EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61991CJ0107

Domstolens dom af 16. februar 1993.
Empresa Nacional de Urânio SA (ENU) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Euratom - passivitetssøgsmål - Forsyningsagenturet - afsætning af uranlager.
Sag C-107/91.

Samling af Afgørelser 1993 I-00599

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1993:56

61991J0107

DOMSTOLENS DOM AF 16. FEBRUAR 1993. - EMPRESA NACIONAL DE URANIO SA MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - EURATOM - PASSIVITETSSOEGSMAAL - FORSYNINGSAGENTURET - AFSAETNING AF URANLAGER. - SAG C-107/91.

Samling af Afgørelser 1993 side I-00599


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Euratom ° passivitetssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° undladelser, der kan vaere genstand for soegsmaal ° den omstaendighed, at Kommissionen ikke har truffet beslutning vedroerende en afgoerelse fra Euratoms Forsyningsagentur, som den er blevet forelagt ° formaliteten ° betingelser

(Euratom-traktaten, art. 53, stk. 2, og art. 148)

2. Euratom ° forsyning ° disposition fra Euratoms Forsyningsagentur forelagt for Kommissionen ° Kommissionens passivitet ° ulovlighed

(Euratom-traktaten, art. 53, stk. 2)

Sammendrag


1. Enhver stiltiende eller udtrykkelig disposition, som traeffes af det ved Euratom-traktaten oprettede Forsyningsagentur under udoevelse af dets optionsret eller dets eneret til at slutte kontrakter om levering af malme og nukleart braendsel, kan af enhver beroert part i henhold til traktatens artikel 53, stk. 2, forelaegges for Kommissionen, der er forpligtet til at traeffe beslutning inden en maaned.

Selv om denne beslutning er rettet til agenturet, beroerer den umiddelbart og individuelt ° i den forstand udtrykket er anvendt i traktatens artikel 146, stk. 2 ° den person, der har rettet henvendelse til Kommissionen, saaledes at den paagaeldende, saafremt der ikke traeffes beslutning, kan drage fordel af domstolsbeskyttelsen i henhold til ovennaevnte artikel 53, stk. 2, der udgoer muligheden for at anlaegge passivitetssoegsmaal ved Domstolen i henhold til traktatens artikel 148.

Den i denne bestemmelse foreskrevne opfordring til at handle kan indgives til Kommissionen samtidig med, at denne i henhold til artikel 53, stk. 2, forelaegges agenturets afgoerelse.

2. Naar en uranproducerende virksomhed, som har problemer med afsaetningen af sin produktion, har rettet henvendelse til det ved Euratom-traktaten oprettede Forsyningsagentur med anmodning om, at det udoever sin optionsret i henhold til traktatens artikel 57, og som svar kun har modtaget forsikring om, at man soeger en loesning paa dens problem, maa det antages, at agenturet stiltiende har afvist virksomhedens anmodning. Da Kommissionen blev forelagt dette afslag i henhold til traktatens artikel 53, stk. 2, var den forpligtet til at traeffe beslutning inden en maaned. Da den ikke har truffet en saadan beslutning, har den tilsidesat naevnte bestemmelse.

Dommens præmisser


1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 3. april 1991 har Empresa Nacional de Urânio SA (herefter benaevnt "ENU") i henhold til Euratom-traktatens artikel 148 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen har undladt at vedtage og rette den beslutning til ENU, som ENU havde anmodet den om at vedtage i henhold til Euratom-traktatens artikel 53.

2 ENU er et selskab, der fremstiller koncentreret uran (U308) paa portugisisk omraade. Da der ikke i Portugal findes nogen industriel kernereaktor, er ENU noedsaget til at eksportere hele sin produktion. Selskabet havde derfor afsluttet en langfristet kontrakt med Électricité de France (herefter benaevnt "EDF"), omfattende ca. 73% af dets uranproduktion. Resten blev solgt til tilfaeldige koebere. De meget lave priser paa markedet ° der end ikke daekkede kostprisen, og som i praksis forhindrede enhver eventuel transaktion ° samt EDF' s beslutning om ikke laengere at afslutte langfristede kontrakter foerte til, at uranlagrene voksede, og indebar alvorlige oekonomiske vanskeligheder for ENU.

3 Ved skrivelser af 8. oktober 1987 og 10. oktober 1988 anmodede ENU i medfoer af bestemmelserne i Euratom-traktatens kapitel IV Euratoms Forsyningsagentur (herefter benaevnt "agenturet") om at udnytte sin optionsret i henhold til Euratom-traktatens artikel 57 med hensyn til 350 tons koncentreret uran. ENU gjorde ogsaa Kommissionens Generaldirektorat for Energi opmaerksom paa situationen. Agenturet svarede ved skrivelse af 8. november 1988, at det af ENU rejste problem var vaesentligt, og at det ville blive behandlet med al mulig opmaerksomhed. Ved skrivelse af 14. november 1988 lovede Kommissionen at undersoege problemet for at finde en positiv loesning.

4 Da ENU ikke modtog yderligere oplysninger som svar paa de to skrivelser, anmodede selskabet atter den 25. oktober 1989 agenturet om at handle i overensstemmelse med Euratom-traktatens kapital IV og fremsendte en kopi af skrivelsen til Kommissionen, idet det samtidig anfoerte, at afsaetningen af lageret var en betingelse for, at selskabet kunne overleve. Ved skrivelse af 8. december 1989 meddelte Kommissionen ENU, at den var enig i, at der som led i agenturets forsyningspolitik burde skabes en "saerlig ordning" for at loese problemer af den art, som ENU stod over for, og at den opfordrede agenturet til at foere de forslag om foranstaltninger, som agenturet havde fremlagt i denne forbindelse, ud i livet. I overensstemmelse med denne opfordring udfaerdigede agenturet en "skitse til praktisk loesning af problemet 'portugisisk uran' inden for rammerne af forsyningspolitikken". Agenturet forhandlede med Faellesskabets brugere for at overtale dem til at acceptere en plan for afsaetning af portugisisk uran. Agenturets indsats foerte ikke til noget resultat.

5 Ved skrivelse af 21. december 1990 anmodede ENU derfor Kommissionen om, at den

"i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, og artikel 148:

a) i henhold til traktatens artikel 53 paalaegger agenturet ... at genoprette den forskriftsmaessige funktion af de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI, under overholdelse af bestemmelserne om den faelles forsyningspolitik ...

b) straks undersoeger ° og derefter handler paa grundlag af de opnaaede resultater ° hvorledes det har vaeret muligt ° uden nogen undersoegelse i henhold til traktatens artikel 66 ° at Faellesskabets brugere frit kan forsyne sig med uran fra eksterne markeder, skoent hele ENU' s produktion er disponibel til en rimelig pris ... og at Kommissionen direkte eller gennem agenturet klart goer de overtraedende virksomheder opmaerksom paa, at den vil skride ind over for dem, saafremt de foretager nye indfoersler, saa laenge ENU' s produktion fortsat er til salg ...

c) ... med ENU ... droefter stoerrelsen af den godtgoerelse, der boer udbetales til ENU som erstatning for det tab, som virksomheden er blevet paafoert paa grund af Kommissionens og Forsyningsagenturets retsstridige undladelse af at udoeve faellesskabskompetence

d) ... paaser, at Forsyningsagenturet overholder Kommissionens beslutning ° hvilket endnu ikke er sket ° idet den paalaegger agenturet at ivaerksaette en 'saerlig ordning' , som muliggoer en oejeblikkelig loesning af problemet med hensyn til afsaetningen af ENU' s uran, og stoetter agenturet ved gennemfoerelsen heraf ...

e) ... derfor paalaegger agenturet at gennemfoere den til det rettede beslutning ved at finde en tilfredsstillende loesning paa ENU' s problem ° uden at dette i oevrigt beroerer anvendelsen af traktatens bestemmelser paa en saadan maade, at fremtidige vanskeligheder undgaas".

6 Ved skrivelse af 17. januar 1991 anerkendte Kommissionen modtagelsen af skrivelsen af 21. december 1990, idet den oplyste, at sidstnaevnte skrivelse blev behoerigt behandlet. Efter at der var forloebet tre maaneder, uden at Kommissionen havde besvaret skrivelsen, anlagde ENU den foreliggende sag.

7 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Sagens genstand

8 Traktatens artikel 53 er affattet saaledes:

"Agenturet er underlagt Kommissionens kontrol; Kommissionen fastlaegger retningslinjer for dets virksomhed, har vetoret med hensyn til dets beslutninger og udnaevner dets generaldirektoer saavel som dets vicegeneraldirektoer.

Enhver udtrykkelig eller stiltiende disposition fra agenturets side, under udoevelse af dets optionsret eller dets eneret til at slutte kontrakter om leverancer, kan af de interesserede parter forelaegges for Kommissionen, der traeffer beslutning inden en maaned."

9 Traktatens artikel 148 er affattet saaledes:

"Undlader Raadet eller Kommissionen i strid med denne traktat at traeffe afgoerelse, kan medlemsstaterne eller Faellesskabets andre institutioner indbringe klage for Domstolen for at faa fastslaaet denne overtraedelse af traktaten.

En saadan klage kan kun antages til behandling, hvis den paagaeldende institution har vaeret opfordret til at handle. Hvis institutionen ikke har taget stilling inden to maaneder efter denne opfordring, kan klagen indbringes inden for en frist paa yderligere to maaneder.

Paa de i de foregaaende stykker fastsatte betingelser kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage til Domstolen over, at en af Faellesskabets institutioner har undladt at udstede en retsakt til ham, henstillinger og udtalelser dog undtaget."

10 Som Domstolen har fastslaaet vedroerende EOEF-traktatens artikel 175, hvis ordlyd er identisk med Euratom-traktatens artikel 148, bygger et passivitetssoegsmaal paa den tankegang, at Raadets eller Kommissionens retsstridige undladelse af at handle giver de andre institutioner, medlemsstaterne og i visse tilfaelde privatpersoner adgang til at anlaegge sag ved Domstolen med paastand om, at det fastslaas, at undladelsen af at handle er traktatstridig, for saa vidt den paagaeldende institution ikke har raadet bod paa undladelsen (domme af 12.7.1988, sag 377/87, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 4017, praemis 9, og sag 383/87, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 4051, praemis 9). Indholdet af institutionernes svar paa opfordringen til at handle skal ikke noedvendigvis falde sammen med sagsoegernes krav for at bringe undladelsen til ophoer. Artikel 175 sigter til undladelsen af at traeffe afgoerelse eller tage stilling og ikke til vedtagelsen af anden retsakt end den, som de interesserede parter maatte oenske eller anse for noedvendig (dom af 13.7.1971, sag 8/71, Deutscher Komponistenverband mod Kommissionen, Sml. s. 163, org. ref.: Rec. s. 705).

11 Det saeregne ved Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, er, at den giver de interesserede parter, som anfaegter en disposition fra agenturets side, mulighed for at forelaegge dispositionen for Kommissionen og forpligter denne til at traeffe beslutning inden en maaned.

12 ENU har gjort gaeldende, at selskabet ved sin skrivelse af 21. december 1990 har forelagt en disposition fra agenturets side for Kommissionen i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2. Kommissionen har tilsidesat traktaten, da den i strid med naevnte artikel har undladt at traeffe beslutning.

13 ENU tilsigter med sit soegsmaal, at det i henhold til artikel 148 fastslaas, at der foreligger denne tilsidesaettelse af traktaten.

Formaliteten

14 Kommissionen har fremsat tre formalitetsindsigelser.

15 Den har for det foerste anfoert, at ENU ikke er soegsmaalsberettiget i henhold til traktatens artikel 148, for saa vidt som den oenskede retsakt, saafremt den var blevet vedtaget, i henhold til traktatens artikel 53, stk. 2, ikke skulle have vaeret rettet til dette selskab, men til Forsyningsagenturet.

16 Det bemaerkes, at den af ENU oenskede beslutning skulle have til formaal at tilvejebringe en loesning paa det konkrete problem, som ENU havde forelagt agenturet og Kommissionen. Den naevnte beslutning skulle ifoelge sagsoegeren have vaeret vedtaget i henhold til traktatens artikel 53, stk. 2, der giver de interesserede parter ret til at forelaegge en disposition fra agenturets side for Kommissionen og ret til at opnaa en beslutning fra Kommissionen.

17 Foelgelig ville en saadan beslutning, ogsaa selv om den havde vaeret rettet til agenturet, umiddelbart og individuelt have beroert sagsoegeren, der derfor ville have kunnet anfaegte den for Domstolen i henhold til traktatens artikel 146, stk. 2.

18 Det foelger heraf, at sagsoegeren boer kunne indbringe sagen for Domstolen i henhold til artikel 148, stk. 3, for at anfaegte undladelsen af at traeffe den oenskede beslutning. Saafremt en saadan mulighed ikke forelaa, ville retten i henhold til artikel 53, stk. 2, ikke vaere undergivet nogen domstolsbeskyttelse.

19 Kommissionens foerste formalitetsindsigelse maa derfor forkastes.

20 Kommissionen har for det andet anfoert, at den i artikel 148, stk. 2, fastsatte betingelse for antagelse til realitetsbehandling af et passivitetssoegsmaal ikke er blevet overholdt i den foreliggende sag, da skrivelsen af 21. december 1990 ikke baade kan betragtes som en forelaeggelse for Kommissionen i henhold til traktatens artikel 53, stk. 2, og som en opfordring til at handle i henhold til traktatens artikel 148, stk. 2. Kommissionen er af den opfattelse, at den foerst efter udloebet af den frist paa en maaned, der er fastsat i artikel 53, stk. 2, ville kunne anses for at have udvist passivitet, og at der i saa fald havde kunnet rettes en opfordring til den om at handle.

21 Denne fortolkning, der foerer til et krav om to opfordringer til at handle, er forkert. Traktatens artikel 53 udelukker ikke, at de interesserede parter, naar de forelaegger en disposition fra agenturets side for Kommissionen, allerede paa dette trin samtidig fremsaetter en opfordring til at handle efter artikel 148. Naar de interesserede parter har fulgt denne fremgangsmaade, vil det vaere udtryk for en overdreven formalisme at kraeve, at de skal gentage deres opfordring til at handle, saafremt Kommissionen ikke har truffet beslutning inden en maaned efter opfordringens fremsaettelse.

22 Kommissionens anden formalitetsindsigelse skal derfor ogsaa forkastes.

23 Kommissionen har for det tredje gjort gaeldende, at sagen er for sent anlagt, fordi den er anlagt efter udloebet af en rimelig frist, som private ifoelge Domstolens praksis skal overholde med hensyn til anfaegtelse af Kommissionens passivitet. Kommissionen har i denne henseende gjort gaeldende, at den i sit svar til sagsoegeren af december 1989 fuldt ud har godkendt agenturets stillingtagen, og at sagen til trods herfor foerst er blevet anlagt seksten maaneder senere.

24 Disse argumenter kan ikke laegges til grund. Dels kan den skrivelse af 8. december 1989, hvori Kommissionen fastslog, at den delte den opfattelse, hvorefter agenturets forsyningspolitik skulle omfatte en "saerlig ordning" med henblik paa at loese ENU' s problem, ikke forstaas af sagsoegeren som en simpel godkendelse af agenturets stillingtagen. Dels har der i hele den paagaeldende periode, som sagsoegeren med rette har anfoert, vaeret hyppige kontakter mellem Kommissionen, agenturet og ENU, saaledes at ENU kunne antage, at det problem, som var blevet forelagt Kommissionen og agenturet, ville finde en gunstig loesning.

25 Det foelger heraf, at den tredje formalitetsindsigelse ogsaa maa forkastes.

Realiteten

26 Det fremgaar af selve ordlyden af Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, at Kommissionen er forpligtet til at traeffe beslutning, saafremt en interesseret part forelaegger en udtrykkelig eller stiltiende disposition truffet af agenturet under udoevelse af dets optionsret eller dets eneret til at slutte kontrakter om leverancer.

27 Artikel VIII, stk. 3, i vedtaegterne for Forsyningsagenturet, som Raadet har udstedt i henhold til Euratom-traktatens artikel 54, stk. 2 (EFT 1952-1958, s. 78), er affattet saaledes:

"Enhver disposition fra agenturets side, som omtalt i traktatens artikel 53, stk. 2, kan af de paagaeldende indbringes for Kommissionen inden udloebet af den femtende dag efter den dag, paa hvilken den er blevet meddelt, eller, hvis den ikke er blevet meddelt, efter dens offentliggoerelse. Hvis den hverken er blevet meddelt eller offentliggjort, loeber fristen fra den dag, hvor den paagaeldende har faaet kendskab til dispositionen."

28 Det bemaerkes, at agenturet ikke inden for de femten dage, der gik forud for afsendelsen af skrivelsen af 21. december 1990, har rettet nogen udtrykkelig disposition til sagsoegeren.

29 Det maa derfor undersoeges, om sagsoegeren ° som haevdet ° med denne skrivelse har forelagt en stiltiende disposition fra agenturets side for Kommissionen.

30 Det bemaerkes for det foerste, at sagsoegeren har anmodet agenturet om at udoeve sin optionsret i henhold til traktatens artikel 57 med hensyn til sagsoegerens uranproduktion, og at agenturets stillingtagen gennem aarene, selv om det havde givet udtryk for sin hensigt om at finde en positiv loesning paa sagsoegerens problem, svarede til en stiltiende afvisning af denne ansoegning.

31 Det bemaerkes for det andet, at Kommissionen i besvarelse af samme ansoegning, der ogsaa var rettet til denne institution, ved skrivelse af 8. december 1989 meddelte sagsoegeren, at den var enig i, at der som led i agenturets forsyningspolitik burde skabes en "saerlig ordning" for at loese problemer af den art, som ENU stod over for, og at den opfordrede agenturet til at foere de forslag om foranstaltninger, som agenturet havde fremlagt i denne forbindelse, ud i livet.

32 Det er under hensyn til disse forudgaaende begivenheder, at den skrivelse, som sagsoegeren rettede til Kommissionen den 21. december 1990, skal bedoemmes i forhold til traktatens artikel 53, stk. 2.

33 Denne bestemmelse kan ikke anses for at omfatte de ensartede ansoegninger vedroerende den politik, som agenturet burde foelge, samt den ansoegning, som angik droeftelsen af stoerrelsen af den erstatning, der skal betales til sagsoegeren.

34 Derimod skal den paagaeldende skrivelse ° for saa vidt som Kommissionen anmodes om "i overensstemmelse med traktatens artikel 53, stk. 2" at paalaegge agenturet at ivaerksaette en "saerlig ordning", som muliggoer en oejeblikkelig loesning af problemet med hensyn til afsaetningen af ENU' s uran ° forstaas som en forelaeggelse for Kommissionen af agenturets disposition, der indebar en stiltiende afvisning af at udoeve dets optionsret med hensyn til sagsoegerens uranproduktion.

35 Det skal tilfoejes, at da hverken agenturet eller Kommissionen nogensinde har givet udtryk for en stillingtagen, der gik imod sagsoegerens ansoegning ° idet de tvaertimod har ladet forstaa, at ansoegningen ville blive gjort til genstand for en undersoegelse, der kunne foere til en positiv loesning ° kan den disposition, der indebaerer en stiltiende afvisning, ikke knyttes til nogen praecis dato, der udloeser fristen i henhold til artikel VIII, stk. 3, i vedtaegterne for agenturet.

36 Det foelger heraf, at betingelserne i Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, er opfyldt i den foreliggende sag, og at Kommissionen derfor var forpligtet til at traeffe en beslutning vedroerende sagsoegerens ansoegning i henhold til denne bestemmelse inden en maaned efter ansoegningens indgivelse. Da det svar, som var indeholdt i skrivelsen af 17. januar, blot var et henholdende svar, maa det fastslaas, at denne forpligtelse ikke er blevet overholdt.

37 Kommissionen har endelig anfoert, at selv om agenturets afslag paa at koebe det paagaeldende uran skulle anses for en "permanent disposition", der til enhver tid ville kunne forelaegges Kommissionen, maa det forholde sig paa samme maade med den beslutning, som er indeholdt i Kommissionens skrivelse af 8. december 1989, og at den herefter ikke kunne vaere forpligtet til at traeffe en ny beslutning, der blot ville udgoere en gentagelse.

38 Dette argument kan ikke tages til foelge, allerede fordi Kommissionen ikke i den paagaeldende skrivelse har taget endelig stilling til sagsoegerens ansoegning.

39 Det maa herefter fastslaas, at Kommissionen i strid med traktatens artikel 53, stk. 2, har undladt at vedtage en beslutning vedroerende den ansoegning, som sagsoegeren havde forelagt i henhold til denne bestemmelse.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

40 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger. Kommissionen har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kommissionen har i strid med Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, undladt at vedtage en beslutning vedroerende den ansoegning, som sagsoegeren har forelagt den i henhold til denne bestemmelse.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Top