61993C0013

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. I den foreliggende sag staar vi endnu en gang over for et tilfaelde af konflikt mellem det ligebehandlingsprincip, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 76/207/EOEF (2), og nationale bestemmelser, som i overensstemmelse med ILO-konvention nr. 89 af 9. juli 1948 indeholder regler om begraensning af natarbejde for kvinder.

2. De faktiske omstaendigheder i sagen er foelgende: Madeleine Minne, der som arbejdsloes er tilmeldt arbejdsformidlingen, erklaerede over for det naevnte organ, at hun af familiemaessige grunde ikke var villig til at arbejde om natten i den branche, hvor hun tidligere havde arbejdet (hotel- og restaurationsbranchen).

3. Den nationale myndighed fandt, at hun havde naegtet at acceptere et passende arbejde og besluttede derfor, at hun ikke kunne faa udbetalt arbejdsloeshedsydelser.

4. Ad retslig vej opnaaede Madeleine Minne, at den administrative afgoerelse blev annulleret. Retten bemaerkede navnlig, at kvinder i henhold til de gaeldende nationale bestemmelser ikke maa arbejde om natten (fra midnat til kl. 6 om morgenen) i hotelfaget, og at det i det konkrete tilfaelde derfor ikke kunne antages, at Madeleine Minne havde afvist at acceptere et passende arbejde.

5. Appelinstansen udsatte sagen og forelagde Domstolen et praejudicielt spoergsmaal om, hvorvidt det i artikel 5 i direktiv 76/207/EOEF fastsatte ligebehandlingsprincip er til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser, hvorefter kun kvinder ikke maa arbejde om natten i den paagaeldende branche.

6. I forelaeggelseskendelsen understreges det:

- at de omtvistede nationale bestemmelser indeholder et generelt forbud mod natarbejde, saavel for maend som for kvinder

- at der alligevel er indfoert en relativt omfattende og fleksibel undtagelsesordning for maend (den naermere fastlaeggelse af undtagelserne sker ikke ved lov, men administrativt)

- at de nationale bestemmelser indeholder et forbud mod, at kvinder arbejder om natten i hotelfaget, mens det fremgaar af undtagelsesbestemmelserne, at der ikke gaelder et saadant forbud for maend

- at en saadan ulige behandling i henhold til Domstolens praksis (jf. dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, Sml. s. 3047) ikke er begrundet ud fra objektive hensyn til beskyttelse af kvindelige arbejdstagere, herunder navnlig risikoen for overfald eller forpligtelsen til at paatage sig naermere angivne opgaver inden for familien

- at de nationale bestemmelser foelgelig er en tilsidesaettelse af det ligebehandlingsprincip, der er knaesat i artikel 5 i direktiv 76/207/EOEF

- at det imidlertid maatte tages i betragtning, at de omtvistede nationale bestemmelser var blevet udstedt for at opfylde forpligtelser, der er fastsat i forskellige internationale konventioner, herunder navnlig ILO-konvention nr. 89 af 9. juli 1948 (som Kongeriget Belgien imidlertid har opsagt, dog efter at de faktiske omstaendigheder i hovedsagen havde fundet sted).

7. Problemet er herefter, hvilket forhold der er mellem artikel 5 i direktiv 76/207 og nationale bestemmelser om begraensning af kvinders natarbejde, som er udstedt i henhold til ovennaevnte ILO-konvention nr. 89. Domstolen tog stilling til spoergsmaalet i den nyligt afsagte dom i Levy-sagen (3) og bekraeftede i det vaesentlige, at i henhold til traktatens artikel 234, stk. 1, kan de faellesskabsretlige bestemmelser ikke paavirke opfyldelsen af forpligtelser, medlemsstaterne har paataget sig over for tredjelande i henhold til internationale konventioner, der er indgaaet foer EOEF-traktatens ikrafttraedelse.

8. Som Domstolen endnu en gang bekraeftede i denne dom, har artikel 5 i direktiv 76/207, som knaesaetter princippet om ligebehandling af maend og kvinder, direkte virkning; bestemmelsen er ogsaa til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser, som begraenser mulighederne for natarbejde for kvinder, men som ikke indeholder tilsvarende begraensninger for mandlige arbejdstagere. Forholdet er imidlertid ogsaa det, at netop i medfoer af traktatens artikel 234 bestaar de nationale domstoles forpligtelse til at sikre, at artikel 5 i direktiv 76/207 overholdes fuldt ud, og til i givet fald at undlade at anvende herimod stridende bestemmelser i den nationale lovgivning, ikke, saafremt det er noedvendigt at anvende de paagaeldende nationale bestemmelser for at sikre opfyldelsen af folkeretlige forpligtelser, som paahviler den paagaeldende medlemsstat over for tredjelande i henhold til en konvention, som f.eks. ovennaevnte ILO-konvention nr. 89, der er indgaaet foer Rom-traktatens ikrafttraedelse.

9. Jeg skal herefter foreslaa, at Domstolen besvarer det praejudicielle spoergsmaal saaledes:

"Artikel 5 i direktiv 76/207/EOEF er til hinder for, at en medlemsstat vedtager bestemmelser om begraensning af natarbejde for kvinder uden at fastsaette tilsvarende begraensninger ogsaa for maend. Det foelger imidlertid af traktatens artikel 234, stk. 1, at de nationale domstoles forpligtelse til at undlade at anvende nationale bestemmelser, der er i strid med direktivets artikel 5, ikke bestaar, saafremt det er noedvendigt at anvende saadanne bestemmelser for at sikre, at medlemsstaten opfylder sine internationale forpligtelser over for tredjelande i henhold til en konvention, der som ILO-konvention nr. 89 af 9. juli 1948 er indgaaet foer traktatens ikrafttraedelse."

(*) Originalsprog: italiensk.

(2) - Raadets direktiv af 9.2.1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40).

(3) - Dom af 2.8.1993, sag C-158/91, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser.