61992J0408

++++

Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° traktatens artikel 119 ° anvendelse paa private erhvervstilknyttede pensionsordninger ° afgoerelse i dom af 17. maj 1990 i sag C-262/88 ° tilvejebringelse af ligestilling ved at saette kvindernes pensionsalder op til samme niveau som maendenes for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder mellem afsigelsen af dommen og indfoerelsen af en ensartet pensionsalder ° finansielle vanskeligheder som begrundelse ° ikke tilladt ° anvendelse af den ordning, der gaelder for kvinder, paa maend for saa vidt angaar disse perioder ° afskaffelse af de fordele, der tidligere blev givet kvinder for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder efter fastsaettelsen af en ensartet pensionsalder ° tilladt ° indfoerelse af selv forbigaaende foranstaltninger, der begraenser de uheldige konsekvenser for kvinderne af fastsaettelsen af en ensartet pensionsalder ° ikke tilladt

(EOEF-traktaten, art. 119)

Traktatens artikel 119 er til hinder for, at en arbejdsgiver eller en erhvervstilknyttet pensionsordning ° som traeffer de foranstaltninger med hensyn til fastsaettelse af en ensartet pensionsalder for maend og kvinder, der er noedvendige for at efterkomme dommen af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88) og tilvejebringe ligestilling ° saetter kvindernes pensionsalder op til samme niveau som maendenes, for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder mellem det tidspunkt, hvor dommen blev afsagt, og ikrafttraedelsestidspunktet for de naevnte foranstaltninger, selv under henvisning til sine egne eller den paagaeldende virksomheds finansielle vanskeligheder. For saa vidt angaar denne periode skal mandlige arbejdstageres pensionsrettigheder beregnes paa grundlag af samme pensionsalder som den, der gaelder for kvindelige arbejdstagere. Naar foerst Domstolen har fastslaaet, at der foreligger forskelsbehandling med hensyn til loen, og saa laenge pensionskassen ikke har truffet foranstaltninger til at tilvejebringe ligebehandling, kan artikel 119 nemlig kun sikres overholdt ved at give personer i den ugunstigt stillede gruppe de samme fordele, som personerne i den privilegerede gruppe har.

For saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder efter det tidspunkt, hvor den ensartede pensionsalder traadte i kraft, er artikel 119, hvorefter det blot forlanges, at maend og kvinder modtager samme loen for samme arbejde, derimod ikke til hinder for foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling ved at begraense fordelene for de personer, der tidligere var privilegerede, idet der dog ikke kan traeffes ° selv forbigaaende ° foranstaltninger, som skal begraense de uheldige konsekvenser, det kan have for kvinderne, at pensionsalderen saettes op.

Med hensyn til beskaeftigelsesperioder foer den 17. maj 1990 udelukkede Barber-dommen, at artikel 119 kunne finde anvendelse paa pensionsydelser, der vedroerte disse perioder. Heraf foelger, at faellesskabsretten ikke indeholdt nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfoelgende begraenser de fordele, kvinderne har haft.

1 Ved afgoerelse af 2. november 1992 indgaaet til Domstolen den 6. december 1992 har Bedford Industrial Tribunal i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 119 med hensyn til forskellige maader, hvorpaa pensionsalderen for maend og kvinder i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger kan goeres ensartet.

2 Spoergsmaalene er rejst under en sag anlagt af Constance Smith og fire andre kvinder mod Avdel Systems Ltd angaaende fastsaettelse af en ensartet pensionsalder for maend og kvinder.

3 Sagsoegerne i hovedsagen er eller har vaeret tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning, Avdel Pension & Life Assurance Plan, som er oprettet af deres arbejdsgiver, Avdel Systems Ltd.

4 Ordningen, som ifoelge aftale er undtaget fra den statslige indtaegtsbestemte pensionsordning (contracted out of the State Earnings Related Pension Scheme), finansieres ved hjaelp af bidrag fra saavel arbejdsgiveren som de ansatte. Ifoelge ordningen har de tilsluttede bl.a. ret til at faa udbetalt en erhvervstilknyttet pension, saa snart de naar pensionsalderen.

5 Indtil den 30. juni 1991 var pensionsalderen fastsat til 65 aar for maend og 60 aar for kvinder. Med virkning fra den 1. juli 1991 blev pensionsalderen fastsat til 65 aar for baade maend og kvinder. Ifoelge forelaeggelsesafgoerelsen vedroerer aendringen saavel ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder efter den 1. juli 1991, som ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder foer dette tidspunkt.

6 Konsekvenserne af, at pensionsalderen for kvinder er blevet sat op, har fra den 1. juli 1991 vaeret foelgende:

a) Hvis en kvinde gaar paa pension som 60-aarig, vil hendes pension aktuarmaessigt blive nedsat med 4% p.a. for hvert aar mellem det tidspunkt, hvor hun gaar paa pension, og det tidspunkt, hvor hun fylder 65 aar, mens hun efter den tidligere regel ville have faaet fuld pension.

b) Hvis en kvinde udtraeder af ordningen, foer hun fylder 65 aar, bliver de allerede optjente pensionsrettigheder, som kan overfoeres til en anden ordning eller anvendes til koeb af en forsikringspolice, beregnet paa grundlag af en pensionsalder paa 65 aar.

c) Hvis en kvinde gaar paa pension som 60-aarig, bliver de pensionsydelser, hun tidligere har optjent hos en anden arbejdsgiver paa grundlag af en pensionsalder paa 60 aar, og hvortil rettighederne er overfoert til den nuvaerende ordning, aktuarmaessigt nedsat som angivet ovenfor under a). Imidlertid kan de samlede pensionsudbetalinger med hensyn til disse ydelser ikke vaere mindre end det beloeb, der er tilsikret den paagaeldende paa tidspunktet for overfoerslen til ordningen.

7 For Bedford Industrial Tribunal verserer 78 sager anlagt af kvinder, hvis oekonomiske situation ° som foelge af, at deres pensionsalder er blevet sat op til samme niveau som maendenes ° er blevet forringet i forhold til, hvad de kunne forvente efter den tidligere regel.

8 De fem sagsoegere i hovedsagen er blevet udvalgt som repraesentanter for forskellige kategorier:

a) Kvinder, som er gaaet paa pension efter den 1. juli 1991 paa et tidspunkt, hvor de var mellem 60 og 65 aar. I medfoer af de nye regler er deres pension blevet nedsat med indtil 20%.

b) Kvinder, som stadig er i arbejde, men som ikke laengere er tilsluttet ordningen. De kan goere krav paa en opsat pension beregnet i forhold til de rettigheder, de har optjent, mens de har vaeret tilsluttet ordningen, men vaerdien af denne pension beregnes paa grundlag af den normale pensionsalder paa 65 aar.

c) Kvinder, som stadig er i arbejde, og som har overfoert rettigheder, de har optjent hos en tidligere arbejdsgiver, til ordningen. Saafremt disse kvinder gaar paa pension paa et tidspunkt, hvor de er mellem 60 og 65 aar, bliver deres pensionsrettigheder aktuarmaessigt nedsat med 4% p.a. som angivet ovenfor, indtil de fylder 65 aar.

9 Paa denne baggrund fandt Bedford Industrial Tribunal det formaalstjenligt at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er det ° naar den normale pensionsalder i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning er forskellig for maend og kvinder (henholdsvis 65 og 60 aar), og en arbejdsgiver paa baggrund af dommen i sagen Barber mod Guardian Royal Exchange Assurance Group soeger at ophaeve denne forskelsbehandling ° uforeneligt med EOEF-traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren indfoerer en faelles pensionsalder paa 65 aar for maend og kvinder

i) med hensyn til ydelser, som udbetales til ansatte i henhold til den erhvervstilknyttede pensionsordning, og som er baseret paa antallet af pensionsgivende tjenesteaar efter ligestillingstidspunktet, der var den 1. juli 1991

ii) med hensyn til ydelser, som udbetales til ansatte i henhold til den erhvervstilknyttede pensionsordning, og som er baseret paa antallet af pensionsgivende tjenesteaar den 17. maj 1990 eller derefter, men foer ligestillingstidspunktet, naar dette var den 1. juli 1991

iii) med hensyn til ydelser, som udbetales til ansatte i henhold til den erhvervstilknyttede pensionsordning, og som er baseret paa antallet af pensionsgivende tjenesteaar foer den 17. maj 1990, naar ligestillingstidspunktet var den 1. juli 1991?

2) Er arbejdsgiveren ° hvis hele spoergsmaal 1) eller en del af det maa besvares benaegtende ° efter artikel 119 forpligtet til at begraense de uheldige konsekvenser saa meget som muligt, for saa vidt angaar kvinder, hvis ydelser beroeres af arbejdsgiverens beslutning om at ophaeve forskellen i pensionsalder?

3) Kan arbejdsgiveren ° hvis hele spoergsmaal 1) eller en del af det maa besvares bekraeftende ° i overensstemmelse med artikel 119 paaberaabe sig princippet om en objektiv begrundelse ved at henvise til, at virksomhedens eller den erhvervstilknyttede pensionsordnings behov begrunder en nedsaettelse af de ydelser, der udbetales til kvinder, og hvilke faktorer er i bekraeftende fald relevante ved afgoerelsen af, om det er godtgjort, at der foreligger en saadan objektiv begrundelse?"

Foerste spoergsmaal

10 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, hvilket spillerum en erhvervstilknyttet pensionsordning har, naar den ° efter at det er blevet fastslaaet, at det er uforeneligt med traktatens artikel 119 at fastsaette en pensionsalder, der er forskellig for maend og kvinder ° traeffer foranstaltninger til at tilvejebringe ligestilling baade med hensyn til tidligere og fremtidige perioder.

11 Det bemaerkes, at Domstolen i dommen af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, herefter benaevnt "Barber-dommen") fastslog, at pension, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er "contracted-out", er omfattet af traktatens artikel 119 (praemis 28), som forbyder enhver form for loenmaessig forskelsbehandling af maend og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen. Foelgelig er det i strid med artikel 119 at fastsaette forskellige aldersbetingelser for de to koen, selv om forskellen i pensionsalder for maend og kvinder svarer til den forskel, der gaelder efter den nationale lovbestemte ordning (praemis 32).

12 Imidlertid foerte bydende retssikkerhedshensyn til, at Domstolen fastslog, at den direkte virkning af artikel 119 kun kan paaberaabes til stoette for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for saa vidt angaar ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder efter dommens afsigelse den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede paaroerende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (punkt 5 i Barber-dommens konklusion, som praeciseret af Domstolen, bl.a. i dommen af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879).

13 I den erhvervstilknyttede ordning, hovedsagen drejer sig om, har man truffet den omtvistede foranstaltning for at efterkomme Barber-dommen. Med henblik herpaa har man valgt en af de to maader, ligestilling kan tilvejebringes paa: I stedet for at give maend samme fordel, som kvinderne har haft, og altsaa saette deres pensionsalder ned til samme niveau som kvindernes, har man ° ogsaa for saa vidt angaar tidligere beskaeftigelsesperioder, herunder perioder foer Barber-dommen ° sat kvindernes pensionsalder op til samme niveau som maendenes, hvilket har resulteret i, at kvindernes situation er blevet forvaerret.

14 Under disse omstaendigheder maa det praejudicielle spoergsmaal forstaas saaledes, at det oenskes oplyst, om det med henblik paa at tilvejebringe ligestilling er tilladt ° baade for saa vidt angaar tidligere og fremtidige beskaeftigelsesperioder ° at fratage den privilegerede gruppe (her kvinder) den fordel, de havde, naar dette ses enten i relation til ikrafttraedelsestidspunktet for en saadan foranstaltning (her den 1.7.1991) eller til Barber-dommen (den 17.5.1990), hvorved den forskelsbehandling, der skal ophaeves, blev fastslaaet.

15 Hertil bemaerkes, at Domstolen i dommen af 8. april 1976 i Defrenne-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455, praemis 15) ° i forbindelse med et under hovedsagen fremsat krav om erstatning paa grund af forskelsbehandling med hensyn til loen ° udtalte, at man, fordi artikel 119 er kaedet sammen med udjaevningen af arbejdsvilkaarene paa et stadigt stigende niveau, kan se bort fra indvendingen om, at denne artikel kan overholdes paa anden maade end gennem en stigning i de laveste loenninger.

16 Desuden praeciserede Domstolen i dommen af 7. februar 1991 i Nimz-sagen (sag C-184/89, Sml. I, s. 297, praemis 18, 19 og 20), at den nationale ret har pligt til at tilsidesaette enhver national bestemmelse, der er diskriminerende, uden at den behoever at anmode om eller afvente, at bestemmelsen forinden ophaeves ved overenskomstforhandlinger eller paa en anden, i forfatningen foreskrevet maade, og ligeledes har pligt til at anvende de samme regler paa den gruppe, der stilles ugunstigt, som gaelder for de oevrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret.

17 Heraf foelger, at naar foerst Domstolen har fastslaaet, at der foreligger forskelsbehandling med hensyn til loen, og saa laenge pensionskassen ikke har truffet foranstaltninger til at tilvejebringe ligebehandling, kan artikel 119 kun sikres overholdt ved at give personer i den ugunstigt stillede gruppe de samme fordele, som personerne i den privilegerede gruppe har.

18 En anvendelse af dette princip i den foreliggende sag indebaerer, at mandlige arbejdstageres pensionsrettigheder skal beregnes paa grundlag af samme pensionsalder som den, der gaelder for kvindelige arbejdstagere, for saa vidt angaar perioden mellem den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, og den 1. juli 1991, hvor der inden for ordningen blev truffet foranstaltninger med henblik paa at tilvejebringe ligestilling.

19 Med hensyn til beskaeftigelsesperioder foer den 17. maj 1990 skal det blot bemaerkes, at Barber-dommen udelukkede, at artikel 119 kunne finde anvendelse paa pensionsydelser, der vedroerte disse perioder, hvorfor arbejdsgiverne og de, der administrerer ordningen, ikke laengere har pligt til at sikre ligebehandling med hensyn til disse ydelser.

20 Heraf foelger, at faellesskabsretten for saa vidt angaar disse perioder ikke indeholdt nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfoelgende begraenser de fordele, kvinderne har haft.

21 Med hensyn til beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter det tidspunkt, hvor de regler, der skulle ophaeve forskelsbehandlingen, traadte i kraft ° i dette tilfaelde den 1. juli 1991 ° er artikel 119 ikke til hinder for foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling ved at begraense fordelene for de personer, der tidligere var privilegerede. Artikel 119 forlanger nemlig blot, at maend og kvinder modtager samme loen for samme arbejde, ikke at loennen skal ligge paa et bestemt niveau.

22 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at traktatens artikel 119 er til hinder for, at en arbejdsgiver, som traeffer de foranstaltninger, der er noedvendige for at efterkomme Barber-dommen, saetter kvindernes pensionsalder op til samme niveau som maendenes for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990, hvor dommen blev afsagt, og ikrafttraedelsestidspunktet for de naevnte foranstaltninger. Derimod er artikel 119 ikke til hinder for en saadan fremgangsmaade for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder efter dette tidspunkt. For saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder foer den 17. maj 1990 indeholdt faellesskabsretten ikke nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfoelgende begraenser de fordele, kvinderne har haft.

Andet spoergsmaal

23 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om der, saafremt det efter artikel 119 er tilladt at saette kvindernes pensionsalder op til samme niveau som maendenes, bestaar en pligt for de erhvervstilknyttede pensionsordninger, som fastsaetter en saadan ensartet pensionsalder, til at begraense de uheldige konsekvenser, denne aendring kan have for kvinderne, saa meget som muligt.

24 Naar henses til besvarelsen af det foerste spoergsmaal, rejser det andet spoergsmaal sig kun for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder efter ikrafttraedelsestidspunktet for foranstaltninger, hvorefter ligestilling tilvejebringes ved, at kvindernes pensionsalder saettes op.

25 I denne forbindelse er det tilstraekkeligt at bemaerke, at ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til loen er et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper, og at arbejdsgiveren i betragtning af artikel 119' s direkte virkning skal gennemfoere ligebehandlingen oejeblikkeligt og fuldstaendigt.

26 Naar en arbejdsgiver, efter at det er fastslaaet, at der foreligger forskelsbehandling, tager skridt til at tilvejebringe ligestilling for fremtiden ved at begraense den privilegerede gruppes fordele, kan den ligestilling, der skal opnaas, foelgelig ikke indfoeres gradvis, naar dette giver sig udslag i, at der opretholdes en ° selv forbigaaende ° forskelsbehandling.

27 Foelgelig maa det andet spoergsmaal besvares med, at naar en arbejdsgiver beslutter at saette kvindernes pensionsalder op til samme niveau som maendenes for at ophaeve en forskelsbehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for saa vidt angaar ydelser, der vedroerer fremtidige beskaeftigelsesperioder, kan der ikke i forbindelse hermed indfoeres ° selv forbigaaende ° foranstaltninger, som skal begraense de uheldige konsekvenser, dette kan have for kvinderne.

Tredje spoergsmaal

28 Med det tredje spoergsmaal oenskes det i det vaesentlige oplyst, om en erhvervstilknyttet pensionsordning i tilfaelde, hvor artikel 119 er til hinder for, at ligebehandling tilvejebringes ved, at kvindernes pensionsalder saettes op, alligevel kan indfoere en saadan aendring, naar den er objektivt begrundet i virksomhedens eller pensionsordningens eget behov.

29 Dette spoergsmaal drejer sig om pensionsydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, og ikrafttraedelsestidspunktet for de foranstaltninger, hvorved der tilvejebringes ligebehandling ved at saette kvindernes pensionsalder op. Som anfoert ovenfor er det nemlig kun for saa vidt angaar disse perioder, at denne fremgangsmaade ikke er tilladt.

30 I denne forbindelse bemaerkes, at selv om det i denne sammenhaeng maatte vaere muligt at tage hensyn til virksomhedens eller den paagaeldende pensionsordnings objektivt begrundede behov, ville de, der administrerer den erhvervstilknyttede pensionsordning, ikke med foeje kunne henvise til saa store finansielle vanskeligheder som dem, Domstolen tog i betragtning i Barber-dommen, som begrundelse for at saette kvindernes pensionsalder op i denne periode, idet den er forholdsvis kort og under alle omstaendigheder maa tilskrives pensionsordningens egen adfaerd.

31 Det tredje spoergsmaal maa derfor besvares med, at traktatens artikel 119 er til hinder for, at en erhvervstilknyttet ordning under henvisning til sine egne eller den paagaeldende virksomheds vanskeligheder efterfoelgende haever kvindernes pensionsalder for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990 og ikrafttraedelsestidspunktet for de foranstaltninger, hvorved den paagaeldende ordning har tilvejebragt ligestilling.

Sagens omkostninger

32 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den nederlandske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bedford Industrial Tribunal ved afgoerelse af 2. november 1992, for ret:

1) EOEF-traktatens artikel 119 er til hinder for, at en arbejdsgiver, som traeffer de foranstaltninger, der er noedvendige for at efterkomme dommen af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88), saetter kvindernes pensionsalder op til samme niveau som maendenes for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990 og ikrafttraedelsestidspunktet for de naevnte foranstaltninger. Derimod er artikel 119 ikke til hinder for en saadan fremgangsmaade for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder efter dette tidspunkt. For saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder foer den 17. maj 1990 indeholdt faellesskabsretten ikke nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfoelgende begraenser de fordele, kvinderne har haft.

2) Naar en arbejdsgiver som foelge af Barber-dommen beslutter at saette kvindernes pensionsalder op til samme niveau som maendenes for at ophaeve en forskelsbehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for saa vidt angaar ydelser, der vedroerer fremtidige beskaeftigelsesperioder, kan der ikke i forbindelse hermed traeffes ° selv forbigaaende ° foranstaltninger, som skal begraense de uheldige konsekvenser, dette kan have for kvinderne.

3) Traktatens artikel 119 er til hinder for, at en erhvervstilknyttet ordning under henvisning til sine egne eller den paagaeldende virksomheds vanskeligheder efterfoelgende haever kvindernes pensionsalder for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990 og ikrafttraedelsestidspunktet for de foranstaltninger, hvorved den paagaeldende ordning har tilvejebragt ligestilling.