61991J0026

++++

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° specielle kompetenceregler ° kompetence i sager om "kontraktforhold" ° begreb ° selvstaendig fortolkning ° en raekke kontrakter ° sag om erstatning for defekter ved en genstand, anlagt af en senere koeber mod producenten ° ikke omfattet

(Konventionen af 27.9.1968, art. 2, og art. 5, nr. 1)

Begrebet "kontraktforhold" i artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som skal betragtes som et selvstaendigt begreb, kan ikke fortolkes saaledes, at det omfatter en situation, hvor der ikke foreligger en forpligtelse, som en part frivilligt har paataget sig over for en anden. Desuden er det for at opnaa den retsbeskyttelse af de i Faellesskabet bosiddende personer, som konventionen bl.a. har til formaal at gennemfoere, noedvendigt, at de kompetenceregler, som fraviger hovedreglen i konventionens artikel 2, fortolkes saaledes, at en normalt velunderrettet person nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret ° ud over retten i den stat, hvor han har bopael ° han kan blive sagsoegt. Heraf foelger, at konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa en sag, der af en senere koeber af en genstand anlaegges mod producenten, som ikke er saelgeren, som foelge af, at genstanden lider af defekter eller er uegnet til det formaal, den skal anvendes til.

1 Ved dom af 8. januar 1991 indgaaet til Domstolen den 25. januar 1991 har Frankrigs Cour de cassation i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, herefter benaevnt "konventionen"), forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af konventionens artikel 5, nr. 1.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Jakob Handte & Co. GmbH, Tuttlingen (Forbundsrepublikken Tyskland, herefter benaevnt "Handte GmbH"), og aktieselskabet Traitements mécano-chimiques des surfaces, Bonneville (Frankrig, herefter benaevnt "TMCS").

3 Det fremgaar af de akter, der er fremsendt til Domstolen, at TMCS i 1984 og 1985 af det schweiziske aktieselskab Bula et fils (herefter benaevnt "Bula") koebte to metalpoleringsmaskiner, som det lod forsyne med et udsugningsanlaeg, der var fremstillet af Handte GmbH, men blev solgt og installeret af anpartsselskabet Handte France, Strasbourg (Frankrig) (herefter benaevnt "Handte France").

4 I 1987 anlagde TMCS sag mod Bula, Handte GmbH og Handte France ved Tribunal de grande instance de Bonneville (Frankrig) med paastand om erstatning for det tab, selskabet havde lidt som foelge af, at de fremstillede og solgte anlaeg ikke var i overensstemmelse med reglerne om de sikkerheds- og sundhedsmaessige forhold paa arbejdspladsen, og at de var uegnede til det formaal, de skulle anvendes til.

5 Ved dom af 4. maj 1988 erklaerede denne ret, at den savnede stedlig kompetence til at paakende det mod Bula fremsatte krav; den fastslog derimod, at den i henhold til konventionens artikel 5, nr. 1, havde kompetence til at paakende kravene mod Handte GmbH og Handte France.

6 Handte GmbH indbragte kompetencespoergsmaalet for Cour d' appel de Chambéry (Frankrig), som ved dom af 20. marts 1989 stadfaestede foersteinstansens dom med den begrundelse, at den af TMCS anlagte sag maatte betragtes som en sag om producentens ansvar for mangler ved salgsgenstanden, at dette direkte soegsmaal anlagt af en senere koeber mod producenten saavel efter fransk ret som efter konventionen er en sag om kontraktforhold, og at foersteinstansen derfor med rette havde erklaeret sig kompetent som retten paa det sted, hvor forpligtelsen skal opfyldes, jf. konventionens artikel 5, nr. 1.

7 Da konventionens artikel 5, nr. 1, efter Handte GmbH' s opfattelse ikke fandt anvendelse, naar der var tale om en raekke kontrakter, indankede selskabet Cour d' appel de Chambérys dom til kassation.

8 Frankrigs Cour de cassation fandt, at tvisten rejste spoergsmaal om fortolkningen af konventionen, og besluttede derfor at udsaette sagen paa Domstolens praejudicielle afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"Finder konventionens artikel 5, nr. 1, som fastsaetter en speciel kompetenceregel i sager om kontraktforhold, anvendelse paa en sag, der af en senere koeber af en genstand anlaegges mod producenten, som ikke er saelgeren, som foelge af, at genstanden lider af defekter eller er uegnet til det formaal, den skal anvendes til?"

9 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

10 Med henblik paa besvarelsen af det spoergsmaal, den nationale retsinstans har forelagt, bemaerkes indledningsvis, at det foelger af Domstolens faste praksis (jf. dom af 22.3.1983, sag 34/82, Peters, Sml. s. 987, praemis 9 og 10, og af 8.3.1988, sag 9/87, Arcado, Sml. s. 1539, praemis 10 og 11), at begrebet "kontraktforhold" i konventionens artikel 5, nr. 1, skal betragtes som et selvstaendigt begreb, der foerst og fremmest skal fortolkes ud fra konventionens opbygning og formaal med henblik paa at sikre en ensartet anvendelse af denne i alle de kontraherende stater; det kan derfor ikke forstaas saaledes, at der henvises til den kvalifikation, som i den nationale lovgivning, der finder anvendelse, gives af det retsforhold, der foreligger for den nationale retsinstans.

11 Dernaest bemaerkes, at et af formaalene med konventionen ifoelge praeamblen er "inden for Faellesskabet at styrke retsbeskyttelsen for de dér bosiddende personer".

12 I denne forbindelse understreges det i den rapport, som ekspertudvalget udarbejdede i forbindelse med konventionen (EFT 1979 L 59, s. 1), at:

"der med konventionens fastlaeggelse af faelles kompetenceregler [skal] indfoeres en ordning, der paa de paagaeldende omraader skal sikre den stoerst mulige retssikkerhed ... Paa denne baggrund laegger de i afsnit II kodificerede normer kompetencen fast for den ret, der ved afvejning af alle de interesser, som kommer i betragtning, geografisk mest hensigtsmaessigt kan traeffe en afgoerelse i tvistemaalet".

13 Dette formaal virkeliggoeres ved, at konventionen fastsaetter et vist antal kompetenceregler, hvori det angives, i hvilke tilfaelde, jf. den udtoemmende opregning i konventionens afsnit II, afdeling 2-6, en person med bopael eller hjemsted paa en kontraherende stats omraade ° naar der er tale om en speciel kompetenceregel ° kan sagsoeges, eller ° i tilfaelde af enekompetence eller en vaernetingsaftale ° skal sagsoeges ved en ret i en anden kontraherende stat.

14 De specielle kompetenceregler, reglerne om enekompetence og reglerne om vaernetingsaftaler fraviger saaledes hovedreglen i konventionens artikel 2, stk. 1, hvorefter retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade sagsoegte har bopael, har kompetencen. Denne kompetenceregels karakter af hovedregel forklares med, at den normalt goer det lettere for sagsoegte at forsvare sig. Kompetenceregler, der fraviger hovedreglen, kan derfor ikke foere til en fortolkning, der gaar ud over de tilfaelde, konventionen har for oeje.

15 Heraf foelger, at begrebet "kontraktforhold" i konventionens artikel 5, nr. 1, ikke kan fortolkes saaledes, at det omfatter en situation, hvor der ikke foreligger en forpligtelse, som en part frivilligt har paataget sig over for en anden.

16 Med hensyn til en sag, som en koeber af en vare, der er koebt hos en mellemhandler, anlaegger mod producenten for at faa erstatning for det tab, der er opstaaet som foelge af, at genstanden ikke opfylder de krav, der maa stilles, maa det fastslaas, at der ikke bestaar noget kontraktforhold mellem den senere koeber og producenten, idet denne ikke har paataget sig nogen kontraktlig forpligtelse over for den senere koeber.

17 Endvidere kan parternes kontraktlige forpligtelser ° navnlig naar der er tale om en raekke internationale kontrakter ° vaere forskellige fra den ene kontrakt til den anden, saaledes at de kontraktlige rettigheder, den senere koeber kan goere gaeldende over for sin saelger, ikke noedvendigvis er de samme som dem, producenten har paataget sig at overholde i forholdet til den foerste koeber.

18 Desuden er det for at opnaa den retsbeskyttelse af de i Faellesskabet bosiddende personer, som konventionen bl.a. har til formaal at gennemfoere, noedvendigt, at de kompetenceregler, som fraviger konventionens hovedregel, fortolkes saaledes, at en normalt velunderrettet person nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret ° ud over retten i den stat, hvor han har bopael ° han kan blive sagsoegt.

19 Imidlertid kan producenten i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, ikke forudse anvendelsen af den specielle kompetenceregel i konventionens artikel 5, nr. 1, i en sag, som en senere koeber af en genstand anlaegger mod ham, og det er derfor uforeneligt med retssikkerhedsprincippet at anvende denne regel.

20 Bortset fra, at der ikke bestaar noget kontraktforhold mellem producenten og en senere koeber, og at producenten ikke har paataget sig nogen kontraktlig forpligtelse over for en saadan koeber, hvis identitet og bopael han med rette kan vaere uvidende om, betragtes producentens ansvar over for en senere koeber for mangler ved salgsgenstanden nemlig i langt de fleste kontraherende stater ikke som et ansvar i kontraktforhold.

21 Heraf foelger, at det af den nationale ret forelagte spoergsmaal maa besvares med, at bestemmelsen i konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa en sag, der af en senere koeber af en genstand anlaegges mod producenten, som ikke er saelgeren, som foelge af, at genstanden lider af defekter eller er uegnet til det formaal, den skal anvendes til.

Sagens omkostninger

22 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikken Tyskland og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Frankrigs Cour de cassation ved dom af 8. januar 1991, for ret:

Bestemmelsen i artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa en sag, der af en senere koeber af en genstand anlaegges mod producenten, som ikke er saelgeren, som foelge af, at genstanden lider af defekter eller er uegnet til det formaal, den skal anvendes til.