61993C0292

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Ved kendelse af 10. juni 1992 registreret paa Domstolens Justitskontor den 19. maj 1993 har Oberlandesgericht Frankfurt am Main anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 16, nr. 1, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (1) (herefter benaevnt "konventionen"). Anmodningen er fremsat under en sag, som verserer mellem Norbert Lieber, der er appellant i hovedsagen, og aegtefaellerne Goebel, der ligesom appellanten har bopael i Forbundsrepublikken Tyskland, og som ejer en lejlighed i Cannes (Frankrig).

2. I anledning af en tidligere retssag indgik parterne den 27. april 1978 et forlig, hvorved aegtefaellerne Goebel accepterede at overfoere ejendomsretten til lejligheden til Norbert Lieber. Appellanten i hovedsagen blev foelgelig indsat i besiddelsen af lejligheden, som han havde brugen af fra den 1. juni 1978 til den 30. april 1987. Efter at forliget var blevet erklaeret ugyldigt i henhold til § 331 og 125 i Buergerliches Gesetzbuch, anlagde appelindstaevnte i hovedsagen sag ved Landgericht Frankfurt am Main med paastand om tilkendelse af en godtgoerelse for brugen i den paagaeldende periode.

3. Med henblik paa fastsaettelse af brugsvaerdien af den faste ejendom udmeldte Landgericht Frankfurt am Main en fransk sagkyndig, paa grundlag af hvis erklaering retten fastsatte stoerrelsen af den godtgoerelse, der tilkom aegtefaellerne Goebel.

4. Norbert Lieber paaankede afgoerelsen med den begrundelse, at ejendommens beliggenhed maatte foere til, at de franske retter var enekompetente, jf. konventionens artikel 16, nr. 1, der bestemmer foelgende:

"Enekompetente, uden hensyn til bopael, er: i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende."

5. Dette er baggrunden for foelgende spoergsmaal, som Oberlandesgericht Frankfurt am Main har forelagt Domstolen:

"Omfatter de omraader, der er reguleret i Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, ogsaa spoergsmaal om godtgoerelse for brugen af en bolig efter en fejlslagen ejendomsoverdragelse?"

6. Med dette spoergsmaal anmodes Domstolen foelgelig om at fastlaegge anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1, ikke alene med hensyn til udtrykket "leje eller forpagtning af fast ejendom", men ligeledes "rettigheder over fast ejendom". Jeg vil i det foelgende gennemgaa disse to aspekter hver for sig.

7. Appellanten i hovedsagen har gjort gaeldende, at selv om "der med modfordringen ikke goeres krav gaeldende i henhold til reglerne om leje- eller forpagtning af fast ejendom" (2), maa fordringen dog anses for at angaa leje- og forpagtningsret, bl.a. reglerne om fastsaettelse af lejens stoerrelse og om beskyttelse af lejeren, saaledes at franske domstole maa anses for enekompetente.

8. Lad det vaere sagt med det samme, at jeg ikke finder, at denne opfattelse har stoette hverken i konventionens formaal eller i Domstolens praksis.

9. Ved udarbejdelsen af konventionen oenskede man at begraense anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1, til sager om leje og forpagtning i egentlig forstand. I Jenard-rapporten (3) hedder det saaledes:

"Herved [dvs. ved leje eller forpagtning af fast ejendom] forstaas ikke alene leje af beboelsesrum eller forretningslokaler, men ogsaa erhvervslejemaal og leje eller forpagtning af landejendomme. Ved beslutningen om at tillaegge retterne i beliggenhedsstaten kompetencen i sager om leje eller forpagtning af fast ejendom, er udvalget gaaet ud fra, at disse retter ogsaa skal behandle sager mellem lejere og udlejere og mellem forpagtere og bortforpagtere om gyldigheden af eller fortolkningen af leje- og forpagtningsaftaler, om reparation af skader forvoldt af lejeren eller forpagteren og om fraflytning af ejendommen osv." (4).

10. Begrundelsen for enekompetencen paa dette omraade angives at vaere foelgende:

"I sager af denne art er det ofte noedvendigt at foretage kontrol og undersoegelser samt at indhente sagkyndige udtalelser paa stedet. Desuden gaelder i disse tilfaelde ikke sjaeldent saedvaner, som i almindelighed kun er kendt af retten paa det sted, hvor den faste ejendom er beliggende ..." (5).

11. Enekompetencen kan i oevrigt hverken fraviges ved en vaernetingsaftale (artikel 17) eller ved en stiltiende vaernetingsaftale (artikel 18). I henhold til konventionens artikel 19 skal enhver ret i en anden stat end den, hvis retter i medfoer af artikel 16 er tillagt enekompetence, paa embeds vegne erklaere sig inkompetent. Endelig kan en retsafgoerelse, der er truffet i en anden kontraherende stat under tilsidesaettelse af en bestemmelse om enekompetence, hverken anerkendes (artikel 28) eller fuldbyrdes (artikel 34).

12. Den enekompetence, der inden for dette omraade er tillagt retterne paa det sted, hvor ejendommen er beliggende, er i oevrigt blevet betegnet som "usaedvanlig" af en hoejt anerkendt forfatter (6).

13. Domstolen selv fastslog i Sanders-dommen (7), at:

"... den eksklusive kompetence, der af hensyn til en god retspleje er tillagt en kontraherende stats retter i henhold til konventionens artikel 16, ... desuden [har] den virkning, at parterne fratages den ret til valg af vaerneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfaelde kan sagsoeges ved en ret, som ikke er deres hjemting" (8),

hvorefter den konkluderede, at:

"artikel 16 ... derfor ikke [maa] fortolkes videre end dens formaal kraever" (9).

14. Saavel i denne afgoerelse, som i tre andre domme (10), hvor Domstolen har skullet fortolke begrebet "leje eller forpagtning af fast ejendom", jf. konventionens artikel 16, nr. 1, har Domstolen til stadighed antaget, at begrebet skal fortolkes selvstaendigt uden henvisning til nationale retsregler.

15. I Sanders-dommen afviste Domstolen saaledes at lade bestemmelsen finde anvendelse paa en kontrakt, hvis hovedformaal var driften af en forretning (11). Paa tilsvarende maade afviste Domstolen i Hacker-sagen at anse en aftale for en leje- eller forpagtningsaftale, idet den aftale, sagen drejede sig om,

"... uanset [sin] betegnelse ... ogsaa selv om den angaar en ydelse, der bestaar i en korterevarende overladelse af brugen af en feriebolig ... ogsaa [omfatter] andre ydelser ... (12)".

16. I Roesler-sagen fandt Domstolen derimod, at artikel 16, nr. 1,

"... finder anvendelse paa enhver aftale om leje af en fast ejendom, ogsaa selv om aftalen alene gaelder for et kortere tidsrum og kun vedroerer en brugsret til en feriebolig" (13).

17. Den loesning, som Domstolen naaede frem til i Roesler-sagen, kan ikke antages at have udvidet anvendelsesomraadet for bestemmelsen. Som Huet har anfoert i sin kommentar til afgoerelsen, er forholdet det, at selv om

"loesningen kan forekomme uhensigtsmaessig, ja endog urimelig, for saa vidt som den i usaedvanlig grad komplicerer retsplejen" (14),

er den ikke desto mindre en noedvendig foelge af bestemmelsens ordlyd.

18. I den sag, der laa til grund for Roesler-dommen, havde parterne imidlertid indgaaet en lejeaftale i artikel 16' s forstand. Domstolen henviste til en raekke saerlige kendetegn ved en saadan aftale med foelgende formulering:

"Lejekontrakten indeholder saedvanligvis bestemmelser vedroerende overgivelsen af det lejede til lejeren, brugen af det lejede, udlejerens henholdsvis lejerens forpligtelser med hensyn til vedligeholdelsen af det lejede, lejemaalets varighed og udlejerens indsaettelse i besiddelsen af det lejede, lejen og oevrige udgifter, der skal betales af lejeren, saasom udgifter til vand, gas og elektricitet." (15)

19. Men en aftale om en fast ejendom angaar ikke noedvendigvis en overgivelse af brugen, som Domstolen har anfoert det i sin definition, og artikel 16, nr. 1, vil derfor ikke finde anvendelse. Saa meget desto mere er betingelsen om en overgivelse af brugen ikke opfyldt, naar ethvert aftalegrundlag savnes som foelge af, at en aftale er blevet ophaevet. Dette er bl.a. tilfaeldet med hensyn til godtgoerelse for brugen i et tidsrum, hvori en person har benyttet en ejendom i henhold til en ugyldig salgsaftale, dvs. uden et retligt grundlag eller en adkomst.

20. Efter min opfattelse er denne konklusion endvidere i overensstemmelse med den "rule of reason", der gaelder for kompetencen i sager om leje og forpagtning af fast ejendom, som Domstolen i Sanders-sagen udtrykte saaledes:

"Leje af fast ejendom er i almindelighed undergivet saerlige regler, og disse regler boer blandt andet paa grund af deres komplicerede beskaffenhed alene kunne anvendes af retterne i det land, hvori de gaelder." (16)

21. En godtgoerelse for brugen skal ganske vist fastsaettes paa grundlag af boligens lejevaerdi (der i oevrigt blev fastsat allerede under hovedsagens behandling i foerste instans, ved hjaelp af en skoensmand i Frankrig), men det er imidlertid vigtigt at maerke sig, at nationale bestemmelser, der begraenser eller indeksregulerer lejen, har til formaal at beskytte lejeren og ikke den, der kun er bruger.

22. Jeg skal endvidere henvise til, at Domstolen i Sanders-sagen ikke antog, at den omstaendighed, at der i en raekke medlemsstater findes praeceptive bestemmelser for erhvervslejemaal, kunne begrunde, at artikel 16, nr. 1, skulle finde anvendelse, hvilket i oevrigt var den modsatte opfattelse af generaladvokatens (17).

23. Gothot og Holleaux (18) har endvidere anfoert, at:

"... anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1, ikke kan udvides under henvisning til, at det retsplejehensyn og det hensyn til at opnaa et sammenfald mellem den judicielle og den lovgivningsmaessige kompetence, der ligger til grund for bestemmelsen, ogsaa goer sig gaeldende i andre tilfaelde, end dem, der udtrykkeligt er anfoert" (19).

24. Da de i sagen omtvistede godtgoerelseskrav ikke kan stoettes paa begrebet leje eller forpagtning af fast ejendom, opstaar der spoergsmaal om, hvorvidt det maa anses for at vaere en rettighed over fast ejendom, for saa vidt som det er opstaaet som foelge af, at en salgsaftale er ugyldig?

25. Domstolen har hidtil afsagt én dom vedroerende den del af anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1, der omhandler "rettigheder over fast ejendom", nemlig i Reichert I-sagen (20), mens Webb-sagen (21), der vedroerer samme bestemmelse, og hvori jeg fremsatte forslag til afgoerelse den 8. februar 1994, er optaget til dom.

26. Reichert I-sagen angik to aegtefaeller med bopael i Forbundsrepublikken Tyskland. De havde som gave overdraget selve ejendomsretten til en ejendom i Frankrig til deres soen, der ligeledes havde bopael i Forbundsrepublikken Tyskland, mens de i oevrigt forbeholdt sig brugsretten til ejendommen. En tysk bank, som aegtefaellerne havde gaeld til, havde anlagt et omstoedelsessoegsmaal i henhold til artikel 1167 i den franske code civil, hvorefter en ejendomsoverdragelse, der er sket til skade for kreditor, ikke kan goeres gaeldende over for ham.

27. Cour d' appel d' Aix-en-Provence forelagde et praejudicielt spoergsmaal om forholdet mellem et saadant soegsmaal og artikel 16, nr. 1, og i dommen bemaerkede Domstolen under udtrykkelig henvisning til dommene i Sanders- og Duijnstee-sagerne (22), at:

"... betydningen af begrebet 'sager om rettigheder over fast ejendom' boer fastlaegges selvstaendigt i faellesskabsretten ..." (23).

28. Domstolen fastslog dernaest, at bestemmelsen skal fortolkes snaevert, og den udtalte, at:

" ... enekompetencen for retterne i den kontraherende stat, hvor den faste ejendom er beliggende, ikke omfatter samtlige sager om rettigheder over fast ejendom, men kun de sager, hvori der inden for Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade skal tages stilling til en fast ejendoms udstraekning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold eller eksistensen af andre tinglige rettigheder over ejendommen med henblik paa at sikre indehaverne af disse rettigheder beskyttelse af de befoejelser, der knytter sig til deres ret" (24).

29. For saa vidt angaar sondringen mellem personlige og tinglige rettigheder hedder det i Schlosser-rapporten (25):

"En personlig ret kan kun goeres gaeldende over for debitor ... Tinglig ret til en genstand virker derimod til skade for enhver. Den for en tinglig ret mest karakteristiske retsfoelge er dens indehavers ret til at forlange den paagaeldende genstand udleveret af enhver, som ikke besidder en hoejere prioriteret tinglig ret." (26)

30. I samme rapport udtales det med hensyn til det saerlige spoergsmaal om soegsmaal, der angaar en forpligtelse til at overdrage fast ejendom:

"Dersom koeberen af en tysk ejendom rejser soegsmaal paa grundlag af et skoede, som er undergivet tysk ret, har soegsmaalet aldrig en tinglig ret til ejendommen som genstand. Det drejer sig kun om sagsoegtes personlige forpligtelse til at foretage alle de handlinger, der er noedvendige i forbindelse med ejendommens overdragelse og aflevering." (27)

31. Selv om et saadant soegsmaal kan have indvirkning paa en tinglig ret, er det begrundet i et retsforhold af personlig karakter, saaledes at det ifoelge professor Schlosser falder uden for anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1. Dette forhold er dog et andet end det, den nationale ret skal tage stilling til i den foreliggende sag, nemlig et forhold, der er kendetegnet ved at vaere et retsforhold, som bestaar i et simpelt krav paa beskyttelse af en personlig ret, ifoelge hvilken en fordringshaver har et aktiv, mens samme retsforhold, set fra skyldnerens side, indebaerer en passivpost ° dvs. en gaeld (28).

32. Et soegsmaal, hvorunder der stilles krav om godtgoerelse for brugen paa grundlag af en ugyldig salgsaftale, er en foelge af, at et kontraktforhold er blevet ophaevet, og hertil kommer, at kontraktforholdet er uden indvirkning paa ejendomsrettens bestaaen, indhold eller struktur. Det henhoerer saaledes ikke under begrebet tinglige rettigheder.

33. L. Collins skriver herom (29):

"The expression (rights in rem in ... immovable property) is clearly aimed at actions involving title or possession. Thus, it does not include an action for damages caused to an immovable. Nor it is concerned, it seems, with an action concerning the purely contractual aspects of a property transaction ..." (30).

34. Som den franske regering i oevrigt med rette har anfoert, ville det endvidere vaere paradoksalt, saafremt et saadant soegsmaal skulle anses for omfattet af kompetencereglen i artikel 16, naar et ugyldighedssoegsmaal ikke er det.

35. Selv om et ugyldighedssoegsmaal paavirker den tinglige rettigheds struktur, kan det dog ikke anses for at vaere af rent tinglig karakter, idet det stoettes paa et personligt retsforhold.

36. Denne opfattelse, som professor Schlosser deler i sin rapport, har ligeledes stoette i den betydeligste del af teorien, navnlig Gothot og Holleaux, der skriver:

"Blandede soegsmaal, som begge udspringer af samme retshandel, hvorunder en person samtidig goer saavel en tinglig som en personlig rettighed gaeldende, synes ogsaa at falde uden for anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1, da denne bestemmelse tilsyneladende ikke har til formaal at tillaegge retterne i beliggenhedsstaten enekompetence i sager om f.eks. annullation, oploesning eller ophaevelse af en salgsaftale, eller for den sags skyld soegsmaal om overgivelse af den solgte ejendom." (31)

37. I en kommentar til Domstolens dom i Reichert I-sagen har Bischoff ligeledes anfoert, at:

"... det er ikke tilstraekkeligt, at en sag angaar en fast ejendom til at begrunde enekompetencen i artikel 16. Afgraensningen er langt mere snaever, idet det kraeves, at sagen angaar udoevelsen af en tinglig rettighed over en fast ejendom ..." (32).

38. Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at besvare det forelagte spoergsmaal saaledes:

"Et krav om godtgoerelse for brugen af en fast ejendom, der opstaar efter at en salgsaftale er blevet ophaevet, er ikke omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager."

(*) Originalsprog: fransk.

(1) ° Som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 9.10.1978 (EFT L 304, s. 1).

(2) ° S. 2 i sagsoegerens indlaeg.

(3) ° EFT 1979 C 59, s. 1 ff.

(4) ° S. 35.

(5) ° Samme sted.

(6) ° Bellet, P.: L' élaboration d' une convention sur la reconnaissance des jugements dans le cadre du Marché commun , Journal de droit international, 1965, s. 833, jf. s. 857.

(7) ° Dom af 14.12.1977, sag 73/77, Sml. s. 2383.

(8) ° Praemis 17.

(9) ° Praemis 18.

(10) ° Dom af 15.1.1985, sag 241/83, Roesler, Sml. s. 99, af 6.7.1988, sag 158/87, Scherrens, Sml. s. 3791, samt af 26.2.1992, sag C-280/90, Hacker, Sml. I, s. 1111.

(11) ° Praemis 16.

(12) ° Sag C-280/90, jf. note 10, praemis 14.

(13) ° Praemis 25.

(14) ° Journal de droit international, 1986, s. 440.

(15) ° Praemis 27.

(16) ° Praemis 14.

(17) ° Sag 73/77, jf. note 7, s. 2392.

(18) ° La Convention de Bruxelles du 27 septembre 1968 ° Compétence judiciaire et effets des jugements dans la CEE, Jupiter 1985.

(19) ° Punkt 149, s. 86.

(20) ° Dom af 10.1.1990, sag C-115/88, Sml. I, s. 27. Efter afsigelsen af denne dom forelagde den nationale ret paa ny sagen for Domstolen, nu med henblik paa at faa fastslaaet, om et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana, jf. artikel 1167 i den franske code civil, er omfattet af konventionens artikel 5, nr. 3, artikel 16, nr. 5, og artikel 24 (dom af 26.3.1992, sag C-261/90, Reichert II, Sml. I, s. 2149). Afgoerelsen i den sidstnaevnte sag er uden relevans i det foreliggende tilfaelde.

(21) ° Sag C-294/92.

(22) ° Dom af 15.11.1983, sag 288/82, Duijnstee, Sml. s. 3663.

(23) ° Praemis 8.

(24) ° Praemis 11.

(25) ° EFT 1979 C 59, s. 71 ff.

(26) ° Punkt 166, s. 120 og 121.

(27) ° Punkt 170, s. 121 og 122.

(28) ° Jf. Mazeaud-Chabas: Leçons de droit civil, Introduction a l' étude du droit, p. 213 et suiv. tome I, vol 1, 8e édition, ved Chabas, Éditions Montchrestien, 1986.

(29) ° The civil Jurisdiction and Judgments Act 1982, Butterworths, 1983.

(30) ° S. 79.

(31) ° Punkt 145, s. 84.

(32) ° Journal de droit international, 1990, s. 503 og 504, in fine.