61993C0186

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Domstolen er af Foerste Afdeling for Civile Sager i Corte d' appello di Roma blevet anmodet om en praejudiciel afgoerelse vedroerende et spoergsmaal i en sag mellem Unaprol (den italienske forening af sammenslutninger af olivenolieproducenter) og AIMA (det italienske interventionsorgan) samt Land- og Skovbrugsministeriet. Sagen drejer sig om betingelserne for udbetaling af faellesskabsstoette til olivenolieproduktion, naermere bestemt spoergsmaalet om, hvem eventuelle bankrenter tilfalder, der tilskrives disse beloeb, naar de indestaar paa bankkonti, som Unaprol anvender til udbetaling af stoette til stoettemodtagerne.

Det praejudicielle spoergsmaal og baggrunden herfor

2. Spoergsmaalet vedroerer fortolkningen af faellesskabsbestemmelserne om ydelse af stoette til olivenolieproduktion, naermere bestemt Raadets forordninger (EOEF) nr. 2959/82 (1) og nr. 2261/84 (2). Disse forordninger har successivt (3) fastsat betingelserne for at yde stoette til produktion af olivenolie og de naermere bestemmelser for udbetaling af denne stoette samt kontrollen med retten til stoette. For saa vidt angaar de spoergsmaal, der behandles her, er forordningerne meget lidt forskellige.

3. Betingelserne for at faa tildelt stoette varierer efter, om olivenproducenten er medlem af en producentorganisation, der er anerkendt i henhold til faellesskabsreglerne (4). Naar en olivendyrker ikke er optaget i en saadan organisation, har han ret til stoette, der tildeles paa grundlag af antal oliventraeer, deres produktionskapacitet og udbyttet, som fastsaettes forud, og paa betingelse af, at de producerede oliven er blevet hoestet. Saafremt olivendyrkeren derimod er optaget i en producentorganisation, har han ret til stoette paa grundlag af den maengde olie, han faktisk har produceret. Denne forskelsbehandling er berettiget paa grund af den vigtige rolle, producentorganisationerne spiller for saa vidt angaar kontrolforanstaltningerne, navnlig kontrol af regnskaberne hos saavel olivendyrkere som godkendte oliemoeller. Disse organisationer deltager ligeledes i koordineringen af ansoegninger og fordelingen af stoetten, saavel af forskud som restbeloeb.

4. En forskel mellem forordning nr. 2959/82 og nr. 2261/84 er, at sidstnaevnte inddrager foreninger af producentorganisationer for olivenolie og ikke alene organisationerne selv. Det var saaledes i henhold til forordning (EOEF) nr. 1413/82 (5) foreningerne, der har ret til at modtage og fordele forskud paa produktionsstoetten. Ifoelge artikel 10 i forordning nr. 2261/84 paahviler det foreningerne af producentorganisationer at:

° koordinere deres producentorganisationers virksomhed og foere tilsyn med, at denne er i samklang med forordningens bestemmelser

° indgive dyrkningserklaeringer og stoetteansoegninger fra deres producentorganisationer til de kompetente myndigheder

° modtage forskud fra den paagaeldende medlemsstat paa produktionsstoetten samt den resterende del af stoetten og straks fordele disse beloeb blandt de producenter, der er tilsluttet deres producentorganisationer.

5. I artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 2261/84 bestemmes foelgende: "Producentmedlemsstaterne fastlaegger retningslinjerne for tildeling af stoette og fristerne for udbetalingen til olivendyrkerne". I forordning nr. 2959/82 indgik en tilsvarende bestemmelse i forordningens artikel 6, stk. 2, foerste afsnit (6).

6. I henhold til disse forskrifter har den italienske landbrugsminister udstedt to dekreter henholdsvis af 29. december 1983 (7) og 2. januar 1985 (8). Den anfaegtede bestemmelse er artikel 17 i dekret af 2. januar 1985 (9), der i stk. 1-6 fastsaetter foelgende:

"Foreningerne af anerkendte producentsammenslutninger er forpligtet til til deres medlemmer at foretage forskudsbetaling og betaling af restbeloeb ved hjaelp af bankoverfoersel eller en uoverdragelig check, trukket paa en bank, der er valgt af organisationerne, og som sendes anbefalet til rettighedshaverens bopael.

De i foerste stykke naevnte beloeb er lig med de tilsvarende beloeb, som AIMA har afsat paa grundlag af en sammenfattende opstilling over de stoetteansoegninger, der kan imoedekommes i henhold til faellesskabsordningen og dette dekret.

Forbindelsen mellem de anerkendte foreninger og den bank, der foretager udbetalingen af faellesskabsproduktionsstoetten, skal i henhold til republikkens praesidents dekret nr. 532 af 4. juli 1973 reguleres ved en saerlig aftale om, at der foretages udbetalinger til rette vedkommende senest ti arbejdsdage efter den dato, hvor den af AIMA foretagne anvisning af de naevnte beloeb indebaerer, at beloebene faktisk er disponible. Fremsendelsen af uoverdragelige checks til de forskellige producenter kan, naar der er tale om medlemmer af olivendyrkningskooperativer, der indgaar i producentsammenslutninger, foretages med kooperativerne selv som mellemled for at fremme betalingerne.

Paa samme maade reguleres forholdet mellem AIMA og foreningerne ved en aftale om bl.a., at beloebene paa checks, der returneres paa grund af doedsfald eller paa grund af, at de ikke kan afleveres paa stoettemodtagerens adresse som angivet i ansoegningen, skal indbetales i den bank, der foretager betalingen, paa en saerlig kontokurant, hvor beloebene blokeres indtil udstedelsen af nydaterede checks.

Kontoudtog med en oversigt over de bankrenter, der er tilskrevet som foelge af, at beloebene er indsat, skal meddeles AIMA halvaarligt af de paagaeldende foreninger.

Paaloebne bankrenter tilfalder udelukkende AIMA, idet de indbetales dertil af producentorganisationerne, efter fradrag af offentlige afgifter, paa en af Tesoro godkendt indbetalingsformular til den ikke-rentebaerende kontokurant nr. 416, tilhoerende AIMA ° Finansforvaltningen."

7. Genstanden for den sag, den nationale ret behandler, er netop spoergsmaalet om, hvem de bankrenter tilhoerer, der tilskrives stoettebeloebene i den korte periode, som forloeber mellem krediteringen paa kontoen af et af AIMA udbetalt beloeb og debiteringen heraf ved sammenslutningens udbetaling af beloebet til stoettemodtageren, eller i en periode, hvor stoettebeloebet ikke kan udbetales, idet en check returneres paa grund af doedsfald eller paa grund af, at den i stoetteansoegningen angivne adresse er mangelfuld, indtil der udstedes en ny check. Unaprol, der er en i henhold til faellesskabsbestemmelserne anerkendt sammenslutning, bestrider, at de ministerielle dekreter er lovlige, idet bankrenterne ifoelge dekreterne tilkommer AIMA, det nationale interventionsorgan paa landbrugsmarkedet, og ikke de stoettemodtagere, som Unaprol repraesenterer. De italienske ministerielle dekreter er, haevdes det, i strid med Raadets forordninger nr. 2959/82 og nr. 2261/84.

I forbindelse med behandlingen af denne sag har Foerste Afdeling for Civile Sager i Corte d' appello di Roma forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal faellesskabsbestemmelserne om stoette til olivenolieproduktion, naermere bestemt Raadets forordninger (EOEF) nr. 2959/82 og nr. 2261/84 af henholdsvis 4. november 1982 og 17. juli 1984, fortolkes saaledes, at AIMA (det italienske interventionsorgan) kun handler som mellemmand, altsaa i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs navn og for dettes regning (og saaledes ikke bliver ejer af de stoettebeloeb, som vil blive udbetalt, og som foelgelig, med tillaeg af de bankrenter ° som er accessoriske i forhold til stoettebeloebene ° der paaloeber under proceduren med henblik paa udbetalingen, tilkommer de enkelte stoettemodtagere fra det tidspunkt, da beloebene er blevet tildelt), eller saaledes, at AIMA har eneadkomst til de naevnte beloeb og dermed ogsaa til de bankrenter, der paaloeber, indtil beloebene udbetales stoettemodtagerne?"

De anvendelige faellesskabsbestemmelser

8. I retsmoedet har Unaprol' s advokat anfoert, at det praejudicielle spoergsmaal alene drejer sig om, hvorvidt AIMA handler som mellemmand i forbindelse af udbetalingen af stoettebeloebene. Efter min opfattelse er det imidlertid noedvendigt for at give den nationale ret et nyttigt svar, som den kan anvende ved afgoerelsen af den verserende sag, ogsaa at besvare spoergsmaalet om, hvem bankrenterne tilhoerer. Det fremgaar nemlig af ordlyden af det praejudicielle spoergsmaal, at den egentlige kerne i hovedsagen er spoergsmaalet om, hvem renterne tilfalder. I denne sammenhaeng er det noedvendigt omhyggeligt at gennemgaa saavel statutten for de forskellige organer, der medvirker ved udbetalingen af stoettebeloebene, som de naermere bestemmelser herom, og i denne sammenhaeng gennemgaa de forskellige forordninger vedroerende den faelles landbrugspolitik som saadan og den faelles markedsordning for fedtstoffer samt vedroerende stoette til olivenolieproduktion.

9. Produktionsstoetten for olivenolie er en faellesskabsforanstaltning, der finansieres over faellesskabsbudgettet, naermere bestemt Garantisektionen i Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL). Grundforordningen vedroerende finansiering af den faelles landbrugspolitik er Raadets forordning (EOEF) nr. 729/70 af 21. april 1970 (10). Artikel 4 (11) i forordningen omhandler interventionsorganer, som f.eks. AIMA i denne sag, samt regler for betalinger:

"1. Medlemsstaterne udpeger de kontorer og organer, som de bemyndiger til fra denne forordnings ikrafttraeden at betale de i artikel 2 (12) og 3 (13) omhandlede udgifter. De meddeler saa snart som muligt efter denne forordnings ikrafttraeden Kommissionen nedenstaaende oplysninger om disse kontorer og organer:

° benaevnelse og eventuelle statutter

° administrative og regnskabstekniske forudsaetninger, hvorunder betalinger i forbindelse med gennemfoerelsen af Faellesskabets regler inden for rammerne af den faelles markedsordning for landbruget foretages.

De underretter omgaaende Kommissionen om enhver aendring heri.

2. Kommissionen stiller de noedvendige midler til raadighed for medlemsstaterne, for at de udpegede kontorer og organer kan foretage de i stk. 1 naevnte betalinger i overensstemmelse med Faellesskabets regler og de nationale lovgivninger.

Medlemsstaterne soerger for, at disse midler uden forsinkelse udelukkende anvendes til de fastsatte formaal."

10. I Kommissionens forordninger nr. 380/78 (14) og nr. 3184/83 (15), der er udstedt i henhold til artikel 4 i forordning nr. 729/70, bestemmes, at Kommissionen stiller de noedvendige finansielle midler til raadighed, for at de udbetalende organer kan betale de udgifter, der finansieres af EUGFL' s Garantisektion, idet midlerne "indsaettes paa en konto, som i hver medlemsstat aabnes til dette formaal enten i Finansministeriet eller et andet finansinstitut" (artikel 1, stk. 1). Ifoelge artiklens stk. 3 drager "hver medlemsstat ... omsorg for, at Faellesskabets finansielle midler forvaltes forsvarligt og fordeler dem ... mellem de udbetalende administrative organer ...". I forordningerne fastsaettes ogsaa de regnskabsmaessige krav til de udbetalende organer samt den dokumentation, som medlemsstaterne skal sende til Kommissionen.

11. Raadet har tilskyndet til dannelse af producentsammenslutninger og foreninger af saadanne sammenslutninger for at afhjaelpe de strukturelle mangler med hensyn til udbud, der var konstateret i visse lande eller omraader og for visse produkter, og som foerst og fremmest skyldtes, at producenterne ikke var tilstraekkeligt organiseret. Ved forordning (EOEF) nr. 1360/78 (16) indfoerte Raadet stoette til daekning af en del af stiftelses- og driftsudgifterne for sammenslutninger af producenter i omraader og for visse produkter, for hvilke der var konstateret strukturelle mangler med hensyn til udbud. Der blev indfoert en anerkendelsesordning for at skabe sikkerhed for, at sammenslutningen af bedrifter skete i organisationer, der havde saa faste regler for produktion og markedsfoering, at der fandtes tilstraekkelig garanti for, at deres virke blev stabilt og effektivt, og som gennem deres stilling og oekonomiske aktivitet ikke modarbejdede faellesmarkedets funktion og traktatens almindelige maalsaetninger (17). Forordningen tilskyndede dernaest til dannelse af foreninger af anerkendte producentsammenslutninger, som paa et bredere plan har samme maalsaetning som sammenslutningerne.

12. Raadet har ved forordning (EOEF) nr. 1917/80 (18) og dernaest forordning (EOEF) nr. 1413/82 (19) indfoert princippet om, at foreninger af producentsammenslutninger, der er anerkendt i henhold til forordning nr. 1360/78, medvirker ved forvaltningen af produktionsstoetten for olivenolie. Foreningernes medvirken goer det muligt at centralisere ansoegningerne om stoette og stoettefordelingen, samt gennemfoere passende kontrolforanstaltninger. Det er paa grund af disse forskellige forhold, og navnlig foreningens kontrollerende rolle, at medvirken af en forening goer det muligt at tildele stoette paa grundlag af den faktisk producerede olie (og ikke en skoensmaessigt fastsat produktion), samt at yde forskud paa de endelige stoettebeloeb. En olivendyrkers interesse i at faa tildelt stoette paa grundlag af den faktisk producerede olie understreges i oevrigt i forordning nr. 1917/80, hvorefter det er muligt for producenter, hvis produktionen i princippet forbruges af dem selv, og som derfor ikke har grund til at vaere medlem af en producentsammenslutning, alligevel at modtage stoette, der er beregnet paa denne maade, saafremt de underkaster sig kontrol af en anerkendt forening af producentsammenslutninger (20). Da der for foreningernes vedkommende er tale om en opgave, der ikke er forudset i forordning nr. 1360/78, som alene omhandler en forbedring af udbudsstrukturen, og da det er stoettemodtagerne, der har fordel af, at foreningerne medvirker ved forvaltningen af stoetten, bestemmes det i forordningen, at finansieringen af denne nye opgave for foreningerne sker ved hjaelp af et fradrag med en procent, der skal fastsaettes, i den produktionsstoette, som udbetales til foreningerne. Uanset foreningernes medvirken praeciseres det dog i forordningen, at "det endelige ansvar for kontrollen med forvaltningen af produktions- og forbrugsstoetteordningerne paahviler den paagaeldende medlemsstat" (21).

Besvarelsen af det praejudicielle spoergsmaal

13. Gennemgangen af disse forskellige forordninger viser, at stoetten til olivenolieproduktion indgaar i et samlet beloeb, som Kommissionen udbetaler til den paagaeldende medlemsstat paa en konto, som denne har aabnet "enten i Finansministeriet eller i et andet finansinstitut" i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordninger nr. 380/78 og nr. 3184/83 (22). I henhold til artikel 1, stk. 3, overfoerer medlemsstaten et beloeb, der svarer til stoetten, til interventionsorganet, i dette tilfaelde AIMA. Retningslinjerne for AIMA' s udbetaling af stoetten til stoettemodtagerne (individuelle olivendyrkere eller foreninger af producentsammenslutninger) behandles i artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 2261/84, hvoraf det som omtalt ovenfor fremgaar, at "producentmedlemsstaterne fastlaegger retningslinjerne for tildeling af stoette og fristerne for udbetalingen til olivendyrkerne" (23). De italienske dekreter, hvis lovlighed anfaegtes, er saaledes udstedt i henhold til denne sidstnaevnte bestemmelse.

14. Det fremgaar af de forskellige tekster, at faellesskabsretten ikke laengere finder anvendelse efter Kommissionens indbetaling af det samlede beloeb paa medlemsstatens konto. Det er medlemsstaten, der er kompetent til at fastsaette, hvilke organer den anerkender som interventionsorgan med befoejelse til at foretage betalinger i henhold til de regler, der er udstedt inden for rammerne af en faelles markedsordning paa landbrugsomraadet, og organernes statut. Det er ligeledes medlemsstaten, som gennemfoerer overfoerslen fra sin konto til interventionsorganets konto. Medlemsstaten fastsaetter ogsaa de naermere bestemmelser for interventionsorganernes udbetaling af stoettebeloebene til stoettemodtagerne, uanset om beloebene overfoeres via endnu en mellemmand (en forening af producentsammenslutninger) eller ikke (udbetaling direkte til en olivendyrker, der ikke er medlem af en forening). Saafremt udbetalingerne foretages med en forening som mellemmand, er det altid medlemsstaten, der fastsaetter reglerne for foreningens betaling af beloebet til modtageren.

15. Denne kompetence for medlemsstaterne til at fastsaette reglerne for udbetaling af stoette paa alle niveauer er ikke overraskende. Artikel 8 i forordning nr. 729/70 (24) om finansiering af den faelles landbrugspolitik giver dem ikke alene en kompetence, men paalaegger dem en pligt til ifoelge de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at traeffe de fornoedne foranstaltninger for: ° At sikre sig, at de af Fonden finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemfoert, og at de er blevet gennemfoert paa behoerig maade, ° at forhindre og forfoelge uregelmaessigheder og ° at gennemfoere tilbagebetaling af beloeb, der er udbetalt med urette paa grund af uregelmaessigheder eller forsoemmelser. Domstolen har i oevrigt flere gange bekraeftet disse forpligtelser for medlemsstaterne og deres tilsvarende kompetence til at anvende nationale retsforskrifter (25).

16. Medlemsstaternes frihed til at anvende deres nationale ret er dog ikke absolut. I forbindelse med anvendelsen af artikel 8, stk. 1, i Raadets forordning nr. 729/70 (26) har Domstolen fastslaaet, at "de nationale regler dog kun (kan) anvendes i det omfang, det er fornoedent af hensyn til gennemfoerelsen af faellesskabsrettens bestemmelser, og kun for saa vidt anvendelsen af de nationale regler ikke begraenser de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelsers raekkevidde og effektivitet" (27). Domstolen har paa samme maade i sagen Deutsche Milchkontor (28), der drejede sig om bestemmelserne om tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalt stoette i henhold til faellesskabsretten, understreget, at medlemsstaternes adgang til i forbindelse med gennemfoerelsen af faellesskabsbestemmelserne at foelge de formelle og materielle bestemmelser i den nationale ret skal vaere forenelig med kravet om en ensartet anvendelse af faellesskabsretten, hvilket er noedvendigt for at undgaa forskelsbehandling af de erhvervsdrivende.

17. Spoergsmaalet til Domstolen i denne sag vedroerer indirekte bestemmelser, udstedt af en national lovgiver, om, hvorledes et interventionsorgan skal udbetale faellesskabsstoette inden for rammerne af den faelles landbrugspolitik. Som jeg har anfoert ovenfor, befinder den nationale lovgiver sig klart inden for sit kompetenceomraade, da saavel de generelle bestemmelser om gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik, som de saerlige bestemmelser om stoette til olivenolieproduktion fastslaar, at det paahviler lovgiver at fastlaegge retningslinjerne for tildelingen af stoette og fristerne for udbetalingen heraf. At fastlaegge en frist for udbetalingen af et stoettebeloeb omfatter efter min opfattelse ikke bare kompetence til praecist at fastlaegge, fra hvilket tidspunkt og ved hjaelp af hvilken disposition udbetalingen er gennemfoert, og saaledes fra hvilket tidspunkt stoettemodtageren er ejer af det beloeb, han har krav paa, og de eventuelt paaloebne renter, men ogsaa at fastlaegge, hvem disse beloeb og renter tilhoerer i en mellemliggende periode.

18. Den eneste kontrolmulighed er efter min opfattelse en efterproevelse af, at anvendelsen af den anfaegtede nationale forskrift ikke begraenser de faellesskabsretlige bestemmelsers raekkevidde og effektivitet eller den ensartede anvendelse heraf.

Det er vanskeligt for mig at se, hvordan denne forskrift ° ved at de renter tilfalder AIMA, som tilskrives stoettebeloeb, der indestaar paa bankkonti, som foreningerne anvender til udbetaling af stoette til stoettemodtagerne ° begraenser raekkevidden, effektiviteten eller den ensartede anvendelse af faellesskabsretten. Der er i realiteten tale om tilskrivning af renter til beloeb, som Kommissionen har stillet til raadighed for den paagaeldende medlemsstat, og som denne har overfoert til interventionsorganet med henblik paa udbetaling af stoette til stoettemodtagerne. En antagelse om, at udbetalingen foerst er gennemfoert, naar de berettigede har modtaget pengene, og at renterne ° saa laenge udbetalingen ikke er gennemfoert ° tilkommer interventionsorganet (der maa anses for at handle paa den paagaeldende medlemsstats vegne), er efter min opfattelse helt i samklang med den ordning, som er udformet i faellesskabsbestemmelserne.

19. I oevrigt kan det forhold, at renter, der tilskrives beloeb, som indestaar paa en konto i en kreditinstitution, tilfalder AIMA, kun medvirke til, at foreningerne overholder fristen paa ti arbejdsdage i det italienske dekret for udbetalingen af stoettebeloebene til olivendyrkerne; de sidstnaevnte har nemlig i enhver henseende interesse i at faa det tildelte stoettebeloeb udbetalt saa hurtigt som muligt, saaledes at det ikke tilskrives renter til fordel for AIMA. En saadan ordning er helt i overensstemmelse med artikel 10 i forordning nr. 2261/84, hvorefter foreningerne straks skal fordele stoettebeloebene blandt de producenter, der er tilsluttet deres producentorganisationer. Endelig sikrer en saadan foranstaltning ogsaa en vis gennemskuelighed for saa vidt angaar foreningernes oekonomiske situation, og de undgaar et omfattende bogholderi i forbindelse med fordelingen til stoettemodtagerne af de bankrenter, som ° med satser, der ofte aendres ° tilskrives beloebene for meget korte tidsrum.

20. Sammenfattende maa det antages, at den italienske lovgiver ikke har overskredet graenserne for sin kompetence med udstedelsen af de anfaegtede dekreter, og faellesskabsretten ses ikke at indeholde en begrundelse for, at artikel 17 i dekretet af 2. januar 1985 paa nogen som helst maade skulle begraense faellesskabsrettens raekkevidde, effektivitet eller dens ensartede anvendelse. Derfor skal jeg foreslaa Domstolen at besvare det praejudicielle spoergsmaal, som Corte d' appello di Roma har forelagt, saaledes:

"Faellesskabsbestemmelserne om den faelles landbrugspolitik, naermere bestemt forordning (EOEF) nr. 2959/82 og forordning (EOEF) nr. 2261/84 om fastsaettelse af almindelige regler for stoette til olivenolieproduktion, skal fortolkes saaledes, at det efter disse forordninger er medlemsstaterne, der har kompetence til i overensstemmelse med deres nationale lovgivning at fastsaette reglerne om tildeling af stoetten og fristerne for udbetaling af stoetten til olivendyrkerne.

En medlemsstat overskrider ikke graenserne for denne kompetence, naar den fastsaetter regler om tilskrivning af bankrenter af stoettebeloeb, som gaar ind paa konti tilhoerende foreninger af producentorganisationer, dels fra det tidspunkt, hvor det af interventionsorganet udbetalte beloeb krediteres disse konti, til det debiteres ved foreningens udbetaling af beloebet til modtageren, dels naar udbetalingen af stoetten ° paa grund af, at checken returneres, fordi modtageren er doed, eller den i stoetteansoegningen angivne adresse er mangelfuld ° midlertidigt stilles i bero, indtil der udstedes en ny check."

(*) Originalsprog: fransk.

(1) ° Raadets forordning (EOEF) nr. 2959/82 af 4.11.1982 om fastsaettelse for produktionsaaret 1982/1983 af almindelige regler vedroerende produktionsstoette for olivenolie (EFT L 309, s. 30).

(2) ° Raadets forordning (EOEF) nr. 2261/84 af 17.7.1984 om almindelige regler for stoette til olivenolieproduktion og til producentorganisationer (EFT L 208, s. 3).

(3) ° Som angivet i overskriften finder forordning (EOEF) nr. 2959/82 anvendelse paa hoestaaret 1982/1983, hvorimod forordning (EOEF) nr. 2261/84 finder anvendelse fra og med hoestaaret 1984/1985.

(4) ° Jf. artikel 20c, stk. 1, i Raadets forordning nr. 136/66/EOEF af 22.9.1966 om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer (EFT 1965-1966, s. 193), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1917/80 af 15.7.1980 (EFT L 186, s. 1).

(5) ° Raadets forordning (EOEF) nr. 1413/82 af 18.5.1982 om aendring af forordning nr. 136/66/EOEF om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer (EFT L 162, s. 6).

(6) ° De paagaeldende medlemsstater fastsaetter om fornoedent de naermere bestemmelser for tildeling af stoetten gennem producentorganisationerne til deres medlemmer.

(7) ° GURI nr. 28 af 28.1.1984.

(8) ° GURI nr. 17 af 21.1.1985.

(9) ° Denne bestemmelse er identisk med den tilsvarende i det foerste dekret, bortset fra at udtrykket anerkendte producentorganisationer er aendret til foreninger af anerkendte producentsammenslutninger i andet dekret.

(10) ° Raadets forordning (EOEF) nr. 729/70 af 21.4.1970 om finansiering af den faelles landbrugspolitik (EFT 1970 I, s. 196).

(11) ° Som affattet paa tidspunktet for sagsanlaegget for den nationale ret, dvs. foer aendringen, der blev indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3183/87 af 19.10.1987 om saerlige bestemmelser for finansieringen af den faelles landbrugspolitik (EFT L 304, s. 1).

(12) ° Der er tale om restitutioner ved udfoersel til tredjelande.

(13) ° Der er tale om interventioner til regulering af landbrugsmarkederne.

(14) ° Kommissionens forordning (EOEF) nr. 380/78 af 30.1.1978 om ordningen med forskud paa de udgifter, der finansieres gennem EUGFL, Garantisektionen (EFT L 56, s. 1). Forordningen var gaeldende fra 1.1.1978 til 30.11.1983 (ophaevet ved forordning (EOEF) nr. 3184/84).

(15) ° Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3184/83 af 31.10.1983 om ordningen med forskud paa de udgifter, der finansieres gennem Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen (EFT L 320, s. 1). Forordningen fandt anvendelse fra 1.12.1983. Flere bestemmelser i denne forordning var identiske med de tilsvarende i forordning (EOEF) nr. 380/78. Dette var saaledes tilfaeldet med artikel 1, der citeres her.

(16) ° Raadets forordning (EOEF) nr. 1360/78 af 19.6.1978 om producentsammenslutninger og foreninger af saadanne (EFT L 166, s. 1).

(17) ° Syvende betragtning til forordning nr. 1360/78.

(18) ° Raadets forordning (EOEF) nr. 1917/80 af 15.7.1980 om aendring af forordning nr. 136/66/EOEF om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer og af forordning (EOEF) nr. 1360/78 om producentsammenslutninger og foreninger af saadanne (EFT L 186, s. 1).

(19) ° Jf. ovenfor, fodnote 5.

(20) ° Fjerde betragtning til og artikel 1 i ovennaevnte forordning (EOEF) nr. 1917/80.

(21) ° Ottende betragtning til naevnte forordning nr. 1917/80. Forbruget af olivenolie reguleres i saerskilte bestemmelser.

(22) ° Jeg skal erindre om, at ordlyden af forordningernes artikel 1 er identiske.

(23) ° Bestemmelsen svarer til artikel 6, stk. 2, foerste afsnit, i forordning nr. 2959/82.

(24) ° Jf. ovenfor, fodnote 10.

(25) ° Jf. som eksempel dom af 9.10.1990, sag C-366/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3571, for saa vidt angaar kontrolforanstaltninger, og dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor, Sml. s. 2633, for saa vidt angaar tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalt stoette.

(26) ° Jf. ovenfor, fodnote 10.

(27) ° Dom af 6.5.1982, forenede sager 146/81, 192/81 og 193/81, BAYWA mod BALM, Sml. s. 1503, praemis 29.

(28) ° Jf. ovenfor, fodnote 25, praemis 17.