61993A0482

++++

Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, som beroerer dem umiddelbart og individuelt ° forordning om fastsaettelse af de endelige regionale referencebeloeb for visse oliefroe ° soegsmaal indbragt af rapsproducenter ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 525/93)

Et soegsmaal, indbragt af bayerske rapsproducenter med paastand om annullation af forordning nr. 525/93 ° om fastsaettelse af de endelige regionale referencebeloeb for producenter af sojaboenner, og raps-, rybs- og solsikkefroe for produktionsaaret 1992/93 ° maa afvises.

Forordningen maa nemlig betragtes som en almengyldig retsakt, der generelt og abstrakt gaelder for de beroerte producenter, idet hver af de tre elementer, som danner grundlag for beregningen af de naevnte beloeb, er fastlagt paa grundlag af generelle og abstrakte oplysninger, uden at der paa nogen maade er taget hensyn til individuelle producenters situation. Det samme gaelder for det for Bayern fastsatte endelige regionale referencebeloeb.

Uanset at disse producenter paa det tidspunkt, da forordningen blev vedtaget, indgik i et bestemt antal producenter, nemlig dem, der havde saaet froe til den paagaeldende hoest, havde indgivet en ansoegning med de kraevede oplysninger og erklaeringer, havde afgivet en hoesterklaering og modtaget et forskud, er denne "lukkede kreds" en foelge af selve karakteren af den ordning, der er indfoert ved forordning nr. 3766/91 om indfoerelse af en stoetteordning for producenter af de paagaeldende froe, og beroerer ikke disse producenter paa anden maade, end den beroerer alle andre producenter af oliefroe i samme situation.

Det ene forhold, at disse producenter har indgivet de noedvendige ansoegninger og erklaeringer, og at de allerede har modtaget et forskud, er ikke tilstraekkeligt til at begrunde, at deres saerlige interesser er blevet kraenket i et saadant omfang, at de kan betragtes som individuelt beroert, da de for det foerste ikke foer udstedelsen af forordning nr. 525/93 havde erhvervet ret til direkte betaling af et bestemt samlet beloeb, og da deres retsstilling for det andet ikke var forskellig fra alle andre producenters i Faellesskabet, der var omfattet af samme forordning.

Faktiske omstaendigheder og relevante faellesskabsbestemmelser

1 Sagsoegeren Martin Weber GdbR er et privatretligt selskab ("Gesellschaft des buergerlichen Rechts"), der har to deltagere, Martin og Maria Weber. Selskabet driver i Bayern en landbrugsbedrift paa 42 hektar, der delvis anvendes til dyrkning af raps.

Ordningen om stoette til oliefroe

2 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3766/91 af 12. december 1991 om indfoerelse af en stoetteordning for producenter af sojaboenner, raps-, rybs- og solsikkefroe (EFT L 356, s. 17, herefter "forordning nr. 3766/91") blev der indfoert en ordning baseret paa princippet om betaling af godtgoerelse direkte til producenten med et fast beloeb pr. hektar, tilpasset gennemsnitsudbytterne i de forskellige regioner i Faellesskabet. Gennemfoerelsesbestemmelserne til denne ordning blev fastlagt i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 615/92 af 10. marts 1992 om gennemfoerelsesbestemmelser til en stoetteordning for producenter af sojaboenner, og raps-, rybs og solsikkefroe (EFT L 67, s. 11, herefter "forordning nr. 615/92").

3 I artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 3766/91 bestemmes: "Der fastsaettes en forventet referencepris for oliefroe paa 163 ECU/ton". Ifoelge Kommissionens forklaring svarer denne pris til en anslaaet forventet referencepris for oliefroe paa mellemlangt sigt paa et stabilt verdensmarked.

4 I artikel 3, stk. 2, i samme forordning bestemmes: "Der fastsaettes et EF-referencebeloeb for oliefroe paa 384 ECU/ha". Ifoelge Kommissionen er dette beloeb en teoretisk vaerdi, som er et udtryk for det forventede godtgoerelsesbeloeb pr. hektar i Faellesskabet.

5 Det godtgoerelsesbeloeb, der skal udbetales til producenterne, fastlaegges i to etaper.

6 Foerst fastsaetter Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 3766/91 for hver produktionsregion som fastlagt efter artikel 2 i forordningen et "forventet regionalt referencebeloeb" paa grundlag af en sammenligning mellem det gennemsnitlige udbytte for Faellesskabet af korn eller oliefroe og det tilsvarende gennemsnitsudbytte for den paagaeldende region.

7 Dernaest beregner Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 3766/91 inden den 30. januar i hvert produktionsaar et "endeligt regionalt referencebeloeb" efter "forvaltningskomité"-proceduren i artikel 38 i Raadets forordning nr. 136/66/EOEF af 22. september 1966 om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer (EFT 1965-1966, s. 193, herefter "forordning nr. 136/66").

8 Ifoelge artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 3766/91

"... beregner Kommissionen ... et endeligt regionalt referencebeloeb baseret paa den konstaterede referencepris for oliefroe. Den endelige beregning foretages ved at erstatte den forventede referencepris med den konstaterede referencepris; der tages ikke hensyn til prisudsving, som holder sig inden for 8% af den forventede referencepris".

9 Det foelger heraf, at saafremt den i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 3766/91 konstaterede referencepris afviger med mere end 8% i forhold til den forventede referencepris, fastlaegges det endelige regionale referencebeloeb ved at justere det forventede regionale referencebeloeb i forhold til det paagaeldende udsving. I oevrigt skal det endelige regionale referencebeloeb i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 3766/91 nedsaettes, saafremt det viser sig, at arealet med oliefroe overstiger det maksimale garantiareal, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1.

10 Ifoelge artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3766/91 kan alene producenter, der er etableret i Faellesskabet, som saar og har til hensigt at hoeste de i artikel 1 i forordningen naevnte produkter, ansoege om at blive omfattet af en regionaliseret ordning med direkte betalinger. For at opnaa ret til betaling skal producenten i henhold til artikel 4, stk. 2, senest paa den dato, der er fastsat for den paagaeldende region, have saaet froeene og have indgivet en ansoegning. Det fremgaar af artikel 4, stk. 3, at ansoegninger kun kan indgives for agerjord, der er dyrket i perioden 1989/90 til 1990/91.

11 En producent har kun ret til at modtage direkte betaling for agerjord, som opfylder de i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 615/92 anfoerte betingelser. Ansoegningerne skal indeholde de oplysninger og erklaeringer, der kraeves i henhold til artikel 3, stk. 2, i og bilag II til forordningen.

12 Ifoelge artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 3766/91 er producenter, der indgiver en ansoegning, berettiget til forskudsbetaling af hoejst 50% af det forventede regionale referencebeloeb, og det bestemmes, at medlemsstaterne foretager den noedvendige kontrol for at sikre sig, at det er berettiget at udbetale forskuddet.

13 I artikel 5 i forordning nr. 615/92 bestemmes, at retten til at modtage den endelige betaling kun indroemmes en producent i tilfaelde, hvor der er indsendt en hoesterklaering, der mindst indeholder de i bilag III omhandlede oplysninger, og som skal vaere den paagaeldende kompetente myndighed i haende senest en bestemt dato.

14 Ifoelge samme forordnings artikel 8 foretager medlemsstaterne den endelige udbetaling til de producenter, der har ret hertil, senest 60 dage efter offentliggoerelsen af de endelige regionale referencebeloeb i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

Produktionsaaret 1992/93

15 Paa grund af forsinkelser med gennemfoerelsen af den nye ordning fik medlemsstaterne ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1405/92 af 27. maj 1992 om fastsaettelse af stoerrelsen af forskud til producenter af sojaboenner og raps-, rybs- og solsikkefroe for hoestaaret 1992/93 (EFT L 146, s. 56) hjemmel til at udbetale forskud til producenterne paa 50% af det forventede regionale referencebeloeb, der var udledt af de data, som medlemsstaterne havde sendt til Kommissionen til underbygning af regionaliseringsplanerne.

16 Den 24. maj 1992 indgav Martin Weber GdbR i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 3766/91 og artikel 3 i forordning nr. 615/92 en ansoegning, underskrevet af Martin Weber, til de kompetente nationale myndigheder om direkte betaling for produktionsaaret 1992/93.

17 Den 23. august 1992 fremsendte Martin Weber GdbR til de kompetente nationale myndigheder en hoesterklaering, som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 615/92, underskrevet af Martin Weber. Det fremgaar af denne erklaering, at Martin Weber GdbR har dyrket 6,37 ha raps og afhoestet 27,4 tons. Selskabet bekraefter at have opnaaet en endelig nettopris efter rensning og toerring af rapsen paa 263,10 DM pr. ton, eller 111,76 ECU pr. ton.

18 I henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 3766/91 og artikel 4 i forordning nr. 615/92 tildelte Amt fuer Landwirtschaft und Bodenkultur Regensburg ved afgoerelse af 23. september 1992 Martin Weber GdbR et forskud paa 3 879,65 DM (1 648,11 ECU).

19 Den 5. marts 1993 vedtog Kommissionen forordning (EOEF) nr. 515/93 om fastsaettelse af de forventede regionale referencebeloeb for producenter af sojaboenner, raps-, rybs- og solsikkefroe for produktionsaaret 1992/93 (EFT L 55, s. 43, herefter "forordning nr. 515/93"). Det forventede regionale referencebeloeb for Bayern blev fastsat til 517,42 ECU/ha (1 218,10 DM/ha).

20 Den 8. marts 1993 vedtog Kommissionen forordning (EOEF) nr. 525/93 om fastsaettelse af de endelige regionale referencebeloeb for producenter af sojaboenner, raps-, rybs- og solsikkefroe for produktionsaaret 1992/93 (EFT L 56, s. 18, herefter "den anfaegtede forordning"). Det fremgaar af bilag II til den anfaegtede forordning, at det endelige regionale referencebeloeb for Bayern ligeledes blev fastsat til 517,42 ECU/ha (1 218,10 DM/ha).

21 Bilag I til den anfaegtede forordning indeholder en kort redegoerelse for beregningen af det endelige regionale referencebeloeb, som har foelgende ordlyd:

"Der er for hver type oliefroe blevet fastlagt en konstateret referencepris, som repraesenterer den gennemsnitspris, der er registreret paa verdensmarkedet i produktionsaaret 1992/93.

Disse konstaterede referencepriser er beregnet ud fra noteringer og faktiske transaktionspriser, udtrykt i Rotterdam-aekvivalenter, for bulksendinger af oliefroe leveret i repraesentative havneomraader. De paagaeldende priser og noteringer blev registreret i perioden juli 1992 til januar 1993. Hvor det var muligt, blev der taget hensyn til baade en loebende maaneds leveringspriser og terminsleveringspriserne.

De konstaterede referencepriser er af en saadan stoerrelse, at det ikke er noedvendigt at aendre de forventede regionale referencebeloeb, jf. artikel 3, stk. 4, i forordning (EOEF) nr. 3766/91.

De sidste skoen over stoetteberettigede arealer med oliefroe er blevet opstillet.

Disse arealer er af en saadan stoerrelse, at det ikke er noedvendigt at aendre de forventede regionale referencebeloeb, jf. artikel 6, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3766/91.

Det bekraeftes, at de endelige regionale referencebeloeb for produktionsaaret 1992/93 er af samme stoerrelse som de forventede regionale referencebeloeb og fastsaettes til de beloeb, der er anfoert i bilag II."

22 Ved afgoerelse af 28. april 1993 tildelte Amt fuer Landwirtschaft und Bodenkultur Regensburg Martin Weber GdbR en samlet direkte betaling for det dyrkede areal, svarende til det for Bayern fastsatte endelige regionale referencebeloeb eller et beloeb paa:

1 218,10 DM (517,42 ECU) x 6,37 = 7 759,29 DM (3 296,22 ECU).

23 Under hensyn til det allerede udbetalte forskud paa 3 879,65 DM, var restbeloebet til udbetaling fastsat til 3 879,64 DM.

24 Martin Weber GdbR har klaget over denne afgoerelse inden for den i national ret fastsatte klagefrist. Selskabet har anmodet Amt fuer Landwirtschaft und Bodenkultur Regensburg om ikke at afgoere klagesagen, saa laenge det foreliggende soegsmaal verserer for Faellesskabets retsinstanser. Den nationale klageprocedure er saaledes foreloebig stillet i bero.

Retsforhandlinger

25 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. maj 1993, registreret som sag nr. C-273/93, har Martin Weber GdbR anlagt denne sag. Staevningen var ledsaget af en fuldmagt, undertegnet af de to selskabsdeltagere, Martin og Maria Weber.

26 Ved saerskilt processkrift indleveret den 28. maj 1993 har Kommissionen paastaaet sagen afvist under hensyn til for det foerste, at Martin Weber GdbR ikke har partshabilitet, og for det andet, at selskabet ikke er "individuelt beroert" af den anfaegtede forordning som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2.

27 I medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) har Domstolen ved kendelse af 27. september 1993 henvist sagen til Retten. Sagen er registreret af Rettens Justitskontor som nr. T-482/93.

28 Ved kendelse af 30. marts 1994 har Retten (Foerste Afdeling) foretaget en foreloebig berigtigelse af angivelsen af sagsoegeren, idet den til Martin Weber GdbR har foejet selskabsdeltagerne Martin og Maria Weber, der som fysiske personer ligeledes anses for sagsoegere. Retten har derefter besluttet at behandle formalitetsindsigelsen sammen med realiteten. I oevrigt har Retten anmodet Martin Weber GdbR og aegteparret Weber (herefter "sagsoegerne") om at fremlaegge de ansoegninger og erklaeringer, der er indgivet til de nationale myndigheder for at opnaa den paagaeldende direkte betaling.

29 Ved Rettens afgoerelse af 19. september 1995 er den refererende dommer blevet overfoert til Rettens Anden Udvidede Afdeling, hvorfor sagen er blevet henvist hertil.

30 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog som led i de i procesreglementets artikel 64 fastsatte foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse opfordret sagsoegte til skriftligt at besvare en raekke spoergsmaal og at fremlaegge visse dokumenter vedroerende beregningen af den "referencepris", som er omhandlet i artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 3766/91 og i bilag I til den anfaegtede forordning. Sagsoegte har afgivet svar den 20. februar 1996.

31 Parterne har i retsmoedet den 13. marts 1996 afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande

32 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

° Den anfaegtede forordning annulleres for saa vidt angaar de endelige regionale referencebeloeb for producenter af sojaboenner, raps-, rybs- og solsikkefroe for produktionsaaret 1992/93.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises, subsidiaert frifindes sagsoegte.

° Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Parternes anbringender og argumenter

34 Sagsoegerne har til stoette for deres annullationspaastand gjort to anbringender gaeldende. Ved det foerste paaberaabes, under henvisning til traktatens artikel 190, en utilstraekkelig begrundelse af forordningen. Det andet vedroerer en overtraedelse af det faellesskabsretlige princip om forbud mod vilkaarlig handlemaade. Sagsoegerne haevder i korthed, at den direkte betaling, de har modtaget, er for lille, fordi Kommissionen har foretaget en vilkaarlig beregning af "referenceprisen" i artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 3766/91 for at undgaa, at prisen blev mere end 8% lavere end den foreloebige referencepris paa 163 ECU/ton, der er fastlagt i artikel 3, stk. 1, i forordningen, og saaledes undgaa en forhoejelse af de direkte betalinger til producenterne. Den anfaegtede forordning stemmer paa ingen maade overens med de faktiske markedsvilkaar i den paagaeldende periode. Kommissionen har med urette taget hensyn til priserne i februar og marts 1993, hvilket er i strid med artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 3766/91. Den har ligeledes til den konstaterede pris for Hamburg med urette foejet hypotetiske transportomkostninger til Rotterdam. Under den mundtlige forhandling har sagsoegerne underbygget deres klagepunkter ved at henvise til de taloplysninger, som Retten har modtaget fra Kommissionen (jf. ovenfor, praemis 30).

35 Kommissionen goer principalt gaeldende, at sagen boer afvises, og subsidiaert, at der boer ske frifindelse.

Formaliteten

36 Sagsoegte har fremsat to anbringender til stoette for, at sagen boer afvises. For det foerste har sagsoegeren Martin Weber GdbR ikke partshabilitet. For det andet er selskabet ikke "individuelt beroert" af den anfaegtede forordning i traktatens artikel 173, stk. 2' s forstand.

Anbringendet om, at Martin Weber GdbR ikke kan vaere part i en retssag

Parternes argumenter

37 Sagsoegte har gjort gaeldende, at Martin Weber GdbR, der er et privatretligt selskab stiftet i henhold til § 705 ff. i Buergerliches Gesetzbuch, ifoelge tysk ret ikke har retsevne, og det kan saaledes ifoelge § 50 i Zivilprozessordnung ikke vaere part i en retssag. Selv om begrebet juridisk person, der naevnes i traktatens artikel 173, stk. 2, ikke noedvendigvis falder sammen med betydningen af de tilsvarende begreber i medlemsstaternes forskellige retssystemer (Domstolens dom af 28.10.1982, sag 135/81, Groupement des agences de voyages mod Kommissionen, Sml. s. 3799, praemis 10), opfylder Martin Weber GdbR ikke de betingelser om selvstaendighed og ansvar, der er afgoerende for evnen til at vaere part i en retssag for Faellesskabets retsinstanser (jf. Domstolens kendelse af 14.11.1963, sag 15/63, Lassalle mod Parlamentet, org. ref.: Rec. 1964, s. 97, paa s. 100, samt Domstolens dom af 8.10.1974, sag 18/74, Syndicat général du personnel mod Kommissionen, Sml. s. 933, praemis 7). Efter sagsoegtes opfattelse burde denne sag saaledes vaere anlagt af aegteparret Weber og ikke af Martin Weber GdbR.

38 Sagsoegerne har gjort gaeldende ° selv om de erkender, at selskabet Martin Weber GdbR ikke er en juridisk person ° at det fremgaar af selskabets vedtaegter, at det i tilstraekkeligt omfang udgoer en selvstaendig og ansvarlig enhed, saaledes som det kraeves ifoelge Domstolens praksis. Sagsoegeren Martin Weber GdbR har saaledes soegsmaalskompetence for Faellesskabets retsinstanser.

39 Subsidiaert har aegteparret Weber anmodet om at maatte blive betragtet som sagsoegere i sagen. De fremhaever, at de har underskrevet den staevningen bilagte fuldmagt til at anlaegge sagen, og at de er eneste deltagere i Martin Weber GdbR.

Rettens bemaerkninger

40 Det fremgaar af side 2 i staevningen samt af vedtaegterne for selskabet Martin Weber GdbR, der er bilagt staevningen, at dets eneste deltagere og repraesentanter er aegtefaellerne Martin Weber og Maria Weber. For oevrigt er fuldmagten til den advokat, der har anlagt sagen, og som ligeledes er bilagt staevningen, underskrevet af Martin og Maria Weber i deres eget navn. Under disse omstaendigheder skal staevningen fortolkes saaledes, at den ligeledes er indgivet af Martin og Maria Weber og ikke alene paa vegne af Martin Weber GdbR.

41 Da der er tale om ét og samme soegsmaal, er det ufornoedent at undersoege, om Martin Weber GdbR kan vaere part i en retssag for Faellesskabets retsinstanser (jf. Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, praemis 79).

42 Det foerste anbringende om, at sagen boer afvises, maa saaledes forkastes.

Anbringendet om, at sagsoegerne ikke er individuelt beroert af den anfaegtede forordning

Parternes argumenter

43 Sagsoegte har henvist til, at erhvervsdrivende kun kan vaere individuelt beroert af en forordning, saafremt denne beroerer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derved individualiserer dem paa lignende maade som en beslutnings adressater (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, og af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501). Martin Weber GdbR er imidlertid kun én blandt mange producenter af oliefroe og adskiller sig paa ingen maade fra andre bedrifter af denne type. Sagsoegerne kan opnaa tilstraekkelig retsbeskyttelse ved de kompetente tyske retsinstanser, som i givet fald kan forelaegge Domstolen spoergsmaal i henhold til EF-traktatens artikel 177.

44 Dernaest mister en retsakt ikke sin karakter af forordning, fordi det er muligt at fastlaegge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den paa et givet tidspunkt finder anvendelse paa, naar det er ubestridt, at den anvendes paa grundlag af objektive faktiske og retlige omstaendigheder, som er fastlagt i akten, og som er relevante i forhold til dens formaal (Domstolens dom af 16.3.1978, sag 123/77, UNICME mod Raadet, Sml. s. 845, af 24.2.1987, sag 26/86, Deutz und Geldermann mod Raadet, Sml. s. 941, af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorníu mod Raadet, Sml. I, s. 1853, og Domstolens kendelse af 24.5.1993, sag C-131/92, Arnaud m.fl. mod Raadet, Sml. I, s. 2573).

45 Den anfaegtede forordning fastsaetter det endelige regionale referencebeloeb paa grundlag af objektive kriterier, der fremgaar af forordning nr. 3766/91, navnlig dens artikel 4, og som finder anvendelse paa alle producenter, der har ret til stoette, uden hensyntagen til individuelle oplysninger vedroerende de personer, som har indgivet en ansoegning. Desuden udgoer forordning nr. 3766/91, nr. 515/93 og nr. 525/93 en lovgivningsmaessig enhed.

46 Grunden til, at de endelige regionale referencebeloeb noedvendigvis beregnes paa et tidspunkt, hvor alle modtagerne er kendt, er alene, at fastsaettelsen af den endelige stoette skal ligge saa naer som muligt den faktiske markedssituation. I de sager, hvor Domstolen har anerkendt en individuel interesse i at anlaegge sag med den begrundelse, at de paagaeldende sagsoegere tilhoerte en "lukket kreds", har de paagaeldende forordninger netop grebet ind i en veletableret retsstilling, som til forskel fra denne sag allerede var endeligt og ikke blot foreloebigt afklaret. I denne sag kendes det endelige stoettebeloeb imidlertid ikke, foer det endelige regionale referencebeloeb er beregnet.

47 Korrektionsmuligheden i artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 3766/91 (jf. ovenfor, praemis 9) underbygger ikke sagsoegernes argument, da det maksimale garantiareal ikke fastsaettes pr. producent, men paa faellesskabsniveau, og da nedsaettelsen finder anvendelse uafhaengigt af, hvilken producent der er ansvarlig for overskridelsen.

48 Subsidiaert har sagsoegte anfoert, at sagsoegerne kun er individuelt beroerte for saa vidt angaar det for Bayern fastsatte endelige regionale referencebeloeb.

49 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen paa grund af retlige fejl og sin vilkaarlige handlemaade (jf. ovenfor, praemis 34) i den anfaegtede forordning har fastsat de endelige regionale referencebeloeb paa et for lavt niveau, saaledes at den direkte betaling, de har ret til, er blevet ulovligt nedskaaret. Den anfaegtede forordning beroerer saaledes sagsoegerne umiddelbart og individuelt.

50 Fysiske eller juridiske personer er individuelt beroerte, naar for det foerste den anfaegtede foranstaltning vedroerer praecise krav, der allerede er fremsat, og naar kredsen af beroerte ikke kan udvides efter udstedelsen af foranstaltningen (Domstolens dom af 1.7.1965, forenede sager 106/63 og 107/63, Toepfer m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 67, org. ref.: Rec. s. 525, og af 31.3.1977, sag 88/76, Exportation des sucres mod Kommissionen, Sml. s. 709), og naar der, for det andet, er en aarsagsforbindelse mellem muligheden for at fastlaegge kredsen af de beroerte og den paagaeldende foranstaltning (generaladvokat Mancini' s forslag til afgoerelse i forbindelse med Domstolens dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, paa s. 1341). Der foreligger i saa fald en samling individuelle beslutninger, der er udstedt i form af en forordning (Domstolens dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70, 42/70, 43/70 og 44/70, International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 83, org. ref.: Rec. s. 411, praemis 21).

51 Det er netop situationen i denne sag, idet producenten ° for at vaere berettiget til stoette i produktionsaaret 1992/93 i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 3766/91 ° senest paa den dato, der er fastsat for den paagaeldende region, skal have saaet froeene og have indgivet en ansoegning. Den anfaegtede forordning omhandler udelukkende tilfaelde, hvor saadanne ansoegninger allerede er blevet indgivet tidligere. De beroerte personer kunne saaledes identificeres af Kommissionen allerede foer udstedelsen af foranstaltningen, og kredsen af beroerte har ikke kunnet udvides efterfoelgende. Der er tillige en direkte aarsagsforbindelse mellem muligheden for at kende adressaterne og den paagaeldende foranstaltning.

52 Da indgivelsen af ansoegningen allerede har givet sagsoegerne en veletableret retsstilling, er det retligt set uden betydning, at et stort antal andre producenter af oliefroe paa samme maade har erhvervet denne retsstilling. Det er ligeledes uvaesentligt at vide, hvorfor de paagaeldende regionale referencebeloeb foerst er blevet fastsat, efter at de forskellige producenter, herunder sagsoegerne, indgav ansoegninger.

53 Den anfaegtede forordning har paa samme maade taget oliefroeproducenternes handlinger i betragtning, idet artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 3766/91 paalaegger dem en pligt til ikke at overskride det maksimale garantiareal.

54 Endelig er det af sagsoegte fremfoerte subsidiaere argument om, at sagsoegerne kun er individuelt beroerte, for saa vidt angaar det for Bayern fastsatte endelige regionale referencebeloeb, ubegrundet, fordi de forskellige regionale referencebeloeb beregnes paa grundlag af den samme endelige referencepris, der anfaegtes i denne sag.

Rettens bemaerkninger

55 I henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, nu EF-traktatens artikel 173, stk. 4, er en realitetsbehandling af et annullationssoegsmaal, der indbringes mod en forordning af en fysisk eller juridisk person, betinget af, at den anfaegtede forordning i realiteten er en beslutning, som umiddelbart og individuelt beroerer sagsoegeren (jf. f.eks. ovennaevnte dom i sagen Codorníu mod Raadet, praemis 17). Kriteriet for sondringen mellem en forordning og en beslutning skal soeges i, om den paagaeldende retsakt er almengyldig eller ikke (jf. Domstolens kendelse af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Raadet, Sml. I, s. 4149, praemis 28, og af 24.4.1996, sag C-87/95 P, CNPAAP mod Raadet, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 33). En forordning er almengyldig, hvis den finder anvendelse paa objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper (jf. f.eks. kendelse af 28.3.1996, sag C-270/95 P, Kik mod Raadet, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 10).

56 Det er imidlertid ikke udelukket, at en bestemmelse, som ifoelge sin art og raekkevidde har almengyldig karakter, kan beroere en fysisk eller juridisk person individuelt, naar den paagaeldende rammes paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for den paagaeldende, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derved individualiserer ham paa lignende maade som en beslutnings adressat (jf. f.eks. ovennaevnte dom i sagen Plaumann mod Kommissionen, paa s. 414, og i sagen Codorníu mod Raadet, praemis 19 og 20, samt ovennaevnte kendelse i sagen Asocarne mod Raadet, praemis 43).

57 I denne sag fastlaegger den anfaegtede forordning de endelige regionale referencebeloeb for produktionsaaret 1992/93 for alle regioner i Faellesskabet og for alle Faellesskabets beroerte producenter af oliefroe, saaledes som det er bestemt i artikel 3, stk. 4 og 5, i forordning nr. 3766/91. Disse endelige regionale referencebeloeb fastlaegges paa grundlag af tre elementer, nemlig de forventede regionale referencebeloeb, som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 3766/91, "referenceprisen", som omhandlet i forordningens artikel 3, stk. 4, og i givet fald en eventuel overskridelse af det maksimale garantiareal, som omhandlet i forordningens artikel 6, stk. 1 og 2.

58 Disse tre elementer fastlaegges paa grundlag af generelle og abstrakte oplysninger, uden at der paa nogen maade tages hensyn til individuelle producenters, saasom sagsoegernes, situation.

59 For saa vidt angaar foerst de forventede regionale referencebeloeb, som de endelige regionale referencebeloeb er en ajourfoering af, beregnes disse under hensyntagen dels til det forventede EF-referencebeloeb paa 384 ECU/ha, der er lovbestemt ved artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 3766/91, dels til de gennemsnitlige udbytter for Faellesskabet og for den paagaeldende region af de paagaeldende produkter i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 3 (jf. ovenfor, praemis 4 og 6). De forventede regionale referencebeloeb tager saaledes ikke sigte paa de individuelle producenters situation.

60 Hvad angaar dernaest den i artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 3766/91 omhandlede "referencepris", som anvendes til beregning af det endelige regionale referencebeloeb, fastlaegges denne for hele Faellesskabet paa grundlag af de priser, der faktisk er konstateret paa det faelles marked i det paagaeldende produktionsaar. Det fremgaar af sagens akter, at de markedspriser, som Kommissionen har anvendt i denne sag, var indeholdt i de oplysninger, medlemsstaternes myndigheder havde fremsendt, og der var tale om engrospriser og/eller priser "franko oliemoelle", som for de forskellige oliefroe var konstateret i visse af Faellesskabets havneomraader i loebet af produktionsaaret 1992/93, uden nogen form for henvisning til individuelle transaktioner og endnu mindre til individuelle producenters, saasom sagsoegernes, situation.

61 Hvad angaar endelig en eventuel nedsaettelse af det endelige referencebeloeb i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 3766/91 ved overskridelse af det maksimale garantiareal bemaerkes, at det maksimale garantiareal er fastlagt paa faellesskabsniveau, og at eventuelle overskridelser beregnes paa samme faelles grundlag. I modsaetning til, hvad sagsoegerne haevder, finder den fastlagte nedsaettelse saaledes objektivt anvendelse paa alle beroerte faellesskabsproducenter, uafhaengig af de enkelte producenters situation.

62 Det foelger heraf, at den anfaegtede forordning maa betragtes som en almengyldig retsakt, der generelt og abstrakt gaelder for de beroerte producenter. Det samme gaelder for det for Bayern fastsatte endelige regionale referencebeloeb paa 517 ECU/ha.

63 Hvad angaar argumentet om, at sagsoegerne er "individuelt beroert" af den anfaegtede forordning, fordi de tilhoerer en "lukket kreds", bemaerkes, at sagsoegerne som foelge af deres ansoegning af 24. maj 1992, deres hoesterklaering af 23. august 1992 og de kompetente myndigheders anerkendelse den 23. september 1992 af, at de har ret til udbetaling af et forskud faktisk paa det tidspunkt, da den anfaegtede forordning blev vedtaget, indgik i et bestemt antal producenter, nemlig dem, der: i) havde saaet froe til hoest i 1992/93 i overensstemmelse med de fastlagte betingelser, ii) havde indgivet en ansoegning med de kraevede oplysninger og erklaeringer, iii) havde afgivet en hoesterklaering, og iv) havde modtaget et forskud paa 50% af det forventede regionale referencebeloeb (jf. artikel 4 i forordning nr. 3766/91 samt artikel 3, 4, 5 og 6 i forordning nr. 615/92).

64 Det foelger imidlertid af Domstolens og Rettens faste praksis, at en retsakt ikke mister sin almengyldighed og dermed sin karakter af forordning, fordi det er muligt at fastlaegge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som retsakten paa et givet tidspunkt finder anvendelse paa, naar det er ubestridt, at den anvendes paa grundlag af objektive, faktiske og retlige omstaendigheder, som er fastlagt i den paagaeldende retsakt (jf. f.eks. Domstolens kendelse i sagen Asocarne mod Raadet, a.st., praemis 30, og i sagen CNPAAP mod Raadet, a.st., praemis 34, samt Rettens kendelse af 29.6.1995, sag T-183/94, Cantina cooperativa fra produttori vitivinicoli di Torre di Mosto m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1941, praemis 48, og den dér naevnte praksis).

65 Denne sag vedroerer en saadan situation (jf. ovenfor, praemis 57-62). Den af sagsoegerne paaberaabte "lukkede kreds" foelger nemlig af selve karakteren af den ordning, der er indfoert ved forordning nr. 3766/91, og beroerer ikke sagsoegerne paa anden maade, end den beroerer alle andre producenter af oliefroe i samme situation.

66 Den af sagsoegerne paaberaabte retspraksis (jf. ovenfor, praemis 50) finder ikke anvendelse i denne sag. Den omhandler nemlig visse bestemte situationer, der vedroerer enten individuelle ansoegninger om importlicenser, som er indgivet i loebet af en bestemt kort periode og for bestemte maengder (jf. ovennaevnte dom i sagen Toepfer m.fl. mod Kommissionen, paa s. 69, org. ref.: s. 533, og i sagen International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, praemis 16-22, samt Domstolens dom af 23.11.1971, sag 62/70, Bock mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 239, org. ref.: Rec. s. 897, praemis 10, og af 6.11.1990, sag C-354/87, Weddel mod Kommissionen, Sml. I, s. 3847, praemis 20-23; jf. ligeledes vedroerende en tilsvarende situation Domstolens dom af 27.11.1984, sag 232/81, Agricola commerciale olio mod Kommissionen, Sml. s. 3881) eller bestemte kategorier af eksportlicenser med forudfastsatte restitutionsbeloeb, der var opnaaet i en given periode, og som endnu var gyldige paa en bestemt dato (jf. ovennaevnte dom i sagen Exportations des sucres mod Kommissionen, praemis 9, 10 og 11, samt Domstolens dom af 18.11.1975, sag 100/74, CAM mod Kommissionen, Sml. s. 1393, praemis 14-19). Den foreliggende sag drejer sig derimod om en retsakt med almen gyldighed, som uden forskel finder anvendelse paa alle producenter af oliefroe i Faellesskabet, uden hensyn til bestemte producenters saerlige situation og karakteren eller indholdet af de individuelle ansoegninger.

67 Sagsoegerne goer imidlertid yderligere gaeldende, at den anfaegtede forordning udgoer et indgreb i den "veletablerede retsstilling", som de havde paa det tidspunkt, da forordningen blev vedtaget. Det maa derfor undersoeges, om de kan individualiseres paa samme maade som i ovennaevnte dom i sagen Codorníu mod Raadet, saaledes som den er blevet fortolket af Domstolen i kendelserne i sagerne Asocarne mod Raadet og CNPAAP mod Raadet, og hvorefter en almengyldig bestemmelse under visse omstaendigheder kan paavirke en erhvervsdrivende individuelt i det omfang, den beroerer den paagaeldendes saerlige interesser.

68 Hertil bemaerkes, at sagsoegerne, som havde opfyldt alle de kraevede betingelser og allerede havde modtaget et forskud paa 50% af det forventede regionale referencebeloeb, foer udstedelsen af den anfaegtede forordning kunne tro, at de senest 60 dage efter offentliggoerelsen af det endelige regionale referencebeloeb (artikel 8 i forordning nr. 615/92) fra de nationale myndigheder ville modtage restbeloebet af den direkte betaling, i givet fald forhoejet eller nedsat i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 3766/91, saafremt der forelaa et udsving paa mere end 8% af den konstaterede referencepris i forhold til den forventede referencepris og i givet fald justeret i henhold til forordningens artikel 6, stk. 2, ved en overskridelse af det maksimale garantiareal.

69 Det foelger heraf for det foerste, at sagsoegerne ikke foer udstedelsen af den anfaegtede forordning havde erhvervet ret til direkte betaling af et bestemt samlet beloeb, og for det andet, at deres retsstilling ikke var forskellig fra alle andre producenters i Faellesskabet, der var omfattet af forordningen. Under disse omstaendigheder er det ene forhold, at sagsoegerne har indgivet de noedvendige ansoegninger og erklaeringer, og at de allerede har modtaget et forskud, ikke tilstraekkeligt til at begrunde, at deres saerlige interesser er blevet kraenket i et saadant omfang, at de kan betragtes som individuelt beroert, som omhandlet i ovennaevnte dom i sagen Codorníu mod Raadet.

70 I denne sag er sagsoegernes rettigheder nemlig foerst blevet konkretiseret ved de nationale myndigheders konkrete afgoerelse af 28. april 1993, hvorved de fik bevilget den endelige udbetaling af et bestemt beloeb (jf. ovenfor, praemis 22). Da sagsoegerne kan kraeve denne afgoerelse proevet for den kompetente nationale retsinstans (jf. ovenfor, praemis 24), har denne i givet fald mulighed for at forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal i henhold til EF-traktatens artikel 177, stk. 1, litra b), hvorefter Domstolen kan traeffe afgoerelse vedroerende gyldigheden og fortolkningen af retsakter, der er udstedt af Faellesskabets institutioner.

71 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at sagsoegerne ikke er individuelt beroerte af den anfaegtede forordning. Sagen vil herefter vaere at afvise.

Sagens omkostninger

72 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegerne betaler in solidum sagens omkostninger.