61992A0069

++++

1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° bebyrdende akt ° begreb ° aendrede betingelser for udoevelsen af arbejdsopgaver ° foranstaltning til intern organisation af tjenesten ° ikke omfattet ° undtagelser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90, stk. 2)

2. Tjenestemaend ° udvaelgelsesproeve ° meddelelse herom ° formaal ° oplysning om de naermere arbejdsvilkaar ° ikke bindende for administrationen

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag III, art. 1, stk. 1)

1. En afgoerelse, som uden at aendre karakteren og omfanget af en tjenestemands arbejdsopgaver blot aendrer de betingelser, hvorunder opgaverne skal udoeves i den tjenestegren, hvor den paagaeldende er ansat, er ikke en bebyrdende akt efter vedtaegtens artikel 91 med det indhold, at den med sine rets- samt faktiske og oekonomiske virkninger direkte og umiddelbart beroerer tjenestemandens retsstilling. En afgoerelse af den naevnte art er alene en foranstaltning til intern organisation af tjenesten, som traeffes af administrationen under anvendelse af dens vide skoen paa dette omraade. Alene saadanne saerlige forhold, der kan have ligget til grund for afgoerelsen, kan betyde, at et soegsmaal til proevelse af foranstaltningen kan fremmes til realitetsbehandling. Dette kunne vaere tilfaeldet, hvis det viste sig, enten at den var ensbetydende med en skjult sanktion, eller at den var udtryk for en vilje til forskelsbehandling til skade for tjenestemanden, eller at den var udtryk for magtfordrejning.

2. Meddelelsen om en udvaelgelsesproeve har ifoelge tjenestemandsvedtaegten den vaesentlige rolle at underrette de interesserede saa noejagtigt som muligt om de betingelser, de skal opfylde ved besaettelsen af den paagaeldende stilling, for at bringe dem i stand til at bedoemme, om det har noget formaal for dem at indgive en ansoegning. Meddelelsens oplysninger om betingelserne for udoevelsen af arbejdsopgaverne har imidlertid hverken til formaal eller til foelge at paalaegge administrationen at foretage en definitiv organisation af tjenesten efter ansaettelsen af de ansoegere, der har bestaaet, udelukkende efter de saaledes fastsatte retningslinjer, med den virkning, at en anden organisation ville blive ulovlig.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren, der er tjenestemand i loenklasse C4, loentrin 6, ved Sikkerhedstjenesten i Raadet for De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "Raadet"), bestod udvaelgelsesproeve D/202, der afholdtes med henblik paa ansaettelse af tjenestemaend til Sikkerhedstjenesten, og med hensyn til hvilken det i meddelelsen blev praeciseret: "Ansoegernes arbejde bestaar i praksis i sikkerhedsopgaver vedroerende personer og ting i skifteholdstjeneste med 24 timers skift, saerlig overvaagning af indgange, parkeringspladser, kontorer og andre indretninger i institutionens bygninger." Han var tilknyttet Raadets Sikkerhedstjeneste fra den 1. juni 1982 til den 15. maj 1992. Sagsoegeren oppebar som foelge af skifteholds- eller turnustjeneste tillaeg i henhold til artikel 56a i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").

2 Fra januar 1987 til den 9. juli 1990 var sagsoegeren medlem af Personaleudvalget, hvortil han fra den 8. december 1989 til den 9. juli 1990 var knyttet paa halv tid. Han har i oevrigt udoevet repraesentation i teknisk og social sammenhaeng.

3 Ved skrivelse af 28. oktober 1991, meddelt samme dag, fritog sagsoegerens overordnede, B., sagsoegeren for skifteholdstjeneste med virkning fra den 1. november 1991.

4 Skrivelsen var saalydende:

"Tilrettelaeggelsen af Sikkerhedstjenesten i treholdsskift er i hoej grad afhaengig af de ansattes faktiske tilstedevaerelse paa de dem tildelte vagter.

Jeg har maattet konstatere, at hvad angaar saavel 1990 som 1991 har Deres tjeneste vaeret praeget af meget fravaer.

Ifoelge de opgoerelser, jeg er i besiddelse af, har Deres faktiske tilstedevaerelse vaeret

° i 1990: 104 dage

° i 1991 (fra 1.1. til 30.9.): 52 dage.

Af hensyn til tjenestens funktion har jeg derfor besluttet at fjerne Dem fra vagtlisten for treholdsskiftet med virkning fra den 1. november 1991."

5 Ved skrivelse af 30. oktober 1991 anmodede underskriveren af denne afgoerelse Raadets kompetente tjenestegrene om med virkning fra den 1. november 1991 at indstille udbetalingen af sagsoegerens tillaeg efter vedtaegtens artikel 56a. Virkningerne af denne skrivelse blev imidlertid ophaevet ved en ny skrivelse af 25. november 1991, hvorved udbetalingen af tillaegget blev genoptaget med virkning fra den 1. november 1991.

6 Efter at sagsoegeren den 11. december 1991 havde anmodet om at "genindtraede i skifteholdstjeneste", og idet han ikke havde modtaget svar paa sin anmodning, indgav sagsoegeren den 27. januar 1992 en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, over den ovenfor refererede afgoerelse af 28. oktober 1991.

7 Efter at have indgivet klage blev sagsoegeren ved afgoerelse af 27. april 1992 med virkning fra den 15. maj 1992 stillet til raadighed for Raadets Materielforvaltning med fratagelse af skifteholdstillaegget fra sidstnaevnte dato. Sagsoegeren indgav den 27. juli 1992 i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, en ny klage over denne afgoerelse. Klagen blev afvist den 27. november 1992. Sagsoegeren har den 26. februar 1993 anlagt en ny sag med paastand om annullation af afgoerelsen af 27. april 1992 (sag T-20/93).

8 Klagen af 27. januar 1992 over afgoerelsen af 28. oktober 1991, som denne sag alene handler om, blev udtrykkelig afvist ved afgoerelse af 19. juni 1992 af Raadets generalsekretaer. Denne afgoerelse lyder som foelger:

"Deres ovenfor anfoerte klage vedroerende afgoerelsen af 28. oktober 1991, hvorved De blev fritaget for skifteholdstjeneste med virkning fra den 1. november 1991, har vaeret genstand for en grundig undersoegelse. Denne undersoegelse giver grundlag for foelgende bemaerkninger:

Afgoerelsen af 28. oktober 1991 blev taget i tjenestens interesse som foelge af Deres hyppige fravaer, der havde skabt problemer med tilrettelaeggelsen af skifteholdstjenesten. Det siger sig selv, at denne tjeneste ikke kan tilrettelaegges paa en rationel og effektiv maade, naar kolleger, der udfoerer deres arbejde i tjenesten, er tvunget til at udfoere fravaerende kollegers arbejde i lange perioder gennem paatagelse af overarbejdstimer.

Afgoerelsen om ikke samtidig at fratage Dem skifteholdstillaegget efter vedtaegtens artikel 56a blev taget for ikke at beroeve Dem dette tillaeg med oejeblikkelig virkning. Imidlertid har den fortsatte udbetaling af Deres tillaeg i mangel af en udtrykkelig annullation af afgoerelsen af 28. oktober 1991 ikke haft den virkning, at De genindtraadte i skifteholdstjenesten.

For saa vidt angaar den naevnte afgoerelse af 28. oktober 1991 kan jeg kun bekraefte, at tjenestens interesse, isaer de forpligtelser, der foelger af dennes fejlfrie funktion som skifteholdstjeneste, ikke tillader mig at ophaeve den.

Under hensyn til disse bemaerkninger beklager jeg ikke at kunne tage Deres klage til foelge."

9 Sagsoegeren har herefter ved staevning registreret paa Rettens Justitskontor den 18. september 1992 anlagt sag med paastand om annullation af afgoerelsen af 28. oktober 1991 og afgoerelsen af 19. juni 1992, hvorved hans klage blev afvist.

Parternes paastande

10 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsoegeren medhold.

° Ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 28. oktober 1991 annulleres foelgelig, og om noedvendigt annulleres ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 19. juni 1992 om at afvise sagsoegerens klage.

11 Raadet har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Modparten paalaegges sagens omkostninger i det omfang, disse ikke paahviler Raadet i henhold til artikel 88 i procesreglementet.

12 Sagsoegeren har ved saerskilt dokument, registreret paa Justitskontoret den 4. februar 1993, i henhold til procesreglementets artikel 68 anmodet om vidneafhoering af O., som er personalerepraesentant og ansat i Raadets Sikkerhedstjeneste.

13 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har opfordret parterne til "at koncentrere deres procedure om spoergsmaalet om, hvorvidt sagen i betragtning af Raadets argumenter i duplikken, s. 5, boer antages til realitetsbehandling, og/eller om den fortsat har en genstand, samt om den anfaegtede afgoerelse har haft rets- og oekonomiske virkninger paa tidspunktet for sagens anlaeg".

14 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og svaret paa spoergsmaal fra Retten i offentligt retsmoede den 19. maj 1993.

Paastandene om annullation

Parternes argumenter

Formaliteten

15 Ifoelge sagsoegeren boer sagen antages til realitetsbehandling, eftersom han er blevet frataget retten til at udoeve de arbejdsopgaver, han blev ansat til, paa den maade og i den rytme, som var beskrevet i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Han tilfoejer, at sagsoegtes bemaerkninger, hvorefter den anfaegtede afgoerelse ikke er bebyrdende, savner relevans, eftersom det staar fast, at selv om en tjenestemand i loebet af sin karriere kan placeres i forskellige stillinger, skal disse respektere den ramme, der er sat af meddelelsen om udvaelgelsesproeven.

16 Under den mundtlige forhandling har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede retsakt klart kan anses for bebyrdende for ham, for det foerste fordi den har medfoert en fremadskridende reduktion af indholdet af hans arbejdsopgaver; for det andet fordi den i den sammenhaeng, hvori den er blevet til, ikke kan anses for at blot at vaere en midlertidig foranstaltning til tjenestens organisation; for det tredje fordi den ved en eventuel annullation af den foran omtalte afgoerelse af 27. april 1992 vil medfoere retsvirkninger; for det fjerde fordi ydelsen af skifteholdstillaegget i princippet burde have vaeret standset, og endelig fordi aendringen i sagsoegerens retsstilling som foelge af beslutningen af 27. april 1992 lader kraenkelsen af sagsoegerens rettigheder bestaa helt eller delvis.

17 Raadet har, uden formelt at fremsaette afvisningsindsigelse, i svarskriftet anfoert, at den anfaegtede afgoerelse kun er bebyrdende for sagsoegeren, for saa vidt som den som en noedvendig foelge indebaerer ophoer af tillaegget for treholdsskift. Raadet er tvaertimod af den opfattelse, at den omstaendighed, at arbejdsopgaverne fremtidig udfoeres paa andre vilkaar end dem, der var fastsat i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, ikke er bebyrdende. Raadet anfoerer i duplikken, at det fremgaar af omstaendigheder, der ligger efter sagsanlaegget, at den anfaegtede afgoerelse er af "midlertidig karakter", der ikke medfoerte umiddelbar fratagelse af tillaegget for treholdsskift. Sagsoegerens situation blev endeligt reguleret ved afgoerelsen af 27. april 1992, hvorved han blev stillet til raadighed for Raadets Materielforvaltning med virkning fra den 15. maj 1992, og hvorved hans tillaeg for treholdsskift bortfaldt. Raadet paapeger, at sagsoegeren har indgivet klage, der afvistes den 27. november 1992, over denne afgoerelse, og anlagt sag med paastand om annullation. Raadet finder, at i betragtning af disse nye elementer, som er fremkommet efter afgivelsen af svarskrift, er denne sag blevet "fuldstaendig overfloedig". Det er nemlig afgoerelserne af 27. april 1992 og 27. november 1992, der behandles i sag T-20/93, som har en direkte og umiddelbar virkning paa sagsoegerens retsstilling, og saaledes efter den foreliggende retspraksis (jf. Rettens kendelse af 7.6.1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235) kan siges at vaere bebyrdende for ham. Som foelge heraf henskyder Raadet det til Retten at tage stilling til, om "naervaerende sag boer afvises som indholdsloes".

18 Under den mundtlige forhandling har Raadet tilfoejet, at den anfaegtede afgoerelse aldrig har haft den mindste oekonomiske virkning paa grund af opretholdelsen af skifteholdstillaegget. Da den i oevrigt aldrig har haft nogen retsvirkning, vil Rettens dom vedroerende lovligheden af afgoerelsen af 27. april 1992 aldrig kunne aendre noget som helst i sagsoegerens faktiske situation. Yderligere goer Raadet gaeldende, at ud af 50 ansatte i Sikkerhedstjenesten udfoerer 15 fast deres arbejde uden for treholdsskiftet, saaledes som det midlertidigt var tilfaeldet for sagsoegeren, hvis arbejdsindhold paa ingen maade er blevet aendret eller indskraenket. Endelig haevder Raadet, at i tilfaelde af Rettens annullation af afgoerelsen af 27. april 1992 ville sagsoegeren blive genansat i Sikkerhedstjenesten uden for treholdsskiftet og med bibeholdelse af tillaegget for skifteholdstjeneste, idet dog situationen, hvad angaar dette sidste punkt, maatte blive genstand for en passende regulering.

Realiteten

19 Til stoette for paastanden om annullation af den anfaegtede afgoerelse har sagsoegeren gjort fire anbringender gaeldende. Det foerste vedroerer kraenkelse af artikel 1 i bilag II til vedtaegten, der vedroerer Personaleudvalget og det aabenbare fejlskoen, administrationen har udoevet; det andet vedroerer en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet og en klar fejl ved bedoemmelsen af de foreliggende omstaendigheder; det tredje vedroerer fejl i begrundelsen for den anfaegtede afgoerelse; endelig vedroerer det fjerde magtfordrejning, som den sagsoegte institution angives at have gjort sig skyldig i.

20 Hvad angaar det foerste anbringende vedroerende kraenkelse af artikel 1 i bilag II til vedtaegtens og et klart fejlagtigt skoen over antallet af dage, hvor han var til stede, har sagsoegeren bestridt, at han kun skal have vaeret til stede 104 dage i 1990 og 52 dage i perioden fra den 1. januar til den 30. september 1991. Han er af den opfattelse, at beregningen af antallet af dage, hvor han var til stede i 1990, kun er kommet i stand, fordi administrationen begik to fejl. Den forstod for det foerste ikke, at grundet de saerlige vilkaar ved tilrettelaeggelsen af arbejdet i Sikkerhedstjenesten kan alene antallet af arbejdstimer benyttes til at maale det arbejde, en ansat faktisk har udfoert, og for det andet undlod man at tage den tid i betragtning, sagsoegeren har brugt til sit arbejde i Personaleudvalget. Imidlertid fremgaar det af artikel 1 i bilag II til vedtaegten, at denne tid boer sidestilles med tjenestetid. Sagsoegeren har anmodet Retten om at anordne fremlaeggelse af tjenestens lister med henblik paa, at rigtigheden af hans paastande godtgoeres.

21 Ifoelge den sagsoegte institution boer dette anbringende forkastes, da det ikke stoettes paa noget bevis. Sagsoegte tilfoejer, at selv om sagsoegeren soeger at fastslaa, at den anfaegtede afgoerelse har karakter af en skjult sanktion, er der i realiteten tale om, at denne afgoerelse ligger inden for rammerne af det vide skoen, der er tillagt administrationen, for at den kan organisere tjenesten og flytte sit personale i forbindelse med udoevelsen af sine opgaver. Ifoelge fast retspraksis medfoerer denne ret til at organisere tjenesten navnlig pligt for tjenestemanden til at acceptere enhver placering i en stilling i hans kategori og for Faellesskabets institutioner en mulighed for at foretage omplaceringer uden den beroerte tjenestemands samtykke. Denne praksis ved Domstolen, der er udviklet i forbindelse med omplaceringer, boer saa meget desto mere finde anvendelse paa det foreliggende tilfaelde, hvor den anfaegtede afgoerelse alene aendrer arbejdsvilkaarene. Under hensyn til sagsoegerens fravaer fra en tjeneste, hvor de ansattes "indbyrdes afhaengighed" er saerlig markant, noedvendiggjordes denne foranstaltning, der er udtrykkelig begrundet, jf. henvisningen til kravet om "de ansattes effektive fremmoede paa de dem tildelte vagter", af sagsoegerens hyppige og uforudseelige fravaer. Under disse omstaendigheder finder Raadet ikke, at der er behov for at gaa i detaljer med hensyn til at undersoege sagsoegerens praecise antal fravaersdage i perioden fra den 1. januar 1990 til den 30. september 1991.

22 Hvad angaar det andet anbringende vedroerende tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet og tilstedevaerelsen af et klart fejlskoen har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse, saaledes som den er suppleret af afgoerelsen om at afvise hans klage, er begrundet med hans paastaaede fravaer. Ifoelge denne begrundelse skulle fravaeret have vaeret saa betydeligt, at det i tjenestens interesse noedvendiggjorde den ansattes fjernelse fra treholdsskiftet. Imidlertid har sagsoegerens fravaer ikke vaeret stoerre end hans kollegers og i hvert fald ikke det hyppigste. I 1990 var antallet af fravaersdage i realiteten 64; det var 92 dage de foerste ni maaneder af 1991 eller i alt 156 dage i perioden fra den 1. januar 1990 til den 30. september 1991. Imidlertid har visse af sagsoegerens kolleger haft 170 fravaersdage. Som foelge heraf er foranstaltningen over for sagsoegeren diskriminerende og forbundet med et klart fejlskoen. Sagsoegeren anmoder om, at Retten anordner bevisoptagelse med henblik paa, at rigtigheden af hans paastande undersoeges.

23 Sagsoegte finder, at sagsoegerens fortolkning af princippet om ligebehandling er uforeneligt med princippet om en hensigtsmaessig organisation af tjenesten. Sagsoegerens sammenligninger mellem hans eget fravaer og hans kollegers er ikke relevante, eftersom den anfaegtede afgoerelse for det foerste ikke havde karakter af en disciplinaer sanktion, og et langt forudseeligt fravaer, for det andet, er mindre generende for organisationen af tjenesten end et kortere, men uforudseeligt fravaer. Raadet fremhaever i oevrigt, at en afgoerelse som den omtvistede, der paa ingen maade er af disciplinaer karakter, og som er truffet som et led i organiseringen af tjenesten, i princippet ikke kan have karakter af forskelsbehandling.

24 Hvad angaar det tredje anbringende vedroerende en fejlagtig begrundelse har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse ifoelge svarskriftet ikke er begrundet i et bestemt antal fravaersdage, saaledes som det hedder i afgoerelsens begrundelse, men derimod i hyppigheden af "uforudseeligt" fravaer. Sagsoegeren stiller spoergsmaalstegn ved muligheden for at erstatte begrundelsen i anfaegtede afgoerelser med en ny. Foerst i svarskriftet er den reelle begrundelse for den anfaegtede afgoerelse blevet afsloeret. Denne nye begrundelse traeder i stedet for den oprindelige begrundelse, hvilket sagsoegte selv har erkendt, hvorved institutionen har tilsidesat vedtaegtens artikel 25 og ikke givet sagsoegeren mulighed for fuldt ud at varetage sine rettigheder med fuldt kendskab til sagen.

25 Raadet har medgivet, at henvisningen til sagsoegerens samlede antal fravaersdage i tredje afsnit af afgoerelsen af 28. oktober 1991 kan fortolkes paa forskellige maader. Raadet mener imidlertid, at de vaesentlige elementer i ansaettelsesmyndighedens beslutning er klart tilkendegivet: Fjernelsen fra skifteholdstjenesten skete af hensyn til tjenesten og var uundgaaelig som foelge af noedvendigheden "af de ansattes effektive tilstedevaerelse paa de dem tildelte vagter". Denne henvisning kan kun forstaas i forhold til uforudseeligt fravaer. Under alle omstaendigheder var i afgoerelsen om afvisning af klagen enhver henvisning til antallet af fravaersdage udeladt, og der var meget klart givet udtryk for de hensyn til tjenestens interesse, der var taget i betragtning. Ogsaa selv om man accepterede, at afgoerelsen af 28. oktober 1991 var praeget af nogen mangel paa praecision, fjernedes enhver tvivl i afgoerelsen om at afvise klagen.

26 Hvad endelig angaar anbringendet om magtfordrejning har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse langt fra er i overensstemmelse med krav, der udspringer af tjenestens behov, men fremtraeder som udtryk for underskriverens personlige modvilje mod sagsoegeren.

27 Ifoelge Raadet har dette anbringende ikke stoette i nogen faktisk omstaendighed. Endvidere har den anfaegtede afgoerelse hverken nogen forbindelse med sagsoegerens aktiviteter i "lokaleudvalget" eller det fravaer, som er forbundet med hans saede i Personaleudvalget.

Rettens bemaerkninger

Formaliteten

28 I henhold til fast retspraksis kan et soegsmaal rejst i medfoer af tjenestemandsvedtaegtens artikel 91 kun antages til realitetsbehandling, hvis det retter sig mod en bebyrdende akt, dvs. en akt, der direkte og umiddelbart beroerer den paagaeldende tjenestemands retsstilling (jf. Domstolens dom af 14.7.1976, sag 129/75, Hirschberg mod Kommissionen, Sml. s. 1259, af 21.1.1987, sag 204/85, Stroghili mod Revisionsretten, Sml. s. 389, og Rettens kendelse i sagen Weyrich mod Kommissionen, naevnt ovenfor, samt kendelse af 11.5.1992, sag T-34/91, Whitehead mod Kommissionen, Sml. II, s. 1723).

29 Det maa i oevrigt paapeges, at administrationen efter fast retspraksis raader over et vidt skoen med hensyn til i faellesskabsforvaltningens interesse at traeffe bestemmelse om organiseringen af udoevelsen af tjenestemaendenes og de oevrige ansattes arbejdsopgaver. Det foelger heraf, at rent interne beslutninger ikke kan anfaegtes ved et soegsmaal, naar hverken den paagaeldende tjenestemands juridiske eller faktiske stilling beroeres af den organisatoriske foranstaltning, der er tale om (jf. navnlig Domstolens dom af 10.12.1969, sag 32/68, Grasselli mod Kommissionen, Sml. s. 141, org. ref.: Rec. s. 505, og af 11.7.1985, forenede sager 66/83, 67/83 og 68/83 samt 136/83-140/83, Hattet m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2459). En retsakt har ikke karakter af en bebyrdende akt, og kan ikke som saadan goeres til genstand for et soegsmaal, naar "de klagepunkter ... [ikke angaar den ansattes] vedtaegtsmaessige stilling, men alene de interne forhold i tjenesten og navnlig spoergsmaal vedroerende den administrative organisation og arbejdsdisciplinen" (Domstolens ovennaevnte dom af 14.7.1976, Hirschberg mod Kommissionen).

30 I den henseende bemaerkes, at en foranstaltning, hvorved der sker en omplacering, i princippet henhoerer under administrationens ret til at organisere tjenesten og kun kan anfaegtes ved soegsmaal, naar der ligger saerlige omstaendigheder til grund for foranstaltningen (Domstolens dom af 6.5.1969, sag 17/68, Reinarz mod Kommissionen, Sml. s. 23, org. ref.: Rec. s. 61, og Rettens dom af 8.6.1993, sag T-50/92, Fiorani mod Parlamentet, Sml. II, s. 555). Domstolen har ligeledes antaget, at en afgoerelse, hvorved en tjenestemand, der allerede er ansat paa personligt grundlag i en stilling, ansaettes i en anden stilling i samme loenklasse paa personligt grundlag, ikke aendrer den paagaeldendes vedtaegtsmaessige stilling og saaledes ikke udgoer en bebyrdende akt i forhold til ham (Domstolens dom af 8.7.1982, sag 189/81, Bosmans mod Kommissionen, Sml. s. 2681). Endelig har Retten fastslaaet, at det ikke er tilstraekkeligt til, at en forholdsregel som led i en reorganisering af nogle tjenestegrene kan antages at tilsidesaette en tjenestemands rettigheder efter vedtaegten, at forholdsreglen indebaerer en aendring eller endog en indskraenkning af vedkommendes arbejdsopgaver, idet det maa kraeves, at de tilbageblivende opgaver som helhed ligger klart under det niveau, der svarer til tjenestemandens loenklasse og stilling, naar henses til deres beskaffenhed, betydning og omfang (Rettens dom af 23.10.1990, sag T-46/89, Pitrone mod Kommissionen, Sml. II, s. 577).

31 I oevrigt tager Faellesskabets domsmyndigheder ved bedoemmelsen af den anfaegtede retsakts virkninger ikke kun hensyn til retsvirkningerne i snaever forstand, men ogsaa til dens faktiske og oekonomiske virkninger. Saaledes er en tjenstlig meddelelse, hvorved en tjenestemand modtager oplysning om, at et tillaeg, han har oppebaaret indtil da, ikke laengere vil blive ydet, en bebyrdende akt, der som saadan kan anfaegtes gennem et soegsmaal (Domstolens dom af 8.2.1973, sag 56/72, Goeth-Van der Schueren mod Kommissionen, Sml. s. 181).

32 I lyset af den samlede, anfoerte retspraksis skal Retten undersoege, om den anfaegtede afgoerelse beroerer sagsoegerens stilling direkte og umiddelbart, dvs. om afgoerelsen kan faa retlige, faktiske eller oekonomiske virkninger, som i vaesentlig grad kan beroere den paagaeldendes situation eller stilling i henhold til vedtaegten.

33 I den foreliggende sag skal Retten for det foerste bemaerke, at den anfaegtede afgoerelse ° der bibeholder sagsoegeren i Raadets Sikkerhedstjeneste ° ikke paa nogen maade aendrer omfanget af hans opgaver i denne tjeneste, men kun aendrer de betingelser, hvorunder opgaverne skal udoeves, idet afgoerelsen er begraenset til at aendre tjenesten i treholdsskift til "dagtjeneste". Argumentet om en paastaaet aendring med hensyn til udfoerelsen af opgaverne ° et argument, der foerste gang blev fremsat under den mundtlige forhandling, selv om Raadet under den skriftlige forhandling klart havde angivet, at arbejdsopgaverne var forblevet uaendrede ° har i hvert fald ikke stoette i noget dokument i sagen, hvilket sagsoegerens advokat udtrykkeligt har erkendt. Det foelger heraf, at i sig selv aendrer den anfaegtede retsakt, hvis raekkevidde er mindre omfattende end en omplacering, ikke sagsoegerens retsstilling paa en maade, der berettiger til at kvalificere den som en bebyrdende akt.

34 For det andet finder Retten at maatte forkaste sagsoegerens argument om, at faellesskabsinstitutionen skulle vaere bundet af de oplysninger, der blev givet i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, hvori ansoegerne fik at vide, at arbejdet udfoertes som skifteholdstjeneste, og at den anfaegtede afgoerelse af denne grund skulle have aendret sagsoegerens retsstilling. Som Domstolen har udtalt, bestaar "den vaesentlige rolle, meddelelsen om udvaelgelsesproeven ifoelge tjenestemandsvedtaegten boer spille, netop i at underrette de interesserede saa noejagtigt som muligt om de betingelser, de skal opfylde ved besaettelsen af den paagaeldende stilling, for at bringe dem i stand til at bedoemme, om det har noget formaal for dem at indgive en ansoegning" (Domstolens dom af 28.6.1979, sag 255/78, Anselme og Constant mod Kommissionen, Sml. s. 2323, og af 18.2.1982, sag 67/81, Ruske mod Kommissionen, Sml. s 661). I den foreliggende sag har ansoegerne ganske vist gennem anvendelsen af artikel 1, stk. 1, i bilag III til vedtaegten, hvorefter "... meddelelse om udvaelgelsesproeven ... boer specificere ... c) arbejdets art og omraade for de stillinger, der skal besaettes", faaet oplyst, at tjenesten var organiseret som skifteholdsarbejde. De informationer, der saaledes var givet ansoegerne, og som havde til formaal at goere det muligt for dem at indgive ansoegninger paa et fuldt oplyst grundlag, har imidlertid hverken til formaal eller til foelge at paalaegge administrationen at foretage en definitiv organisation af tjenesten efter ansaettelsen af de ansoegere, der havde bestaaet, udelukkende efter de saaledes fastsatte retningslinjer, med den virkning, at en anden organisation ville blive ulovlig. At tillaegge meddelelsen om en udvaelgelsesproeve en saadan betydning ville vaere det samme som at fratage administrationen det vide skoen, som den har til at organisere tjenesten bedst muligt. Sagsoegeren kan derfor ikke med foeje paaberaabe sig oplysningerne i meddelelsen om udvaelgelsesproeve som grundlag for at haevde, at den anfaegtede afgoerelse har haft retsvirkninger i forhold til ham eller har aendret hans vedtaegtsmaessige stilling.

35 Med hensyn for det tredje til de faktiske og oekonomiske virkninger, som den anfaegtede afgoerelse har kunnet have, skal det anfoeres, at mens afgoerelsen foreloebig, rent teoretisk set, kunne medfoere indstilling af udbetalingen af tillaegget for skifteholdsarbejde fra den 1.november 1991 at regne, blev tillaegget imidlertid ved note af 25. november 1991 igen tillagt sagsoegeren med tilbagevirkende kraft fra den 1. november 1991. Gentildelingen af tillaegget falder saaledes sammen med datoen for ikrafttraedelsen af den anfaegtede afgoerelse. Det var saaledes foerst ved afgoerelsen af 27. april 1992, hvorved sagsoegeren forflyttedes, at der skete en indstilling af udbetalingen til sagsoegeren af det naevnte tillaeg. Det foelger heraf, at den anfaegtede afgoerelse, paa tidspunktet for anlaeggelsen af naervaerende sag, ikke havde haft nogen retlig eller faktisk virkning, ligesom den ikke kunne antages at faa saadanne virkninger paa grund af fremkomsten af den ovennaevnte afgoerelse af 27. april 1992.

36 Endelig er det, i modsaetning til det af sagsoegeren under den mundtlige forhandling haevdede, alene afgoerelsen af 27. april 1992, hvorved sagsoegeren foer sagsanlaegget placeredes i Raadets Generalsekretariat, der er bebyrdende, idet man herved traf bestemmelse om at indstille udbetalingen af tillaegget i henhold til vedtaegtens artikel 56a til sagsoegeren. Efter administrationens afvisning af klagen over denne afgoerelse er den i oevrigt blevet genstand for et saerskilt soegsmaal, der for tiden verserer for Retten. For det, rent hypotetiske tilfaelde, som af sagsoegeren fremfoert, at Retten skulle give ham medhold i hans paastande i sag T-20/93 (jf. ovenfor, praemis 7), ville annullationen af afgoerelse af 27. april 1992 alene have som virkning at genplacere sagsoegeren i den situation, der forelaa foer den annullerede afgoerelse, dvs. saaledes som Raadet har erkendt under den mundtlige forhandling, at sagsoegeren i henhold til EOEF-traktatens artikel 176 paa ny skulle tilknyttes Sikkerhedstjenesten uden skifteholdsarbejde, men saaledes, at hans oekonomiske situation i det hele skulle opretholdes, alt under forbehold af en eventuel kommende afgoerelse med virkning for fremtiden af spoergsmaalet om udbetaling til ham af tillaegget for skifteholdstjeneste. En saadan annullation ville saaledes i sig selv og under alle omstaendigheder vaere uden indflydelse paa formalitetsspoergsmaalet i sagen her, hvilket spoergsmaal skal afgoeres efter omstaendighederne paa tidspunktet for sagens anlaeg.

37 Det foelger af det foregaaende, at soegsmaalet, der er rettet mod en afgoerelse, som ikke har aendret hverken sagsoegerens retlige eller faktiske situation, ikke indeholder en bebyrdende afgoerelse over for ham og saaledes som udgangspunkt maa afvises.

38 Under hensyn til den ovennaevnte retspraksis, navnlig Reinarz-dommen, finder Retten, at det herefter maa undersoeges, om den anfaegtede retsakt, som haevdet af sagsoegeren, kan goeres til genstand for et soegsmaal under hensyn til de saerlige omstaendigheder, som har begrundet den. Herved er det Rettens opfattelse, at den anfaegtede afgoerelse kun ville kunne anses for bebyrdende for sagsoegeren, hvis det viste sig, enten at den var ensbetydende med en skjult sanktion, eller at den var udtryk for en vilje til forskelsbehandling til skade for sagsoegeren, eller at den var udtryk for magtfordrejning, hvilke tre anbringender i oevrigt udtrykkeligt er gjort gaeldende af sagsoegeren.

39 For det foerste er formodningen for, at den anfaegtede afgoerelse skulle vaere en skjult sanktion, paa ingen maade godtgjort i dette tilfaelde. Som det er anfoert ovenfor (i praemis 33), er argumentet om, at der skulle vaere sket en fremadskridende reduktion af sagsoegerens arbejdsomraader, nemlig paa ingen maade stoettet af sagens akter. I oevrigt har den paagaeldende fortsat oppebaaret tillaegget for skifteholdstjeneste.

40 I oevrigt bemaerker Retten alene under henvisning til antallet af sagsoegerens fravaersdage ° hvilke udtrykkeligt er erkendt af ham under den skriftlige forhandling, navnlig paa staevningens s. 5 og 10 ° at administrationen ikke har udoevet noget vaesentligt fejlskoen ved at antage, at et saadant fravaer ° hvorved der ikke er taget hensyn til sagsoegerens fravaer begrundet i andre forpligtelser i institutionen ° nemlig 156 i loebet af perioden fra den 1. januar 1990 til den 30 september 1991, uanset om de paaberaabte grunde til det var holdbare, var uforeneligt med skifteholdsarbejde, navnlig for saa vidt angaar arbejdsopgaver i institutionens Sikkerhedstjeneste. Denne bedoemmelse, som alene hviler paa sagsoegerens egne oplysninger, aendres ikke af eventuelle faktiske fejl begaaet af administrationen ved beregningen af fravaeret.

41 Med hensyn, for det andet, til spoergsmaalet, om den anfaegtede afgoerelse udgoer en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, er det Rettens opfattelse, at dette princip ikke kan fortolkes derhen, at administrationen, som i forbindelse med organisationen af tjenesten skal tage hensyn til sine ressourcer, er tvunget til at vedtage fuldstaendig ensartede forholdsregler over for enhver ansat, som paa grund af fravaer har bragt sig i en situation svarende til sagsoegerens. Under saadanne omstaendigheder har administrationen fortsat sin skoensmaessige befoejelse til bedst muligt at sikre tjenestens fortsatte funktion, i hvert fald naar, som i det foreliggende tilfaelde, de vedtagne forholdsregler ikke grunder sig paa et aabenbart fejlskoen og ikke udgoer en skjult sanktion.

42 For det tredje er sagsoegerens haevdelse af, at den anfaegtede afgoerelse skulle vaere udtryk for magtfordrejning, paa ingen maade godtgjort, hvilket sagsoegerens repraesentant i oevrigt har erkendt under den mundtlige forhandling, idet han anfoerte, at paastanden alene hvilede paa en "fornemmelse". Navnlig fremgaar det paa ingen maade af sagens akter, at den anfaegtede afgoerelse har nogen form for forbindelse med sagsoegerens arbejde i Personaleudvalget eller hans forskellige aktiviteter som repraesentant paa tekniske og sociale omraader.

43 Det foelger af det foregaaende, at sagen maa afvises.

44 I oevrigt bemaerkes af hensyn til sagsoegerens interesser, at han efter Rettens opfattelse ikke har grundlag for at haevde, at den skriftlige forhandling skulle have afsloeret, at den anfaegtede afgoerelse skulle vaere truffet under tilsidesaettelse af begrundelsespligten efter vedtaegtens artikel 25. Uanset de betingelser, hvorunder den sagsoegte institution efterhaanden har kunne oplyse sagsoegerens fravaer ° hvilket er tilstraekkeligt oplyst under forberedelsen, navnlig ved sagsoegerens egne udtalelser ° er den naevnte afgoerelse klart stoettet paa uforeneligheden mellem dette fravaer og de forpligtelser og den bundethed, der foelger af skifteholdsarbejdets uafbrudte forloeb. Det foelger i oevrigt af alt foregaaende, at sagsoegeren, modsat det af ham haevdede, paa ingen maade er sat i en situation, der har gjort det umuligt for ham at haevde sine rettigheder over for den naevnte afgoerelse, ligesom heller ikke Retten har vaeret sat i en situation, der gjorde det umuligt for den at gennemfoere den retlige kontrol.

45 Det foelger af det anfoerte, at sagen maa afvises, og at sagsoegte under alle omstaendigheder maatte frifindes. Sagen maa derfor afvises, ogsaa uden, at det er fornoedent for Retten at anordne den begaerede bevisoptagelse.

Sagens omkostninger

46 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den part, der taber sagen, at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Imidlertid baerer institutionerne efter reglementets artikel 88 selv deres egne omkostninger i sager anlagt af Faellesskabernes ansatte.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Hver part baerer egne omkostninger.