61993J0298

++++

1. Tjenestemaend ° ansaettelse ° indplacering i loenklasse og paa loentrin ° udnaevnelse i den hoejeste loenklasse i stillingsgruppen ° administrationens udoevelse af sit skoen ° hensyntagen til tjenestens interesse og den paagaeldendes faglige erfaring ° domstolsproevelse ° graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 31, stk. 2, og art. 32, stk. 2)

2. Appel ° anbringender ° tilsidesaettelse af pligten til at tage stilling til parternes anbringender og paastande ° fejlagtig vurdering fra Rettens side af meningen med et anbringende under sagen i foerste instans ° appellanten givet medhold

(Statutten for EOEF-Domstolen, art. 51)

3. Tjenestemaend ° administrationens omsorgspligt ° raekkevidde

1. Ansaettelsesmyndigheden har ved indplaceringen i loenklasse og paa loentrin i forbindelse med ansaettelsen et vidt skoen inden for rammerne af vedtaegtens artikel 31 og artikel 32, stk. 2. Den skal under udoevelsen af dette skoen ikke blot tage hensyn til tjenestens interesse, men ogsaa til den paagaeldendes faglige erfaring.

Naar der er tale om et saa vidt skoen, kan der ikke i forbindelse med en domstolsproevelse saettes et andet skoen i stedet for ansaettelsesmyndighedens, idet domstolsproevelsen er begraenset til en undersoegelse af, hvorvidt ansaettelsesmyndigheden har udoevet sine befoejelser paa en aabenbart fejlagtig maade. Dette er ikke tilfaeldet, naar ansaettelsesmyndigheden har lagt til grund, at den kunne tage hensyn til den paagaeldendes faglige erfaring paa linje med andre forhold, og under hensyntagen til alle relevante forhold under udoevelsen af sit skoen er naaet frem til den konklusion, at den paagaeldende i det foreliggende tilfaelde ikke skulle indplaceres i den hoejeste loenklasse i stillingsgruppen.

2. Saafremt Retten har misforstaaet et af sagsoegerens anbringender og derfor med urette har afvist dette, eller efter realitetsbehandling har forkastet et andet anbringende end det, der faktisk var gjort gaeldende, skal der gives appellanten medhold, og Rettens dom eller den del heraf, den paagaeldende fejl har haft indflydelse paa, skal ophaeves.

3. Administrationens omsorgspligt over for sine ansatte er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtaegten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og embedsmaendene i offentlig tjeneste. Denne balance betyder isaer, at ansaettelsesmyndigheden ved afgoerelsen om en tjenestemands situation tager alle de forhold i betragtning, som kan antages at vaere bestemmende for dens afgoerelse, og hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men ogsaa til vedkommende tjenestemands interesse.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. maj 1993 har Ulrich Klinke i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne ivaerksat appel af dom afsagt den 30. marts 1993 af Retten i Foerste Instans i sag T-30/92, Klinke mod Domstolen (Sml. II, s. 375). Ved dommen frifandt Retten Domstolen for de af Klinke nedlagte paastande, dels om annullation af den af Domstolens praesident i dennes egenskab af ansaettelsesmyndighed trufne afgoerelse om at udnaevne ham til fuldmaegtig i Informationstjenesten, for saa vidt som han herved blev indplaceret i loenklasse A7, loentrin 3, og af det administrative udvalgs afgoerelse om stadfaestelse af hans udnaevnelse i den paagaeldende loenklasse, dels om, at det blev fastslaaet, at han var berettiget til at blive udnaevnt i loenklasse A6.

2 Det fremgaar af Rettens dom, at appellanten tiltraadte tjenesten ved Domstolen som midlertidigt ansat som juridisk sprogekspert i den tyske oversaettelsesafdeling den 1. april 1982. Han blev fastansat den 1. oktober 1983 og indplaceret i loenklasse LA6.

3 Med virkning fra den 1. juni 1985 blev appellanten stillet til raadighed for Domstolens Informationstjeneste. Ved ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 1. juli 1991 blev han udnaevnt til fuldmaegtig i denne tjenestegren og indplaceret i loenklasse A7, loentrin 3, efter at have bestaaet den interne udvaelgelsesproeve nr. CJ 115/89.

4 Klinke klagede over afgoerelsen for saa vidt angaar indplaceringen i loenklasse A7 og kraevede i stedet at blive indplaceret i loenklasse A6. Ved det administrative udvalgs afgoerelse af 20. januar 1992 blev klagen afvist. Udvalget fastslog, at den anfaegtede indplacering var "i overensstemmelse med Domstolens faste praksis, som fastlagt paa grundlag af retspraksis under det administrative moede den 11. juli 1979".

5 Det administrative udvalg anfoerte endvidere:

"I henhold til retspraksis kan en tjenestemand kun undtagelsesvis udnaevnes i den hoejeste loenklasse i de laveste og mellemste stillingsgrupper, og afgoerelsen herom henhoerer under alle omstaendigheder under administrationens skoen."

"Det var under udoevelsen af dette skoen, at Domstolen ved sin foernaevnte afgoerelse af 11. juli 1979 med henblik paa at sikre overholdelse af ligebehandlingsprincippet i forbindelse med ansaettelse af tjenestemaend traf principafgoerelsen om, at tjenestemaend fra sprogtjenesten skal ansaettes i loenklasse A7."

"Paa grundlag af de foreliggende omstaendigheder finder det administrative udvalg, at administrationen ved at anvende denne principafgoerelse paa Dem ikke foretog en fejlagtig vurdering af de faktiske omstaendigheder og ikke behandlede Dem anderledes end andre tjenestemaend, der udoever tilsvarende hverv."

6 Det administrative udvalg tilfoejede, at det ikke kunne aendre denne konklusion, at den paagaeldende var blevet stillet til raadighed for Informationstjenesten i ca. seks aar ° idet han selv havde indvilliget i denne foranstaltning, som opfyldte hans personlige oensker ° og at der inden for det i henhold til vedtaegtens artikel 32 tilladte ved hans indplacering paa loentrin i den nye loenklasse var blevet taget hensyn til den faglige erfaring, han havde opnaaet under udoevelsen af sit hverv i Informationstjenesten.

7 Domstolen havde under sit administrative moede den 11. juli 1979 truffet en principafgoerelse med foelgende ordlyd:

"Tjenestemaend i kategori LA, som allerede er indplaceret i loenklasse LA6 inden for deres kategori, har ikke krav paa automatisk at blive udnaevnt i loenklasse A6. I henhold til vedtaegtens artikel 31 udnaevnes tjenestemaend nemlig i den laveste loenklasse i deres stillingsgruppe. Desuden ville overgangen fra LA6 til A6 i betragtning af det begraensede antal ledige stillinger i den hoejeste loenklasse i stillingsgruppen A7/A6 medfoere, at tjenestemaend i loenklasse A7 blokeres i den paagaeldende tjenestegruppe, og saaledes forringe disse tjenestemaends muligheder for forfremmelse til den hoejeste loenklasse i stillingsgruppen betydeligt."

8 Vedtaegtens artikel 31 lyder saaledes:

"1. De paa denne maade udvalgte ansoegere udnaevnes til:

° tjenestemaend i kategori A eller i sprogtjenesten:

i den laveste loenklasse i deres kategori eller tjenestegruppe

° tjenestemaend i de andre kategorier:

i den laveste loenklasse svarende til den stilling, i hvilken de er ansat.

2. Ansaettelsesmyndigheden kan dog inden for foelgende graenser fravige ovennaevnte bestemmelser:

a) loenklasserne A1, A2, A3 og LA3:

° op til halvdelen af udnaevnelserne, naar det drejer sig om stillinger, der er blevet ledige

° op til to tredjedele af udnaevnelserne, naar det drejer sig om nyoprettede stillinger

b) andre loenklasser:

° op til en tredjedel af udnaevnelserne, naar det drejer sig om stillinger, der er blevet ledige

° op til halvdelen af udnaevnelserne, naar det drejer sig om nyoprettede stillinger.

Med undtagelse af loenklasse LA3 finder denne bestemmelse anvendelse paa grupper af seks stillinger, der skal besaettes inden for hver loenklasse."

9 Klinke paaberaabte sig fire anbringender for Retten, som alle blev forkastet ved dennes dom. Appellen er rettet mod de punkter i dommen, hvor Retten forkastede tre af anbringenderne.

Det foerste anbringende

10 Retten udtalte, at det fremgaar af Domstolens praksis (jf. dom af 6.6.1985, sag 146/84, De Santis mod Revisionsretten, Sml. s. 1723), at der kun rent undtagelsesvis kan foretages ansaettelser i den hoejeste loenklasse i en stillingsgruppe, nemlig naar en anvendelse af vedtaegtens artikel 31, stk. 2, er begrundet i saerlige tjenstlige behov, som kraever ansaettelse af en saerlig kvalificeret tjenestemand (praemis 25 i Rettens dom).

11 Det fremgaar af Rettens dom, at modsat vedtaegtens artikel 32, andet punktum, hvorefter ansaettelsesmyndigheden ved indplaceringen paa loentrin kan tage hensyn til den udvalgte ansoegers uddannelse og faglige erfaring, "er formaalet med artikel 31, stk. 2, saaledes at give ansaettelsesmyndigheden mulighed for at tage hensyn til en bestemt tjenestegrens saerlige behov ved at tilbyde attraktive vilkaar med henblik paa at tiltraekke saerlig kvalificerede ansoegere" (praemis 26).

12 Retten fastslog dernaest, at "sagsoegeren [ikke] har ... paavist nogen holdepunkter ° eksempelvis i meddelelsen om udvaelgelsesproeven ° for, at Informationstjenestens behov i det foreliggende tilfaelde kraevede en ansaettelse af en saerlig kvalificeret tjenestemand" (praemis 27), hvorefter Retten konkluderede, at "sagsoegerens kvalifikationer var uden betydning for hans indplacering i loenklasse ved udnaevnelsen, og at det, selv om sagsoegeren var yderst kvalificeret til at beklaede den stilling, han var udnaevnt til i loenklasse A7, og som han beklaeder til almindelig tilfredshed, ikke kraevede nogen ekstraordinaere kvalifikationer at beklaede den paagaeldende stilling" (praemis 28).

13 Appellanten har anfaegtet denne fortolkning. Han har gjort gaeldende, at vedtaegtens artikel 31, stk. 2, ikke indeholder nogen kriterier for anvendelsen af bestemmelsen og saaledes ikke udelukker, at der tages hensyn til den paagaeldendes kvalifikationer. I oevrigt fremgaar det af Domstolens praksis, at der ved besaettelse af en ledig stilling ud over tjenestens abstrakte behov ogsaa skal tages hensyn til den udvalgte ansoegers interesser, saasom til hans saerlige kvalifikationer og hans personlige situation (dom af 1.12.1983, sag 343/82, Michael mod Kommissionen, Sml. s. 4023, og af 5.10.1988, forenede sager 314/86 og 315/86, De Szy-Tarisse og Feyaerts mod Kommissionen, Sml. s. 6013).

14 Dette anbringende maa tiltraedes. Det fremgaar ganske vist af Domstolens praksis (jf. dom af 28.3.1968, sag 33/67, Kurrer mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 473, org. ref.: Rec. s. 187), at vedtaegtens artikel 31, stk. 2, bemyndiger ansaettelsesmyndigheden til under fravigelse af artiklens stk. 1 og rent undtagelsesvis at erklaere en stilling ledig i den hoejeste loenklasse inden for en stillingsgruppe og ikke i den laveste loenklasse med henblik paa at opfylde en tjenestegrens saerlige behov og til at afholde en udvaelgelsesproeve, som direkte sigter mod denne loenklasse, men dette er ikke ensbetydende med, at ansaettelsesmyndigheden i henhold til bestemmelsen alene er indroemmet en saadan fravigelsesmulighed i forbindelse med ledige stillinger og ansaettelsesproceduren i forbindelse hermed.

15 Artikel 31, stk. 2, indeholder ikke nogen kriterier for anvendelsen af undtagelsen fra hovedreglen i stk. 1. Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at ansaettelsesmyndigheden har et vidt skoen paa omraadet (jf. f.eks. dommene Michael mod Kommissionen og De Szy-Tarisse og Feyaerts mod Kommissionen, jf. ovenfor, samt dom af 21.1.1987, sag 219/84, Powell mod Kommissionen, Sml. s. 339), og at ansaettelsesmyndigheden navnlig inden for rammerne af den omhandlede bestemmelse og vedtaegtens artikel 32, stk. 2, har et saadant skoen ved vurderingen af de paagaeldendes faglige erfaringer med henblik paa deres indplacering i loenklasse (jf. dommene Michael mod Kommissionen, praemis 19, og De Szy-Tarisse og Feyaerts mod Kommissionen, praemis 26).

16 Rettens fortolkning af artikel 31, som gaar ud paa, at tjenestens interesse er det eneste kriterium for indplaceringen, hvorfor "sagsoegerens kvalifikationer var uden betydning for hans indplacering i loenklasse i forbindelse med udnaevnelsen", hviler saaledes paa en urigtig retsopfattelse. Rettens dom skal herefter ophaeves for saa vidt angaar dette punkt.

Det andet anbringende

17 Det fremgaar af Rettens dom, at sagsoegeren havde gjort gaeldende, at den interne udvaelgelsesproeve nr. CJ 115/89 i henhold til overskriften sigtede mod udnaevnelse af fuldmaegtige i loenklasse A6 og A7. Da ansaettelsesmyndigheden paa forhaand havde besluttet, at LA6-tjenestemaend ikke kunne indplaceres i loenklasse A6, kunne man med rimelighed heraf udlede, at kun A7-tjenestemaend gennem den paagaeldende udvaelgelsesproeve kunne blive indplaceret i loenklasse A6, hvilket ifoelge sagsoegeren udgoer en ulovlig forskelsbehandling til fordel for A7-tjenestemaendene. At der saaledes blev set bort fra, at han faktisk i mere end seks aar havde udoevet hvervet som fuldmaegtig i Informationstjenesten, udgoer en ulovlig forskelsbehandling af ham i forhold til tjenestemaend i loenklasse A7.

18 Retten forkastede denne argumentation i praemis 35, 36 og 37 i dommen, der lyder saaledes:

"35 Under alle omstaendigheder skal den forskelsbehandling, sagsoegeren haevder at have vaeret offer for, vurderes paa grundlag af baggrunden for den bestemmelse, ved hvis anvendelse han skal vaere blevet udsat for forskelsbehandling, saaledes som den er defineret i dommen (af 6.6.1985, sag 146/84, De Santis mod Revisionsretten, Sml. s. 1723).

36 Det relevante sammenligningsgrundlag er herved hverken den kategori eller den tjenestegruppe, som de udnaevnte tjenestemaend kommer fra, eller deres kvalifikationer, men derimod de saerlige krav, som er forbundet med de forskellige stillinger, der skal besaettes.

37 Retten har imidlertid under retsmoedet kunnet konstatere, at der, siden afgoerelsen af 11. juli 1979 blev meddelt de beroerte ansatte, ikke er nogen tjenestemaend, der er overgaaet fra tjenestegruppe LA til kategori A og herved er blevet indplaceret i en anden loenklasse end loenklasse A7. Paa den baggrund kan sagsoegeren ikke goere gaeldende, at stillinger, der kan sammenlignes med hans, er blevet besat i loenklasse A6."

19 Appellanten har gjort gaeldende, at Retten har anvendt et sammenligningsgrundlag, som han ikke havde gjort gaeldende, nemlig de "saerlige krav, som er forbundet med de forskellige stillinger, der skal besaettes". Det sammenligningsgrundlag, som ifoelge appellanten skal anvendes ved vurderingen af, om han er blevet udsat for en ulovlig forskelsbehandling, kan kun vaere "den individuelle situation for de ° i det konkrete tilfaelde teoretiske ° medansoegere, som har bestaaet udvaelgelsesproeven til stillingen". Appellantens situation adskiller sig fra alle potentielle medansoegeres, idet appellanten de facto havde beklaedt den paagaeldende stilling i mere end seks aar.

20 Dette anbringende maa ogsaa tiltraedes. Det fremgaar nemlig af de ovenfor citerede praemisser i Rettens dom, at Retten ikke tog stilling til sagsoegerens anbringende om en forskelsbehandling, men derimod til et andet anbringende om en forskelsbehandling, som sagsoegeren ikke havde gjort gaeldende. Rettens dom skal derfor ligeledes ophaeves for saa vidt angaar dette punkt.

Det tredje anbringende

21 Sagsoegeren havde for Retten gjort gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden ved at stille ham til raadighed for Informationstjenesten ° en situation, der ikke har hjemmel i vedtaegten ° havde bragt hans karriere i fare. Da ansaettelsesmyndigheden siden ved den anfaegtede retsakt besluttede, at sagsoegeren ikke skulle indplaceres i loenklasse A6, opretholdt den de negative virkninger af den paagaeldende uretmaessige situation og tilsidesatte saaledes sin pligt til at yde tjenestemaendene bistand, jf. vedtaegtens artikel 24.

22 Retten fandt (praemis 41, 42 og 43 i dommen), at sagsoegeren med dette anbringende anfaegtede lovligheden af det forhold, at han var blevet stillet til raadighed, og at den i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, fastsatte frist, inden for hvilken der skal goeres indsigelse mod lovligheden af en saadan disposition, for laengst var udloebet, hvorfor anbringendet maatte afvises.

23 Appellanten har anfoert, at han ved sit anbringende vedroerende administrationens bistandspligt ikke tilsigtede at anfaegte lovligheden af afgoerelsen om at stille ham til raadighed for Informationstjenesten seks aar efter, at denne blev truffet. Retten har altsaa fuldstaendig misforstaaet anbringendet, som skal forstaas saaledes: Den stadigt fortsatte opretholdelse af en situation, der ikke var i overensstemmelse med vedtaegten, har skadet ham i dobbelt henseende, idet han retligt har vaeret afskaaret fra enhver mulighed for forfremmelse inden for Informationstjenesten og faktisk og retligt fra muligheden for forfremmelse inden for sprogtjenesten. Ansaettelsesmyndighedens bistandspligt i henhold til vedtaegtens artikel 24 indebaerer derfor, at ansaettelsesmyndigheden skal traeffe foranstaltninger med henblik paa at bringe de negative foelger af den paagaeldende situation til ophoer.

24 Dette anbringende maa ogsaa tiltraedes. Det omhandlede anbringende for Retten vedroerte nemlig ikke lovligheden af afgoerelsen om at stille sagsoegeren til raadighed for Informationstjenesten, efter at denne havde haft virkning i seks aar. Meningen med det paagaeldende anbringende var, at ansaettelsesmyndigheden paa grundlag af sin omsorgspligt i henhold til vedtaegtens artikel 24 burde have taget hensyn til, at sagsoegeren havde arbejdet i seks aar i Informationstjenesten i en administrativ situation, der ikke var i overensstemmelse med vedtaegten, og som skadede hans normale karriereforloeb. Den eneste maade, hvorpaa ansaettelsesmyndigheden kunne have taget hensyn hertil og raadet bod paa situationen i overensstemmelse med sin omsorgspligt, ville ifoelge sagsoegeren have vaeret at indplacere ham i loenklasse A6 ved hans fastansaettelse.

25 Det maa saaledes konstateres, at anbringendet ikke skulle vaere afvist, men at Retten burde have foretaget en realitetsproevelse heraf.

26 Rettens dom maa herefter ophaeves delvis, for saa vidt som sagsoegerens tre ovennaevnte anbringender ikke blev taget til foelge.

27 Det fremgaar af artikel 54, stk. 1, i statutten for EOEF-Domstolen, at giver Domstolen appellanten medhold, ophaever den den af Retten trufne afgoerelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse. Sagen er moden til paakendelse, og der skal derfor traeffes endelig afgoerelse vedroerende de tre anbringender, Retten forkastede paa de ophaevede punkter i dommen.

Proevelse af anbringenderne

28 Med det foerste af anbringenderne har appellanten gjort gaeldende, at Domstolens principafgoerelse af 11. juli 1979, jf. ovenfor, i sidste ende gjorde det muligt for ansaettelsesmyndigheden rent undtagelsesvis at ansaette tjenestemaend fra loenklasse LA6 inden for sprogtjenesten i loenklasse A6. Mens det i afgoerelsen udtrykte princip maa anvendes restriktivt paa tjenestemaend fra sprogtjenesten, der begynder i deres nye stilling som fuldmaegtig, gaelder dette imidlertid ikke i forhold til en LA6-tjenestemand, der som appellanten allerede har opnaaet en vis erfaring i den kategori A-stilling, han bliver ansat i. Ansaettelsesmyndigheden kunne saaledes ikke uden at goere sig skyldig i en aabenbart urigtig vurdering af de faktiske omstaendigheder indtage det standpunkt, at appellantens situation ikke gjorde det berettiget, at han blev indplaceret i loenklasse A6.

29 Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Det fremgaar af sagens akter og navnlig af det administrative udvalgs afgoerelse af 20. januar 1992, at ansaettelsesmyndigheden anlagde en korrekt fortolkning af vedtaegtens artikel 31, stk. 2, ved gennemgangen af appellantens situation. Den lagde nemlig til grund, at den kunne tage hensyn til appellantens faglige erfaring paa linje med andre forhold, ogsaa med henblik paa hans indplacering i loenklasse, og den naaede under hensyntagen til alle relevante forhold under udoevelse af sit skoen frem til den konklusion, at appellanten i det foreliggende tilfaelde ikke skulle indplaceres i loenklasse A6.

30 Appellantens argumentation er ensbetydende med et anbringende om, at ansaettelsesmyndigheden i det foreliggende tilfaelde kun kunne udoeve sit skoen saaledes, at den indplacerede appellanten i den hoejeste loenklasse inden for den paagaeldende stillingsgruppe, som om en bestemt faglig erfaring kunne give personer, der har en saadan erfaring, krav paa at blive udnaevnt i denne loenklasse.

31 Herved bemaerkes, at naar ansaettelsesmyndigheden har truffet en afgoerelse under udoevelse af et saa vidt skoen som paa det her omhandlede omraade, kan der ikke i forbindelse med en domstolsproevelse saettes et andet skoen i stedet for ansaettelsesmyndighedens, idet domstolsproevelsen er begraenset til en undersoegelse af, hvorvidt ansaettelsesmyndigheden har udoevet sine befoejelser paa en aabenbart fejlagtig maade (jf. dom af 17.1.1992, sag C-107/90 P, Hochbaum mod Kommissionen, Sml. I, s. 157). Det er ikke godtgjort, at dette konkret har vaeret tilfaeldet. Det omhandlede anbringende kan saaledes ikke tiltraedes.

32 Med anbringendet om en tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling har appellanten i det vaesentlige gjort gaeldende, at han, da han kom fra sprogtjenesten og af ansaettelsesmyndigheden paa forhaand ° som foelge af en fejlagtig fortolkning af Domstolens afgoerelse af 11. juli 1979 ° blev betragtet som afskaaret fra en indplacering i loenklasse 6 i kategori A, blev udsat for en forskelsbehandling i forhold til tjenestemaend i loenklasse A7, som saaledes var de eneste, der kunne profitere af den mulighed, den interne udvaelgelsesproeve nr. CJ 115/89 gav, og altsaa blive indplaceret i loenklasse A6. Han mener desuden, at han var offer for en anden form for forskelsbehandling, idet han blev behandlet som enhver anden tjenestemand fra sprogtjenesten, der uden nogen erfaring i arbejdet som fuldmaegtig havde deltaget i udvaelgelsesproeve nr. CJ 115/89.

33 Den foerste del af dette anbringende hviler paa den antagelse, at ansaettelsesmyndigheden fortolkede Domstolens principafgoerelse af 11. juli 1979 forkert inden for rammerne af det skoen, den har i henhold til vedtaegtens artikel 31, stk. 2. Denne antagelse er ikke korrekt. Det fremgaar af sagens akter, at ansaettelsesmyndigheden forstod afgoerelsen paa rette maade, nemlig saaledes at den ikke fratager ansaettelsesmyndigheden det skoen, den har paa omraadet, og det er denne skoensbefoejelse, ansaettelsesmyndigheden anvendte i det foreliggende tilfaelde.

34 For saa vidt angaar den anden del af anbringendet fremgaar det af sagens akter, at appellantens faglige erfaring var en af de faktorer, som ansaettelsesmyndigheden skulle tage hensyn til, og at den faktisk tog hensyn hertil i det foreliggende tilfaelde. Ansaettelsesmyndigheden ansaa imidlertid ikke den paagaeldende faktor for at vaere af en saadan karakter, at ansaettelsesmyndigheden skulle have udoevet sit skoen paa den af appellanten oenskede maade. Domstolen anerkender betydningen af appellantens faglige kvalifikationer, men kan under udoevelsen af sin retslige kontrol kun fastslaa, at ansaettelsesmyndigheden, da den traf den omtvistede afgoerelse, ikke udoevede sit skoen paa en aabenbart fejlagtig maade.

35 Anbringendet om en tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling kan saaledes ikke tiltraedes.

36 Hvad endelig angaar anbringendet om en tilsidesaettelse af administrationens bistandspligt, som er naevnt ovenfor i praemis 21 og naermere belyst i praemis 23, har appellanten anfoert, at den omstaendighed, at han i strid med reglerne af administrationen blev stillet til raadighed for Informationstjenesten, hvilket havde negative virkninger for ham, ogsaa er et forhold, der taler til stoette for, at ansaettelsesmyndigheden burde have taget hensyn til de seks aar, han havde arbejdet i Informationstjenesten, og at dette kun kunne ske ved at indplacere ham i loenklasse A6.

37 Det bemaerkes, at vedtaegtens artikel 24, stk. 1, som appellanten har paaberaabt sig, paalaegger Faellesskaberne at yde deres tjenestemaend bistand i forhold til tredjemand, bl.a. i tilfaelde af enhver form for angreb eller trusler, som rettes mod tjenestemanden paa baggrund af hans stilling eller hverv. Bestemmelsen kan saaledes ikke danne grundlag for appellantens anbringende.

38 Begrebet administrationens omsorgspligt som udviklet i Domstolens praksis er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtaegten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og embedsmaendene i offentlig tjeneste. Denne balance betyder isaer, at myndigheden ved afgoerelsen om en tjenestemands situation tager alle de forhold i betragtning, som kan antages at vaere bestemmende for dens afgoerelse, og hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men ogsaa til vedkommende tjenestemands interesse (jf. dom af 28.5.1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677, praemis 22).

39 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af sagens akter, at administrationen tog hensyn til appellantens interesser og ikke udelukkende til tjenestens interesse, da appellanten blev ansat i sin nye stilling. Den tog herunder ved udoevelsen af sin skoensbefoejelse, sammen med de andre relevante forhold, hensyn til appellantens saerlige faglige kvalifikationer ved fastlaeggelsen af hans indplacering i loenklasse og paa loentrin. Det paagaeldende anbringende kan saaledes ikke tiltraedes.

40 Indstaevnte boer herefter i det hele frifindes.

Sagens omkostninger

41 Saafremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgoer sagen, traeffer den afgoerelse om sagens omkostninger, jf. procesreglementets artikel 122, stk. 1.

42 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som finder anvendelse paa appelsagen i medfoer af reglementets artikel 118, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Indstaevnte har tabt sagen og paalaegges derfor at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen.

43 Omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten fordeles i overensstemmelse med procesreglementets artikel 70.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

1) Rettens dom af 30. marts 1993 i sag T-30/92, Klinke mod Domstolen, ophaeves.

2) Indstaevnte frifindes.

3) Indstaevnte betaler omkostningerne i forbindelse med appelsagen. Hver part baerer sine egne omkostninger i forbindelse med sagen for Retten.