61992J0227

1 Retspleje - intervention - formaliteten - fornyet undersoegelse efter en tidligere kendelse om tilladelse til intervention

(EF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 2)

2 Retspleje - intervention - begaering om at indtraede i sagen til stoette for en af parternes paastande, men under fremfoerelse af en anden argumentation - formaliteten

(EF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 4)

3 Appel - anbringender - urigtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder - afvisning - Domstolens proevelsesret med hensyn til vurdering af beviserne - udelukket, medmindre de er gengivet forkert - afslag paa at genaabne en mundtlig forhandling - Domstolens proevelse - graenser

(EF-traktaten, art. 168 A (nu art. 225 EF); EF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1)

4 Institutionernes retsakter - formodning om gyldighed - nullitet - begreb

(EF-traktaten, art. 189 (nu art. 249 EF))

5 Institutionernes retsakter - meddelelse - beslutning - mangler - retsvirkninger

(EF-traktaten, art. 191, stk. 3 (nu art. 254, stk. 3, EF))

6 Appel - Domstolens kompetence - bevisoptagelse - ikke omfattet

(EF-statutten for Domstolen, art. 54, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 113, stk. 2)

7 Retspleje - foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse - begaering fremsat efter afslutningen af den mundtlige forhandling - betingelser

(Rettens procesreglement, art. 64)

8 Retspleje - begaering om bevisoptagelse - begaeringen fremsat efter afslutningen af den mundtlige forhandling - begaering om genaabning af den mundtlige forhandling - betingelser for at tage begaeringen til foelge

(Rettens procesreglement, art. 62)

9 Retspleje - mundtlig forhandling - genaabning - pligt til ex officio at rejse argumenter vedroerende lovligheden af proceduren for vedtagelse af den anfaegtede beslutning - foreligger ikke

(Rettens procesreglement, art. 62)

1 Det forhold, at Domstolen ved en tidligere afsagt kendelse har givet en person adgang til at intervenere til stoette for en parts paastande, er ikke til hinder for, at der foretages en fornyet undersoegelse af, om interventionen kan admitteres.

2 Artikel 37, stk. 4, i statutten for Domstolen er ikke til hinder for, at en intervenient paaberaaber sig andre argumenter end dem, der er fremsat af den part, der stoettes, forudsat at intervenienten stoetter den paagaeldende parts paastande.

3 I medfoer af traktatens artikel 168 A (nu artikel 225 EF) og artikel 51 i statutten for Domstolen kan appel kun stoettes paa, at Retten har tilsidesat retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Rettens vurdering af beviser, der er fremfoert for den, udgoer ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspoergsmaal og er derfor ikke undergivet Domstolens proevelsesret.

Heraf foelger, at appellantens klagepunkter ikke kan paakendes under appel, for saa vidt som de tager sigte paa den bedoemmelse, Retten skal have foretaget af de bevisforhold, den havde faaet forelagt i forbindelse med en begaering om genaabning af den mundtlige forhandling.

Derimod maa Domstolen tage stilling til, om Retten begik en retlig fejl ved at afslaa at genaabne den mundtlige forhandling samt anordne foranstaltninger til tilrettelaeggelse af sagen og til bevisoptagelse som begaeret af en part.

4 For Faellesskabets institutioners retsakter gaelder der i princippet en formodning om lovlighed, og de affoeder derfor retsvirkninger, ogsaa selv om de er behaeftet med mangler, saa laenge de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage.

Imidlertid boer, som en undtagelse fra dette princip, retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, imidlertid anses for ikke at have affoedt nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevaegt mellem to grundlaeggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav.

Heraf foelger, at faellesskabsretten ikke kender noget midtertilfaelde mellem fastslaaelsen af, at en retsakt er en nullitet, og en underkendelse af den i form af annullation.

5 I medfoer af traktatens artikel 191, stk. 3 (nu artikel 254, stk. 3, EF), faar beslutninger virkning fra deres meddelelse. Det kan ikke haevdes, at en beslutning, naar den ikke er blevet meddelt, er ganske uden retsvirkning. Da der er tale om meddelelse af en retsakt - ligesom ethvert andet vaesentligt formkrav - gaelder det, at manglen enten er saa grov og aabenbar, at den anfaegtede retsakt maa vaere en nullitet, eller manglen udgoer en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, der kan medfoere dens annullation.

6 Det gaar uden for rammerne af en appel, der er begraenset til retsspoergsmaal, naar en part fremsaetter begaering om, at Domstolen foranstalter bevisoptagelse med henblik paa at fastslaa de betingelser, hvorunder Kommissionen vedtog den beslutning, der er genstand for den appellerede dom.

For det foerste ville en bevisoptagelse noedvendigvis foranledige Domstolen til at udtale sig om spoergsmaal af faktisk karakter og aendre genstanden for den tvist, der var forelagt Retten, hvilket ville vaere i strid med bestemmelserne i artikel 113, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

For det andet vedroerer appellen kun den appellerede dom, og det er alene i det tilfaelde, hvor denne maatte blive ophaevet, at Domstolen i henhold til artikel 54, stk. 1, i statutten for Domstolen, ville kunne afgoere sagen selv og da paadoemme spoergsmaalet om eventuelle mangler ved den for Retten anfaegtede beslutning.

7 En part kan for Retten fremsaette begaering om, at det som foranstaltning til sagens tilrettelaeggelse paalaegges modparten at fremlaegge dokumenter, parten er i besiddelse af. Naar en saadan begaering fremsaettes efter afslutningen af den mundtlige forhandling, skal Retten imidlertid kun tage stilling til den, saafremt den beslutter at genaabne den mundtlige forhandling.

8 En parts begaering om bevisoptagelse efter afslutning af den mundtlige forhandling kan kun imoedekommes, hvis den angaar forhold, som kan faa afgoerende betydning, og som den paagaeldende ikke kunne have gjort gaeldende foer afslutningen af den mundtlige forhandling. Samme loesning traenger sig paa hvad angaar begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling. I medfoer af artikel 62 i Rettens procesreglement raader den paa dette omraade vel over et frit skoen. Men Retten er ikke pligtig at imoedekomme en saadan begaering, medmindre den paagaeldende part paaberaaber sig faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning, som parten ikke havde kunnet goere gaeldende foer afslutningen af den mundtlige forhandling.

9 Retten har ikke pligt til at anordne genaabning af den mundtlige forhandling paa grund af en angivelig pligt til ex officio at fremkomme med argumenter vedroerende lovligheden af proceduren for vedtagelse af en kommissionsbeslutning. En saadan pligt til ex officio at rejse argumenter af ordre public-karakter kan potentielt kun eksistere ud fra de faktiske oplysninger, som er tilfoert sagens akter.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. maj 1992 har Hoechst AG (herefter »Hoechst«) i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af den dom, som Retten i Foerste Instans afsagde den 10. marts 1992 i sagen Hoechst mod Kommissionen (sag T-10/89, Sml. II, s. 629, herefter »den appellerede dom«).

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger ved Retten

2 De faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for appellen, og som fremgaar af den appellerede dom, er foelgende.

3 En raekke virksomheder i den europaeiske petrokemiske industri anlagde sag ved Retten med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«).

4 Kommissionen fastslog, hvilket Retten tiltraadte paa dette punkt, at polypropylen-markedet foer 1977 blev daekket af 10 producenter, hvoraf fire (Montedison SpA, Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc og Shell International Chemical Company Ltd, herefter »de fire store«) tilsammen havde en markedsandel paa 64%. Efter udloebet af de patenter, som Montedison var indehaver af, kom der nye producenter paa markedet i 1977, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten uden dog at medfoere en tilsvarende stigning i efterspoergslen. Dette medfoerte en udnyttelse af produktionskapaciteten paa mellem 60% i 1977 og 90% i 1983. Hver enkelt af de producenter, der var etableret i Faellesskabet paa det paagaeldende tidspunkt, solgte i alle eller i naesten alle medlemsstaterne.

5 Hoechst var blandt de nye producenter, der kom ind paa markedet i 1977, og var en af de fire store. Selskabets markedsandel i Vesteuropa laa paa mellem 10,5% og 12,6%.

6 Efter en raekke undersoegelser foretaget samtidig i flere af sektorens virksomheder fremsatte Kommissionen til flere polypropylen-producenter anmodninger om oplysninger i medfoer af artikel 11 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81). Det fremgaar af praemis 6 i den appellerede dom, at Kommissionen paa grundlag af de tilvejebragte oplysninger konkluderede, at de paagaeldende producenter fra 1977-1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF) regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor at indlede proceduren efter artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 og at fremsende en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til flere virksomheder, herunder Hoechst.

7 Efter procedurens afslutning vedtog Kommissionen polypropylen-beslutningen, ved hvilken den fastslog, at Hoechst havde overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved, sammen med andre virksomheder - hvad Hoechst angaar - fra medio 1977 og mindst til november 1983 at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen til Faellesskabets omraade:

- kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

- fra tid til anden fastsatte »maalpriser« (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF's medlemsstater

- vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et »kundeledelsessystem« med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

- indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

- delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig »kvote« (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981 og 1982).

8 Kommissionen opfordrede derpaa de forskellige virksomheder til omgaaende at bringe disse overtraedelser til ophoer og for fremtiden at afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende formaal eller virkning. Kommissionen paalagde dem tillige at afstaa fra enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder og paase, at enhver udveksling af generelle oplysninger (f.eks. via Fides) skulle vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes (polypropylen-beslutningens artikel 2).

9 Hoechst blev paalagt en boede paa 9 000 000 ECU eller 19 304 010 DEM (polypropylen-beslutningens artikel 3).

10 Den 2. august 1986 rejste Hoechst annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen for Domstolen, som ved kendelse af 15. november 1989 henviste sagen til Retten i medfoer af Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1).

11 For Retten nedlagde Hoechst paastand dels om annullation af polypropylen-beslutningen i det omfang, hvori den vedroerer sagsoegeren, dels om nedsaettelse af den boede, der var paalagt sagsoegeren, ligesom Hoechst nedlagde paastand om, at Kommissionen under alle omstaendigheder skulle tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12 Kommissionen nedlagde paastand om frifindelse og om, at sagsoegeren tilpligtedes at betale sagens omkostninger.

13 Ved saerskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 2. marts 1992 begaerede Hoechst datoen for dommens afsigelse udsat, genaabning af den mundtlige forhandling og foranstaltninger til tilrettelaeggelse af sagen samt bevisoptagelse i henhold til procesreglementets artikel 62, 64, 65 og 66, paa grund af de af Kommissionen fremsatte erklaeringer under retsmoedet for Retten i sagen BASF m.fl. mod Kommissionen (dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89 og T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, Sml. II, s. 315, herefter »Rettens PVC-dom«).

Den appellerede dom

14 I praemis 372 afgjorde Retten begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling, hvorpaa den efter at have hoert generaladvokaten fandt, jf. praemis 373, at det var ufornoedent at genaabne den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62 og at foranstalte den af Hoechst oenskede bevisoptagelse.

15 I praemis 374 udtalte Retten:

»Det skal for det foerste fastslaas, at ovennaevnte dom af 27. februar 1992 ikke kan begrunde en genaabning af den mundtlige forhandling i denne sag. Til forskel fra sagsoegerens argumentation i PVC-sagerne (jf. Rettens dom af 27.2.1992, praemis 14), har sagsoegeren i denne sag indtil afslutningen af den mundtlige forhandling end ikke antydningsvis gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er en nullitet paa grund af de paaberaabte fejl. Man maa derfor rejse det spoergsmaal, om sagsoegeren i tilstraekkeligt omfang har godtgjort, hvorfor selskabet i denne sag, til forskel fra sagerne T-79/89 m.fl., ikke tidligere har paaberaabt sig de haevdede mangler, der under alle omstaendigheder maa have foreligget forud for sagens anlaeg. Selv om det paahviler Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio at undersoege spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt foreligger, betyder dette imidlertid ikke, at der i alle sager i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio skal foranstaltes undersoegelser vedroerende den anfaegtede retsakts eventuelle nullitet. Det er kun, for saa vidt som parterne fremfoerer tilstraekkelige holdepunkter for, at den anfaegtede retsakt er en nullitet, at retsinstanserne er forpligtet til at undersoege dette spoergsmaal ex officio. I denne sag indeholder sagsoegerens argumentation ikke tilstraekkelige beviser til at godtgoere, at beslutningen er en nullitet. Sagsoegeren har under afsnit III i sit indlaeg af 2. marts 1992 kun gjort gaeldende, at der foreligger 'rimelig grund' til at antage, at Kommissionen har tilsidesat bestemte procedureregler. Den paastaaede tilsidesaettelse af den sproglige ordning i henhold til Kommissionens forretningsorden kan imidlertid ikke medfoere den anfaegtede retsakts nullitet, men alene - saafremt tilsidesaettelsen paaberaabes rettidigt - dens annullation. Sagsoegeren har imidlertid ikke forklaret, hvorfor Kommissionen ogsaa skulle have foretaget efterfoelgende aendringer af beslutningen i 1986, dvs. i en normal situation, der adskiller sig betydeligt fra de saeregne omstaendigheder ved PVC-proceduren, der var karakteriseret ved den omstaendighed, at Kommissionens mandat udloeb i januar 1989. Den af sagsoegeren herom fremfoerte generelle formodning udgoer ikke en tilstraekkelig anledning til at foranstalte bevisoptagelse efter genaabning af den mundtlige forhandling.«

16 Endelig er praemis 375 affattet saaledes:

»Sagsoegeren har imidlertid under punkt II i sit indlaeg konkret angivet, at originalerne af den anfaegtede beslutning, forsynet med Kommissionens formands og generalsekretaers underskrifter, ikke eksisterer paa de retsgyldige sprog. Denne paaberaabte fejl kan imidlertid - selv om den antages at foreligge - ikke i sig selv medfoere, at den anfaegtede beslutning er en nullitet. I denne sag har sagsoegeren - til forskel fra, hvad der gjaldt i de ovennaevnte PVC-sager - ikke fremfoert noget konkret indicium, der kan begrunde antagelsen om, at der foreligger tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke efterfoelgende maa aendres i udstedte retsakter, hvilket skulle vaere sket efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og at denne saaledes i forhold til sagsoegeren har mistet den formodning om lovlighed, som den maa tillaegges efter sin fremtraeden. I et saadant tilfaelde medfoerer den omstaendighed, at der ikke foreligger en behoerigt underskrevet original, ikke i sig selv, at den anfaegtede retsakt er en nullitet. Der er derfor heller ikke af denne grund anledning til at genaabne den mundtlige forhandling for at foranstalte fornyet bevisoptagelse. For saa vidt som sagsoegerens argumentation ikke kan begrunde en begaering om genoptagelse, er der heller ikke anledning til at efterkomme begaeringen om at genaabne den mundtlige forhandling.«

17 Retten frifandt sagsoegte og paalagde Hoechst at betale sagens omkostninger.

Appellen

18 I appelsagen har Hoechst nedlagt foelgende paastande:

- Den appellerede dom ophaeves, og Domstolen afgoer endeligt sagen saaledes:

- Det fastslaas, at polypropylen-beslutningen er uden retsvirkning, da den ikke er meddelt.

- Subsidiaert fastslaas det, at beslutningen er ugyldig.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

- Mere subsidiaert ophaeves den appellerede dom for saa vidt angaar appellanten, og sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

19 Hoechst har ligeledes for Domstolen fremsat begaering om, at den paalaegger Kommissionen at fremlaegge teksterne til polypropylen-beslutningen, som den vedtog paa sit moede den 23. april 1986, paa de sprog, som den blev vedtaget paa, og undertegnet af medlemmet af Kommissionen, Sutherland, ligesom Kommissionen skal paalaegges at vedlaegge det hertil svarende uddrag af protokollen samt bilagene hertil.

20 Ved Domstolens kendelse af 30. september 1992 har det nederlandske selskab DSM NV (herefter »DSM«) faaet tilladelse til at intervenere til stoette for Hoechst's paastande. DSM har nedlagt foelgende paastande:

- Den appellerede dom ophaeves.

- Det fastslaas, at polypropylen-beslutningen er en nullitet eller at den boer annulleres.

- Det fastslaas, at polypropylen-beslutningen er en nullitet eller at den boer annulleres for samtlige adressater, i hvert fald for DSM uafhaengigt af, om adressaterne for polypropylen-beslutningen har anlagt sag til proevelse af den appellerede dom, eller om deres appel er blevet forkastet.

- Subsidiaert hjemvises sagen til Retten med henblik paa dennes afgoerelse af, om polypropylen-beslutningen er en nullitet eller om den boer annulleres.

- Under alle omstaendigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger saavel i sagen for Domstolen som i sagen for Retten, herunder DSM's omkostninger ved interventionen.

21 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Appellen afvises, subsidiaert frifindes appelindstaevnte.

- Hoechst tilpligtes at betale appelsagens omkostninger.

- Interventionsbegaeringen afvises i det hele.

- Subsidiaert afvises interventionspaastandene om, at Domstolen boer fastslaa, at polypropylen-beslutningen er en nullitet eller at den boer annulleres for samtlige adressater, dog i hvert fald for DSM, uafhaengigt af, om beslutningens adressater har ivaerksat appel til proevelse af den dom, der vedroerer dem, eller om deres appel er blevet forkastet, ligesom interventionspaastandene boer foere til frifindelse, da de er uden grundlag.

- Endnu mere subsidiaert gives der ikke adgang til intervention, da denne ikke har fornoedent grundlag.

- Under alle omstaendigheder tilpligtes DSM at betale omkostningerne ved interventionen.

22 Til stoette for appellen har Hoechst paaberaabt sig anbringender om proceduremangler og tilsidesaettelse af faellesskabsretten, hvilke staar i forbindelse med Rettens afslag paa dels at fastslaa mangler ved den procedure, der foerte til polypropylen-beslutningen, dels at genaabne den mundtlige forhandling og at anordne foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse.

23 Paa begaering af Kommissionen og med Hoechst's samtykke blev sagens behandling udsat ved beslutning af 28. juli 1992 fra Domstolens praesident indtil den 15. september 1994 med henblik paa at undersoege, hvilke konsekvenser der skal drages af dommen af 15. juni 1994 i sagen Kommissionen mod BASF m.fl. (sag C-137/92 P, Sml. I, s. 2555, herefter »Domstolens PVC-dom«), som blev afsagt i en appelsag indledt til proevelse af Rettens PVC-dom.

Spoergsmaalet, om interventionen boer admitteres

24 Ifoelge Kommissionen boer DSM's interventionsbegaering afvises. DSM har forklaret, at man som intervenient har en interesse i, at dommen vedroerende Hoechst ophaeves. Efter Kommissionens opfattelse kan ophaevelsen ikke vaere til fordel for samtlige individuelle adressater for en beslutning, men alene for dem, der har rejst soegsmaal med henblik herpaa. Det er netop en af forskellene mellem annullation af en retsakt og retsaktens karakter af nullitet. At bortse fra denne sondring betyder, at man frakender enhver bindende virkning af de frister, inden for hvilke annullationssoegsmaal skal rejses. DSM kan derfor ikke paaberaabe sig en eventuel annullation, eftersom selskabet undlod at rejse sag ved Domstolen til proevelse af Rettens dom af 17. december 1991 i sagen DSM mod Kommissionen (sag T-8/89, Sml. II, s. 1833), som angaar selskabet. Med sin intervention soeger DSM blot at komme uden om en bindende soegsmaalsfrist.

25 Den foernaevnte kendelse af 30. september 1992, der tillod DSM at intervenere, blev afsagt paa et tidspunkt, hvor Domstolen endnu ikke havde udtalt sig om spoergsmaalet om annullation eller nullitet i sin PVC-dom. Ifoelge Kommissionen kan, efter afsigelsen af den paagaeldende dom, de paaberaabte mangler, saafremt de maatte vaere reelle, alene medfoere annullation af polypropylen-beslutningen, ikke en fastslaaelse af, at den er en nullitet. Under disse omstaendigheder har DSM ikke laengere interesse i at intervenere.

26 I oevrigt har Kommissionen gjort indsigelse mod realitetspaakendelsen af den paastand fra DSM, hvorefter Domstolens dom efter sit indhold skal fastslaa nullitet eller annullation af polypropylen-beslutningen for samtlige adressater, dog i det mindste for DSM, uafhaengigt af spoergsmaalet, om disse har ivaerksat appel til proevelse af dommen vedroerende dem, eller om appellen er blevet forkastet. Denne paastand kan ikke tages under paakendelse, da DSM soeger at rejse et spoergsmaal, som kun angaar dette selskab, men det kan kun beskaeftige sig med tvisten, saaledes som den foreligger. I medfoer af artikel 37, stk. 4, i EF-statutten for Domstolen kan en intervenient kun understoette en anden parts paastande, men ikke selv nedlaegge paastande. Dette punkt i DSM's paastande bekraefter, at selskabet vil benytte interventionen for at komme uden om den udloebne frist for at ivaerksaette appel af dommen i sagen DSM mod Kommissionen, som vedroerer selskabet.

27 Med hensyn til den formalitetsindsigelse, der er blevet fremsat mod interventionen i det hele, maa det indledningsvis bemaerkes, at kendelsen af 30. september 1992, ved hvilken Domstolen gav DSM adgang til at intervenere til stoette for Hoechst's paastande, ikke er til hinder for, at der foretages en fornyet undersoegelse af, om interventionen kan admitteres (jf. i den retning dom af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3333).

28 I den forbindelse maa det paapeges, at retten til at indtraede i retstvister indbragt for Domstolen ifoelge artikel 37, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen tilkommer alle personer, der godtgoer at have en berettiget interesse i afgoerelsen af tvisten. I medfoer af samme bestemmelses stk. 4 kan de paastande, der fremsaettes i interventionsbegaeringen, kun gaa ud paa at understoette parternes paastande.

29 De af Hoechst nedlagte paastande under appellen tager navnlig sigte paa at opnaa ophaevelse af den appellerede dom med den begrundelse, at Retten undlod af fastslaa, at polypropylen-beslutningen var en nullitet. Det fremgaar af praemis 49 i Domstolens PVC-dom, at som en undtagelse fra den formodning om lovlighed, som gaelder for institutionernes retsakter, boer retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, anses for ikke at have affoedt nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter.

30 I modsaetning til det af Kommissionen antagne bortfaldt DSM's interesse ikke efter afsigelsen af den dom, ved hvilken Domstolen ophaevede Rettens PVC-dom og fandt, at de mangler, Retten havde antaget, ikke var af en saadan karakter, at den i PVC-sagerne anfaegtede beslutning maatte anses for at vaere en nullitet. Domstolens PVC-dom vedroerte ikke nulliteten af polypropylen-beslutningen og fjernede derfor ikke DSM's interesse i at soege fastslaaet, at nullitet forelaa.

31 Det er vel korrekt, at Hoechst i bemaerkningerne til DSM's interventionsbegaering har frafaldet en del af sine anbringender for at tage hensyn til Domstolens PVC-dom vedroerende spoergsmaalet om polypropylen-beslutningens nullitet.

32 For saa vidt som Hoechst fortsat paastaar ophaevelse af den appellerede dom og til stoette herfor goer gaeldende, at beslutningen blev udstedt paa ulovlig vis, og at Retten burde have foretaget de noedvendige undersoegelser for at bringe disse mangler paa det rene, er det imidlertid berettiget, at DSM stoetter disse paastande i forbindelse med interventionen med den begrundelse, at disse mangler burde have foranlediget Retten til at fastslaa, at naevnte beslutning var en nullitet.

33 Ifoelge fast retspraksis (jf. bl.a. dom af 19.11.1998, sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. I, s. 7235, praemis 36) er artikel 37, stk. 4, i EF-statutten for Domstolen ikke til hinder for, at en intervenient paaberaaber sig andre argumenter end dem, der er fremsat af den part, der stoettes, forudsat at intervenienten stoetter den paagaeldende parts paastand.

34 Konkret tager DSM's argumentation vedroerende spoergsmaalet om nullitet af polypropylen-beslutningen navnlig sigte paa at bevise, at Retten, ved at afslaa Hoechst's begaering om genaabning af den mundtlige forhandling og om bevisoptagelse, undlod at tage stilling til, om beslutningen var en nullitet og hermed tilsidesatte faellesskabsretten. Samtidig med, at DSM argumenterer anderledes end Hoechst, indeholder intervenientens argumentation foelgelig bemaerkninger vedroerende de af Hoechst fremsatte anbringender under appellen og tager sigte paa at stoette Hoechst's paastand om ophaevelse af den appellerede dom, saaledes at der maa tages stilling til argumentationen.

35 Vedroerende Kommissionens formalitetsindsigelse mod den del af paastandene, i hvilken DSM kraever, at Domstolen fastslaar, at polypropylen-beslutningen er en nullitet eller annullerer beslutningen for samtlige adressater, dog i det mindste for DSM, maa det fastslaas, at denne paastand specifikt angaar DSM og ikke er i overensstemmelse med de af Hoechst nedlagte paastande. Foelgelig opfylder paastanden ikke betingelserne i artikel 37, stk. 4, i EF-statutten for Domstolen, saaledes at paastanden maa afvises.

Formalitetsspoergsmaalet vedroerende appellen

36 Kommissionen har gjort gaeldende, at appellen boer afvises i det hele. Hoechst har paa intet tidspunkt foreholdt Retten, at den har gjort sig skyldig i en retlig fejl, men har derimod for foerste gang fremlagt et stort antal faktiske omstaendigheder og argumenter, som ikke blev fremfoert for Retten, og hvoraf visse - saasom Kommissionens appel i PVC-sagerne og procedurerne for Retten i de saakaldte sager om »polyethylen med lav vaegtfylde« (dom af 6.4.1995, forenede sager T-80/89, T-81/89, T-83/89, T-87/89, T-88/89, T-90/89, T-93/89, T-95/89, T-97/89, T-99/89, T-100/89, T-101/89, T-103/89, T-105/89, T-107/89 og T-112/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 729, herefter »polyethylen-sagerne«) - er opstaaet i mellemtiden. Hoechst haevder for foerste gang, at polypropylen-beslutningen ikke blev vedtaget og affattet paa nederlandsk og italiensk, ligesom Hoechst har fremlagt forhold, der angiveligt skal vise, at der a posteriori er blevet aendret i de af Kommissionen vedtagne tekster. Det samme gaelder for bemaerkningerne om spoergsmaalet, hvilke af beslutningens tekster der blev underskrevet af Kommissionens kompetente medlem.

37 Kommissionen fremhaever, at appellen ikke kan aendre sagens genstand, og at ethvert nyt anbringende foelgelig maa afvises fra paakendelse. Da appelproceduren har til formaal retligt at kontrollere den i foerste instans afsagte dom, skal den angaa sagen, som den forelaa paa det tidspunkt, da Retten afsagde dom (Domstolens dom af 19.6.1992, sag C-18/91 P, V. mod Parlamentet, Sml. I, s. 3997).

38 Herved maa der for det foerste laegges vaegt paa, at appel i medfoer af EF-traktatens artikel 168 A (nu artikel 225 EF) og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen kun kan stoettes paa, at Retten har tilsidesat retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Rettens vurdering af beviser, der er fremfoert for den, udgoer ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspoergsmaal, som er undergivet Domstolens proevelsesret (jf. navnlig dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, praemis 10 og 42).

39 For det andet bemaerkes, at en appel ifoelge artikel 113, stk. 2, i Domstolens procesreglement ikke kan aendre genstanden for sagen for Retten.

40 Heraf foelger, at appellantens klagepunkter ikke kan paakendes under appel, for saa vidt som de tager sigte paa den bedoemmelse, Retten skal have foretaget af de elementer, den havde faaet forelagt inden for rammerne af begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling. Der kan ej heller finde realitetspaakendelse sted af de anbringender, der for foerste gang er fremsat under appellen.

41 Derimod maa Domstolen tage stilling til, om Retten har begaaet en retlig fejl ved at undlade at fastslaa de mangler, polypropylen-beslutningen skal vaere behaeftet med, eller ved at afslaa at genaabne den mundtlige forhandling og foranstalte bevisoptagelse, saaledes som appellanten har begaeret.

42 Heraf foelger, at appellen ikke skal afvises i det hele, men at det skal undersoeges fra tilfaelde til tilfaelde, om klagepunkterne og de af Hoechst fremsatte paastande kan realitetsbehandles under appel.

Anbringenderne til stoette for appellen: rettergangsfejl og tilsidesaettelse af faellesskabsretten

43 Til stoette for appellen har Hoechst med henvisning til den appellerede doms praemis 372-375 gjort gaeldende, at Retten - for saa vidt som den undlod at annullere polypropylen-beslutningen under fastslaaelse af tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, og at fastslaa, at naevnte beslutning ganske savnede retsvirkning, da den ikke var blevet meddelt, og for saa vidt som den afviste begaering om genaabning af den mundtlige forhandling og om at anordne de noedvendige foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse - har tilsidesat faellesskabsretten og gjort sig skyldig i rettergangsfejl til skade for Hoechst's interesser i den betydning, der forudsaettes i artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen.

Undladelsen af at fastslaa manglerne ved polypropylen-beslutningen

44 Med det foerste led af anbringendet om tilsidesaettelse af faellesskabsretten har Hoechst foreholdt Retten, at den undlod at fastslaa, at polypropylen-beslutningen var uden retsvirkning eller burde annulleres som foelge af de mangler, der haeftede sig ved proceduren for dens vedtagelse og meddelelse.

45 Ifoelge Hoechst fremgaar det af Domstolens PVC-dom, at selv om denne ikke har antaget, at de paastaaede mangler ved polypropylen-beslutningen har en i saerlig grad alvorlig karakter, der berettiger til at antage nullitet, boer den anse dem for tilsidesaettelser af vaesentlige formforskrifter, der boer foere til at underkende polypropylen-beslutningen som ugyldig i medfoer af EF-traktatens artikel 174, stk. 1 (nu artikel 231, stk. 1, EF).

46 I replikken anfoerer Hoechst imidlertid en mangel, hvis retsvirkninger boer foere videre end til den blotte annullation, uafhaengigt af, om der foreligger en i saerlig grad alvorlig og aabenbar mangel, nemlig den manglende meddelelse, hvilket er en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 191, stk. 3 (nu artikel 254, stk. 3, EF).

47 Kommissionens beslutning af 23. april 1986 blev paa intet tidspunkt meddelt adressaterne eller offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Den meddelte tekst var ikke identisk med den vedtagne udgave og blev foerst udarbejdet tre eller fire uger efter Kommissionens beslutning, hvilket skete i Kommissionens tjenestegrene. Det kan derfor rettelig formodes, at denne tekst afviger fra den af Kommissionen vedtagne beslutning ved aendringer, der ikke blot er simple rettelser af stavefejl eller fejl af grammatisk art, hvilket Domstolen tillader, jf. dommen af 23. februar 1988 (sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 905).

48 Det er herefter tilladt, at Kommissionens beslutninger i princippet ikke tilstilles adressaterne i den udgave, hvori de blev vedtaget. Tvaertimod foelges kommissaerkollegiets vedtagelse af en ny fase med tilretning af teksten med henblik paa retsaktens meddelelse. Hoechst bemaerker, at denne anden fases forloeb isaer indebaerer en revision af teksten i jurist-lingvistgruppen og udarbejdelse af et endeligt dokument i Generalsekretariatet, der tager hensyn til de stedfundne aendringer.

49 Ifoelge Hoechst er der ogsaa konkret grund til at formode, at udgaverne af polypropylen-beslutningen paa engelsk, tysk og fransk blev aendret efter vedtagelsen. I den tyske udgave, der blev meddelt, var der f.eks. tilfoejelser med forskellige bogstaver eller med mindre mellemrum mellem bogstaverne eller linjerne, ligesom der forekom udeladelser, der kunne medfoere den opfattelse, at der var foretaget aendringer senere.

50 Eftersom alvorlige indicier bestyrkede tesen om senere aendringer, og eftersom raekkevidden og karakteren af aendringerne kun kunne fastslaas ved en sammenligning af de vedtagne og meddelte udgaver, har Hoechst for Domstolen fremsat begaering om at paalaegge Kommissionen at fremlaegge teksterne til polypropylen-beslutningen paa det sprog, den blev vedtaget i, og at vedlaegge uddraget af protokollen samt bilagene hertil.

51 Hvad angaar den bekraeftede genpart af polypropylen-beslutningen, som Hoechst fik tilstillet den 27. maj 1986, baerer genparten under datoen 23. april 1986 den maskinskrevne underskrift for Sutherland, medlem af Kommissionen. Hoechst rejser spoergsmaalet, om teksterne til polypropylen-beslutningen faktisk blev underskrevet af naevnte kommissaer, og hvilken udgave han i bekraeftende fald kan have underskrevet, nemlig enten den udgave, Kommissionen vedtog, men ikke meddelte - saaledes som det antydes ved angivelsen af datoen - eller den meddelte udgave, der dog ikke var blevet vedtaget. Under alle omstaendigheder er det umuligt, at Kommissionen underskrev den udgave, der blev meddelt den 23. april 1986, for naevnte udgave var ikke til raadighed paa den dag. Hoechst har foelgelig fremsat begaering for Domstolen om, at det paalaegges Kommissionen at fremlaegge teksterne til beslutningen, underskrevet af Sutherland paa de forskellige sagsbehandlingssprog.

52 Ifoelge traktatens artikel 191, stk. 3, faar Kommissionens beslutninger foerst virkning ved meddelelsen. Saafremt meddelelse som i denne sag ikke har fundet sted, kan retsakten ikke udfolde sine retsvirkninger.

53 Det er i oevrigt Hoechst's opfattelse, at Retten har begaaet en retlig fejl, da den ikke tog hensyn til de mangler ved polypropylen-beslutningen, som Hoechst har gjort gaeldende, og som udgoer tilsidesaettelser af vaesentlige formforskrifter, nemlig for det foerste fravaeret af originalerne til polypropylen-beslutningen, der ellers ville bevise dens stadfaestelse og dens forskriftsmaessige vedtagelse takket vaere de herved fornoedne underskrifter; for det andet fravaeret af en beslutning truffet af kommissaerkollegiet paa de to sprog, der goer beslutningen autentisk, nemlig italiensk og nederlandsk; for det tredje det forhold, at begrundelsen blev aendret efter vedtagelsen.

54 Hoechst tilbyder desuden et bevis for det tilfaelde, at disse faktiske omstaendigheder bestrides, idet man vil fremlaegge de udkast til beslutning, som blev forelagt Kommissionen til afgoerelse, vidneudsagn fra Kommissionens ansatte under retsmoederne i PVC-sagerne for Retten og Kommissionens appel i de samme sager, hvoraf det fremgaar, at Kommissionen i retsmoedet den 22. november 1991 i PVC-sagerne skulle have svaret, at artikel 12 i Kommissionens forretningsorden forlaengst var bortfaldet ved desvetudo.

55 DSM har bemaerket, at en ny udvikling fandt sted i de oevrige sager for Retten. Disse forhold bekraefter, at det paahviler Kommissionen at bevise, at den fulgte de vaesentlige procedureregler, den selv har fastsat, og at Retten for at afklare dette punkt enten ex officio eller paa begaering af en part skal anordne bevisoptagelse for at faa undersoegt de relevante dokumentbeviser. I de sager, som foerte til dommene af 29. juni 1995 (sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847, herefter »soda-sagerne«), gjorde Kommissionen gaeldende, at det tillaeg til replikken, som Imperial Chemical Industries plc (herefter »ICI«) fremlagde i disse sager efter Rettens afsigelse af PVC-dommen, intet bevis indeholdt vedroerende Kommissionens tilsidesaettelse af sin forretningsorden, og at ICI's begaering om bevisoptagelse udgjorde et nyt anbringende. Ikke desto mindre stillede Retten spoergsmaal til Kommissionen og ICI vedroerende konsekvenserne af Domstolens PVC-dom, ligesom den ikke desto mindre anmodede Kommissionen om, hvorvidt den henset til praemis 32 i Domstolens PVC-dom var i stand til at fremlaegge uddragene af protokollen og de autentiske tekster til de anfaegtede beslutninger. Efter en yderligere udvikling i proceduren erkendte Kommissionen til slut, at de dokumenter, der var fremlagt som autentiske, foerst var blevet det, efter at Retten havde fremsat krav om fremlaeggelse.

56 Ifoelge DSM paalagde Retten i polyethylen-sagerne ogsaa Kommissionen at fremlaegge en bekraeftet udgave af den anfaegtede beslutning. Kommissionen erkendte, at der ikke fandt stadfaestelse sted under det moede, hvor kommissaerkollegiet skulle vedtage beslutningen. Foelgelig fremhaever DSM, at proceduren for stadfaestelse af Kommissionens retsakter maa vaere sket efter marts maaned 1992. Heraf foelger, at den samme mangel, der foreligger i forbindelse med manglende stadfaestelse, maa haefte ved polypropylen-beslutningen.

57 DSM tilfoejer, at Retten argumenterede paa samme maade, som den gjorde i polypropylen-sagerne i dommene af 27. oktober 1994, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen (sag T-34/92, Sml. II, s. 905, praemis 24-27) og Deere mod Kommissionen (sag T-35/92, Sml. II, s. 957, praemis 28-31), da den forkastede sagsoegernes anbringender med den begrundelse, at de ikke havde fremlagt det mindste bevis, der kunne afkraefte formodningen om gyldighed af den beslutning, som de anfaegtede. I Rettens dom af 7. juli 1994, Dunlop Slazenger mod Kommissionen (sag T-43/92, Sml. II, s. 441), forkastedes sagsoegernes argumentation med henvisning til, at beslutningen var blevet vedtaget og meddelt i overensstemmelse med Kommissionens forretningsorden. I ingen af de naevnte sager forkastede Retten sagsoegernes argumentation om, at der forelaa en mangel i forbindelse med vedtagelsen af den anfaegtede retsakt med den begrundelse, at procedurereglerne ikke var blevet overholdt.

58 De eneste undtagelser fremgaar af kendelsen af 26. marts 1992 i sagen BASF mod Kommissionen (sag T-4/89 Rev., Sml. II, s. 1591), og af 4. november 1992 i sagen DSM mod Kommissionen (sag T-8/89 Rev., Sml. II, s. 2399); dog er forholdet det, at sagsoegerne i disse sager ikke havde paaberaabt sig Rettens PVC-dom som en ny faktisk omstaendighed, men andre omstaendigheder. I dommen af 15. december 1994 i sagen Bayer mod Kommissionen (sag C-195/91 P, Sml. I, s. 5619) forkastede Domstolen argumentet om, at Kommissionen havde tilsidesat sin egen forretningsorden, for dette var ikke gyldigt blevet fremlagt for Retten. I polypropylen-sagen blev det samme anbringende derimod fremlagt for Retten, men Retten forkastede det med den begrundelse, at det ikke havde tilstraekkeligt grundlag.

59 Det er DSM's opfattelse, at Kommissionens indsigelser i denne sag hviler paa proceduremaessige argumenter, der er irrelevante henset til indholdet af den anfaegtede dom, som i alt vaesentligt vedroerer spoergsmaalet om bevisbyrde. Ifoelge DSM maa det antages, at naar Kommissionen i polypropylen-sagerne ikke selv har fremlagt bevis for lovligheden af de procedurer, der skal foelges, skyldes det, at den ikke er i stand til at bevise, at den har overholdt sin egen forretningsorden.

60 Ifoelge Kommissionen har Hoechst fremsat et nyt anbringende i replikken, idet appellanten har gjort gaeldende, at polypropylen-beslutningen ikke havde udfoldet retsvirkninger, da den ikke var blevet meddelt. Kommissionen finder, at dette anbringende, ligesom paastanden om, at polypropylen-beslutningen boer underkendes som ugyldig, boer afvises fra paakendelse.

61 Vedroerende DSM's argumenter anfoerer Kommissionen, at der i dem er indbygget en uhelbredelig mangel, eftersom de ikke tager hensyn til forskellene mellem PVC-sagerne og naervaerende sag, samt at de hviler paa en daarlig fortolkning af Domstolens PVC-dom.

62 I oevrigt fastholder Kommissionen, at sagsoegerne i soda-sagerne ikke havde fremlagt tilstraekkelige indicier for at begrunde det krav om udlevering af dokumenter, som Retten tilstillede Kommissionen. I oevrigt udtalte Retten sig saavel i de naevnte sager som i polyethylen-sagerne, som DSM ogsaa har paaberaabt sig, i relation til de saerlige omstaendigheder i den sag, den havde faaet forelagt. I polypropylen-sagen havde man kunnet goere opmaerksom paa de angivelige ufuldstaendigheder ved polypropylen-beslutningen allerede fra 1986, men intet blev gjort.

63 Naar Retten i de ovennaevnte domme i sagerne Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen og Deere mod Kommissionen forkastede sagsoegernes rettidigt fremsatte anfoersler og begrundede dette med, at disse ikke var ledsaget af beviser, maa samme loesning saa meget mere traenge sig paa i sagen her, hvor argumenterne om formelle mangler ved polypropylen-beslutningen blev fremsat for sent og uden beviser.

64 Domstolen finder ikke at kunne imoedekomme Kommissionens formalitetsindsigelse vedroerende klagepunktet om den manglende meddelelse af polypropylen-beslutningen.

65 I appelskriftet gjorde Hoechst gaeldende, at polypropylen-beslutningen var en nullitet. Paa replikstadiet gjorde Hoechst - paa samme tid som man frafaldt anbringender og paastande vedroerende nulliteten - gaeldende, at en af de tidligere i den forbindelse paaberaabte mangler, nemlig den manglende meddelelse, havde den foelge, at polypropylen-beslutningen ikke havde udfoldet nogen retsvirkning. Hermed begraensede Hoechst raekkevidden af de i appelskriftet fremlagte anbringender og har derfor ikke fremsat noget nyt anbringende.

66 Vedroerende paastanden om, at Domstolen boer underkende polypropylen-beslutningen som ugyldig - hvorom Kommissionen ogsaa har rejst formalitetsindsigelse - bemaerkes blot, at Domstolen i medfoer af traktatens artikel 174, saafremt et annullationssoegsmaal findes berettiget, erklaerer den anfaegtede retsakt for ugyldig. I medfoer af artikel 113 i Domstolens procesreglement skal paastandene i appelskriftet gaa ud paa, at der helt eller delvis gives medhold i de i foerste instans nedlagte paastande. Heraf foelger, at Hoechst's paastand er uadskilleligt forbundet med et annullationssoegsmaal og gyldigt kan fremsaettes under en appel til proevelse af en dom fra Retten, som frifinder sagsoegte i annullationssoegsmaalet.

67 Angaaende realiteten i Hoechst's klagepunkter fremgaar det af naervaerende doms praemis 38-42, at Domstolen under appellen maa begraense sig til at tage stilling til, om Retten har begaaet retlige fejl ved at undlade at fastslaa manglerne ved polypropylen-beslutningen.

68 Hvad foerst angaar de klagepunkter, Hoechst udleder af den angivelige manglende meddelelse af polypropylen-beslutningen, maa det indledningsvis fastslaas, at denne mangel ikke kan medfoere, at beslutningen enten stemples som en nullitet eller annulleres.

69 I den forbindelse fremgaar det navnlig af praemis 48 og 49 i Domstolens PVC-dom, at der i princippet for Faellesskabets institutioners retsakter gaelder en formodning om lovlighed, og at de derfor affoeder retsvirkninger, ogsaa selv om de er behaeftet med mangler, saa laenge de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage.

70 Imidlertid boer, som en undtagelse fra dette princip, retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, imidlertid anses for ikke at have affoedt nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevaegt mellem to grundlaeggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav.

71 Heraf foelger, at faellesskabsretten i modsaetning til det af Hoechst antagne ikke kender noget midtertilfaelde mellem fastslaaelsen af, at en retsakt er en nullitet, og en underkendelse af den i form af annullation.

72 Det kan ikke mod denne konklusion indvendes, at beslutninger i medfoer af traktatens artikel 191, stk. 3, faar virkning fra deres meddelelse, og at beslutningen, da den ikke er blevet meddelt, er ganske uden retsvirkning. Da der er tale om meddelelse af en retsakt - ligesom enhver anden vaesentlig formforskrift - gaelder det, at manglen enten er saa grov og aabenbar, at den anfaegtede retsakt maa vaere en nullitet, eller manglen udgoer en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, der kan medfoere dens annullation.

73 Heraf foelger, at Retten ikke har gjort sig skyldig i en retlig fejl ved ikke at fastslaa, at polypropylen-beslutningen var uden enhver retsvirkning.

74 For det andet bemaerkes vedroerende Rettens afslag paa at fastslaa mangler vedroerende vedtagelsen og meddelelsen af polypropylen-beslutningen, som maatte medfoere dens annullation, blot, at dette anbringende blev fremfoert for foerste gang i begaeringen om genaabning af sagen og om foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse. Foelgelig glider spoergsmaalet, om Retten var pligtig til at tage stilling til anbringendet, over i det spoergsmaal, om Retten skulle give sagsoegeren medhold, hvilket spoergsmaal er genstand for anbringendet om rettergangsfejl.

75 For det tredje maa det - i betragtning af Hoechst's argumentation vedroerende de mangler, polypropylen-beslutningen skal have vaeret behaeftet med, samt DSM's opfattelse, hvorefter dette forhold medfoerer, at beslutningen retligt er en nullitet - tillige undersoeges, om Retten med sin fortolkning af betingelserne for at stemple en retsakt som nullitet har tilsidesat faellesskabsretten.

76 Herved bemaerkes, at det fremgaar af praemis 50 i Domstolens PVC-dom, at de konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Faellesskabets institutioner er en nullitet, er saa alvorlige, at det af retssikkerhedsmaessige grunde maa kraeves, at denne konstatering forbeholdes fuldstaendig ekstreme tilfaelde.

77 Ligesom i PVC-sagerne maa det antages, at de angivelige, af Hoechst paastaaede uregelmaessigheder ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen ikke - uanset om de betragtes isoleret eller under ét - ses at vaere saa klart grove, at beslutningen juridisk maa anses for en nullitet.

78 Hvad angaar betingelserne for at fastslaa en retsakt som en nullitet findes Retten herefter ikke at have tilsidesat faellesskabsretten.

79 For saa vidt som appellanten har fremsat begaering om, at Domstolen foranstalter bevisoptagelse eller formulerer bevistilbud med henblik paa at fastslaa de betingelser, hvorunder Kommissionen vedtog polypropylen-beslutningen, bemaerkes blot endelig, at saadanne foranstaltninger gaar ud over rammerne for en appel, der er begraenset til paadoemmelsen af retsspoergsmaal.

80 For det foerste ville en bevisoptagelse noedvendigvis foranledige Domstolen til at udtale sig om spoergsmaal af faktisk karakter og aendre genstanden for den tvist, der var forelagt Retten, hvilket ville vaere i strid med bestemmelserne i artikel 113, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

81 For det andet vedroerer appellen kun den appellerede dom, og det er alene i det tilfaelde, hvor denne maatte blive ophaevet, at Domstolen i henhold til artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, ville kunne afgoere sagen selv. Heraf foelger, at saa laenge den appellerede dom ikke er ophaevet, paahviler det ikke Domstolen at paadoemme eventuelle mangler ved polypropylen-beslutningen.

82 Det foelger af de ovenstaaende bemaerkninger, at foerste led af anbringendet om tilsidesaettelse af faellesskabsretten skal forkastes.

Undladelsen af at genaabne den mundtlige forhandling og af at anordne foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse

83 Ved et andet led af anbringendet om tilsidesaettelse af faellesskabsretten og ved anbringendet om rettergangsfejl har Hoechst foreholdt Retten, at den undlod at genaabne den mundtlige forhandling og at anordne foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse.

84 Den af Hoechst paaberaabte tilsidesaettelse af faellesskabsretten angaar Rettens afslag paa at genaabne den mundtlige forhandling og at traeffe foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse, som saaledes falder sammen med anbringendet om rettergangsfejl. Disse anbringender boer saaledes behandles under ét.

85 Det maa undersoeges, om Retten ved at afslaa at genaabne den mundtlige forhandling og at traeffe foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse har gjort sig skyldig i retlige fejl.

86 Ifoelge Hoechst er Rettens udoevelse af sit skoen vedroerende spoergsmaalet om at indlede den mundtlige forhandling paa ny undergivet begraensninger, der afhaenger af formaalet med den af en af parterne begaerede genaabning og boer kunne proeves under en appel. Naar der er tale om bevisforanstaltninger, der har til formaal at klarlaegge nye faktiske omstaendigheder, og naar en mundtlig forhandling er noedvendig i forbindelse hermed, gaelder alene retsgrundsaetningerne om bevisfoerelse. Saafremt disse indebar pligt til at foranstalte bevisoptagelse, ville der ikke blive plads for noget skoen ved afgoerelsen af, om sagen skal genaabnes.

87 Den af Hoechst fremsatte begaering den 2. marts 1992 viste klart noedvendigheden af bevisoptagelse, ikke blot med henblik paa den mulige fastslaaelse af polypropylen-beslutningens nullitet, men ogsaa paa at klarlaegge, om beslutningen tilsidesatte vaesentlige formforskrifter.

88 Hoechst fremhaever tillige, at Retten ikke som forsinket afviste fremfoerelsen af nye faktiske omstaendigheder og om bevistilbud i forbindelse hermed, men at den tog stilling til realiteten, idet den dog begraensede sin bedoemmelse til anbringendet om nullitet. Retten ignorerede ikke desto mindre det forhold, at Hoechst samtidig havde paaberaabt sig tilsidesaettelsen af vaesentlige formforskrifter, og at der foelgelig burde have vaeret foretaget en klarlaeggelse, ud fra dette retlige aspekt, af de fremfoerte faktiske forhold.

89 Selv om appelfristen paa tre maaneder, jf. artikel 125 i Rettens procesreglement, skulle finde anvendelse analogt - hvilket almindeligvis er udelukket i lovgivningernes regler om foraeldelsesfrister - ville en saadan analogi vaere til gunst for Hoechst, da fristen var overholdt. Det var saaledes foerst ved de erklaeringer, der den 10. december 1991 blev fremsat under behandlingen af PVC-sagen for Retten, at Hoechst fik kendskab for foerste gang til de faktiske forhold, der viser, at manglerne ved forvaltningsakten, som var kommet frem under sagen, haeftede ved samtlige beslutninger fra Kommissionen.

90 Kommissionen har gjort gaeldende, at artikel 62 i Rettens procesreglement ikke paalaegger denne at genaabne den mundtlige forhandling, saaledes som sagsoegeren haevder, men giver den mulighed herfor. Retten forklarede paa overbevisende maade grundene til, at det ikke burde komme til en genaabning af den mundtlige forhandling eller til anordning af bevisoptagelse, for der var ikke tale om ex officio at praecisere de vaesentlige fakta for beslutningen eller klargoere et vaesentligt faktisk forhold, der var fremlagt inden for den fastsatte frist, og som der mellem parterne var uenighed om.

91 For det foerste havde en klargoerelse ex officio kun vaeret noedvendig, saafremt parterne havde fremfoert tilstraekkelige indicier til at lade formode, at polypropylen-beslutningen var en nullitet. Retten fastslog korrekt, at en tilsidesaettelse af sprogordningen eller efterfoelgende aendringer eller de manglende noedvendige underskrifter ikke kunne medfoere beslutningens nullitet, hvilket Domstolen bekraeftede i PVC-dommen. Efter afsigelsen af Domstolens PVC-dom er det tillige klart, at den manglende stadfaestelse af en beslutning, jf. artikel 12 i Kommissionens forretningsorden, kan foere til annullation af den anfaegtede beslutning, men ikke til at antage, at den er en nullitet. Imidlertid fremfoerte Hoechst ikke tilstraekkelig praecist og i rimelig tid noget anbringende, hvis grundlag var en tilsidesaettelse af denne bestemmelse, og Retten var derfor ikke pligtig, selv ikke ud fra synsvinklen om annullation af polypropylen-beslutningen, at tage stilling til spoergsmaalet om nullitet i relation til et behoerigt underskrevet originaldokument.

92 Hoechst's begaering af 2. marts 1992 naevnte ikke udtrykkeligt tilsidesaettelsen af vaesentlige formforskrifter, men tog hovedsagelig sigte paa nulliteten, og kun to steder i meget almindelige vendinger, paa ulovligheden af polypropylen-beslutningen. Selv om dette anbringende maatte forstaas som et anbringende om nullitet, var det ikke tilstraekkelig praecist og begrundet, ligesom det var for sent fremsat.

93 For det andet gennemgik Retten den af Hoechst den 2. marts 1992 fremsatte begaering, men den fandt, at sagsoegeren ikke havde fremfoert relevante forhold inden for den fastsatte frist. Retten rejste helt rigtigt spoergsmaalet, om anbringendet om angivelige mangler ved polypropylen-beslutningen var blevet fremsat rettidigt under sagen, henset til reglen i artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, i medfoer af hvilken nye anbringender ikke maa fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

94 Rettens PVC-dom kan ikke antages at udgoere en grund, der er kommet frem under retsforhandlingerne, da retspraksis vedroerende proceduren for ekstraordinaer genoptagelse, jf. artikel 41, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, ogsaa gaelder for artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement. Ifoelge denne retspraksis (Rettens kendelse i sagen BASF mod Kommissionen, praemis 12, og Domstolens dom af 19.3.1991, sag C-403/85 REV., Ferrandi mod Kommissionen, Sml. I, s. 1215) kan en dom afsagt af en anden instans ikke begrunde ekstraordinaer genoptagelse af en dom.

95 Vedroerende de forklaringer, Kommissionens befuldmaegtigede afgav under den mundtlige forhandling i PVC-sagerne i november 1991, henviser Kommissionen til, at Hoechst var repraesenteret under retsmoedet og havde kunnet paaberaabe sig disse erklaeringer meget tidligere i polypropylen-sagen. Foelgelig blev anbringendet om nullitet ikke fremsat af Hoechst rettidigt, men mere end tre maaneder for sent. Kommissionen paapeger, at i det analoge tilfaelde med ekstraordinaer genoptagelse af en dom er den fastsatte frist, jf. artikel 125 i Rettens procesreglement, tre maaneder beregnet fra den dag, paa hvilken den, der begaerer genoptagelse, fik kendskab til de af ham paaberaabte omstaendigheder.

96 Hvad angaar de fejl, som ifoelge Hoechst er begaaet vedroerende sprogordningen, fastslog Retten korrekt, at der var tale om en helt generel formodning, og at sagsoegeren ikke havde fremlagt tilstraekkelige indicier til, at polypropylen-beslutningen maatte stemples som en nullitet.

97 Derimod anerkendte Retten, at sagsoegeren konkret havde haevdet, at der ikke eksisterede noget originaldokument. Selv denne paastand burde dog ikke have foert til foranstaltning af bevisoptagelse, hverken ud fra synsvinklen om ikke-eksistens - som den appellerede dom henviste til - eller ud fra synspunktet om den eventuelle nullitet af polypropylen-beslutningen. Retten fastslog, at Hoechst ikke havde fremlagt noget konkret indicium, der lod formode, at der var sket en tilsidesaettelse af princippet om, at en vedtaget retsakt skal bestaa uantastet. Hertil kommer, at anbringendet var blevet fremsat for sent under tilsidesaettelse af bestemmelserne i artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement. Modsat det af Hoechst bemaerkede antog Retten paa ingen maade, at selskabets argumentation var blevet fremlagt rettidigt. Tvaertimod udtrykte den tvivl, idet den lod spoergsmaalet vaere ubesvaret, for Retten tog stilling til spoergsmaalet om ikke-eksistens af polypropylen-beslutningen ud fra synsvinklen om kontrol ex officio.

98 Vedroerende Rettens angivelige tilsidesaettelse af pligten til at oplyse de faktiske omstaendigheder, som Hoechst paaberaabte sig i meget almindelige vendinger, fremhaever Kommissionen, at artikel 64, stk. 3, litra d), i Rettens procesreglement ikke fastsaetter betingelserne for at begaere foranstaltninger til bevisoptagelse. Af de samme grunde, der foranledigede den til at afslaa begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling, boer det antages at vaere berettiget, at Retten ikke anordnede foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse som begaeret af Hoechst. Formaalet med foranstaltningerne til sagens tilrettelaeggelse, saaledes som det omtales i artikel 64, stk. 1, i Rettens procesreglement, er at sikre sagens fremme og retsforhandlingernes forloeb, ikke at reparere paa undladelser begaaet af sagsoegeren ved dennes fremlaeggelse af anbringenderne.

99 Med hensyn foerst til foranstaltningerne til sagens tilrettelaeggelse maa det paapeges, at Domstolen i medfoer af artikel 21 i EF-statutten for Domstolen kan forlange, at parterne fremlaegger ethvert dokument og meddeler enhver oplysning, som den finder oenskelig. Artikel 64, stk. 1, i Rettens procesreglement bestemmer, at foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse tilsigter at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for sagens fremme, retsforhandlingernes forloeb og bilaeggelse af tvister.

100 Ifoelge artikel 64, stk. 2, litra a) og b), i Rettens procesreglement har foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse navnlig til formaal at sikre, at den skriftlige og den mundtlige forhandling forloeber bedst muligt, og at lette bevisoptagelsen, samt at afklare de punkter, paa hvilke parterne boer uddybe deres argumentation, eller paa hvilke der er behov for bevisoptagelse. Ifoelge artikel 64, stk. 3, litra d), og stk. 4, kan foranstaltningerne bestaa i at anmode om fremlaeggelse af dokumenter eller aktstykker vedroerende sagen, og hver part kan paa et hvilket som helst trin i sagen foreslaa disse foranstaltninger.

101 Som Domstolen fastslog i dommen af 17. december 1998 (sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, praemis 93), kan en part for Retten fremsaette begaering om, at det som foranstaltning til sagens tilrettelaeggelse paalaegges modparten at fremlaegge dokumenter, parten er i besiddelse af.

102 Det fremgaar imidlertid paa samme tid af formaalet med og genstanden for foranstaltningerne til tilrettelaeggelse af sagen, saaledes som de naevnes i artikel 64, stk. 1 og 2, i Rettens procesreglement, at de indgaar i forskellige faser i sagsbehandlingen for Retten, som de tager sigte paa at lette.

103 Heraf foelger, at en part efter afslutningen af den mundtlige forhandling kun kan begaere foranstaltninger til tilrettelaeggelse af sagen, saafremt Retten beslutter at genaabne den mundtlige forhandling. Foelgelig havde Retten ikke pligt til at traeffe afgoerelse vedroerende en saadan begaering, medmindre den havde imoedekommet begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling, saaledes at der ikke er anledning til saerskilt at paadoemme de af Hoechst i den forbindelse fremsatte klagepunkter.

104 Vedroerende begaeringen om bevisoptagelse fremgaar det af Domstolens praksis (jf. isaer dom af 16.6.1971, sag 77/70, Prelle mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 149, org. ref.: Rec. s. 561, praemis 7, og af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 53), at en parts begaering om bevisoptagelse efter afslutning af den mundtlige forhandling kun kan imoedekommes, hvis den angaar forhold, som kan faa afgoerende betydning, og som den paagaeldende ikke kunne have gjort gaeldende foer afslutningen af den mundtlige forhandling.

105 Samme loesning traenger sig paa hvad angaar begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling. I medfoer af artikel 62 i Rettens procesreglement raader den paa dette omraade vel over et frit skoen. Men Retten er ikke pligtig at imoedekomme en saadan begaering, medmindre den paagaeldende part paaberaaber sig faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning, som parten ikke havde kunnet goere gaeldende foer afslutningen af den mundtlige forhandling.

106 Konkret var begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling og om anordningen af bevisoptagelse, der blev fremsat for Retten, begrundet med henvisning til Rettens PVC-dom samt til erklaeringer afgivet af Kommissionens befuldmaegtigede under retsmoedet i PVC-sagerne eller under en pressekonference, som fandt sted efter dommens afsigelse.

107 I den forbindelse maa det fastslaas, for det foerste, at bemaerkninger i almindelige vendinger vedroerende en formodet praksis hos Kommissionen, som fremgik af en dom afsagt i andre sager eller af erklaeringer fremsat under andre sager, ikke som saadanne kunne betragtes som afgoerende for loesningen af den tvist, Retten skulle paadoemme.

108 Vedroerende den mangel, der skal bestaa i de manglende originaler til polypropylen-beslutningen, stadfaestet med underskrifterne fra Kommissionens formand og dens generalsekretaer i samtlige autentiske sproglige versioner, fastslog Retten ganske vist, at denne konkret var blevet gjort gaeldende af Hoechst i selskabets begaering af 2. marts 1992. Imidlertid har Hoechst fortsat ikke vaeret i stand til at fremlaegge afgoerende faktiske omstaendigheder, der alene knytter sig til polypropylen-beslutningen, og som kan berettige til at genaabne den mundtlige forhandling.

109 For det andet maa det bemaerkes, at appellanten var i stand til allerede i staevningen at forelaegge Retten i det mindste et minimum af elementer, der kunne godtgoere nytten af foranstaltninger til tilrettelaeggelse af sagens behandling eller bevisforanstaltninger til brug for sagen, for at bevise, at polypropylen-beslutningen var blevet vedtaget i strid med den gaeldende sprogordning eller aendret efter vedtagelsen af kommissaerkollegiet, saaledes som visse af sagsoegerne i PVC-sagerne gjorde (jf. i denne retning dom i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, praemis 93 og 94).

110 Herved skal der laegges vaegt paa, at Retten i modsaetning til det af Hoechst haevdede ikke i den appellerede dom fastslog, at de faktiske omstaendigheder, Hoechst paaberaabte sig i begaeringen af 2. marts 1992, var blevet fremsat rettidigt.

111 Det maa tilfoejes, at Retten ikke var pligtig at anordne genaabning af den mundtlige forhandling paa grund af en angivelig pligt til ex officio at fremkomme med argumenter vedroerende lovligheden af proceduren for vedtagelse af polypropylen-beslutningen. En saadan pligt til ex officio at rejse argumenter af ordre public-karakter kan potentielt kun eksistere ud fra de faktiske oplysninger, som er tilfoert sagens akter.

112 Det maa saaledes konkluderes, at Retten ikke har gjort sig skyldig i nogen retlig fejl ved at afslaa at genaabne den mundtlige forhandling og at foranstalte bevisoptagelse.

113 Det foelger af de ovenstaaende bemaerkninger, at det andet led af anbringendet om tilsidesaettelse af faellesskabsretten samt anbringendet om rettergangsfejl ogsaa skal forkastes.

114 Foelgelig skal appellen forkastes i det hele.

Sagens omkostninger

115 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som i medfoer af artikel 118 finder tilsvarende anvendelse paa appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Hoechst har tabt sagen og paalaegges derfor at betale appelsagens omkostninger. DSM betaler sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Hoechst AG betaler appelsagens omkostninger.

3) DSM NV betaler sine egne omkostninger.