61993J0310

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° overholdelse af retten til kontradiktion ° adgang til sagens akter ° graenser

(Raadets forordning nr. 17, Kommissionens forordning nr. 99/63)

2. Appel ° Domstolens kompetence ° anfaegtelse af billighedsgrunde af den af Retten anlagte vurdering vedroerende stoerrelsen af de virksomhederne paalagte boeder ° ikke omfattet

1. Under et soegsmaal, hvorunder der nedlaegges paastand om, at traktatens konkurrenceregler er overtraadt, indebaerer overholdelsen af retten til kontradiktion bl.a., at den beroerte virksomhed paa hensigtsmaessig maade har kunnet ytre sig om de dokumenter, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for, at der er begaaet en overtraedelse.

Kommissionen kan imidlertid med foeje afslaa at give de paagaeldende virksomheder adgang til Kommissionens interne dokumenter, til fortrolige brevvekslinger med medlemsstaterne samt til de offentliggjorte undersoegelser og oplysninger, som virksomhederne ellers kan gives indsigt i.

Kommissionen kan under en brevveksling eller i forbindelse med en besvarelse af en anmodning om oplysninger give virksomhederne afslag paa adgang til saadanne dokumenter, som udenforstaaende virksomheder har stillet til dens raadighed med forbehold af, at de forbliver fortrolige. En virksomhed, der har en dominerende stilling paa markedet, kan nemlig traeffe gengaeldelsesforanstaltninger over for konkurrenter, leverandoerer eller kunder, der har samarbejdet i den undersoegelse, som Kommissionen foretog. Heraf foelger, at de udenforstaaende virksomheder, som under Kommissionens undersoegelse stiller dokumenter til raadighed for Kommissionen, som de ved kan medfoere gengaeldelsesforanstaltninger over for dem, kun kan goere dette, hvis de har sikkerhed for, at deres anmodning om, at dokumenterne forbliver fortrolige, bliver efterkommet.

Rapporter vedroerende undersoegelser foretaget hos udenforstaaende virksomheder kan naturligvis ikke goeres tilgaengelige, idet saadanne dokumenter kan afsloere overtraedelser begaaet af tredjemaend.

2. Det tilkommer ikke Domstolen, naar den traeffer afgoerelse vedroerende retlige spoergsmaal, af billighedsgrunde at omgoere det skoen, som Retten har udoevet under sin fulde proevelsesret vedroerende stoerrelsen af de boeder, som er paalagt virksomheder for overtraedelse af faellesskabsretten.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 8. juni 1993 har BPB Industries plc og British Gypsum Ltd (herefter benaevnt "BPB" og "BG") i medfoer af artikel 47 i EOEF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af den af Retten i Foerste Instans afsagte dom af 1. april 1993 (sag T/65/89, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. II, s. 389, herefter benaevnt "den appellerede dom"), hvori Retten i Foerste Instans underkendte deres paastand om annullation af Kommissionens beslutning 89/22/EOEF af 5. december 1988 angaaende en procedure om anvendelse af EOEF-traktatens artikel 86 (IV/31.900 ° BPB Industries PLC, EFT 1989 L 10, s. 50, som berigtiget i EFT 1989 L 52, s. 42, herefter benaevnt "beslutningen") og tilpligtede dem til at afholde sagens omkostninger.

2 Retten anfoerte foelgende i den appellerede dom (praemis 2-10)

° BPB er det britiske holdingselskab for en koncern, der kontrollerer omkring halvdelen af produktionen af gipsplader i Faellesskabet, og hvis konsoliderede nettoomsaetning androg 1,116 mia. ECU i det regnskabsaar, der udloeb i marts 1987. I Storbritannien opererer BPB inden for pudsematerialer og gipsplader til byggeri hovedsagelig gennem et 100%-ejet datterselskab, BG. I Irland fremstilles gipsprodukterne, navnlig pudsematerialer og gipsplader til byggeri, af BPB' s irske datterselskab, Gypsum Industries plc, der forsyner dels markedet i Irland, og dels ° gennem BG ° markedet i Nordirland.

° I Storbritannien fremstiller BG gipsplader i 8 fabrikker, der er beliggende i Midlands og den sydoestlige og nordlige del af England. BPB forsyner normalt det britiske marked med gipsplader fra fabrikker, der er beliggende i Storbritannien, mens dets irske fabrikker betjener Irland og Nordirland.

° Naesten alle gipsplader, som bruges i Det Forenede Kongerige og Irland, leveres gennem grossister i byggematerialer (herefter benaevnt "grossisterne"). Forhandlersystemet goer det muligt at sikre en effektiv distributionskaede for byggevirksomhederne. Grossisterne baerer herudover kreditrisikoen i forhold til virksomhederne. Under den paagaeldende periode er der konstateret en tendens til koncentration blandt grossisterne.

° Foer 1982 fandt der ikke loebende indfoersel af gipsplader sted til Storbritannien. I dette aar begyndte Lafarge UK Ltd (herefter benaevnt "Lafarge"), et selskab, der hoerer under den franske koncern Lafarge Coppée, at importere gipsplader, der var fremstillet i Frankrig. Lafarge udvidede gradvis sin import, men paa grund af forsyningsvanskeligheder i forbindelse med afhaengigheden af dets fabrik i Frankrig, var Lafarge ikke i stand til at opretholde normale leverancer til et stoerre antal kunder.

° I maj 1984 begyndte Iberian Trading UK Ltd (herefter benaevnt "Iberian") at importere gipsplader, der var fremstillet i Spanien af Española de Placas de Yeso. Dets priser laa under BG' s, idet prisforskellen almindeligvis varierede mellem 5 og 7%, selv om man har iagttaget visse stoerre prisforskelle. Iberian' s produkter var begraenset til gipsplader i mindre stoerrelser, der hoerte til de mest efterspurgte typer. I oevrigt stoedte Iberian ligeledes ved forskellige lejligheder paa forsyningsvanskeligheder.

° I 1985 og 1986 leverede BG ca. 96% af de gipsplader, der solgtes i Det Forenede Kongerige, mens Lafarge og Iberian delte resten af markedet mellem sig.

° Den 17. juni 1986 indgav Iberian til Kommissionen en begaering om, at den i medfoer af artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT Specialudgave 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17") konstaterede, at BPB havde overtraadt artikel 86 i EOEF-traktaten. Den 3. december 1987 besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17.

° Efter at Kommissionen havde givet virksomhederne lejlighed til at udtale sig vedroerende klagepunkterne i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT Specialudgave 1963-1964, s. 42), og efter at Kommissionen havde hoert Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal, traf den den 5. december 1988 den anfaegtede beslutning.

3 Beslutningens dispositive del lyder saaledes:

"Artikel 1

British Gypsum Ltd overtraadte EOEF-traktatens artikel 86 ved i tidsrummet mellem juli 1985 og august 1986 at misbruge sin dominerende stilling inden for levering af gipsplader i Storbritannien paa grundlag af en ordning med kontantbetalinger til grossister inden for byggematerialer, som accepterede udelukkende at koebe gipsplader hos British Gypsum Ltd.

Artikel 2

British Gypsum Ltd overtraadte EOEF-traktatens artikel 86 ved i juli og august 1985 at udoeve en politik for favorisering af kunder, som ikke forhandlede importerede gipsplader, ved at give disse kunder fortrinsstilling med hensyn til levering af gips til byggeformaal i perioder med forlaengede leveringsfrister for dette produkt, hvilket udgjorde et misbrug af selskabets dominerende stilling inden for levering af gipsplader i Storbritannien.

Artikel 3

BPB Industries plc overtraadte EOEF-traktatens artikel 86 ved gennem sit datterselskab British Gypsum Ltd at misbruge sin dominerende stilling inden for levering af gipsplader i Irland og Nordirland:

° i juni og juli 1985 ved med held at laegge pres paa et konsortium af importoerer og dermed tilvejebringe en aftale med disse om at ophoere med at importere gipsplader i Nordirland

° ved hjaelp af en raekke rabatter paa BG' s produkter, som leveredes til grossisterne i byggematerialer i Nordirland, i perioden mellem juni og december 1985 paa betingelse af, at de ikke forhandlede nogen form for importerede gipsplader.

Artikel 4

Der paalaegges foelgende boeder:

° British Gypsum Ltd, en boede paa 3 mio. ECU for de i artikel 1 omhandlede overtraedelser af EOEF-traktatens artikel 86

° BPB Industries plc, en boede paa 150 000 ECU for de i artikel 3 omhandlede overtraedelser af EOEF-traktatens artikel 86.

..."

4 Det af BPB og BG anlagte annullationssoegsmaal mod beslutningen foerte til den appellerede dom, hvis konklusion lyder saaledes:

"1) Artikel 2 i Kommissionens beslutning 89/22/EOEF ... annulleres, for saa vidt den vedroerer juli 1985.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte.

..."

5 Appellanterne har til stoette for deres appel principalt fremfoert fire anbringender og subsidiaert ét anbringende.

6 Det foerste anbringende er, at der foreligger en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 96 og 190 derved, at Retten antog, at det var unoedvendigt at kontrollere, om hovedselskabet havde 100% indflydelse paa datterselskabet, men lagde til grund, at foerstnaevnte selskab kontrollerede sidstnaevnte selskab, og derved, at Retten fandt, at der forelaa tilstraekkelig grundlag for at goere BPB ansvarlig for den i beslutningens artikel 3 fastslaaede overtraedelse.

7 Det andet anbringende er, at EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3, og artikel 86 er overtraadt derved, at Retten antog, at forsyningsaftalerne og de salgsfremmende praemier omfattedes af artikel 86, og at en fritagelse efter artikel 85, stk. 3, selv om den blev godtgjort, ikke paa nogen maade ville paavirke anvendelsen af artikel 86.

8 Det tredje anbringende er, at artikel 86 er overtraadt derved, at Retten fandt, at forretten til leveringer af gips udgjorde misbrug af en dominerende stilling.

9 Det fjerde anbringende er, at retten til kontradiktion er blevet tilsidesat derved, at Retten antog, at Kommissionens afslag paa at meddele appellanterne visse dokumenter under henvisning til deres fortrolige karakter ikke i denne sag paavirkede beslutningens lovlighed.

10 Appellanterne har subsidiaert nedlagt paastand om nedsaettelse af de paalagte boeder.

De tre foerste anbringender

11 Af de grunde, som generaladvokaten har anfoert under punkt 20-31, 42-69 og 76-86 i sit forslag til afgoerelse, maa det foerste, andet og tredje anbringende forkastes som ubegrundet.

Det fjerde anbringende

12 Appellanterne foreholder under dette anbringende Retten, at den fandt, at Kommissionen under den administrative procedure havde overholdt retten til kontradiktion.

13 Appellanterne havde for Retten gjort gaeldende (den appellerede doms praemis 21), at beslutningen burde annulleres, eftersom Kommissionen ikke havde tilsendt dem samtlige relevante dokumenter, der var i dens besiddelse, og at denne undladelse havde skadet dem alvorligt.

14 Retten fastslog, at den administrative procedure var forloebet under iagttagelse af retten til kontradiktion og henviste her til, at Kommissionen i den Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken (s. 40 og 41) har fastsat en raekke regler for aktindsigt i konkurrencesager, og at Retten selv paa dette grundlag i dom af 17. december 1991 (sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 53 og 54) udtalte, at Kommissionen "er forpligtet til at give de virksomheder, der er beroert af en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, aktindsigt i alle de dokumenter, der er indsamlet ved undersoegelsen, uanset om de er til skade eller til gunst for virksomhederne, dog ikke andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger" (den appellerede doms praemis 29).

15 Retten udtalte endvidere, at den i dom af 18. december 1992 (forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 38) udtalte, at "aktindsigtsproceduren i konkurrencesager har til formaal at goere det muligt for adressaterne for en meddelelse om klagepunkter at goere sig bekendt med de beviser, som findes i Kommissionens sagsmappe, for at de kan tage stilling til de konklusioner, som Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelse om klagepunkter paa grundlag af disse bevisligheder" (den appellerede doms praemis 30).

16 Retten udtalte dernaest, at i henhold til de naevnte forpligtelser, som Kommissionen har paalagt sig selv, havde denne til meddelelsen om klagepunkterne til appellanterne bilagt en fortegnelse over samtlige de 2 095 dokumenter, som indgik i Kommissionens sagsmappe. Kommissionen havde yderligere for hvert enkelt dokument eller dokumentgruppes vedkommende angivet, om det eller de var tilgaengelige for appellanterne, samt angivet seks kategorier af dokumenter, som ikke var blevet gjort tilgaengelige for appellanterne. Det drejede sig for det foerste om dokumenter, som var af rent intern karakter i Kommissionen, for det andet om visse skrivelser og breve til og fra udenforstaaende virksomheder, for det tredje om visse skrivelser udvekslet med medlemsstaterne, for det fjerde om visse offentliggjorte undersoegelser og oplysninger, for det femte om visse undersoegelsesrapporter, for det sjette om et svar paa en anmodning om oplysninger i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 (den appellerede doms praemis 31 og 32).

17 Retten udtalte derfor i praemis 33, at det fremgaar

"af denne gennemgang, at sagsoegerne ikke med foeje kan klage over, at Kommissionen ikke har givet dem adgang til visse dokumenter af rent intern karakter og en kategori, der, som Retten allerede har fastslaaet, ikke skal fremsendes. Det samme gaelder korrespondance med medlemsstaterne og de offentliggjorte undersoegelser og dokumenter. Samme loesning maa antages for saa vidt angaar undersoegelsesrapporterne og svaret paa en anmodning om oplysninger fra Kommissionen eller visse brevvekslinger med de udenforstaaende virksomheder, som Kommissionen med rette har kunnet naegte adgang til paa grund af deres fortrolige karakter. En virksomhed, til hvilken en meddelelse om klagepunkt er rettet, og som har en dominerende stilling paa markedet, kan nemlig ivaerksaette gengaeldelsesforanstaltninger over for en konkurrerende virksomhed, en leverandoer eller en kunde, som har samarbejdet med Kommissionen under denne undersoegelse. Endelig kan sagsoegerne af samme grund ikke haevde, at det er uretmaessigt, at en klage, der var indgivet til Kommissionen i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, kun er blevet stillet delvis til deres raadighed (bilag 1-233). Som foelge heraf kan Kommissionens afslag paa at fremsende disse dokumenter til sagsoegerne ikke i denne sag paavirke beslutningens gyldighed".

18 Til stoette for deres anbringender har appellanterne foerst anfoert, at Retten uretmaessigt fastslog, at Kommissionen havde overholdt sin forpligtelse til at give adgang til alle indsamlede dokumenter i dens sagsmappe, som ikke var af fortrolig karakter.

19 Appellanterne har dernaest anfoert, at Retten selv burde have efterproevet de dokumenter, som indeholdtes i sagsmappen.

20 Appellanterne har dernaest kritiseret Retten for at have givet Kommissionen medhold i, at den ikke havde gjort appellanterne bekendt med visse dokumenter, blot fordi der eventuelt herefter ville blive truffet gengaeldelsesforanstaltninger over for dem, som havde givet oplysningerne. Appellanterne har anfoert, at systematiske afslag paa adgang til en hvilken som helst oplysning i et dokument, som ikke er af streng fortrolig karakter, indebaerer en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

21 For at afgoere, om dette anbringende er begrundet, erindres foerst om, at overholdelsen af retten til kontradiktion bl.a. indebaerer, at den beroerte virksomhed bliver i stand til paa hensigtsmaessig maade at ytre sig om de dokumenter, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for, at der er begaaet en overtraedelse (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 7).

22 Det bemaerkes dernaest, at appellanterne ikke har bestridt, at Retten uden at tilsidesaette princippet om overholdelse af retten til kontradiktion har kunnet antage, at Kommissionen ikke er forpligtet til at give adgang til interne dokumenter eller andre fortrolige oplysninger. Appellanterne har alene foreholdt Retten, at denne har tilsidesat dette princip derved, at den fandt, at de dokumenter, som er angivet i den appellerede doms praemis 33, hoerte til de saerlige kategorier, som der ikke kan gives indsigt i, eller i hvert fald derved, at den ikke gav en tilstraekkelig begrundelse for denne opfattelse.

23 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 125 i forslaget til afgoerelse, har appellanterne endelig ikke for Retten beklaget sig over ikke at have faaet tilsendt et dokument vedroerende klagepunkterne, men over, at de dokumenter, som de ikke har faaet indsigt i, havde kunnet vaere nyttige for deres argumentation. De har haevdet, at kriteriet for ikke at give adgang til et dokument maa vaere dets fortrolige karakter og ikke det forhold, at Kommissionen eventuelt kunne anvende det (den appellerede doms praemis 22).

24 Det maa derfor undersoeges, om Retten med rette har kunnet fastslaa, at de ikke meddelte dokumenter hoerte til de dokumenter, som Kommissionen med foeje kan afslaa at fremsende paa grund af deres fortrolige karakter.

25 Med hensyn til Kommissionens afslag paa at give appellanterne adgang til dens interne dokumenter, brevvekslingen med medlemsstaterne samt de offentliggjorte undersoegelser og oplysninger skal alene bemaerkes, at Retten med foeje har fastslaaet, at de to foerste kategorier af dokumenter var af fortrolig karakter, og at sidstnaevnte kategori omhandlede dokumenter, som paa grund af deres karakter var tilgaengelige for appellanterne.

26 For saa vidt angaar brevvekslingen med udenforstaaende virksomheder og svaret paa en anmodning om oplysninger bemaerkes, at en virksomhed, der har en dominerende stilling paa markedet, kan traeffe gengaeldelsesforanstaltninger over for konkurrenter, leverandoerer eller kunder, som har samarbejdet i denne undersoegelse, som Kommissionen foretog. Heraf foelger, at de udenforstaaende virksomheder, som under Kommissionens undersoegelse stiller dokumenter til raadighed for Kommissionen, som de ved kan medfoere gengaeldelsesforanstaltninger over for dem, kun kan goere dette, hvis de har sikkerhed for, at deres anmodning om, at dokumenterne forbliver fortrolige, bliver efterkommet.

27 Retten har derfor med foeje fastslaaet, at Kommissionen kunne give appellanterne afslag paa indsigt i disse dokumenter paa grund af deres fortrolige karakter.

28 For saa vidt endelig angaar undersoegelsesrapporterne har appellanterne under appelsagen erkendt, at disse omhandler undersoegelser, der er foretaget hos udenforstaaende virksomheder. Hertil bemaerkes alene, at dokumenter, der kan afsloere overtraedelser begaaet af tredjemaend, og som i oevrigt er irrelevante for sagen, naturligvis ikke kan vaere tilgaengelig for appellanterne.

29 For saa vidt angaar appellanternes argument om, at Rettens dom ikke indeholder en tilstraekkelig begrundelse for Kommissionens afslag paa at give dem adgang til de naevnte dokumenter, bemaerkes, at appellanternes paastande vedroerende en overtraedelse af retten til kontradiktion kun blev fremfoert "som udtryk for tvivl og rent hypotetisk", som angivet af Retten i den appellerede doms praemis 35.

30 Naar henses hertil, fremgaar det klart af den appellerede doms begrundelse, som angivet ovenfor (praemis 14-17), hvorfor Retten forkastede appellanternes paastande. Retten kan derfor heller ikke, som appellanterne har gjort det, kritiseres for at have foretaget en generel behandling af de paagaeldende dokumenter uden paa eget initiativ at have gennemgaaet hvert enkelt ikke meddelt dokument for at efterproeve, om de af Kommissionen fremfoerte grunde til ikke at goere dem tilgaengelige var holdbare.

31 Appellanterne har endelig gjort gaeldende, at Retten ikke har taget hensyn til, at Kommissionen under alle omstaendigheder burde have tilstillet dem ikke fortrolige sammendrag af visse dokumenter.

32 Dette anbringende maa ogsaa forkastes. Det er nemlig hverken godtgjort, at appellanterne har anmodet om saadanne sammendrag, eller at en saadan anmodning ville vaere begrundet.

33 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at appellanterne ikke kan gives medhold i deres paastand om, at Retten har tilsidesat princippet om retten til kontradiktion, hvorfor det fjerde anbringende maa forkastes som ubegrundet.

Det subsidiaere anbringende

34 Vedroerende det subsidiaere anbringende bemaerkes alene, at det ikke tilkommer Domstolen, naar den traeffer afgoerelse vedroerende retlige spoergsmaal, af billighedsgrunde at omgoere det skoen, som Retten har udoevet under sin fulde proevelsesret vedroerende stoerrelsen af de boeder, som er paalagt virksomheder for overtraedelse af faellesskabsretten.

35 Da intet anbringende er begrundet, maa appellen forkastes.

Sagens omkostninger

36 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfoer af artikel 18 finder anvendelse paa appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da appellanterne har tabt sagen, doemmes de til at betale sagens omkostninger for Domstolen, herunder intervenientens.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Appellanterne betaler sagens omkostninger, herunder intervenientens.