61990A0024

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° standsning af overtraedelser ° Kommissionens kompetence ° overtraedelse af traktatens artikel 85 ° paabud til en virksomhed om at indgaa kontraktforhold ° ikke omfattet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1 og 2; Raadets forordning nr. 17, art. 3)

2. Konkurrence ° administrativ procedure ° undersoegelse af klager ° Kommissionens fastsaettelse af prioriteter ° forpligtelse til at foretage en undersoegelse og ved beslutning traeffe afgoerelse om eksistensen af en overtraedelse ° ingen forpligtelse ° begrundelse af beslutninger om at henlaegge en sag ° domstolskontrol

(EOEF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 3; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 6)

3. Konkurrence ° administrativ procedure ° undersoegelse af klager ° hensyntagen til den faellesskabsinteresse, der er forbundet med undersoegelsen af en sag ° skoenskriterier

(EOEF-traktaten, art. 85 og 86)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° undersoegelse af klager ° beslutning om henlaeggelse begrundet med klagerens mulighed for at rette henvendelse til den nationale retsinstans ° lovligt ° betingelse

1. Blandt de civilretlige foelger af en overtraedelse af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, er kun én, nemlig aftalens ugyldighed, udtrykkeligt naevnt i artikel 85, stk. 2. Det tilkommer den nationale ret at fastlaegge de oevrige foelger, som er forbundet med en overtraedelse af traktatens artikel 85, saasom forpligtelsen til at erstatte det tab, som er paafoert en tredjemand, eller en eventuel forpligtelse til at indgaa kontrakt. Det er saaledes den nationale retsinstans, der i givet fald og efter nationale retsregler kan paalaegge én virksomhed at indgaa kontrakt med en anden.

Da kontraktfriheden maa forblive reglen, kan det ikke anerkendes, at Kommissionen i forbindelse med den kompetence til at meddele paabud, som den raader over med henblik paa at bringe overtraedelser til ophoer, har kompetence til at paabyde en virksomhed at indgaa kontraktforhold, idet Kommissionen i almindelighed raader over egnede midler til at paalaegge en virksomhed at bringe en overtraedelse til ophoer.

En saadan begraensning af kontraktfriheden kan navnlig ikke anerkendes, fordi der findes flere midler til at bringe en overtraedelse til ophoer. Dette er tilfaeldet med overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1, der skyldes anvendelsen af et salgssystem. Saadanne overtraedelser kan ophaeves gennem opgivelse eller gennem aendring af salgssystemet. Under disse omstaendigheder har Kommissionen ganske vist kompetence til at fastslaa overtraedelsen og paalaegge de deltagende virksomheder at bringe den til ophoer, men det tilkommer den ikke at paatvinge dem sit valg blandt de forskellige former for adfaerd, der alle er forenelige med traktaten.

2. Naar Kommissionen forelaegges en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, er den hverken forpligtet til ved beslutning at tage stilling til eksistensen af den haevdede overtraedelse, medmindre klagens genstand henhoerer under dens enekompetence ° saaledes som det er tilfaeldet med ophaevelse af en fritagelse, der er meddelt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 ° eller til at foretage en undersoegelse. Da Kommissionen er tillagt en vid og almindelig overvaagnings- og kontrolopgave paa konkurrenceomraadet, er den omstaendighed, at den prioriterer de sager, der verserer for den, forskelligt, derfor forenelig med dens forpligtelser i henhold til faellesskabsretten.

De proceduremaessige garantier i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63 forpligter dog Kommissionen til at foretage en omhyggelig undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, med henblik paa at undersoege, om de naevnte omstaendigheder giver grundlag for at antage , at der foreligger en adfaerd, som kan fordreje konkurrencen paa det faelles marked og paavirke handelen mellem medlemsstaterne; desuden skal enhver beslutning om at henlaegge en klage vaere begrundet, saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve legalitetskontrol.

3. Det er lovligt, at Kommissionen ved prioriteringen af en sag, som er blevet forelagt den, laegger vaegt paa Faellesskabets interesse. Ved vurderingen af denne interesse skal Kommissionen tage hensyn til den konkrete sags omstaendigheder og navnlig de faktiske og retlige forhold, der er blevet fremfoert. Det paahviler den bl.a. at afveje den paastaaede overtraedelses betydning for det faelles markeds funktion, sandsynligheden for at kunne godtgoere dens eksistens og raekkevidden af de noedvendige undersoegelsesforanstaltninger med henblik paa bedst muligt at opfylde dens opgave, som bestaar i at overvaage overholdelsen af traktatens artikel 85 og 86.

4. Naar Kommissionen som begrundelse for at henlaegge en klage, som en virksomhed har forelagt den angaaende overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, henviser til klagerens mulighed for at goere sine rettigheder gaeldende for den nationale retsinstans, skal Faellesskabets retsinstanser, der skal kontrollere lovligheden af denne henlaeggelse, undersoege, om raekkevidden af den beskyttelse, som de nationale retsinstanser kan tillaegge klagerens rettigheder i henhold til traktatens bestemmelser, er blevet korrekt vurderet af Kommissionen.

Sagsfremstilling

1 Sagsoegeren er et anpartselskab i henhold til italiensk ret og med hjemsted i Lancenigo di Villorba (provinsen Treviso). Selskabet indgik i 1960 en hovedforhandlerkontrakt med BMW Italia SpA (herefter benaevnt "BMW Italia") vedroerende forhandlingen af BMW-biler i byen og provinsen Treviso.

2 BMW Italia meddelte ved skrivelse af 20. maj 1983 sagsoegeren, at det ikke agtede at forny kontrakten ved dennes udloeb den 31. december 1984.

3 Sagsoegeren anlagde derefter sag mod BMW Italia ved Tribunale di Milano med paastand om, at BMW Italia tilpligtedes at fortsaette kontraktforholdet. Tribunale gav ikke sagsoegeren medhold, og selskabet paaankede herefter afgoerelsen til Corte d' appello di Milano. BMW Italia indgav begaering til praesidenten for Tribunale di Treviso med paastand om beslaglaeggelse af alt Automec' s materiale, som er forsynet med varemaerket BMW. Denne begaering blev ikke taget til foelge.

4 Mens sagen verserede for Corte d' appello di Milano, fremsatte sagsoegeren den 25. januar 1988 over for Kommissionen en begaering i henhold til artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17").

5 Sagsoegeren anfoerte i denne begaering ° efter at have beskrevet forloebet og indholdet af kontraktforholdet til BMW Italia samt de indledte soegsmaal for den nationale retsinstans ° at BMW Italia' s og det tyske moderselskab BMW AG' s adfaerd var i strid med EOEF-traktatens artikel 85. Det er sagsoegerens opfattelse, at BMW' s salgssystem, der for saa vidt angaar Forbundsrepublikken Tyskland blev godkendt ved Kommissionens beslutning 75/73/EOEF af 13. december 1974 om en procedure i henhold til artikel 85 i EOEF-traktaten (EFT 1975 L 29, s. 1, herefter benaevnt "beslutning af 13. december 1974"), er selektivt. Sagsoegeren har anfoert, at selskabet opfylder de noedvendige kvalitative betingelser, hvorfor BMW Italia ikke kan naegte at levere BMW-koeretoejer og reservedele til selskabet eller forbyde det at benytte BMW' s varemaerke. BMW Italia er derimod ifoelge sagsoegeren i henhold til Domstolens dom af 22. oktober 1986 (sag 75/84, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 3021, paa s. 3091) forpligtet til at autorisere sagsoegeren som forhandler.

6 Sagsoegeren mener saaledes, at BMW er forpligtet til

° at efterkomme de bestillinger, som sagsoegeren havde afgivet paa koeretoejer og reservedele, til de priser og paa de vilkaar, som gaelder for videreforhandlere

° at tillade, at sagsoegeren anvender BMW' s varemaerker i den udstraekning, det er noedvendigt for normal information til offentligheden, og paa den maade, som det er saedvanligt inden for automobilbranchen.

7 Sagsoegeren har anmodet Kommissionen om at traeffe beslutning om, at BMW Italia og BMW AG skal bringe den paastaaede overtraedelse til ophoer samt traeffe de foranstaltninger, der er angivet ovenfor, og oevrige foranstaltninger, som Kommissionen maatte anse for noedvendige eller hensigtsmaessige.

8 Ved skrivelse af 1. september 1988 klagede sagsoegeren over BMW' s seneste henvendelse til sine italienske forhandlere, der, under trussel om fortabelse af deres provision, skulle forhindres i at saelge koeretoejer til potentielle videreforhandlere. Selskabet tilfoejede, at det blev boykottet af BMW, og at det var blevet umuligt for selskabet at koebe koeretoejer hos italienske og udenlandske forhandlere af dette maerke, selv om de var til raadighed. Det var saaledes for kort tid siden blevet umuligt for selskabet at opfylde flere ordrer, som det havde modtaget.

9 Kommissionen fremsendte den 30. november 1988 en rekommanderet skrivelse til sagsoegeren, underskrevet af en direktoer i Generaldirektoratet for Konkurrence (herefter benaevnt "GD IV"). Med skrivelsen blev sagsoegeren for det foerste oplyst om, at Kommissionen ikke efter de foreliggende oplysninger har hjemmel til at traeffe beslutning i sagen. Det anfoertes herved i skrivelsen, at selv om disse oplysninger ville kunne tages i betragtning af den nationale ret ved afgoerelsen om erstatningen for det tab, som sagsoegeren haevder at have lidt, kan Kommissionen dog ikke under henvisning hertil paalaegge BMW at genoptage leverancerne til sagsoegeren. Med skrivelsen blev sagsoegerens opmaerksomhed for det andet henledt paa forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (EFT 1985 L 15, s. 16, herefter benaevnt "forordning nr. 123/85"), der var traadt i kraft den 1. juli 1985. Kommissionen tilfoejede, at "de europaeiske bilproducenter har tilsyneladende aendret deres salgskontrakter for at bringe dem i overensstemmelse med forordningen. Det kan ikke paa grundlag af de foreliggende oplysninger fastslaas, at BMW Italia ikke for sit vedkommende har truffet foranstaltninger med henblik paa at bringe sit salgsnet i overensstemmelse med de naevnte faellesskabsregler om konkurrence".

10 Den 17. februar 1989 anlagde sagsoegeren sag med paastand om annullation af denne skrivelse (sag T-64/89).

11 Den 26. juli 1989 tilsendte Kommissionen atter sagsoegeren en rekommanderet skrivelse, underskrevet af generaldirektoeren for konkurrence. Efter at have anfoert, at skrivelsen af 30. november 1988 ikke indeholdt nogen endelig stillingtagen fra Kommissionens side, meddelte Kommissionen formelt sagsoegeren, at den ikke agtede at tage begaeringen af 25. januar 1988 til foelge. Kommissionen begrundede sin stillingtagen med, at den i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 hverken havde den fornoedne kompetence til at fastslaa, at opsigelsen af forhandlerkontrakten var uden retsvirkninger, eller til at anordne genoptagelsen af kontraktforholdet mellem parterne paa grundlag af den standardkontrakt, som BMW Italia for naervaerende anvendte i forholdet til sine forhandlere. Selv om den af BMW anvendte forhandlerkontrakt skulle vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, kunne Kommissionen hoejst fastslaa, at der forelaa overtraedelse, og at den tilsvarende kontrakt var ugyldig. Kommissionen anfoerte endvidere, at en medkontrahent ikke har ret til at forhindre den anden medkontrahent i at foretage en forskriftsmaessig opsigelse af kontrakten, naar en saadan opsigelse, saaledes som det er sket i det foreliggende tilfaelde, er sket under overholdelse af den aftalte opsigelsesfrist. Denne oplysning blev givet "i overensstemmelse med" artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"). Kommissionen opfordrede sagsoegeren til at fremkomme med bemaerkninger hertil inden to maaneder.

12 Med skrivelse af 4. oktober 1989 efterkom sagsoegeren denne opfordring og anfoerte, at selskabet med sin klage alene havde kraevet ret til fortsat at tilhoere det selektive salgssystem, som BMW ifoelge sagsoegeren har indfoert, men ikke opretholdelse af den tidligere forhandlerkontrakt. Selskabets repraesentanter havde oplyst, at der for de italienske retsinstanser verserede en sag vedroerende de spoergsmaal, som var forbundet med denne kontrakt. Hvad derimod angik selskabets ret til at tilhoere salgssystemet, havde repraesentanterne anfoert, at en saadan ret ikke fulgte af denne kontrakt, men af de "utallige principper paa omraadet for selektive salgssystemer, som Kommissionen og Domstolen ofte har bekraeftet", da sagsoegeren i 25 aar havde godtgjort, at selskabet opfyldte BMW' s krav. Sagsoegeren gjorde endvidere gaeldende, at Kommissionen i sin skrivelse af 30. november 1988 ° da den paaberaabte sig, at der ikke var holdepunkter for at antage, at BMW' s salgssystem ikke var foreneligt med forordning nr. 123/85 om gruppefritagelse ° havde opstillet en formodning om uskyld til fordel for BMW, der under hensyn til de af sagsoegeren fremlagte beviser angaaende BMW' s adfaerd maa anses for ulovlig. Sagsoegeren undrer sig endvidere over, at Kommissionen haevdede ikke at have kompetence til at anordne genoprettelse af kontraktforholdet mellem sagsoegeren og BMW, eftersom sagsoegeren aldrig har kraevet noget saadant. Sagsoegeren kraever "sin ret til atter at blive forsynet med BMW-produkter, ikke paa grundlag af en eneforhandlerkontrakt, men som forhandler, der opfylder alle de noedvendige forudsaetninger for optagelse som medlem af salgsnettet". Sagsoegeren modsaetter sig derfor, at Kommissionen tillaegger selskabets begaering et indhold, som den aldrig har haft.

13 Den 28. februar 1990 tilstillede det for konkurrenceanliggender ansvarlige kommissionsmedlem sagsoegeren en skrivelse paa Kommissionens vegne. Skrivelsen havde foelgende indhold:

"Jeg skal henvise til den begaering, som De den 25. januar 1988 har indgivet til Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17/62 mod BMW Italia, og hvorved De har anfoert, at naevnte selskab har tilsidesat EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

Kommissionen har gennemgaaet de faktiske og retlige synspunkter, som De har fremfoert i Deres klage, og har givet Dem lejlighed til at udtale Dem om Kommissionens hensigt om ikke at efterkomme Deres skrivelse. Denne hensigt blev meddelt Dem i en forudgaaende skrivelse af 30. november 1988, og derefter i en 'skrivelse i overensstemmelse med artikel 6' af 26. juli 1989.

I Deres svarskrivelse af 4. oktober 1989 har De ikke anfoert nye omstaendigheder, og De har ikke fremfoert nye argumenter eller henvisninger til stoette for Deres begaering. Kommissionen ser sig derfor af foelgende grunde ikke foranlediget til at aendre sin hensigt om at afvise Deres begaering om at indlede en procedure.

1. Med hensyn til den foerste begaering i Deres klage (s. 7, afsnit 2, foerste og andet led: BMW tilpligtes at levere biler og reservedele og tillade, at Automec anvender BMW-maerket) er Kommissionen af den opfattelse, at den i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, ikke raader over en befoejelse til at meddele paabud, som vil goere det muligt at forpligte en producent til at levere sine produkter under den foreliggende sags omstaendigheder, ogsaa selv om Kommissionen maatte have fastslaaet, at denne producents (BMW Italia) salgssystem er uforeneligt med artikel 85, stk. 1. Automec har i oevrigt ikke fremfoert nogen som helst holdepunkter for, at BMW Italia har en dominerende stilling, og at BMW Italia skulle have misbrugt den og saaledes overtraadt EOEF-traktatens artikel 86: Det er kun denne artikel, som eventuelt vil goere det muligt for Kommissionen at paalaegge BMW Italia at indgaa kontrakt med Automec.

2. Med hensyn til Automec' s anden begaering (klagen, s. 7, afsnit 3: BMW Italia opfordres til at bringe den overtraedelse til ophoer, som Automec har paaberaabt sig) skal Kommissionen fastslaa, at Automec allerede paa grund af tvisten med BMW Italia angaaende opsigelsen af den hovedforhandlerkontrakt, der tidligere har bestaaet mellem de to virksomheder, har anlagt sag ved italienske retsinstanser, baade i foerste instans og i appelleddet. Ifoelge Kommissionens opfattelse er der intet, som forhindrer Automec i at forelaegge den nationale ret spoergsmaalet om, hvorvidt BMW Italia' s nuvaerende salgssystem er foreneligt med artikel 85; dette synes saa meget enklere, som den nationale ret allerede har noeje kendskab til kontraktforholdet mellem BMW Italia og dette selskabs forhandlere.

Kommissionen skal endvidere henvise til, at den italienske ret ikke alene er lige saa kompetent som Kommissionen til i det foreliggende tilfaelde at anvende traktatens artikel 85, og navnlig dennes stk. 2, men at den desuden har en kompetence, som Kommissionen ikke har, nemlig til i givet fald at tilpligte BMW Italia at betale Automec erstatning, saafremt Automec kan bevise, at denne producents leveringsnaegtelse har paafoert selskabet et tab. Artikel 6 i forordning nr. 99/63/EOEF giver Kommissionen et skoen med hensyn til de 'tilvejebragte oplysninger' i forbindelse med en klage, der goer det muligt for den at prioritere verserende sager forskelligt.

Paa grundlag af de ovennaevnte betragtninger, som er anfoert i punkt 2 i denne skrivelse, er Kommissionen naaet til den konklusion, at der ikke i det foreliggende tilfaelde eksisterer en tilstraekkelig faellesskabsinteresse i at foretage en dybtgaaende undersoegelse af de omstaendigheder, som er fremfoert i begaeringen.

3. Jeg skal derfor meddele Dem, at Kommissionen af de grunde, som er anfoert i punkt 1 og 2, har besluttet ikke at efterkomme den begaering, som De har indgivet den 25. januar 1988 i medfoer af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17/62."

14 Den 10. juli 1990 afviste Retten det annullationssoegsmaal, som sagsoegeren havde anlagt til proevelse af Kommissionens skrivelse af 30. november 1988 (dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367), med den begrundelse, at skrivelsen ikke udgjorde en beslutning vedroerende sagsoegerens begaering, men en del af en uformel meningsudveksling i den foerste af de tre faser af proceduren i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63. Dommen har faaet retskraft.

15 Vedroerende det videre forloeb af sagerne mellem sagsoegeren og BMW Italia for de italienske retter har sagsoegeren under den mundtlige forhandling forklaret, at Tribunale, og derefter Corte d' appello di Milano, ikke har givet selskabet medhold i dets soegsmaal, hvorunder det havde nedlagt paastand om, at BMW Italia tilpligtes at fortsaette kontraktforholdet, og at det har ivaerksat kassationsanke mod denne dom ved Corte suprema di cassazione. Sagsoegeren har tilfoejet, at BMW Italia' s soegsmaal, der tilsigtede at forhindre selskabet i at anvende BMW' s varemaerke i forbindelse med reklame for parallelt importerede koeretoejer, ikke blev taget til foelge af Pretore og praesidenten for Tribunale di Treviso, men at BMW Italia fik medhold for Tribunale di Milano. Sagsoegeren har appelleret denne afgoerelse til Corte d' appello di Treviso.

Retsforhandlinger

16 Sagsoegeren har herefter ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 3. maj 1990 anlagt den foreliggende sag.

17 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Efter forslag fra Foerste Afdeling, og efter at parterne er blevet hoert herom, har Retten henvist sagen til afgoerelse i plenum. Rettens praesident har udpeget en generaladvokat.

18 Paa grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hoert generaladvokaten har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Den har dog besluttet ex officio at tage hensyn til foelgende dokumenter, som parterne har fremlagt i sag T-64/89 (Automec I):

° sagsoegerens begaering til Kommissionen af 25. januar 1988 i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 (bilag 5 til staevningen i sag T-64/89)

° sagsoegerens skrivelse til Kommissionen af 1. september 1988 (bilag 18 til staevningen i sag T-64/89)

° sagsoegerens skrivelse til Kommissionen af 4. oktober 1989 (bilag til sagsoegerens bemaerkninger til Kommissionens saerskilte begaering i sag T-64/89).

19 Parterne har i retsmoedet den 22. oktober 1991 afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten. Efter at generaladvokaten skriftligt har fremsat forslag til afgoerelse den 10. marts 1992, har praesidenten erklaeret den mundtlige forhandling for afsluttet paa dette tidspunkt.

20 Sagsoegeren havde i staevningen nedlagt foelgende paastande:

° Den foreliggende sag forenes med den allerede verserende sag T-64/89.

° Sagen antages til realitetsbehandling, idet der dog tages forbehold for, at sagen haeves, saafremt den paastaaede individuelle beslutning af 30. november 1988 skulle blive annulleret ved dom, og denne dom skulle faa retskraft.

° Annullation af den individuelle beslutning fra Generaldirektoratet for Konkurrence og af forordning nr. 123/85, for saa vidt den udgoer et uomgaengeligt grundlag for denne beslutning.

° Det fastslaas, at Kommissionen i henhold til traktatens artikel 176 er forpligtet til at traeffe de foranstaltninger, der foelger af den dom, som skal afsiges.

° Kommissionen tilpligtes at erstatte tabet.

° Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Sagsoegeren har i sin replik, som blev indgivet efter afsigelsen af dommen i sag T-64/89, nedlagt foelgende paastande:

° Annullation af beslutningen fra Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence af 28. februar 1990, i givet fald efter en konstatering af, at forordning nr. 123/85 ikke finder anvendelse paa selektive salgssystemer; eller subsidiaert, saafremt denne forordning skulle findes anvendelig baade paa eksklusive og selektive salgssystemer, annullation af forordningen, fordi den er i strid med Raadets forordning nr. 19/65/EOEF, der udgoer dens retsgrundlag, og under alle omstaendigheder som foelge af aabenbar uretfaerdighed som foelge af identisk regelfastsaettelse for to fuldstaendig forskellige faenomener.

° Det fastslaas, at Kommissionen i henhold til traktatens artikel 176 er forpligtet til at traeffe de foranstaltninger, der foelger af den dom, som skal afsiges.

° Kommissionen tilpligtes at erstatte tabet.

° Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

21 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Sagsoegerens paastand om, at den foreliggende sag forenes med den verserende sag T-64/89, forkastes.

° Automec' s paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 28. februar 1990 (SG(90) D/2816) forkastes.

° Paastanden om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning, forkastes.

° Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Annullationspaastandene

1. Klagens genstand

Parternes argumentation

22 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har miskendt begaeringens genstand, fordi den er gaaet ud fra, at sagsoegeren alene kraever, at Kommissionen paalaegger BMW at opfylde sagsoegerens ordrer og tillade brugen af sit varemaerke, mens genstanden for den undersoegelse, som selskabet havde anmodet om, var at faa fastslaaet, om den boykot, som det var offer for, skyldtes BMW' s salgssystem, eller om den beroede paa en diskriminerende anvendelse af dette system.

23 Sagsoegeren goer gaeldende, at selskabet ikke alene havde anmodet Kommissionen om at fastslaa, at BMW havde overtraadt artikel 85, stk. 1, og at vedtage en beslutning, der paalagde BMW at bringe de begaaede overtraedelser til ophoer, men at selskabet ogsaa havde anmodet Kommissionen om at ophaeve den fritagelse, der var blevet indroemmet for BMW' s selektive salgssystem ved ovennaevnte beslutning af 13. december 1974, og/eller den i forordning nr. 123/85 omhandlede fritagelse.

24 Sagsoegeren har understreget, at Kommissionen ikke er bundet af en klagende parts saerlige anmodninger, men at den selv kan fastlaegge indholdet af det paabud, der skal bringe overtraedelsen til ophoer, saafremt paabuddet er egnet til at naa dette maal og overholder proportionalitetsprincippet.

25 Kommissionen har heroverfor anfoert, at hovedformaalet med Automec' s begaering var at opnaa, at BMW tilpligtedes at genoptage sine leverancer og tillade anvendelsen af sine varemaerker, samt at BMW' s leveringsnaegtelse er den egentlige grund til sagsoegerens klage og soegsmaal. Ifoelge Kommissionen falder begaeringen sammen med begaeringen om, at Kommissionen skal fremsaette paabud om, at sagsoegeren skal gives adgang til BMW' s salgssystem.

26 Kommissionen har i duplikken bestridt, at sagsoegeren har forlangt, at Kommissionen skal ophaeve den i forordning nr. 123/85 foreskrevne fritagelse for BMW' s selektive salgssystem og dermed traeffe en beslutning, der henhoerer under dens enekompetence.

Rettens bemaerkninger

27 Retten skal udtale, at sagsoegerens klage for det foerste indeholdt en begaering om vedtagelse af to specifikke foranstaltninger over for BMW, nemlig et paabud om at efterkomme sagsoegerens ordrer og et paabud om, at BMW skal tillade sagsoegeren at anvende visse af BMW' s varemaerker. Den indeholdt for det andet en mere generelt formuleret begaering om, at Kommissionen skulle vedtage en beslutning, der forpligtede BMW til at bringe den paastaaede overtraedelse til ophoer og paalagde BMW enhver anden foranstaltning, som Kommissionen maatte anse for noedvendig eller hensigtsmaessig.

28 Svarende til disse begaeringer er den anfaegtede beslutning opdelt i to led. I det foerste afslaar Kommissionen under henvisning til sin manglende kompetence at paalaegge BMW at levere sine produkter til sagsoegeren og at tillade denne at anvende BMW' s varemaerke. I det andet afslaar den ° for saa vidt som klagen tilsigtede at opnaa en beslutning, der forpligter BMW til at bringe den paastaaede overtraedelse til ophoer ° at foretage en dybtgaaende undersoegelse af sagen, og paaberaaber sig herved de sager, der verserer for de italienske retter mellem sagsoegeren og BMW, sit skoen med hensyn til prioriteringen af undersoegelsen af en klage og den omstaendighed, at der ikke foreligger tilstraekkelig faellesskabsinteresse. De to led i den anfaegtede beslutning svarer saaledes til de to aspekter i sagsoegerens klage.

29 I den underretning i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, som blev tilstillet sagsoegeren den 26. juli 1989, var der tale om en begaering fra sagsoegeren om, at der anordnedes "genoptagelse" af kontraktforholdet mellem sagsoegeren og BMW. I sit svar af 4. oktober 1989 bestred sagsoegeren denne fortolkning af begaeringen og betonede, at selskabet fuldstaendig uafhaengig af tidligere kontraktforhold oenskede at deltage i BMW' s salgssystem, der af sagsoegeren betegnedes som et selektivt salgssystem. Kommissionen tog hensyn til denne praecisering, idet den i den anfaegtede beslutning udelod enhver henvisning til en angivelig begaering fra sagsoegeren om genoptagelse af de tidligere kontraktforhold.

30 Der er i oevrigt intet i den anfaegtede beslutning, der giver grundlag for at antage, at Kommissionen ansaa sig for bundet af sagsoegerens begaering om saerlige paabud, og dermed skulle have miskendt muligheden for i stedet for de begaerede paabud at traeffe andre egnede foranstaltninger for at bringe en eventuel overtraedelse til ophoer. Det foerste led i den anfaegtede beslutning begraenser sig nemlig til at besvare begaeringen om saerlige paabud, saaledes som den var formuleret af sagsoegeren, uden at foregribe spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen kunne have truffet andre foranstaltninger.

31 Kommissionen har saaledes i den anfaegtede beslutnings andet led besvaret den mere generelle begaering, der tilsigtede vedtagelse af en beslutning, som forpligtede BMW til at bringe den paastaaede overtraedelse til ophoer, og vedtagelse af egnede foranstaltninger med henblik herpaa.

32 Retten skal endelig udtale, at sagsoegerens klage ikke tilsigtede ophaevelse af den med forordning nr. 123/85 meddelte gruppefritagelse. Sagsoegeren har ganske vist i sin staevning i sag T-64/89 (s. 15 og 17) beskyldt Kommissionen for at have tilsidesat artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 123/85, der giver den mulighed for at ophaeve den fordel, som var forbundet med anvendelsen af forordningen, for saa vidt som denne finder anvendelse. Denne henvisning, som er indeholdt i et dokument, der er rettet til Retten og ikke til Kommissionen, kan dog ikke udvide genstanden for den tidligere indgivne klage. Det bemaerkes herved, at sagsoegeren i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 har haft lejlighed til i sit svar paa den skrivelse, der blev tilstillet selskabet den 4. oktober 1989, at praecisere indholdet af sin klage. Dette svar, som er indgivet efter indgivelsen af staevningen i sag T-64/89, indeholder imidlertid ikke nogen henvisning til en eventuel ophaevelse af fritagelsen. Herefter kunne klagen derfor ikke af Kommissionen forstaas som tilsigtende en ophaevelse af den med forordning nr. 123/85 meddelte gruppefritagelse.

33 Det foelger heraf, at Kommissionen ikke har miskendt formaalet med sagsoegerens klage.

2. Foerste led i den anfaegtede beslutning

Parternes argumentation

34 Sagsoegeren har over for det foerste led i den anfaegtede beslutning ° hvori Kommissionen erklaerer sig inkompetent til at meddele de saerlige paabud, som sagsoegeren har begaeret ° som eneste anbringende anfoert, at der foreligger tilsidesaettelse af faellesskabsretten, navnlig artikel 3 i forordning nr. 17.

35 Sagsoegeren har i staevningen anfaegtet den sondring, som Kommissionen foretager mellem sin kompetence i henhold til naevnte artikel, dels i tilfaelde af overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, dels i tilfaelde af overtraedelse af traktatens artikel 86. Sagsoegeren har understreget, at ordlyden af artikel 3 i forordning nr. 17 ikke indeholder en saadan sondring, og at den saaledes i begge tilfaelde giver Kommissionen kompetence til "ved en beslutning [at] paalaegge de deltagende virksomheder ... at bringe de konstaterede overtraedelser til ophoer". I det foreliggende tilfaelde vil den eneste maade at bringe den overtraedelse af artikel 85, der bestaar i en leveringsnaegtelse, til ophoer, vaere at anordne levering.

36 Sagsoegeren har i replikken for det foerste gjort gaeldende, at den manglende aftale mellem BMW og sagsoegeren ikke udgoer en hindring for anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1. En adfaerd, der fremstaar som ensidig, kan vaere omfattet af artikel 85, stk. 1, navnlig naar den falder inden for rammerne af et salgssystem.

37 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at BMW anvender et selektivt salgssystem. Det fremgaar imidlertid af Domstolens praksis (dom af 11.10.1983, sag 210/81, Demo-Studio Schmidt mod Kommissionen, Sml. s. 3045), at en forhandler, der uden grund er blevet udelukket fra et selektivt salgssystem, kan anmode Kommissionen om at gribe ind paa grundlag af artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17, og at Kommissionens naegtelse i givet fald kan indbringes for Faellesskabets retsinstanser. Alle de i naevnte dom anfoerte kendetegn ved en overtraedelse er opfyldt i den foreliggende sag.

38 Sagsoegeren er endvidere af den opfattelse, at det er ulogisk at antage, at Kommissionen i et saadant tilfaelde kan fastslaa, at hele salgssystemet er ulovligt, og forbyde BMW at anvende det for fremtiden, naar Kommissionen ikke kan bekaempe producentens adfaerd over for de forskellige forhandlere. Saafremt det forholdt sig saaledes, ville det vaere let ud fra konkurrencesynspunkter "paa papiret" at oprette hoejst positive kontraktsystemer for derefter ikke at anvende dem med sikkerhed for, at Kommissionen konkret ikke har nogen mulighed for at gribe ind. Sagsoegeren har til stoette for sin opfattelse henvist til Domstolens dom af 17. september 1985 (forenede sager 25/84 og 26/84, Ford mod Kommissionen, Sml. s. 2725), hvoraf det fremgaar, at Kommissionen ved undersoegelsen af en eneforhandlingskontrakt med henblik paa en eventuel fritagelse kan tage hensyn til samtlige omstaendigheder i forbindelse med anvendelsen af denne kontrakt, og altsaa ogsaa kan tage hensyn til en leveringsnaegtelse. Kommissionen skal derfor ikke alene vurdere "systemerne betragtet under ét", men ogsaa deres konkrete anvendelse, herunder en manglende anvendelse.

39 Sagsoegeren er af den opfattelse, at den eventuelle eksistens af en fritagelse ikke er til hinder for en saadan undersoegelse af den konkrete anvendelse af et salgssystem. Ganske vist kan Kommissionen ikke tvangsfuldbyrde en beslutning, hvorved BMW paalaegges at genoptage leverancerne, men den sagsoegte institution raader dog over adfaerdsregulerende befoejelser, navnlig i form af boeder, der vil goere det muligt for den at sikre overholdelsen af en saadan beslutning.

40 Kommissionen har understreget, at den forskellige systematik i EOEF-traktatens artikel 85 og 86, som er blevet fremhaevet ved Rettens dom af 10. juli 1990 (sag T-51/89, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 309), giver de kompetencer, som den raader over i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, en forskellig raekkevidde ved overtraedelse af den ene eller den anden af disse traktatbestemmelser. Artikel 86 forbyder virksomheder, der indtager en dominerende stilling, at udvise en ensidig adfaerd, der begraenser konkurrencen, og som kan bestaa i bevidste handlinger eller undladelser. Af denne grund har Domstolen i dommen af 6. marts 1974 (forenede sager 6/73 og 7/73, Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223) udtalt, at anvendelsen af artikel 3 i forordning nr. 17 maa ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse og vil saavel kunne omfatte paabud om at udfoere visse handlinger eller praestere visse ydelser, der ulovligt har vaeret undladt, som forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er i strid med traktaten.

41 I tilfaelde af en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er saavel genstanden for som omfanget af Kommissionens kompetence til at gribe ind forskellige. Hvad angaar genstanden, nemlig den overtraedelse, som den vil kunne bringe til ophoer, forbyder artikel 85 aftaler mellem to eller flere virksomheder, der har til formaal eller til foelge at fordreje konkurrencen. Ifoelge Kommissionen er den eneste aftale, som EOEF-traktatens artikel 85 kan finde anvendelse paa i den foreliggende sag, aftalen mellem BMW Italia og dets nuvaerende forhandlere, og det er kun med hensyn til denne aftale, at Kommissionen vil kunne udoeve sin kompetence til at gribe ind i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17. Ifoelge Kommissionen bekraefter Domstolens dom af 28. februar 1984 (forenede sager 228/82 og 229/82, Ford mod Kommissionen, Sml. s. 1129, herefter benaevnt "Ford II"), at inden for rammerne af et salgssystem kan alene aftalen i form af eneforhandlerkontrakten udgoere en overtraedelse af traktatens artikel 85.

42 Hvad angaar omfanget af Kommissionens kompetence i tilfaelde af en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har Kommissionen af dommen i Ford II-sagen udledt, at den eneste beslutning, som den kan traeffe i medfoer af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, bestaar i eventuelt at fastslaa det paagaeldende forhandlersystems uforenelighed med bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, samt i at forpligte leverandoeren til at ophoere med at anvende hele eneforhandlerkontrakten. Kommissionen har tilfoejet, at den i henhold til dommen i Ford II-sagen dog ikke er beroevet enhver mulighed for at gribe ind over for en konkurrencebegraensende adfaerd ivaerksat inden for rammerne af et salgssystem, idet den f.eks. kan paalaegge en boede, saafremt eneforhandlerkontrakten fortsat anvendes.

43 Kommissionen har anfoert, at Automec ikke oensker salgssystemet ophaevet, men derimod kraever at faa ret til at deltage heri. Denne ret er imidlertid en specifik og individuel ret, som Kommissionen ikke har kompetence til at gennemtvinge, saafremt det ikke sker inden for rammerne af anvendelsen af traktatens artikel 86.

44 Kommissionen har i duplikken anfoert, at Domstolens ovennaevnte dom af 11. oktober 1983 i sag 210/81, som sagsoegeren har paaberaabt sig, vedroerer det tilfaelde, hvor der foreligger en samtidig overtraedelse af traktatens artikel 85 og 86, og at de to tidligere afgoerelser, som Domstolen henviste til i denne dom, nemlig ovennaevnte dom af 6. marts 1974 i de forenede sager 6/73 og 7/73, og dens kendelse af 17. januar 1980 (sag 792/79 R, Camera Care mod Kommissionen, Sml. s. 119), vedroerte enten en overtraedelse af artikel 86 (Commercial Solvents) eller en overtraedelse af artikel 85 og 86 (Camera Care).

45 Kommissionen har anfoert, at forbuddet mod aftaler og de kompetencer, som Kommissionen er blevet tildelt med henblik paa overholdelsen af dette forbud, ikke goer det muligt for den at begraense de erhvervsdrivendes kontraktfrihed og gaa saa vidt som til at paalaegge en producent at optage en bestemt forhandler i sit salgssystem. Kommissionen har herved henvist til generaladvokat Rozès' forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag 210/81 (s. 3067).

46 Kommissionen har endelig understreget, at den anfaegtede beslutning paa ingen maade foregriber hverken spoergsmaalet om, hvorvidt BMW Italia' s salgssystem er et selektivt salgssystem eller et eksklusivt og selektivt salgssystem af den type, der er omhandlet i forordning nr. 123/85, eller spoergsmaalet om, hvorvidt det naevnte system er lovligt eller ej, henset til traktatens artikel 85, stk. 1. Selv hvis det antages, at Kommissionen skulle fastslaa, at det af BMW Italia indfoerte salgssystem udgoer en overtraedelse af artikel 85, stk. 1, giver hverken artikel 85 eller artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 Kommissionen kompetence til at paalaegge BMW Italia at indgaa kontrakt med Automec.

Rettens bemaerkninger

47 Retten finder det noedvendigt at undersoege, om Kommissionen har overtraadt faellesskabsretten, navnlig artikel 3 i forordning nr. 17, ved at afvise begaeringen om at meddele de ovennaevnte saerlige paabud med den begrundelse, at den ikke havde kompetence til at traeffe saadanne foranstaltninger under de i denne sag foreliggende omstaendigheder.

48 Sagsoegerens begaering gik ud paa, at BMW Italia skulle tilpligtes at opfylde sagsoegerens ordrer og forpligtes til at tillade, at sagsoegeren benyttede visse af BMW' s varemaerker. Disse krav var begrundet med, at sagsoegeren opfyldte samtlige betingelser for at blive optaget i BMW' s forhandlernet. Sagsoegeren har derfor anmodet Kommissionen om at meddele BMW to saerlige paabud med henblik paa at haevde sin paastaaede ret til at faa adgang til BMW' s salgsnet.

49 Da Kommissionen i foerste led i sin beslutning har afvist begaeringen om, at den udsteder de to saerlige paabud, skal det undersoeges, om artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, der bemyndiger Kommissionen til at paalaegge de deltagende virksomheder at bringe de konstaterede overtraedelser af konkurrenceretten til ophoer, sammenholdt med traktatens artikel 85, stk. 1, har kunnet udgoere retsgrundlaget for en beslutning, der efterkom en saadan begaering.

50 Artikel 85, stk. 1, forbyder bestemte former for konkurrencebegraensende adfaerd. Blandt de mulige civilretlige foelger af en overtraedelse af dette forbud naevnes i artikel 85, stk. 2, kun én udtrykkeligt, nemlig aftalens ugyldighed. Det tilkommer national ret at fastlaegge de oevrige foelger, som er forbundet med en overtraedelse af traktatens artikel 85, saasom forpligtelsen til at erstatte det tab, som er paafoert tredjemand, eller en eventuel forpligtelse til at indgaa kontrakt (jf., med hensyn til mulighederne for de nationale retsinstanser, de nationale procedurer, som laa til grund for Domstolens dom af 16.6.1981, sag 126/80, Salonia, Sml. s. 1563, paa s. 1774, og af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, paa s. 2035). Det er saaledes den nationale retsinstans, der i givet fald og efter nationale retsregler kan paalaegge en erhvervsdrivende at indgaa kontrakt med en anden erhvervsdrivende.

51 Da kontraktfriheden maa forblive reglen, kan det i princippet ikke anerkendes, at Kommissionen i forbindelse med den kompetence til at meddele paabud, som den raader over med henblik paa at bringe overtraedelser af artikel 85, stk. 1, til ophoer, har kompetence til at paabyde en part at indgaa kontraktforhold, idet Kommissionen i almindelighed raader over egnede midler til at paalaegge en virksomhed at bringe en overtraedelse til ophoer.

52 En saadan begraensning af kontraktfriheden kan navnlig ikke anerkendes, fordi der findes flere midler til at bringe en overtraedelse til ophoer. Dette er tilfaeldet med hensyn til overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1, der skyldes anvendelsen af et salgssystem. Saadanne overtraedelser kan ogsaa ophaeves gennem opgivelse eller gennem aendring af salgssystemet. Under disse omstaendigheder har Kommissionen ganske vist kompetence til at fastslaa overtraedelsen og paalaegge de deltagende parter at bringe den til ophoer, men det tilkommer den ikke at paatvinge parterne sit valg blandt de forskellige former for adfaerd, der alle er forenelige med traktaten.

53 Det maa derfor fastslaas, at Kommissionen under de i denne sag foreliggende omstaendigheder ikke havde kompetence til at meddele saerlige paabud, der forpligtede BMW til at levere til sagsoegeren og gjorde det muligt for sagsoegeren at benytte BMW' s maerker. Heraf foelger, at Kommissionen ikke har overtraadt faellesskabsretten ved at afvise begaeringen om meddelelse af disse paabud med den begrundelse, at den ikke havde kompetence hertil.

54 Kommissionens kompetence til at vedtage en beslutning, der i praksis kunne have samme virkninger som de af sagsoegeren begaerede paabud, og muligheden for, at den havde omfortolket sagsoegerens begaering til en begaering, der tilsigtede vedtagelse af en saadan beslutning, kan ikke afkraefte denne konstatering. Kommissionen har ikke paaberaabt sig sin manglende kompetence for at begrunde afvisningen af klagen i sin helhed, men alene for at begrunde afslaget paa at vedtage de begaerede saerlige foranstaltninger. For saa vidt som klagens genstand gaar videre end denne saerlige begaering, er dette problem ikke behandlet i beslutningens foerste led, men derimod i dens andet led.

3. Andet led i den anfaegtede beslutning

55 Sagsoegeren har over for det andet led i den anfaegtede beslutning i det vaesentlige fremfoert fire anbringender. Med det foerste anbringende goeres det gaeldende, at Kommissionen har overtraadt traktatens artikel 155, artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63, idet den har naegtet at udoeve sin egen kompetence. Det andet anbringende, som er blevet fremfoert under den mundtlige forhandling, angaar overtraedelse af begrundelsespligten i traktatens artikel 190. Det tredje anbringende, som er blevet fremfoert i replikken, angaar uanvendeligheden og ulovligheden af forordning nr. 123/85. Med det fjerde anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger magtfordrejning.

a) Det foerste anbringende om overtraedelse af traktatens artikel 155, artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63 samt det andet anbringende angaaende begrundelsen for den anfaegtede beslutning

Parternes argumentation

56 Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen har givet afkald paa at udoeve sin kompetence til fordel for de nationale retsinstanser med hensyn til gennemfoerelsen af artikel 85, mens den i fagpressen har erklaeret, at der "paa grund af artikel 85, stk. 2, ikke kan begaeres retsbeskyttelse ved de nationale retsinstanser" mod konkurrencebegraensende klausuler i forhandlerkontrakter.

57 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at faellesskabsretten foreskriver en procedure med fjernelse af overtraedelser, og at Kommissionen ikke kan unddrage sig udoevelsen af sin hertil svarende kompetence. Sagsoegeren har herved henvist til den forpligtelse paa omraadet, der paahviler Kommissionen i henhold til traktaten, samt den eksklusive og saerlige kompetence, som Kommissionen har med hensyn til overtraedelser, fritagelser og selektiv forhandling, bl.a. paa grundlag af bestemmelserne i forordning nr. 123/85. Sagsoegeren afgoer selv, om selskabet vil rette henvendelse til de nationale retter eller de kompetente faellesskabsorganer, og Kommissionen kan ikke paatvinge sagsoegeren sit valg. Sagsoegeren har tilfoejet, at de retssager, der verserer for de italienske retsinstanser, har en anden genstand end selskabets klage.

58 Sagsoegeren har for det andet anfoert, at Kommissionen ikke i det foreliggende tilfaelde kan paaberaabe sig, at den har et skoen ved udoevelsen af sin kompetence. Den ret til at afvise en klage, som tilkommer Kommissionen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, angaar kun en afvisning af materielle grunde efter afslutningen af en undersoegelse, der har gjort det muligt for Kommissionen at indsamle de noedvendige oplysninger for at kunne udoeve sit skoen. Kommissionen er derfor forpligtet til at indlede en undersoegelse om enhver klage, medmindre det drejer sig om klart ugrundede klager. Ovennaevnte artikel 6, hvorefter Kommissionen kan beslutte, "at de tilvejebragte oplysninger ikke giver grundlag for at tage en ... begaering til foelge", vedroerer saaledes paabuddet om at bringe overtraedelsen til ophoer, og ikke indledningen af proceduren. Sagsoegeren har til stoette for denne opfattelse henvist til Domstolens dom af 11. oktober 1983 (ovennaevnte sag 210/81, praemis 19).

59 Sagsoegeren har i replikken for det tredje bestridt, at der ikke foreligger en tilstraekkelig faellesskabsinteresse i at foretage en dybtgaaende undersoegelse af de omstaendigheder, som sagsoegeren har fremfoert i sin klage. En rundskrivelse, som BMW Italia den 7. juli 1988 tilstillede alle sine forhandlere, og som tilsigtede at forhindre salg til ikke-autoriserede forhandlere og salg "uden for omraadet" gennem "mellemmaend eller maeglere", er i strid med faellesskabsrettens krav paa omraadet for baade selektivt og eksklusivt salg samt med artikel 3, nr. 11, i forordning nr. 123/85. Kommissionen har selv ved to lejligheder bekraeftet, at en saadan adfaerd udgoer en overtraedelse af grundlaeggende regler, nemlig i sin meddelelse vedroerende forordning nr. 123/85 (EFT 1985 C 17, s. 4, afsnit 1, punkt 3) og i sin Sekstende beretning om konkurrencepolitikken (punkt 30, s. 40-41).

60 Kommissionen er af den opfattelse, at paa grund af den umiddelbare anvendelighed af traktatens artikel 85, stk. 1, har Kommissionen og den nationale ret faktisk en konkurrerende kompetence med hensyn til anvendelsen af denne bestemmelse, hvilket fremgaar af Domstolens dom af 30. januar 1974 (sag 127/73, BRT, Sml. s. 51) og af 10. juli 1980 (sag 37/79, Lauder, Sml. s. 2481).

61 Kommissionen har tilfoejet, at de beroerte ganske vist kan vaelge mellem at henvende sig til faellesskabsmyndighederne og de nationale myndigheder for at faa overholdt deres rettigheder i henhold til traktatens artikel 85, men at retsfoelgerne dog er forskellige, alt efter hvem de henvender sig til. I oevrigt bestrider sagsoegeren ikke, at den italienske retsinstans, til forskel fra Kommissionen, har kompetence til at tilpligte BMW Italia at erstatte det tab, som dets salgsnaegtelse har kunnet paafoere sagsoegeren.

62 Kommissionen har endvidere anfoert, at sagsoegeren heller ikke bestrider, at de italienske retsinstanser bedre er i stand til at afgoere en eventuel tvist vedroerende en paastaaet overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, begaaet af BMW Italia, for saa vidt som retterne i Milano eller Vicenza er bedre i stand til at vurdere Automec' s paastande og anvende artikel 85, stk. 1, og i givet fald bestemmelserne i forordning nr. 123/85, paa BMW Italia' s salgssystem. Domstolen har i dommen af 3. februar 1976 (sag 63/75, Roubaix, Sml. s. 111) fastslaaet, at den nationale ret har kompetence, naar det drejer sig om at fastslaa, om en bestemt kontrakt falder ind under en gruppefritagelse.

63 Kommissionen har anfoert, at spoergsmaalet om, hvorvidt den har et skoen med hensyn til afvisning af klager uden at foretage en forudgaaende undersoegelse, er et vigtigt principspoergsmaal med hensyn til udoevelsen af dens kontrolbefoejelser. Det er foerste gang, at Faellesskabets retsinstanser skal tage stilling til en afgoerelse, hvorved Kommissionen har afvist en klage uden at have undersoegt eller vurderet de omstaendigheder, som klageren har fremfoert. Denne afgoerelse er baseret paa en kompetence, der tilkommer Kommissionen, til i den almene faellesskabsinteresse at prioritere undersoegelsen af klager.

64 Kommissionen bestrider ikke, at en klager har ret til et svar, dvs. en endelig afgoerelse, hvorved institutionen udtaler sig om klagen. Den haevder imidlertid, at ifoelge Domstolens praksis (dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, paa s. 3179) er Kommissionen imidlertid ikke forpligtet til at vedtage en endelig beslutning med hensyn til eksistensen af en paastaaet overtraedelse. Da den saaledes har et vidt skoen med hensyn til vedtagelsen af en beslutning angaaende realiteten i klagen, har den saa meget desto mere et skoen med hensyn til vedtagelsen af retsakter, der forbereder den endelige beslutning, saasom indledningen af en undersoegelse. Kommissionen anerkender dog, at den er forpligtet til at undersoege klager paa ikke-diskriminerende maade, hvilket den i den foreliggende sag ogsaa har gjort. Den har herved anfoert, at undersoegelsen af BMW Italia' s salgssystems forenelighed med traktatens artikel 85, stk. 1, og bestemmelserne i forordning nr. 123/85 ville have kraevet en meget omfattende og yderst vanskelig undersoegelse, som den skulle have indledt naesten fra bunden, mens de forskellige italienske retsinstanser, som baade Automec og BMW Italia har indbragt sagen for, var bekendt med kontraktforholdet mellem BMW Italia og dets videreforhandlere, og navnlig kontraktforholdet til sagsoegeren. Ifoelge Kommissionen er disse retsinstanser derfor langt bedre i stand til at foretage den noedvendige undersoegelse med henblik paa vurderingen af, om BMW Italia' s salgssystem er foreneligt med de faellesskabsretlige konkurrencebestemmelser.

65 Kommissionen har understreget, at disse betragtninger og oensket om procesbesparelse har foert den til det resultat, at Automec' s klage ikke, i forhold til de tusindvis af klager, der verserer for Kommissionen, har en tilstraekkelig grad af offentlig interesse til at begrunde indledningen af en supplerende undersoegelse i forhold til de undersoegelser, der allerede er foretaget af de italienske retsinstanser, som begge de beroerte virksomheder efter "frit valg" har indbragt sagen for.

66 Hvad angaar det grundlaeggende princip, hvorefter Kommissionen har et skoen, der goer det muligt for den at foretage en saadan prioritering, har Kommissionen for det foerste anfoert, at ingen faellesskabsretlig bestemmelse forpligter den til at indlede en undersoegelse, hver gang den forelaegges en klage. Den har i duplikken anfoert, at sagsoegeren ikke til stoette for sin opfattelse kan paaberaabe sig Domstolens ovennaevnte dom af 11. oktober 1983 i sag 210/81, der udgoer en enkeltstaaende afgoerelse, hvorfor man ikke i denne henseende kan tale om en fast praksis.

67 Kommissionen har for det andet anfoert, at den ifoelge den italienske version af artikel 6 i forordning nr. 99/63 paa grundlag af oplysninger "di cui dispone" ° altsaa ikke paa grundlag af oplysninger, som den foerst vil kunne raade over efter en lang, vanskelig og omkostningskraevende undersoegelse ° kan undlade at efterkomme en klage; for det tredje er det dens pligt ved varetagelsen af den offentlige interesse at drage omsorg for, at den i foerste raekke forfoelger former for adfaerd, der paa grund af deres omfang, grovhed og varighed staerkest beroerer den frie konkurrence. Saafremt den stedse var forpligtet til at indlede en undersoegelse som foelge af en klage, ville det vaere de klagende virksomheder og ikke Kommissionen, der traf afgoerelse om, i hvilke anliggender der skulle gennemfoeres en undersoegelse; dette ville indebaere, at man ved dette valg snarere fulgte private kriterier end kriterier, der er knyttet til den almene interesse.

68 Kommissionen har fremlagt statistiske oplysninger om de for den verserende konkurrencesager for at godtgoere noedvendigheden af at fastsaette prioriteringskriterier for gennemgangen af de enkelte sager henset til dens begraensede ressourcer. Den har forklaret, at den paa grund af antallet af disse sager er blevet foranlediget til i sin Syttende beretning om konkurrencepolitikken (punkt 9, s. 23) at fastsaette foelgende prioriteringskriterier:

"Sager, der indebaerer spoergsmaal af generel politisk betydning, prioriteres almindeligvis af Kommissionen. I anliggender, som Kommissionen bringer op paa eget initiativ, og i forbindelse med klager tages der hensyn til, hvor alvorligt den paastaaede overtraedelse er. Der tages tillige ved klager og anmeldelser hensyn til, hvor hastende det er at naa til en hurtig beslutning. Som eksempel herpaa kan naevnes tilfaelde, hvor der verserer en national retssag. Sager, der bringes op som led i indsigelsesproceduren i henhold til gruppefritagelsesforordningerne, prioriteres altid paa grund af seksmaanedersfristen. Ellers behandles sager i kronologisk orden."

69 Ifoelge Kommissionen er det klart, at sagsoegerens klage ikke opfylder nogen af disse prioriteringskriterier, uanset om det drejer sig om grovheden af den paaberaabte overtraedelse eller noedvendigheden af en beslutning fra Kommissionen for at goere det muligt for den nationale ret at traeffe afgoerelse. Med hensyn til sidstnaevnte kriterium har Kommissionen for det foerste anfoert, at dens beslutning ikke var paakraevet for at goere det muligt for de italienske retter at traeffe afgoerelse i de sager, som parterne havde indbragt for dem. For det andet gaelder dette kriterium isaer i det tilfaelde, hvor den sag, der verserer for den nationale ret, vedroerer gyldigheden eller opfyldelsen af en kontrakt, der er blevet anmeldt til Kommissionen, og for hvilken der er blevet ansoegt om en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, da Kommissionen er enekompetent med hensyn til anvendelsen af denne bestemmelse. Dette er ikke tilfaeldet i denne sag, eftersom anvendelsen af artikel 85, stk. 3, paa forhandlerkontrakter i automobilsektoren er reguleret ved forordning nr. 123/85. Anvendelsen af denne forordning henhoerer fuldt ud under den italienske rets kompetence, og denne retsinstans kan, saafremt den naerer tvivl om gyldigheden af forordningens bestemmelser, indbringe sagen for Domstolen i overensstemmelse med traktatens artikel 177 (Domstolens dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4225).

70 Kommissionen har endvidere anfoert, at den nationale rets manglende kompetence til at ophaeve fritagelsen ikke afkraefter dens opfattelse, fordi sagsoegeren i foerste raekke har anfoert, at den gruppefritagelse, der er foreskrevet i forordning nr. 123/85, ikke finder anvendelse paa BMW Italia' s salgssystem, og subsidiaert, at denne forordning er ugyldig.

Rettens bemaerkninger

71 Retten finder, at dette anbringende i det vaesentlige rejser problemet om, hvilke forpligtelser der paahviler Kommissionen, naar den forelaegges en begaering af en fysisk eller juridisk person i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17.

72 Det bemaerkes, at forordning nr. 17 og nr. 99/63 har givet de personer, der har indgivet en klage til Kommissionen, proceduremaessige rettigheder; de skal saaledes oplyses om grundene til, at Kommissionen agter at afvise deres klage, og kan indgive bemaerkninger herom. Faellesskabslovgiver har saaledes paalagt Kommissionen visse saerlige forpligtelser. Imidlertid indeholder hverken forordning nr. 17 eller forordning nr. 99/63 udtrykkelige bestemmelser om, hvordan en klage skal behandles, og om, hvilke undersoegelsesforpligtelser der i givet fald paahviler Kommissionen.

73 Ved fastlaeggelsen af Kommissionens forpligtelser i denne sammenhaeng bemaerkes indledningsvis, at Kommissionen er ansvarlig for gennemfoerelsen og fastlaeggelsen af den faelles konkurrencepolitik (jf. Domstolens dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, paa s. 991). Traktatens artikel 89, stk. 1, har saaledes givet den til opgave at overvaage anvendelsen af de principper, der er fastsat i artikel 85 og 86, og de i henhold til artikel 87 udstedte bestemmelser har tildelt den vidtgaaende befoejelser.

74 Raekkevidden af Kommissionens forpligtelser paa det konkurrenceretlige omraade skal undersoeges i lyset af traktatens artikel 89, stk. 1, der paa dette omraade udgoer en saerlig udformning af Kommissionens almindelige kontrolpligt i henhold til traktatens artikel 155. Domstolen har imidlertid med hensyn til traktatens artikel 169 udtalt (dom af 14.2.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291, paa s. 301), at denne opgave ikke omfatter en forpligtelse for Kommissionen til at indlede procedurer med henblik paa konstatering af eventuelle overtraedelser af faellesskabsretten.

75 Det fremgaar af Domstolens praksis (ovennaevnte dom af 18.10.1979, GEMA, Sml. s. 3173, paa s. 3189), at de rettigheder, som tilkommer klagende parter i henhold til forordning nr. 17 og nr. 99/63, ikke medfoerer en ret til at kraeve, at Kommissionen efter traktatens artikel 189 udsteder en beslutning, hvorved der tages stilling til, om der foreligger den paastaaede overtraedelse eller ej. Det foelger heraf, at Kommissionen ikke kan vaere forpligtet til at udtale sig herom, medmindre klagens genstand henhoerer under dens enekompetence, saaledes som det er tilfaeldet med ophaevelse af en fritagelse, der er meddelt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

76 Da Kommissionen ikke er forpligtet til at udtale sig om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse eller ej, kan den ikke vaere forpligtet til at gennemfoere en undersoegelse, da en saadan kun kan have til formaal at eftersoege beviser for eksistensen eller den manglende eksistens af en overtraedelse, som den ikke er forpligtet til at konstatere. Det bemaerkes herved, at forordning nr. 17 og nr. 99/63 ° til forskel fra hvad er foreskrives i traktatens artikel 89, stk. 1, andet punktum, med hensyn til begaeringer indgivet af medlemsstaterne ° ikke udtrykkeligt forpligter Kommissionen til at foretage en undersoegelse af de klager, som indgives til den.

77 Det bemaerkes herved, at det er en bestanddel af forvaltningsvirksomheden, at den myndighed, som det paahviler at udfoere offentlige opgaver, har kompetence til at traeffe alle noedvendige organisatoriske foranstaltninger for at opfylde sin opgave, herunder at foretage en prioritering inden for de ved loven fastlagte rammer, naar en saadan prioritering ikke er blevet fastlagt af lovgiver. Dette maa navnlig vaere tilfaeldet, naar en myndighed er blevet tillagt en saa vid og almindelig overvaagnings- og kontrolopgave som den, der er tillagt Kommissionen paa konkurrenceomraadet. Den omstaendighed, at Kommissionen prioriterer de sager, der verserer for den paa konkurrenceomraadet, forskelligt, er derfor forenelig med dens forpligtelser i henhold til faellesskabsretten.

78 Denne vurdering er ikke i strid med Domstolens dom af 11. oktober 1983 i ovennaevnte sag 210/81, af 28. marts 1985 (sag 298/83, CICCE, Sml. s. 1105) og af 17. november 1987 (forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487). Domstolen har nemlig i dommen i sagen Demo-Studio Schmidt udtalt, at Kommissionen var "forpligtet til at undersoege de omstaendigheder, sagsoegeren havde fremfoert", uden dog at foregribe spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen kunne undlade at foretage en undersoegelse af klagen, eftersom Kommissionen i det naevnte tilfaelde havde undersoegt de af klageren fremfoerte omstaendigheder og havde afvist klagen med den begrundelse, at der ikke forelaa holdepunkter for at antage, at der forelaa en overtraedelse. Dette spoergsmaal opstod heller ikke i de senere CICCE-sager (sag 298/83, a.st.) og BAT og Reynolds (forenede sager 142/84 og 156/84, a.st.).

79 Selv om Kommissionen ikke er forpligtet til at foretage en undersoegelse, forpligter de proceduremaessige garantier i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63 den ikke desto mindre til at foretage en omhyggelig undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, med henblik paa at undersoege, om de naevnte omstaendigheder giver grundlag for at antage, at der foreligger en adfaerd, som kan fordreje konkurrencen inden for Faellesskabet og paavirke handelen mellem medlemsstaterne (jf. Domstolens ovennaevnte domme af 11.10.1983, Demo-Studio Schmidt, af 28.3.1985, CICCE, og af 17.11.1987, BAT og Reynolds).

80 Naar Kommissionen, som i det foreliggende tilfaelde, har truffet en beslutning om at henlaegge klagen uden at indlede en undersoegelse, begraenser Rettens legalitetskontrol sig til en undersoegelse af, om den anfaegtede beslutning hviler paa materielt urigtige omstaendigheder, og hverken er behaeftet med en aabenbar skoensfejl eller magtfordrejning.

81 Retten skal i lyset af disse principper foerst undersoege, om Kommissionen har foretaget den undersoegelse af klagen, som den var forpligtet til at foretage, og derved har udvist den fornoedne omhu ved vurderingen af de faktiske og retlige omstaendigheder, som sagsoegeren havde fremfoert i klagen, og derefter, om Kommissionen korrekt har begrundet sin beslutning om at henlaegge klagen, idet den har paaberaabt sig sin kompetence til at prioritere undersoegelsen af de sager, som indbringes for den, forskelligt, og idet den som prioriteringskriterium har henvist til den foreliggende sags faellesskabsinteresse.

82 Det bemaerkes for det foerste, at Kommissionen har foretaget en omhyggelig gennemgang af klagen og herved ikke alene har taget hensyn til de faktiske og retlige omstaendigheder, der var fremfoert i selve klagen, men ogsaa uformelt har udvekslet synspunkter og oplysninger med sagsoegeren og dennes advokater. Kommissionen har foerst afvist sagen efter at have faaet kendskab til de supplerende oplysninger, som sagsoegeren har fremfoert i denne forbindelse, og de oplysninger, der blev fremfoert i besvarelsen af Kommissionens skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Under hensyn til de faktiske og retlige omstaendigheder, der var fremfoert i klagen, har Kommissionen saaledes foretaget en hensigtsmaessig undersoegelse heraf, og Kommissionen kan ikke kritiseres for at have udvist manglende omhu.

83 Hvad dernaest angaar begrundelsen for den anfaegtede beslutning om at henlaegge sagen, skal Retten for det foerste udtale, at Kommissionen er befoejet til at prioritere de klager, som indbringes for den, forskelligt.

84 Det skal desuden undersoeges, om Kommissionen med foeje har henvist til Faellesskabets interesse i en sag som prioriteringskriterium.

85 Det bemaerkes herved, at en forvaltningsmyndighed i modsaetning til en civil domstol, som skal beskytte privatpersoners subjektive rettigheder i deres gensidige forhold, skal handle i offentlighedens interesse. Det er derfor lovligt, at Kommissionen ved prioriteringen af de forskellige sager, som verserer for den, laegger vaegt paa Faellesskabets interesse. Dette foerer ikke til, at Kommissionens adfaerd unddrages retslig kontrol, eftersom Kommissionen ifoelge begrundelseskravet i traktatens artikel 190 ikke kan begraense sig til at foretage en abstrakt henvisning til Faellesskabets interesse. Kommissionen skal angive de retlige og faktiske omstaendigheder, som har foert den til at fastslaa, at der ikke foreligger tilstraekkelig faellesskabsinteresse i at indlede undersoegelsesforanstaltninger. Retten kontrollerer saaledes Kommissionens adfaerd gennem legalitetskontrollen med denne begrundelse.

86 Ved vurderingen af faellesskabsinteressen i at fortsaette undersoegelsen af en sag skal Kommissionen tage hensyn til den konkrete sags omstaendigheder og navnlig de faktiske og retlige forhold, der er blevet fremfoert i klagen. Det paahviler den bl.a. at afveje den paastaaede overtraedelses betydning for det faelles markeds funktion, sandsynligheden for at kunne godtgoere dens eksistens og raekkevidden af de noedvendige undersoegelsesforanstaltninger med henblik paa bedst muligt at opfylde dens opgave, som bestaar i at overvaage overholdelsen af artikel 85 og 86.

87 I denne sammenhaeng skal det undersoeges, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde med foeje har antaget, at der ikke bestaar en tilstraekkelig faellesskabsinteresse i at fortsaette undersoegelsen af sagen med den begrundelse, at sagsoegeren, der allerede havde indbragt sagen vedroerende opsigelsen af forhandlerkontrakten for de italienske retter, ogsaa kunne forelaegge disse retter spoergsmaalet om, hvorvidt BMW Italia' s salgssystem er foreneligt med traktatens artikel 85, stk. 1.

88 Herved har Kommissionen ikke begraenset sig til en erklaering om, at den i almindelighed ikke laengere kan behandle en sag, allerede fordi den nationale ret har kompetence til at foretage undersoegelsen. Denne ret var nemlig allerede blevet forelagt beslaegtede tvister mellem Automec og BMW Italia angaaende sidstnaevntes salgssystem, og sagsoegeren har ikke bestridt, at de italienske retter allerede havde kendskab til kontraktforholdene mellem BMW Italia og dette selskabs forhandlere. Under den foreliggende sags saerlige omstaendigheder taler hensynene til procesbesparelse og en ordentlig retspleje til fordel for, at sagen undersoeges af den ret, der allerede skal traeffe afgoerelse om beslaegtede spoergsmaal.

89 Ved vurderingen af, om beslutningen om at henlaegge den omhandlede sag var lovlig, skal det dog undersoeges, om Kommissionen ved at henvise den klagende virksomhed til den nationale retsinstans har tilsidesat raekkevidden af den beskyttelse, som den skal sikre sagsoegerens rettigheder i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

90 Det bemaerkes herved, at artikel 85, stk. 1, og artikel 86 har direkte virkning i forholdet mellem borgerne og affoeder rettigheder for de retsundergivne, som de nationale retsinstanser skal beskytte (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 30.1.1974, sag 127/73). Kompetencen til at anvende disse bestemmelser tilkommer baade Kommissionen og de nationale retter (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 28.2.1991, sag C-234/89). Denne kompetencetildeling er i oevrigt karakteriseret ved den forpligtelse til loyalt samarbejde mellem Kommissionen og de nationale retter, der foelger af traktatens artikel 5 (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 28.2.1991, sag C-234/89).

91 Det skal derfor undersoeges, om Kommissionen kunne regne med dette samarbejde for at sikre vurderingen af, om BMW Italia' s salgssystem var foreneligt med traktatens artikel 85, stk. 1.

92 Herved er den italienske ret i stand til at undersoege ° for det foerste ° om systemet indebaerer konkurrencebegraensninger efter artikel 85, stk. 1. Saafremt den naerer tvivl herom, kan den forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal. Saafremt den fastslaar, at der foreligger en konkurrencebegraensning i strid med artikel 85, stk. 1, skal den derefter undersoege, om systemet falder ind under en gruppefritagelse i henhold til forordning nr. 123/85. Den har ogsaa kompetence til at foretage denne undersoegelse (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 28.2.1991, sag C-234/89). Saafremt den nationale ret naerer tvivl med hensyn til gyldigheden eller fortolkningen af den naevnte forordning, kan den ogsaa forelaegge Domstolen praejudicielle spoergsmaal i henhold til traktatens artikel 177. I alle disse tilfaelde er den nationale ret i stand til at traeffe afgoerelse om, hvorvidt salgssystemet er foreneligt med traktatens artikel 85, stk. 1.

93 Den nationale ret har ganske vist ikke kompetence til at anordne ophaevelse af den overtraedelse, som den har kunnet konstatere, og paalaegge de virksomheder, som har begaaet den, boeder, saaledes som Kommissionen kan goere det, men den kan ikke desto mindre anvende traktatens artikel 85, stk. 2, i forholdet mellem borgerne. Ved udtrykkeligt at foreskrive denne civilretlige retsfoelge gaar traktaten ud fra, at den nationale ret giver retsinstansen kompetence til at beskytte rettighederne hos de virksomheder, som er udsat for konkurrencebegraensende adfaerd.

94 I den foreliggende sag har sagsoegeren imidlertid intet fremfoert, som kan foere til den antagelse, at italiensk lovgivning ikke foreskriver nogen retsmidler, som goer det muligt for den nationale retsinstans at beskytte sagsoegerens rettigheder paa tilfredsstillende maade.

95 Desuden var eksistensen af en fritagelsesforordning, saafremt den fandt anvendelse, et forhold, som Kommissionen lovligt kunne tage hensyn til ved vurderingen af faellesskabsinteressen i at indlede en undersoegelse vedroerende et saadant salgssystem. Hovedformaalet med en gruppefritagelsesforordning er nemlig, som Kommissionen med rette har anfoert, at begraense anmeldelsen af og den individuelle undersoegelse af salgskontrakter i den paagaeldende erhvervssektor. Eksistensen af en saadan forordning letter desuden den nationale rets anvendelse af konkurrenceretten.

96 Kommissionen har derfor ved at henvise sagsoegeren til den nationale ret ikke anlagt en urigtig vurdering af den beskyttelse, som den nationale ret kan sikre sagsoegerens rettigheder i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1 og 2.

97 Det foelger af alle disse betragtninger, at Rettens gennemgang af den anfaegtede beslutning ikke har frembragt nogen retlig eller faktisk fejl eller en aabenbar skoensfejl. Foelgelig kan anbringendet om tilsidesaettelse af faellesskabsretten ° navnlig traktatens artikel 155, artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63 ° ikke laegges til grund.

98 Det fremgaar desuden noedvendigvis af de ovennaevnte betragtninger, at begrundelsen for den anfaegtede beslutning er tilstraekkelig, eftersom sagsoegeren lovligt har kunnet goere sine rettigheder gaeldende for Retten, og denne har kunnet udoeve sin legalitetskontrol.

b) Det tredje anbringende angaaende ulovligheden af forordning nr. 123/85

Parternes argumentation

99 Sagsoegeren havde i staevningen nedlagt paastand om annullation af forordning nr. 123/85, for saa vidt som den udgoer det "noedvendige grundlag" for den anfaegtede beslutning; sagsoegeren har imidlertid ikke fremfoert argumenter til stoette for denne paastand. I replikken har sagsoegeren anfoert, at forordningen ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde, eftersom den hverken regulerer eksklusiv eller selektiv forhandling. Sagsoegeren har tilfoejet, at i modsat fald ville forordningen vaere ugyldig, fordi den skaber en klar tankemaessig modsigelse og en aabenbar uretfaerdighed, idet den underkaster to saa grundlaeggende forskellige oekonomiske faenomener som de to naevnte salgsformer en faelles ordning.

100 Kommissionen har anfoert, at den ikke har udtalt sig om denne forordnings anvendelighed paa det af BMW Italia indfoerte salgssystem, saaledes at sagsoegeren med urette tilskriver Kommissionen den opfattelse, at forordningen finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde og ogsaa kan finde anvendelse paa eksklusive og selektive salgssystemer. Kommissionen kan foerst udtale sig om dette salgssystems natur efter at have foretaget en dybtgaaende og passende undersoegelse af de omstaendigheder, som er blevet fremfoert i klagen, men den er dog gaaet ud fra, at der ikke bestod en tilstraekkelig faellesskabsinteresse i at goere dette.

Rettens bemaerkninger

101 Da det er ubestridt, at der i den anfaegtede beslutning, som i oevrigt ikke indeholder nogen henvisning til forordning nr. 123/85 eller til BMW Italia' s salgssystems eventuelle forenelighed med denne, intet anfoeres om forordning nr. 123/85' s anvendelighed i det foreliggende tilfaelde, er det paagaeldende anbringende virkningsloest og kan derfor under ingen omstaendigheder laegges til grund.

c) Det fjerde anbringende angaaende magtfordrejning

Parternes argumentation

102 Sagsoegeren har med dette anbringende i staevningen anfoert, at Kommissionen har anvendt faellesskabsforskrifter med det formaal at beskytte en virksomhed snarere end konkurrencen i almindelighed. Sagsoegeren har i replikken tilfoejet, at naegtelsen af at indlede en undersoegelse ° selv henset til ovennaevnte rundskrivelse af 7. juli 1988, hvorved BMW henstillede til sine forhandlere, at de afstod fra at saelge biler til ikke-godkendte forhandlere og til "mellemhandlere eller maeglere" ° bekraefter Kommissionens vilje til at begunstige BMW, "idet Kommissionen sparede sig besvaeret med at fremsaette en begrundelse". Sagsoegeren har endvidere anfoert, at ingen af de tre skrivelser, som Kommissionen har tilstillet sagsoegeren, angiver de egentlige grunde, som har foert Kommissionen til ikke at tage hensyn til sagsoegerens klage og beviser.

103 Kommissionen bestrider at have tilsidesat sin pligt til at foretage en upartisk undersoegelse af klagen. Den haevder at have foretaget en objektiv skoensudoevelse ved undersoegelsen af de indgivne klager og har anfoert, at sagsoegeren ikke kun maa haevde, men ogsaa skal godtgoere, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde har udoevet sit skoen paa en maade, som er kendetegnet ved misbrug og/eller partiskhed, og at Kommissionen har forfulgt et andet formaal end det, med henblik paa hvilket faellesskabslovgiver har tildelt Kommissionen denne befoejelse. Kommissionen har anfoert, at den ikke havde nogen som helst hensigt om paa forhaand at "renvaske" BMW Italia for mistanke om overtraedelse af konkurrencereglerne og end mindre om at lade BMW Italia nyde fordel af en formodning om uskyld.

104 Kommissionen har i duplikken tilfoejet, at sagsoegerens anbringende om, at ingen af dens tre skrivelser har angivet de egentlige grunde for beslutningen, udgoer en utilstedelig insinuation; de "egentlige grunde", som det andet led i den anfaegtede beslutning er baseret paa, er udelukkende dem, som er anfoert i skrivelsen af 28. februar 1990.

Rettens bemaerkninger

105 Det bemaerkes, at et anbringende om magtfordrejning kun kan tages i betragtning, saafremt sagsoegeren har fremfoert objektive, relevante og samstemmende indicier for eksistensen af en saadan fordrejning (jf. f.eks. Domstolens dom af 13.7.1989, sag 36/87, Caturla-Poch og De la Fuente mod Parlamentet, Sml. s. 2471, paa s. 2489, og Rettens dom af 27.6.1991, sag T-156/89, Valverde mod Domstolen, Sml. II, s. 407, paa s. 453).

106 Det maa derfor undersoeges, om de omstaendigheder, som sagsoegeren har fremfoert, giver holdepunkt for at antage, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde har gjort brug af den beslutningskompetence, som den er tildelt ved forordning nr. 17, til et andet formaal end det, med henblik paa hvilket den er blevet tildelt, nemlig kontrollen med anvendelsen af principperne i traktatens artikel 85 og 86.

107 Det bemaerkes herved, at sagsoegeren ikke har fremfoert nogen konkret omstaendighed, som goer det muligt at slutte, at de grunde, som Kommissionen har fremfoert som begrundelse for at henlaegge klagen, kun har vaeret foregivender, og at det faktisk forfulgte formaal har vaeret at undgaa, at konkurrencereglerne anvendtes paa virksomheden BMW. Den omstaendighed, at Kommissionen ikke har undersoegt, om BMW' s adfaerd er forenelig med artikel 85, betyder ikke, at den har handlet vilkaarligt, navnlig fordi sagsoegeren ikke har bestridt, at en saadan undersoegelse ville have noedvendiggjort en langvarig og vanskelig undersoegelse. BMW Italia' s rundskrivelse af 7. juli 1988, som sagsoegeren ogsaa har henvist til, giver heller ikke grundlag for en antagelse om, at Kommissionen skulle have begaaet magtfordrejning. Denne skrivelse indeholder alene anvisninger fra BMW Italia til alle dets forhandlere og godtgoer paa ingen maade, at Kommissionen ved at vedtage den anfaegtede beslutning har villet beskytte virksomhederne i BMW-koncernen. Desuden har sagsoegeren fremfoert argumenter, som skal godtgoere eksistensen af en af BMW begaaet overtraedelse af artikel 85. Disse argumenter udgoer imidlertid ikke indicier, hvoraf det kan udledes, at Kommissionen ved beslutningen om ikke at undersoege disse beskyldningers grundlag har ladet sig lede af ulovlige hensyn.

108 Det maa derfor fastslaas, at der ikke er bevist at foreligge magtfordrejning, hvorfor anbringendet ikke kan laegges til grund.

109 Det fremgaar af alle disse betragtninger, at annullationspaastandene maa forkastes. Da erstatningspaastandene udelukkende er begrundet med de samme anbringender som dem, der er fremfoert til stoette for annullationspaastandene, maa erstatningspaastanden ogsaa, da Kommissionen ikke har handlet ulovligt, forkastes, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om den kan antages til realitetsbehandling.

Sagens omkostninger

110 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, paalaegges det sagsoegeren at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.