Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61991CJ0266

    Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 2. august 1993.
    Celulose Beira Industrial (Celbi) SA mod Fazenda Pública.
    Anmodning om præjudiciel afgørelse: Supremo Tribunal Administrativo - Portugal.
    Skattelignende afgift på kemisk masse - EØF-traktatens artikel 9, 12 ff., 30, 92 og 95.
    Sag C-266/91.

    Samling af Afgørelser 1993 I-04337

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:1993:334

    61991J0266

    DOMSTOLENS DOM (SJETTE AFDELING) AF 2. AUGUST 1993. - CELULOSE BEIRA INDUSTRIAL SA MOD FAZENDA PUBLICA. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: SUPREMO TRIBUNAL ADMINISTRATIVO - PORTUGAL. - SKATTELIGNENDE AFGIFT PAA KEMISKE PRODUKTER - EOEF-TRAKTATENS ARTIKEL 9, 12 FF, 30, 92 OG 95. - SAG C-266/91.

    Samling af Afgørelser 1993 side I-04337


    Sammendrag
    Dommens præmisser
    Afgørelse om sagsomkostninger
    Afgørelse

    Nøgleord


    ++++

    1. Frie varebevaegelser ° told ° afgifter med tilsvarende virkning ° interne afgifter ° skattelignende afgift paa indenlandske og indfoerte produkter, hvis provenu dog udelukkende anvendes til fordel for de foerstnaevnte ° kriterium for bedoemmelsen ° udligning af byrder, der paahviler indenlandske produkter ° traktatens artikel 30 uanvendelig

    (EOEF-traktaten art. 12, 30 og 95)

    2. Statsstoette ° begreb ° skattelignende afgift paa indenlandske og indfoerte produkter, hvis provenu dog udelukkende anvendes til fordel for de foerstnaevnte ° omfattet ° betingelser

    (EOEF-traktaten, art. 92 og 93)

    Sammendrag


    1. En skattelignende afgift, der uden forskel opkraeves af indenlandske og importerede varer, er en afgift med tilsvarende virkning som told, der er forbudt i henhold til EOEF-traktatens artikel 12, saafremt afgiftsprovenuet udelukkende anvendes til finansiering af fordele, som alene kommer de indenlandske varer til gode, og saaledes fuldt ud opvejer den byrde, der paahviler disse varer. Hvis afgiftsprovenuet derimod kun delvis finansierer disse fordele og saaledes kun delvis opvejer den byrde, der paahviler de indenlandske produkter, er en saadan afgift en diskriminerende afgift, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 95. Kriteriet vedroerende udligning af den byrde, der paahviler det indenlandske produkt, skal forstaas saaledes, at det fulde afgiftsprovenu fra de indenlandske varer opgjort i penge i en bestemt referenceperiode skal svare noejagtigt til de fordele, der alene kommer disse varer til gode.

    Saafremt en saadan skattelignende afgift er omfattet af traktatens artikel 12 ff. eller artikel 95, falder den ikke ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

    2. Den omstaendighed, at provenuet af en skattelignende afgift, der uden forskel opkraeves af indenlandske og indfoerte varer, udelukkende anvendes til fordel for indenlandske varer, saaledes at den byrde, der paahviler disse, udlignes, kan udgoere en statsstoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, hvis betingelserne i traktatens artikel 92 er opfyldt, idet en saadan vurdering henhoerer under Kommissionens kompetence og kun kan foretages efter den procedure, der er fastsat herfor i traktatens artikel 93.

    Dommens præmisser


    1 Ved kendelse af 10. juli 1991 indgaaet til Domstolen den 16. oktober 1991 har Supremo Tribunal Administrative, Lissabon, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt fem praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9, 12 ff., 30, 92 og 95.

    2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem selskabet Celulose Beira Industrial (herefter benaevnt "Celbi") og Fazenda Pública (det portugisiske finansministerium) angaaende krav om betaling af et beloeb paa 6 060 398 ESC, som den skyldige, ikke betalte skattelignende afgift paa kemisk masse andrager.

    3 Afgiften blev indfoert ved lovdekret nr. 75-C/86 af 23. april 1986. Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder blev der paalagt en afgift paa 0,45% af den samlede transaktionsvaerdi, uanset om der var tale om indenlandske eller importerede varer.

    4 Afgiften skulle bl.a. finansiere Instituto dos Produtos Florestais' virksomhed (Institut for Skovbrugsprodukter, herefter benaevnt "IPF"). IPF var et oekonomisk koordinerende organ, der havde status som juridisk person, og som var oekonomisk uafhaengigt. IPF, der blev oprettet i 1972 og nedlagt i 1988, havde navnlig til opgave at koordinere og regulere produktionen, forarbejdningen og handelen med trae, kork, harpikser samt derivater og biprodukter heraf, at regulere leveringsbetingelser samt eksport og import, at fremme produkternes udbredelse i udlandet, at attestere produkternes oprindelse, kvalitet og vaegt, samt at foretage tekniske og oekonomiske undersoegelser.

    5 Med henblik paa at opfylde disse funktioner paahvilede det navnlig IPF at yde bistand til fremme og ekspansion af handelen med de naevnte produkter paa udenrigsmarkederne, at beskytte produkternes velanskrevethed og deres sande vaerdi samt at yde kreditter eller andre former for oekonomisk stoette.

    6 I maj 1987 solgte Celbi kemisk masse, men undlod at svare afgift af salget. IPF anlagde i denne anledning sag med paastand om betaling af afgiften ved Tribunal Tributario de Primeira Instância de Coimbra, der gav sagsoegeren medhold. Dommen blev stadfaestet i anden instans af Supremo Tribunal Administrativo. Celbi indbragte derefter i sidste instans sagen for Secção de Contencioso Tributario du Supremo Tribunal Administrativo, der besluttede at udsaette sagen for at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

    "1) Omfatter begrebet afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel i Rom-traktatens artikel 9 og 12 ff. en afgift, der opkraeves af et offentligt institut ved salg af kemisk masse, uden at der sondres mellem indenlandsk fremstillede og importerede produkter, og hvis provenu finansierer naevnte instituts aktiviteter (konkret Instituto dos Produtos Florestais (IPF), hvis formaal er fastsat ved kapitel I i lovdekret 428/72.10.31)?

    2) I hvilket omfang kan den ved lov fastsatte anvendelse af provenuet fra en afgift, der paalaegges baade indenlandsk fremstillede og importerede produkter, betinge anvendelsen af artikel 95, og kan den begrunde, at afgiften henfoeres under begrebet afgift med tilsvarende virkning?

    3) (Saafremt de to foerste spoergsmaal besvares bekraeftende) I hvilket omfang henviser kravet om 'fuldstaendig udligning af de byrder, der paahviler det indenlandske produkt' , som er fastslaaet i EOEF-Domstolens praksis, til en pengemaessig aekvivalens mellem det afgiftsbeloeb, der afkraeves de indenlandske erhvervsdrivende, og de fordele, som de opnaar, eller kan kravet snarere anses for et krav med hensyn til arten, betydningen og uomgaengeligheden af de tjenesteydelser, der sikres den indenlandske produktion, og som finansieres (saaledes som det er tilfaeldet for samtlige det naevnte organs aktiviteter) ved de indtaegter, der er tilvejebragt ved opkraevning af afgiften i medfoer af ovennaevnte lovdekret?

    4) Kan det forhold, at indtaegterne fra en afgift, der opkraeves af indenlandsk fremstillede og importerede produkter, anvendes med henblik paa det paagaeldende organs aktiviteter, udgoere en statsstoette efter artikel 92?

    5) Kan opkraevning af en afgift, der procentvis rammer den samlede vaerdi af salget af indenlandsk fremstillede og importerede produkter, og som er bestemt til at finansiere de aktiviteter, der varetages af et offentligt institut, der udoever de i lovdekretet naevnte befoejelser, udgoere en tilsidesaettelse af Rom-traktatens artikel 30?"

    7 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

    Foerste og andet spoergsmaal

    8 Med foerste og andet spoergsmaal oensker den nationale ret en fortolkning af begrebet afgift med tilsvarende virkning som told som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 12 ff., og af begrebet diskriminerende interne afgifter i traktatens artikel 95, der begge kan komme i betragtning med hensyn til en parafiskal afgift som den, tvisten i hovedsagen angaar, samt om forholdet mellem disse to begreber.

    9 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det af Domstolens faste praksis foelger (jf. bl.a. dom af 11.6.1992, forenede sager C-149/91 og C-150/91, Sanders og Guyomarc' h, Sml. I, s. 3899, praemis 14), at bestemmelserne vedroerende afgifter med tilsvarende virkning som told og bestemmelserne vedroerende diskriminerende interne afgifter ikke kan anvendes kumulativt, hvorfor en og samme afgift ikke samtidig kan henhoere under de to grupper, saaledes som traktaten er opbygget.

    10 Det er ligeledes fast praksis, at forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning

    principielt omfatter alle afgifter, der opkraeves i forbindelse med eller paa grund af import, og som specielt rammer et importeret produkt, og ikke det tilsvarende indenlandske produkt, og at selv afgifter, der er bestemt til at finansiere et offentligretligt organs virksomhed, kan vaere afgifter med tilsvarende virkning som told (jf. bl.a. dom af 11.3.1992, forenede sager C-78/90 ° C-83/90, Sociétés Compagnie commerciale de l' Ouest m.fl., Sml. I, s. 1847, praemis 23).

    11 Traktatens artikel 95 finder anvendelse paa et bidrag, der er led i et almindeligt internt afgiftssystem, som konsekvent behandler indenlandske og importerede produkter efter samme kriterier. Ifoelge denne bestemmelse maa ingen medlemsstat paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er hoejere end de afgifter, der direkte eller indirekte paalaegges lignende, indenlandske varer. For at artikel 95 finder anvendelse, skal den indenlandske afgift saaledes indebaere en forskelsbehandling eller have beskyttende virkning (jf. bl.a. dom af 16.12.1992, sag C-17/91, Lornoy, Sml. I, s. 6523, praemis 19).

    12 Det bemaerkes endelig (jf. bl.a. de overfor anfoerte domme), at der kan vaere anledning til at tage hensyn til afgiftsprovenuets formaal saavel i relation til traktatens artikel 12 ff. som dens artikel 95.

    13 Domstolen har saaledes praeciseret, at en afgift, der er led i et almindeligt internt afgiftssystem, som konsekvent behandler indenlandske og importerede produkter efter samme kriterier, alligevel kan udgoere en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, naar dette bidrag udelukkende er bestemt til at finansiere saadanne aktiviteter, som saerlig er til fordel for det paagaeldende indenlandske produkt, og fuldt ud opvejer den byrde, der paahviler dem. Det maa antages, at afgiften i dette tilfaelde, er en egentlig oekonomisk byrde for det importerede produkt, mens afgiften i henseende til det indenlandske produkt maa anses for en modydelse for fordele eller stoette.

    14 Selv om den naevnte afgift anvendes uden forskel, er den alligevel en overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 95, saafremt de fordele, der stammer fra afgiftsprovenuet, specielt tilfalder afgiftsbelagte, indenlandske produkter, og delvis udligner den byrde, der paahviler dem, mens det belaster importerede produkter.

    15 Den nationale rets foerste og andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at en skattelignende afgift, der uden forskel opkraeves af indenlandske og importerede varer, er en afgift med tilsvarende virkning som told, der er forbudt i henhold til EOEF-traktatens artikel 12, saafremt afgiftsprovenuet udelukkende anvendes til finansiering af fordele, som alene kommer de indenlandske varer til gode, og saaledes fuldt ud opvejer den byrde, der paahviler disse varer. Hvis afgiftsprovenuet derimod kun delvis finansierer disse fordele og saaledes kun delvis opvejer den byrde, der paahviler de indenlandske produkter, er en saadan afgift en diskriminerende afgift, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 95.

    Det tredje spoergsmaal

    16 Med sit tredje spoergsmaal oensker den nationale ret oplysning om betydningen af kriteriet om udligning af byrder. Retten oensker navnlig oplyst, om kriteriet henviser til en pengemaessig aekvivalens mellem det afgiftsbeloeb, der afkraeves de indenlandske erhvervsdrivende og de fordele, som de sikres, eller om det snarere maa antages at angaa arten, betydningen og uomgaengeligheden af de tjenesteydelser, der praesteres, uden at det kraeves, at der skal vaere en matematisk noejagtig overensstemmelse med afgiftsbeloebet.

    17 Det bemaerkes, at de principper, der fremgaar af den ovenfor anfoerte retspraksis vedroerende anvendelsen af provenuet af en afgift, der finder anvendelse uden forskel, samt vedroerende udligning af eventuelle byrder som foelge af afgiften, bygger paa den oekonomiske kendsgerning, at de fordele, en saadan afgift finansierer, for de indenlandske produkters vedkommende udgoer en modydelse for den afgift, der er betalt, og som herigennem neutraliseres helt eller delvist. Afgiften er derimod en egentlig, yderligere oekonomisk byrde for importerede produkter, der ikke nyder denne fordel.

    18 For at kriteriet om udligning kan anvendes hensigtsmaessigt og korrekt, maa det undersoeges, om det fulde afgiftsprovenu fra de indenlandske varer, opgjort i penge i en bestemt referenceperiode, fuldstaendig svarer til de fordele, der udelukkende kommer disse varer til gode. Ingen andre kriterier, som f.eks. arten, betydningen eller uomgaengeligheden af disse fordele, giver et tilstraekkeligt objektivt grundlag for at afgoere, om en national skatteforanstaltning er forenelig med traktaten; hvad mere er, det ville vaere ikke vaere tilstraekkeligt praecist til, at den paagaeldende medlemsstat, i tilfaelde af overtraedelse af enten traktatens artikel 12 eller dens artikel 95, paa grundlag heraf med sikkerhed vil kunne legalisere forholdet.

    19 Den nationale rets tredje spoergsmaal skal foelgelig besvares med, at kriteriet vedroerende udligning af den byrde, der paahviler det indenlandske produkt, skal forstaas saaledes, at det fulde afgiftsprovenu fra de indenlandske varer opgjort i penge i en bestemt referenceperiode skal svare noejagtigt til de fordele, der alene kommer disse varer til gode.

    Det fjerde spoergsmaal

    20 Med sit fjerde spoergsmaal rejser den nationale ret problemet, om en afgift som den, der er omtvistet i hovedsagen, er forenelig med traktatens bestemmelser om statsstoette.

    21 Det bemaerkes hertil, at selv om en skattelignende afgift kan vaere omfattet af enten traktatens artikel 12 eller dens artikel 95, kan anvendelsen af afgiftsprovenuet imidlertid udgoere en statsstoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, hvis betingelserne for at anvende traktatens artikel 92 som fortolket af Domstolen er opfyldt.

    22 Det bemaerkes imidlertid, at det af fast retspraksis fremgaar, at forbuddet mod statsstoette som vaerende uforenelig med faellesmarkedet, hverken er absolut eller ubetinget. Traktaten, der ved artikel 93 overlader den loebende undersoegelse og kontrollen med stoetteordninger til Kommissionen, forudsaetter, at konstateringen af en stoetteordnings uforenelighed med faellesmarkedet skal ske under Domstolens kontrol og i henhold til en saerlig procedure, hvis gennemfoerelse paahviler Kommissionen. Private kan saaledes ikke, alene under paaberaabelse af artikel 92, anfaegte en stoettes forenelighed med faellesskabsretten for de nationale retter eller nedlaegge paastand om, at disse retter enten umiddelbart eller ved en mellemafgoerelse skal fastslaa en saadan uforenelighed (jf. bl.a. Lornoy-dommen)

    23 Det paahviler ikke desto mindre de nationale domstole at beskytte de retsundergivnes rettigheder i tilfaelde af, at de nationale myndigheder tilsidesaetter det forbud mod at gennemfoere stoetten, som indeholdes i traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, og som har direkte virkning. En saadan tilsidesaettelse, der paaberaabes af de retsundergivne, og som fastslaas af de nationale domstole, skal foranledige myndighederne til at drage samtlige konsekvenser heraf i overensstemmelse med deres nationale retssystem hvad angaar saavel gyldigheden af de retsakter, som gennemfoerer de omtvistede stoetteforanstaltninger, som tilbagesoegningen af den tildelte oekonomiske stoette. Herved tager de nationale domstole dog ikke stilling til, om stoetteforanstaltningerne er forenelige med faellesmarkedet, idet Kommissionen, som ovenfor anfoert, er enekompetent paa dette omraade, under forbehold af Domstolens proevelsesret (jf. dom af 21.11.1991, sag C-354/90, Fédérations nationale du commerce extérieur des produits alimentaires, Sml. I, s. 5505).

    24 Det fjerde praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at anvendelsen af provenuet af en skattelignende afgift som den her omhandlede kan udgoere en statsstoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, hvis betingelserne i traktatens artikel 92 er opfyldt, idet en saadan vurdering henhoerer under Kommissionens kompetence og kun kan foretages efter den procedure, der er fastsat herfor i traktatens artikel 93.

    Det femte spoergsmaal

    25 Med sit femte spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om en skattelignende afgift, som den her omhandlede, kan vurderes paa grundlag af traktatens artikel 30.

    26 Ved besvarelsen af dette spoergsmaal er det tilstraekkeligt at bemaerke, at det af fast retspraksis foelger, at afgifter med tilsvarende virkninger som told og hindringer af fiskal karakter, der er omhandlet af traktatens artikel 9-16 og 95, ikke falder ind under traktatens artikel 30' s anvendelsesomraade (jf. bl.a. dom af 22.3.1977, sag 74/76, Iannelli og Volpi, Sml. s. 557, og Lornoy-dommen, a.st.).

    27 En skattelignende afgift, som den her omhandlede, er foelgelig ikke omfattet af traktatens artikel 30, da den som ovenfor anfoert enten er omfattet af traktatens artikel 12 ff. eller 95.

    28 Det femte praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at saafremt en skattelignende afgift som den her omhandlede er omfattet af traktatens artikel 12 ff. eller artikel 95, falder den ikke ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

    Afgørelse om sagsomkostninger


    Sagens omkostninger

    29 De udgifter, der er afholdt af den portugisiske regering, den franske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

    Afgørelse


    Paa grundlag af disse praemisser

    kender

    DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

    vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Supremo Tribunal Administrativo, Lissabon, ved kendelse af 10. juli 1991, for ret:

    1) En skattelignende afgift, der uden forskel opkraeves af indenlandske og importerede varer, er en afgift med tilsvarende virkning som told, der er forbudt i henhold til EOEF-traktatens artikel 12, saafremt afgiftsprovenuet udelukkende anvendes til finansiering af fordele, som alene kommer de indenlandske varer til gode, og saaledes fuldt ud opvejer den byrde, der paahviler disse varer. Hvis afgiftsprovenuet derimod kun delvis finansierer disse fordele og saaledes kun delvis opvejer den byrde, der paahviler de indenlandske produkter, er en saadan afgift en diskriminerende afgift, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 95.

    2) Kriteriet vedroerende udligning af den byrde, der paahviler det indenlandske produkt, skal forstaas saaledes, at det fulde afgiftsprovenu fra de indenlandske varer opgjort i penge i en bestemt referenceperiode skal svare noejagtigt til de fordele, der alene kommer disse varer til gode.

    3) Anvendelsen af provenuet af en skattelignende afgift som den her omhandlede kan udgoere en statsstoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, hvis betingelserne i traktatens artikel 92 er opfyldt, idet en saadan vurdering henhoerer under Kommissionens kompetence og kun kan foretages efter den procedure, der er fastsat herfor i traktatens artikel 93.

    4) Saafremt en skattelignende afgift som den her omhandlede er omfattet af traktatens artikel 12 ff. eller artikel 95, falder den ikke ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

    Top