61992J0398

++++

1. EOEF-traktaten - artikel 220, fjerde led - konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - saavel konventionen som de nationale bestemmelser, konventionen henviser til, er knyttet til traktaten

(EOEF-traktaten, art. 220; konventionen af 27.9.1968)

2. Faellesskabsret - principper - ligebehandling - forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - national bestemmelse, hvorefter arrest kan finde sted ud fra en formodning om, at der vil opstaa vanskeligheder, naar fuldbyrdelse skal ske i udlandet - formodningen uberettiget, naar fuldbyrdelsen skal ske i en medlemsstat, der er part i Bruxelles-konventionen - en saadan bestemmelse er ikke tilladt

(EOEF-traktaten, art. 7 og 220; konventionen af 27.9.1968)

1. Bestemmelsen i traktatens artikel 220, fjerde led - hvorefter medlemsstaterne i det omfang, det er noedvendigt, indleder indbyrdes forhandlinger for til fordel for deres statsborgere at sikre forenkling af formaliteter vedroerende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser - har til formaal at lette det faelles markeds funktion, ved at der vedtages kompetenceregler for tvister i forbindelse hermed, og ved at vanskeligheder i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i de kontraherende stater fjernes i videst muligt omfang. Heraf foelger, at bestemmelserne i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som er indgaaet paa grundlag af denne artikel og inden for de rammer, der fastlaegges heri, samt de nationale bestemmelser, som konventionen henviser til, er knyttet til traktaten.

2. Traktatens artikel 7, sammenholdt med traktatens artikel 220 og med Bruxelles-konventionen, er til hinder for en national civilprocesretlig bestemmelse, hvorefter arrest - naar en dom skal fuldbyrdes i indlandet - kun kan finde sted, naar det er sandsynligt, at fuldbyrdelsen ellers umuliggoeres eller vanskeliggoeres vaesentligt, medens arrest - naar en dom skal fuldbyrdes i en anden medlemsstat - kan finde sted, naar blot fuldbyrdelsen skal ske i udlandet.

Den sondring, der foretages i en saadan bestemmelse, er ikke sagligt begrundet, da alle medlemsstaterne er kontraherende parter i Bruxelles-konventionen, og betingelserne for fuldbyrdelse af retsafgoerelser og de risici, der er forbundet med de vanskeligheder, fuldbyrdelsen giver anledning til, derfor er de samme.

1 Ved kendelse af 16. november 1992 indgaaet til Domstolen den 23. november 1992 har Hanseatisches Oberlandesgericht, Hamburg, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 7, sammenholdt med traktatens artikel 220 og med konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), med senere aendringer (herefter benaevnt "Bruxelles-konventionen").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst i forbindelse med en arrest, som Mund & Fester havde begaeret foretaget hos Hatrex Internationaal Transport (herefter benaevnt "Hatrex"), et internationalt speditionsfirma med hjemsted i Nederlandene, i gods, som tilhoerte Hatrex, og som befandt sig i Tyskland.

3 Hatrex havde fra Carsamba (Tyrkiet) til Hamburg transporteret hasselnoedder, som var blevet beskadiget af fugt under transporten paa grund af en utaethed i det lastvognstog, de blev transporteret med.

4 Mund & Fester, som var indtraadt i ordregiverens rettigheder, kraevede erstatning og indgav for at sikre daekning af sin fordring den 23. juni 1992 i medfoer af § 917 i Zivilprozessordnung (herefter benaevnt "ZPO") en begaering til Landgericht Hamburg om foretagelse af arrest i det lastvognstog, som Hatrex havde anvendt til transporten af noedderne, og som stadig befandt sig i Tyskland.

5 § 917 i ZPO bestemmer:

"1. Arrest paa gods kan finde sted, naar det maa befrygtes, at fuldbyrdelse af dommen ellers ville blive umuliggjort eller vanskeliggjort vaesentligt.

2. Det skal betragtes som tilstraekkelig arrestgrund, at dommen skal fuldbyrdes i udlandet."

6 Landgericht Hamburg naegtede arrest ved kendelse af samme dato. Efter rettens opfattelse forelaa den i § 917, stk. 2, i ZPO omhandlede arrestgrund ikke, eftersom en dom skulle fuldbyrdes i en stat, der var kontraherende part i Bruxelles-konventionen.

7 Mund & Fester kaerede Landgericht Hamburg' s kendelse til Hanseatisches Oberlandesgericht, Hamburg, og gjorde bl.a. gaeldende, at Bruxelles-konventionen ikke havde betydning for fortolkningen af § 917, stk. 2, i ZPO.

8 Da Hanseatisches Oberlandesgericht, Hamburg, fandt, at afgoerelsen vedroerende arrestbegaeringen afhang af, om den i § 917, stk. 2, i ZPO omhandlede arrestgrund foreligger, naar en dom skal fuldbyrdes i Nederlandene, besluttede retten at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Er det forhold, at en arrest skal fuldbyrdes i udlandet (§ 917, stk. 2, i ZPO), ogsaa en arrestgrund, naar der er tale om fuldbyrdelse i et land, som har tiltraadt EOEF-konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Bruxelles-konventionen)?"

9 Med spoergsmaalet oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om EOEF-traktatens artikel 7, sammenholdt med traktatens artikel 220 og med Bruxelles-konventionen, er til hinder for en national civilprocesretlig bestemmelse, hvorefter arrest - naar en dom skal fuldbyrdes i indlandet - kun kan finde sted, naar det er sandsynligt, at fuldbyrdelsen ellers umuliggoeres eller vanskeliggoeres vaesentligt, medens arrest - naar en dom skal fuldbyrdes i en anden medlemsstat - kan finde sted, naar blot fuldbyrdelsen skal ske i udlandet.

10 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal maa det foerst undersoeges, om bestemmelsen falder ind under EOEF-traktatens anvendelsesomraade.

11 Selv om bestemmelsen i traktatens artikel 220, fjerde led - hvorefter medlemsstaterne i det omfang, det er noedvendigt, indleder indbyrdes forhandlinger for til fordel for deres statsborgere at sikre forenkling af formaliteterne vedroerende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser - ikke har til formaal at opstille en retsregel, der er virksom som saadan, men kun angiver rammerne for de indbyrdes forhandlinger mellem medlemsstaterne (jf. dom af 11.7.1985, sag 137/84, Mutsch, Sml. s. 2681, praemis 11), har den dog til formaal at lette det faelles markeds funktion ved, at der vedtages kompetenceregler for tvister i forbindelse hermed, og ved, at vanskeligheder i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i de kontraherende stater fjernes i videst muligt omfang.

12 Paa grundlag af denne artikel og inden for de rammer, der fastlaegges heri, har medlemsstaterne indgaaet Bruxelles-konventionen. Foelgelig er de bestemmelser i konventionen, der vedroerer retternes kompetence og forenkling af formaliteterne vedroerende anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser samt de nationale bestemmelser, som konventionen henviser til, knyttet til EOEF-traktaten.

13 I den foreliggende sag maa det undersoeges, om den nationale bestemmelse, der anfaegtes under hovedsagen, indfoerer en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 7.

14 Ifoelge Domstolens faste praksis forbyder denne bestemmelse enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet inden for traktatens anvendelsesomraade. Bestemmelsen forbyder ikke blot aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt foerer til samme resultat (jf. dom af 29.10.1980, sag 22/80, Boussac, Sml. s. 3427, praemis 9).

15 Den nationale bestemmelse, der anfaegtes under hovedsagen, foerer til en form for skjult forskelsbehandling.

16 Selv om det fremgaar af § 917, stk. 2, i ZPO, at der ikke er tale om en aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, eftersom bestemmelsen gaelder i alle de tilfaelde, hvor en dom skal fuldbyrdes i udlandet, selv hvis det gods, der foretages arrest i, tilhoerer en tysk statsborger, staar det nemlig - som Kommissionen med rette har anfoert - ikke desto mindre fast, at denne situation sjaeldent vil foreligge, da fuldbyrdelse i udlandet i langt de fleste tilfaelde beroerer personer, som ikke er tyske statsborgere, eller juridiske personer, som ikke har hjemsted i Forbundsrepublikken Tyskland. Heraf foelger, at den omtvistede nationale bestemmelse faktisk foerer til samme resultat som en forskelsbehandling begrundet i nationalitet.

17 Denne konstatering er imidlertid ikke tilstraekkelig til, at det kan konkluderes, at en bestemmelse som den, der anfaegtes under hovedsagen, er uforenelig med traktatens artikel 7. Hertil kraeves ogsaa, at den omhandlede bestemmelse ikke er sagligt begrundet.

18 I den forbindelse bemaerkes, at en arrest sikrer, at fordringshaveren faktisk og i rette tid kan lade en senere dom over skyldneren fuldbyrde. Ifoelge § 917, stk. 1, i ZPO kan dette sikrende retsmiddel bringes i anvendelse, naar det under hensyn til omstaendighederne i den konkrete sag med rimelighed kan befrygtes, at fuldbyrdelse af den senere dom ellers ville blive umuliggjort eller vanskeliggjort vaesentligt. I henhold til § 917, stk.2, formodes saadanne vanskeligheder at opstaa, naar blot fuldbyrdelsen skal ske i en anden stat end Forbundsrepublikken Tyskland.

19 Selv om en saadan formodning er berettiget, naar den senere dom skal fuldbyrdes i et tredjeland, gaelder dette ikke, naar dommen skal fuldbyrdes i Faellesskabets medlemsstater. Alle disse stater er nemlig kontraherende parter i Bruxelles-konventionen, og deres hoejhedsomraade kan - som det er anfoert i rapporten om Bruxelles-konventionen (EFT 1979 C 59, isaer s. 13) - betragtes som en helhed.

20 Skoent betingelserne for fuldbyrdelse af retsafgoerelser og de risici, der er forbundet med de vanskeligheder, fuldbyrdelsen giver anledning til, er de samme i alle medlemsstaterne, forudsaettes det i § 917, stk. 2, i det vaesentlige, at disse risici og vanskeligheder er uundgaaelige, naar blot fuldbyrdelsen skal finde sted i en anden medlemsstat end Tyskland.

21 Heraf foelger, at den nationale bestemmelse ikke er sagligt begrundet.

22 Herefter maa det forelagte spoergsmaal besvares med, at EOEF-traktatens artikel 7, sammenholdt med traktatens artikel 220 og med Bruxelles-konventionen, er til hinder for en national civilprocesretlig bestemmelse, hvorefter arrest - naar en dom skal fuldbyrdes i indlandet - kun kan finde sted, naar det er sandsynligt, at fuldbyrdelsen ellers umuliggoeres eller vanskeliggoeres vaesentligt, medens arrest - naar en dom skal fuldbyrdes i en anden medlemsstat - kan finde sted, naar blot fuldbyrdelsen skal ske i udlandet.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Hanseatisches Oberlandesgericht, Hamburg, ved kendelse af 16. november 1992, for ret:

EOEF-traktatens artikel 7, sammenholdt med traktatens artikel 220 og med Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, er til hinder for en national civilprocesretlig bestemmelse, hvorefter arrest - naar en dom skal fuldbyrdes i indlandet - kun kan finde sted, naar det er sandsynligt, at fuldbyrdelsen ellers umuliggoeres eller vanskeliggoeres vaesentligt, medens arrest - naar en dom skal fuldbyrdes i en anden medlemsstat - kan finde sted, naar blot fuldbyrdelsen skal ske i udlandet.