61992B0097

++++

Retspleje ° intervention ° personalesager ° en tjenestemands intervention i en annullationssag anlagt af en anden tjenestemand ° antagelse til realitetsbehandling ° betingelser

(Statutten for EOEF-Domstolen, art. 37, stk. 2; Rettens procesreglement, art. 115)

Begrebet berettiget interesse i tvistens afgoerelse i henhold til artikel 37, stk. 2, i Domstolens statut maa ° vedroerende en begaering om intervention fremsat af en tjenestemand under en annullationssag anlagt af en anden tjenestemand ° opfattes som en direkte interesse i, hvilken afgoerelse der traeffes med hensyn til de paastande, som specifikt vedroerer den retsakt, der kraeves annulleret.

Under en annullationssag anlagt af en tjenestemand til proevelse af hans loenseddel kan man derfor ikke tage en begaering om intervention til foelge, som er fremsat af en anden tjenestemand, der ikke har anlagt sag til proevelse af sin egen loenseddel, uanset sin mulighed herfor, og som i relation til tvistens udfald kun kan godtgoere at have en indirekte interesse, der ligger i, at Retten giver sagsoegeren medhold i den af ham fremsatte ulovlighedsindsigelse, og i, at der er lighedspunkter mellem den interventionsbegaerendes situation og sagsoegerens situation.

Retsforhandlinger samt parternes paastande og argumenter

1 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. november 1992 har Loek Rijnoudt, sagsoeger i sag T-97/92, anlagt sag mod Kommissionen med paastand om annullation af sin loenseddel af 15. januar 1992. Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 1992 har Michael Hocken, sagsoeger i sag T-111/92, ligeledes anlagt sag mod Kommissionen med paastand om annullation af sin loenseddel af 15. januar 1992.

2 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

° Sagerne admitteres, og der gives sagsoegerne medhold.

° Sagsoegernes loensedler for januar 1992 annulleres, for saa vidt som de indeholder meddelelse om indfoerelse af et midlertidigt bidrag og allerede nu fastlaegger den uundgaaelige forhoejelse af sagsoegernes pensionsbidrag.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegerne har til stoette for paastandene paaberaabt sig ulovligheden af Raadets forordninger (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3831/91 og nr. 3832/91 af 19. december 1991 om aendring af vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber samt ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte i Faellesskaberne med henblik paa indfoerelse af et midlertidigt bidrag og for saa vidt angaar bidraget til pensionsordningen (EFT L 361, henholdsvis s. 7 og 9).

3 Ved kendelse afsagt af formanden for Fjerde Afdeling den 18. februar 1993 blev sagerne T-97/92 og T-111/92 forenet med henblik paa den skriftlige og mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

4 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 9. marts 1993 har Cristiano Maria Gambari, tjenestemand ved Kommissionen, boende i Waterloo (Belgien), ved advokat Luc Govaert, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Lucy Dupong, 14, rue des Bains, anmodet om tilladelse til at indtraede i sag T-97/92 til stoette for sagsoegerens paastande.

5 Interventionsbegaeringen er fremsat i henhold til artikel 115 i Rettens procesreglement og i medfoer af artikel 37, stk. 2, i EOEF-statutten for Domstolen (herefter benaevnt "Domstolens statut"), som i medfoer af naevnte statuts artikel 46, stk. 1, finder anvendelse paa rettergangsmaaden ved Retten.

6 Gambari har i interventionsbegaeringen i det vaesentlige gjort gaeldende, at han er interesseret i afgoerelsen af tvisten i sag T-97/92, dels fordi den dom, der skal afsiges om lovligheden af det midlertidige bidrag og forhoejelsen af pensionsbidraget, vil paavirke hans retsstilling og oekonomiske situation direkte, dels fordi han i 1989 havde besluttet ikke at soege at finde beskaeftigelse i den private sektor, idet han havde en berettiget forventning om, at krisebidraget ville blive afskaffet. I december 1991 stod denne mulighed ikke laengere aaben for ham paa grund af hans alder og situationen paa arbejdsmarkedet.

7 I oevrigt bemaerker Gambari, at han har valgt alene at indtraede som intervenient paa grund af hensynet til en oekonomisk set hensigtsmaessig sagsbehandling. Han havde den 31. marts 1992 indbragt klage over sin egen loenseddel af 15. januar 1992, men havde afholdt sig fra at anlaegge sag for Retten, da klagen blev afvist.

8 Interventionsbegaeringen blev forkyndt for parterne i henhold til artikel 116, stk. 1, i Rettens procesreglement.

9 Sagsoegerne meddelte ved skrivelser af 24. marts 1993, at de ingen indvendinger havde mod interventionsbegaeringen.

10 Sagsoegte har ved skriftligt indlaeg indgivet den 25. marts 1993 paastaaet interventionsbegaeringen forkastet.

11 Sagsoegte har for det foerste gjort gaeldende, at Gambari ikke har nogen retlig interesse i sagens udfald. Sagsoegerens paastand tager alene sigte paa annullation af hans egen loenseddel, og Gambari har ingen direkte og aktuel interesse i, at der gives sagsoegeren medhold. De eventuelle virkninger af indsigelsen rejst i medfoer af EOEF-traktatens artikel 184 under paaberaabelse af de paagaeldende forordningers ulovlighed vil vaere begraenset til sagsoegeren og vil ikke kunne gavne de parter, der ikke i rette tid har anlagt sag. Sagsoegte har i denne forbindelse henvist til tre domme afsagt af Domstolen, nemlig to af 7. juni 1972 (sag 20/71, Sabbatini mod Parlamentet, Sml. s. 95, org. ref.: Rec. s. 345, og sag 32/71, Bauduin mod Kommissionen, Sml. s. 97, org. ref.: Rec. s. 383), og en af 21. februar 1974 (forenede sager 15/73-33/73, 52/73, 53/73, 57/73-109/73, 116/73, 117/73, 123/73, 132/73 samt 135/73, 136/73 og 137/73, Schots-Kortner m.fl. mod Raadet, Kommissionen og Parlamentet, Sml. s. 177).

12 Sagsoegte har for det andet gjort gaeldende, at interventionsbegaeringen bringer retssikkerheden i fare. Gambari, som kunne have anlagt sag i anledning af sin egen loenseddel, soeger nu at omgaa soegsmaalsfristerne. Der er ikke indtraadt nogen ny omstaendighed, som berettiger til at fremsaette interventionsbegaering efter fristens udloeb. Sagsoegte henviser i denne forbindelse til Domstolens dom af 12. november 1981 (sag 799/79, Bruckner mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2697) og af 12. oktober 1978 (sag 156/77, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1881) samt til Rettens kendelse af 28. november 1991 (sag T-35/91, Eurosport mod Kommissionen, Sml. II, s. 1359).

13 Formanden for Fjerde Afdeling har i medfoer af artikel 116, stk. 1, tredje afsnit, i Rettens procesreglement henskudt afgoerelsen om interventionsbegaeringen til afdelingen.

Rettens bemaerkninger

14 I henhold til artikel 37, stk. 2, i Domstolens statut tilkommer retten til at indtraede i retstvister, der er indbragt for Retten, alle personer, der godtgoer at have en berettiget interesse i tvistens afgoerelse.

15 Retten bemaerker indledningsvis, at Domstolen i sin kendelse af 25. november 1964 (sag 111/63, Lemmerz-Werke mod Den Hoeje Myndighed (ikke trykt i Samling af Afgoerelser)) i en sag vedroerende en afgoerelse truffet af Den Hoeje Myndighed i forbindelse med en udligningsmekanismen for importeret skrot afviste at tage en interventionsbegaering til foelge med den begrundelse, at den, der havde fremsat interventionsbegaering, ikke havde nogen berettiget direkte og aktuel interesse i, at sagsoegerens paastande blev taget til foelge, idet de eneste interesser, der blev paaberaabt, var, at sagsoegeren fik medhold i visse af sine synspunkter. Dog imoedekom Domstolen ved kendelse af 15. juli 1981 (sag 45/81, Moksel mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser) ° i en sag om annullation af en kommissionsforordning om midlertidig udsaettelse af forudfastsaettelsen af eksportrestitutioner for visse landbrugsprodukter ° en begaering om intervention med den begrundelse, at den, der oenskede at intervenere, uanset at der ikke antoges at foreligge en berettiget direkte interesse i resultatet af den dom, som skulle afsiges, dog kunne have interesse i tvistens afgoerelse, i det mindste for saa vidt angaar de praemisser, der laa til grund for afgoerelsen.

16 Stillet over for disse to tilsyneladende indbyrdes afvigende afgoerelser, der er truffet i to sager med forskellig baggrund, finder Retten, at det tilkommer den at fastlaegge de principper, der skal anvendes i en sag som den foreliggende, hvor interventionsbegaeringen er fremsat af en tjenestemand, der haevder at vaere i samme situation som en anden tjenestemand, der for sit vedkommende har anlagt sag i anledning af en faellesskabsretsakt inden for rammerne af EOEF-traktatens artikel 179 samt artikel 90 og 91 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").

17 Retten bemaerker i den foreliggende sag, at tvistens genstand i sag T-97/92 er annullation af sagsoegeren, Rijnoudt' s loenseddel. Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen med foeje har gjort gaeldende, at intervenienten ikke har nogen direkte og aktuel interesse i, at en anden tjenestemands, f.eks. Rijnoudt' s, loenseddel annulleres.

18 Retten fastslaar ligeledes, at den interventionsbegaerende havde indbragt klage over sin egen loenseddel, hvilken klage var blevet stiltiende afvist af Kommissionen. Han havde saaledes selv haft mulighed for at anlaegge sag for Retten. Men han har i sin interventionsbegaering ikke givet nogen forklaring paa, hvorfor han ikke anlagde en saadan sag.

19 Selv hvis det antages, at tvistens afgoerelse under de foreliggende omstaendigheder kan paavirke intervenientens situation, for saa vidt som den dom, der skal afsiges, kan indvirke paa den maade, hvorpaa administrationen anvender disse regler over for samtlige tjenestemaend, er det et spoergsmaal, om en tjenestemand, som i forbindelse med en sag anlagt i medfoer af EOEF-traktatens artikel 179 og vedtaegtens artikel 91 optraeder individuelt som f.eks. intervenienten, har en berettiget interesse i tvistens afgoerelse efter forstaaelsen i artikel 37, stk. 2, i Domstolens statut.

20 Retten finder, at begrebet berettiget interesse i tvistens afgoerelse i henhold til artikel 37, stk. 2, i Domstolens statut under disse omstaendigheder maa opfattes som interesse i, hvilken afgoerelse der traeffes med hensyn til de paastande, som specifikt vedroerer den retsakt, der kraeves annulleret.

21 I modsat fald ville enhver tjenestemand, der kan paavise, at hans situation paa en eller anden maade kan blive paavirket af den afgoerelse, Retten traeffer vedroerende en ulovlighedsindsigelse fremsat over for en raadsforordning, have en berettiget interesse i tvistens afgoerelse. Et saadant resultat tager ikke hensyn til kravene om en hensigtsmaessig rettergangsmaade eller til det klage- og soegsmaalssystem, der er indfoert ved vedtaegtens artikel 90 og 91, navnlig for saa vidt angaar de deri fastsatte frister.

22 Retten finder derfor, at der i den foreliggende sag maa sondres skarpt mellem paa den ene side de intervenienter med direkte interesse i, hvilken afgoerelse der traeffes med hensyn til den bestemte retsakt, som kraeves annulleret, og paa den anden side dem, der kun har en indirekte interesse i tvistens afgoerelse paa grund af lighedspunkterne mellem deres situation og en af parternes situation, saaledes som Domstolen gjorde det i ovennaevnte kendelse i sagen Lemmerz-Werke mod Den hoeje Myndighed.

23 Retten finder endvidere, at hvis den potentielle intervenient har haft mulighed for selv at anlaegge sag inden for visse frister, kan det, at han naegtes tilladelse til at intervenere i en anden sag, der drejer sig om en situation, som ligner hans egen, ikke skade hans egne muligheder for at benytte den klage- og soegsmaalsadgang, han raader over.

24 Denne antagelse er ikke i strid med Rettens opfattelse i ovennaevnte sag Eurosport mod Kommissionen, hvor en virksomhed, der var adressat for en kommissionsbeslutning, som fastslog, at EOEF-traktatens konkurrenceregler var overtraadt, faktisk fik tilladelse til at intervenere i en annullationssag anlagt af en anden adressat, ogsaa selv om virksomheden ikke selv havde anlagt sag i rette tid. Det fremgaar imidlertid af kendelsen, at Retten bl.a. har taget hensyn til, at der for en national ret var rejst erstatningssag mod Kommissionen i anledning af, at denne i sin beslutning havde fastslaaet, at der var sket en overtraedelse. Det skal ligeledes bemaerkes, at beslutningen havde en navngiven adressat, nemlig intervenienten, som saaledes havde en direkte interesse i tvistens afgoerelse.

25 Ovenstaaende betragtninger er ej heller uforenelige med Domstolens og Rettens praksis, hvorefter fagforeninger og personaleorganisationer, som hver for sig repraesenterer en stoerre eller mindre procentdel af tjenestemaendene og/eller de oevrige ansatte ved faellesskabsinstitutionerne, og som ikke selv har mulighed for at anlaegge sag paa grundlag af vedtaegtens artikel 91, kan faa tilladelse til at intervenere, naar de af parterne fremsatte anbringender rejser principielle spoergsmaal vedroerende organisationen af Faellesskabets tjenestemandssystem. Saadanne interventioner er nemlig ikke en hindring for sagernes behandling for Retten, hvorimod det, saafremt et stort antal tjenestemaend, der befinder sig i samme situation som en sagsoeger, faar tilladelse til at intervenere individuelt, vil vaere til skade ikke alene for klage- og soegsmaalsadgangen i henhold til vedtaegtens artikel 90 og 91, men ogsaa for den effektive sagsbehandling for Retten.

26 I betragtning af det ovenfor anfoerte kan begaeringen om intervention ikke tages til foelge.

Sagens omkostninger

27 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til samme reglements artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Begaeringen om intervention tages ikke til foelge.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger i forbindelse med begaeringen om intervention.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 15. juni 1993.