61991B0081

++++

Retspleje ° sagsomkostninger ° soegsmaal blevet uden genstand ° sagsoegeren ikke haevet sagen ° anvendelse af regler i tilfaelde, hvor det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 5 og 6)

Naar et soegsmaal, der kunne realitetsbehandles ved staevningens indlevering, er blevet uden genstand ° idet sagsoegte har efterkommet sagsoegerens krav, og naar sagsoegeren ikke har haevet sagen, idet han for Retten har nedlagt paastand om, at sagen fremmes til realitetsbehandling, i det mindste hvad angaar sagsomkostningerne ° skal der ikke traeffes afgoerelse om omkostningerne efter procesreglementets artikel 87, stk. 5, men efter reglementets artikel 87, stk. 6, som bestemmer, at Retten er frit stillet i sin afgoerelse om sagsomkostningerne, saafremt det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om sagens genstand.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren er tjenestemand ved Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet"). Han blev fastansat den 1. juli 1976 i loenklasse C4, loentrin 1. Inden sin ansaettelse i Parlamentet havde han indbetalt pensionsbidrag til to luxemburgske pensionskasser, Caisse de pensions des employés privés og Etablissement d' assurance contre la vieillesse et l' invalidité (herefter benaevnt henholdsvis "CPEP" og "AVI").

2 I 1979 anmodede sagsoegeren om at faa sine pensionsrettigheder overfoert til Faellesskaberne.

3 Ved skrivelse af 15. oktober 1979 underrettede Parlamentet i medfoer af artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") sagsoegeren om antallet af de pensionsgivende tjenesteaar, der kunne godskrives ham ved overfoerslen af de pensionsrettigheder, han havde erhvervet hos CPEP, som udgjorde 3 aar, 3 maaneder og 2 dage. Ved skrivelse af 5. februar 1980 underrettede Parlamentet endvidere sagsoegeren om antallet af de pensionsgivende tjenesteaar, der kunne godskrives ham ved overfoerslen af de pensionsrettigheder, han havde erhvervet hos AVI, som udgjorde 5 aar, 3 maaneder og 20 dage. Paa det tidspunkt gik sagsoegeren ikke videre med sin anmodning om at faa overfoert sine pensionsrettigheder.

4 I 1985 anmodede sagsoegeren paa ny om at faa sine pensionsrettigheder overfoert til Faellesskaberne, og trods den sene anmodning gik de to pensionskasser ° efter en kraftig opfordring fra Parlamentets side ° med til dette, dog uden at forhoeje beloebet fra 1979 med renter for perioden 1980-1985.

5 Ved skrivelse af 31. maj 1985 meddelte AVI Parlamentet, at pensionskassen ville udbetale et beloeb paa 369 907 LFR til Parlamentet, svarende til overfoerslen af Jacques Feltz' pensionsbidrag.

6 Ved skrivelse af 18. juni 1985 tilsendte Parlamentet sagsoegeren et forslag om overfoersel af de pensionsrettigheder, han havde erhvervet hos CPEP, som indebar en anciennitetsgodskrivning paa 2 aar, 9 maaneder og 22 dage. Overfoerslen fandt sted i september 1985.

7 Ved skrivelse af 19. september 1985 ° tilsendt sagsoegeren den 20. september 1985 ° meddelte Parlamentet, at det havde fastsat antallet af pensionsgivende tjenesteaar, som sagsoegeren ville faa ved overfoerslen af de pensionsrettigheder, han havde erhvervet hos AVI, til 4 aar, 4 maaneder og 24 dage. Ved samme skrivelse fastsattes endvidere den 6. august 1971 som dato for anciennitetens begyndelse (herefter benaevnt "anciennitetsdato").

8 I oktober 1985 rettede Parlamentet henvendelse til CPEP vedroerende renter af sagsoegerens pensionsbidrag for perioden april 1980 ° september 1985.

9 Ved skrivelse af 22. april 1986 meddelte CPEP Parlamentet, at pensionskassen skyldte Parlamentet 51 685 LFR i form af renter.

10 Den 5. maj 1986 traf Parlamentet en ny afgoerelse, ifoelge hvilken den 13. december 1967 fastsattes som anciennitetsdato og antallet af pensionsgivende tjenesteaar til 3 aar, 5 maaneder og 27 dage som foelge af de renter, CPEP havde betalt.

11 Den 5. oktober 1990 udbetalte AVI for sit vedkommende de renter, det skyldte Parlamentet. Dette gav anledning til nye beregninger.

12 I loebet af oktober 1990 genoptog Parlamentet sagsoegerens pensionssag, hvorved det nedsatte antallet af pensionsgivende tjenesteaar paa basis af de hos AVI erhvervede pensionsrettigheder fra 4 aar, 4 maaneder og 24 dage til 3 aar, 6 maaneder og 22 dage. Parlamentet underrettede sagsoegeren om disse nye beregninger ved skrivelse af 4. februar 1991, hvorved det samtidig underrettede ham om beregningerne vedroerende de hos CPEP erhvervede pensionsrettigheder, som betoed, at antallet af pensionsgivende tjenesteaar blev nedsat fra 3 aar, 5 maaneder og 27 dage til 2 aar, 2 maaneder og 17 dage.

13 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at dette resultat skyldes det forhold, at Parlamentet for foerste gang anvender en justeringskoefficient. Ifoelge sagsoegeren var de beregninger, han havde faaet tilsendt i 1979 og 1980, fejlagtige, idet Parlamentet i forbindelse med hans fastansaettelse havde undladt at anvende den gaeldende justeringskoefficient paa hans grundloen. Denne fejl blev foerst opdaget i forbindelse med beregningen af AVI' s overfoersel i oktober 1990.

14 Den 3. maj 1991 indbragte sagsoegeren en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, hvori han anmodede Parlamentet om "at annullere den afgoerelse, jeg blev underrettet om ved skrivelse af 4. februar 1991, hvorved der var foretaget en ny beregning over anciennitetsgodskrivningen, og hvorved det blev mig paalagt at traeffe et valg, uden at man gav mig de oplysninger, der gjorde det muligt for mig at efterproeve beregningerne af den meddelte anciennitetsgodskrivning og forstaa, hvorfor den tredje beregning var mere korrekt end de to foregaaende, som stillede mig gunstigere". Sagsoegeren tilfoejede at "den anfaegtede afgoerelse foelgelig boer erstattes af en ny afgoerelse med en korrekt, praecis og begrundet beregning over den anciennitetsgodskrivning, jeg havde erhvervet inden ansaettelsen, der saetter mig i stand til med fuld viden om alle sagens forhold at vaelge den ordning, der stiller mig gunstigst. For at saette mig i stand til at traeffe det rigtige valg, er Parlamentet ° i betragtning af dets pligt til at varetage de dér ansatte tjenestemaends interesser samt under hensyntagen til sagens tekniske karakter og de i Schneemann-dommen anfoerte principper ° pligtigt at yde mig den noedvendige tekniske og oekonomiske bistand".

15 Den 5. september 1991 besvarede Parlamentets generalsekretaer som beslutningstagende myndighed klagen i foelgende vendinger:

"... [en] undersoegelse af sagen viser, at de beregninger, De fik tilsendt i 1985 i forbindelse med Deres beslutning om at overfoere Deres nationale pensionsrettigheder til Faellesskaberne, var fejlagtige.

Jeg har foelgelig bestemt, at De underrettes om beregningen af de pensionsrettigheder, De ville have erhvervet, hvis De ikke havde foretaget en overfoersel i 1985 ...".

Retsforhandlinger

16 Jacques Feltz har herefter ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. november 1991 anlagt naervaerende sag, der er registreret under nummer T-81/91, med foelgende paastand:

"Det fastslaas, at:

Parlamentet ex officio skal yde sagsoegeren den noedvendige tekniske og oekonomiske bistand med henblik paa at saette ham i stand til med fuld viden at udoeve den ret, der tillaegges ham i medfoer af artikel 11, stk. 2, i vedtaegtens bilag VIII.

Retten udtaler og bestemmer:

1) Europa-Parlamentets afgoerelse af 4. februar 1991 om at nedsaette sagsoegerens anciennitet i forbindelse med overfoerslen af hans nationale pensionsrettigheder til Faellesskaberne annulleres.

2) Sagsoegte betaler sagens omkostninger."

17 Den 21. november 1991 tilsendte Parlamentet de to nationale pensionskasser, CPEP og AVI, en skrivelse, hvori det bad dem oplyse, paa hvilke betingelser de kunne gaa med til en tilbagebetaling af det overfoerte beloeb, samt stoerrelsen af det opsatte pensionsbeloeb, Jacques Feltz ville have faaet udbetalt, saafremt overfoerslen ikke havde fundet sted.

18 Den 27. november 1991 svarede AVI, at den ikke kunne gaa med til en tilbagefoersel af sagsoegerens pensionsrettigheder. AVI fremsendte endvidere en beregning over det pensionsbeloeb, sagsoegeren ville have haft ret til, hvis overfoerslen ikke havde fundet sted i 1985. CPEP meddelte, at en tilbagefoersel ikke var mulig.

19 Den 15. januar 1992 tilsendte Parlamentets generalsekretaer sagsoegeren en skrivelse med foelgende ordlyd:

"Man har i Deres sag meddelt mig, at Caisse de pension des employés privés (CPEP) samt Etablissement d' assurance contre la vieillesse et l' invalidité (AVI) har afvist at gaa med til en eventuel tilbagebetaling af de beloeb, der er udbetalt til Europa-Parlamentet i forbindelse med overfoersel af Deres pensionsrettigheder.

Der findes ingen lovhjemmel, der giver mulighed for at ophaeve en saadan overfoersel. Desuden har CPEP afslaaet til vor oplysning at beregne den pension, De ville have vaeret berettiget til, hvis overfoerslen ikke havde fundet sted; CPEP har begrundet afslaget med, at den anser det for overfloedigt at foretage en beregning for et tidligere medlem, som pensionskassen ikke laengere har noget udestaaende med.

Eftersom De har underskrevet anmodningen om tilbagekoeb af pensionsretten paa basis af den beregning over de pensionsgivende tjenesteaar, der blev foretaget den 18. juni 1985 for CPEP' s vedkommende og den 20. juni 1985 for AVI' s vedkommende, og i erkendelse af, at tilbagekoeb af en pensionsret indebaerer komplicerede matematiske beregninger, har jeg bedt vort kontor betragte beregningerne fra 1985 som endelige. Alene de renter, AVI overfoerte i 1990, forbliver omregnet til pensionsgivende tjenesteaar i Faellesskaberne paa basis af beregninger foretaget under anvendelse af justeringskoefficienten.

Foelgelig betragtes de nye beregninger henholdsvis af 17. oktober 1990 og 4. februar 1991 som ugyldige, og De vil have ret til pension med den hoejeste sats fra og med den dag, De fylder 60 aar og 2 maaneder.".

20 Den 20. januar 1992 har Parlamentet paastaaet soegsmaalet afvist med den begrundelse, at skrivelsen fra dets generalsekretaer af 5. september 1991 udgoer en klar og tydelig afgoerelse, der tager sagsoegerens klage af 3. maj 1991 til foelge. Parlamentet har saaledes nedlagt paastand om, at det bestemmes, at soegsmaalet er uden genstand, at sagen afvises, og at der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler. Parlamentet har samtidig gjort opmaerksom paa, at generalsekretaeren den 5. september 1991 ° dvs. den dag, svaret paa klagen blev fremsendt ° bl.a. gav foelgende instruks til Parlamentets kompetente kontor:

"Som det fremgaar af den sag, De har oversendt til Den Juridiske Tjeneste vedroerende denne klage, var alle de beregninger af anciennitetsgodskrivningen, der blev meddelt sagsoegeren i perioden 1979-1990, fejlagtige, idet justeringskoefficienten ikke blev anvendt paa hans grundloen.

Med henblik paa at ophaeve skadevirkningerne af denne fejl skal jeg anmode Dem om at tilsende sagsoegeren en beregning over de nationale pensionsrettigheder, han ville have erhvervet, hvis han ikke havde foretaget en overfoersel i 1985, og eventuelt at forhandle tilbagefoerslen af hans pensionsret til de nationale pensionskasser."

21 Den 9. marts 1992 har sagsoegeren fremsat bemaerkninger til formalitetsspoergsmaalet; han har herved gjort gaeldende, at naar Parlamentet den 4. februar 1991 sendte ham en ny beregning over de pensionsgivende tjenesteaar, han fik tillagt i forbindelse med overfoerslen af pensionsretten, er det, fordi Parlamentet betragtede de foregaaende beregninger som fejlagtige. Saaledes bekraefter skrivelsen af 5. september 1991 kun, at beregningerne fra 1985 var fejlagtige, uden dog samtidig at drage beregningerne fra den 4. februar 1991 i tvivl. Videre mener sagsoegeren, at hvis han havde vaeret vidende om de instrukser, Parlamentets generalsekretaer gav det kompetente kontor, havde han kunnet anmode sidstnaevnte om en praecisering af svaret af 5. september 1991, hvorefter det ikke ville have vaeret noedvendigt at rejse naervaerende annullationssoegsmaal. Efter sagsoegerens opfattelse har Parlamentets forvaltning tilsyneladende foerst genoptaget sagen efter forkyndelsen af staevningen. Sagsoegeren goer gaeldende, at det foerst er ved afgoerelsen af 15. januar 1992, at Parlamentet har vist imoedekommenhed i forbindelse med hans klage af 3. maj 1991; paa den baggrund nedlaegger han paastand om, at sagsoegtes afvisningspaastand forkastes, og at det foelgelig bestemmes, at sagen fremmes til realitetsbehandling, i det mindste hvad angaar dens omkostninger.

Sagens manglende genstand og sagsomkostningerne

22 Retten finder, at skrivelsen af 5. september 1991 fra Parlamentets generalsekretaer ikke kan betragtes som en afgoerelse, der giver sagsoegeren medhold i hans klage. Generalsekretaeren naevner ganske vist, at han har givet de noedvendige instrukser til det kompetente kontor om, at det skal tilsende sagsoegeren en beregning over de nationale pensionsrettigheder, han ville have erhvervet, hvis han ikke havde anmodet om overfoersel i 1985; imidlertid fremgik ordlyden af disse instrukser ikke af skrivelsen af 5. september 1991 og blev foerst bragt til sagsoegerens kundskab gennem Parlamentets afvisningspaastand. Derfor kan det ikke alene ud af skrivelsen af 5. september 1991 udledes, at denne udgjorde et positivt svar. Tvaertimod bekraefter skrivelsen Parlamentets konstatering af, at beregningerne fra 1985 var fejlagtige.

23 Retten bemaerker, at det foerst er ved skrivelse af 15. januar 1992, at Parlamentets generalsekretaer underrettede sagsoegeren om, at de nye beregninger fra henholdsvis den 17. oktober 1990 og den 4. februar 1991 skulle anses for ugyldige, og at han havde bedt Parlamentets kompetente kontor om at betragte beregningerne fra 1985 som endelige.

24 Sagsoegeren erkender, at skrivelsen af 15. januar 1992 tager hensyn til hans klage, men har meddelt Retten, at han ikke agter at haeve sagen, ligesom han kraever sagen realitetsbehandlet, i det mindste for saa vidt angaar sagsomkostningerne.

25 Paa baggrund heraf bemaerker Retten for det foerste, at soegsmaalet kunne realitetsbehandles paa det tidspunkt, det blev rejst, men at tvisten mellem sagsoegeren og Parlamentet ikke laengere har nogen genstand efter Parlamentets afgoerelse af 15. januar 1992. Det er herefter ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

26 Retten bemaerker endvidere, at eftersom sagsoegeren ikke har haevet sagen, kan afgoerelsen om sagsomkostningerne ikke traeffes i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 5, men maa traeffes i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 6, hvori bestemmes, at Retten er frit stillet i sin afgoerelse om sagens omkostninger, saafremt det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om sagens genstand.

27 Vedroerende den foreliggende sag bemaerker Retten, at Parlamentet foerst efter sagsoegerens sagsanlaeg rettede henvendelse til de paagaeldende pensionskasser, men forgaeves, saaledes som naevnt ovenfor i afsnittet vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, og at Parlamentet foerst den 15. januar 1992 har taget sagsoegerens klage til foelge.

28 Under hensyn til, at Parlamentet har taget sagsoegerens klage til foelge, efter at denne havde anlagt sag, og til, at sagsoegeren ikke har haevet sagen, finder Retten det rimeligt, at Parlamentet baerer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af sagsoegerens omkostninger, samt at sidstnaevnte baerer en tredjedel af sine egne omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

2) Parlamentet baerer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af omkostningerne for sagsoegeren, som baerer en tredjedel af sine egne omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg, den 9. juni 1992.