61992C0414

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Bundesgerichtshof har forelagt Domstolen praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter "Bruxelles-konventionen"). Spoergsmaalene udspringer af en sag, som verserer mellem den tyske virksomhed, Solo Kleinmotoren, og den italienske forretningsdrivende Emilio Boch. Sagen drejer sig om, hvorvidt et retsforlig, indgaaet i Tyskland, er til hinder for, at Boch kan faa en dom, afsagt i Italien, fuldbyrdet i Tyskland.

2. Sagens naermere omstaendigheder er foelgende: Boch drev virksomhed i Milano under firmanavnet "SOLO" og forhandlede landbrugsmaskiner, som leveredes af Solo Kleinmotoren. I 1966 blev der i Bologna stiftet et selskab ved navn SOLO Italiana SpA, som herefter forestod salget i Italien af de maskiner, som Solo Kleinmotoren fremstillede, og i hvilken forbindelse Solo Kleinmotoren indstillede sine leverancer til Boch.

Denne anlagde derpaa to sager. Den ene sag, anlagt ved civilretten i Milano, vedroerte misligholdelse af kontrakten mellem parterne. Den anden, anlagt ved civilretten i Bologna mod baade Solo Kleinmotoren og SOLO Italiana, vedroerte kraenkelse af firmanavn og illoyal konkurrence.

3. Sagen i Milano endte med, at Corte d' appello di Milano i 1975 doemte Solo Kleinmotoren til at betale Emilio Boch ca. 48 mio. LIT med renter. Denne dom blev i overensstemmelse med Bruxelles-konventionen forsynet med fuldbyrdelsespaategning i Tyskland. Beslutningen herom blev imidlertid af Solo Kleinmotoren indbragt for Oberlandesgericht Stuttgart. For denne domstol og paa denne domstols forslag sluttede parterne den 24. februar 1978 et forlig, hvori det bl.a. bestemtes:

"1) Rekvisitus [Solo Kleinmotoren] betaler til rekvirenten [Emilio Boch] ... 160 000 DM ...

2) Rekvisitus afhenter varer ...

3) Dermed er alle indbyrdes krav mellem parterne i anledning af deres forretningsforbindelse ophoert ...

Rekvirenten forpligter sig til ikke at goere de krav, der er genstand for naervaerende retsag, gaeldende over for SOLO Italiana, Bologna ..."

4. Den i Bologna anlagte sag mundede ud i, at Corte d' appello di Bologna ved en dom afsagt i 1979 fandt Solo Kleinmotoren samt SOLO Italiana solidarisk ansvarlige for kraenkelsen af navnet "SOLO" som firmanavn samt for illoyal konkurrence. Appelretten henskoed opgoerelsen af erstatningskravet til senere sag. Appelretten tog i dommens praemisser stilling til et anbringende om, at samtlige Emilio Boch' s krav maatte antages at vaere opfyldt ved retsforliget indgaaet i Stuttgart den 24. februar 1978. Retten tog ikke dette anbringende til foelge, idet den bl.a. anfoerte, at forliget aldrig var blevet erklaeret for eksigibelt i Italien, og at det under alle omstaendigheder ikke havde noget at goere med den tvist, som forelaa for retten til paakendelse. Det hedder bl.a. i dommen:

"I oevrigt fremgaar det klart af indholdet af forligsprotokollatet og af den for de tyske dommere foreliggende og i forligsdokumentet omhandlede sagsgenstand, at de i den foreliggende sag omtvistede forhold blev undtaget fra den opnaaede ordning af forholdene mellem Emilio Boch og det tyske selskab. For Oberlandesgericht Stuttgart var der tale om fuldbyrdelsen af den af appelretten i Milano afsagte dom vedroerende Emilio Boch' s paastand ... dels om ophaevelse af eksklusivaftalen om successiv levering, dels om erstatning for den ved misligholdelsen foraarsagede skade."

5. Boch anlagde i 1981 sag ved civilretten i Bologna med henblik paa at opnaa betaling af erstatning paa grund af kraenkelsen af firmabetegnelsen og den illoyale konkurrence. Civilretten i Bologna doemte i 1986 Solo Kleinmotoren og SOLO Italiana til at udrede en erstatning paa ca. 180 mio. LIT. Denne dom blev stadfaestet af Corte d' appello di Bologna. For begge instanser fremfoerte Solo Kleinmotoren, at det for Oberlandesgericht Stuttgart i 1978 indgaaede forlig havde bragt en ende paa parternes mellemvaerende. Begge instanser forkastede dette anbringende under henvisning til, at der i dommen afsagt i 1979 af Corte d' appello di Bologna var taget stilling til dette spoergsmaal, og at denne dom var retskraftig.

6. Boch fremsatte herefter ved Landgericht Stuttgart anmodning om, at den i Bologna afsagte erstatningsdom blev forsynet med fuldbyrdelsespaategning i Tyskland. Fuldbyrdelsespaategningen blev givet ved kendelse af 4. december 1990. Denne blev af Oberlandesgericht Stuttgart stadfaestet ved kendelse afsagt 4. februar 1992. Det er denne kendelse, som Solo Kleinmotoren har indbragt for Bundesgerichtshof med paastand om, at den ophaeves, og at Emilio Boch' s begaering om fuldbyrdelsespaategning ikke imoedekommes.

7. For Bundesgerichtshof har Solo Kleinmotoren henvist til, at punkt 3 i det for Oberlandesgericht Stuttgart indgaaede forlig tilsigtede at udelukke alle de krav, som Emilio Boch maatte have mod selskabet, herunder de krav, som han efterfoelgende fik dom for ved retterne i Bologna, og selskabet har paa dette grundlag gjort gaeldende, at retsforliget udgoer en hindring for anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den i Bologna afsagte erstatningsdom. Selskabet har stoettet dette anbringende paa artikel 27, nr. 3, i Bruxelles-konventionen, som bestemmer:

"En retsafgoerelse kan ikke anerkendes:

3) saafremt afgoerelsen er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til;"

Selskabet er af den opfattelse, at retsforlig er omfattet af artikel 27, nr. 3.

8. Bundesgerichtshof har fundet, at der maa tages stilling til, om retsforlig kan sidestilles med anerkendelseshindrende afgoerelser efter artikel 27, nr. 3, foerend der skal tages stilling til, om der foreligger modstrid mellem forligets indhold og den dom, der oenskes fuldbyrdet. Bundesgerichtshof har derfor forelagt foelgende praejudicielle spoergsmaal for Domstolen:

"Kan en afgoerelse - jf. Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 3 - som den afgoerelse, der begaeres anerkendt, er uforenelig med, ogsaa vaere et eksigibelt forlig, der under en retssag og til bilaeggelse af denne er indgaaet af de samme parter for en ret i den stat, begaeringen rettes til?

Gaelder dette i bekraeftende fald for de i forliget aftalte forhold som helhed eller kun for de forhold, som kunne danne grundlag for en selvstaendig fuldbyrdelse i medfoer af Bruxelles-konventionens artikel 51, og eventuelt foerst naar fuldbyrdelsesbetingelserne er opfyldt?"

9. For Domstolen har hovedsagens parter, den tyske regering, den italienske regering og Kommissionen afgivet indlaeg.

10. Boch har gjort gaeldende, at Domstolen boer afvise at besvare de forelagte spoergsmaal. Han anfoerer navnlig, at appelretten i Bologna har taget endelig stilling til, hvorvidt der er modstrid mellem retsforliget og de krav, som blev rejst for retten, og som han fik medhold i. Rigtigheden af en saadan retskraftig dom kan ikke bestrides i forbindelse med en begaering om fuldbyrdelsespaategning efter Bruxelles-konventionen, da konventionens artikel 34, stk. 3, bestemmer, at den ret, som behandler fuldbyrdelsesbegaeringen, i intet tilfaelde kan efterproeve den udenlandske afgoerelse med hensyn til sagens realitet.

11. Boch' s opfattelse bygger paa en bestemt fortolkning af konventionen, nemlig den, at artikel 34, stk. 3, er til hinder for anvendelsen af artikel 27, nr. 3, naar der i den dom, der oenskes fuldbyrdet, er taget stilling til, om den vil vaere uforenelig med "en afgoerelse mellem de samme parter" truffet i fuldbyrdelsesstaten.

12. Bundesgerichtshof har ikke forelagt Domstolen spoergsmaal vedroerende betydningen af artikel 34, stk. 3. Den har valgt at stille det ovenfor citerede spoergsmaal om fortolkningen af artikel 27, nr. 3. Den har fundet det hensigtsmaessigt at faa taget stilling til dette spoergsmaal, fordi det, hvis spoergsmaalet besvares benaegtende, under alle omstaendigheder er udelukket at anvende artikel 27, nr. 3.

13. Efter min mening vil det ikke i den foreliggende sag vaere rigtigt, at Domstolen tager stilling til rigtigheden af den af Boch haevdede fortolkning af konventionens artikel 34, stk. 3. Der er ikke stillet spoergsmaal herom, og som naevnt vil en benaegtende besvarelse af det forelagte spoergsmaal indebaere, at en stillingtagen til betydningen af artikel 34, stk. 3, bliver overfloedig.

14. Bundesgerichtshof har stillet spoergsmaalet om fortolkning af artikel 27, nr. 3, fordi Solo Kleinmotoren har paaberaabt sig denne bestemmelse for at hindre fuldbyrdelse af den erstatningsdom, der er afsagt i Italien.

15. Efter konventionens artikel 31 kan "de i en kontraherende stat trufne retsafgoerelser, som er eksigible i den paagaeldende stat, ... fuldbyrdes i en anden kontraherende stat, naar de paa begaering af en berettiget part er blevet erklaeret for eksigible i sidstnaevnte stat", og efter artikel 34, stk. 2, kan "begaeringen kun ... afslaas af en af de i artikel 27 og 28 anfoerte grunde".

16. De bestemmelser, der er relevante for sagens afgoerelse, findes i konventionens afsnit III om anerkendelse og fuldbyrdelse. Den foerste bestemmelse i dette afsnit er artikel 25, hvori det fastslaas: "I denne konvention forstaas ved 'retsafgoerelse' , enhver afgoerelse truffet af en ret i en kontraherende stat, uanset hvorledes den betegnes, saasom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder justitssekretaerens fastsaettelse af sagsomkostninger."

17. Det er klart, at denne definition ikke omfatter retsforlig.

18. Saerlige regler om fuldbyrdelse af retsforlig er medtaget i konventionens afsnit IV om officielt bekraeftede dokumenter og retsforlig. Artikel 51 bestemmer: "Forlig, der er indgaaet for retten under en retssag, og som er eksigible i den stat, hvor de er indgaaet, kan fuldbyrdes i den stat, som begaeringen rettes til, paa samme betingelser som officielt bekraeftede dokumenter." Artikel 50, der vedroerer officielt bekraeftede dokumenter, bestemmer, at saadanne dokumenter, "der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat, skal efter begaering erklaeres for eksigible i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med den i artikel 31 ff. fastsatte fremgangsmaade", og at "begaeringen kan kun afslaas, saafremt en fuldbyrdelse af det officielt bekraeftede dokument vil stride mod grundlaeggende retsprincipper i den stat, som begaeringen rettes til".

19. Mens det er utvivlsomt, at artikel 27, nr. 3, for saa vidt angaar de afgoerelser, der skal anerkendes, laegger det i artikel 25 definerede begreb til grund, er der i den foreliggende sag rejst tvivl, om definitionen i artikel 25 ogsaa gaelder for den "afgoerelse", der paaberaabes som hindrende for anerkendelsen af den fremmede afgoerelse.

20. Bundesgerichtshof udtaler herom, at definitionen i artikel 25 umiddelbart kun gaelder for den afgoerelse, der skal anerkendes, og at det er et spoergsmaal, om begrebet "afgoerelse" som anerkendelseshindring efter artikel 27, nr. 3, "under hensyn til, at formaalet er et andet, noejagtigt svarer til begrebet, der er defineret i artikel 25".

21. Bundesgerichtshof' s udgangspunkt er efter min mening naeppe holdbart. Definitionen i artikel 25 gaelder efter sin ordlyd generelt for begrebet afgoerelser, hvor det anvendes i konventionen, jf. herved ordene "i denne konvention forstaas ved ...". Og der er ikke i forarbejderne eller i oevrigt i konventionen holdepunkter for, at definitionen ikke skulle gaelde for anerkendelseshindrende afgoerelser.

22. Selve formuleringen af artikel 27, nr. 3, taler i oevrigt mod, at den anerkendelseshindrende afgoerelse skulle omfatte retsforlig. Den engelske version af bestemmelsen anvender saaledes begrebet "judgment" ogsaa for anerkendelseshindringen. I alle de sproglige versioner tales der om, at "afgoerelsen" er "truffet" i den stat, som begaeringen rettes til. Efter konventionens artikel 51 bliver retsforlig "indgaaet" for retten under en retssag.

23. En accept af, at de anerkendelseshindrende afgoerelser efter artikel 27, nr. 3, ogsaa kan vaere retsforlig, vil derfor forudsaette en fortolkning af bestemmelsen, der ikke har stoette i bestemmelsens ordlyd og dens kontekst.

24. En saadan udvidende fortolkning er ikke naerliggende, naar henses til, at artikel 27, nr. 3, indeholder en undtagelse fra konventionens formaal, nemlig at fremme anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i de kontraherende stater, og at artikel 27, nr. 3, efter sit indhold giver "fuldbyrdelsesstatens" afgoerelser en saerlig privilegeret stilling, idet de kan vaere anerkendelseshindrende, hvad enten de er truffet foer eller efter den afgoerelse, der skal anerkendes og fuldbyrdes.

25. Hertil kommer som naevnt i forelaeggelseskendelsen og i flere af indlaeggene, at en accept af retsforlig som anerkendelseshindring giver saerlige problemer, herunder de problemer, der er aarsagen til, at det andet af de praejudicielle spoergsmaal er stillet.

26. Der skal paa denne baggrund saerdeles staerke reale grunde til for at give artikel 27, nr. 3, en fortolkning, hvorefter ogsaa retsforlig kan vaere anerkendelseshindrende.

27. Efter forarbejderne er begrundelsen for bestemmelsen, at "retstilstanden i en stat ville blive forstyrret, saafremt man kunne paaberaabe sig to modstridende domme" (1). Det kan goeres gaeldende, at retstilstanden i fuldbyrdelsesstaten ogsaa vil blive forstyrret, hvis der er modstrid mellem en udenlandsk retsafgoerelse og et indenlandsk retsforlig, men det kan med lige saa stor ret goeres gaeldende, at forstyrrelsen er mere kvalificeret og maerkbar, naar modstriden er mellem to retsafgoerelser.

28. Der er efter min mening ikke grund til naermere at droefte de argumenter for en udvidende fortolkning af artikel 27, nr. 3, der tager deres udgangspunkt i litis pendens-reglen i konventionens artikel 21, og som bygger paa den i sig selv rigtige praemis, at bestemmelserne skal gives en sammenhaengende fortolkning. Der er efter min mening ikke i denne argumentation noget, der paa vaesentlig maade taler for en udvidende fortolkning af artikel 27, nr. 3.

29. Solo Kleinmotoren har anfoert, at der kun gennem en accept af retsforlig som anerkendelseshindring kan skabes den noedvendige ligebehandling mellem de forskellige maader, hvorpaa der i de kontraherende stater kan bringes en ende paa en proces.

Selskabet har naermere anfoert, at en proces i samtlige kontraherende stater kan afsluttes ved parternes indbyrdes aftale. Imidlertid sker dette ifoelge Solo Kleinmotoren i flere af de kontraherende stater ikke ved et "forlig", men ved en "dom med samtykke" (2). Saaledes skulle det f.eks. forholde sig i Belgien, Luxembourg, Det Forenede Kongerige og Irland. Der er foelgelig grundlaeggende tale om samme praktiske faenomen, hvis benaevnelse og mindre detaljer blot er afvigende fra stat til stat. Hvis man i en saadan situation lagde vaegt paa benaevnelsen snarere end paa det reelle, ville man ganske vist formelt behandle afgoerelser fra de kontraherende stater ens. I realiteten derimod ville man forskelsbehandle de stater, som har kaldt den procesafslutning, som bl.a. hviler paa partsautonomien, for et forlig.

30. Dette argument er efter min mening ikke saa tungtvejende, at det kan foere til den af selskabet foreslaaede fortolkning. Der er efter de foreliggende oplysninger naeppe belaeg for, at de to alternative maader at afslutte retstvister paa kun skulle afvige indbyrdes for saa vidt angaar mindre enkeltheder. Efter det oplyste er der for indevaerende ingen kontraherende stater, hvis retsorden skulle tillaegge retsforlig nogen retskraft, hvorimod "samtykke-domme" kan have retskraft. Ganske vist stiller konventionen ikke krav om, at en dom skal have opnaaet retskraft, for at den kan anerkendes, jf. herved forudsaetningsvis artikel 30, stk. 1, men det er desuagtet en vaesentlig forskel mellem de to afslutningsmaader i almindelighed, at den ene ikke kan opnaa retskraft, mens den anden almindeligvis vil opnaa den paa et eller andet tidspunkt.

Hertil kommer, at forliget typisk ikke er blevet tilvejebragt under iagttagelse af fuldt ud samme garantier som en retsafgoerelse, og at rettens autoritet ikke ligger bag et retsforlig, saaledes som det er tilfaeldet med en retsafgoerelse.

31. Det forekommer mig saaledes ikke muligt at fortolke artikel 27, nr. 3, saaledes at bestemmelsen i strid med sin ordlyd skulle omfatte retsforlig som anerkendelseshindring. Hvis der maatte vise sig at vaere et praktisk behov herfor, maa bestemmelsen aendres for at opnaa et saadant resultat.

32. Det maa - som ogsaa naevnt i forelaeggelseskendelsen - i denne forbindelse ikke overses, at artikel 27, nr. 1, indeholder en regel, der kan anvendes til at naegte at anerkende og fuldbyrde udenlandske retsafgoerelser, nemlig naar anerkendelsen "vil stride mod grundlaeggende retsprincipper" i fuldbyrdelsesstaten, og at denne bestemmelse i givet fald vil kunne anvendes i et tilfaelde, hvor der foreligger helt ekstraordinaere omstaendigheder.

33. Som foelge af den foreslaaede fortolkning af artikel 27, nr. 3, er der ikke grund til at besvare det andet af de praejudicielle spoergsmaal.

Forslag til afgoerelse

34. Paa grundlag af disse betragtninger skal jeg foreslaa Domstolen at besvare det foerste forelagte spoergsmaal saaledes:

"Den afgoerelse, som efter Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 3, kan hindre anerkendelse af en udenlandsk afgoerelse, kan ikke vaere et eksigibelt forlig, der under en retssag og til bilaeggelse af denne er indgaaet af de samme parter for en ret i den stat, som begaeringen om anerkendelse rettes til."

(*) Originalsprog: dansk.

(1) - Jenard-rapporten, EFT 1979 C 59, s. 45.

(2) - Saakaldte jugements convenus , jugements d' expédient , jugements de donner acte og consent judgments .