61993C0447

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Domstolen skal i denne sag for tredje gang (1) fortolke Raadets direktiv 85/384/EOEF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturomraadet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (2) (herefter benaevnt "direktivet").

2. Direktivet indeholder som bekendt to grupper bestemmelser vedroerende "eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som giver adgang til virksomhed inden for arkitekturomraadet". Den foerste ° i kapitel II ° omfatter de almindelige regler for udoevelse af arkitekterhvervet. Den anden ° der findes i kapitel II ° fastlaegger overgangsordningen.

3. Hvad de almindelige regler angaar, indeholder direktivet ikke nogen opregning af de eksamensbeviser, som medlemsstaterne skal anerkende. Det angiver blot de kriterier vedroerende uddannelsens indhold (artikel 3) og varighed (artikel 4), som disse eksamensbeviser skal opfylde for at kunne anerkendes i andre medlemsstater end den, hvori de er udstedt. Hver medlemsstat skal give meddelelse om og ajourfoere fortegnelsen over de eksamensbeviser, som ifoelge den opfylder disse kriterier, ligesom den skal meddele, hvilke institutioner eller myndigheder der udsteder dem, og Kommissionen skal i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggoere fortegnelserne og ajourfoeringerne, der efter forelaeggelse for et raadgivende ad hoc-udvalg kan anfaegtes for Domstolen.

4. Over for den aabne ordning ifoelge de almindelige regler staar en lukket ordning ifoelge overgangsordningen, der giver adgang til virksomhed inden for arkitekturomraadet "i medfoer af opnaaede rettigheder eller eksisterende nationale bestemmelser".

5. Hensigten med direktivet har her vaeret, at der skulle tages hensyn til forholdene for EF-borgere, der allerede var eller inden laenge ville komme i besiddelse af kvalifikationsbeviser, "selv om [disse] ikke svarer til mindstekravene" ° dvs. opfylder samtlige kriterier ° "for de i kapitel II naevnte beviser" (3). Herefter foelger i artikel 11 fortegnelsen over disse kvalifikationsbeviser, der er udtoemmende opregnet, og denne fortegnelse er bindende for hver medlemsstat, der jo "anerkender" (4) de deri omhandlede kvalifikationsbeviser, som altsaa ikke paa nogen maade kan anfaegtes. I Bauer-dommen (5) har Domstolen saaledes udtalt foelgende:

"Medlemsstaterne har saaledes pligt til at anerkende de paagaeldende eksamensbeviser uden at undersoege, om de opfylder kriterierne ifoelge direktivets kapitel II." (6)

6. Med bestemmelserne i kapitel 3 er der altsaa indfoert en overgangsordning paa grundlag af opnaaede rettigheder, hvorefter medlemsstaterne uden nogen adgang til at rejse indsigelse paa deres omraade skal anerkende visse kvalifikationsbeviser, der er udstedt af andre medlemsstater, selv om de ikke opfylder mindstekrav, og da opregningen af disse kvalifikationsbeviser er udtoemmende, skal disse bestemmelser derfor fortolkes indskraenkende.

7. Det er imidlertid ikke det hele. De i artikel 11 naevnte kvalifikationsbeviser er nationale beviser. Hvad disse kvalifikationsbeviser angaar skabes der ikke ved denne artikel ° i modsaetning til direktivets artikel 3 og 4 ° faellesskabsbegreber. Artiklen giver blot nationale begreber faellesskabsvirkning.

8. Hermed er der sket endnu en begraensning af Domstolens fortolkningsbefoejelser. Man maa nemlig huske, at direktivet er resultatet af et langt forberedende arbejde, der, som det er blevet fortalt, varede atten aar. Der er al mulig grund til at tro, at det har givet anledning til indgaaende og intensive forhandlinger mellem faellesskabsinstitutioner og medlemsstater.

9. Der vil derfor ikke kunne blive tale om ved en fortolkning, der tilmed vedroerer et internretligt begreb, at tilfoeje noget i de fortegnelser over nationale kvalifikationsbeviser, som faellesskabslovgiver har fastlagt. Et hvilket som helst andet synspunkt er udtryk for, at man saetter sig i faellesskabslovgivers sted.

10. Hermed er de regler, som Domstolen maa foelge ved fortolkningen af bestemmelserne i kapitel III, og herunder altsaa artikel 13, 14 og 15 i direktivet, givet. Og naar jeg har ment at maatte opholde mig herved, skyldes det, at disse bestemmelser udgoer udgangspunktet for vurderingen af sagsoegeren i hovedsagen, Nicolas Dreessen' s stilling.

11. Sagsoegeren, der er belgisk statsborger og bor i Belgien, erhvervede den 16. februar 1966 i Tyskland eksamensbevis som bygningsingenioer ("Ingenieur fuer Hochbau, Abteilung allgemeiner Hochbau"), der blev udstedt af statens bygningsingenioerskole i Aachen ("Staatliche Ingenieurschule fuer Bauwesen Aachen").

12. Fra august 1966 til september 1991 havde Dreessen loennet beskaeftigelse paa forskellige arkitektkontorer, og efter at hans sidste arbejdsgiver var gaaet konkurs, indgav han den 12. december 1991 ansoegning til Ordre des architectes de la province de Liège (provinsen Lièges arkitektforening) om at blive optaget paa fortegnelsen over arkitekter ved denne arkitektforening. Ansoegningen blev afslaaet ved afgoerelse af 29. april 1993, hvorved der henvistes til, at Dreessen' s eksamensbevis ikke var et af de i direktivet omhandlede eksamensbeviser.

13. Dreessen klagede over denne afgoerelse til Conseil d' appel d' expression française de l' ordre des architectes, der har anmodet Domstolen om en fortolkning af ordene "arkitektafdeling 'Architektur/Hochbau' " i direktivets artikel 11 ... og om en afgoerelse af, "om et i 1966 af afdelingen 'Allgemeiner Hochbau' paa 'Staatliche Ingenieurschule fuer Bauwesen Aachen' udstedt eksamensbevis for saa vidt angaar anvendelsen af direktivets artikel 11 skal ligestilles med et af 'arkitektafdelingen' udstedt eksamensbevis".

14. Det er klart, hvad interessen i forbindelse med dette spoergsmaal maa samle sig om: Antages det, at Dreessen' s eksamensbevis er indeholdt i fortegnelsen i artikel 11, er Belgien forpligtet til at anerkende det.

15. Lad det straks vaere sagt, at det ikke tilkommer Domstolen direkte at besvare dette spoergsmaals andet led. Det paahviler jo den forelaeggende ret at give denne besvarelse paa baggrund af den fortolkning, Domstolen har givet den relevante faellesskabsbestemmelse.

16. Af spoergsmaalets formulering fremgaar, at Conseil d' appel oensker en afgoerelse af, om Dreessen' s kvalifikationsbevis kan anses for at vaere et af de i tredje eller fjerde led i artikel 11, litra a), naevnte beviser.

17. Hvad tredje led angaar skal jeg fatte mig i korthed. Det bemaerkes, at Dreessen i sit indlaeg blot har anfoert, at den "Ingenieurschule", der har udstedt hans kvalifikationsbevis, er blevet til en "Fachhochschule" i direktivets forstand. Selv om dette skulle vaere tilfaeldet, maatte beviset dog, for at kunne anerkendes i Belgien, vaere udstedt af arkitektafdelingen, hvilket Dreessen ikke haevder, at det er.

18. I realiteten maa droeftelsen navnlig angaa det fjerde led i artikel 11, litra a), i direktivet.

19. Ifoelge denne sidste bestemmelse skal medlemsstaterne anerkende "certifikater (Pruefungszeugnisse) udstedt foer den 1. januar 1973 af arkitektafdelingerne paa Ingenieurschulen ...".

20. Dreessen' s eksamensbevis er udstedt foer den 1. januar 1973. Det blev udstedt af en "Ingenieurschule". Dog stammer det ikke fra "arkitektafdelingen (Architektur)", men fra bygningsafdelingen ("Allgemeiner Hochbau").

21. Dreessen har ganske vist fremlagt erklaeringer fra henholdsvis delstaten Nordrhein-Westphalens arkitektforening og fra delstatens Rheinland-Westphalens Ministerium for Videnskab og Forskning, der gaar ud paa, at hans kvalifikationsbevis opfylder betingelserne ifoelge artikel 11, litra a), fjerde led. Men disse myndigheder kan lige saa lidt som Domstolen saette sig selv i faellesskabslovgivers sted og tilfoeje noget i direktivets bestemmelser.

22. Heraf foelger, at indehaveren af et eksamensbevis, der er udstedt foer den 1. januar 1973 af en "Ingenieurschule", ikke, naar dette ikke hidroerer fra dennes arkitekturafdeling, kan goere gaeldende, at han er omfattet af direktivets artikel 11, litra a), fjerde led.

23. Det er blevet gjort gaeldende, at "Ingenieurschulen" foer 1973 ikke havde nogen arkitekturafdeling, og at man derfor for at faa mening i denne bestemmelse maatte medtage et eksamensbevis som det, Dreessen har erhvervet.

24. Dette argument kan ikke vaere afgoerende. For ganske vist boer der vaere mening i enhver faellesskabsretlig bestemmelse, men der maa ogsaa i denne forbindelse i kapitel III sondres mellem, hvad der har faellesskabskarakter ° f.eks. foelgende bestemmelse i artikel 10: "Hver medlemsstat anerkender ..." samt den udtoemmende karakter af fortegnelsen i artikel 11 ° og hvad der omfattes af internretlige regelsaet, som f.eks. de i denne bestemmelse naevnte eksamensbeviser.

25. At der foer 1973 eventuelt har eksisteret arkitekturafdelinger paa "Ingernieurschulen" har utvivlsomt vaesentlig betydning for tvisten i hovedsagen, men for Domstolens behandling af sagen har det ingen betydning. Saafremt den naevnte benaevnelse skulle vaere upassende eller mangelfuld, maa det vaere den beroerte medlemsstats, dvs. Forbundsrepublikken Tysklands sag at anmode om og udvirke, at direktivet aendres, saaledes at denne fejl eller mangel rettes.

26. Kommissionens befuldmaegtigede har i retsmoedet oplyst, at der ikke er blevet taget initiativ i den retning. Domstolen kan ikke ved en udvidende fortolkning af en restriktiv bestemmelse, endsige ved en stillingtagen til et nationalt begreb, saette sig enten i faellesskabslovgivers eller den paagaeldende medlemsstats sted.

27. Dreessen har for Conseil d' appel paaberaabt sig en anden bestemmelse i direktivet, nemlig dettes artikel 12, der indeholder foelgende bestemmelse:

"Med forbehold af artikel 10 anerkender hver medlemsstat foelgende dokumenter ved med hensyn til adgang til den i artikel 1 omhandlede virksomhed og udoevelse af denne under stillingsbetegnelsen arkitekt at give dem samme virkning paa sit omraade som de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser som arkitekt, som den selv udsteder:

° attester, som er udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de medlemsstater, som paa tidspunktet for meddelelsen af dette direktiv har bestemmelser for adgang og udoevelse af den i artikel 1 omhandlede virksomhed under stillingsbetegnelsen arkitekt, og hvorved det bekraeftes, at deres indehaver har faaet tilladelse til at benytte stillingsbetegnelsen arkitekt inden direktivets ivaerksaettelse og rent faktisk inden for disse bestemmelsers rammer har udoevet den paagaeldende virksomhed i mindst tre paa hinanden foelgende aar inden for de fem aar, der gaar forud for attesternes udstedelse

° ..." (7)

28. Den forelaeggende instans naevner, at det af Dreessen' s indlaeg fremgaar, at han efter erhvervelsen af sit eksamensbevis udelukkende har vaeret fagligt virksom i Belgien, og at han derfor ikke kan paaberaabe sig artikel 12. Domstolen er altsaa ikke blevet anmodet om en fortolkning af denne bestemmelse.

29. Sagsoegeren i hovedsagen har i sit indlaeg for Domstolen paa ny beskaeftiget sig med denne sidste bestemmelse, som han har anmodet Domstolen om at tage stilling til, saaledes at den forelaeggende ret faar en brugbar besvarelse.

30. Jeg kan tilslutte mig den forelaeggende rets synspunkt om, at artikel 12 er uden betydning i en situation som den i hovedsagen foreliggende.

31. For selv om enhver medlemsstat efter denne bestemmelse skal anerkende en af en anden medlemsstat til en EF-borger udstedt attest for, at denne i et vist tidsrum har virket som arkitekt, kan en saadan attest kun ° det fremgaar af henvisningen til "disse bestemmelser" (8) ° vedroere den virksomhed, der er udoevet paa den attestudstedende stats omraade.

32. En EF-borger, der udelukkende har vaeret fagligt virksom i én medlemsstat kan derfor ikke paaberaabe sig en eventuel attest, som en anden medlemsstat har udstedt vedroerende denne faglige virksomhed.

Forslag til afgoerelse

33. Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at kende for ret:

"Artikel 11 i Raadets direktiv 85/384/EOEF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturomraadet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, kan kun paaberaabes af EF-borgere, som er indehaver af de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som udtrykkeligt og udtoemmende er opregnet i bestemmelsen. Heraf foelger, at forpligtelse for en medlemsstat til at anerkende et certifikat udstedt foer den 1. januar 1973 af en 'Ingenieurschule' forudsaetter, at certifikatet er udstedt af en arkitekturafdeling."

(*) Originalsprog: fransk.

(1) ° Dom af 21.1.1992, sag C-310/90, Conseil national de l' ordre des architectes mod Egle, Sml. I, s. 177, og af 8.4.1992, sag C-166/91, Bauer mod Conseil national de l' ordre des architectes, Sml. I, s. 2797.

(2) ° EFT L 223, s. 15.

(3) ° Artikel 10.

(4) ° Sammesteds.

(5) ° Jf. note 1.

(6) ° Praemis 9.

(7) ° Min fremhaevelse.

(8) ° Min fremhaevelse.