61991A0036

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° aktindsigt ° genstand ° manglende adgang til Kommissionens dokumenter ° Rettens vurdering af overholdelsen af retten til kontradiktion i hvert enkelt tilfaelde

2. Konkurrence ° aftaler ° samordnet praksis ° begreb ° parallel adfaerd ° formodning om samordning ° graenser

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3. Konkurrence ° administrativ procedure ° overholdelse af retten til kontradiktion ° dokumenter til brug for forsvaret ° udelukkende Kommissionens vurdering ° ulovligt

(Raadets forordning nr. 17)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° tjenestehemmeligheder ° beskyttelse af forretningshemmeligheder ° noedvendigt at forene med retten til kontradiktion

(EOEF-traktaten, art. 214; Raadets forordning nr. 17, art. 19, art. 20, stk. 2, og art. 21)

5. Konkurrence ° administrativ procedure ° tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ° afhjaelpning under forhandlingerne for Retten ° udelukket

1. I konkurrencesager har reglerne om aktindsigt til formaal at give adressaten for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter for paa baggrund heraf at kunne tage stilling til de resultater, som Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelse af klagepunkter.

Aktindsigt henhoerer saaledes under de processuelle retssikkerhedsgarantier, som har til formaal at beskytte retten til kontradiktion, der er et grundlaeggende princip, hvis effektive overholdelse kraever, at den paagaeldende virksomhed allerede under den administrative procedure saettes i stand til at tage stilling til de af Kommissionen fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder.

Retten maa undersoege en eventuel tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og dens foelger ud fra de saerlige omstaendigheder i hvert enkelt tilfaelde. Hvorvidt dokumenter, der ikke er blevet meddelt, er relevante for virksomhedens forsvar, maa bedoemmes under hensyntagen til saavel de af Kommissionen rent faktisk fremfoerte klagepunkter mod den paagaeldende virksomhed som det af virksomheden fremfoerte forsvar, baade hvad angaar dokumenter, som muligvis vil kunne tjene til virksomhedens forsvar, og dokumenter, som vil kunne godtgoere, at den paastaaede overtraedelse har fundet sted.

2. Samordnet praksis karakteriseres af den omstaendighed, at konkurrencens risici erstattes af et samarbejde mellem virksomhederne, hvilket formindsker den enkelte virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes fremtidige holdninger.

Parallel adfaerd kan kun betragtes som bevis paa samordning, saafremt samordningen er den eneste plausible forklaring. Det skal derfor undersoeges, om en foreliggende parallel adfaerd i betragtning af produkternes art, virksomhedernes stoerrelse og antal og omfanget af det relevante marked ikke kan forklares ved andet end samordning, med andre ord, om de enkelte led i den parallelle adfaerd udgoer en staerk samling faste, noejagtige og samstemmende beviser for en forudgaaende samordning.

3. Inden for rammerne af den kontradiktoriske procedure i medfoer af forordning nr. 17 tilkommer det alene Kommissionen at afgoere, hvilke dokumenter der kan bruges til forsvar. Naar det nemlig drejer sig om at foretage komplicerede og vanskelige oekonomiske vurderinger, skal Kommissionen give den paagaeldende virksomheds advokater mulighed for at efterse de dokumenter, der kan vaere relevante med henblik paa at vurdere deres bevisvaerdi for forsvaret.

Dette er navnlig tilfaeldet, naar det drejer sig om parallel adfaerd for en raekke handlemaader, der som udgangspunkt er neutrale, hvor dokumenterne kan fortolkes som talende baade for og imod de paagaeldende virksomheder. Under saadanne omstaendigheder maa det undgaas, at en mulig fejl begaaet af Kommissionens tjenestemaend, naar de kvalificerer et givet dokument som "neutralt", hvorefter det ° fordi det er overfloedigt ° ikke fremsendes til virksomheden, kan vaere til hinder for disse virksomheders ret til kontradiktion. En saadan fejl opdages nemlig kun i tide foer Kommissionens beslutning i det usaedvanlige tilfaelde, hvor de beroerte virksomheder samarbejder frivilligt, hvilket skaber uacceptable retsplejemaessige risici, fordi Kommissionen har ansvaret for, at en konkurrencesag tilrettelaegges korrekt, og ikke kan uddelegere dette ansvar til virksomheder, hvis oekonomiske og processuelle interesser ofte staar over for hinanden.

Under hensyntagen til det almindelige princip om processuel ligestilling af parterne, som forudsaetter, at den beroerte virksomhed under en konkurrencesag har samme kendskab som Kommissionen til de sagsakter, som anvendes under proceduren, kan det ikke tiltraedes, at kun Kommissionen, naar den tager stilling til overtraedelsen, er i besiddelse af visse dokumenter og saaledes alene kan beslutte, hvorvidt de skal anvendes mod virksomheden, mens denne ikke har haft adgang til dem og saaledes ikke har kunnet tage tilsvarende stilling til, hvorvidt de skulle anvendes til forsvar. Under denne forudsaetning er virksomhedens ret til kontradiktion under den administrative procedure blevet alt for indskraenket i forhold til Kommissionens befoejelser, som indebaerer saavel den myndighedsfunktion at meddele klagepunkterne som den at traeffe afgoerelse, og dette med et dybere kendskab til sagens akter end sagsoegeren.

Heraf foelger, at en virksomheds ret til kontradiktion tilsidesaettes, naar Kommissionen allerede i meddelelsen af klagepunkter har udelukket dokumenter, som var i Kommissionens besiddelse, og som eventuelt kunne tjene til virksomhedens forsvar, fra proceduren. En saadan tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er ganske objektiv og afhaenger ikke af god eller ond tro hos Kommissionens tjenestemaend.

4. Efter et almindeligt princip, som finder anvendelse under den administrative procedure til gennemfoerelse af Faellesskabets konkurrenceregler, og som traktatens artikel 214 samt forskellige bestemmelser i forordning nr. 17 er udtryk for, har virksomhederne ret til beskyttelse af deres forretningshemmeligheder, men denne ret maa afvejes i forhold til sikkerheden for retten til kontradiktion og kan saaledes ikke begrunde Kommissionens afslag paa til en virksomhed at fremsende visse sagsakter, som denne kunne anvende i sit forsvar, det vaere sig i ikke-fortrolige udgaver eller gennem fremsendelse af en fortegnelse over de dokumenter, som Kommissionen har indhentet.

5. En tilsidesaettelse under den administrative procedure af den virksomheds ret til kontradiktion, som beskyldes for at have overtraadt Faellesskabets konkurrenceregler, kan heller ikke afhjaelpes under forhandlingerne for Retten, der begraenser sig til en retlig kontrol udelukkende af de fremfoerte anbringender, og som derfor ikke traeder i stedet for en fuldstaendig tilrettelaeggelse af sagen inden for rammerne af en administrativ procedure.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

Den oekonomiske sammenhaeng

1 Det produkt, der er genstand for naervaerende sag, soda, anvendes til glasfremstilling (soda med hoej massefylde) samt inden for den kemiske industri og metalindustrien (soda med lav massefylde). Eftersom omkostningerne ved produktion af natursoda er langt lavere end ved et industrielt fremstillet produkt, maa der skelnes imellem "natursoda" (med hoej massefylde), der isaer benyttes i USA, og industrielt fremstillet soda (med saavel hoej som lav massefylde), som fremstilles i Europa ved hjaelp af en proces, som Solvay opfandt for mere end 100 aar siden.

2 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var de seks faellesskabsproducenter af industrielt fremstillet soda:

° Solvay og Cie SA (herefter benaevnt "Solvay"), den stoerste producent paa verdensplan og inden for Faellesskabet med en markedsandel paa naesten 60% (endog 70% inden for Faellesskabet med undtagelse af Det Forenede Kongerige og Irland)

° sagsoegeren, den naeststoerste producent inden for Faellesskabet med en markedsandel i Det Forenede Kongerige paa mere end 90%

° de "mindre" producenter Chemische Fabrik Kalk (herefter benaevnt "CFK") og Matthes & Weber (Tyskland), AKZO (Nederlandene) og Rhône-Poulenc (Frankrig) med en markedsandel paa ca. 26% tilsammen.

3 Solvay havde anlaeg i Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Portugal og OEstrig og salgsorganisationer i disse lande samt i Schweiz, Nederlandene og Luxembourg. I oevrigt var Solvay den stoerste saltproducent inden for Faellesskabet og derfor i en meget gunstig position med hensyn til levering af dette vigtigste raastof til industrielt fremstillet soda. Sagsoegeren havde to produktionsanlaeg i Det Forenede Kongerige, idet et tredje anlaeg var blevet lukket i 1985.

4 Ser man paa efterspoergslen, er glasproducenterne de stoerste kunder i Faellesskabet. Saaledes anvendes omkring 70% af den vesteuropaeiske produktion til fremstilling af planglas og hulglas. De fleste glasproducenter driver kontinuerlige produktionsanlaeg og maa derfor have sikre sodaforsyninger; i de fleste tilfaelde har de indgaaet laengerevarende aftaler med en stoerre leverandoer for stoersteparten af deres forbrug og anvender som sikkerhedsforanstaltning en anden leverandoer som "sekundaer forsyningskilde".

5 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var det faelles marked karakteriseret af en opdeling efter landegraenser, idet producenterne i almindelighed havde en tilboejelighed til at koncentrere deres afsaetning i de medlemsstater, hvor de havde produktionsanlaeg. I saerdeleshed var der ingen konkurrence mellem sagsoegeren og Solvay, der hver isaer begraensede deres salg i Faellesskabet til deres traditionelle "indflydelsessfaere" (det kontinentale Vesteuropa for saa vidt angaar Solvay, Det Forenede Kongerige og Irland for saa vidt angaar sagsoegeren). Denne opdeling af markedet gaar tilbage til 1870, paa det tidspunkt, da Solvay for foerste gang meddelte licens til Brunner, Mond & Co., et af de selskaber, der senere indgik i ICI. I oevrigt var Solvay en af hovedaktionaererne i Brunner, Mond & Co., og senere i ICI, lige til firmaet afhaendede sine andele i 1960' erne. De markedsopdelingsaftaler, der blev indgaaet undervejs, senest i 1945-1949, blev ifoelge sagsoegte og Solvay virkningsloese i 1962 og formelt ophaevet i 1972.

Den administrative procedure

6 I begyndelsen af 1989 foretog Kommissionen uanmeldte kontrolundersoegelser hos de vigtigste sodaproducenter i Faellesskabet. Efter disse kontrolundersoegelser henledte sagsoegeren ved skrivelse af 13. april 1989 Kommissionens opmaerksomhed paa, at de hos selskabet fundne dokumenter alle var fortrolige. Ved skrivelse af 24. april 1989 svarede Kommissionen, at den ikke ville undlade at tage hensyn til de omhandlede dokumenters fortrolige karakter, og at virkelige forretningshemmeligheder ikke ville blive roebet. De naevnte kontrolundersoegelser blev fulgt op af begaeringer om oplysninger. Sagsoegeren fremkom ved skrivelse af 14. september 1989 med de oenskede oplysninger og fremhaevede atter, at de fremsendte dokumenter var fortrolige. Solvay har ligeledes ved skrivelser af 27. april og 18. september 1989 i anledning af samme kontrolundersoegelser og begaeringer om oplysninger understreget sine dokumenters fortrolige karakter.

7 Kommissionen fremsendte dernaest ved skrivelse af 13. marts 1990 sagsoegeren en meddelelse af klagepunkter opdelt i flere led:

° Foerste led vedroerer procedurens faktiske oplysninger.

° Andet led vedroerer en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85 begaaet af sagsoegeren og Solvay, til hvem de tilsvarende bilag II.1 til II.42 er blevet fremsendt.

° Et tredje led, vedlagt bilag med journalnr. III, som vedroerer en overtraedelse af artikel 85 begaaet af Solvay og CFK, og et fjerde led, vedlagt bilag med journalnr. IV, som vedroerer en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 86 begaaet af Solvay, indgaar ikke i den meddelelse af klagepunkter, som er fremsendt til sagsoegeren; skrivelsen af 13. marts 1990 indeholder udelukkende foelgende angivelse herom: "Det tredje og fjerde led i meddelelsen af klagepunkter vedroerer ikke ICI".

° Det femte led vedroerer en overtraedelse af artikel 86 begaaet af sagsoegeren, til hvem de tilsvarende bilag V.1 til V.123 er blevet fremsendt.

° Det sjette led vedroerer spoergsmaalet om de boeder, der eventuelt skal paalaegges.

8 Efter at have fremhaevet betydningen af at bevare fortroligheden af de dokumenter, som er fremkommet i medfoer af Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), angav Kommissionen i naevnte skrivelse af 13. marts 1990, at de beviselementer, som fremgik af bilagene II.1 til II.42, var sendt til hver af de paagaeldende virksomheder, "idet dog de dele, som kunne udgoere forretningshemmeligheder, eller som er oemtaalelige set fra et forretningsmaessigt synspunkt, og som ikke direkte vedroerer den paastaaede overtraedelse [er blevet] udeladt". Endelig har Kommissionen i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 fremsendt hver virksomhed de svar, den anden har givet, og praeciseret, at "de oplysninger, der kan udgoere forretningshemmeligheder [ligeledes er] udeladt af disse besvarelser".

9 Den 14. maj 1990 anmodede sagsoegerens advokat telefonisk om adgang til Kommissionens sagsakter i det omfang, de vedroerte overtraedelser, der skulle vaere begaaet af sagsoegeren. Denne anmodning er oejensynligt blevet afvist af J., en tjenestemand i Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD IV).

10 Ved skrivelse af 23. maj 1990 genfremsatte sagsoegerens advokat sin anmodning, idet han henviste til J.' s reaktion, hvorefter det ° ifoelge advokaten ° var blevet ham naegtet at faa adgang til sagens akter, herunder endog til de ikke-fortrolige dokumenter. Efter advokatens oplysninger var en fortegnelse over sagens dokumenter ligeledes blevet naegtet meddelt. Kommissionen skulle have erklaeret, at den udelukkende ville acceptere anmodninger om at undersoege specifikke dokumenter. Denne restriktive holdning hos Kommissionens tjenestegrene ville goere indgreb i sagsoegerens mulighed for at forberede sit forsvar.

11 Ved skrivelse af 31. maj 1990, underskrevet af direktoer R., GD IV, naegtede Kommissionen sagsoegeren adgang til samtlige sagens akter. Denne havde ikke ret til paa rent teoretisk grundlag at undersoege interne forretningsdokumenter, der ikke var fremkommet som beviser, og som hidroerte fra andre virksomheder. Kommissionen tilfoejede, at den selv paa ny havde undersoegt alle disse dokumenter for at efterproeve, om de kunne frikende sagsoegeren, men at Kommissionen ikke havde fundet noget som helst dokument af den karakter. Kommissionen tilboed desuden at foretage en fornyet undersoegelse af sagsakterne, dersom sagsoegeren kunne sandsynliggoere, "at der var gode grunde hertil" vedroerende et specifikt faktisk eller retligt problem.

12 Ligeledes den 31. maj 1990 fremsendte sagsoegeren sine "indsigelser" ("defence"). Heri protesterede virksomheden mod, at der var blevet naegtet den adgang til sagens akter, og vedlagde adskillige nye dokumenter som beviser.

13 Den 26. og 27. juni 1990 foranstaltede Kommissionen en hoering vedroerende de overtraedelser, der skulle vaere blevet begaaet af sagsoegeren og af Solvay. Alene sagsoegeren deltog heri. Ved denne lejlighed fremlagde sagsoegeren et nyt indlaeg, "sagsfremstillingen" ("article 85 presentation"), hvortil yderligere dokumenter var vedfoejet.

14 Under hoeringen fremlagde Kommissionens kompetente tjenestegren visse dokumenter (benaevnt "X.1 ° X.11"), som alle stammede fra sagsoegeren, og som ifoelge Kommissionen ° i lighed med de allerede fremlagte dokumenter ° var bevis paa, hvorledes forbindelserne mellem sagsoegeren og Solvay i virkeligheden var, og som svaekkede sagsoegerens forsvar. Den paagaeldende tjenestegren forklarede, at Kommissionen ikke havde anvendt dokumenterne mod Solvay, fordi de var fortrolige. Kommissionen havde ikke desto mindre besluttet nu at lade dem indgaa i proceduren, ikke fordi de indeholdt supplerende elementer i forhold til de dokumenter, der var vedfoejet meddelelsen af klagepunkter, men for at tage til genmaele over for sagsoegerens anbringende vedroerende den paastaaede dokumentmaessige bevissvaghed. Med hensyn til adgangen til sagens akter erklaerede hoeringskonsulenten, at det drejede sig om et vanskeligt problem. Ingen kunne vide, hvad begrebet "sagen" omfattede, og det maatte paahvile Faellesskabets retsinstanser at give en fortolkning heraf. Problemet skulle derfor ikke diskuteres under hoeringen.

15 Det fremgaar af sagen, at kommissaerkollegiet efter afslutningen af den ovenfor beskrevne procedure under sit 1 040. moede den 17. og 19. december 1990 vedtog beslutning 91/297/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.133-A: Soda ° Solvay, ICI, EFT 1991 L 152, s. 1, herefter benaevnt "beslutningen"). Denne beslutning fastslaar i det vaesentlige, at sagsoegeren og Solvay fra den 1. januar 1973 til begyndelsen af 1989 har deltaget i en samordnet praksis om opdeling af det vesteuropaeiske sodamarked ved at forbeholde det kontinentale Vesteuropa for Solvay og Det Forenede Kongerige samt Irland for sagsoegeren; foelgelig paalaegges der ved beslutningen hver en boede paa 7 mio. ECU.

16 Under samme moede vedtog Kommissionen desuden:

° Beslutning 91/299 om en procedure i henhold til traktatens artikel 86 (IV/33.133-C: Soda ° Solvay, EFT 1991 L 152, s. 21), hvorved den i det vaesentlige fastslog, at Solvay havde misbrugt sin dominerende stilling paa markedet i det kontinentale Vesteuropa, og hvorved der paalagdes Solvay en boede paa 20 mio. ECU. De vigtigste led i den ved beslutningen fastslaaede overtraedelse er det forhold, at Solvay indgik aftaler af laengere varighed, hvorefter kunderne daekkede naesten hele deres behov for soda ved koeb hos Solvay, og anvendte loyalitetsbonusordninger for ekstramaengder og koncernrabatter samt konkurrenceklausuler eller "engelske klausuler", hvorefter Solvay fik meddelelse om de konkurrerende tilbud, som kunden modtog, saa denne virksomhed kunne indrette sine priser i overensstemmelse hermed. I denne sammenhaeng fastslaar beslutning 91/299 i 31. betragtning bl.a., at de tre stoerste belgiske glasproducenter indtil 1978 altid havde daekket naesten hele deres behov ved koeb hos Solvay, og at den belgiske regering i januar samme aar greb ind og forhindrede disse glasproducenter i at indgaa en aftale med en amerikansk producent om koeb af soda fra USA.

° Beslutning 91/300/EOEF om en procedure i henhold til traktatens artikel 86 (IV/33.133-D: Soda ° ICI, EFT 1991 L 152, s. 40), hvorved den i det vaesentlige fastslog, at sagsoegeren havde misbrugt sin dominerende stilling i Det Forenede Kongerige, og hvorved der paalagdes denne en boede paa 10 mio. ECU.

17 Retten har inden for rammerne af naervaerende sag taget beslutning 91/299 og 91/300 af 19. december 1990 til efterretning. Den har ex officio indskrevet dem i naervaerende sags akter.

18 Den gennem naervaerende sagsanlaeg anfaegtede beslutning er blevet meddelt sagsoegeren ved rekommanderet skrivelse dateret den 1. marts 1991.

19 Det er ubestridt, at den beslutning, der blev meddelt sagsoegeren, ikke forinden var blevet stadfaestet ved underskrift af Kommissionens formand og generalsekretaer som bestemt i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden 63/41/EOEF af 9. januar 1963 (EFT Anden Serie VII, s. 9), som midlertidigt opretholdt ved artikel 1 i Kommissionens afgoerelse 67/426/EOEF af 6. juli 1967 (EFT Anden Serie VII, s. 14) og senest aendret ved Kommissionens afgoerelse 86/61/EOEF, Euratom, EKSF af 8. januar 1986 (EFT L 72, s. 34) (herefter benaevnt "forretningsordenen").

Proceduren for Retten

20 Under disse omstaendigheder har sagsoegeren anlagt naervaerende sag, der er registreret paa Rettens Justitskontor den 14. maj 1991. Beslutningen er ligeledes genstand for en sag anlagt af Solvay (sag T-30/91).

21 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Efter den 23. december 1991 at have indleveret replik har sagsoegeren den 2. april 1992 indleveret et "supplement til replikken" med et nyt anbringende om, at den omtvistede beslutning er en nullitet. Under henvisning til udtalelser fra Kommissionens repraesentanter under den mundtlige procedure, der blev afsluttet den 10. december 1991, i de sager, som har resulteret i Rettens dom af 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315, herefter benaevnt "PVC-dommen"), og til to avisartikler, dels i Wall Street Journal af 28. februar 1992, dels i Financial Times af 2. marts 1992, har sagsoegeren bl.a. gjort gaeldende, at Kommissionen offentligt havde tilkendegivet, at dens retsakter efter fast praksis i aarevis ikke var blevet stadfaestet, og at ingen beslutning var blevet stadfaestet i loebet af de seneste 25 aar. I medfoer af procesreglementets artikel 48, stk. 2, har Rettens praesident som formand for Foerste Udvidede Afdeling forlaenget fristen for indlevering af duplikken. Kommissionen har i duplikken fremsat skriftlige bemaerkninger vedroerende det naevnte "supplement til replikken".

22 Ved kendelse af 14. juli 1993 har formanden for Foerste Afdeling truffet bestemmelse om at forene naervaerende sag med sag T-30/91 med henblik paa den mundtlige forhandling.

23 Retten (Foerste Afdeling) besluttede i marts 1993 ° som foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse ° at stille parterne en raekke spoergsmaal, bl.a. vedroerende sagsoegerens indsigt i Kommissionens retsakter. Parterne har i maj maaned 1993 besvaret disse spoergsmaal. Efter at Domstolen ved dom af 15. juni 1994 (sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555) havde truffet afgoerelse i appelsagen mod Rettens PVC-dom, traf Retten (Foerste Udvidede Afdeling) bestemmelse om yderligere foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og anmodede bl.a. Kommissionen om at fremlaegge teksten til beslutning 91/297 som stadfaestet paa originalsprogene ved formandens og generalsekretaerens underskrifter og bilagt moedeprotokollatet.

24 Kommissionen svarede, at den, saa laenge Retten ikke havde truffet afgoerelse om, hvorvidt anbringendet vedroerende beslutningens manglende stadfaestelse i det hele taget kunne antages til realitetsbehandling, ikke fandt anledning til at behandle spoergsmaalet om, hvorvidt det skulle tages til foelge.

25 Under disse omstaendigheder har Retten (Foerste Udvidede Afdeling) ved kendelse af 25. oktober 1994 med hjemmel i procesreglementets artikel 65 paalagt Kommissionen at fremlaegge den naevnte tekst.

26 Kommissionen har herefter den 11. november 1995 bl.a. fremlagt beslutning 91/297 paa fransk og engelsk, paa forsiden forsynet med en udateret stadfaestelsesformular, underskrevet af Kommissionens formand og generalsekretaer. Det er ubestridt, at denne formular foerst er blevet paafoert mere end seks maaneder efter denne sags anlaeg.

27 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal i retsmoeder den 6. og 7. december 1994. Formanden har herefter erklaeret den mundtlige forhandling for afsluttet.

Parternes paastande

28 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Sagens antages til realitetsbehandling.

° Den anfaegtede beslutning annulleres, for saa vidt som den vedroerer sagsoegeren.

° Det i beslutningens artikel 2 anfoerte paabud om at bringe overtraedelserne til ophoer annulleres, for saa vidt som det vedroerer sagsoegeren.

° Den boede, der ved beslutningens artikel 3 er paalagt sagsoegeren, ophaeves eller nedsaettes.

° Subsidiaert, at Kommissionen ved kendelse tilpligtes som led i bevisoptagelsen at lade parternes advokater undersoege sagsakterne.

° Mere subsidiaert, at Retten underkaster sagsakterne en undersoegelse med henblik paa at udelade supplerende dokumenter.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 I supplementet til sin replik har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning boer annulleres eller efter Rettens skoen erklaeres for en nullitet.

30 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° De i supplementet til replikken fremsatte anbringender afvises fra realitetsbehandling eller tages ikke til foelge.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31 Det bemaerkes, at sagsoegeren som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal stillet efter afsigelsen af Domstolens naevnte dom af 15. juni 1994 har erklaeret, at beslutningen herefter ikke paastaas at vaere en nullitet, men alene paastaas annulleret. Sagsoegeren har tillige anmodet Retten om kun at tage stilling til de fremsatte anbringender set i lyset af paastanden om annullation.

Paastanden om annullation af beslutningen

32 Til stoette for sin paastand om annullation har sagsoegeren fremfoert en raekke anbringender, som kan opdeles i to grupper. Under den foerste, der vedroerer det retmaessige forloeb af den administrative procedure, goer sagsoegeren i supplementet til sin replik paa den ene side en raekke vaesentlige formelle mangler gaeldende, idet den meddelte beslutning i strid med artikel 12 i Kommissionens forretningsorden ikke var blevet stadfaestet paa det relevante tidspunkt af Kommissionens formand og generalsekretaer, eftersom beslutningen var blevet aendret i tidsrummet mellem vedtagelsen og meddelelsen til sagsoegeren.

33 I staevningen goer sagsoegeren under henvisning til et anbringende fremfoert af Solvay i den naevnte sag T-30/91 paa den anden side gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat kollegialitetsprincippet ved i strid med forretningsordenens artikel 4 ikke at udsaette droeftelsen af udkastet til beslutningen, skoent mindst ét af Kommissionens medlemmer skulle have oensket en saadan udsaettelse for at faa tid til at saette sig ind i sagen, der var blevet fremsendt til ham paa et sent tidspunkt. Sagsoegeren bebrejder i oevrigt Kommissionen at have overgivet Solvay fortrolige dokumenter, hvilket udgoer et brud paa forretningshemmeligheden. Endelig fremsaetter sagsoegeren tre anbringender om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion: Den foerste tilsidesaettelse er afslaget paa at give sagsoegeren adgang til alle sagens akter; den anden bestaar i Kommissionens forudindtagede holdning, mangel paa objektivitet og almindelige mangel paa respekt for retten til kontradiktion, der har givet sig udslag i tvivlsomme udeladelser i bilagene med journalnr. II; den tredje ligger i den underkendelse af sagsoegerens ret til at komme til orde, der fremgaar af, at beslutningen fastslaar visse forhold, uden at beviserne herfor var blevet meddelt sagsoegeren.

34 Inden for den anden gruppe af anbringender paaberaaber sagsoegeren sig en raekke anbringender, som dels vedroerer den af Kommissionen i beslutningens foretagne konstatering og vurdering af sagens faktiske omstaendigheder, dels dens retlige vurdering. Endelig bestrider sagsoegeren lovligheden af paabuddet om at bringe overtraedelserne til ophoer, et paabud, som naermer sig en eksportforpligtelse, og understreger, at den paalagte boede er uforholdsmaessigt hoej.

35 Retten vil indledningsvis undersoege det anbringende, som vedroerer en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, idet sagsoegeren uretmaessigt havde faaet afslag paa sin anmodning om at maatte efterse Kommissionens sagsakter.

Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ved Kommissionens naegtelse af aktindsigt

Parternes argumenter

36 Sagsoegeren klager over, at Kommissionen i strid med sine udtalelser i Tolvte og Fjortende Beretning om Konkurrencepolitikken, hvorved der fastsaettes en procedure om aktindsigt i konkurrencesager, har afslaaet den anmodning, som ICI fremsatte under den administrative procedure med henblik paa at opnaa adgang til Kommissionens sagsakter for at kunne undersoege, hvorvidt de indeholdt dokumenter, som kunne tjene til selskabets forsvar. Kommissionen havde endog undladt at fremsende sagsoegeren en fortegnelse over sagens dokumenter, saaledes at sagsoegeren end ikke havde haft nogen mulighed for i store linjer at vide, hvilke sagsomraader dokumenterne stammede fra.

37 Sagsoegeren understreger ikke at vaere i besiddelse af direkte beviser, hverken hvad angaar Solvay og andre producenters grunde til ikke at eksportere soda til Det Forenede Kongerige, eller hvad angaar andre producenters priser og omkostninger i det kontinentale Vesteuropa, skoent saadanne oplysninger helt klart var relevante med henblik paa at vurdere deres forretningsstrategier. ICI bekraefter saaledes, at visse dokumenter kunne vaere relevante for selskabets mulighed for at tage til genmaele, nemlig

° dokumenter, hvoraf det fremgaar, hvilke priser Solvay og andre producenter reelt har forlangt af deres vigtigste kunder

° dokumenter fra aftagere i Det Forenede Kongerige til kontinentale producenter med anmodninger om levering af soda, samt svarene herpaa

° dokumenter, hvori Solvay og andre kontinentale producenter forudser muligheden af at gaa ind paa det britiske marked eller angiver deres grunde til ikke at goere dette.

Ifoelge sagsoegeren kan der ikke faestes lid til Kommissionens anbringende, hvorefter sagens akter ikke indeholder dokumenter, der kan tjene til ICI' s forsvar. Paa samme maade kunne en raekke af sagsoegerens egne dokumenter have vaeret nyttige til brug for Solvay' s indsigelser, f.eks. de dokumenter, der vedroerer den procedure, som blev indledt mod selskabet i henhold til traktatens artikel 86. Sagsoegeren havde derfor haft ret til at faa adgang til de dokumenter, som kunne saa tvivl om den anklage, der var fremsat mod selskabet. Denne ret er blevet tilsidesat.

38 Inden for rammerne af det anbringende, der vedroerer den faktiske vurdering, saaledes som den fremgaar af den omtvistede beslutning, goer sagsoegeren gaeldende, at naervaerende sags akter ud fra en helhedsbetragtning giver et andet billede end det af Kommissionen fremsatte. Sagsoegeren henviser bl.a. til en raekke dokumenter, som Kommissionen ikke har paaberaabt sig inden for rammerne af den procedure, der vedroerer traktatens artikel 85, men udelukkende inden for den procedure, som er indledt mod sagsoegeren i henhold til artikel 86. Ifoelge sagsoegeren fremgaar det af disse dokumenter, at virksomheden gennem aarene 1984-1989 ved adskillige lejligheder har vurderet mulighederne for import fra kontinentet, at virksomheden forudsaa modforholdsregler i tilfaelde af eventuel import, men paa grund af de hoeje transportomkostninger og reducerede fortjenstmargener ansaa det for urentabelt at gaa ind paa det kontinentale marked, ligesom det var usandsynligt, at kontinentale producenter ville gaa ind paa det britiske marked, alt imens man stadig var paa vagt paa grund af sin saarbarhed med hensyn til udsving i vekselkurser og produktionsomkostninger i det kontinentale Vesteuropa (staevningens s. 75, 76 og 77). Sagsoegeren er ikke i tvivl om, at Kommissionen er i besiddelse af en lang raekke andre dokumenter, som stoetter disse antagelser, og som enten hidroerer fra Solvay eller fra andre producenter i det kontinentale Vesteuropa, og som sagsoegeren ikke har kunnet goere brug af.

39 Paa tidspunktet for meddelelsen af klagepunkter havde den opdeling, der fandt sted i dokumenter med relevans for traktatens artikel 85 og dokumenter med relevans for artikel 86, til foelge, at de dokumenter, der hoerte til denne anden gruppe, kun blev meddelt de producenter, som ansaas for at have overtraadt artikel 86, selv om dokumenterne ligeledes var relevante for anvendelsen af artikel 85 i forhold til andre producenter. Sagsoegeren har saaledes ikke kunnet drage nytte af noget dokument under journalnr. IV, som var vedlagt fjerde del af meddelelsen af klagepunkter om Solvay' s overtraedelse af artikel 86, skoent visse af disse dokumenter kunne have tjent til stoette for sagsoegerens indsigelser over for paastanden om, at ICI havde overtraadt artikel 85. Det samme var tilfaeldet for Solvay, hvad angaar dokumenterne med journalnr. V, der var vedlagt femte del af meddelelsen af klagepunkter.

40 Hvad angaar anbringendet om stoerrelsen af den paalagte boede fastholder sagsoegeren, at selskabets paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 86 burde have vaeret taget i betragtning. Sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen til trods for en "meget hoej grad af overlapning" mellem de paastaaede overtraedelser har behandlet dem som fuldstaendigt adskilte.

41 I sin replik fremhaever sagsoegeren, at under en sag, som drejer sig om en samordnet praksis mellem Solvay og sagsoegeren selv, kan et dokument, der bruges mod Solvay eller kan frikende Solvay, tydeligvis vaere lige saa relevant for sagsoegeren og vedroere denne i lige saa hoej grad som den anden part i den paastaaede samordnede praksis. Desuden ville de dokumenter, som Kommissionen har brugt til at paavise, at der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 86, ligeledes have vaeret relevante for paavisningen af en aftale i henhold til artikel 85.

42 Sagsoegeren bestrider ikke, at Kommissionen har undersoegt alle de under efterforskningen indsamlede dokumenter for at tage stilling til, om de kunne siges at frikende sagsoegeren. Da Kommissionen imidlertid allerede fungerer som efterforsker, som paataleberettiget myndighed, som dommer og som laegdommer, har den ikke til overflod ogsaa kunnet optraede som forsvarsadvokat. Det af Kommissionen i skrivelse af 31. maj 1990 fremsatte tilbud om at foretage en fornyet undersoegelse var nyttesloest, eftersom det var betinget af, at sagsoegeren fremkom med en "god grund" uden dog at vaere i besiddelse af relevante dokumenter. Et system, hvorefter det er Kommissionens egne tjenestemaend, som tager stilling til, hvilke dokumenter, der kan tjene til stoette for en virksomhed, som er draget til ansvar i en konkurrencesag, lever ikke op til de krav, der stilles for at overholde retten til kontradiktion. Det ville vaere usandsynligt, om denne undersoegelse skulle vaere blevet udfoert lige saa tilbundsgaaende eller med samme omsorg for sagsoegerens interesser, som hvis denne selv havde foretaget undersoegelsen.

43 Foer den anfaegtede beslutning blev vedtaget, havde sagsoegeren saaledes ikke haft adgang til fem foelgende dokumentgrupper:

° dokumenterne med journalnr. IV, der var vedlagt fjerde del af meddelelsen af klagepunkter, som vedroerer paastande mod Solvay i henhold til traktatens artikel 86

° den endelige ordlyd i Solvay' s besvarelse af meddelelsen af klagepunkter, samt de dokumenter, som Solvay paaberaaber sig til stoette for denne besvarelse

° den tyske producent CFK' s besvarelse af meddelelsen af klagepunkter

° andre producenters besvarelser af skrivelser tilsendt dem i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 (med undtagelse af dem, der var vedlagt meddelelsen af klagepunkter)

° de af sagens dokumenter ° ud over dem, der var vedlagt meddelelsen af klagepunkter ° som Kommissionen er kommet i besiddelse af under sin undersoegelse hos Solvay og hos fire andre sodaproducenter i Faellesskabet.

44 Sagsoegeren goer desuden gaeldende, at Solvay foer staevningens indlevering, men efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, meddelte ICI, at Kommissionens sagsakter indeholdt et vist antal dokumenter, der hidroerte fra Solvay, og som ville have vaeret meget nyttige ved besvarelsen af meddelelsen af klagepunkter. Sagsoegeren henviser i denne sammenhaeng til dokumenter, hvoraf det skulle fremgaa, at Solvay ved adskillige lejligheder fremsendte sine priser med henblik paa at opnaa ordrer paa soda fra virksomheder i Det Forenede Kongerige og foretog en prisundersoegelse som foelge af en tilsvarende henvendelse fra Rochware, et selskab i Det Forenede Kongerige (bilag 12 og 13 til Solvay' s staevning i sag T-30/91, som Solvay har fremsendt i kopi til sagsoegeren). Sagsoegeren fremlaegger desuden som bilag I til replikken yderst fortrolige dokumenter, som er fremkommet efter sagens anlaeg gennem den tyske producent Matthes & Weber, og som ifoelge sagsoegeren godtgoer, at denne producent fremsendte sine priser med henblik paa at opnaa ordrer paa soda fra virksomheder i Det Forenede Kongerige, og at transportomkostningerne var den vigtigste grund til, at de potentielle kunder afslog disse tilbud.

45 Efter sagsoegerens opfattelse er den seneste retspraksis ikke i modstrid med det synspunkt, som sagsoegeren her indtager. Dommen af 17. januar 1984, VBVB og VBBB mod Kommissionen (forenede sager 43/82 og 63/82, Sml. s. 19), hvorefter Kommissionen ikke er forpligtet til at goere de beroerte parter bekendt med sagsakterne, vedroerer saaledes en sag, hvor Kommissionens omtvistede beslutning var blevet truffet foer vedtagelsen af Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken. Dommen af 3. juli 1991, AKZO mod Kommissionen (sag C-62/86, Sml. I, s. 3359, herefter benaevnt "AKZO II"), hvorved Domstolen bekraeftede det resultat, der fremgik af den naevnte dom VBVB og VBBB mod Kommissionen, vedroerte et spoergsmaal, der paa enhver maade adskiller sig fra denne sags, nemlig spoergsmaalet om aktindsigt i et internt dokument, der saaledes ogsaa efter ordlyden af Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken ville vaere beskyttet mod udbredelse. I oevrigt stiller visse af Domstolens domme retten til kontradiktion endnu mere gunstigt. Sagsoegeren henviser i den forbindelse til dom af 29. oktober 1980, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen (forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Sml. s. 3125), som har paalagt Kommissionen en endnu mere udstrakt forpligtelse til at yde forsvaret de noedvendige oplysninger, til dom af 25. oktober 1983, AEG mod Kommissionen (sag 107/82, Sml. s. 3151), til dom af 27.6.1991, Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, (sag C-49/88, Sml. I, s. 3187) samt til generaladvokat Darmon' s forslag til afgoerelse i sidstnaevnte sag, Sml. I, s. 3205, og til dom af 17. oktober 1989, sag 85/87, Dow Benelux mod Kommissionen, Sml. s. 3137, og domme af 18. oktober 1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, og sag 27/88, Solvay mod Kommissionen, Sml. s. 3355.

46 For saa vidt som Kommissionen paaberaaber sig, at visse dokumenter er fortrolige, bemaerker sagsoegeren, at anvendelsen af princippet om, at oplysninger vedroerende virksomheder skal behandles fortroligt, ikke paa nogen maade kan vaere til hinder for retten til kontradiktion (Domstolens dom af 20.3.1985, sag 264/82, Timex mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 849, praemis 29 og 30). Under alle omstaendigheder goeres der ikke indgreb i reglen om fortrolig behandling ved at give uafhaengige advokater aktindsigt i sagens oemtaalelige dokumenter. Desuden kan der ligeledes laves ikke-fortrolige sammendrag. Efter sagsoegerens mening kan kravene til beskyttelsen af forretningshemmeligheden ikke paa nogen maade begrunde det almindelige afslag paa aktindsigt, som Kommissionen har givet sagsoegeren i naervaerende sag. Saadanne krav kan allerhoejst begrunde afslag paa aktindsigt i notorisk hemmelige dokumenter, som er klart identificerede, og som foreligger i ikke-fortrolige sammendrag.

47 I denne sammenhaeng klager sagsoegeren endvidere over, at Kommissionen i de dokumenter, der hidroerer fra sagsoegeren og er vedfoejet meddelelsen af klagepunkter ° bl.a. bilagene II.25 og II.34 ° har udeladt de passager, som ikke understoettede Kommissionens synspunkt. En analyse af de dokumenter, som sagsoegeren har haft adgang til, skulle vise, at Kommissionen i almindelighed har vaeret saerdeles selektiv vedroerende disse dokumenter og uden enhver tvivl ligeledes vedroerende de dokumenter, der stammer fra andre producenter. Ifoelge sagsoegeren er de udeladte passager i disse dokumenter i virkeligheden ikke af fortrolig karakter.

48 I det omfang, Kommissionen maatte finde, at det af praktiske aarsager var tilstraekkeligt, at Solvay anvendte de dokumenter, som frikendte sagsoegeren, til sit eget forsvar og derefter overdrog dem til sagsoegeren med henblik paa dennes forsvar, goer sagsoegeren gaeldende, at et saadant samarbejde kunne stoede paa modstridende forretningshensyn. Ved i alle tilfaelde at gaa ud fra, at konkurrenterne ville oenske at indtage en samlet holdning over for Kommissionen, har denne efter sagsoegerens opfattelse gjort sig til talsmand for en farlig antagelse, som ganske sikkert ikke vil tjene til at sikre beskyttelsen af grundrettighederne. Mens sagsoegeren opererede paa sodamarkedet (hvilket ikke laengere er tilfaeldet, eftersom ICI har indstillet sin virksomhed paa dette marked), ville der uundgaaeligt have vaeret en vis tilbageholdenhed med at udbrede forretningsdokumenter. Solvay havde ikke, foer beslutningen blev vedtaget, givet sagsoegeren adgang til de dokumenter, der er vedlagt staevningen i sag T-30/91, og som viser, at Solvay har fremsendt sine priser med henblik paa at opnaa ordrer fra virksomheder i Det Forenede Kongerige.

49 Som svar paa et af Retten stillet spoergsmaal bemaerker sagsoegeren, at det forhold, at Kommissionen endog ikke har overgivet selskabet en fortegnelse over sagens dokumenter, har haft saerdeles alvorlige konsekvenser for sagsoegerens mulighed for at forsvare sig og for dennes ret til at blive hoert. Denne udeladelse forhindrede sagsoegeren i blandt de dokumenter, som maatte vaere opregnet paa fortegnelsen, at udpege dem, som kunne bruges til stoette for selskabet.

50 Kommissionen goer gaeldende, at den har meddelt sagsoegeren alle de dokumenter, som danner grundlag for Kommissionens klagepunkter saavel som for dens endelige beslutning. Sagsoegerens paastand om det modsatte har ikke belaeg i faktiske forhold. Dertil kommer, at selv om Kommissionen virkelig skulle have baseret sig paa et dokument, som ikke var meddelt sagsoegeren, ville dette ikke noedvendigvis medfoere, at proceduren i sin helhed var ikke-forskriftsmaessig, men blot foere til, at det omhandlede dokument maatte udelades, hvilket alene ville rejse spoergsmaalet om, hvorvidt de andre af Kommissionen angivne dokumenter udgjorde tilstraekkeligt bevis for Kommissionens paastande. Selv om Kommissionen virkelig skulle have udvalgt dokumenter, er dette ikke udtryk for manglende processuel forskriftsmaessighed, eftersom sagsoegeren ikke har paapeget noget forhold, der kan godtgoere, at Kommissionen handlede i ond tro (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 55).

51 For saa vidt som sagsoegeren klager over ikke at have haft lejlighed til at undersoege sagens forretningsdokumenter for at efterproeve, om visse af dem kunne foere til frikendelse, bestrider Kommissionen ° med henvisning til Domstolens og Rettens retspraksis (de naevnte domme VBVB og VBBB mod Kommissionen, AKZO II og Hercules mod Kommissionen) ° at vaere forpligtet til at goere parterne bekendt med sine sagsakter. Uagtet en saadan forpligtelse maatte kunne uddrages af de regler, som Kommissionen har opstillet i Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken, udgoer den eventuelle manglende iagttagelse af denne forpligtelse ° af mindre betydning end overholdelsen af retten til kontradiktion ° ikke en "vaesentlig" formel mangel efter EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, og kan foelgelig ikke begrunde, at den anfaegtede beslutning annulleres i sin helhed. Som det fremgaar af Rettens dom af 1. april 1993, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen (sag T-65/89, Sml. II, s. 389, praemis 35), skal den paagaeldende virksomhed i oevrigt for at opretholde sit klagepunkt om "utilstraekkelig aktindsigt" kunne paavise, at der er vaegtige tegn paa, at der foreligger et dokument, som Kommissionen forsaetligt har skjult.

52 Endelig maa det godtgoeres, at sagsbehandlingen ville have foert til et andet resultat, dersom sagsoegeren havde haft aktindsigt (den naevnte dom Hercules mod Kommissionen, praemis 56). I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen ikke anvendt noget dokument mod de paagaeldende virksomheder, som sagsoegeren goer gaeldende ikke at have haft kendskab til; der rejses saaledes ikke i naervaerende sag spoergsmaal om, hvorvidt dokumenter anvendt mod en part i en paastaaet aftale skal stilles til raadighed for alle de andre parter, saaledes at alle har indsigt i de dokumenter, der bruges imod de andre.

53 Kommissionen tilfoejer, at de grupper af dokumenter, som sagsoegeren naevner som eksempler, ikke har dannet grundlag for de klagepunkter, der rettes mod sagsoegeren, at de ikke indeholder for sagsoegeren diskulperende omstaendigheder, og at de hovedsagelig vedroerer omraader, som efter sagens natur er omfattet saavel af tavshedspligten som af forretningshemmeligheden. Der har derfor ikke kunnet gives adgang til disse dokumenter uden at tilsidesaette tredjemands ret til beskyttelse af retmaessige forretningshemmeligheder. Domstolen har ved adskillige lejligheder understreget betydningen af, at Kommissionen behandler de oplysninger, den har indhentet i medfoer af forordning nr. 17, fortroligt (dom af 13.2.1979, sag 85/75, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 14, og af 7.11.1985, sag 145/83, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 3539). I dom af 24. juni 1986 (sag 53/85, AKZO mod Kommissionen, Sml. s. 1965, praemis 28, herefter benaevnt "AKZO I") naegtede Domstolen den klagende tredjemand ret til at faa meddelt dokumenter, som indeholdt forretningshemmeligheder. Kommissionen finder, at den interesse, som sagsoegeren har i at kunne benytte de dokumenter, som Kommissionen ikke har brugt imod selskabet, endog er mindre end den, som en klager kan have i at faa kendskab til dokumenter, som Kommissionen rent faktisk har anvendt under sagen. Hvad angaar sagsoegerens henvisning til Domstolens dom i den naevnte sag Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, finder Kommissionen, at denne sag vedroerte en situation, hvor den paagaeldende faellesskabsinstitution, i modsaetning til hvad der er tilfaeldet i den foreliggende sag, rent faktisk havde benyttet forhold, der ikke var meddelt den paagaeldende virksomhed.

54 Det noedvendige kompromis mellem de interesser, der staar paa spil, kan ifoelge Kommissionen opnaas ved at begraense udbredelsen til tredjemand til det, som er absolut noedvendigt for at gennemfoere undersoegelsen. Efter dette kriterium skal dokumenter, som Kommissionen ikke benytter som grundlag, ikke udbredes. De paagaeldende virksomheder har ikke paa rent teoretisk grundlag ret til at undersoege deres konkurrenters rent interne forretningsdokumenter, som ikke er blevet brugt imod dem. I denne sammenhaeng understreger Kommissionen med henvisning til sin skrivelse af 31. maj 1990, s. 3, afsnit 5, at Kommissionen selv har foretaget en fornyet omhyggelig undersoegelse af alle de dokumenter, der hidroerte fra andre producenter.

55 Over for sagsoegerens henvisning til dokumenter fra Solvay og fra Matthes & Weber, som sagsoegeren antager ville have vaeret meget nyttige ved besvarelsen af meddelelsen af klagepunkter, fastholder Kommissionen, at de dokumenter fra Solvay, som diskuteres i detaljer inden for rammerne af sag T-30/91, paa ingen maade afsvaekker den paastand, hvorefter der har foreligget en samordnet praksis mellem sagsoegeren og Solvay. Efter Kommissionens opfattelse indeholder dokumenterne fra Matthes og Weber ikke antydningen af bevis til stoette for det af sagsoegeren fremsatte anbringende, hvorefter de hoeje transportomkostninger var den vigtigste grund til, at de potentielle kunder i Det Forenede Kongerige afslog Matthes & Weber' s tilbud.

56 Ifoelge Kommissionen ville det ikke vaere til nogen nytte at udarbejde ikke-fortrolige sammendrag, som sagsoegeren i denne sammenhaeng har forestillet sig, eftersom de oplysninger, som sagsoegeren oenskede, netop skulle behandles fortroligt (konkurrenternes faktiske priser og omkostninger, navne paa deres kunder, oplysninger om deres forretningspolitik). I oevrigt havde sagsoegeren ved skrivelse af 14. september 1989 til Kommissionen understreget, at sagsoegerens tilsvarende oplysninger til Kommissionen var strengt fortrolige. Hvad angaar forslaget om udelukkende at meddele advokaterne de oemtaalelige forretningsoplysninger, har Kommissionen svaert ved at se, hvorledes en saa begraenset meddelelse skulle kunne tjene til stoette for en virksomheds ret til kontradiktion, eftersom saadanne oplysninger maatte skulle diskuteres med virksomhedens salgsafdelinger med henblik paa at vurdere deres betydning.

57 Kommissionen haevder endelig, at praktiske hensyn ligeledes maa tages i betragtning. Hvis de dokumenter, der hidroerer fra Solvay, rent faktisk havde afsloeret, at denne virksomhed ikke havde deltaget i den samordnede praksis, som den og sagsoegeren blev beskyldt for, ville Solvay bestemt ikke have undladt at goere dette gaeldende i sin besvarelse af meddelelsen af klagepunkter; Solvay ville ydermere have haft saerlig interesse i at overgive sagsoegeren disse dokumenter. Under alle omstaendigheder maa det paavises, at det kunne have haft reel betydning for sagsoegeren, at dokumenterne forblev fortrolige. I saa henseende var det vigtigste spoergsmaal for sagsoegeren at vide, af hvilken grund sagsoegeren selv ikke solgte soda i det kontinentale Vesteuropa. Det er vanskeligt at fatte, hvorfor andre producenter skulle have vaeret bedre informeret end sagsoegeren om de virkelige aarsager til dennes fremgangsmaade. Hvad angaar grundene til, at andre kontinentale producenter (bortset fra Solvay) ikke havde afsaetning i Det Forenede Kongerige, har sagsoegeren selv under proceduren bekraeftet, at dokumenterne herom var uden interesse.

58 Som svar paa Rettens forskellige skriftlige spoergsmaal har Kommissionen erklaeret, at udtrykket "aktindsigt", som ikke anvendes i den relevante lovmaessige regulering, angiver den paagaeldende virksomheds ret til at blive hoert om de klagepunkter, der rettes imod den, saaledes som det fremgaar af Rettens dom af 18. december 1992, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Sml. II, s. 2667, praemis 38). Den vigtigste betingelse er derfor, at denne virksomhed faar meddelelse om, hvad der bebrejdes den, og hvilke beviser Kommissionen anvender til stoette herfor. Det er et andet spoergsmaal, om virksomheden faar meddelelse om andre dokumenter, der ikke har vaeret brugt som beviser. I sin naevnte dom i sagen Hercules mod Kommissionen, fastslog Retten, at Kommissionen kunne vaere forpligtet til at fremsende andre dokumenter, dog ikke fortrolige dokumenter, hvilket byggede paa de erklaeringer, som Kommissionen havde fremsat i sin Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken. Da proceduren i naervaerende sag er blevet indledt i marts 1990, naesten et aar efter offentliggoerelsen af Attende Beretning om Konkurrencepolitikken, er den anvendelige regel, ikke den, som Kommissionen har paalagt sig selv ved sine erklaeringer i tolvte beretning, men derimod den, der er fremsat i attende beretning, og som vedroerer et saadant tilfaelde. Under disse omstaendigheder havde ingen kunnet paaregne, at Kommissionen ikke ville henholde sig til sine senest afgivne erklaeringer, som specielt vedroerer problemerne om udbredelse af dokumenter i procedurer, som vedroerer flere konkurrerende selskaber.

59 Kommissionen haevder, at man ikke kan gaa ud fra, at der i hver procedure, som indledes i henhold til traktatens artikel 85 eller artikel 86, foreligger en konkret samling sagsakter, som indeholder alle sagens dokumenter, og at "adgang til sagens akter" indebaerer retten til at laese "sagens akter" og kopiere dem in extenso (med undtagelse af fortrolige dokumenter). Der er snarere to indfaldsvinkler til spoergsmaalet om definitionen af udtrykket "sagens akter":

° Efter den foerste indfaldsvinkel, som Kommissionen finder er den rigtige, forstaas ved udtrykket "sagens akter" de dokumenter, som den beslutning, der skal vedtages, bygger paa. Det afgoerende spoergsmaal bliver derfor, hvorvidt virksomheden har haft adgang til alle sagens akter, og dermed, hvorvidt Kommissionen har vedlagt sagens akter alle de dokumenter, som giver virksomheden mulighed for at udoeve sin ret til at blive hoert. Efter denne opfattelse udgoeres sagens akter paa det afgoerende oejeblik for meddelelsen af klagepunkter af de dokumenter, som Kommissionen stoetter sig paa i de paastande, der fremsaettes mod virksomheden i meddelelsen af klagepunkter, samt af enhver oplysning, som Kommissionen ikke bygger paa, men som klart diskulperer den omhandlede virksomhed. Yderligere materiale, som Kommissionen havde kunnet komme i besiddelse af under sine undersoegelser, men som ikke henhoerer under en af disse grupper, udgoer ikke en del af sagens akter, saaledes at det ikke er noedvendigt at vide, om virksomheden har haft adgang hertil.

° Ifoelge den anden indfaldsvinkel udgoeres "sagens akter" af alt det, som Kommissionen er kommet i besiddelse af under sine undersoegelser, uanset om dette ikke er blevet benyttet til brug for meddelelsen af klagepunkter. Dog er der dokumenter, som den paagaeldende virksomhed i medfoer af artikel 20 i forordning nr. 17 og af Hercules-dommen ikke kan faa adgang til, fordi Kommissionen er forpligtet til ikke at afsloere dem. Rent praktisk foelger heraf, at virksomheden faar adgang til samme dokumenter, som hvis den naevnte foerste indfaldsvinkel anvendes.

60 Kommissionen har dernaest understreget, at der er to alternative maader at give adgang til sagens dokumenter paa:

° Kommissionen kunne foerst fremsende meddelelsen af klagepunkter og dernaest fastsaette de datoer, inden hvilke virksomheden kunne efterse de dokumenter, som den fik adgang til. Til dette formaal kunne det rent faktisk vaere nyttigt sammen med meddelelsen af klagepunkter at vaere i besiddelse af en fortegnelse over dokumenterne, saaledes at de paagaeldende paa forhaand kunne goere sig en forestilling om det, som de har mulighed (eller ikke har mulighed) for at efterse. I den naevnte dom BPB Industries og British Gypsom mod Kommissionen, praemis 29, henviser Retten til denne metode og citerer Kommissionens Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken.

° Det ville ligeledes vaere muligt at fremsende dokumenterne sammen med meddelelsen af klagepunkter. I saa tilfaelde har virksomheden ikke behov for en fortegnelse over dokumenterne. Den er allerede i besiddelse af alle de dokumenter, som den vil kunne efterse. Fremsendelsen af en fortegnelse er derfor kun en loesning, som erstatter fremsendelsen af dokumenterne sammen med meddelelsen af klagepunkter.

61 Hvad saerligt angaar naervaerende sag, haevder Kommissionen, at sagsoegeren med det samme har faaet meddelelse om hele Kommissionens grundlag, fordi denne havde valgt den metode, hvorefter de relevante bevisdokumenter blev fremsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter. Foelgelig har sagsoegeren haft "adgang til sagens akter". Hverken sagsoegeren eller Solvay har derimod haft lejlighed til at undersoege alt det af Kommissionen indsamlede materiale, dels fordi det ikke var relevant, dels fordi det indeholdt fortrolige oplysninger. I oevrigt ville et dokument ° ud over dem, der blev fremsendt med meddelelsen af klagepunkter ° kun kunne meddeles sagsoegeren, saafremt denne paaviste, at det var vigtigt for et bestemt punkt i sagen, og saaledes gav Kommissionen et fingerpeg om, hvad denne skulle lede efter. Endelig har sagsoegeren aldrig udtrykkeligt anmodet om at faa lejlighed til at efterse de dokumenter, der var fundet hos Solvay; i saerdeleshed har sagsoegeren ikke fremsat anbringender om de foelger, som Solvay' s misbrug af sin eventuelle dominerende stilling paa det kontinentale marked maatte have for vurderingen af de beviser, der bruges mod sagsoegeren.

62 Kommissionen har tilfoejet, at de dokumenter, der blev beslaglagt hos sagsoegeren og hos andre virksomheder, fylder utallige ringbind, hver med 200 sider. Dokumenterne er blevet opdelt efter det sted, hvor de er fundet, og ikke efter, om de maatte vedroere artikel 85 eller artikel 86. Det drejer sig om foelgende "sagsmapper":

i) sagsmappe 1: interne dokumenter, saasom beslutningsudkast

ii) sagsmapperne 2-14: Solvay, Bruxelles

iii) sagsmapperne 15-19: Rhône-Poulenc

iv) sagsmapperne 20-23: CFK

v) sagsmapperne 24-27: Deutsche Solvay Werke

vi) sagsmapperne 28-30: Matthes & Weber

vii) sagsmapperne 31-38 AKZO

viii) sagsmapperne 39-49: ICI

ix) sagsmapperne 50-52: Solvay, Spanien

x) sagsmapperne 53-58: "AKZO II" (fornyet kontrolbesoeg)

xi) sagsmappe 59: kontrolbesoeg hos spanske producenter og fornyet kontrolbesoeg hos Solvay, Bruxelles.

xii) Omkring ti andre sagsmapper, som indeholder korrespondancen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17.

63 Kommissionen medgiver ikke at have opstillet en fortegnelse over alle de dokumenter, der vedroerer sagsoegeren. Den finder ikke desto mindre, at dette ikke er nogen ulempe for sagsoegeren. En saadan liste ville nemlig have vaeret overfloedig i dette tilfaelde. Stort set alle de dokumenter, der er blevet anvendt under proceduren i henhold til traktatens artikel 86, hidroerte fra sagsoegeren, som notorisk har vaeret i besiddelse af kopier for alle eventualiteters skyld.

64 I denne sammenhaeng angiver Kommissionen, at de fortegnelser over dokumenter, der laves, ikke er detaljerede. Hvis en saadan fortegnelse var blevet opstillet i dette tilfaelde, ville den efter Kommissionens opfattelse ikke have vaeret sagsoegeren til nogen nytte: Fortegnelsen ville allerhoejst have indeholdt et vist antal rubrikker eller sideangivelser med en meget praecis typeangivelse af det tilsvarende dokument. I oevrigt har sagsoegeren haft kendskab til indholdet af sagsmapperne 39-49, eftersom det vedroerte dennes egne dokumenter. Indholdet af andre sagsakter var ligeledes sagsoegeren bekendt, i det mindste i det omfang, Kommissionen havde lagt disse dokumenter til grund for sine paastande mod sagsoegeren, og de derfor var vedlagt meddelelsen af klagepunkter. De oevrige dokumenter var efter artikel 20 i forordning nr. 17 fortrolige, og efter sagsoegerens skrivelse af 13. april 1989 og Solvay' s skrivelse af 27. april 1989 omfattet af en udtrykkelig anmodning om fortrolig behandling. Sagsoegeren havde derfor ikke kunnet efterse disse dokumenter, uanset om sagsoegeren havde modtaget en fortegnelse herover eller ej. Da Kommissionen endelig i sin skrivelse af 31. maj 1990 havde oplyst sagsoegeren om, hvilke virksomheder den havde aflagt kontrolbesoeg, havde intet kunnet forhindre ICI i at rette direkte henvendelse til disse virksomheder, saafremt selskabet skoennede, at de raadede over dokumenter, der kunne vaere det til nytte.

Rettens bemaerkninger

Formaliteten og anbringendets betydning PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 691A0036.1

65 Det bemaerkes indledningsvis, at anbringendet om naegtelse af aktindsigt kan deles i tre led. Dels haevder sagsoegeren nemlig ikke at have kunnet efterse de dokumenter med journalnr. IV, der var vedlagt fjerde del af den meddelelse af klagepunkter, som blev fremsendt til Solvay i henhold til traktatens artikel 86, skoent det fulgte af sammenhaengen mellem Kommissionens klagepunkter i henhold til artikel 86 og til artikel 85, at dokumenter vedroerende proceduren i henhold til artikel 86 kunne vaere relevante for sagsoegerens indsigelser under denne sag, eftersom de to paastaaede overtraedelser i meget hoej grad overlappede hinanden (se bl.a. staevningens punkt 8.9, 8.10 og 14.3.7). Dels goer sagsoegeren gaeldende ikke at have haft adgang til de dele af sagens akter, som indeholder andre dokumenter hidroerende fra Solvay, som kunne have tjent til sagsoegerens forsvar (se staevningens punkt 2.8.3 og 2.8.7).

66 Sagsoegeren haevder endelig, at de andre sodaproducenter i Faellesskabet i lighed med Solvay aldrig har eksporteret soda til Det Forenede Kongerige. Dokumenterne fra disse producenter ville kunne afsloere, om de har afholdt sig herfra paa grund af priserne eller paa grund af omkostningerne. Disse dokumenter kunne saaledes vaere relevante for sagsoegerens mulighed for at kunne tage til genmaele mod det klagepunkt, hvorefter ICI sammen med Solvay havde deltaget i en samordnet praksis, idet disse selskaber skulle have afholdt sig fra at eksportere deres produkter henholdsvis til det kontinentale Europa og til Det Forenede Kongerige (se bl.a. staevningens punkt 2.8.3 og 2.8.7).

67 Inden for hvert led i dette anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen end ikke har meddelt fortegnelsen over de dokumenter, som sagens akter bestaar af (se staevningens punkt 2.8.2).

68 I modsaetning til den af Kommissionen udtrykte betaenkelighed finder Retten, at disse angivelser ° som er blevet videreudviklede og uddybet i replikken og under retsmoedet ° opfylder kravene til en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene, som skal angives i staevningen i medfoer af EF-statutten for Domstolen, artikel 19, stk. 1, og Domstolens procesreglement, artikel 38, stk. 1, litra c), der fandt anvendelse ved sagens anlaeg.

Realiteten

69 Retten bemaerker, at reglerne om aktindsigt i konkurrencesager har til formaal at give adressaterne for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter for paa baggrund heraf at kunne tage stilling til de resultater, som Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelse af klagepunkter. Aktindsigt henhoerer saaledes under de processuelle retssikkerhedsgarantier, som har til formaal at beskytte retten til kontradiktion (Rettens dom i de forenede sager Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 38, og i sagen BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 30). Retten til kontradiktion i enhver procedure, som kan foere til, at der paalaegges sanktioner, er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, som under alle omstaendigheder skal overholdes, selv om det drejer sig om en procedure af administrativ karakter. En effektiv overholdelse af dette almindelige princip kraever, at den paagaeldende virksomhed allerede under den administrative procedure saettes i stand til at tage stilling til de af Kommissionen fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder (den naevnte dom i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, praemis 9 og 11).

70 Retten finder, at problemet vedroerende en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion derfor maa undersoeges ud fra de specielle omstaendigheder i hvert enkelt tilfaelde, eftersom det haenger noeje sammen med de klagepunkter, som Kommissionen har anfoert for at bevise den overtraedelse, der er begaaet af den paagaeldende virksomhed. For at kunne naa til klarhed over, om det omhandlede anbringende i sine tre led kan tages til foelge, maa der derfor i korthed tages stilling til de faktiske klagepunkter, som Kommissionen har anfoert i sin meddelelse af klagepunkter og i den omtvistede beslutning.

° De af Kommissionen anfoerte klagepunkter og beviser

71 I denne henseende bemaerkes for det foerste, at meddelelsen af klagepunkter kort kan gengives saaledes, at sagsoegeren og ICI i hvert fald fra den 1. januar 1973 har deltaget i en samordnet praksis, da de sammen fortsat har overholdt en tidligere aftale, der fastlagde deres respektive salgsmarkeder paa sodaomraadet, idet de har afholdt sig fra gensidig konkurrence. Kommissionen indroemmer ikke at vaere i besiddelse af direkte beviser for en udtrykkelig aftale mellem sagsoegeren og Solvay, men finder, at der foreligger omfattende beviser paa et hemmeligt samarbejde, hvoraf det kan sluttes, at den oprindelige aftale, den saakaldte "Page 1 000"-aftale, der blev indgaaet i 1949, fortsat har vaeret i kraft i form af en samordnet praksis. Det fremgaar nemlig af dokumentbeviserne, at

° sagsoegeren og Solvay fortsat har haft fuldstaendige samarbejdsforbindelser, der snarere har lighed med et partnerskab end med konkurrence, med henblik paa at samordne deres generelle strategi paa sodaomraadet og undgaa enhver indbyrdes interessekonflikt

° grundlaget for disse fortsatte forbindelser har vaeret opretholdelsen af den forretningspraksis, der blev paabegyndt under selskabet Brunner, Mond & Co., dvs. den gensidige anerkendelse af eksklusive aktivitetssfaerer. Skoent den tidligere aftale gennem brevveksling af 12. oktober 1972 formelt er blevet ophaevet, staar disse forbindelser fortsat ved magt, da ingen af parterne nogensinde har konkurreret mod den anden paa dennes marked i Faellesskabet.

72 Kommissionen har ligeledes i meddelelsen af klagepunkter anfoert som "endnu et vigtigt aspekt i de taette forretningsmaessige forbindelser" mellem sagsoegeren og Solvay, at der foreligger "medproducentaftaler" eller aftaler om "purchase for resale" (herefter benaevnt "PFR") med det formaal i perioden fra 1983 til 1989 at hjaelpe sagsoegeren med at overholde sine leveringsforpligtelser. Kommissionen har dog ikke anset disse aftaler for i sig selv at udgoere saerskilte overtraedelser.

73 Det tilfoejes, at Kommissionen i meddelelsen af klagepunkter har understreget, at det vesteuropaeiske sodamarked paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder stadig var karakteriseret ved en opdeling efter nationale hensyn, idet producenterne havde tilboejelighed til at koncentrere deres afsaetning i de medlemsstater, hvor de havde produktionsanlaeg. Der var navnlig ikke import fra Solvay eller nogen anden producent i Faellesskabet, der kunne konkurrere med sagsoegeren i Det Forenede Kongerige. Der var tale om det saakaldte "hjemmemarkedsprincip" (home market). Meddelelsen af klagepunkter henviser i denne sammenhaeng til dokumenter, der vedroerer et vist antal andre producenter eller hidroerer fra dem (s. 11 og 12, dokumenterne II.18 til II.24), hvoraf fremgaar, at alle sodaproducenterne i Faellesskabet i en lang aarraekke har accepteret dette princip, som i oevrigt blev overholdt mellem sagsoegeren og Solvay saa sent som i 1982. Kommissionen tilfoejer, at skoent der er visse forhold, der tyder paa, at Solvay og AKZO i 1982 indgik en aftale om AKZO' s virksomhed paa det tyske sodamarked (bilag II.21 til meddelelsen af klagepunkter), er dette aldrig blevet anset for at vaere tilstraekkeligt til at begrunde indledningen af en procedure i henhold til traktatens artikel 85 mod Solvay og AKZO.

74 Til stoette for sine klagepunkter har Kommissionen vedlagt meddelelsen af klagepunkter til sagsoegeren en raekke dokumenter med journalnr. II. Kun tre af disse dokumenter (II.35, II.36 og II.38) er ° i det mindste delvist ° identiske med de dokumenter med journalnr. IV, der anvendes i proceduren mod Solvay i henhold til artikel 86 (IV.28, IV.29 og IV.30). Ingen af de oevrige dokumenter med journalnr. IV er blevet meddelt sagsoegeren.

75 Hvad angaar klagepunkterne i den anfaegtede beslutning bemaerkes, at den samordnede praksis ifoelge beslutningens artikel 1 har varet fra den 1. januar 1973 og i hvert fald, indtil proceduren blev indledt. For at godtgoere, at der foreligger samordnet praksis, stoetter beslutningen sig i sin 58. betragtning i det vaesentligste paa syv sammenfaldende faktorer. Saaledes som det ogsaa fremgaar af naevnte passage i beslutningen, som praeciseret af Kommissionen for Retten under retsmoedet, kan disse faktorer sammenfattes i foelgende fire dele:

° sagsoegeren og Solvay' s manglende sodahandel over Kanalen i hele den omhandlede periode, dvs. mere end seksten aar, hvilket var resultatet af hver producents politik

° det noeje sammenfald mellem denne manglende konkurrence og ordvalget i de tidligere aftaler mellem sagsoegeren og Solvay, senest den saakaldte "Page 1 000"-aftale fra 1949, hvis formelle ophaevelse ikke havde medfoert nogen aendring i den anvendte praksis om markedsopdeling

° indgaaelsen af aftaler om og ivaerksaettelsen af "PFR-ordninger" om Solvay' s levering af soda til sagsoegeren i perioden fra 1983 til 1989, at betragte som "tegn" (se note 1 til beslutningens 58. betragtning)

° hyppige kontakter mellem sagsoegeren og Solvay med henblik paa at koordinere deres strategi for sodasektoren. Det tilfoejes, at beslutningens 29. betragtning henviser til dokumenter fundet hos flere forskellige producenter for at godtgoere overholdelsen af "hjemmemarkedsprincippet".

° Sagsoegerens mulighed for kontradiktion

76 For at efterproeve, om der er blevet gjort indgreb i sagsoegerens muligheder for at forsvare sig mod disse klagepunkter, bemaerkes indledningsvis, at en samordnet praksis karakteriseres af den omstaendighed, at konkurrencens risici erstattes af et samarbejde mellem virksomhederne, hvilket formindsker den enkelte virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes fremtidige holdninger. Hvis denne usikkerhed ikke formindskes, foreligger der ikke en samordnet praksis (se Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85, C-125/85 til C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 62-65).

77 Det bemaerkes, at sagsoegeren til sit forsvar i det vaesentlige har gjort gaeldende, at sagsoegerens adfaerd kan forklares ved en selvstaendig forretningspolitik og foelgelig, at det ikke er bevist, at der foreligger samordnet praksis. Denne indsigelse optraeder allerede i besvarelsen af meddelelsen af klagepunkter (se "defence" af 31.5.1990, s. 19 ff., praemis 12). Den blev gentaget i de skriftlige indlaeg foer hoeringen den 25. og 26. juni 1990 (s. 9 ff. i moedereferatet). For Retten blev indsigelsen gentaget inden for rammerne af det anbringende, der vedroerer Kommissionens bevisvurdering i den anfaegtede beslutning.

78 Det maa foelgelig i lyset af Domstolens retspraksis om begrebet samordnet praksis undersoeges, om sagsoegerens mulighed for at forsvare sig er blevet paavirket af den manglende meddelelse af de dokumenter, der naevnes i det omhandlede anbringendes tre led. Det tilkommer ikke i denne sammenhaeng Retten endeligt at tage stilling til bevisvaerdien af alle de af Kommissionen anfoerte beviser til stoette for den anfaegtede beslutning. Det er tilstraekkeligt til at fastslaa, at der foreligger tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, at den manglende meddelelse af de omhandlede dokumenter har kunnet paavirke procedurens forloeb og beslutningens indhold til skade for sagsoegeren. Muligheden for en saadan paavirkning kan saaledes godtgoeres gennem en foreloebig undersoegelse af visse beviser, som sandsynliggoer, at de ikke meddelte dokumenter med hensyn hertil har kunnet have en betydning, som ikke burde vaere blevet overset. Saafremt retten til kontradiktion er blevet tilsidesat, er den administrative procedure og beslutningens vurdering af de faktiske forhold behaeftet med mangler.

79 Kommissionen har i denne sammenhaeng som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal tilkendegivet, at man navnlig maa henholde sig til de beviser fra tiden foer 1973, der er vedlagt meddelelsen af klagepunkter, dvs. de tidligere aftaler om markedsopdeling, navnlig den saakaldte "Page 1 000"-aftale; disse beviser kan anvendes til stoette for paastanden om en senere overtraedelse. Kommissionen har forklaret, at den ikke har inddraget perioden fra 1962 til 1973, dels fordi Det Forenede Kongerige ikke var medlem af Faellesskabet i denne periode, og dels fordi enhver paavisning af en overtraedelse ville kraeve en saerskilt analyse af virkningerne paa samhandelen mellem medlemsstaterne.

80 Det foelger heraf, at man maa sondre mellem tre adskilte perioder, naar man skal give en kortfattet vurdering af vaerdien af de beviser, som Kommissionen har anvendt med henblik paa at drage sagsoegeren til ansvar. Sagsoegerens og Solvay' s adfaerd maa anses for lovlig indtil det tidspunkt, hvor EOEF-traktaten og forordning nr. 17 var traadt i kraft i 1962. Hvad angaar den foelgende periode, som afsluttes den 31. december 1972, har Kommissionen ikke formelt under anvendelse af den kontradiktoriske procedure, som foreskrives i forordning nr. 17, inddraget de tidligere aftaler om markedsopdeling under sagen, hverken paa grundlag af deres indhold eller virkninger eller paa grundlag af, at ophaevelsen af aftalerne i 1972 var af tvivlsom karakter. At inddrage denne periode ville som udgangspunkt da heller ikke vaere berettiget, eftersom det efter Kommissionens egne oplysninger ville have noedvendiggjort en speciel oekonomisk analyse som supplement til den, som er blevet foretaget under sagen. Den tredje periode svarer til varigheden af den overtraedelse, som er fastslaaet i beslutningen.

81 For at begrunde anvendelsen af tidligere aftaler som bevis for en senere overtraedelse paaberaaber Kommissionen sig dom af 15. juli 1976, EMI Records (sag 51/75, Sml. s. 811, praemis 30), hvori Domstolen har kendt for ret, at for at artikel 85 kan finde anvendelse, er det tilstraekkeligt, at aftaler, der ikke laengere er i kraft, stadig har virkninger. Kommissionen tilfoejer, at det i sagen EMI Records drejede sig om en aftale, som var lovlig, da den blev indgaaet, mens det i denne sag drejer sig om aftaler, der fra begyndelsen har vaeret ulovlige. Foelgelig maa det antages, at disse aftaler har virkninger, eftersom sagsoegeren og Solvay efter deres markedsopdelingsaftalers formelle ophoer er fortsat med at handle i overensstemmelse med de nu ophaevede aftaler.

82 Det bemaerkes imidlertid i denne forbindelse, at sagen EMI Records, som var forelagt Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177, ikke vedroerer en procedure som den, der er omhandlet i naervaerende sag, som er indledt af Kommissionen i medfoer af forordning nr. 17, og i medfoer af hvilken der paalaegges en boede. Desuden er sagen EMI Records ikke karakteriseret ved en periode paa ti aar, hvorunder de handlemaader, som i oevrigt er genstand for sagen, ikke inddrages, og i hvilken periode formodningen om uskyld altsaa taler til fordel for den beroerte virksomhed. Det drejede sig tvaertimod om en tvist for en national domstol mellem to indehavere af varemaerker vedroerende omfanget af deres rettigheder med hensyn til konkurrencereglerne, og der var ikke tale om at paalaegge en boede. Retten finder foelgelig, at de betragtninger, som Kommissionen bygger paa dommen i sagen EMI Records, ikke kan finde anvendelse ved loesningen af naervaerende tvist.

83 I dette tilfaelde maa Retten paa grund af den uskyldsformodning, som taler til fordel for sagsoegeren, tage som udgangspunkt, at sagsoegeren indtil den 31. december 1972 ikke havde begaaet nogen overtraedelse. Under disse omstaendigheder kan beviselementer, der ligger forud for 1962, og som henviser til en adfaerd, der var lovlig paa det paagaeldende tidspunkt, ikke tages som udtryk for, at sagsoegeren og Solvay fra den 1. januar 1973 har indgaaet ulovlige aftaler. Det af Kommissionen forfaegtede modsatte synspunkt overser muligheden af, at de to virksomheder har villet overholde traktaten og har givet afkald paa deres tidligere samarbejde; en mulighed, som ikke kan udelukkes, hvis man tager den "formelle" ophaevelse i 1972 af de tidligere aftaler i betragtning. I mangel af andre beviser gaar Kommissionens synspunkt ud paa, at sagsoegeren og Solvay fra en dato, som Kommissionen har fastlagt, har overtraadt traktatens bestemmelser ved at ivaerksaette en samordnet praksis. En saadan maade at paavise en overtraedelse paa er uforenelig med overholdelsen af princippet om den formodede uskyld.

84 Hvad angaar de beviser, som direkte vedroerer de aar, hvor den samordnede praksis ° ifoelge Kommissionen ° har fundet sted, bemaerkes, at sagsoegerens koeb hos Solvay med henblik paa videresalg (PFR) finder sted mellem 1983 og 1989. Imidlertid bestrider sagsoegeren, at disse kontrakter er belaeg for ulovlige aftaler med Solvay, eftersom ICI havde foretaget samme slags koeb hos andre producenter, f.eks. AKZO, hvilket Kommissionen imidlertid ikke har anfaegtet. Det drejede sig saaledes ifoelge sagsoegeren om ganske saedvanlige forretningsmaessige transaktioner. I oevrigt bemaerkes, at Kommissionen har erklaeret, at disse PFR-ordninger ikke i sig selv udgoer saerskilte overtraedelser (note 1 til beslutningens 58. betragtning). Det tilfoejes, at dokumenterne vidner om forbindelser mellem sagsoegeren og Solvay mellem 1985 og 1988 (se beslutningens 30. betragtning og dokumenterne med journalnr. II.30 til II.42). Der foreligger ikke dokumenter om moeder i den periode, hvor overtraedelsen ° ifoelge Kommissionen ° tog sin begyndelse. Det er ikke mindst tvivlsomt, om dokumenter fra en senere periode i en saadan situation kan vaere bevis for, at overtraedelsen allerede er paabegyndt naesten ti aar tidligere, og det saa meget desto mere som dokument II.5 af 10. september 1982 laegger vaegt paa en ny ligevaegt i forholdet mellem sagsoegeren og Solvay ("new arms length relationship"), hvilket kan afsvaekke hypotesen om en samordnet praksis.

85 Som i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen er en parallel og tilbageholdende adfaerd hos sagsoegeren og Solvay foelgelig af saerlig betydning som bevis for en eventuel samordnet praksis. Domstolen har i denne sammenhaeng kendt for ret, at parallel adfaerd kun kan betragtes som bevis paa samordning, saafremt samordningen er den eneste plausible forklaring. Domstolen drager heraf den slutning, at det skal undersoeges, om den af Kommissionen paastaaede parallelle adfaerd i betragtning af produkternes art, virksomhedernes stoerrelse og antal og omfanget af det relevante marked ikke kan forklares ved andet end samordning, med andre ord, om de enkelte led i den parallelle adfaerd udgoer en staerk samling faste, noejagtige og samstemmende beviser for forudgaaende samordning (se den naevnte dom i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, praemis 70, 71 og 72).

86 Paa grund af svagheden ved dokumentbeviserne vedroerende navnlig aaret 1973 og de umiddelbart foelgende aar har Kommissionen for at foere tilstraekkeligt retligt bevis for den paastaaede samordnede praksis saaledes allerede paa tidspunktet for meddelelsen af klagepunkter maattet udarbejde en omfattende og tilbundsgaaende oekonomisk vurdering, navnlig af det relevante marked samt af stoerrelsen af og adfaerden hos dette markeds virksomheder. Retten finder, at denne vurdering for at vaere fuldstaendig, objektiv og afbalanceret hverken burde undlade at tage hoejde for sagsoegerens og Solvay' s staerke positioner paa deres respektive geografiske markeder eller for deres maade at binde kunderne til sig paa, som er genstand for de procedurer, der er indledt i henhold til traktatens artikel 86, eller for andre EF-sodaproducenters adfaerd paa det kontinentale marked.

° Foerste led i anbringendet om den manglende meddelelse til sagsoegeren af dokumenter med journalnr. IV

87 Med hensyn til foerste led i anbringendet finder Retten, at det fremgaar af det foregaaende, at en del af de dokumenter med journalnr. IV, som ikke er blevet meddelt sagsoegeren, kunne stoette dennes indsigelser. Disse dokumenter, der henviser til Solvay' s paastaaede loyalitetsbinding af sine kunder, kan nemlig muligvis medvirke til at forklare sagsoegerens parallelle og tilbageholdende adfaerd med andet end en ulovlig aftale. Inden for et marked, hvis strukturer, navnlig etableringen af produktionsanlaeg naer ved de steder, hvor kundernes sodaforbrug finder sted, har udviklet sig siden forrige aarhundrede, og hvor transportomkostningerne oejensynlig spiller en vigtig rolle, kan dokumenter, der vidner om Solvay' s eventuelle loyalitetsbinding af sine kunder gennem et udviklet rabatsystem, vaere sagsoegeren til nytte med henblik paa afsvaekke paastanden om en samordnet praksis. Disse dokumenter kunne nemlig eventuelt godtgoere, at sagsoegerens tilbageholdende adfaerd skyldtes dennes selvstaendige afgoerelser som foelge af, at det var vanskeligt at traenge ind paa et marked, hvortil adgangen var spaerret af en virksomhed, der indtog en dominerende stilling. Denne analyse bestyrkes af den betragtning, at visse af de beviser, som Kommissionen stoetter sig paa, muligvis ikke har nogen beviskraft eller i det mindste en langt svagere beviskraft end den, som Kommissionen tillaegger dem (se praemis 79 og 81). Som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, dvs. efter den administrative procedure, har sagsoegeren nemlig udtalt, at Solvay' s dominerende stilling paa det kontinentale marked "klart har spillet en vigtig rolle i [sagsoegerens] ensidige beslutning" om ikke at udfolde en "aktiv handelsstrategi" med henblik paa at traenge ind paa dette marked.

88 Ganske vist goer Kommissionen gaeldende, at Solvay foerst har misbrugt en dominerende stilling fra 1983. Kommissionen gaar imidlertid ud fra, at Solvay' s dominerende stilling laa i direkte forlaengelse af den staerke position, som var blevet skabt ved markedsopdelingsaftalerne foer 1973; desuden henviser beslutning 91/299 udtrykkeligt til forhold fra perioden foer 1983, som viser Solvay' s oekonomiske styrke, som f.eks. Solvay' s forretningsforbindelser med de store belgiske glasproducenter "indtil 1978" eller den belgiske regerings indgreb i januar 1978 til fordel for Solvay (se praemis 16).

89 For saa vidt som Kommissionen som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten fastholder, at det tvaertimod er det forhold, at hver af de to dominerende virksomheder har holdt sig vaek fra den andens marked, som betinger den enkeltes dominerende stilling paa "sit eget marked", bemaerkes atter, at det ikke i denne sammenhaeng drejer sig om endeligt at afgoere dette spoergsmaal vedroerende sagens realitet, men om at efterproeve, om sagsoegerens mulighed for at forsvare sig er blevet paavirket af de betingelser, hvorunder meddelelsen af klagepunkter er blevet fremsendt til sagsoegeren, og af den maade, hvorpaa Kommissionen efterfoelgende har tilrettelagt sagen.

90 Det tilfoejes, at sagsoegeren ganske vist paa den ene side var fuldt ud vidende om Solvay' s staerke position paa det kontinentale marked (se erklaeringens s. 10 i moedereferatet fra hoeringen: "Solvay (is) by far the largest (producer) in the EEC" ° "Solvay er langt den stoerste producent i EOEF" ° og paa den anden side om den parallelle procedure mod Solvay i henhold til artikel 86. I 3. betragtning i sagsfremstillingens angivelse af overtraedelsen i korte traek, som indleder meddelelsen af klagepunkter, naevnes nemlig denne procedure mod Solvay samt det klagepunkt, der vedroerer dennes loyalitetsbonusordninger og rabatter. Disse omstaendigheder rokker imidlertid ikke ved konstateringen af, at i det mindste visse af dokumenterne med journalnr. IV kan tjene til sagsoegerens forsvar.

91 Kommissionen bemaerker med henvisning til sin skrivelse af 31. maj 1990 i denne sammenhaeng, at dens tjenestemaend flere gange har undersoegt alle dokumenter i Kommissionens besiddelse, uden dog at have fundet noget, der kan diskulpere sagsoegeren, hvilket gjorde det unoedvendigt saavel at fremsende dem som at udarbejde en fortegnelse. I denne henseende maa det understreges, at det ikke inden for rammerne af den kontradiktoriske procedure i medfoer af forordning nr. 17 tilkommer Kommissionen alene at afgoere, hvilke dokumenter der kan bruges til forsvar. Naar det som i dette tilfaelde nemlig drejer sig om at foretage komplicerede og vanskelige oekonomiske vurderinger, skal Kommissionen give den paagaeldende virksomheds advokater mulighed for at efterse de dokumenter, der kan vaere relevante, med henblik paa at vurdere deres bevisvaerdi for forsvaret.

92 I saerdeleshed er dette tilfaeldet, naar det drejer sig om parallel adfaerd for en raekke handlemaader, der som udgangspunkt er neutrale, hvor dokumenterne kan fortolkes som talende baade for og imod de paagaeldende virksomheder. Retten finder, at det under saadanne omstaendigheder maa undgaas, at en mulig fejl begaaet af Kommissionens tjenestemaend, naar de kvalificerer et givet dokument som "neutralt", hvorefter det ° fordi det er overfloedigt ° ikke fremsendes til virksomhederne, kan vaere til hinder for disse virksomheders ret til kontradiktion. Det af Kommissionen forfaegtede modsatte synspunkt har til foelge, at en saadan fejl kun opdages i tide foer Kommissionens beslutning i det usaedvanlige tilfaelde, hvor de beroerte virksomheder frivilligt samarbejder, hvilket skaber uacceptable retsplejemaessige risici (se praemis 96).

93 Under hensyntagen til det almindelige princip om processuel ligestilling af parterne, som forudsaetter, at den beroerte virksomhed under en konkurrencesag har samme kendskab som Kommissionen til de sagsakter, som anvendes under proceduren, kan Kommissionens synspunkt ikke tiltraedes. Retten finder det utilstedeligt, at kun Kommissionen, der tog stilling til overtraedelsen, var i besiddelse af dokumenterne med journalnr. IV og saaledes alene kunne beslutte, hvorvidt de skulle anvendes mod sagsoegeren, mens denne ikke har haft adgang til dem og saaledes ikke har kunnet tage tilsvarende stilling til, hvorvidt de skulle anvendes til forsvar. Under denne forudsaetning er sagsoegerens ret til kontradiktion under den administrative procedure blevet alt for indskraenket i forhold til Kommissionens befoejelser, som indebaerer saavel den myndighedsfunktion at meddele klagepunkterne som den at traeffe afgoerelse, og dette med et dybere kendskab til sagens akter end sagsoegeren.

94 Foelgelig kan Kommissionen ikke i dette tilfaelde foretage en adskillelse af beviserne i meddelelsen af klagepunkter mellem dem, som vedroerer overtraedelsen af artikel 85 paa den ene side, og dem, som vedroerer overtraedelsen af artikel 86 paa den anden side; en adskillelse, som er opretholdt under den senere tilrettelaeggelse af sagen og under kommissaerkollegiets forhandlinger, hvilket har haft til foelge, at der er blevet vedtaget en raekke saerskilte beslutninger. Denne fremgangsmaade har forhindret sagsoegeren i at undersoege dokumenterne med journalnr. IV, som kun har vaeret brugt mod Solvay. Heraf foelger, at Kommissionen ° under forbehold af de indsigelser, som vil blive undersoegt i det foelgende ° allerede i meddelelsen af klagepunkterne har tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion ved at udelukke dokumenter fra proceduren, som var i Kommissionens besiddelse, og som eventuelt kunne tjene til sagsoegerens forsvar. Det tilfoejes, at en saadan tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er ganske objektiv og ikke afhaenger af god eller ond tro hos Kommissionens tjenestemaend.

95 For at anfaegte, at der er sket tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, goer Kommissionen for det foerste gaeldende, at Solvay havde kunnet overgive sagsoegeren de dokumenter, som hidroerte fra dette firma, og som tjente til dets forsvar. Under en saadan synsvinkel overses det imidlertid, at en virksomheds mulighed for at fremkomme med indsigelser ikke kan afhaenge af velviljen hos en anden virksomhed, som maa antages at vaere dennes konkurrent, og mod hvilken Kommissionen har rettet tilsvarende klager. Kommissionen har ansvaret for, at en konkurrencesag tilrettelaegges korrekt, og kan ikke uddelegere dette ansvar til virksomheder, hvis oekonomiske og processuelle interesser ofte staar over for hinanden. I naervaerende tilfaelde kunne sagsoegeren saaledes forsoege at paavise Solvay' s dominerende stilling, mens denne virksomhed havde al interesse i at afkraefte dette.

96 Foelgelig er det irrelevant med hensyn til spoergsmaalet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, at sagsoegeren og Solvay har udvekslet visse dokumenter, foerst under den administrative procedure, da sagsoegeren rent faktisk fremsendte dokumenter til Solvay (se praemis 12 i dom af dags dato, sag T-39/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 0000), og navnlig fra det tidspunkt, hvor de to selskaber ikke laengere konkurrerede paa det relevante marked, dvs. slutningen af 1991. Et saadant samarbejde mellem virksomheder, som i oevrigt er ganske tilfaeldigt, kan paa ingen maade ophaeve Kommissionens pligt til at sikre overholdelsen af de beroerte virksomheders ret til kontradiktion under tilrettelaeggelsen af en sag om en overtraedelse af konkurrenceretten.

97 Kommissionen henviser desuden til den tavshedspligt, som den maa overholde for at beskytte udenforstaaende virksomheders forretningshemmeligheder, navnlig for saa vidt angaar Solvay, som i sine skrivelser af 27. april og 18. september 1989 har paaberaabt sig, at alle dokumenter i Kommissionens besiddelse, som hidroerte fra Solvay, var fortrolige. Kommissionen tilfoejer, at sagsoegeren i oevrigt ved skrivelser af 13. april og 14. september 1989 har gjort krav paa en lignende beskyttelse.

98 I denne henseende bemaerkes indledningsvis, at efter et almindeligt princip, som finder anvendelse under den administrative procedure, og som traktatens artikel 214 samt forskellige bestemmelser i forordning nr. 17 er udtryk for, har virksomhederne ret til beskyttelse af deres forretningshemmeligheder (se Domstolens naevnte dom i sagen AKZO I, praemis 28, og Domstolens dom af 19.5.1994, sag 36/92 P, SEP mod Kommissionen, Sml. I, s. 1911, praemis 36). Retten finder imidlertid, at denne ret maa afvejes i forhold til sikkerheden for retten til kontradiktion.

99 Som Kommissionen har anfoert som svar paa et af Retten stillet spoergsmaal, har den i et saadant tilfaelde to muligheder. Den kan enten vedlaegge meddelelsen af klagepunkter alle de dokumenter, som den har til hensigt at anvende for at godtgoere de anfoerte klagepunkter, herunder de dele, som "klart" maa betragtes som diskulperende for den paagaeldende virksomhed, eller sende denne en fortegnelse over de relevante dokumenter og give virksomheden adgang til "sagens akter", dvs. til at undersoege dokumenterne hos Kommissionen selv (se ligeledes Kommissionens Attende Beretning om Konkurrencepolitikken 1989, s. 53).

100 I dette tilfaelde kan Kommissionen ikke begrunde sit fuldstaendige afslag paa at ville udsende dokumenterne med, at sagsoegeren og Solvay i de naevnte skrivelser har anmodet om, at deres dokumenter behandles fortroligt. Disse skrivelser er nemlig formuleret i meget generelle vendinger, som kan fortolkes saaledes, at der kun skal iagttages fortrolighed om visse oemtaalelige oplysninger heri, f.eks. ved at udelade de tilsvarende passager. Kommissionen har i oevrigt fortolket sagsoegerens skrivelse saaledes, eftersom den i sin besvarelse af 24. april 1989 udtrykkeligt har erklaeret, at disse dokumenter skulle meddeles de paagaeldende virksomheder, saafremt de var af interesse som bevis for en overtraedelse, og at kun de dele, der var virkelige forretningshemmeligheder, kunne udelades.

101 Det tilfoejes, at Kommissionen rent faktisk har anvendt de samme dokumenter, dels i deres fuldstaendige udgave, dels i en delvis hemmeligholdt udgave, inden for rammerne af de tre adskilte procedurer i henhold til traktatens artikel 85 og 86 mod sagsoegeren og Solvay, paa den ene side i de faelles bilag med journalnr. II og paa den anden side i de adskilte bilag med journalnumrene IV og V. Dette fremgaar f.eks. af det delvise sammenfald mellem bilagene IV.19 og V.23, IV.24 og V.34, IV.29 og V.41, IV.28 og II.35, V.40 og II.34 samt V.32 og II.33. Kommissionen har saaledes, naar den fandt det noedvendigt, paa ingen maade taget de omhandlede dokumenters paastaaede almindelige fortrolighed i betragtning.

102 Foelgelig kan det forhold, at Kommissionen har udeladt dokumenterne med journalnr. IV fra proceduren mod sagsoegeren heller ikke begrundes med det noedvendige i at beskytte Solvay' s forretningshemmeligheder. Kommissionen har skullet beskytte disse hemmeligheder ved at udelade oemtaalelige dele af de kopier af dokumenterne, som blev fremsendt til sagsoegeren, i overensstemmelse med GD IV' s almindelige praksis paa omraadet, som oven i koebet er blevet delvis efterlevet under de foreliggende sager.

103 Saafremt beskyttelsen af Solvay' s forretningshemmeligheder eller af andre oemtaalelige oplysninger under udarbejdelsen af alle de omhandlede dokumenter havde vist sig vanskelig, kunne Kommissionen anvende den anden metode, dvs. fremsende sagsoegeren en fortegnelse over dokumenterne med journalnr. IV. I saa fald havde sagsoegeren kunnet anmode om aktindsigt i specifikke dokumenter i Kommissionens "sagsakter". Foer Kommissionen gav sagsoegeren adgang til dokumenter, som muligvis kunne indeholde forretningshemmeligheder, kunne den henvende sig til Solvay for at vurdere, hvilke passager der vedroerte oemtaalelige oplysninger, og som foelgelig maatte holdes skjult for sagsoegeren. Dernaest kunne denne have faaet adgang til dokumenterne uden Solvay' s forretningshemmeligheder.

104 Formaalet med en saadan fortegnelse indebaerer, at dens angivelser skal give sagsoegeren tilstraekkeligt praecise oplysninger, saaledes at denne med kendskab til sagen kan afgoere, om de opregnede dokumenter er relevante for sagsoegerens forsvar. Hvad angaar spoergsmaalene om fortroligheden, maa sagsoegeren kunne udpege netop det dokument fra Solvay, der paastaas ikke at vaere tilgaengeligt, for at kunne diskutere direkte med denne om, hvorvidt man er indstillet paa at afstaa fra at kraeve dokumentet behandlet fortroligt. I modsaetning til hvad Kommissionen haevder, er det saaledes ikke tilstraekkeligt, at sagsoegeren vidste, at Solvay havde vaeret underkastet en undersoegelse fra Kommissionens side.

105 Det fremgaar heraf, at den fortrolige behandling, som de dokumenter og/eller den fortegnelse, som sagsoegeren boer have, eventuelt skal undergives, ikke paa nogen maade kan begrunde Kommissionens fuldstaendige afslag paa fremsendelse. Det maa saaledes fastslaas, at Kommissionen har tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion ved ikke sammen med fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter at have meddelt dokumenterne med journalnr. IV, enten i form af bilag til meddelelsen eller i form af en fortegnelse.

106 Det maa dernaest undersoeges, om en saadan tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er uden forbindelse med den beroerte virksomheds adfaerd under den administrative procedure, og hvorvidt virksomheden var forpligtet til at anmode Kommissionen om indsigt i dennes sagsakter eller om at fremsende bestemte dokumenter til virksomheden. I denne sammenhaeng bemaerkes, at hverken forordning nr. 17 eller Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 17 (JO 1963 nr. 127, s. 2268) indeholder bestemmelser om en forudgaaende indgivelse af saadan anmodning, eller om, at retten til kontradiktion fortabes i mangel heraf. I dette tilfaelde maa det under alle omstaendigheder fastslaas, at sagsoegeren under den administrative procedure ved skrivelse af 23. maj 1990 har anmodet om "aktindsigt" og om at faa tilsendt en fortegnelse over dokumenter. Under hoeringen er der ikke blevet taget stilling til denne anmodning, idet Kommissionens hoeringskonsulent har henvist spoergsmaalet til Rettens afgoerelse.

107 Rettens bemaerkninger er ikke i modstrid med den naevnte dom i sagen AEG mod Kommissionen. I denne dom kendte Domstolen for ret, at visse belastende dokumenter anvendt mod en virksomhed burde vedlaegges meddelelsen af klagepunkter, og at tilsidesaettelsen af denne forpligtelse havde til foelge, at de omhandlede dokumenter maatte udelades. I sagen AEG mod Kommissionen var anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion imidlertid ifoelge den naevnte dom af begraenset raekkevidde og medfoerte derfor ikke, at proceduren i sin helhed var retsstridig. Foelgelig undersoegte Domstolen, hvorvidt klagepunkterne efter udelukkelsen af de omhandlede dokumenter alligevel kunne betragtes som beviste (dommens praemis 30). I modsaetning til i sagen AEG mod Kommissionen maa det i denne sag fastslaas, at sagsoegerens generelle mulighed for at forsvare sig er blevet paavirket ved den retsstridige manglende meddelelse af visse dokumenter, som netop ikke var belastende, men som kunne anvendes til sagsoegerens forsvar.

108 Det understreges, at tilsidesaettelsen af retten til kontradiktion under den administrative procedure ej heller kan afhjaelpes under forhandlingerne for Retten, som begraenser sig til en retlig kontrol udelukkende af de fremfoerte anbringender, og som derfor ikke traeder i stedet for en fuldstaendig tilrettelaeggelse af sagen inden for rammerne af en administrativ procedure. Hvis sagsoegeren nemlig under den administrative procedure havde kunnet henvise til eventuelt diskulperende dokumenter, havde virksomheden muligvis kunnet paavirke kommissaerkollegiets vurderinger, i det mindste hvad angaar beviskraften af den parallelle og tilbageholdende adfaerd, som bebrejdes sagsoegeren i begyndelsen af perioden og foelgelig under overtraedelsens varighed. Retten kan derfor ikke udelukke, at Kommissionen ville have fastslaaet, at overtraedelsen var mindre langvarig og mindre alvorlig, og foelgelig have fastsat en mindre boede.

109 Foelgelig maa foerste led i anbringendet tages til foelge, og den anfaegtede beslutning annulleres i det omfang, den vedroerer sagsoegeren (se naevnte dom i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, praemis 47).

° Andet led af anbringendet om den manglende meddelelse til sagsoegeren af andre dokumenter fra Solvay

110 I modsaetning til, hvad der gjaldt ved undersoegelsen af foerste led i anbringendet, har Retten ikke kendskab til andre dokumenter fra Solvay end dem med journalnr. IV, som paa grund af Kommissionens afslag ikke er blevet stillet til raadighed for sagsoegeren. Sagsoegeren goer imidlertid med rette gaeldende, at en samordnet praksis mellem to virksomheder ikke mere er bevist, dersom Kommissionen maa fastslaa, at en af virksomhederne har handlet selvstaendigt uden hemmelig aftale med sin paastaaede partner. Saafremt Solvay havde kunnet opnaa frifindelse, ville Kommissionen i dette tilfaelde heller ikke over for sagsoegeren kunne opretholde klagepunktet om en samordnet praksis. Foelgelig er dokumenter vedroerende Solvay' s adfaerd ligeledes nyttige for sagsoegerens forsvar.

111 Det maa atter bemaerkes, at det ikke tilkommer Kommissionen alene at afgoere, om de dokumenter, der er fundet under tilrettelaeggelsen af de foreliggende sager, kan diskulpere de beroerte virksomheder. Princippet om den processuelle ligestilling af parterne og dette princips betydning i konkurrencesager, nemlig at Kommissionen og den, der skal forsvare sig, maa have adgang til samme maengde oplysninger, kraever, at sagsoegeren kan vurdere beviskraften af de dokumenter, der hidroerer fra Solvay, som Kommissionen ikke havde vedlagt meddelelsen af klagepunkter. Retten finder det utilstedeligt, at da Kommissionen traf afgoerelse om overtraedelsen, var kun den i besiddelse af dokumenterne i "sagsmapperne" 2-14 (Solvay, Bruxelles), 50-52 (Solvay, Spanien) og 59, og den kunne saaledes alene beslutte sig til, hvorvidt de skulle anvendes med henblik paa at bevise overtraedelsen, mens sagsoegeren ikke havde adgang til disse dokumenter og foelgelig ikke kunne tage den tilsvarende beslutning om, hvorvidt de skulle anvendes under forsvaret. Foelgelig burde Kommissionen i det mindste have fremskaffet en fortegnelse, der var tilstraekkeligt detaljeret til, at sagsoegeren kunne vurdere det hensigtsmaessige i at anmode om indsigt i saerlige dokumenter fra Solvay, der kunne tjene til forsvar for de to partnere i den paastaaede samordnede praksis. Eftersom man ikke kan kraeve, at sagsoegeren skal paavise beviskraften i de saerlige dokumenter, som eventuelt kunne diskulpere Solvay ° dokumenter, som i mangel af en fortegnelse er sagsoegeren ubekendte ° er det tilstraekkeligt til at fastslaa, at der foreligger en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, at saadanne dokumenter muligvis eksisterer. Det foelger heraf, at ogsaa den anden tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er bevist.

112 Retten er klar over, at udarbejdelsen af fortegnelser og den eventuelle beskyttelse af forretningshemmeligheden, der maa gaa forud for "adgang til sagens akter", medfoerer en betragtelig administrativ byrde for Kommissionens tjenestegrene, hvilket denne har gjort gaeldende under retsmoedet. Imidlertid kan hensynet til overholdelsen af princippet om retten til kontradiktion ikke strande paa tekniske og retlige vanskeligheder, som en effektiv administration maa og skal kunne overvinde.

113 Det bemaerkes atter, at manglen ved den administrative procedure ikke kan afhjaelpes under forhandlingerne for Retten, som indskraenker sig til en retlig kontrol alene inden for rammerne af de anfoerte anbringender, og som derfor ikke kan traede i stedet for en fuldstaendig tilrettelaeggelse af sagen inden for rammerne af den administrative procedure. Saafremt sagsoegeren nemlig ved hjaelp af en passende fortegnelse havde fundet frem til dokumenter fra Solvay, der var diskulperende for de to virksomheder, havde sagsoegeren eventuelt kunnet paavirke Kommissionens vurderinger under den administrative procedure. Det andet led i anbringendet maa saaledes tages til foelge.

° Tredje led i anbringendet om manglende meddelelse til sagsoegeren af dokumenter fra andre sodaproducenter i Faellesskabet

114 Hvad angaar adgangen til "sagens akter" vedroerende de dokumenter, der hidroerer fra andre kontinentale sodaproducenter (se praemis 62), bemaerker Retten, at det mellem parterne er ubestridt, at disse producenter i lighed med Solvay ikke har handlet med soda paa den anden side af Kanalen, uden at Kommissionen dog har beskyldt dem for at have deltaget i en samordnet praksis, dette uanset at Kommissionen saavel i meddelelsen af klagepunkter som i beslutningens 28. og 29. betragtning har fastslaaet, at der gjaldt et saakaldt "hjemmemarkedsprincip", som blev strengt overholdt af alle producenterne indtil 1970' erne. Kommissionen henviser i denne forbindelse i meddelelsen af klagepunkter og i beslutningen til dokumenter fundet hos "flere" producenter.

115 Da de andre producenters praksis ikke er blevet draget i tvivl, kan Retten ikke udelukke, at disse producenter af uafhaengige, objektive og retmaessige oekonomiske aarsager har begraenset deres salg af soda til det kontinentale Vesteuropa. Paa samme grundlag kan Retten slaa fast, at det ikke kan udelukkes, at Solvay' s identiske forretningsstrategi har vaeret styret af de samme aarsager. I saa tilfaelde kan Solvay' s parallelle og passive adfaerd efter den naevnte dom i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen forklares paa anden maade end gennem en forudgaaende aftale med sagsoegeren. Paastanden om samordnet virksomhed ville saaledes heller ikke kunne opretholdes over for sagsoegeren. De dokumenter, der vedroerer andre producenters adfaerd, havde saaledes set derfor ligeledes kunnet vaere sagsoegeren til nytte.

116 Det fremgaar af det anfoerte om anbringendets foerste og andet led, at Kommissionen ligeledes, sagens specielle omstaendigheder taget i betragtning, burde have fremskaffet en fortegnelse over de dokumenter, som indgaar i andre producenters "sagsakter" som anfoert i praemis 62. Det bemaerkes endnu engang, at Kommissionen var i besiddelse af disse dokumenter, og uagtet Kommissionen havde besluttet ikke at anvende dem til at paavise overtraedelsen, foerer princippet om ligestilling af parterne ikke desto mindre til, at sagsoegeren skal have tilsvarende mulighed for at tage beslutning om eventuelt at anvende dokumenterne til sit forsvar.

117 Det bemaerkes desuden, at visse dokumenter vedroerende andre producenter eller hidroerende fra dem er blevet brugt af Kommissionen som bevis. Under disse omstaendigheder har sagsoegeren haft ret til i det mindste at anmode om en fortegnelse over andre dokumenter i de omhandlede sagsakter med henblik paa eventuelt at undersoege deres noejagtige indhold og tage stilling til, hvorvidt de kunne bruges til stoette for sagsoegerens indsigelser. Sagsoegeren har i saerdeleshed haft ret til indsigt i sagsmapperne 31 til 38 og 53 til 58, der stammer fra AKZO, eftersom forbindelserne mellem Solvay og AKZO i beslutningens 29. betragtning er blevet undersoegt for at paavise, at det saakaldte "hjemmemarkedsprincip" blev overholdt, hvilket er et af de anbringender, som Kommissionen har paaberaabt sig for at bevise, at der foreligger en overtraedelse. Ved at naegte at fremkomme med en fortegnelse har Kommissionen saaledes paavirket sagsoegerens ret til kontradiktion. Eftersom man ikke paa baggrund af dokumenter, som i mangel af en fortegnelse er sagsoegeren ubekendte, kan anmode denne om at paavise, at virksomheder som AKZO eller Matthes & Weber uafhaengigt af andre havde besluttet ikke at eksportere til Det Forenede Kongerige, og eftersom den samme oekonomiske sammenhaeng, som er baggrund for en saadan beslutning, gaelder for Solvay, er den blotte mulighed af, at der findes saadanne dokumenter, tilstraekkelig til at fastslaa, at retten til kontradiktion er tilsidesat. Det foelger heraf, at ogsaa en tredje tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er bevist.

118 Foelgelig maa anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion tages til foelge i alle tre led, og den anfaegtede beslutning annulleres i det omfang, den vedroerer sagsoegeren, uden at det er noedvendigt at tage stilling til sagsoegerens subsidiaere paastande om bevisoptagelse, hvorefter sagens akter skulle underkastes en undersoegelse af sagsoegerens advokater eller af Retten selv. Der er heller ikke anledning til at undersoege de oevrige anbringender, der er fremkommet til stoette for annullationspaastanden, i saerdeleshed anbringendet om manglende objektivitet, der skulle ligge i visse udeladelser i de dokumenter, der blev vedlagt anden del af meddelelsen af klagepunkter, samt anbringendet om, at de beviser, der blev paaberaabt til stoette for visse paastande i beslutningen, ikke var blevet meddelt sagsoegeren, og anbringendet om ikke-forskriftsmaessig stadfaestelse af den anfaegtede beslutning, som ikke vedroerer hele den administrative procedure for Kommissionen (jf. hertil dom af dags dato, sag T-32/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 0000).

Sagens omkostninger

119 I henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger, uden at det findes fornoedent at tage i betragtning, at sagsoegeren delvist har haevet sagen for saa vidt angaar paastanden om, at beslutningen var en nullitet.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Udvidede Afdeling)

1) Kommissionens beslutning 91/297/EOEF af 19. december 1990 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.133-A: Soda ° Solvay, ICI) annulleres i det omfang, den vedroerer sagsoegeren.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.