61992J0315

++++

Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - forbud mod indfoersel og salg af et kosmetisk middel under navnet "Clinique" - ulovlighed og uforenelighed med direktiv 76/768 - begrundelse - forbrugerbeskyttelse eller beskyttelse af den offentlige sundhed - ingen begrundelse

(EOEF-traktaten, art. 30 og 36; Raadets direktiv 76/768, art. 6, stk. 2)

Traktatens artikel 30 og 36 og artikel 6, stk. 2, i direktiv 76/768 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en national bestemmelse forbyder indfoersel og salg af en vare, der betragtes og frembydes som kosmetisk, med den begrundelse, at varen baerer navnet "Clinique".

Et saadant forbud synes nemlig ikke at vaere noedvendigt ud fra hensynene til forbrugerbeskyttelse eller beskyttelse af menneskers sundhed, idet det forhold, at ordet "Clinique" kan give associationer til hospitaler og medicin, ikke er tilstraekkeligt til, at navnet kan anses for vildledende i en grad, der kan begrunde forbuddet, da de paagaeldende varer hverken kan faas paa apoteket eller frembydes som laegemidler, da det ikke er gjort gaeldende, at den maade, varerne frembydes paa, strider mod reglerne for kosmetiske midler, og da navnet i forbindelse med salg af varen i andre lande ikke synes at vildlede forbrugerne.

1 Ved kendelse af 30. juni 1992, indgaaet til Domstolen den 22. juli 1992, har Landgericht Berlin i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 30 og 36.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem en erhvervsorganisation, Verband Sozialer Wettbewerb eV, og selskaberne Clinique Laboratories SNC og Estée Lauder Cosmetics GmbH vedroerende brugen af navnet "Clinique" ved salg af kosmetikvarer i Forbundsrepublikken Tyskland.

3 De to selskaber er henholdsvis et fransk og et tysk datterselskab af den amerikanske virksomhed Estée Lauder og saelger de af denne virksomhed fremstillede kosmetikvarer. Varerne er i mange aar blevet solgt under navnet "Clinique", undtagen i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor de siden lanceringen i 1972 er blevet solgt under navnet "Linique". Med henblik paa at nedbringe de ekstra emballage- og reklameudgifter ved den paagaeldende navneforskel besluttede virksomheden at saelge varerne paa det tyske marked under maerkebetegnelsen "Clinique".

4 I henhold til § 3 i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb af 7. juni 1909 (lov om illoyal konkurrence, med senere aendringer, herefter benaevnt "UWG") kan visse personer, som er naevnt i lovens § 13, stk. 2, indstaevnes for retten med henblik paa at bringe brugen af vildledende angivelser til ophoer. Endvidere er det i henhold til § 27 i Lebensmittel- und Bedarfsgegenstaendegesetz af 15. august 1974 (lov om levnedsmidler og almindelige forbrugsgoder, med senere aendringer, herefter benaevnt "LMBG") forbudt at saelge kosmetikvarer under et vildledende navn eller i en vildledende udformning, herunder navnlig at tillaegge saadanne varer virkninger, som de ikke har.

5 Verband Sozialer Wettbewerb har anlagt sag i henhold til § 3 i UWG og § 27 i LMBG med henblik paa at bringe brugen af maerkebetegnelsen "Clinique" i Forbundsrepublikken Tyskland til ophoer, idet denne maerkebetegnelse ifoelge sagsoegeren vil kunne lede forbrugerne i den vildfarelse, at de paagaeldende varer har medicinske virkninger.

6 Landgericht Berlin, som sagen er anlagt ved, fandt, at der ville skulle foranstaltes en bevisoptagelse gennem en opinionsundersoegelse med henblik paa at faa afklaret, om det omhandlede navn i realiteten er vildledende for en vaesentlig del af forbrugerne. Retten fastslog imidlertid, at en saadan bevisoptagelse ville vaere overfloedig, hvis et forbud mod det omhandlede navn som anfoert af de sagsoegte ville udgoere en ulovlig begraensning af handelen inden for Faellesskabet. Den nationale ret fandt, at dette spoergsmaal kraever en fortolkning af EOEF-traktaten, og den har derfor forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal EOEF-traktatens artikel 30 og 36 fortolkes saaledes, at de er til hinder for anvendelse af en national bestemmelse vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter indfoersel og salg af en kosmetisk vare, der lovligt fremstilles og/eller lovligt saelges i et andet europaeisk land, kan forbydes med den begrundelse, at forbrugerne vildledes af varens navn (' Clinique' ) - idet de opfatter varen som en medicinsk vare - naar varen lovligt og uanfaegtet saelges under dette navn i andre lande i Det Europaeiske Faellesskab?"

7 Indledningsvis bemaerkes, at Domstolen, som inden for rammerne af traktatens artikel 177 kan oplyse de nationale domstole i medlemsstaterne om alle de momenter, der angaar fortolkningen af faellesskabsretten, kan inddrage faellesskabsretlige regler, som den nationale domstol ikke har henvist til i sit praejudicielle spoergsmaal (dom af 12.12.1990, sag C-241/89, SARPP, Sml. I, s. 4695, praemis 8). Det skal saaledes afgoeres, hvilke faellesskabsbestemmelser der finder anvendelse paa det i hovedsagen omhandlede tilfaelde, inden det kan undersoeges, om disse bestemmelser er til hinder for et forbud mod at bruge navnet "Clinique" under de af den forelaeggende ret anfoerte betingelser.

8 Det fremgaar af sagen, at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, nemlig § 3 i UWG og § 27 i LMBG, svarer til visse af bestemmelserne i EF-direktiverne om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om vildledende reklame og om kosmetiske midler.

9 Raadets direktiv 84/450/EOEF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (EFT L 250, s. 17) har til formaal at beskytte forbrugerne, konkurrenter og offentligheden i almindelighed mod vildledende reklame og illoyale foelger heraf.

10 Direktivet tilsigter - som tidligere fastslaaet af Domstolen - alene en delvis harmonisering af de nationale lovgivninger om vildledende reklame og fastsaetter objektive minimumskriterier for, om en reklame er vildledende, samt minimumskravene til beskyttelse mod en saadan reklame (dom af 13.12.1990, sag C-238/89, Pall, Sml. I, s. 4827, praemis 22).

11 Ved Raadets direktiv 76/768/EOEF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (EFT L 262, s. 169) er der derimod, som tidligere fastslaaet af Domstolen, sket en fuldstaendig harmonisering af de nationale retsforskrifter om emballering og etikettering af kosmetiske midler (dom af 23.11.1989, sag C-150/88, Parfuemerie-Fabrik 4711, Sml. s. 3891, praemis 28).

12 Som Kommissionen med rette har anfoert, skal direktivet imidlertid, ligesom ethvert andet regelsaet fra den afledte ret, fortolkes under hensyn til traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser (jf. f.eks. dom af 9.6.1992, sag C-47/90, Delhaize og Le Lion, Sml. I, s. 3669, praemis 26).

13 Domstolen har i den forbindelse i en nylig afsagt dom udtalt, at traktatens artikel 30 indeholder et forbud mod hindringer for de frie varebevaegelser, der foelger af regler om, hvilke betingelser varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benaevnelse, form, dimensioner, vaegt, sammensaetning, praesentation, maerkning og emballage), og det uanset om saadanne regler anvendes uden forskel paa alle varer, naar en saadan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der gaar forud for hensynene til de frie varebevaegelser (dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Keck og Mithouard, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 15).

14 Blandt reglerne i direktiv 76/768 er den i artikel 6, stk. 2, indfoerte forpligtelse, som er gennemfoert i tysk ret ved § 27 i LMBG, og som indebaerer, at medlemsstaterne skal traeffe "alle hensigtsmaessige foranstaltninger, for at der paa etiketter og salgspakninger samt i forbindelse med reklamering for kosmetiske midler ikke anvendes tekster, betegnelser, maerker, afbildninger eller andre figurer eller symboler, der tillaegger disse midler egenskaber, som de ikke besidder".

15 Artikel 6, stk. 2, som er indeholdt i et direktiv, der - som det navnlig fremgaar af direktivets anden og tredje betragtning - har til formaal at sikre fri handel med kosmetiske midler, fastlaegger saaledes de foranstaltninger, der skal traeffes af hensyn til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik, som er blandt de tvingende hensyn, der er fremhaevet i Domstolens praksis vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 30. Artiklen har tillige til formaal at beskytte menneskers sundhed, jf. traktatens artikel 36, idet vildledende oplysninger om de omhandlede varers egenskaber kan faa indflydelse paa den offentlige sundhed.

16 Det fremgaar i oevrigt af Domstolens faste praksis, at reglerne skal staa i rimeligt forhold til det forfulgte maal (jf. f.eks. dom af 16.5.1989, sag 382/87, Buet, Sml. s. 1235, praemis 11).

17 Den tyske lovgivning, hvormed artikel 6, stk. 2, i direktiv 76/768 er gennemfoert, skal anvendes paa en saadan maade, at den er i overensstemmelse med traktatens artikel 30 og 36, saaledes som disse er fortolket i Domstolens praksis. Det er derfor de i denne praksis opstillede kriterier, der med henblik paa besvarelsen af det praejudicielle spoergsmaal skal anvendes ved undersoegelsen af, om faellesskabsretten er til hinder for det i spoergsmaalet omhandlede forbud.

18 Domstolen har tidligere fastslaaet, at det forbud, der kan nedlaegges i medfoer af § 3 i UWG, mod at bringe varer, hvis betegnelse efterfoelges af et (R) for at angive, at der er tale om et registreret varemaerke, i omsaetning i Forbundsrepublikken Tyskland, selv om der ikke bestaar en varemaerkeretlig beskyttelse i dette land, kan hindre samhandelen i Faellesskabet. Et saadant forbud kan nemlig tvinge indehaveren af et varemaerke, der kun er registreret i én medlemsstat, til at aendre varernes udformning afhaengigt af, hvor de bringes i omsaetning, og til at oprette et saerskilt distributionsnet for at sikre, at varer med (R)-maerket ikke bringes i omsaetning i stater, hvor der er nedlagt forbud herimod (Pall-dommen, jf. ovenfor, praemis 13).

19 Forbuddet i henhold til samme § 3 i UWG mod at bringe kosmetikvarer i omsaetning i Forbundsrepublikken Tyskland under det navn, hvorunder de saelges i andre medlemsstater, udgoer som udgangspunkt en saadan hindring for samhandelen i Faellesskabet. Den omstaendighed, at den beroerte virksomhed som foelge af forbuddet er noedsaget til at saelge sine varer under et andet navn i denne ene medlemsstat, hvilket giver den ekstra emballage- og reklameudgifter, viser, at forbuddet goer indgreb i den frie vareudveksling.

20 Ved afgoerelsen af, om forbuddet mod at bruge navnet "Clinique" i Forbundsrepublikken Tyskland i forbindelse med salg af kosmetikvarer kan vaere begrundet ud fra hensynet til forbrugerbeskyttelse eller beskyttelse af menneskers sundhed, idet det undgaas, at varerne tillaegges egenskaber, som de ikke besidder, skal der tages hensyn til de forskellige oplysninger, der er indeholdt i forelaeggelseskendelsen.

21 Det er saaledes bl.a. oplyst, at Estée Lauder' s serie af kosmetikvarer i Forbundsrepublikken Tyskland kun saelges i parfumeforretninger og parfumeafdelinger i stormagasiner. Ingen af de paagaeldende varer kan altsaa faas paa apoteket. Det er ubestridt, at varerne frembydes som kosmetiske midler og ikke som laegemidler. Det er ikke gjort gaeldende, at den maade, varerne frembydes paa, bortset fra navnet, ikke er i overensstemmelse med de herom gaeldende regler for kosmetiske midler. Det fremgaar endelig af det forelagte spoergsmaal, at varerne lovligt saelges i de andre lande under navnet "Clinique", uden at brugen af et saadant navn synes at vildlede forbrugerne.

22 Paa baggrund af disse faktiske oplysninger synes forbuddet mod at bruge det paagaeldende navn i Forbundsrepublikken Tyskland ikke at vaere noedvendigt ud fra hensynene til forbrugerbeskyttelse eller beskyttelse af menneskers sundhed.

23 Det forhold, at ordet "Clinique" kan give associationer til hospitaler og medicin, er ikke tilstraekkeligt til, at navnet kan anses for vildledende i en grad, der kan begrunde et forbud mod det i forbindelse med varer, som saelges under de netop beskrevne betingelser.

24 Det praejudicielle spoergsmaal skal herefter besvares med, at traktatens artikel 30 og 36 og artikel 6, stk. 2, i Raadets direktiv 76/768/EOEF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en national bestemmelse forbyder indfoersel og salg af en vare, der betragtes og frembydes som kosmetisk, med den begrundelse, at varen baerer navnet "Clinique".

Sagens omkostninger

25 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Landgericht Berlin ved kendelse af 30. juni 1992, for ret:

Traktatens artikel 30 og 36 og artikel 6, stk. 2, i Raadets direktiv 76/768/EOEF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en national bestemmelse forbyder indfoersel og salg af en vare, der betragtes og frembydes som kosmetisk, med den begrundelse, at varen baerer navnet "Clinique".