61991A0088

++++

1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° bebyrdende akt ° fastlaeggelse af rettigheder i form af godtgoerelse i anledning af invaliditet ° udtalelse fra laegeudvalget ° afgoerelse truffet efter den laegelige udtalelse ° begyndelsestidspunkt for klage- og soegsmaalsfristerne ° meddelelse til den paagaeldende

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 73, stk. 2, art. 90 og 91; ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 26)

2. Tjenestemaend ° social sikring ° ulykkes- og erhvervssygdomsforsikring ° godtgoerelse i anledning af invaliditet som foelge af erhvervssygdom ° beregningsmaade ° relevant tidspunkt ° judiciel kontrol ° graenser

[Tjenestemandsvedtaegten, art. 73, stk. 2, litra b) og c)]

1. I forbindelse med en procedure vedroerende tilkendelse af godtgoerelse i anledning af invaliditet, jf. vedtaegtens artikel 73, stk. 2, kan den paagaeldende tjenestemand rejse indsigelse mod det udkast til afgoerelse fra administrationen, hvorved der sker en fastsaettelse af godtgoerelsens stoerrelse. Naar tjenestemanden herved tager skridt til en indkaldelse af laegeudvalget, er dette befoejet til at afgive udtalelse om samtlige de forhold i forbindelse med udkastet til afgoerelse, der henhoerer under en laegelig vurdering. Det er herefter alene den afgoerelse, som administrationen traeffer paa grundlag af den laegelige udtalelse, der kan anses for at vaere af endelig art, herunder hvad angaar de forhold, der allerede er blevet regnet med i udkastet til afgoerelse, og som ikke er blevet anfaegtet af tjenestemanden i forbindelse med dennes anmodning om, at laegeudvalget hoeres. Saafremt der ikke efter udtalelsen fra laegeudvalget gives den paagaeldende meddelelse om en afgoerelse, der indeholder en klar og udtrykkelig angivelse af de afgoerende forhold, som administrationen agter at laegge til grund ved beregningen af godtgoerelsen, er det den specificerede opgoerelse af tjenestemandens rettigheder i saa henseende, der er den afgoerelse, som maa anses for bebyrdende, og som klagen skal have som genstand. Det er foerst fra tidspunktet for meddelelsen af denne opgoerelse, at klage- og soegsmaalsfristerne i vedtaegtens artikel 90 og 91 begynder at loebe.

2. Tjenestemanden er i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 1, udtrykkeligt fra tiltraedelsestidspunktet sikret imod saavel risikoen for erhvervssygdomme som risikoen for ulykker, hvorved artikel 73 som udgangspunkt fastlaegger metoden til beregning af godtgoerelsen i anledning af invaliditet paa grundlag af tidspunktet for "ulykken", idet bestemmelsen ikke saerligt fastsaetter, hvilket tidspunkt der skal tages i betragtning ved fastlaeggelsen af beregningsgrundlaget for godtgoerelsen i anledning af invaliditet i tilfaelde, hvor den paagaeldende som led i udfoerelsen af sine opgaver rammes af en erhvervssygdom, der giver anledning til en fortsat forvaerring af vedkommendes helbredstilstand. Det maa herefter antages, at fastlaeggelsen af dette tidspunkt skal ske under inddragelse af den ved vedtaegten indfoerte ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, herunder navnlig den omstaendighed, at de i vedtaegtens artikel 73 omhandlede ydelser er sociale sikringsydelser, der har karakter af faste beloeb, hvis stoerrelse er udmaalt paa grundlag af de varige foelger af skaden. I tilfaelde af erhvervssygdom maa tidspunktet for "ulykken", jf. vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra b) og c), paa dette grundlag forstaas saaledes, at der sigtes til tidspunktet for de erhvervsrelaterede omstaendigheder, der er aarsag til den forvaerring af den paagaeldende tjenestemands helbredstilstand, som maa tilskrives dennes arbejde.

Fastlaeggelsen af det naevnte tidspunkt henhoerer under en laegelig vurdering, hvorfor Rettens proevelse kun kan omfatte en undersoegelse af, hvorvidt udtalelsen fra laegeudvalget indeholder en rationel beskrivelse af sammenhaengen mellem resultaterne af de laegelige undersoegelser som beskrevet i erklaeringen og de konklusioner, disse har givet anledning til.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren blev ansat i Kommissionen i 1975. Han blev udnaevnt til tjenestemand med virkning fra den 1. april 1980. Efter at det var kommet til et voldsomt sammenstoed med generaldirektoeren for personale og administration den 6. oktober 1982, blev der truffet afgoerelse om, at sagsoegeren skulle fjernes fra tjenesten uden reduktion eller frakendelse af retten til alderspension. Efter at denne afgoerelse var blevet annulleret ved dom afsagt af Domstolen, traf Kommissionen den 6. maj 1985 en ny afgoerelse om, at sagsoegeren skulle fjernes fra tjenesten, ligeledes uden reduktion eller frakendelse af retten til alderspension.

2 Den 15. maj 1985 indgav sagsoegeren en ansoegning i henhold til artikel 73 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvorefter "... tjenestemanden fra tiltraedelsesdagen [sikres] imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker". Den 28. juli 1987 gav ansaettelsesmyndigheden efter artikel 21 i den ordning, hvori institutionerne efter faelles aftale i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 1, har fastsat sikringsbetingelserne (herefter benaevnt "ordningen"), sagsoegeren meddelelse om et udkast til en afgoerelse vedroerende denne ansoegning og vedlagde konklusionerne fra den af institutionen udpegede laege, professor De Buck.

3 Det bemaerkes, at det i udkastet til afgoerelse af 28. juli 1987 saerligt var angivet, at "da det noejagtige tidspunkt for forvaerringen [af F.' s helbredstilstand] ikke er blevet angivet, og da der ikke blev konstateret nogen uarbejdsdygtighed i 1978, maa tidspunktet saettes til den 1. juli 1978". I udkastet fastsattes godtgoerelsen i anledning af invaliditet paa grundlag af sagsoegerens maanedsloen i de sidste tolv maaneder forud for denne dato, jf. vedtaegtens artikel 73, stk. 2, hvorefter godtgoerelsen ved vedvarende, delvis invaliditet beregnes "paa grundlag af tjenestemandens maanedsloen i de sidste tolv maaneder forud for ulykken". Ved udkastet anerkendte Kommissionen, at sagsoegeren var ramt af en vedvarende, delvis invaliditet af erhvervsbetinget art, naermere bestemt med en invaliditetsgrad paa 30%.

4 Efter at dette var blevet meddelt sagsoegeren, anmodede denne om, at sagen i overensstemmelse med artikel 21 i ordningen blev forelagt laegeudvalget. Laegeudvalget konkluderede den 26. maj 1988, at sagsoegerens sygdom var stationaer og fastsatte graden af vedvarende, delvis invaliditet til 80% fordelt paa foelgende maade: 12% maatte tilskrives sagsoegerens helbredstilstand foer ansaettelsen ved Faellesskaberne, og "i oevrigt, dvs. for 68%' s vedkommende, er invaliditeten erhvervsbetinget, og der foreligger ikke andre medvirkende invaliditetsaarsager". I de naevnte 68% medregnede udvalget en invaliditetsgrad paa 18% som fremkaldt af haendelsen den 6. oktober 1982, der var anledning til, at sagsoegeren for foerste gang blev fjernet fra tjenesten.

5 Ved afgoerelse af 15. juli 1988 anerkendte Kommissionen paa grundlag af en fortolkning af laegeudvalgets udtalelse en erhvervsbetinget invaliditetsgrad paa 50%, dvs. uden at medregne de 18%, som maatte tilskrives haendelsen den 6. oktober 1982. I denne afgoerelse var tidspunktet for det forhold, der havde foraarsaget invaliditeten, ikke udtrykkeligt angivet. Der blev i afgoerelsen fastsat et beloeb, der svarede til en invaliditetsgrad paa 50%, idet der blev fratrukket et beloeb svarende til en invaliditetsgrad paa 30%, som sagsoegeren havde faaet forudbetalt paa grundlag af ovennaevnte udkast til afgoerelse.

6 Efter at F. havde anlagt sag, blev afgoerelsen af 15. juli 1988 annulleret af Retten, for saa vidt afgoerelsen fastsatte graden af erhvervsbetinget invaliditet til 50% (dom af 26.9.1990, sag T-122/89, F. mod Kommissionen, Sml. II, s. 517). Under sagen gjorde sagsoegeren gaeldende ° og fik af Retten medhold i ° at laegeudvalget i tilstraekkelig grad havde dokumenteret, at en invaliditetsgrad svarende til 18% var en foelge af den erhvervssygdom, som sagsoegeren i forvejen led af. Ved dom af 8. april 1992 forkastede Domstolen den appel til proevelse af Rettens dom, som begge parter havde ivaerksat (sag C-346/90 P, Sml. I, s. 2691).

7 I overensstemmelse med Rettens dom af 26. september 1990 meddelte Kommissionen ved skrivelse af 6. november 1990 F., at den vedvarende, delvise invaliditet, der skyldtes hans erhvervssygdom, maatte fastsaettes til 68%. Desuden var i denne skrivelse angivet en godtgoerelse svarende til en forhoejelse af invaliditetsgraden med 18%.

8 Efter anmodning fra sagsoegeren tilsendte Kommissionen ham den 29. januar 1991 en opgoerelse af hans rettigheder i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 2. Det fremgaar af denne opgoerelse, at den periode, som ansaettelsesmyndigheden lagde til grund ved beregningen af godtgoerelsen til sagsoegeren, var perioden fra den 1. juli 1977 til den 30. juni 1978.

9 Sagsoegeren paaklagede ved skrivelser af 2. og 4. marts 1991 denne opgoerelse, for saa vidt grundlaget for beregningen af godtgoerelsen herved var sagsoegerens maanedlige grundloen i perioden fra den 1. juli 1977 til den 30. juni 1978. Sagsoegeren forlangte, at godtgoerelsen blev beregnet paa grundlag af den maanedlige grundloen i perioden fra oktober 1981 til oktober 1982. Ved afgoerelse af 20. september 1991, der blev meddelt sagsoegeren den 7. oktober 1991, afviste Kommissionen udtrykkeligt denne klage.

10 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. december 1991 har sagsoegeren herefter anlagt sag med paastand om annullation af den ovennaevnte afgoerelse om afvisning af hans klage. Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Den mundtlige forhandling fandt sted den 17. november 1992.

Parternes paastande

11 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsoegeren medhold som nedenfor angivet.

° Kommissionens afgoerelse af 20. september 1991 annulleres, for saa vidt sagsoegerens klage af 2. og 4. marts 1991 derved blev afvist.

° Det fastslaas, at klagen kan tages i betragtning og er begrundet, og at sagsoegeren har krav paa et engangsbeloeb i anledning af invaliditet beregnet paa grundlag af hans loen i de sidste tolv maaneder forud for oktober 1982 eller marts 1985.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning, eller i hvert fald frifindelse.

° Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i overensstemmelse med de herom gaeldende regler.

Formaliteten

Parternes argumenter

12 Kommissionen har gjort gaeldende, at sagen maa afvises. Kommissionen anfoerer, at sagsoegeren allerede fik meddelelse om det omtvistede beregningsgrundlag ved skrivelsen af 28. juli 1987, og at dette beregningsgrundlag blev anvendt baade i Kommissionens afgoerelse af 15. juli 1988, hvorved invaliditetsgraden blev fastsat til 50%, og i afgoerelsen af 6. november 1990, hvorved invaliditetsgraden i overensstemmelse med Rettens dom af 26. september 1990 blev forhoejet med 18%.

13 Den opgoerelse, der paa sagsoegerens anmodning blev tilsendt ham den 29. januar 1991, var derfor udtryk for en afgoerelse af ren bekraeftende karakter, som ikke kan vaere bebyrdende. Ved afgoerelsen af 6. november 1990 blev invaliditetsgraden i forbindelse med den vedvarende, erhvervsbetingede invaliditet blot forhoejet med 18%, hvilket var det eneste spoergsmaal, sagsoegeren rejste under sit soegsmaal til proevelse af afgoerelsen af 15. juli 1988. Kommissionen kan herefter ikke paa grundlag af Rettens dom af 26. september 1990, jf. herved EOEF-traktatens artikel 176, vaere forpligtet til aendre afgoerelsen af 15. juli 1988 hvad angaar spoergsmaalet om den dato, som er udgangspunkt for beregningen. Sagsoegte anfoerer endvidere, at det i det udkast til afgoerelse, som blev meddelt sagsoegeren den 28. juli 1987, var udtrykkeligt angivet, at tidspunktet for udbruddet af hans erhvervssygdom maatte saettes til den 1. juli 1978. I dette udkast var det endvidere praeciseret, at det skulle betragtes som en endelig afgoerelse, medmindre sagsoegeren inden for 60 dage forlangte, at det i artikel 23 i ordningen omhandlede laegeudvalg fik forelagt sagen. Da sagsoegeren havde forlangt at faa indkaldt laegeudvalget med henblik paa at anfaegte invaliditetsgraden, men ikke beregningsgrundlaget for sin godtgoerelse, og da laegeudvalget i oevrigt bekraeftede professor De Buck' s konklusioner om tidspunktet for udbruddet af sagsoegerens erhvervssygdom ° som er gentaget i udkastet til afgoerelse af 28. juli 1987 ° tog Kommissionen kun den foreloebige afgoerelse af 28. juli 1987 op til fornyet overvejelse hvad angaar spoergsmaalet om invaliditetsgraden, men ikke hvad angaar det beregningsgrundlag, der skulle anvendes ved beregningen af engangsbeloebet til sagsoegeren.

14 Sagsoegte goer paa dette grundlag gaeldende, at skrivelsen af 28. juli 1987 eller, subsidiaert, skrivelserne af 15. juli 1988 og af 6. november 1990, hvorved der blev fastsat et tidspunkt for, hvornaar den erhvervsbetingede forvaerring af sagsoegerens tilstand skulle anses for at vaere indtraadt, var udtryk for bebyrdende afgoerelser, der dermed kunne vaere genstand for et soegsmaal. Naar henses hertil, er spoergsmaalet om, hvorvidt den noejagtige opgoerelse af sagsoegerens rettigheder blev meddelt ham, jf. artikel 26 i ordningen, uden betydning i naervaerende sag, for saa vidt det i udkastet til afgoerelse af 28. juli 1987 udtrykkeligt var angivet, at der ved beregningen af godtgoerelsen maatte tages udgangspunkt i datoen den 1. juli 1978. Det gaelder endvidere, at udkastet til afgoerelse under alle omstaendigheder indeholdt den specificerede opgoerelse, der er omhandlet i artikel 26 i ordningen.

15 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at sagen maa antages til realitetsbehandling. Sagsoegeren anfoerer, at den opgoerelse af hans rettigheder, som blev meddelt ham den 29. januar 1991, er udtryk for en bebyrdende afgoerelse. Der var herved tale om den foerste og den eneste afgoerelse, der indeholdt en angivelse af Kommissionens beregningsgrundlag. Afgoerelserne af 28. juli 1987, af 15. juli 1988 og af 6. november 1990 indeholder blot angivelser af beloebsstoerrelser uden naermere detaljer eller beregninger.

16 Sagsoegeren goer herefter gaeldende, at sagsoegte i henhold til artikel 26 i ordningen var forpligtet til at tilsende ham en specificeret opgoerelse af hans rettigheder. Skrivelserne af 28. juli 1987, af 15. juli 1988 og af 6. november 1990, der kun indeholder rudimentaere oplysninger, men ingen fuldstaendig angivelse af samtlige de stoerrelser, der skulle indgaa ved fastsaettelsen af godtgoerelsen, kan ikke vaere udtryk for opgoerelser i den i artikel 26 forudsatte betydning. Det maa derfor tilskrives Kommissionens manglende opfyldelse af sin forpligtelse i henhold til artikel 26, at sagsoegeren ikke kunne indgive en klage foer meddelelsen af 29. januar 1991 om opgoerelsen.

Rettens bemaerkninger

17 Ved undersoegelsen af, hvorvidt klagen blev indgivet og sagen anlagt inden for de i henhold til vedtaegten gaeldende frister, maa det indledningsvis fastlaegges, hvilken afgoerelse der er bebyrdende for saa vidt angaar spoergsmaalet om beregningsgrundlaget for godtgoerelsen i anledning af invaliditet, som er genstanden for denne sag.

18 Ifoelge fast retspraksis er en afgoerelse kun udtryk for en endelig stillingtagen, og kan dermed kun vaere en bebyrdende afgoerelse, saafremt den udtrykkeligt og paa tilstraekkeligt begrundet maade indeholder en tilkendegivelse af, at administrationens hensigt med den er at skabe retsvirkninger (jf. f.eks Domstolens dom af 20.11.1980, sag 806/79, Gerin mod Kommissionen, Sml. s. 3515, praemis 5, og af 14.7.1981, sag 145/80, Mascetti mod Kommissionen, Sml. s. 1975, praemis 10, og Rettens dom af 3.4.1990, sag T-135/89, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. II, s. 153, praemis 17).

19 Det fremgaar endvidere af vedtaegtens artikel 25, stk. 2, at enhver afgoerelse vedroerende en bestemt person skal meddeles den paagaeldende tjenestemand skriftligt og vaere begrundet. Der er foerst efter tidspunktet for denne meddelelse, at klage- og soegsmaalsfristerne i vedtaegtens artikel 90 og 91 begynder at loebe.

20 Naermere bestemt gaelder det i henhold til artikel 26 i ordningen, at der over for den paagaeldende tjenestemand skal gives meddelelse om opgoerelsen af vedkommendes rettigheder i form af daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme. Denne saerlige bestemmelse tilgodeser et mere generelt hensyn i forbindelse med fastlaeggelse af rettigheder i form af krav paa penge, der ligeledes er kommet til udtryk i artikel 40 i bilag VIII til vedtaegten, hvorefter en detaljeret opgoerelse af en tjenestemands pensionsrettigheder skal meddeles denne. Det er saaledes kun, saafremt der gives meddelelse om samtlige de forhold, som administrationen har lagt til grund med henblik paa beregningen af en tjenestemands rettigheder i form af krav paa penge, at vedkommende kan vurdere, om den paagaeldende afgoerelse om fastsaettelse af rettigheder er berettiget, og om det vil vaere paa sin plads at anlaegge sag. Det er foerst fra tidspunktet for den naevnte meddelelse, at klage- og soegsmaalsfristerne begynder at loebe.

21 Der maa herefter i lyset af de naevnte principper ske en undersoegelse af arten og indholdet af de forskellige til sagsoegeren rettede afgoerelser med henblik paa at fastlaegge det tidspunkt, paa hvilket sagsoegeren utvetydigt og udtrykkeligt fik meddelelse om afgoerelsen vedroerende spoergsmaalet om fastsaettelse af det omtvistede beregningsgrundlag, der tager udgangspunkt i det tidspunkt, som administrationen har lagt til grund for saa vidt angaar spoergsmaalet om oprindelsen til den forvaerring af sagsoegerens helbredstilstand, der maatte tilskrives hans arbejde.

22 Der bemaerkes i forbindelse med denne undersoegelse for det foerste, at udkastet til afgoerelse af 28. juli 1987, der udtrykkeligt angav tidspunktet for den erhvervsbetingede forvaerring af sagsoegerens sygdom, og som blev meddelt sagsoegeren, af de nedenfor anfoerte grunde ikke kan anses for en bebyrdende afgoerelse, der kan traede i stedet for en opgoerelse af sagsoegerens rettigheder som omhandlet i artikel 26 i ordningen.

23 Et saadant udkast har alene karakter af en forberedende afgoerelse, der meddeles tjenestemanden som led i en procedure, der er fastlagt i vedtaegten med henblik paa at beskytte tjenestemandens rettigheder. Selv om en saadan afgoerelse som foelge af selve formaalet med den procedure, som den er et led i, kan skabe visse rettigheder for den paagaeldende, kan institutionen ikke over for vedkommende stoette ret paa afgoerelsen, jf. herved Domstolens kendelse af 9. juni 1980 (sag 123/80 R, B. mod Parlamentet, Sml. s. 1789, praemis 2).

24 Det bemaerkes herved, at tjenestemanden kan rejse indsigelse mod et udkast til afgoerelse som omhandlet i artikel 21 i ordningen i form af, at han eller hun tager skridt til en indkaldelse af laegeudvalget, men at det er udvalget, der er befoejet til at afgive udtalelse om samtlige de forhold henhoerende under en laegelig vurdering, som forelaegges det af administrationen. Der er herefter alene den afgoerelse, som traeffes paa grundlag af den laegelige udtalelse, der kan anses for at vaere af endelig art, herunder hvad angaar de forhold, der allerede er blev regnet med i udkastet til afgoerelse, og som ikke er blevet anfaegtet af den paagaeldende i forbindelse med dennes anmodning om, at laegeudvalget hoeres.

25 Det maa herefter fastslaas, at da sagsoegeren havde anmodet om, at laegeudvalget blev hoert, var sagsoegte forpligtet til efter afslutningen af denne procedure at meddele sagsoegeren en afgoerelse, som indeholdt en klar angivelse af de forskellige forhold, som blev inddraget ved beregningen af sagsoegerens godtgoerelse i anledning af invaliditet, herunder de forhold, som sagsoegeren ikke havde anfaegtet, og for hvis vedkommende laegeudvalget havde bekraeftet udkastet til afgoerelse.

26 Det maa herefter i anden raekke paa grundlag af de omtalte principper undersoeges, hvorvidt afgoerelserne af 15. juli 1988 og 6. november 1990 var bebyrdende for sagsoegeren for saa vidt angaar spoergsmaalet om fastlaeggelse af beregningsgrundlaget for sagsoegerens godtgoerelse i anledning af invaliditet.

27 Det bemaerkes herom, at der ved de to afgoerelser blev taget udgangspunkt i det omtvistede beregningsgrundlag, hvorved hverken den periode, der blev lagt til grund, eller de i denne forbindelse foretagne beregninger udtrykkeligt fremgik, uanset at disse oplysninger er et afgoerende led i enhver afgoerelse truffet paa grundlag af vedtaegtens artikel 73, litra b) og c). Administrationen var herefter forpligtet til at give sagsoegeren meddelelse om den afgoerelse, hvorved der blev truffet bestemmelse om det omtvistede beregningsgrundlag, idet dette foelger af de i vedtaegtens artikel 25 og artikel 26 i ordningen fastlagte principper. Da der var tale om en fastlaeggelse af rettigheder i form af krav paa penge, kunne det ikke kraeves af sagsoegeren, at han ud fra stoerrelsen af den godtgoerelse, han blev tilkendt ved afgoerelserne af 15. juli 1988 og 6. november 1990, skulle foretage en naermere beregning med henblik paa at udfinde det tidspunkt, som administrationen havde lagt til grund som tidspunktet for, hvornaar det forhold, som var aarsag til erhvervssygdommen, indtraadte.

28 Det maa herefter fastslaas, at for saa vidt sagsoegeren ikke forinden fik meddelt en afgoerelse, der indeholdt en klar og udtrykkelig angivelse af de afgoerende forhold i forbindelse med beregningen af hans godtgoerelse i anledning af invaliditet, maa opgoerelsen af 29. januar 1991 anses for den afgoerelse, der er bebyrdende for sagsoegeren for saa vidt angaar spoergsmaalet om fastlaeggelsen af det omtvistede beregningsgrundlag.

29 Foelgelig er sagen, der med foeje er rettet mod opgoerelsen af 29. januar 1991, anlagt inden for fristen i henhold til vedtaegtens artikel 91 efter en forskriftsmaessigt forloebet administrativ procedure. Sagen maa herefter antages til realitetsbehandling.

Realiteten

Parternes argumenter

30 Sagsoegeren har fremsat et enkelt anbringende, hvorved han goer gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra b) og c). Sagsoegeren anfoerer, at det er med urette, at Kommissionen gik ud fra de sidste tolv maaneder forud for juli maaned 1978 som beregningsgrundlag for godtgoerelsen i anledning af invaliditet, i stedet for de sidste tolv maaneder forud for oktober maaned 1982, idet den begivenhed, der udloeste sagsoegerens erhvervsbetingede invaliditet, indtraadte paa dette tidspunkt og ikke i 1978. Man kunne endog spoerge, hvorvidt det ikke snarere er den dag i marts 1985, som sagsoegeren har henvist til som den foerste dag, hvor han maatte indstille sit arbejde, der burde have vaeret lagt til grund. Kommissionen har i sin afgoerelse af 20. september 1991 om afvisning af sagsoegerens klage selv anfoert, at "fastlaeggelsen af det relevante tidspunkt i forbindelse med beregningen af den paagaeldende godtgoerelse bestemmes efter de nugaeldende regler af en konkret begivenhed (ulykken) ...". Ser man herved paa sagsoegerens tjenesteforloeb, er de eneste konkrete begivenheder, der vil kunne tages i betragtning, enten haendelsen den 6. oktober 1982, der i sidste instans foerte til sagsoegerens fjernelse fra tjenesten, eller den foerste gang, sagsoegeren indstillede sit arbejde, hvilket foerst skete i marts 1985. Ogsaa selv om det antages, at haendelsen i 1982 var en direkte foelge af sagsoegerens arbejdsmaessige vanskeligheder, kan disse vanskeligheder dog hverken betegnes som en konkret begivenhed eller en "ulykke", jf. artikel 73, stk. 2, litra b).

31 Til stoette herfor henviser sagsoegeren til udtalelsen af 11. februar 1987 fra professor De Buck, hvorefter "der i oktober 1982, efter [den naevnte haendelse], skete en alvorlig forvaerring af F.' s psykiske tilstand, idet patienten udviste klart psykopatologiske adfaerdsforstyrrelser. Jeg vil derfor til oktober 1982 fastlaegge begyndelsestidspunktet for patientens vedvarende invaliditet, som klart maa antages at have sammenhaeng med hans saerligt belastende arbejdsvilkaar, naar henses til hans praedisposition". Tilsvarende hedder det i en erklaering af 6. juni 1990 fra chefen Kommissionens Afdeling for Syge- og Ulykkesforsikring (bilag 10 til staevningen), at "den foerste gang [F.] maatte indstille sit arbejde for Faellesskaberne af en grund, der maa saettes i sammenhaeng med [den af laegeudvalget konstaterede vedvarende, delvise invaliditet hos F.], var i oktober 1982". Sagsoegeren goer endvidere gaeldende, at det fremgaar af hans ansaettelse i 1978 og af hans senere fastansaettelse pr. 1. april 1980, at han psykisk var rask dengang. Hertil kommer, at opfattelserne hos de laegeligt sagkyndige, selv efter haendelsen i 1982, ikke er overensstemmende, saaledes som det fremgaar af en udtalelse af 29. oktober 1982 fra en raekke sagkyndige, der var bilagt laegeudvalgets udtalelse, og hvori det blev konkluderet, at sagsoegeren var psykisk rask.

32 Kommissionen har heroverfor gjort gaeldende, at den aabenbart maa frifindes. Sagsoegte anfoerer, at sagsoegeren ikke bestrider, at det relevante tidspunkt i tilfaelde af invaliditet, som ikke skyldes en "ulykke", er det, paa hvilket er indtraadt de erhvervsrelaterede eller andre omstaendigheder, som maa sidestilles med en ulykke, der ligger til grund for invaliditeten, og ikke tidspunktet for dennes senere forvaerring. Datoen den 1. juli 1978 blev lagt til grund paa baggrund af enstemmige konklusioner fra laegeligt sagkyndige. Kommissionen henviser herved til den tidligere naevnte sagkyndige udtalelse fra professor De Buck, hvorefter "det saaledes var som led i patientens arbejde for De Europaeiske Faellesskaber, at der indtraf en gradvis stigende manglende evne til at tilpasse sig omgivelserne. Man kan herefter gaa ud fra, at forvaerringen af F.' s psykiske tilstand startede i 1978. Paa dette tidspunkt begyndte patientens psykiske tilstand at faa en indflydelse paa hans arbejdsevne". Denne vurdering blev bekraeftet i udtalelsen af 26. maj 1988 fra laegeudvalget, hvori det hedder, at "det var i loebet af 1978, at forvaerringen af [F.' s] psykiske tilstand startede som foelge af hans arbejdsmaessige vanskeligheder, saaledes som det fremgaar af de forskellige udtalelser fra hans overordnede". Endelig konkluderede laegeudvalget, at "tidspunktet for starten paa forvaerringen af den allerede eksisterende sygdom fortsat kan saettes til den 1. juli 1978. Det var paa dette tidspunkt, at F.' s psykiske tilstand begyndte at faa en indflydelse paa hans arbejdsevne".

33 Naar tidspunktet for udbruddet af sagsoegerens erhvervssygdom blev sat til den 1. juli 1978, er dette endvidere i overensstemmelse med dommen af 26. september 1990, hvori Retten fastslog, at laegeudvalget i tilstraekkelig grad havde godtgjort, at forvaerringen af invaliditeten efter haendelsen i 1982 maatte tilskrives sagsoegerens tidligere arbejde (sag T-122/89, F. mod Kommissionen, a.st., praemis 14). Det gaelder endvidere, at det af sagsoegeren i naervaerende sag anfoerte, hvorefter tidspunktet for udbruddet af hans erhvervssygdom maa saettes til 1982, strider mod, hvad sagsoegeren gjorde gaeldende i sag T-122/89, og hvorefter forvaerringen af hans invaliditet efter haendelsen i 1982 skyldtes hans tidligere arbejde. Dette er uforeneligt med det princip om tillid, som er knaesat i Domstolens dom af 9. juli 1981 (forenede sager 59/80 og 129/80, Turner mod Kommissionen, Sml. s. 1883, praemis 35 og 36).

Rettens bemaerkninger

34 Det bemaerkes indledningsvis, at artikel 73 , stk. 2, litra c), der i form af en henvisning til stk. 2, litra b), fastlaegger metoden til beregning af godtgoerelsen i anledning af vedvarende, delvis invaliditet, bestemmer, at der skal ske "udbetaling til den paagaeldende af et engangsbeloeb, der er lig med hans aarlige grundloen multipliceret med otte, udregnet paa grundlag af tjenestemandens maanedsloen i de sidste tolv maaneder forud for ulykken", idet det paagaeldende beloeb reguleres med en koefficient svarende til graden af tjenestemandens erhvervsbetingede invaliditet.

35 Det fremgaar af de naevnte bestemmelser, at tjenestemanden i henhold til artikel 73, stk. 1, udtrykkeligt fra tiltraedelsestidspunktet er sikret imod "risiko for erhvervssygdomme og ulykker", hvorved artikel 73 som udgangspunkt fastlaegger metoden til beregning af godtgoerelsen i anledning af invaliditet paa grundlag af tidspunktet for "ulykken", idet bestemmelsen ikke saerligt fastsaetter, hvilket tidspunkt der skal tages i betragtning ved fastlaeggelsen af beregningsgrundlaget for godtgoerelsen i anledning af invaliditet i tilfaelde, hvor den paagaeldende som led i udfoerelsen af sine opgaver rammes af en erhvervssygdom, der giver anledning til en fortsat forvaerring af vedkommendes helbredstilstand.

36 Den tidsmaessige fastlaeggelse af de erhvervsrelaterede omstaendigheder, der maa sidestilles med en "ulykke", jf. artikel 73, stk. 2, litra b) og c), og som er aarsagen til forvaerringen af den paagaeldende tjenestemands helbredstilstand, maa herefter ske under inddragelse af den ved vedtaegten indfoerte ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme. Det bemaerkes herved, at de i artikel 73 omhandlede ydelser er sociale sikringsydelser og ikke ydelser, der skal genoprette en skade i en civil erstatningssag. I overensstemmelse hermed har ydelserne karakter af faste beloeb, hvis stoerrelse er udmaalt paa grundlag af de varige foelger af "ulykken", jf. herved fast retspraksis (Domstolens dom af 21.5.1981, sag 156/80, Morbelli mod Kommissionen, Sml. s. 1357, praemis 37, og Rettens dom af 28.2.1992, sag T-8/90, Colmant mod Kommissionen, Sml. II, s. 469, praemis 35).

37 I tilfaelde af erhvervssygdom maa tidspunktet for "ulykken" som omhandlet i de naevnte bestemmelser herefter forstaas saaledes, at der sigtes til tidspunktet for de erhvervsrelaterede omstaendigheder, der er aarsag til den forvaerring af den paagaeldende tjenestemands helbredstilstand, som maa tilskrives dennes arbejde. Dette er i overensstemmelse med det raesonnement, Retten anlagde i sin dom af 28. februar 1992, hvori det blev antaget, at en forvaerring af laesionerne efter en ulykke ikke kan sidestilles med en ny ulykke (sag T-8/90, Colmant mod Kommissionen, a.st., praemis 28).

38 Det bemaerkes endvidere, at bestemmelsen af tidspunktet for de omstaendigheder, der har foert til en erhvervssygdom, henhoerer under en laegelig vurdering. Bestemmelsen af dette tidspunkt sker som led i den laegelige procedure, der har til formaal at fastlaegge, hvorvidt det er arbejdsforholdene inden for den paagaeldende institution, der har vaeret aarsag til den forvaerring af tjenestemandens helbredstilstand, som har foert til dennes uarbejdsdygtighed. Den paagaeldende undersoegelse kan ikke ses loesrevet fra undersoegelsen af de erhvervsrelaterede omstaendigheder, der er aarsag til forvaerringen, og bestemmelsen af tidspunktet maa noedvendigvis ske samtidig med konstateringen af, at sygdommen er erhvervsbetinget.

39 Det fremgaar herved af fast retspraksis, at de egentlige laegelige vurderinger, som laegeudvalget anlaegger, maa anses for endelige, naar de er resultatet af en forskriftsmaessigt forloebet procedure. Endvidere kan Rettens proevelse med hensyn til saadanne vurderinger kun omfatte en undersoegelse af, hvorvidt den laegelige udtalelse indeholder en rationel beskrivelse af sammenhaengen mellem resultaterne af de laegelige undersoegelser som beskrevet i erklaeringen og de konklusioner, disse har givet anledning til (jf. Domstolens dom af 29.11.1984, sag 265/83, Suss mod Kommissionen, Sml. s. 4029, praemis 9-15, og af 19.1.1988, sag 2/87, Biedermann mod Revisionsretten, Sml. s. 143, praemis 8, og Rettens dom af 12.7.1990, sag T-154/89, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. II, s. 445, praemis 48, og af 26.9.1990, sag T-122/89, F. mod Kommissionen, a.st., praemis 14, 15 og 16).

40 Det maa i denne sag fastslaas, at laegeudvalget har fastlagt tidspunktet for udbruddet af den erhvervssygdom, som sagsoegeren ° der tiltraadte sin tjeneste i Kommissionen i 1975 ° lider af, til den 1. juli 1978, idet udvalget naaede frem til denne konklusion paa grundlag af foelgende observationer i afsnit E, "Droeftelse", i sin udtalelse: "Det var i begyndelsen af 1978, at forvaerringen af [F.' s] psykiske tilstand startede som foelge af hans arbejdsmaessige vanskeligheder, saaledes som det fremgaar af de forskellige udtalelser fra hans overordnede. Det var paa dette tidspunkt, at forholdet for foerste gang fik reel indflydelse paa arbejdsevnen." I sin udtalelse konkluderede udvalget, at tidspunktet for starten paa forvaerringen af den (da sagsoegeren tiltraadte sin tjeneste i Kommissionen) allerede eksisterende sygdom fortsat kunne saettes til den 1. juli 1978. Det var paa dette tidspunkt, at F.' s psykiske tilstand begyndte at faa indflydelse paa hans arbejdsevne.

41 Retten finder paa dette grundlag, at laegeudvalget i tilstraekkelig grad har godtgjort, hvorfor tidspunktet for de omstaendigheder, der var aarsag til forvaerringen af sagsoegerens sygdom, og som maatte tilskrives hans arbejde, burde saettes til den 1. juli 1978.

42 I oevrigt kan det af sagsoegeren anfoerte, hvorefter de konkrete erhvervsrelaterede omstaendigheder, der var aarsag til den forvaerring af hans helbredstilstand, som maatte tilskrives hans arbejde, indtraf i 1982, ikke laegges til grund, for saa vidt dette strider mod laegeudvalgets konklusioner. Det fremgaar klart og paa ubestridelig maade af disse, at haendelsen i 1982, som sagsoegeren har henvist til, blot var et udslag af den tidligere forvaerring af sagsoegerens helbredstilstand, som indtraadte fra og med 1978, og som senere medfoerte, at sagsoegeren blev uarbejdsdygtig. Laegeudvalget har saaledes klart fastlagt aarsagssammenhaengen mellem henholdsvis den erhvervsbetingede forvaerring af sagsoegerens helbredstilstand ogsaa foer haendelsen i 1982 og denne haendelse, der i sig selv var aarsag til en forvaerring af invaliditeten med 18%. I sin udtalelse fastslog laegeudvalget, at det stod "klart paa tidspunktet for disse omstaendigheder, at patienten havde mistet sin selvkontrol, hvilket passer godt ind i hans sygdomsbillede. Udvalget finder det utvivlsomt, at de forhold, der indtraf den 6. oktober 1982, var en direkte foelge af de arbejdsmaessige vanskeligheder, som patienten havde vaeret udsat for gennem flere aar. Den paatalte aggressive adfaerd fra patientens side er netop et udslag af hans psykiske sygdom og udgoer en integrerende del af denne ... Udvalget er herefter af den opfattelse, at den i udvalgets konklusioner fastlagte delvise, vedvarende invaliditet fuldt ud maa tilskrives de arbejdsvilkaar, som [F.] har vaeret udsat for i forbindelse med udfoerelsen af sine opgaver, og som er den afgoerende aarsag til forvaerringen af den allerede foreliggende fremadskridende sygdom". Det var netop som foelge af denne aarsagssammenhaeng mellem paa den ene side den erhvervssygdom, hvis udbrudstidspunkt laegeudvalget satte til 1978, og paa den anden side haendelsen i 1982, der medfoerte en yderligere grad af uarbejdsdygtighed paa 18%, at Retten i sin dom af 26. september 1990 antog, at laegeudvalget i tilstraekkelig grad havde godtgjort, at forvaerringen af sagsoegerens invaliditet med 18% var erhvervsbetinget.

43 Det maa herefter fastslaas, at Kommissionen ved at saette begyndelsestidspunktet for den forvaerring af sagsoegerens helbredstilstand, som maa tilskrives hans arbejde, til den 1. juli 1978, med rette har draget de retlige konsekvenser af de laegelige konklusioner, som laegeudvalget naaede frem til efter en forskriftsmaessigt forloebet procedure.

44 Sagsoegte maa herefter frifindes.

Sagens omkostninger

45 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres omkostninger i sager anlagt af ansatte ved Faellesskaberne.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.