61992J0406

++++

1. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° forholdet til andre konventioner ° konventioner vedroerende et saerligt retsomraade ° konvention der indeholder regler om retternes kompetence ° anvendelse af Bruxelles-konventionen udelukket ° begraensninger ° anvendelse af Bruxelles-konventionen paa forhold, der ikke er reguleret i specialkonventionen

(Konventionen af 27.9.1968, art. 57)

2. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° litispendens ° krav fremsat mellem samme parter ° parterne i de to sager kun til dels identiske ° enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, skal erklaere sig inkompetent ° gaelder kun i forhold til parter, der ligeledes er parter i den foerst anlagte sag

(Konventionen af 27.9.1968, art. 21)

3. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° litispendens ° krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag ° begreb ° erstatningssoegsmaal med paastand om, at sagsoegte tilpligtes at betale erstatning for den indtrufne skade, og denne parts paastand om anerkendelsesdom for, at han ikke er ansvarlig for samme skade ° omfattet ° national rets sondring mellem soegsmaal "in personam" og "in rem" ° uden betydning

(Konventionen af 27.9.1968, art. 21)

4. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° indbyrdes sammenhaengende krav ° begreb ° selvstaendig fortolkning ° risiko for modstridende afgoerelser ° krav fremsat mod ejeren af et skib af forskellige grupper ladningsejere med henblik paa at opnaa erstatning for skade, opstaaet under den faelles soetransport af varerne, i tilfaelde hvor transporten er foretaget i henhold til saerskilte, men identisk affattede aftaler

(Konventionen af 27.9.1968, art. 22)

1. Artikel 57 i Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at i tilfaelde hvor en kontraherende stat ligeledes er kontraherende part i en anden konvention, som vedroerer et saerligt omraade, og som indeholder regler om retternes kompetence, udelukker en saadan specialkonvention kun, at Bruxelles-konventionens bestemmelser finder anvendelse paa forhold, der er reguleret i specialkonventionen, men ikke paa forhold, der ikke er reguleret i specialkonventionen. Naar en specialkonvention saaledes indeholder bestemte kompetenceregler, men ikke regler om litispendens og indbyrdes sammenhaengende krav, skal Bruxelles-konventionens artikel 21 og 22 finde anvendelse.

2. Konventionens artikel 21 skal fortolkes saaledes, at det i artiklen opstillede krav om, at parterne i de to sager er identiske ° som betingelse for, at den ret, ved hvilken der senest er anlagt sag, har pligt til at erklaere sig inkompetent ° skal gaelde uafhaengigt af parternes stilling i hver af de to sager. I tilfaelde hvor parterne i den senest anlagte sag kun til dels er de samme som parterne i den sag, der tidligere er anlagt i en anden kontraherende stat, kraever artiklen kun, at den ret, ved hvilken sag senest er anlagt, erklaerer sig inkompetent, i det omfang parterne i den for retten verserende sag ligeledes er parter i den tidligere anlagte sag; artiklen er ikke til hinder for, at sagen fortsaettes mellem de oevrige parter.

3. I konventionens artikel 21 omfatter kravets "grundlag" de faktiske omstaendigheder og den retsregel, der paaberaabes til stoette for kravet, og ved ordet "genstand" maa forstaas, hvad kravet gaar ud paa. Et krav om, at det fastslaas, at sagsoegte er ansvarlig for en skade, samt om, at han tilpligtes at betale erstatning, hviler paa samme grundlag og har samme genstand i artiklens forstand som et krav, som den nu sagsoegte tidligere har fremsat om, at det fastslaas, at han ikke er ansvarlig for skaden. Et senere fremsat krav hviler fortsat paa samme grundlag, har samme genstand og fremsaettes mellem de samme parter som et tidligere fremsat krav, saafremt det foerst fremsatte krav er fremsat af ejeren af et skib for en ret i en kontraherende stat i form af en sag "in personam", hvorunder der er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at skibets ejer ikke er ansvarlig for en paastaaet skade paa gods, der er blevet befordret med hans skib, mens det senere fremsatte krav er blevet fremsat af ladningsejeren for en ret i en anden kontraherende stat i form af en sag "in rem" vedroerende et skib, hvori der er foretaget arrest, og sagen fortsaettes enten saavel "in rem" som "in personam" eller alene "in personam", afhaengig af, hvorledes der i national ret i den anden kontraherende stat sondres mellem disse soegsmaalsformer.

4. Begrebet "indbyrdes sammenhaengende krav", som defineret i konventionens artikel 22, stk. 3, skal fortolkes selvstaendigt, og der maa anlaegges en vid fortolkning ° uden hensyn til den fortolkning, der anlaegges af begrebet uforenelige afgoerelser i konventionens artikel 27, stk. 3, saaledes ° at det omfatter alle tilfaelde, hvor der er risiko for modstridende afgoerelser, og dette maa ogsaa gaelde i tilfaelde, hvor afgoerelserne kan fuldbyrdes saerskilt og deres retsvirkninger ikke gensidigt udelukker hinanden. For at paa den ene side et krav, der er fremsat i en kontraherende stat af en gruppe ladningsejere mod ejeren af et skib med henblik paa at opnaa erstatning for en skade paa en del af en bulklast, der er blevet befordret i henhold til saerskilte, men identisk affattede aftaler, og paa den anden side et erstatningskrav, der er fremsat i en anden kontraherende stat mod samme skibsejer af ejerne af en anden del af den ladning, der blev befordret paa samme vilkaar og i henhold til saerskilte aftaler, der imidlertid er identiske med de aftaler, der var indgaaet mellem den foerstnaevnte gruppe og skibets ejer, maa betragtes som indbyrdes sammenhaengende krav, er det saaledes tilstraekkeligt, at saerskilt behandling og paakendelse af kravene indebaerer risiko for indbyrdes modstridende retsafgoerelser, uden at det kraeves, at der er risiko for retsvirkninger, der gensidigt udelukker hinanden.

1 Ved kendelse af 5. juni 1992, indgaaet til Domstolen den 4. december 1992, har Court of Appeal i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17, herefter benaevnt "konventionen" eller "Bruxelles-konventionen"), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, jf. ° den aendrede tekst ° s. 77, herefter benaevnt "tiltraedelseskonventionen"), stillet en raekke praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af konventionens artikel 21, 22 og 57.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under to sager. Sagernes faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for de nationale retsinstanser er kort gengivet i det foelgende.

3 I september 1988 blev en ladning sojaolie, der tilhoerte forskellige ejere (herefter benaevnt "ladningsejerne"), befordret som bulklast om bord paa skibet Tatry, der tilhoerer et polsk rederi, selskabet Zegluga Polska Spolka Akceyjna ° i forelaeggelseskendelsen benaevnt "skibets ejere". Transporten fandt sted fra Brasilien og havde dels Rotterdam, dels Hamburg som bestemmelsessted. Ladningsejerne reklamerede over for skibets ejere over, at godset var blevet forurenet med diesel eller andre kulbrinter under transporten.

4 Ladningsejerne kan opdeles i tre grupper:

° gruppe 1: der omfatter ejere af gods, der blev befordret til Rotterdam i henhold til saerskilte konnossementer

° gruppe 2: der ikke er en egentlig "gruppe", men bestaar af selskabet Phillip Brothers Ltd (herefter benaevnt "Phibro"), der har hjemsted i Det Forenede Kongerige; Phibro var ladningsejere af en anden del af det parti, der blev befordret til Rotterdam, ligeledes i henhold til saerskilte konnossementer

° gruppe 3: der bestaar af fire ejere af det parti, der i henhold til fire saerskilte konnossementer blev befordret til Hamburg; denne gruppe bestaar af Phibro (for saa vidt angaar andre partier end naevnt under gruppe 2) samt Bunge & Co. Ltd, der ligeledes har hjemsted i Det Forenede Kongerige, Hobum Oele und Fette AG og Handelsgesellschaft Kurt Nitzer GmbH, der begge har hjemsted i Tyskland.

5 De forskellige ladningsejere og skibets ejere anlagde en raekke sager for retter i Nederlandene og i Det Forenede Kongerige.

a) Sager anlagt af skibets ejere

6 Den 18. november 1988 anlagde skibets ejere, som den foerste af en raekke sager, sag ved Arrondissementsrechtbank, Rotterdam, mod gruppe 1 og 3, dog med undtagelse af Phibro, med paastand om, at det anerkendtes, at skibets ejere ikke var ansvarlige for eller kun delvis ansvarlige for den paastaaede forurening af godset.

7 Ejerne i gruppe 1 blev sagsoegt ved Arrondissementsrechtbank, Rotterdam, i henhold til konventionens artikel 2, mens ejerne i gruppe 3 blev sagsoegt i henhold til konventionens artikel 6, nr. 1.

8 Der blev ikke i 1988 anlagt sag af skibets ejere mod gruppe 2 (Phibro). Foerst den 18. september 1989 anlagde skibets ejere saerskilt sag i Nederlandene med paastand om, at det anerkendtes, at de ikke var ansvarlige for forureningen af den ladning, der blev leveret i Rotterdam til gruppe 2. Denne sag blev anlagt mod Phibro' s agenter i Rotterdam, der havde praesenteret konnossementerne paa selskabets vegne.

9 Den 26. oktober 1990 anlagde skibets ejere sager i Nederlandene med henblik paa at begraense deres ansvar for saa vidt angik hele ladningen. Disse sager blev anlagt i henhold til den internationale konvention af 10. oktober 1957 om begraensning af rederes ansvar (International Transport Treaties, suppl. 1-10 (januar 1986), s. 81 (o.a.: jf. Danmarks Traktater, 1968, s. 69)).

b) Sager anlagt af ladningsejerne

10 Ladningsejerne i gruppe 2 og 3 anlagde de i det foelgende anfoerte sager mod skibet Tatry' s ejere med paastand om erstatning for den skade, de skoennede at have lidt.

11 Efter forgaeves at have forsoegt at faa foretaget arrest i Tatry i Hamburg anlagde gruppe 3 en sag "in rem" (herefter benaevnt "Folio 2006") ved High Court of Justice, Queen' s Bench Division, Admiralty Court, mod Tatry samt mod skibet Maciej Rataj, der har samme ejere som Tatry. Staevningen blev forkyndt i Liverpool den 15. september 1989 over for Maciej Rataj, og der blev gjort arrest i skibet. Skibets ejere bekraeftede forkyndelsen, og skibet blev frigivet fra arrest, efter at ejerne havde stillet sikkerhed. Sagen blev viderefoert i henhold til engelsk ret, hvorefter det imidlertid er uafklaret, om sagen i saa tilfaelde fortsaettes alene "in personam", eller saavel "in rem" som "in personam".

12 Gruppe 2 (Phibro) anlagde sag "in rem" (herefter benaevnt "Folio 2007") mod skibet Maciej Rataj ved samme retsinstans. Staevningen blev forkyndt i Liverpool den 15. september 1989 over for Maciej Rataj, og der blev ligeledes gjort arrest i skibet. Retsforhandlingerne i Folio 2007 forloeb paa tilsvarende maade som i Folio 2006.

13 For saa vidt angik arresten i Maciej Rataj stoettede Admiralty Court sin kompetence paa artikel 20-24 i Supreme Court Act 1981, hvorved den internationale konvention om tilvejebringelse af ensartede regler for arrest i soegaaende skibe, undertegnet i Bruxelles den 10. maj 1952, er gennemfoert (International Transport Treaties, suppl. 12 (maj 1988), s. I-68 (herefter benaevnt "arrestkonventionen")). Kongeriget Nederlandene er ligeledes part i denne konvention.

14 For sikkerheds skyld og for det tilfaelde, at de britiske retter skulle erklaere sig inkompetente, anlagde gruppe 2 og 3 (undtagen Phibro) endvidere sager i Nederlandene, henholdsvis den 29. september og den 3. oktober 1989.

15 Gruppe 1 anlagde ikke sag ved nogen engelsk retsinstans, men den 29. september 1989 anlagde disse ladningsejere imidlertid erstatningssag i Nederlandene mod skibets ejere.

16 I Folio 2006 fremsatte skibets ejere begaering om, at Admiralty Court erklaerede sig inkompetent til fordel for den nederlandske ret i medfoer af konventionens artikel 21 om litispendens, subsidiaert i medfoer af artikel 22 om indbyrdes sammenhaengende krav. I Folio 2007 paaberaabte skibets ejere sig ikke konventionens artikel 21, idet de erkendte, at sagen foerst var anlagt ved Admiralty Court, men fremsatte dog begaering om, at Admiralty Court erklaerede sig inkompetent i medfoer af artikel 22.

17 Under sagens behandling i foerste instans traf Admiralty Court afgoerelse om, at retten ikke var forpligtet til at erklaere sig inkompetent eller til at udsaette sagen i medfoer af konventionens artikel 21, da retten fandt bestemmelsen uanvendelig af foelgende grunde:

a) I Folio 2006 henviste Admiral Court til, at sagen og den sag, der tidligere var anlagt i Nederlandene, ikke havde samme genstand og ikke hvilede paa samme grundlag, idet den engelske sag angik et erstatningskrav fra ladningsejerne, mens genstanden for den nederlandske sag hverken var at beskytte eller at gennemfoere en rettighed, men en anerkendelse af, at ladningsejerne ikke var berettigede til at kraeve erstatning af Tatry' s ejere.

b) I Folio 2007 henviste retten til, at gruppe 2 ikke var part i den sag, der verserede i Nederlandene.

18 Admiralty Court erkendte, at Folio 2006 og Folio 2007 angik indbyrdes sammenhaengende krav i forhold til den i Nederlandene verserende sag. Retten besluttede imidlertid, at det var ufornoedent, at den erklaerede sig inkompetent eller traf beslutning om at udsaette de to sager, der verserede for den.

19 Skibets ejere appellerede denne afgoerelse til Court of Appeal.

20 Da Court of Appeal ikke kunne tilslutte sig den afgoerelse, der var afsagt i foerste instans, og da retten fandt, at sagens udfald navnlig afhang af en fortolkning af konventionens artikel 21, 22 og 57, besluttede den at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Saafremt der i en kontraherende stat fremsaettes krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag som krav, der tidligere er fremsat i en anden kontraherende stat, skal retterne i den kontraherende stat, hvor sag senest er anlagt, da i medfoer af artikel 21 i Bruxelles-konventionen af 1968 (som aendret)

a) kun erklaere sig inkompetente, naar der er fuldstaendig identitet mellem parterne i de to sager, eller

b) kun erklaere sig inkompetente, naar samtlige parter i den sag, der senest er anlagt for retterne i en kontraherende stat, ligeledes er parter i den sag, der er anlagt for retterne i den kontraherende stat, hvor sag foerst er anlagt, eller

c) erklaere sig inkompetente, naar mindst én af sagsoegerne og én af de sagsoegte i den sag, der senest er anlagt for retterne i en kontraherende stat, ligeledes er parter i den sag, der er anlagt for retterne i den kontraherende stat, hvor sag foerst er anlagt, eller

d) erklaere sig inkompetente i alle tilfaelde, hvor parterne i de to sager i det vaesentlige er de samme?

2) For saa vidt angaar soetransport af gods i tilfaelde, hvor godset angiveligt forefindes i beskadiget stand ved losningen, oenskes det oplyst, om en sag, der er anlagt i en kontraherende stat af ladningsejerne i anledning af den paastaaede beskadigelse ° oprindelig i form af en sag 'in rem' enten mod det skib, hvormed transporten blev udfoert, eller mod et soesterskib, i henhold til Det Forenede Kongeriges soeretlige jurisdiktionskompetence ° maa anses for at omfatte samme parter, samme genstand og hvile paa samme grundlag, jf. artikel 21 i Bruxelles-konventionen af 1968 (som aendret), som en sag 'in personam' , der tidligere er anlagt i en anden kontraherende stat af skibets ejer mod ladningsejerne i anledning af den paastaaede skade, saafremt skibets ejer bekraefter forkyndelsen og opnaar, at skibet frigives fra arrest mod sikkerhedsstillelse, hvorefter

a) soeretssagen fortsaettes saavel 'in rem' som 'in personam' , eller

b) soeretssagen alene fastsaettes 'in personam' ?

3) Saafremt en ret i en kontraherende stat, der er part i Bruxelles-konventionen af 1952 om arrest, har opnaaet kompetence til at realitetsbehandle sagen som foelge af, at ladningsejerne i overensstemmelse med arrestkonventionens bestemmelser har faaet foretaget arrest i et skib paa grundlag af et erstatningskrav, der er opstaaet som foelge af, at lasten angiveligt forefandtes i beskadiget stand ved losningen, og skibets ejer forinden ° i en anden kontraherende stat ° har anlagt sag mod ladningsejerne i anledning af den paastaaede skade, har retterne i den kontraherende stat, hvor der ved arresten er skabt kompetence til realitetsbehandling af sagen, da fortsat kompetencen i medfoer af artikel 57 i Bruxelles-konventionen af 1968 (som aendret ved tiltraedelseskonventionens artikel 25, stk. 2), saafremt

a) de to krav har samme genstand, hviler paa samme grundlag og fremsaettes mellem de samme parter, jf. artikel 21 i Bruxelles-konventionen af 1968 (som aendret), eller

b) de to krav er 'indbyrdes sammenhaengende krav' , jf. artikel 22 i Bruxelles-konventionen af 1968 (som aendret), og den ret, for hvilken sag senest er anlagt, ellers maatte erklaere sig inkompetent eller udsaette sin afgoerelse?

4) For saa vidt angaar artikel 22 i Bruxelles-konventionen af 1968 (som aendret) oenskes det oplyst:

a) Maa definitionen af begrebet 'indbyrdes sammenhaengende krav' i artikel 22, stk. 3, anses for at vaere udtoemmende?

b) Er det en forudsaetning for, at retterne i en kontraherende stat erklaerer sig inkompetente eller udsaetter sagen i medfoer af artikel 22, at der er risiko for, at en saerskilt behandling og paakendelse af de to sager vil kunne indebaere retsvirkninger, der gensidigt udelukker hinanden?

c) Hvis en gruppe af ladningsejere har anlagt sag mod skibets ejer i en kontraherende stat som foelge af beskadigelse af deres del af en bulklast i henhold til saerskilte fragtaftaler, og hvis en anden ejer af en del af ladningen har anlagt saerskilt sag i en anden kontraherende stat mod samme skibsejer paa grundlag af faktiske og retlige omstaendigheder, der i det vaesentlige er de samme, i anledning af skade paa dennes del af samme bulklast i henhold til saerskilte fragtaftaler, indgaaet paa samme vilkaar, vil disse sager da kunne indebaere risiko for retsvirkninger, der gensidigt udelukker hinanden, saafremt de behandles og paakendes saerskilt, eller er der i oevrigt herved tale om indbyrdes sammenhaengende krav i relation til artikel 22?

5) For saa vidt angaar soetransport af gods, hvor godset ved losningen angiveligt er beskadiget, og i tilfaelde hvor

i) skibsejeren anlaegger sag i en kontraherende stat, blandt andet med paastand om, at det anerkendes, at der ikke haeftes for den paastaaede skade i forhold til ladningsinteressenterne, og

ii) parter, der har ladningskrav, efterfoelgende indleder sag i en anden kontraherende stat, hvorunder de goer krav gaeldende mod skibets ejer som foelge af ansvarspaadragende forsoemmelse og/eller misligholdelse og/eller tilsidesaettelse af forpligtelser i relation til den paastaaede skade paa ladningen,

oenskes det oplyst, om sidstnaevnte sag har samme genstand og hviler paa samme grundlag som den foerste sag, jf. artikel 21 i Bruxelles-konventionen af 1968 (som aendret), saaledes at retterne i den sidstnaevnte stat skal erklaere sig inkompetente i medfoer af artikel 21?"

21 Under hensyn til den indbyrdes sammenhaeng mellem spoergsmaalene, skal det tredje spoergsmaal, der vedroerer anvendelsesomraadet for Bruxelles-konventionen i forhold til konventioner paa saerlige omraader, behandles foerst. Derefter vil foerste, femte og andet spoergsmaal, der alle angaar fortolkningen af konventionens artikel 21 om litispendens, blive behandlet. Endelig behandles det fjerde spoergsmaal, der vedroerer fortolkningen af konventionens artikel 22 om indbyrdes sammenhaengende krav.

Det tredje spoergsmaal

22 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om konventionens artikel 57, som aendret ved tiltraedelseskonventionen, enten skal fortolkes saaledes ° i tilfaelde hvor en kontraherende stat ligeledes er kontraherende part i en anden konvention, som vedroerer et saerligt omraade, og som indeholder regler om retternes kompetence ° at en saadan specialkonvention altid udelukker, at Bruxelles-konventionen finder anvendelse, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt, eller saaledes, at specialkonventionen kun udelukker, at Bruxelles-konventionens bestemmelser finder anvendelse paa forhold, der er reguleret i den paagaeldende konvention, og ikke paa forhold, der ikke er reguleret heri.

23 Konventionens artikel 57, som aendret ved tiltraedelseskonventionens artikel 25, stk. 1, har foelgende ordlyd:

"Denne konvention beroerer ikke konventioner, som de kontraherende stater har tiltraadt eller vil tiltraede, og som paa saerlige omraader fastsaetter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgoerelser.

Den udelukker ikke anvendelsen af bestemmelser, som paa saerlige omraader fastsaetter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgoerelser, og som er eller vil vaere indeholdt i retsakter fra De Europaeiske Faellesskabers institutioner eller i de harmoniserede, nationale lovgivninger til gennemfoerelse af disse retsakter."

24 Det bemaerkes, at der ved artikel 57 er indfoert en undtagelse fra den almindelige regel om, at konventionen har forrang i forhold til andre konventioner, de kontraherende stater har undertegnet vedroerende retternes kompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser. Hensigten med denne undtagelse er at sikre, at kompetenceregler i specialkonventioner respekteres, idet disse regler er fastsat under hensyn til de saerlige omstaendigheder, der goer sig gaeldende inden for de paagaeldende omraader.

25 Under hensyn til sit formaal skal artikel 57 fortolkes saaledes, at den alene udelukker, at Bruxelles-konventionens bestemmelser finder anvendelse paa spoergsmaal, der er reguleret i en specialkonvention. En anden fortolkning ville vaere uforenelig med konventionens formaal, der ifoelge dens praeambel er inden for Faellesskabet at styrke retsbeskyttelsen for de dér bosiddende personer og at lette anerkendelsen af retsafgoerelser for at sikre fuldbyrdelsen af saadanne afgoerelser. Naar en specialkonvention saaledes indeholder bestemte kompetenceregler, men ikke regler om litispendens og indbyrdes sammenhaengende krav, skal Bruxelles-konventionens artikel 21 og 22 herefter finde anvendelse.

26 Ladningsejerne har gjort gaeldende, at der i arrestkonventionens i artikel 3, stk. 3, er indeholdt regler om litispendens, idet det deri bestemmes: "Et skib skal ikke arresteres ... mere end én gang i samme eller en anden kontraherende stat for samme soeretskrav fra samme sagsoeger."

27 Denne argumentation fra ladningsejernes side kan ikke tiltraedes. Saafremt der tidligere er foretaget arrest i en kontraherende stat, er arrestkonventionens artikel 3, stk. 3, til hinder for, at der paa ny foretages arrest af samme rekvirent for samme krav, herunder i en anden kontraherende stat. Et saadant forbud har ingen forbindelse med begrebet litispendens i Bruxelles-konventionens artikel 21. Denne bestemmelse omhandler nemlig det forhold, at der anlaegges sag ved to retter, der begge er kompetente, og tager kun stilling til spoergsmaalet om, hvilken af de to retter der definitivt skal erklaere sig inkompetent til at paakende sagen.

28 Paa baggrund af det anfoerte skal det tredje spoergsmaal besvares med, at konventionens artikel 57, som aendret ved tiltraedelseskonventionen, skal fortolkes saaledes, at i tilfaelde, hvor en kontraherende stat ligeledes er kontraherende part i en anden konvention, som vedroerer et saerligt omraade, og som indeholder regler om retternes kompetence, udelukker en saadan specialkonvention kun, at Bruxelles-konventionens bestemmelser finder anvendelse paa forhold, der er reguleret i specialkonventionen, men ikke paa forhold, der ikke er reguleret i specialkonventionen.

Det foerste spoergsmaal

29 Med sit foerste spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om konventionens artikel 21 skal fortolkes saaledes, at den finder anvendelse i tilfaelde, hvor der er fremsat to krav, der hviler paa samme grundlag og har samme genstand, saafremt der ikke er fuldstaendig, men kun delvis identitet mellem parterne, idet mindst én af sagsoegerne og mindst én af de sagsoegte i den foerst anlagte sag ligeledes optraeder som part paa sagsoegernes eller de sagsoegtes side under den senere anlagte sag, eller omvendt.

30 Spoergsmaalet vedroerer begrebet "samme parter" i konventionens artikel 21, der kun finder anvendelse paa betingelse af, at de to krav fremsaettes mellem de samme parter. Som Domstolen har fastslaaet i dom af 8. december 1987 (sag 144/86, Gubisch Maschinenfabrik, Sml. s. 4861, praemis 11), maa de begreber, artikel 21 anvender med henblik paa at afgoere, om der foreligger litispendens, betragtes som selvstaendige begreber.

31 I overensstemmelse med, hvad generaladvokaten har anfoert i sit forslag til afgoerelse (punkt 14), foelger det desuden indirekte af samme dom, at kravet om, at parterne skal vaere de samme, skal fortolkes uafhaengigt af parternes stilling i hver af de to sager, saaledes at sagsoegeren i den foerst anlagte sag kan vaere sagsoegt under den senere anlagte sag.

32 I samme dom udtalte Domstolen (i praemis 8), at artikel 21, sammen med artikel 22 om indbyrdes sammenhaengende krav, findes i konventionens afsnit II, afdeling 8, som af hensyn til en ordnet retspleje inden for Faellesskabet har til formaal at undgaa, at der verserer parallelle sager for retterne i forskellige kontraherende stater, og at der eventuelt traeffes uforenelige afgoerelser. Disse bestemmelser har saaledes til formaal saa vidt muligt og straks fra begyndelsen at forhindre en situation som den, der er omhandlet i artikel 27, nr. 3, nemlig at en afgoerelse ikke kan anerkendes, fordi den er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til.

33 Under hensyn til ordlyden af konventionens artikel 21 og til artiklens formaal som anfoert i det foregaaende, skal den fortolkes saaledes, at den som betingelse for, at den ret, ved hvilken der senest er anlagt sag, har pligt til at erklaere sig inkompetent, kraever, at parterne i de to sager er identiske.

34 For det tilfaelde, at parterne til dels er de samme som parterne i en tidligere anlagt sag, kraever artikel 21 foelgelig kun, at den ret, ved hvilken sag senest er anlagt, erklaerer sig inkompetent i det omfang, parterne i den for retten verserende sag ligeledes er parter i den sag, der tidligere er anlagt ved en ret i en anden kontraherende stat; artiklen er ikke til hinder for, at sagen fortsaettes mellem de oevrige parter.

35 Det er korrekt, at denne fortolkning af artikel 21 medfoerer, at sagen splittes op. Artikel 22 afboeder imidlertid denne ulempe. Ifoelge denne artikel kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, som foelge af kravenes indbyrdes sammenhaeng udsaette afgoerelsen eller erklaere sig inkompetent, saafremt de i artiklen opstillede betingelser er opfyldt.

36 Det foerste spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 21 skal fortolkes saaledes, at i tilfaelde, hvor der er fremsat to krav, der hviler paa samme grundlag og har samme genstand, og hvor parterne i den senest anlagte sag kun til dels er de samme som parterne i den sag, der tidligere er anlagt i en anden kontraherende stat, kraever artiklen kun, at den ret, ved hvilken sag senest er anlagt, erklaerer sig inkompetent i det omfang, parterne i den for retten verserende sag ligeledes er parter i den tidligere anlagte sag; artiklen er ikke til hinder for, at sagen fortsaettes mellem de oevrige parter.

Det femte spoergsmaal

37 Med sit femte spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om konventionens artikel 21 skal fortolkes saaledes, at et krav om, at det fastslaas, at sagsoegte er ansvarlig for en skade, samt om, at han tilpligtes at betale erstatning, hviler paa samme grundlag og har samme genstand som et krav, som den nu sagsoegte tidligere har fremsat om, at det fastslaas, at han ikke er ansvarlig for skaden.

38 Indledningsvis bemaerkes, at der i den engelske version af artikel 21 ikke udtrykkeligt sondres mellem begreberne "genstand" og "grundlag". Denne sprogversion maa imidlertid forstaas saaledes, at den har samme indhold som de fleste af de andre sprogversioner, der indeholder denne sondring (jf. Gubisch Maschinenfabrik-dommen, praemis 14).

39 I konventionens artikel 21 omfatter kravets "grundlag" de faktiske omstaendigheder og den retsregel, der paaberaabes til stoette for kravet.

40 Et krav om, at det fastslaas, at der ikke bestaar en erstatningspligt ° som det, der i den foreliggende hovedsag er fremsat af skibets ejere ° hviler foelgelig paa samme grundlag som et andet krav som det, der senere er fremsat af ladningsejerne i henhold til saerskilte fragtaftaler, der er ensartet affattet, og som vedroerer samme gods, der er blevet befordret som bulklast, naar godset er blevet beskadiget under samme omstaendigheder.

41 Ved ordet "genstand" i konventionens artikel 21 maa forstaas, hvad kravet gaar ud paa.

42 Spoergsmaalet er herefter, om to krav har samme genstand, naar det ene gaar ud paa, at det fastslaas, at sagsoegeren ikke er ansvarlig for en af de sagsoegte paastaaet skade, hvorimod disse med det andet krav, som de senere har fremsat, oensker fastslaaet, dels at sagsoegeren i den foerste sag er ansvarlig for skaden, dels at han tilpligtes at betale erstatning.

43 For saa vidt angaar det foerste forhold, der vedroerer anerkendelse af erstatningsansvaret, bemaerkes, at det senest fremsatte krav har samme genstand som det foerste, idet spoergsmaalet om, hvorvidt der bestaar et ansvar eller ej, er det centrale i begge sager. Den omstaendighed, at sagsoegerens paastande er formuleret negativt i den foerste sag, mens de i den senere sag er formuleret positivt af sagsoegte, der nu er sagsoeger, aendrer ikke sagens genstand.

44 For saa vidt angaar det andet forhold, der vedroerer erstatningskravet, er paastandene under den senere anlagte sag en naturlig konsekvens af paastandene om anerkendelsen af erstatningsansvaret og aendrer foelgelig ikke kravets hovedgenstand. Den ene parts krav om, at det fastslaas, at han ikke er ansvarlig for en skade, indbefatter forudsaetningsvis en paastand om, at erstatningspligten bestrides.

45 Det femte spoergsmaal maa herefter besvares med, at konventionens artikel 21 skal fortolkes saaledes, at et krav om, at det fastslaas, at sagsoegte er ansvarlig for en skade, samt om, at han tilpligtes at betale erstatning, hviler paa samme grundlag og har samme genstand som et krav, som den nu sagsoegte tidligere har fremsat om, at det fastslaas, at han ikke er ansvarlig for skaden.

Det andet spoergsmaal

46 Med sit andet spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om et senere fremsat krav hviler paa samme grundlag, har samme genstand og fremsaettes mellem de samme parter som et tidligere fremsat krav, saafremt det foerst fremsatte krav er fremsat af ejeren af et skib for en ret i en kontraherende stat i form af en sag "in personam", hvorunder der er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at skibets ejer ikke er ansvarlig for en paastaaet skade paa gods, der blev befordret med hans skib, mens det senere fremsatte krav er blevet fremsat af ladningsejeren for en ret i en anden kontraherende stat i form af en sag "in rem" vedroerende et skib, hvori der er foretaget arrest, og sagen fortsaettes enten saavel "in rem" som "in personam" eller alene "in personam", afhaengig af hvorledes der i national ret i den anden kontraherende stat sondres mellem disse soegsmaalsformer.

47 Det bemaerkes, at udtrykkene "samme grundlag", "samme genstand" og "mellem de samme parter" i konventionens artikel 21 er selvstaendige begreber (jf. Gubisch-Maschinenfabrik-dommen, praemis 11). De skal foelgelig fortolkes uafhaengigt af saerlige forhold i gaeldende ret i den enkelte kontraherende stat. Heraf foelger, at det for fortolkningen af artikel 21 er uden betydning, hvorledes man i retsordenen i en kontraherende stat sondrer mellem en sag "in personam" og en sag "in rem".

48 Det andet spoergsmaal skal foelgelig besvares med, at et senere fremsat krav fortsat hviler paa samme grundlag, har samme genstand og fremsaettes mellem de samme parter som et tidligere fremsat krav, saafremt det foerst fremsatte krav er fremsat af ejeren af et skib for en ret i en kontraherende stat i form af en sag "in personam", hvorunder der er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at skibets ejer ikke er ansvarlig for en paastaaet skade paa gods, der er blevet befordret med hans skib, mens det senere fremsatte krav er blevet fremsat af ladningsejeren for en ret i en anden kontraherende stat i form af en sag "in rem" vedroerende et skib, hvori der er foretaget arrest, og sagen fortsaettes enten saavel "in rem" som "in personam" eller alene "in personam", afhaengig af, hvorledes det i national ret i den anden kontraherende stat sondres mellem disse soegsmaalsformer.

Fjerde spoergsmaal

49 Med sit fjerde spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om konventionens artikel 22 skal fortolkes saaledes, at det er tilstraekkeligt til, at paa den ene side et krav, der er fremsat i en kontraherende stat af en gruppe ladningsejere mod ejeren af et skib med henblik paa at opnaa erstatning for en skade paa en del af en bulklast, der er blevet befordret i henhold til saerskilte, men identisk affattede aftaler, og paa den anden side et erstatningskrav, der er fremsat i en anden kontraherende stat mod samme skibsejer af ejerne af en anden del af den ladning, der blev befordret paa samme vilkaar og i henhold til saerskilte aftaler, der imidlertid er identiske med de aftaler, der var indgaaet mellem den foerstnaevnte gruppe og skibets ejer, maa betragtes som indbyrdes sammenhaengende krav, at saerskilt behandling og paakendelse af kravene indebaerer risiko for indbyrdes modstridende retsafgoerelser, uden at det kraeves, at der er risiko for retsvirkninger, der gensidigt udelukker hinanden.

50 Det er klart, at dette spoergsmaal kun kan opstaa i tilfaelde, hvor betingelserne for at anvende konventionens artikel 21 ikke er opfyldt.

51 Ifoelge artikel 22, stk. 3, forstaas "ved indbyrdes sammenhaengende krav ... i denne artikel krav, der er saa snaevert forbundne, at det er oenskeligt at behandle og paakende dem samtidigt for at undgaa uforenelige afgoerelser i tilfaelde af, at kravene blev paakendt hver for sig".

52 Bestemmelsen "har til formaal at undgaa uforenelige afgoerelser og dermed at sikre en ordnet retspleje inden for Faellesskabet" (jf. rapporten om konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1979 C 59, saerlig s. 41)). Da udtrykket "indbyrdes sammenhaengende krav" ikke har samme betydning i alle kontraherende stater, indeholder artikel 22, stk. 3, en definition (jf. samme rapport, s. 42). Heraf foelger, at begrebet indbyrdes sammenhaengende krav, som defineret i denne bestemmelse, maa fortolkes selvstaendigt.

53 Af retsplejehensyn maa begrebet fortolkes vidt, saaledes at det omfatter alle tilfaelde, hvor der er risiko for modstridende afgoerelser, og dette maa ogsaa gaelde i tilfaelde, hvor afgoerelserne kan fuldbyrdes saerskilt, og deres retsvirkninger ikke gensidigt udelukker hinanden.

54 Ladningsejerne og Kommissionen har anfoert, at adjektivet "uforenelig", der baade optraeder i konventionens artikel 22, stk. 3, og i dens artikel 27, nr. 3, maa tillaegges samme betydning i begge bestemmelser, og saaledes angaa retsafgoerelser, hvis retsvirkninger gensidigt udelukker hinanden, jf. Domstolens dom af 4. februar 1988 (sag 145/86, Hoffmann, Sml. s. 645, praemis 22). De har henvist til, at Domstolen i Hoffmann-sagen har fastslaaet (praemis 25), at en udenlandsk retsafgoerelse, hvorefter en aegtemand tilpligtes at betale hustrubidrag i henhold til den underholdspligt, der gaelder for aegtefaeller, i konventionens artikel 27, nr. 3' s forstand er uforenelig med en indenlandsk retsafgoerelse om oploesning af det paagaeldende aegteskab.

55 Dette argument kan ikke antages. De to bestemmelser forfoelger nemlig forskellige formaal. Konventionens artikel 27, nr. 3, giver, som en undtagelse fra konventionens principper og formaal, en retsinstans mulighed for at naegte at anerkende en udenlandsk retsafgoerelse. At "afgoerelsen er uforenelig" i denne bestemmelses forstand skal foelgelig fortolkes ud fra dette formaal. Konventionens artikel 22, stk. 3, har derimod, som generaladvokaten har anfoert i sit forslag til afgoerelse (punkt 28), til formaal at sikre en bedre koordinering af domstolenes judicielle funktion inden for Faellesskabet samt at undgaa usammenhaengende og indbyrdes modstridende afgoerelser, ogsaa i tilfaelde hvor afgoerelserne vil kunne fuldbyrdes saerskilt.

56 Denne fortolkning stoettes af, at der i den tyske og den italienske version af konventionen er anvendt andre udtryk i artikel 22, stk. 3, end i artikel 27, nr. 3.

57 Det maa saaledes konstateres, at udtrykket "uforenelig" i konventionens artikel 22, stk. 3, har en anden betydning end samme udtryk i konventionens artikel 27, nr. 3.

58 Det fjerde spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 22 skal fortolkes saaledes, at det er tilstraekkeligt til, at paa den ene side et krav, der er fremsat i en kontraherende stat af en gruppe ladningsejere mod ejeren af et skib med henblik paa at opnaa erstatning for en skade paa en del af en bulklast, der er blevet befordret i henhold til saerskilte, men identisk affattede aftaler og paa den anden side et erstatningskrav, der er fremsat i en anden kontraherende stat mod samme skibsejer af ejerne af en anden del af den ladning, der blev befordret paa samme vilkaar og i henhold til saerskilte aftaler, der imidlertid er identiske med de aftaler, der var indgaaet mellem den foerstnaevnte gruppe og skibets ejer, maa betragtes som indbyrdes sammenhaengende krav, at saerskilt behandling og paakendelse af kravene indebaerer risiko for indbyrdes modstridende retsafgoerelser, uden at det kraeves, at der er risiko for retsvirkninger, der gensidigt udelukker hinanden.

Sagens omkostninger

59 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal ved kendelse af 5. juni 1992, for ret:

1) Artikel 57 i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at i tilfaelde, hvor en kontraherende stat ligeledes er kontraherende part i en anden konvention, som vedroerer et saerligt omraade, og som indeholder regler om retternes kompetence, udelukker en saadan specialkonvention kun, at Bruxelles-konventionens bestemmelser finder anvendelse paa forhold, der er reguleret i specialkonventionen, men ikke paa forhold, der ikke er reguleret i specialkonventionen.

2) Konventionens artikel 21 skal fortolkes saaledes, at i tilfaelde, hvor der er fremsat to krav, der hviler paa samme grundlag og har samme genstand, og hvor parterne i den senest anlagte sag kun til dels er de samme som parterne i den sag, der tidligere er anlagt i en anden kontraherende stat, kraever artiklen kun, at den ret, ved hvilken sag senest er anlagt, erklaerer sig inkompetent i det omfang, parterne i den for retten verserende sag ligeledes er parter i den tidligere anlagte sag; artiklen er ikke til hinder for, at sagen fortsaettes mellem de oevrige parter.

3) Konventionens artikel 21 skal fortolkes saaledes, at et krav om, at det fastslaas, at sagsoegte er ansvarlig for en skade, samt om, at han tilpligtes at betale erstatning, hviler paa samme grundlag og har samme genstand som et krav, som den nu sagsoegte tidligere har fremsat om, at det fastslaas, at han ikke er ansvarlig for skaden.

4) Et senere fremsat krav hviler fortsat paa samme grundlag, har samme genstand og fremsaettes mellem de samme parter som et tidligere fremsat krav, saafremt det foerst fremsatte krav er fremsat af ejeren af et skib for en ret i en kontraherende stat i form af en sag "in personam", hvorunder der er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at skibets ejer ikke er ansvarlig for en paastaaet skade paa gods, der er blevet befordret med hans skib, mens det senere fremsatte krav er blevet fremsat af ladningsejeren for en ret i en anden kontraherende stat i form af en sag "in rem" vedroerende et skib, hvori der er foretaget arrest, og sagen fortsaettes enten saavel "in rem" som "in personam" eller alene "in personam", afhaengig af, hvorledes der i national ret i den anden kontraherende stat sondres mellem disse soegsmaalsformer.

5) Bruxelles-konventionens artikel 22 skal fortolkes saaledes, at det er tilstraekkeligt til, at paa den ene side et krav, der er fremsat i en kontraherende stat af en gruppe ladningsejere mod ejeren af et skib med henblik paa at opnaa erstatning for en skade paa en del af en bulklast, der er blevet befordret i henhold til saerskilte, men identisk affattede aftaler, og paa den anden side et erstatningskrav, der er fremsat i en anden kontraherende stat mod samme skibsejer af ejerne af en anden del af den ladning, der blev befordret paa samme vilkaar og i henhold til saerskilte aftaler, der imidlertid er identiske med de aftaler, der var indgaaet mellem den foerstnaevnte gruppe og skibets ejer, maa betragtes som indbyrdes sammenhaengende krav, at saerskilt behandling og paakendelse af kravene indebaerer risiko for indbyrdes modstridende retsafgoerelser, uden at det kraeves, at der er risiko for retsvirkninger, der gensidigt udelukker hinanden.