61992B0087(02)

++++

1. Retspleje ° intervention ° personer med berettiget interesse ° sag vedroerende gyldigheden af en beslutning i henhold til konkurrencereglerne ° annullationssoegsmaal vedroerende en beslutning om fritagelse for et selektivt distributionssystem for kosmetiske luksusprodukter ° virksomhed, der konkurrerer med den virksomhed, beslutningen er rettet til, og som selv har faaet en fritagelse ° indirekte interesse i sagens udfald ° forkastelse

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3; EOEF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 2; Rettens procesreglement, art. 115)

2. Retspleje ° intervention ° personer med berettiget interesse ° sag vedroerende gyldigheden af en beslutning i henhold til konkurrencereglerne ° sammenslutning af virksomheder, der ikke har deltaget i den forudgaaende administrative procedure ° tilladelse til intervention ° betingelser ° ikke anvendelig paa individuelle erhvervsdrivende

(EOEF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 2, og Rettens procesreglement, art. 115)

1. En begaering om intervention, indgivet af en virksomhed, der konkurrerer med den virksomhed, den anfaegtede beslutning er rettet til, og hvis interesse bestaar i at varetage sine egne interesser i forbindelse med en anden fritagelsesbeslutning, som er rettet til denne virksomhed, og som ikke desto mindre, uanset at den kan sammenlignes med beslutningen i naervaerende sag, er forskellig herfra, kan ikke tages til foelge i forbindelse med en sag om annullation af en beslutning, der er truffet i henhold til konkurrencereglerne, og som giver et selektivt distributionssystem for kosmetiske luksusprodukter en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

Under saadanne omstaendigheder maa begrebet en berettiget interesse i sagens udfald i henhold til artikel 37, stk. 2, i statutten for Domstolen forstaas som en interesse i, hvilken afgoerelse der traeffes med hensyn til de paastande, som specifikt vedroerer den retsakt, der kraeves annulleret, og ikke som en indirekte interesse paa grund af lighedspunkter mellem virksomhedernes situation.

2. Domstolens og Rettens praksis, hvorefter en sammenslutning af virksomheder, saafremt den ikke har deltaget i den administrative procedure forud for udstedelsen af en beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne, kan faa tilladelse til at intervenere i en sag vedroerende gyldigheden af en saadan beslutning, saafremt

i) den repraesenterer et stort antal virksomheder inden for den paagaeldende sektor

ii) den har til formaal at varetage medlemsvirksomhedernes interesser

iii) sagen kan medfoere principielle spoergsmaal vedroerende den beroerte sektors funktion, og

iv) den dom, der skal afsiges, kan beroere medlemsvirksomhedernes interesser i vaesentligt omfang,

kan ikke overfoeres til en situation, hvor interventionsbegaeringen indgives af en erhvervsdrivende, der handler paa egne vegne.

1 Ved begaering indgivet til Rettens Justitskontor den 22. marts 1993 har Yves Saint Laurent Parfums SA, Neuilly-sur-Seine (Frankrig), ved advokaterne Dominique Voillemot og Arnaud Michel, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 11, rue Goethe, anmodet om tilladelse til at intervenere i sag T-87/92 til stoette for sagsoegtes paastande.

2 Interventionsbegaeringen er indgivet i henhold til artikel 115 i Rettens procesreglement og er fremsat i medfoer af artikel 37, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen, der finder anvendelse paa rettergangsmaaden ved Retten ifoelge artikel 46, stk. 1, i naevnte statut.

3 I overensstemmelse med procesreglementets artikel 116, stk. 1, tredje afsnit, har formanden for Foerste Afdeling henskudt afgoerelsen til afdelingen.

4 I interventionsbegaeringen goer Yves Saint Laurent Parfums i det vaesentlige gaeldende, at virksomheden har oprettet et selektivt distributionsnet svarende til Parfums Givenchy SA' s net, at dette er blevet fritaget i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3 (Kommissionens beslutning 92/33/EOEF af 16.12.1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.242 ° Yves Saint Laurent, EFT 1992 L 12, s. 24, herefter benaevnt "Yves Saint Laurent-beslutningen"), svarende til den fritagelse, Kommissionen har givet i den beslutning, naervaerende sag drejer sig om, og at Yves Saint Laurent-beslutningen er genstand for et soegsmaal, som Groupement d' Achat Edouard Leclerc (Galec) har indbragt for Retten (sag T-19/92). De argumenter, som sagsoegeren i naervaerende sag har fremfoert, adskiller sig fra dem, Galec har anfoert, navnlig derved, at de ikke er begraenset til den individuelle fritagelse, men bestrider selve princippet om selektiv distribution af parfume og kosmetiske luksusprodukter. Saafremt Retten maatte beslutte at tage de af sagsoegeren anfoerte anbringender og argumenter til foelge, vil den kommende dom ligeledes beroere raekkevidden af Yves Saint Laurent -beslutningen og derved have vaesentlige konsekvenser for gennemfoerelsen af de paagaeldende aftaler. Yves Saint Laurent Parfums finder, at virksomheden derfor har interesse i naervaerende sags udfald.

5 Interventionsbegaeringen er blevet forkyndt for parterne i overensstemmelse med procesreglementets artikel 116, stk. 1.

6 Ved processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den 2. april 1993 har Kommissionen udtrykt tvivl om, at Yves Saint Laurent Parfums har en berettiget interesse i at intervenere i naervaerende sag. Den bemaerker, at selskabet allerede har faaet tilladelse til at intervenere i sag T-19/92 vedroerende dets eget distributionssystem og tilfoejer, at Yves Saint Laurent Parfums og Parfums Givenchy er konkurrenter, hvilket kan give anledning til problemer vedroerende dokumenternes fortrolighed.

7 Ved processkrift indgivet den 15. april 1993 har sagsoegeren nedlagt paastand om, at interventionsbegaeringen forkastes, og, saafremt den alligevel tages til foelge, at Yves Saint Laurent Parfums i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, paalaegges at baere sine egne omkostninger.

8 Sagsoegeren goer i det vaesentlige gaeldende, at Givenchy-beslutningen ikke er rettet til Yves Saint Laurent Parfums, og at gyldigheden af virksomhedens distributionssystem i oevrigt afhaenger af Yves Saint Laurent-beslutningen og ikke af Givenchy-beslutningen. Naervaerende sags udfald har ikke nogen direkte indflydelse paa, hvad der eventuelt videre sker med Yves Saint Laurent-beslutningen. Det fremgaar dernaest af interventionsbegaeringen, at Yves Saint Laurent Parfums' anliggende er den kommende doms praemisser og ikke dens konklusion. Sagsoegeren henviser i denne sammenhaeng til Domstolens kendelse af 12. april 1978 (forenede sager 116/77, 124/77 og 143/77, Amylum m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 893, praemis 7 og 10), af 25. november 1964 (sag 111/63, Lemmertz-Werke mod Den Hoeje Myndighed, org. ref.: Rec. 1965, s. 883, paa s. 884) og af 10. juni 1965 (forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, org. ref.: Rec. 1966, s. 556, paa s. 558), hvorefter det kraeves, at en intervenients berettigede interesse skal vedroere parternes paastande og ikke de paaberaabte anbringender og argumenter, og at den, der fremsaetter en interventionsbegaering, skal godtgoere en umiddelbar og aktuel interesse i, at disse paastande tages til foelge. Selv om den kommende afgoerelse vedroerende Givenchy-beslutningen maatte tilskynde Kommissionen til at tilbagekalde Yves Saint Laurent-beslutningen, kan den, der har fremsat interventionsbegaeringen, altid goere sine argumenter gaeldende paa dette stadium ved at anlaegge en sag for Retten til proevelse af tilbagekaldelsesbeslutningen.

9 I henhold til artikel 37, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen har enhver person, der godtgoer at have en berettiget interesse, ret til i at intervenere i sagen ved Retten.

10 Retten bemaerker indledningsvis, at Domstolen i ovennaevnte kendelser i sagerne Lemmerz-Werke mod Den Hoeje Myndighed og Amylum m.fl. mod Raadet og Kommissionen afviste at tage en interventionsbegaering til foelge med den begrundelse, at den, der havde fremsat interventionsbegaeringen, ikke havde nogen umiddelbar og aktuel interesse i, at sagsoegerens paastande blev taget til foelge, idet de eneste interesser, der blev paaberaabt, var, at sagsoegeren fik medhold i visse af sine synspunkter. Dog imoedekom Domstolen ved kendelse af 15. juli 1981 (sag 45/81, Moksel mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser) ° i en sag om annullation af en kommissionsforordning om midlertidig udsaettelse af forudfastsaettelsen af eksportrestitutioner for visse landbrugsprodukter ° en begaering om intervention med den begrundelse, at den, der oenskede at intervenere, uanset at der ikke antoges at foreligge en berettiget umiddelbar interesse i resultatet af den dom, som skulle afsiges, dog kunne have interesse i sagens udfald, i det mindste for saa vidt angaar de praemisser, der laa til grund for afgoerelsen.

11 Stillet over for disse to afvigende afgoerelser, der er truffet i to sager med forskellig baggrund, tilkommer det Retten i overensstemmelse med dens tidligere praksis (kendelse af 15.6.1993, forenede sager T-97/92 og T-111/92, Rijnoudt og Hocken mod Kommissionen, Sml. II, s. 587, praemis 16) at fastlaegge de principper, der skal anvendes i en sag som den foreliggende, hvor interventionsbegaeringen er fremsat af en virksomhed, hvis interesse bestaar i at varetage sine egne interesser i forbindelse med en anden fritagelsesbeslutning i henhold til EF-traktatens artikel 85, stk. 3, der er rettet til virksomheden, og som ikke desto mindre, uanset at den kan sammenlignes med beslutningen i naervaerende sag, er forskellig herfra.

12 Under disse omstaendigheder og analogt med kendelsen i ovennaevnte sag Rijnoudt og Hocken mod Kommissionen maa en berettiget interesse i sagens udfald i henhold til artikel 37, stk. 2, i EOEF-statutten for Domstolen opfattes som en interesse i, hvilken afgoerelse der traeffes med hensyn til de paastande, som specifikt vedroerer den retsakt, der kraeves annulleret. Der maa derfor sondres skarpt mellem paa den ene side de intervenienter med umiddelbar interesse i, hvilken afgoerelse der traeffes med hensyn til den bestemte retsakt, som kraeves annulleret, og paa den anden side dem, der kun har en indirekte interesse i sagens udfald paa grund af lighedspunkterne mellem deres situation og en af parternes situation, saaledes som Domstolen gjorde det i ovennaevnte kendelse i sagen Lemmerz-Werke mod Den Hoeje Myndighed.

13 I naervaerende sag henhoerer Yves Saint Laurent Parfums under sidstnaevnte kategori og har saaledes ikke en tilstraekkelig interesse i sagens udfald. Som begrundelse for interventionsbegaeringen paaberaaber Yves Saint Laurent Parfums sig en paastaaet afsmittende virkning, som den dom, der skal afsiges, kan have paa en anden kommissionsbeslutning ° den, der vedroerer selskabet selv ° som ikke er genstand for naervaerende sag. Den kommende dom i denne sag beroerer ikke lovligheden af den beslutning, som behandles i sag T-19/92, hvori Yves Saint Laurent Parfums allerede har faaet tilladelse til at intervenere. Saafremt alle erhvervsdrivende skulle have tilladelse til at intervenere i alle sager, hvori en af deres konkurrenter er part, og som kunne resultere i en dom, hvis praemisser kunne have indflydelse paa den maade, Kommissionen behandler deres i oevrigt forskellige situation, vil det vaere vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at foretage en klar sondring mellem de potentielle intervenienter, der har en berettiget interesse i sagens udfald, og dem, der ikke har en saadan interesse.

14 Det bemaerkes, at Domstolens og Rettens praksis, hvorefter visse sammenslutninger af virksomheder kan faa tilladelse til at intervenere i en sag som denne, ikke kan paaberaabes til stoette for en interventionsbegaering, der indgives paa egne vegne som Yves Saint Laurent Parfums' begaering. Det fremgaar nemlig af denne praksis, at en saadan sammenslutning, saafremt den ikke har deltaget i den forudgaaende administrative procedure, kan faa tilladelse til at intervenere, saafremt i) den repraesenterer et stort antal virksomheder inden for den paagaeldende sektor, ii) den har til formaal bl.a. at varetage medlemsvirksomhedernes interesser, iii) sagen kan medfoere principielle spoergsmaal vedroerende den beroerte sektors funktion, og endelig iv) den dom, der skal afsiges, kan beroere medlemsvirksomhedernes interesser i vaesentligt omfang. Retten finder, at en saa bred fortolkning, som anvendes i forhold til sammenslutninger, der opfylder de ovenfor beskrevne betingelser, og som kan goere det muligt at foretage en bedre bedoemmelse af den sammenhaeng, disse sager indgaar i, saaledes at det samtidig undgaas, at en lang raekke individuelle virksomheder intervenerer, hvilket vil kunne hindre, at sagen afvikles paa en hensigtsmaessig maade, ikke kan overfoeres til en situation, hvor erhvervsdrivende, der handler paa egne vegne, oensker at intervenere.

15 I betragtning af det ovenfor anfoerte kan begaeringen om intervention ikke tages til foelge.

Sagens omkostninger

16 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegte ikke har nedlagt paastand om sagens omkostninger, og da sagsoegeren alene har nedlagt paastand om, at Yves Saint Laurent Parfums paalaegger at baere sine egne omkostninger, saafremt selskabets begaering om intervention tages til foelge, maa det fastslaas, at hver part baerer sine egne omkostninger

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Begaeringen om intervention tages ikke til foelge.

2) Yves Saint Laurent Parfums SA og hver af parterne i hovedsagen baerer sine egne omkostninger i forbindelse med begaeringen om intervention.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 8. december 1993.