendelsen af artikel 86, finder denne traktatbestemmelse ikke anvendelse i denne sag. Det afslag, der er givet sagsoegeren, kunne nemlig kun vaere omfattet af forbuddet i artikel 86, hvis det vedroerte et produkt eller en tjenesteydelse, der enten fremtraeder som afgoerende for udoevelsen af den paagaeldende virksomhed i den forstand, at der ikke findes noget faktisk eller potentielt alternativ, eller som et nyt produkt, som maaske forhindres i at komme paa markedet, selv om der er en saerlig, konstant og regelmaessig efterspoergsel fra forbrugernes side (jf. herom Domstolens dom af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 52, 53 og 54).

132 I den foreliggende sag er tv-udsendelse af hestevaeddeloebene, saaledes som Kommissionen og intervenienterne i oevrigt har understreget det, selv om den udgoer en supplerende, eller endog oenskvaerdig tjenesteydelse, der tilbydes spillerne, ikke i sig selv noedvendig for udoevelsen af bookmakernes hovedvirksomhed, hvilket fremgaar af, at sagsoegeren er til stede paa det belgiske marked for modtagelse af vaeddemaal og indtager en betydelig stilling inden for vaeddemaal paa de franske loeb. Transmissionen er endvidere ikke noedvendig, for saa vidt som den finder sted, efter at vaeddemaalene er indgaaet, og den omstaendighed, at vaeddeloebene ikke transmitteres, paavirker foelgelig ikke i sig selv spillernes valg og kan derfor ikke hindre bookmakerne i at drive deres virksomhed.

133 Sagsoegeren kan af samme grund heller ikke stoette ret paa London European/Sabena-beslutningen og de tidligere naevnte domme i sagen ICI og Commercial Solvents mod Kommissionen og i CBEM-sagen. I London European/Sabena-beslutningen vedroerte den konkurrencebegraensende adfaerd saaledes et marked, som baade Sabena og dettes konkurrent, London European, var til stede paa, mens vaeddeloebsselskaberne i den foreliggende sag ikke er til stede paa det belgiske marked. Forholdet er det samme i de to paaberaabte domme. I ICI og Commercial Solvents-sagen bestod misbruget i, at et selskab med en dominerende stilling paa markedet for raamaterialer afslog at levere disse materialer til en kunde, der producerede afledte produkter, med henblik paa at forbeholde raamaterialerne for sin egen produktion af saadanne produkter, og det selskab, der indtog den dominerende stilling, var saaledes ligesom dets kunder til stede paa det sekundaere marked, dvs. markedet for de afledte produkter. I den foreliggende sag er vaeddeloebsselskaberne derimod ikke til stede paa det belgiske marked for fransk lyd og billede. I CBEM-sagen kendte Domstolen for ret, at det udgoer et misbrug af en dominerende stilling, at en virksomhed - uden at det er objektivt noedvendigt - forbeholder sig selv eller en virksomhed i samme koncern forberedende arbejdsopgaver, som kunne udfoeres af en tredje virksomhed paa et beslaegtet, men selvstaendigt marked. I den foreliggende sag har vaeddeloebsselskaberne ikke forbeholdt sig markedet for fransk lyd og billede i Belgien og har heller ikke givet en udenforstaaende virksomhed eller en virksomhed, som de ejer, adgang til dette marked.

134 Det foelger i det hele af det anfoerte, at sagsoegerens anbringende om, at vaeddeloebsselskaberne har misbrugt en dominerende stilling, maa forkastes.

3. Anbringendet om urigtig anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1

Sammenfatning af parternes argumentation

135 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at saavel det indirekte afslag fra DSV som det direkte afslag fra vaeddeloebsselskaberne paa at meddele sagsoegeren licens paa transmission af de franske loeb i Belgien er omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1.

136 Det indirekte afslag fra DSV paa at meddele sagsoegeren en saadan licens foelger af det forbud, som vaeddeloebsselskaberne har paalagt DSV mod at retransmittere fransk lyd og billede uden for licensomraadet. Det svarer dermed efter sagsoegerens opfattelse til et eksportforbud og foerer til en afskaermning af de nationale markeder i strid med artikel 85, stk. 1, idet forbuddet er et led i en aftale, der har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen mellem paa den ene side PMU, PMI og disses »allierede« og paa den anden side Ladbroke-koncernen.

137 De modargumenter, som Kommissionen paa dette punkt har fremfoert i den anfaegtede beslutning, afviger fra dens tidligere praksis paa omraadet, hvorefter beskyttelsen af ophavsrettighederne ikke kan benyttes til at begrunde kontraktmaessige forbud mod eksport (Stempa-sagen, Ellevte Beretning om Konkurrencepolitikken, 1982, nr. 98). Sagsoegeren har fremhaevet, at Domstolen i Coditel I-dommen ikke udelukkede, at de vilkaar, hvorunder ophavsrettighederne udoeves, kan vise sig at vaere uforenelige med bestemmelserne i artikel 85, saafremt de indgaar i en aftale, der kan have til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje den frie konkurrence inden for faellesmarkedet.

138 Den anfaegtede beslutning er i saa henseende mangelfuldt begrundet, for saa vidt som Kommissionen ikke har undersoegt, om det forbud, der er paalagt DSV mod at retransmittere fransk lyd og billede uden for licensomraadet, var en foelge af vaeddeloebsselskabernes lovlige udoevelse af deres intellektuelle ejendomsrettigheder eller derimod, saaledes som sagsoegeren gjorde gaeldende i klagen, var resultatet af en aftale, der havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet.

139 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at vaeddeloebsselskabernes direkte afslag, som blev meddelt af PMU ved skrivelse af 8. august 1990, er et led i en aftale mellem vaeddeloebsselskaberne og/eller en vedtagelse mellem en sammenslutning af virksomheder og/eller en samordnet praksis i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Et saadant afslag kan ikke betragtes som den »naturlige foelge« af, at hverken PMU eller vaeddeloebsselskaberne modtager vaeddemaal i Belgien paa de franske vaeddeloeb, eftersom de i Tyskland, hvor hverken PMU eller vaeddeloebsselskaberne modtager vaeddemaal, har transmitteret fransk lyd og billede til DSV og givet dette tilladelse til at retransmittere dem til agenturer, der er etableret paa licensomraadet.

140 Endelig har Kommissionen ikke grundlag for at haevde, at eftersom der ikke er meddelt nogen licens paa det belgiske marked, udgoer det enkelte vaeddeloebsselskabs afslag paa at meddele sagsoegeren en licens paa dette marked ikke en diskriminerende konkurrencebegraensning. For det foerste har Kommissionen defineret det relevante geografiske marked urigtigt, og for det andet hindrer det omtvistede afslag sagsoegeren i at konkurrere med de andre vaeddeloebsagenturer i Belgien. Saafremt vaeddeloebsselskaberne paa diskriminerende maade havde givet licenser til visse belgiske agenturer og ikke til andre, ville dette efter sagsoegerens opfattelse faktisk have udgjort en yderligere konkurrencefordrejning. Saafremt der ikke maatte foreligge en saadan yderligere forskelsbehandling, betyder dette imidlertid ikke, at det omtvistede afslag ikke i sig selv udgoer en konkurrencebegraensning i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

141 Kommissionen har anfoert, at forbuddet mod, at DSV retransmitterer fransk lyd og billede uden for licensomraadet, paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin hoerer til kernen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, som vaeddeloebsselskaberne raader over, og saaledes ikke udgoer en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

142 Kommissionen har anfoert, at vaeddeloebsselskabernes direkte afslag paa at tildele sagsoegeren en licens er den normale foelge af den omstaendighed, at vaeddeloebsselskaberne og PMU ikke for tiden modtager vaeddemaal paa de franske loeb i Belgien og heller ikke udnytter intellektuelle ejendomsrettigheder i Belgien. I mangel af bevis for det modsatte kan denne adfaerd herefter ikke betragtes som en foelge af en aftale eller en samordnet praksis mellem vaeddeloebsselskaberne.

143 Kommissionen har bemaerket, at det standpunkt, som den havde indtaget i Stempa-sagen (jf. ovenfor, praemis 137), senere blev forkastet af Domstolen i Coditel II-dommen.

144 Kommissionen har endelig bestridt sagsoegerens anbringende om, at eftersom det omtvistede afslag fra vaeddeloebsselskaberne ikke var sagligt begrundet, udgoer det i sig selv en konkurrencebegraensning, ogsaa selv om der ikke foreligger en forskelsbehandling, fordi det forhindrer sagsoegeren i at modtage fransk lyd og billede og dermed konkurrere med de andre vaeddeloebsagenturer i Belgien. Kommissionen finder, at eftersom der ikke bestaar et konkurrenceforhold mellem Ladbroke og vaeddeloebsselskaberne paa det belgiske marked, er anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, pr. definition udelukket.

145 Intervenienterne har tilsluttet sig Kommissionens argumenter og har understreget, at da Kommissionens meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 om aftalen mellem PMI og DSV blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, tog Kommissionen ikke forbehold over for bestemmelsen om, at DSV ikke maatte retransmittere fransk lyd og billede uden for licensomraadet.

Rettens bemaerkninger

146 Indledningsvis bemaerkes, at det ikke kan udelukkes, at visse omstaendigheder ved udoevelsen af en intellektuel ejendomsret kan vaere i strid med traktatens artikel 85, hvis denne udoevelse er midlet til at naa en aftale, som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet (jf. Coditel II-dommen, praemis 14). Den omstaendighed, at indehaveren af ophavsretten har givet en enkelt licenshaver eneret paa en bestemt medlemsstats omraade og har forbudt, at der meddeles underlicenser i en bestemt periode, er imidlertid ikke i sig selv tilstraekkelig til at fastslaa, at kontrakten maa betragtes som genstand for, middel til eller resultat af en ved traktaten forbudt aftale (samme dom, praemis 15).

147 Selv om det fremgaar af saeregenhederne ved den paagaeldende erhvervsgren og de paagaeldende markeder, at en licens til enerepraesentation ikke i sig selv kan hindre, begraense eller fordreje konkurrencen, kan udoevelsen af ophavsretten ligesom udoevelsen af den overdragne ret, der foelger af den, i en bestemt oekonomisk eller retlig sammenhaeng, som foerer til en betydelig begraensning af den paagaeldende virksomhed eller fordrejer konkurrencen paa markedet, under hensyn til markedets saerlige forhold vaere omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1 (samme dom, praemis 16 og 17).

148 Ud fra disse retningslinjer i retspraksis skal der tages stilling til sagsoegerens argumenter om, at den anfaegtede beslutning er utilstraekkeligt begrundet, og at traktatens artikel 85, stk. 1 - for saa vidt angaar de indirekte og direkte afslag paa at meddele licens til at transmittere de franske loeb i Belgien - er blevet anvendt urigtigt.

Klagepunktet om, at retsaktens begrundelse er utilstraekkelig

149 Ifoelge fast retspraksis har forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed samt at give den beroerte virksomhed de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der muligvis foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (Domstolens dom af 6.7.1993, forenede sager C-121/91 og C-122/91, CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873, praemis 31, af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, praemis 86, og af 24.10.1996, forenede sager C-329/93, C-62/95 og C-63/95, Tyskland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5151, praemis 31; Rettens dom i sagen Branco mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 32). For saa vidt angaar beslutninger fra Kommissionen, som har til formaal at konstatere en overtraedelse af konkurrencereglerne, kan det saaledes ikke kraeves, at Kommissionen beskaeftiger sig med alle de faktiske og retlige spoergsmaal, som er blevet behandlet under den administrative procedure (Domstolens dom i sagen RTE og ITP mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 99, og Rettens dom af 6.4.1995, sag T-149/89, Sotralentz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1127, praemis 73).

150 I den foreliggende sag har Kommissionen ved i den anfaegtede beslutning at anfoere, at det forbud mod retransmission, som vaeddeloebsselskaberne har paalagt DSV, ikke paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, men hoerer til de rettigheder, som licensgiveren raader over, givet oplysninger, som er tilstraekkelige til at goere sagsoegeren bekendt med de vigtigste faktiske og retlige omstaendigheder, der er grundlaget for argumentationen i den anfaegtede beslutning. Spoergsmaalet om, hvorvidt det omtvistede afslag eventuelt kan vaere foelgen af en aftale, der er forbudt efter traktatens artikel 85, stk. 1, vedroerer realitetsbedoemmelsen af beslutningen og ikke begrundelsespligten. Klagepunktet om utilstraekkelig begrundelse maa foelgelig forkastes.

Det indirekte afslag paa transmissionslicens

151 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om der maa gives Kommissionen medhold i dens opfattelse, hvorefter paalaegget til DSV om at afslaa retransmission, dvs. at meddele underlicenser uden for licensomraadet, paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin hoerer til de intellektuelle ejendomsrettigheder, bemaerker Retten, at den omstaendighed, at indehaveren af en ophavsret har besluttet at meddele én enkelt enelicens paa en bestemt medlemsstats omraade og foelgelig har forbudt meddelelse af underlicenser uden for licensomraadet, ikke i sig selv er tilstraekkelig til, at kontrakten maa betragtes som genstand for, middel til eller resultat af en aftale, hvormed det tilsigtes at begraense konkurrencen paa det paagaeldende marked (jf. Coditel II-dommen, praemis 15).

152 Sagsoegeren har ikke i sagen foert noget bevis for, at aftalen mellem PMU/PMI og DSV i virkeligheden har vaeret et led i en aftale, der er forbudt efter traktatens artikel 85, stk. 1. Det kan herefter ikke antages, at Kommissionen har begaaet en fejl ved at laegge til grund, at artikel 85, stk. 1, er uanvendelig.

153 Foelgelig maa sagsoegerens klagepunkt om, at artikel 85, stk. 1, er anvendt forkert, dels med hensyn til aftalen mellem vaeddeloebsselskaberne og DSV, dels med hensyn til det afslag, som sidstnaevnte gav sagsoegeren, forkastes.

Det direkte afslag paa transmissionslicens

154 Som det fremgaar af sagens akter, gjorde sagsoegeren under den administrative procedure over for Kommissionen gaeldende, at det direkte afslag fra hvert af vaeddeloebsselskaberne paa at meddele sagsoegeren licens var genstand for en aftale mellem vaeddeloebsselskaberne, og at aftalen var omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1. Til stoette herfor henviste sagsoegeren til den ovennaevnte skrivelse af 8. august 1990, hvori PMU meddelte sagsoegeren det omtvistede afslag paa vaeddeloebsselskabernes vegne, saavel som til den eksklusive karakter af aftalen af 9. januar 1990 mellem vaeddeloebsselskaberne og PMU vedroerende sidstnaevntes udnyttelse uden for Frankrig af deres intellektuelle ejendomsrettigheder med hensyn til de vaeddeloeb, som de afholder (jf. Ladbroke's skrivelse af 13.1.1993, punkt 2.7.1, 2.7.2 og 2.7.3, bilag 5.16 til staevningen og praemis 24 ovenfor).

155 Kommissionen har i den anfaegtede beslutning anfoert, at afslaget var den normale foelge af, at hverken PMU eller vaeddeloebsselskaberne for tiden er til stede paa markedet for modtagelse af vaeddemaal i Belgien, og at denne adfaerd foelgelig ikke var en diskriminerende begraensning af konkurrencen paa dette marked. Den har endvidere for Retten gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke har bevist, at der forelaa en aftale mellem vaeddeloebsselskaberne i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Den har endelig i besvarelse af et skriftligt spoergsmaal fra Retten anfoert, at grunden til, at den ikke undersoegte, om afslaget paa licens var genstand for en aftale mellem vaeddeloebsselskaberne, hvis formaal var at begraense konkurrencen mellem dem i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand, var den, at sagsoegerens klage under alle omstaendigheder paa dette punkt var uden berettiget interesse i artikel 3's forstand i forordning nr. 17.

156 Det bemaerkes, at forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, omfatter alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, som har til formaal eller til foelge at begraense den konkurrence, som deltagerne heri udoever eller kunne udoeve med hinanden, men ogsaa den konkurrence, som kunne udspille sig mellem en af deltagerne og tredjemand (Domstolens domme af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, paa s. 251, org. ref.: Rec.429, paa493, og sag 32/65, Italien mod Raadet og Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 293, paa s. 299, org. ref.: Rec. s. 563, paa s. 592).

157 Heraf foelger, at en aftale mellem to eller flere virksomheder med det formaal at forbyde, at der meddeles en tredjemand licens til at udnytte intellektuelle ejendomsrettigheder, ikke, som det haevdes af Kommissionen, falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85, stk. 1, blot fordi ingen af parterne i aftalen har meddelt en tredjemand en saadan licens paa det relevante marked, og dette ikke medfoerer nogen begraensning af tredjemands aktuelle konkurrencemaessige stilling.

158 Selv om et saadant afslag, naar der ikke er nogen aktuel konkurrence paa det relevante marked, ganske vist ikke kan anses for at vaere diskriminerende og dermed for at kunne vaere omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, litra d), maa det saaledes antages, at en aftale som den, sagsoegeren har kritiseret, kan have til foelge at begraense en potentiel konkurrence paa det relevante marked, eftersom den fratager den enkelte part i aftalen den frie adgang til at kontrahere direkte med en tredjemand og herved meddele denne licens vedroerende udnyttelsen af sine intellektuelle ejendomsrettigheder og paa denne maade optage konkurrence med de andre parter i aftalen paa det relevante marked.

159 Det foelger af det anfoerte, at en horisontal aftale mellem vaeddeloebsselskaberne, hvorved hvert af disse afskaeres fra at meddele en tredjemand som sagsoegeren en licens paa transmission og lyd og billede fra de vaeddemaal, som det gennemfoerer, kan vaere til hinder for, at det enkelte selskab kommer ind paa det belgiske marked for lyd og billede fra vaeddeloeb i almindelighed, og dermed kan begraense den potentielle konkurrence, der kunne vaere paa dette marked, til skade for bookmakernes og de endelige forbrugeres interesser. En saadan aftale kunne endvidere bevirke en »begraensning af eller kontrol med ... afsaetning« og/eller en »opdeling af markeder«, jf. traktatens artikel 85, stk. 1, litra b) og c). Kommissionen kan derfor ikke henvise til, at der ikke foreligger en berettiget interesse for sagsoegeren i artikel 3's forstand i forordning nr. 17, som begrundelse for, at den ikke har undersoegt denne del af klagen, som suppleret med sagsoegerens bemaerkninger i skrivelsen af 13. januar 1993.

160 Ved under disse omstaendigheder at laegge til grund, at det afslag paa at meddele en licens, som sagsoegeren fik underretning om ved skrivelsen af 8. august 1990, ikke udgjorde en aftale, der havde til formaal at begraense konkurrencen mellem vaeddeloebsselskaberne paa det belgiske marked med hensyn til udnyttelsen af deres intellektuelle ejendomsrettigheder vedroerende de vaeddeloeb, som de afholder - fordi afslaget var den normale foelge af, at der ikke er nogen aktuel konkurrence paa dette marked, og fordi sagsoegeren under alle omstaendigheder ikke paa dette punkt havde en berettiget interesse i artikel 3's forstand i forordning nr. 17 - har Kommissionen ikke med den fornoedne omhu undersoegt alle de faktiske og retlige omstaendigheder, som Ladbroke havde gjort den bekendt med.

161 Da Kommissionen ikke havde undersoegt dette spoergsmaal vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, med den fornoedne omhu, kunne den ikke se bort fra den ovennaevnte skrivelse af 8. august 1990 og aftalen af 9. januar 1990 mellem vaeddeloebsselskaberne og PMU (jf. ovennaevnte skrivelse af 13.1.1993 til Kommissionen), som sagsoegeren havde henvist til som bevis for sin paastand om, at det omtvistede afslag var genstand for en aftale mellem vaeddeloebsselskaberne, der er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, selv om der ikke maatte foreligge forskelsbehandling paa det belgiske marked.

162 Det foelger i det hele af det anfoerte, at den anfaegtede beslutning skal annulleres, for saa vidt som Kommissionen, ved at undlade at undersoege, om det omtvistede afslag eventuelt kunne have vaeret genstand for en aftale mellem vaeddeloebsselskaberne, som forhindrede det enkelte selskab i at meddele Ladbroke en licens til transmission af de vaeddeloeb, som de afholdt - og ved dermed ikke at have tillagt skrivelsen af 8. august 1990 nogen betydning som bevis for, at der forelaa en efter traktatens artikel 85, stk. 1, forbudt aftale, fordi det omtvistede afslag skulle vaere den normale foelge af, at hverken PMU eller nogen af vaeddeloebsselskaberne er til stede paa markedet for modtagelse af vaeddemaal i Belgien - ikke har undersoegt denne del af sagsoegerens klage med den fornoedne omhu.

Sagens omkostninger

163 I medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til artikel 87, stk. 3, kan Retten imidlertid fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren delvis har faaet medhold, og da begge parter har paastaaet modparten tilpligtet at betale sagens omkostninger, bestemmes, at hver af parterne baerer sine egne omkostninger.

164 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer intervenienterne deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

1) Kommissionens beslutning, der er indeholdt i dens skrivelse af 24. juni 1993 om afvisning af sagsoegerens klage af 9. oktober 1990 (IV/33.699), annulleres, for saa vidt som det deri hedder, at vaeddeloebsselskabernes afslag paa at meddele sagsoegeren en licens til transmission af franske vaeddeloeb i Belgien, saaledes som sagsoegeren fik meddelelse om ved en skrivelse fra Pari mutuel urbain af 8. august 1990, var den normale foelge af, at hverken Pari mutuel urbain eller vaeddeloebsselskaberne optager vaeddemaal paa markedet for modtagelse af vaeddemaal i Belgien, og derfor ikke kunne vaere genstand for en aftale mellem vaeddeloebsselskaberne i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

2) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes i oevrigt.

3) Hver part, herunder intervenienterne, baerer sine egne omkostninger.