61992J0023

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° en medlemsstats lovgivning i den forstand, udtrykket er anvendt i artikel 1, litra j), i forordning nr. 1408/71 ° begreb ° overenskomst om social sikring mellem en medlemsstat og et tredjeland ° ikke omfattet ° overenskomst inkorporeret med lovkraft i den nationale retsorden ° uden betydning

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 1, litra j)]

Det fremgaar af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, at kun de internationale overenskomster om social sikring, som mindst to medlemsstater er parter i, er omfattet af forordningens anvendelsesomraade, og at forordningen med hensyn til overenskomster, der er indgaaet med én eller flere andre stater, kun finder anvendelse for saa vidt de angaar forhold mellem medlemsstater. Derimod indeholder forordningen ingen bestemmelser om overenskomster mellem kun én medlemsstat og en eller flere tredjelande, hverken for saa vidt angaar spoergsmaalet, om og i hvilket omfang ordningen i forordningen afloeser disse overenskomster, eller for saa vidt angaar anvendelsen af ligebehandlingsprincippet. Det maa derfor fastslaas, at disse overenskomster forsaetligt er undtaget fra forordningens anvendelsesomraade.

Under disse omstaendigheder maa artikel 1, litra j), i forordning nr. 1408/71 fortolkes saaledes, at begrebet "lovgivning", som omhandlet af bestemmelsen, ikke omfatter bestemmelser i internationale overenskomster om social sikring, der er indgaaet mellem en enkelt medlemsstat og et tredjeland. Denne fortolkning beroeres ikke af, at saadanne overenskomster er inkorporeret i den paagaeldende medlemsstats interne retsorden i form af bestemmelser med lovkraft.

1 Ved kendelse af 28. august 1991 indgaaet til Domstolens Justitskontor den 28. januar 1992 har Bundessozialgericht i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 7 og af artikel 1, litra j), og artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Maria Grana-Novoa og Landesversicherungsanstalt Hessen vedroerende sidstnaevntes afvisning af sagsoegerens ansoegning om udbetaling af en invalidepension.

3 Det fremgaar af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at M. Grana-Novoa, der er spansk statsborger, aldrig har haft erhvervsarbejde i sit hjemland. Derimod havde hun foerst fra december 1970 til juni 1975 arbejdet i Schweiz og derefter fra februar 1979 til oktober 1982 i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor hun var omfattet af en tvungen forsikring.

4 Da M. Grana-Novoa derefter var blevet vedvarende uarbejdsdygtig i Forbundsrepublikken, ansoegte hun i august 1983 om en invalidepension dér. Tilkendelsen af denne pension blev dog afvist af Landesversicherungsanstalt Hessen med den begrundelse, at det antal aar, hun havde udoevet beskaeftigelse i Forbundsrepublikken, ikke var tilstraekkeligt til at udstaa karenstiden efter tysk ret. M. Grana-Novoa anlagde derefter sag ved en tysk ret.

5 Det staar fast, at M. Grana-Novoa efter tysk lovgivning ikke har krav paa en invalidepension, men at hun ville kunne faa udbetalt en saadan pension i Forbundsrepublikken, saafremt der ogsaa blev taget hensyn til de forsikringsperioder, hun har tilbagelagt i Schweiz.

6 M. Grana-Novoa har herved for de tyske domstole paaberaabt sig den kombinerede anvendelse af bestemmelserne i to bilaterale overenskomster om social sikring, som Forbundsrepublikken har indgaaet dels med Schweiz, dels med Kongeriget Spanien.

7 Den ° i 1964 indgaaede og i 1975 aendrede ° tysk-schweiziske overenskomst indeholder bestemmelser om, at under visse betingelser anvendes princippet om sammenlaegning af de i Forbundsrepublikken og i Schweiz tilbagelagte forsikringsperioder, dog kun for de to staters statsborgere. I den ° i 1973 indgaaede og i 1975 aendrede ° tysk-spanske overenskomst bestemmes, at for saa vidt angaar anvendelsen af overenskomsten skal tyske og spanske statsborgere ligestilles. Disse overenskomster blev i henhold til den tyske grundlov inkorporeret i den nationale retsorden.

8 Slutprotokollen i den tysk-schweiziske overenskomst indeholder foelgende undtagelsesbestemmelse:

"Saafremt baade betingelserne for anvendelse af overenskomsten og betingelserne for en anvendelse af en anden overenskomst eller en international ordning er opfyldt, tager den tyske institution ved anvendelse af overenskomsten ikke den anden overenskomst eller den internationale ordning i betragtning, medmindre disse bestemmer andet".

9 Efter de tyske domstoles opfattelse er denne bestemmelse til hinder for, at M. Grana-Novoa kumulativt kan paaberaabe sig den tysk-schweiziske og den tysk-spanske overenskomst.

10 M. Grana-Novoa, der ikke fik medhold i foerste og anden instans, indankede sagen til Bundessozialgericht, der var i tvivl om, hvorvidt det faellesskabsretlige forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet efter Kongeriget Spaniens tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber den 1. januar 1986, er til hinder for anvendelsen af en undtagelsesbestemmelse som den i den tysk-schweiziske overenskomst, idet denne i den medlemsstat, der er part i overenskomsten, kan hindre den frie bevaegelighed for statsborgere fra andre medlemsstater.

11 Bundessozialgericht har derfor forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

1) Skal artikel 3, stk. 1, og artikel 1, litra j), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, fortolkes saaledes, at begrebet "lovgivning" i artikel 3, stk. 1, ogsaa omfatter bestemmelser, som indgaar i en bilateral overenskomst mellem en medlemsstat og et tredjeland, og som ved lov er blevet en del af medlemsstatens retsorden?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, skal EOEF-traktatens artikel 7 og artikel 3, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 da fortolkes saaledes, at en medlemsstat i en overenskomst med et tredjeland ikke kan bestemme, at der ved anvendelsen af overenskomsten ikke tages hensyn til internationale ordninger, naar dette indebaerer, at den sammenlaegning af forsikringsperioder efter medlemsstatens pensionsordning og tredjelandets pensionsordning, der efter medlemsstatens lovgivning ved overenskomstens anvendelse skal foretages for dens egne borgere, ikke kan bringes i anvendelse over for borgere fra andre EF-medlemsstater?

12 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg til Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

13 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal skal indledningsvis bemaerkes, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (herefter benaevnt "forordningen") bestemmer foelgende: "Personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning".

14 Det i ovennaevnte bestemmelse anvendte udtryk "lovgivning" er i forordningens artikel 1, litra j), defineret saaledes: "i forhold til enhver medlemsstat bestaaende og fremtidige love, administrative forskrifter, vedtaegtsmaessige bestemmelser og alle andre gennemfoerelsesregler" vedroerende de i forordningen naevnte sociale sikringsgrene, sikringsordninger og -ydelser.

15 I den forbindelse bemaerkes foerst, at denne definition ikke naevner internationale overenskomster om social sikring.

16 For det andet bemaerkes, at denne overenskomst alligevel er omfattet af saerlige bestemmelser i forordningen.

17 I forordningens artikel 6 er der saaledes fastsat det princip, at forordningen traeder i stedet for de overenskomster om social sikring, der er afsluttet alene mellem to eller flere medlemsstater eller mellem mindst to medlemsstater og en eller flere andre stater, for saa vidt det ° i sidstnaevnte tilfaelde ° drejer sig om tilfaelde, hvis ordning ikke kraever medvirken af nogen institution i en af de sidstnaevnte stater.

18 Under fravigelse af dette princip bestemmer forordningens artikel 7, at forordningen ikke beroerer en raekke eksisterende internationale overenskomster, herunder de i bilag III til forordningen anfoerte bestemmelser i bilaterale overenskomster om social sikring, der er indgaaet mellem medlemsstaterne.

19 Forordningens artikel 8 bestemmer, at to eller flere medlemsstater kan afslutte overenskomster med hinanden paa grundlag af forordningens principper og grundtanker.

20 I henhold til forordningens artikel 3, stk. 3, udstraekkes raekkevidden af de ° mellem to medlemsstater indgaaede og i bilag III anfoerte ° overenskomster om social sikring, som i henhold til artikel 7 finder anvendelse, samt de overenskomster, der indgaas mellem medlemsstater i henhold til artikel 8, til at omfatte samtlige personer, der omfattes af forordningen, medmindre andet er bestemt i bilag III.

21 Ved anvendelse af ovennaevnte bestemmelser betyder udtrykket "overenskomst om social sikring" i henhold til forordningens artikel 1, litra k), "enhver bilateral eller multilateral overenskomst, der er eller i fremtiden maatte blive indgaaet udelukkende mellem to eller flere medlemsstater, samt enhver multilateral overenskomst, der er eller i fremtiden maatte blive indgaaet mellem mindst to medlemsstater og en eller flere andre stater, naar en saadan overenskomst paa den sociale sikrings omraade paalaegger parterne forpligtelser med hensyn til samtlige eller til en eller flere af de i artikel 4, stk. 1 og 2, omhandlede sikringsgrene eller sikringsordninger, samt aftaler af enhver art, der indgaas i henhold til de naevnte overenskomster".

22 Deraf foelger, at forordningen, for saa vidt angaar internationale overenskomster om social sikring, hviler paa det princip, at i det indbyrdes forhold mellem medlemsstaterne og under forbehold af bestemte udtoemmende anfoerte undtagelser maa de eksisterende overenskomster ikke unddrage disse staters borgere fordelen af den af forordningen oprettede ordning til koordinering af de nationale sociale sikringsordninger, og at de nye overenskomster mellem medlemsstaterne ikke maa fravige forordningens principper og grundtanker, saaledes at borgere i EF-medlemsstater altid over for de sociale sikringsinstitutioner i de paagaeldende medlemsstater kan paaberaabe sig forordningens bestemmelser.

23 Det fremgaar saaledes af forordningens bestemmelser, at kun de internationale overenskomster om social sikring, som mindst to medlemsstater er parter i, er omfattet af forordningens anvendelsesomraade, og at forordningen med hensyn til overenskomster, der er indgaaet med en eller flere andre stater, kun finder anvendelse for saa vidt angaar forhold mellem medlemsstater.

24 Derimod indeholder forordningen ingen bestemmelser om overenskomster mellem kun én medlemsstat og et eller flere tredjelande, hverken for saa vidt angaar spoergsmaalet om og i hvilket omfang ordningen i forordningen afloeser disse overenskomster eller for saa vidt angaar anvendelsen af ligebehandlingsprincippet. Det maa derfor fastslaas, at disse overenskomster forsaetligt er undtaget fra forordningens anvendelsesomraade.

25 I modsat fald ville der vaere indfoert saerlige bestemmelser for at regulere anvendelsen af forordningen paa disse overenskomster, saaledes som det er sket i forordningen for saa vidt angaar bestemmelser vedroerende overenskomster afsluttet mellem to eller flere medlemsstater og overenskomster mellem mindst to medlemsstater og et eller flere tredjelande. Det ville nemlig vaere ulogisk at lade overenskomster indgaaet mellem kun én medlemsstat og en eller flere andre stater vaere fuldt ud omfattet af forordningen, mens forordningen udtrykkelig indeholder bestemte forbehold med hensyn til anvendelsen deraf paa de overenskomster, der er indgaaet mellem to eller flere medlemsstater.

26 Som foelge heraf kan udtrykket "lovgivning", som omhandlet i forordningen, ikke omfatte de overenskomster om social sikring, der kun er indgaaet mellem en enkelt medlemsstat og et tredjeland, som omhandlet i hovedsagen.

27 Det tilfoejes herved, at denne fortolkning ikke aendres ved, at en saadan overenskomst er blevet inkorporeret ved lov i en bestemt medlemsstats retsorden og dermed er blevet en del af den nationale ret. Forordningens raekkevidde maa nemlig vaere den samme i alle medlemsstater for at sikre forordningens ensartede anvendelse i samtlige medlemsstater og kan derfor ikke vaere afhaengig af, hvilken metode der i den enkelte medlemsstat er anvendt til inkorporeringen af internationale overenskomster om social sikring i disse staters retsorden.

28 Den omstaendighed, at en international overenskomst med lovkraft er blevet inkorporeret i en medlemsstats interne ret, er derfor ikke tilstraekkelig til, at overenskomsten ved forordningens anvendelse kan vaere omfattet af udtrykket "lovgivning" i denne medlemsstat.

29 Herefter boer det foerste spoergsmaal fra Bundessozialgericht besvares saaledes, at artikel 3, stk. 1, og artikel 1, litra j), i Raadets forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at det i de naevnte artikler omhandlede begreb "lovgivning" ikke omfatter bestemmelser i internationale overenskomster om social sikring, der er indgaaet mellem en enkelt medlemsstat og et tredjeland. Denne fortolkning beroeres ikke af, at saadanne overenskomster er inkorporeret i den paagaeldende medlemsstats interne retsorden i form af bestemmelser med lovkraft.

Det andet spoergsmaal

30 I betragtning af denne besvarelse af det foerste spoergsmaal findes det unoedvendigt at behandle det andet spoergsmaal.

Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den italienske, den nederlandske, den portugisiske regering og Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundessozialgericht ved kendelse af 28. august 1991, for ret:

Artikel 3, stk. 1, og artikel 1, litra j), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971, om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes saaledes, at det i de naevnte artikler omhandlede begreb "lovgivning" ikke omfatter bestemmelser i internationale overenskomster om social sikring, der er indgaaet mellem en enkelt medlemsstat og et tredjeland. Denne fortolkning beroeres ikke af, at saadanne overenskomster er inkorporeret i den paagaeldende medlemsstats interne retsorden i form af bestemmelser med lovkraft.