61993J0153

++++

1. Konkurrence ° faellesskabsregler ° medlemsstaternes forpligtelser ° bestemmelser med det formaal at forstaerke virkninger af allerede bestaaende aftaler ° begreb

(EOEF-traktaten, art. 5 og 85)

2. Konkurrence ° faellesskabsregler ° medlemsstaternes forpligtelser ° fragtnaevns fastsaettelse af tariffer for erhvervsmaessig transport ad indre vandveje som faar bindende virkning efter godkendelse af det offentlige ° forenelighed ° betingelser

[EOEF-traktaten, art. 3, litra f), art. 5, stk. 2, og art. 85]

1. Selv om traktatens artikel 85 i sig selv udelukkende vedroerer virksomheders adfaerd og ikke omfatter love eller administrative bestemmelser, som er fastsat af medlemsstaterne, er medlemsstaterne efter denne traktatbestemmelse, sammenholdt med traktatens artikel 5, forpligtet til ikke at indfoere eller opretholde foranstaltninger, selv ikke i form af love eller administrative bestemmelser, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler. Dette er navnlig tilfaeldet, saafremt en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers retsvirkninger, eller saafremt den fratager de af den udstedte retsforskrifter deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention.

2. Traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 er ikke til hinder for en offentlig regulering i en medlemsstat, hvorefter tariffer for erhvervsmaessig transport ad indre vandveje fastsaettes af fragtnaevn og faar bindende virkning for samtlige erhvervsdrivende, naar de er godkendt af det offentlige, saafremt medlemmerne af disse naevn ° selv om de er udnaevnt af offentlige myndigheder efter indstilling fra de beroerte erhvervsgrene ° ikke kan betragtes som disses repraesentanter med henblik paa at forhandle og indgaa en prisaftale, men skal fastsaette tarifferne uafhaengigt og ud fra almene hensyn, og saafremt de offentlige myndigheder ikke giver afkald paa deres befoejelser, men overvaager, at naevnene fastsaetter tarifferne ud fra almene hensyn og om noedvendigt selv traeffer afgoerelse i stedet for naevnene.

1 Ved kendelse af 4. marts 1993 indgaaet til Domstolen den 13. april 1993 har Landgericht Duisburg i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 85 og artikel 5, stk. 2, for at kunne afgoere, om den lovpligtige procedure, der i tysk ret gaelder for godkendelse af tariffer for erhvervsmaessig transport ad indre vandveje, er forenelig med disse traktatbestemmelser.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem paa den ene side Forbundsrepublikken Tyskland, repraesenteret ved Wasser- und Schiffahrtsdirektion West, og paa den anden side Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft mbH (herefter benaevnt "Delta"), hvorunder den tyske stat har paastaaet Delta tilpligtet at betale forskellen mellem den tarif, som er fastsat af det tyske Forbundstransportministerium, og den pris, som en transportvirksomhed faktisk har faktureret Delta.

3 I Forbundsrepublikken Tyskland er erhvervsmaessig transport ad indre vandveje reguleret ved Binnenschiffsverkehrsgesetz (lov om transport ad indre vandveje, herefter benaevnt "BSchVG"), der bl.a., som det fremgaar af lovens § 33, har til formaal at sikre en ud fra nationaloekonomiske betragtninger rimelig opgavefordeling mellem de forskellige transportformer ved hjaelp af priser, der er afpasset efter markedsforholdene, og en loyal konkurrence mellem transportformerne.

4 Tarifferne fastsaettes af fragtnaevn efter retningslinjer, som er foreskrevet i loven. Fragtnaevnene bestaar af to lige store grupper af repraesentanter for skibsfarten og afskiberne. Medlemmerne udnaevnes af tilsynsmyndigheden efter indstilling fra de paagaeldende erhvervssammenslutninger (BSchVG, § 25).

5 Saafremt grupperne af repraesentanter for henholdsvis skibsfarten og afskiberne ikke kan blive enige i fragtnaevnene om en bestemt pris, skal spoergsmaalet behandles af udvidede fragtnaevn. De udvidede fragtnaevn er sammensat af repraesentanterne for skibsfarten og afskiberne, en formand, som er uafhaengig, samt to uafhaengige bisiddere, hvoraf den ene udpeges af repraesentanterne for skibsfarten og den anden af repraesentanterne for afskiberne. Formanden, de to bisiddere samt gruppen af repraesentanter for henholdsvis skibsfarten og afskiberne har hver én stemme (BSchVG, § 25 og § 27b).

6 Ifoelge loven er medlemskab af fragtnaevnene og de udvidede fragtnaevn tillidshverv, og medlemmerne er ikke bundet af instrukser eller anvisninger (BSchVG, § 25).

7 Naevnenes beslutninger skal godkendes af forbundstransportministeren. De af naevnene trufne og af ministeren godkendte beslutninger stadfaestes af ministeren i form af bekendtgoerelser og er bindende for virksomhederne (BSchVG, § 28, 29, 30 og 31). Forbundstransportministeren kan dog, naar almene hensyn kraever det, selv fastsaette tarifferne i stedet for naevnene.

8 Hvis den fakturerede transportpris er lavere end ifoelge tariffen, skal den til tariffen svarende pris betales. Saafremt parterne forsaetligt eller groft uagtsomt fastsaetter en anden pris end den, der foelger af tariffen, skal forskellen indbetales til Forbundsstaten. Beloebet opkraeves da af Wasser- und Schiffahrtsdirektion (BSchVG, § 31).

9 Da Delta havde ladet en transport udfoere til en lavere pris end ifoelge tariffen, anlagde Wasser- und Schiffahrtsdirektion sag mod selskabet med henblik paa at inddrive forskellen mellem den pris, der var aftalt med transportvirksomheden, og den, der fulgte af tariffen.

10 Under sagens behandling traf Landgericht Duisburg beslutning om at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Er den lovbestemte tariffastsaettelsesprocedure, som gaelder i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til §§ 21 ff. i Binnenschiffsverkehrsgesetz, forenelig med EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 5, stk. 2, eller er de tariffer, som er fastsat i medfoer af disse retsforskrifter, ugyldige efter EOEF-traktatens artikel 85, stk. 2, som stridende mod traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 5, stk. 2?"

11 Indledningsvis bemaerkes, at Domstolen ikke har kompetence under en sag i henhold til traktatens artikel 177 til at udtale sig om, hvorvidt nationale retsforskrifter er forenelige med faellesskabsrettens bestemmelser, men dog kan forsyne den nationale ret med alle de fortolkningsbidrag vedroerende faellesskabsretten, som goer det muligt for denne at vurdere, om de nationale retsforskrifter er forenelige med faellesskabsbestemmelserne.

12 Endvidere maa det fastlaas, at traktatens konkurrenceregler, navnlig artikel 85 og artikel 90, finder anvendelse paa transportsektoren (jf. senest dom af 17.11.1993, sag C-185/91, Reiff, Sml. I, s. 5801, herefter benaevnt "Reiff-dommen", praemis 12).

13 Det af Landgericht Duisburg forelagte spoergsmaal maa herefter forstaas paa den maade, at det i det vaesentlige oenskes oplyst, om traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 er til hinder for en offentlig regulering i en medlemsstat ° som den, der er foretaget ved BSchVG ° hvorefter tariffer for erhvervsmaessig transport ad indre vandveje fastsaettes af fragtnaevn og faar bindende virkning for samtlige erhvervsdrivende, naar de er godkendt af det offentlige.

14 I den forbindelse bemaerkes, at traktatens artikel 85 i sig selv udelukkende vedroerer virksomheders adfaerd og ikke omfatter love eller administrative bestemmelser, som er fastsat af medlemsstaterne. Det fremgaar imidlertid af fast praksis, at traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 5, paalaegger medlemsstaterne ikke at indfoere eller opretholde foranstaltninger ° selv ikke i form af love eller administrative bestemmelser ° som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler. Dette er ifoelge praksis tilfaeldet, saafremt en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger, eller saafremt den fratager de af den udstedte retsforskrifter deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention (jf. dom af 21.9.1988, sag 267/86, Van Eycke, Sml. s. 4769, praemis 16, og Reiff-dommen, praemis 14).

15 I den forbindelse bemaerkes endvidere, at Domstolen i Reiff-dommen (praemis 15), hvor den havde faaet forelagt et tilsvarende spoergsmaal vedroerende fastsaettelse af tariffer for godsfjerntransport, udtalte, at det af hensyn til en hensigtsmaessig besvarelse af den nationale rets spoergsmaal foerst maa undersoeges, om en regulering af den karakter, som er omtvistet i hovedsagen, kan betegnes som en aftale i traktatens artikel 85' s forstand.

16 Med hensyn til en ordning som den, der er indfoert ved BSchVG, bemaerkes foerst, at medlemmerne af fragtnaevnene ° selv om de ikke betegnes som tarifsagkyndige, saaledes som det er tilfaeldet med medlemmerne af de tarifnaevn, der er oprettet i henhold til den i Reiff-dommen omhandlede lov om godstransport ° beklaeder hvervet som medlem af naevnene som tillidshverv og ikke er bundet af instrukser eller anvisninger. Hvad angaar de udvidede fragtnaevn er det saaledes udtrykkeligt fastslaaet i BSchVG, at formanden og de to bisiddere, som i alt raader over tre ud af fem stemmer, er uafhaengige.

17 Desuden kan fragtnaevnene ikke efter BSchVG fastsaette tarifferne udelukkende under hensyn til transportvirksomhedernes og afskibernes interesser, men skal efter lovens § 21 tage hensyn til landbrugets og de mindre virksomheders interesser samt til oekonomisk svagere og i transportmaessig henseende ugunstigt stillede egne.

18 Af det anfoerte foelger, at selv om medlemmerne af fragtnaevnene efter en tariffastsaettelsesordning som den, der er indfoert ved BSchVG, udpeges af det offentlige efter indstilling fra de paagaeldende erhvervssammenslutninger, kan de dog ikke betragtes som disses repraesentanter med henblik paa at forhandle og indgaa prisaftaler.

19 Det maa for det andet undersoeges, som Domstolen har udtalt i Reiff-dommen (praemis 20), om de offentlige myndigheder ikke har delegeret deres kompetence med hensyn til tariffastsaettelsen til private erhvervsdrivende.

20 Herom maa det konstateres, at BSchVG, ligesom loven om vejgodstransport, ifoelge § 33 har til formaal at sikre den bedst mulige transportservice, og at forbundsregeringen ifoelge loven skal tilstraebe en udligning af konkurrencevilkaarene for de forskellige transportformer og sikre en ud fra nationaloekonomiske betragtninger rimelig opgavefordeling mellem disse. I dette oejemed skal forbundstransportministeren ifoelge loven udtrykkeligt afstemme ydelserne og priserne indbyrdes for at undgaa illoyal konkurrence.

21 Til loesning af denne opgave kan forbundstransportministeren nedsaette fragtnaevn og udvidede fragtnaevn, som er undergivet ministerens tilsyn. Selv om transportministeren, i modsaetning til hvad der gaelder ifoelge loven om vejgodstransport, ikke har ret til at vaere medlem af fragtnaevnene, kan han selv fastsaette tarifferne og herved traeffe afgoerelse i stedet for naevnene, saafremt de tariffer, naevnene har fastsat, ikke stemmer overens med de almene hensyn, som han i kraft af sine funktioner er forpligtet til at tilgodese.

22 Heraf foelger, at de offentlige myndigheder efter en tariffastsaettelsesordning for erhvervsmaessig transport ad indre vandveje, som den der er indfoert ved BSchVG, ikke har delegeret deres kompetence med hensyn til fastsaettelsen af tarifferne til private erhvervsdrivende.

23 Herefter maa det forelagte spoergsmaal besvares med, at traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 ikke er til hinder for en offentlig regulering i en medlemsstat, hvorefter tariffer for erhvervsmaessig transport ad indre vandveje fastsaettes af fragtnaevn og faar bindende virkning for samtlige erhvervsdrivende, naar de er godkendt af det offentlige, saafremt medlemmerne af disse naevn ° selv om de er udnaevnt af offentlige myndigheder efter indstilling fra de beroerte erhvervsgrene ° ikke kan betragtes som disses repraesentanter med henblik paa at forhandle og indgaa en prisaftale, men skal fastsaette tarifferne uafhaengigt og ud fra almene hensyn, og saafremt de offentlige myndigheder ikke giver afkald paa deres befoejelser, men overvaager, at naevnene fastsaetter tarifferne ud fra almene hensyn og om noedvendigt selv traeffer afgoerelse i stedet for naevnene.

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Landgericht Duisburg ved kendelse af 4. marts 1993, for ret:

EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 er ikke til hinder for en offentlig regulering i en medlemsstat, hvorefter tariffer for erhvervsmaessig transport ad indre vandveje fastsaettes af fragtnaevn og faar bindende virkning for samtlige erhvervsdrivende, naar de er godkendt af det offentlige, saafremt medlemmerne af disse naevn ° selv om de er udnaevnt af offentlige myndigheder efter indstilling fra de beroerte erhvervsgrene ° ikke kan betragtes som disses repraesentanter med henblik paa at forhandle og indgaa en prisaftale, men skal fastsaette tarifferne uafhaengigt og ud fra almene hensyn, og saafremt de offentlige myndigheder ikke giver afkald paa deres befoejelser, men overvaager, at naevnene fastsaetter tarifferne ud fra almene hensyn, og om noedvendigt selv traeffer afgoerelse i stedet for naevnene.