61990A0018

++++

1. Retspleje - staevning - anbringende vedroerende tilsidesaettelse af en bestemmelse der ikke udtrykkeligt er naevnt i staevningen - antagelse til realitetsbehandling - betingelser

2. Tjenestemaend - ansaettelse - indplacering i loenklasse - indplacering i stillingsgruppens hoejeste loenklasse - administrationens skoen - domstolskontrol - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 31, stk. 2)

3. Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - anbringende der ikke udtrykkeligt, men kun indirekte er paaberaabt i klagen - antages til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

4. Tjenestemaend - placering - overensstemmelse mellem loenklasse og arbejde - ansaettelse i en stilling svarende til en hoejere loenklasse - ret til omplacering - ingen ret

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 7, stk. 1)

5. Tjenestemaend - ansaettelse - ansaettelse i loenklasse og indplacering paa loentrin - loefter - tilsidesaettelse af vedtaegtsbestemmelser - berettiget forventning - ingen

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 31 og 32)

1. Den manglende udtrykkelige henvisning i staevningen til den bestemmelse, som ifoelge et af sagsoegerens anbringender er tilsidesat, indebaerer ikke, at anbringendet afvises, naar de af sagsoegeren i staevningen fremsatte argumenter og uddybningen heraf under retsforhandlingerne har gjort det muligt for sagsoegte effektivt at tage til genmaele og for Retten at udoeve sin proevelsesret.

2. Administrationens mulighed for, i henhold til vedtaegtens artikel 31, stk. 2, at udnaevne en nyansat tjenestemand i oeverste loenklasse i laveste stillingsgruppe og mellemste stillingsgruppe skal opfattes som en undtagelse fra de almindelige indplaceringsregler, og afgoerelsen heraf henhoerer under alle omstaendigheder under administrationens skoen. Under disse omstaendigheder er domstolskontrollen begraenset til at bedoemme, om afgoerelsen om indplacering er truffet paa grundlag af en fejlagtig vurdering af de faktiske omstaendigheder.

3. For at et anbringende, som sagsoegeren ikke udtrykkeligt har henvist til i den forudgaaende administrative klage, kan admitteres, er det tilstraekkeligt, at sagsoegeren paa dette stadium indirekte har henvist hertil.

Da den administrative klageprocedure er uformel, og de paagaeldende som regel paa dette stadium handler uden bistand fra advokat, boer administrationen nemlig ikke fortolke klager restriktivt, men tvaertimod indtage en smidig holdning ved deres behandling.

4. Princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse, jf. vedtaegtens artikel 7, stk. 1, blev indfoert for at beskytte tjenestemaendene, idet den enkelte tjenestemand herved principielt sikres, at han indplaceres i en stilling i den kategori eller tjenestegruppe, som svarer til hans loenklasse, og ikke til en lavere loenklasse. Princippet, som ligeledes giver enhver tjenestemand mulighed for at afvise ansaettelse i en stilling, der svarer til en hoejere loenklasse end hans egen, medmindre der er tale om midlertidig tjeneste, giver imidlertid ikke ret til indplacering i en hoejere loenklasse, naar tjenestemanden accepterer at bestride en stilling, der svarer til en hoejere loenklasse end hans egen. Dette forhold kan dog udgoere et moment, der skal tages i betragtning ved forfremmelse.

5. For saa vidt angaar indplacering i loenklasse og paa loentrin ved ansaettelsen, er administrationen forpligtet til at overholde vedtaegtens artikel 31 og 32 samt bestemmelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeve. Loefter, der ikke tager hensyn til de gaeldende bestemmelser, kan ikke skabe en berettiget forventning hos den person, som loefterne er blevet afgivet til.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren, der er foedt den 31. august 1941, tiltraadte tjenesten ved Kommissionen den 1. marts 1986. Han dokumenterede, at han havde tyve aars faglig erfaring som ingenioer inden for industrisektoren. Han arbejdede for Kommissionen som hjaelpeansat i kategori A, gruppe I, klasse 3, fra 1. marts 1986 til 28. februar 1987 og derefter som midlertidigt ansat i loenklasse A7, loentrin 3, fra 1. marts 1987 til 31. maj 1989. Den 1. marts 1989 steg han automatisk til loentrin 4.

2 Sagsoegeren bestod den almindelige udvaelgelsesproeve KOM/A/531, der blev afholdt med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af fuldmaegtige i stillingsgruppe A7/A6. Det blev udtrykkeligt angivet i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, at ansaettelsen ville finde sted i loenklasse A7. Ansoegeren blev ved afgoerelse af 21. august 1989 og med virkning fra 1. juni 1989 udnaevnt til tjenestemand paa proeve i loenklasse A7, loentrin 4, med anciennitet paa loentrinnet fra 1. marts 1989 i GD III (Det Indre Marked og Industrien) ved afdelingen "Maskiner, elektronik og metrologi". Afgoerelsen om at ansaette sagsoegeren blev truffet paa grundlag af artikel 31 om indplacering i loenklasse og artikel 32 om indplacering paa loentrin i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt vedtaegten).

3 Den 18. september 1989 indbragte sagsoegeren en klage over afgoerelsen af 21. august 1989, idet han anmodede om, at hans indplacering i loenklasse og paa loentrin blev taget op til fornyet overvejelse under hensyntagen til de af ham udfoerte opgaver samt hans uddannelse og erhvervserfaring. Herved paaberaabte han sig bl.a. princippet om lige loen for lige arbejde, idet han gjorde gaeldende, at "ens arbejde skal vurderes ens". I sin klage fremhaevede Jongen, at den omtvistede indplacering efter hans opfattelse burde have fundet sted i loenklasse A5 eller i det mindste i loenklasse A6, loentrin 8.

4 Da Kommissionen ikke reagerede paa klagen inden for den i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, fastsatte frist paa fire maaneder, anlagde sagsoegeren ved staevning, indleveret til Rettens Justitskontor den 13. april 1990, sag med paastand om annullation af afgoerelsen om indplacering af 21. august 1989 og af den stiltiende afvisning af hans klage. Kommissionen afviste klagen ved afgoerelse af 26. april 1990. Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet af indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

Parternes paastande

5 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen admitteres, og der gives sagsoegeren medhold.

- Foelgelig annulleres

1) ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 21. august 1989, idet sagsoegeren ved udnaevnelse til tjenestemand paa proeve herved blev indplaceret i loenklasse A7, loentrin 4, og

2) om noedvendigt den stiltiende afvisning af den administrative klage, som sagsoegeren havde indbragt ad tjenestevejen den 18. september 1989 i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, eller artikel 69, stk. 3, andet afsnit, samt de noedvendige udgifter, som er afholdt med henblik paa sagens behandling, isaer udgifterne i forbindelse med valg af adresse, rejse- og opholdsudgifter samt vederlag til advokat, jf. procesreglementets artikel 73, litra b).

Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter gaeldende regler.

Realiteten

6 Til stoette for paastandene har sagsoegeren fremsat foelgende fire anbringender: 1) Tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 32. 2) Tilsidesaettelse af princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse. 3) Tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling af tjenestemaendene. 4) Tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af pligten til at yde tjenestemaendene bistand.

Foerste anbringende

7 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at hans indplacering i loenklasse A7, loentrin 4, ved hans udnaevnelse til tjenestemand er i strid med vedtaegtens artikel 32, da "ansaettelsesmyndigheden med urette antog, at der i det foreliggende tilfaelde var tale om 'kontinuitet' i tjenestemandskarrieren, idet den naermere bestemt anvendte den automatiske stigning til naermeste hoejere loentrin, jf. vedtaegtens artikel 44". Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen netop tilsidesat artikel 32 ved ikke at tage hensyn til hans erhvervserfaring, inden han tiltraadte tjenesten ved denne institution, som grundlag for indplaceringen i loenklasse og paa loentrin.

8 I retsmoedet har sagsoegeren fremhaevet, at han under den skriftlige forhandling ganske vist kun udtrykkeligt havde anfaegtet indplaceringen i loenklasse og paa loentrin under paaberaabelse af artikel 32, men at han ogsaa stiltiende havde henvist til artikel 31. Det fremgaar baade af hans udtrykkelige, foerst i klagen og dernaest i staevningen fremsatte, krav om indplacering i loenklasse samt af den metode, Kommissionen ifoelge sagsoegeren skal anvende ved indplaceringen af en tjenestemand i forbindelse med dennes udnaevnelse for at tage hensyn til hans erhvervserfaring. Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at ansaettelsesmyndigheden ved indplaceringen af en nyansat tjenestemand foerst skal anvende artikel 32 for at tage hensyn til tjenestemandens erhvervserfaring. Hvis anciennitetsforbedringen i henhold til artikel 32 ikke giver tilstraekkelig mulighed for at tage hensyn til den paagaeldende tjenestemands erhvervserfaring, boer ansaettelsesmyndigheden herefter ifoelge sagsoegeren automatisk anvende artikel 31, stk. 2, som giver mulighed for at fravige princippet om indplacering i den laveste loenklasse. Sagsoegeren har her anfoert, at Kommissionen ved anvendelse af artikel 31, stk. 2, havde mulighed for at indplacere ham i loenklasse A6.

9 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren ikke i staevningen har paaberaabt sig artikel 31. Kommissionen har tilfoejet, at den i staevningen paaberaabte artikel 32 udelukkende vedroerer indplacering paa loentrin og ikke i loenklasse, der er reguleret af vedtaegtens artikel 31. Det foerste anbringende vedroerer saaledes udelukkende en tilsidesaettelse af artikel 32.

10 Ifoelge Kommissionen boer dette anbringende afvises fra paakendelse paa grund af sagsoegerens manglende retlige interesse. Kommissionen goer gaeldende, at "saafremt sagsoegeren ikke oprindelig var blevet midlertidigt ansat, ville en objektiv anvendelse af artikel 32 paa tidspunktet for hans ansaettelse og under hensyntagen til hans erhvervserfaring hoejst have foert til en indplacering paa loentrin 3 paa grundlag af en (maksimal) anciennitetsforbedring paa 48 maaneder". Kommissionen har fremhaevet, at sagsoegeren imidlertid blev indplaceret paa loentrin 4 med tre maaneders anciennitet, jf. artikel 8, stk. 1, i beslutning af 1. september 1983 vedroerende de i forbindelse med ansaettelse gaeldende kriterier for indplacering i loenklasse og paa loentrin (Meddelelser fra Administrationen nr. 420 af 21.10.1983), der lyder saaledes:

"En midlertidigt ansat - bortset fra den i overensstemmelse med artikel 2, litra c), i AOEA ansatte - som udnaevnes til tjenestemand paa proeve i en stilling i samme stillingsgruppe, indplaceres ved udnaevnelsen til tjenestemand paa proeve, i samme loenklasse og med samme loentrinsanciennitet som den, han havde paa udnaevnelsestidspunktet."

Princippet om kontinuitet i tjenestemandskarrieren, jf. ovennaevnte bestemmelse, blev saaledes overholdt for sagsoegerens vedkommende, for saa vidt som denne som nyansat i henhold til artikel 32 kun ville vaere blevet indplaceret paa loentrin 3. Heraf foelger, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig artikel 32 som grundlag for en mere fordelagtig indplacering. Han har saaledes ingen retlig interesse i at paaberaabe sig, at denne bestemmelse er tilsidesat.

11 Kommissionen har yderligere fremhaevet, at det foerste anbringende er ugrundet, idet "sagsoegerens erhvervserfaring allerede i 1987 ... behoerigt blev taget i betragtning inden for rammerne af vedtaegtens artikel 32", da sagsoegeren havde faaet tillagt den maksimale anciennitetsforbedring ifoelge denne bestemmelse.

12 Det bemaerkes indledningsvis, at tjenestemaendenes indplacering ved deres ansaettelse, for saa vidt angaar loenklassen, er omfattet af vedtaegtens artikel 31. Artikel 32 bestemmer, paa hvilket loentrin den ansatte tjenestemand skal indplaceres.

Med hensyn til indplacering i loenklasse fastsaetter artikel 31, stk. 1, det princip, at tjenestemaend i kategori A eller i Sprogtjenesten skal ansaettes "i den laveste loenklasse i deres kategori eller tjenestegruppe". Artikel 31, stk. 2, giver imidlertid mulighed for i et vist omfang at fravige dette princip. Det bemaerkes herved, at Domstolen har udtalt, at ansaettelse af en nyansat tjenestemand i oeverste loenklasse i laveste stillingsgruppe og mellemste stillingsgruppe skal vaere en undtagelse fra de almindelige indplaceringsregler, og at afgoerelsen herom under alle omstaendigheder henhoerer under administrationens skoen (dom af 21.1.1987, sag 219/84, Powell mod Kommissionen, Sml. s. 339).

Med hensyn til indplacering paa loentrin bestemmer artikel 32, at den ansatte tjenestemand indplaceres paa foerste loentrin i sin loenklasse, idet der dog under hensyn til tjenestemandens uddannelse og saerlige faglige erfaringer kan tillaegges ham en anciennitetsforbedring, som ikke kan overstige 48 maaneder i andre loenklasser end A1-A4 og LA3-LA4.

13 Inden det foerste anbringende behandles, er det noedvendigt foerst at fastsaette raekkevidden heraf. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren til stoette for paastanden om, at han er forkert indplaceret i loenklasse og paa loentrin, i staevningen alene udtrykkeligt har paaberaabt sig vedtaegtens artikel 32. Det fremgaar ikke desto mindre klart af anbringendets ordlyd og af indholdet af paastanden, at sagsoegeren i forbindelse med sit foerste anbringende om, at han er blevet forkert indplaceret i loenklasse A7, har paaberaabt sig sin forudgaaende erhvervserfaring for paa grundlag af artikel 31, stk. 2, at opnaa en mere fordelagtig indplacering end loenklasse A7, hvori han blev indplaceret i henhold til den anfaegtede afgoerelse, jf. meddelelsen om udvaelgelsesproeve, som udtrykkeligt bestemmer, at ansaettelsen som fuldmaegtig ville ske i loenklasse A7. Sagsoegeren har ogsaa retligt set i tilstraekkeligt omfang anfoert de retsprincipper, hvorpaa han stoetter sin paastand, og at det er unoedvendigt, at vedtaegtens artikel 31 - som generelt i stk. 2 giver mulighed for at fravige princippet om indplacering i den laveste loenklasse i tjenestemandens kategori eller tjenestegruppe - udtrykkeligt anfoeres i staevningen (jf. i overensstemmelse hermed bl.a. Domstolens dom af 14.5.1975, sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533, praemis 4, og dom af 15.12.1966, sag 62/65, Serio mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 329). Den manglende udtrykkelige henvisning til artikel 31 i staevningen kan ikke, naar henses til de af sagsoegeren i staevningen fremsatte argumenter og uddybningen heraf under retsforhandlingerne, hindre Kommissionen i effektivt at tage til genmaele eller Retten i at udoeve sin proevelsesret. Under disse omstaendigheder boer Retten ogsaa udtale sig om anvendelsen af artikel 31 i forbindelse med det foerste anbringende, hvorefter artikel 31 og 32 er tilsidesat.

14 Med hensyn til Kommissionens paastand om, at det foerste anbringende boer afvises, idet sagsoegeren herved anfoerer, at artikel 32 er tilsidesat, bemaerkes, at denne afvisningspaastand skal bedoemmes i snaever sammenhaeng med fortolkningen af artiklen. Naar henses hertil, kan spoergsmaalet, om anbringendet vedroerende en tilsidesaettelse af artikel 32 kan admitteres, ikke adskilles fra behandlingen af anbringendets realitet, saaledes at formalitetsspoergsmaalet boer behandles samtidig med realiteten.

15 Om realiteten bemaerkes, at for saa vidt angaar sagsoegerens indplacering i loenklasse, henhoerer denne afgoerelse, der traeffes paa grundlag af artikel 31, stk. 2, ifoelge fast retspraksis under administrationens skoen. Under disse omstaendigheder er domstolskontrollen begraenset til at bedoemme, om afgoerelsen om indplacering "er truffet paa grundlag af en fejlagtig vurdering af faktiske omstaendigheder" (ovennaevnte dom af 21.1.1987, sag 219/84, Powell, praemis 8 og 9; yderligere henvises til dom af 5.2.1987, sag 280/85, Mouzourakis mod Parlamentet, Sml. s. 589, praemis 5, og dom af 1.12.1983, sag 190/82, Blomefield mod Kommissionen, Sml. s. 3981, praemis 26). Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at Kommissionen traf afgoerelsen om hans indplacering i loenklasse A7 paa grundlag af en fejlagtig vurdering af de faktiske omstaendigheder.

Det bemaerkes yderligere, at henvisningen til artikel 32 er irrelevant, for saa vidt angaar indsigelsen mod indplaceringen i loenklasse, idet denne bestemmelse udelukkende fastsaetter betingelserne for indplacering paa loentrin. Anvendelsen af artikel 32 kan saaledes under ingen omstaendigheder indebaere, at der tages hensyn til tjenestemandens uddannelse og erhvervserfaring i form af en indplacering i en anden loenklasse end den laveste i hans kategori.

Det kan herefter fastslaas, at det foerste anbringende ikke kan tiltraedes, da det udelukkende vedroerer sagsoegerens indplacering i loenklasse.

16 Med hensyn til indplaceringen paa loentrin bemaerkes, at artikel 32 giver mulighed for at indplacere en tjenestemand paa helt op til loentrin 3 i hans loenklasse ved ansaettelse i stillingsgruppe A7/A6. Sagsoegeren blev imidlertid indplaceret paa loentrin 4 ved ansaettelsen den 21. august 1989 som tjenestemand i loenklasse A7, jf. artikel 8 i ovennaevnte beslutning af 1. september 1983 vedroerende de i forbindelse med ansaettelse gaeldende kriterier. Under disse omstaendigheder er det klart, at han ikke paa grundlag af artikel 32 havde krav paa en hoejere indplacering end den, han fik tillagt i den anfaegtede afgoerelse. Der er saaledes ikke anledning til at tage stilling til det klagepunkt, hvorefter Kommissionen med urette skoennede, at der var kontinuitet i tjenestemandskarrieren.

Heraf foelger, at det foerste anbringende ikke kan tiltraedes, for saa vidt som det vedroerer sagsoegerens indplacering paa loentrin.

17 Det foerste anbringende kan derfor ikke tages til foelge.

Andet anbringende

18 Ifoelge det andet anbringende er princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse tilsidesat.

19 Kommissionen har paastaaet dette anbringende afvist under paaberaabelse af, at det ikke var anfoert i klagen. Denne indeholdt nemlig ifoelge Kommissionen intet moment, hvoraf sagsoegte kunne udlede, at sagsoegeren havde til hensigt at paaberaabe sig, at princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse var tilsidesat (Rettens dom af 29.3.1990, sag T-57/89, Alexandrakis mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, praemis 9, og Domstolens dom af 14.3.1989, sag 133/88, Del Amo Martinez mod Parlamentet, Sml. s. 689, praemis 13).

20 Sagsoegeren har anfoert, at anbringendet vedroerende princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse boer admitteres, da det er snaevert knyttet til princippet "lige loen for lige arbejde", der er anfoert i klagen.

21 Kommissionen har bestridt, at princippet "lige loen for lige arbejde" falder sammen med den vedtaegtsmaessige regel om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse. "Det foerste princip indebaerer nemlig, at man drager de loenmaessige konsekvenser af udfoerelsen af en bestemt type arbejde ... Derimod indebaerer den vedtaegtsmaessige regel, at tjenestemanden, naar foerst hans loenklasse og dermed hans loen er fastsat, ikke paalaegges arbejde, der ikke svarer til denne loenklasse. Med andre ord er det ikke de faktisk udfoerte opgavers art, som bestemmer loenklassen og dermed loennen, men omvendt."

22 Vedroerende realitetspaakendelse af det andet anbringende bemaerkes, at princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse ikke udtrykkeligt er anfoert i klagen. For at anbringendet kan admitteres, er det imidlertid tilstraekkeligt, at sagsoegeren indirekte har henvist hertil. Domstolen har nemlig udtalt, "at da den administrative klageprocedure er uformel, og de paagaeldende som regel paa dette stadium handler uden bistand fra advokat, boer administrationen ikke fortolke klager restriktivt, men tvaertimod indtage en smidig holdning ved behandlingen af dem" (ovennaevnte dom, Del Amo Martinez mod Parlamentet, praemis 11).

23 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren i klagen omtalte det andet anbringende paa foelgende maade. Han fremhaevede, at midlertidigt ansatte, der kan dokumentere at have samme erhvervserfaring som sagsoegeren, "udfoerer samme opgaver og samme arbejde (som han) og er blevet indplaceret i loenklasse A4". Herefter anfoerte han, at "ens arbejde skal vurderes ens", uanset ansaettelseskontraktens art og uafhaengigt af budgettet. Sagsoegeren har saaledes indirekte, men klart henvist til noedvendigheden af, at der er overensstemmelse mellem en stillings niveau og den tilsvarende indplacering i loenklasse, saaledes som det fremgaar af de naevnte citater. Under disse omstaendigheder boer anbringendet vedroerende en tilsidesaettelse af princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse admitteres, uden at det - som haevdet af Kommissionen - er noedvendigt at tage stilling til spoergsmaalet, om princippet om lige loen for lige arbejde, der udtrykkeligt er paaberaabt i klagen, er snaevert forbundet med princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse. Kommissionens afvisningspaastand, for saa vidt angaar det andet anbringende, kan derfor ikke tages til foelge.

24 Med hensyn til realiteten har sagsoegeren til stoette for det andet anbringende anfoert, at han rent faktisk som ansvarlig for omraadet metrologi udfoerer alle de opgaver, der henhoerer under en ekspeditionssekretaer - hvilket svarer til stillingsgruppe A5/A4 - og at han er kvalificeret til at bestride denne stilling, saaledes som det er anfoert af hans overordnede i hans bedoemmelse ved proevetidens udloeb og i de bemaerkninger, de har fremsat i forbindelse med hans klage.

25 Heroverfor har Kommissionen anfoert, at det andet anbringende hverken er begrundet eller relevant. Kommissionen har foerst gjort gaeldende, at princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse, jf. vedtaegtens artikel 7, stk. 1, i det foreliggende tilfaelde betyder, at det ikke kan paalaegges en tjenestemand at udfoere arbejde paa et niveau over hans loenklasse, medmindre der er tale om midlertidig tjeneste. Omvendt er det forhold, at tjenestemanden efter sin udnaevnelse accepterer at udfoere saadant arbejde, alene et moment, der skal tages i betragtning med henblik paa forfremmelse, men det giver ikke den paagaeldende ret til at blive omplaceret. Kommissionen har herved henvist til Domstolens praksis, navnlig dom af 11. maj 1978 (sag 25/77, De Roubaix mod Kommissionen, Sml. s. 1081, praemis 17). Kommissionen har yderligere anfoert, at sagsoegerens andet anbringende ikke er relevant, idet sagsoegeren foerst efter den anfaegtede afgoerelse accepterede opgaver paa et niveau, der ligger over hans loenklasse, og derfor ikke har relation til afgoerelsen.

26 Sagsoegeren har heroverfor anfoert, at anbringendet er relevant, idet han i henhold til den anfaegtede afgoerelse blev ansat i en bestemt stilling, som han allerede bestred som midlertidigt ansat. Yderligere har han som svar paa Kommissionens argumentation anerkendt, at det forhold, at hans indplacering i loenklasse A7, loentrin 4, er i strid med princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse, ikke i sig selv giver ham ret til en anden indplacering. Men i modsaetning til Kommissionen har han anfoert, at anbringendet vedroerende tilsidesaettelsen af det naevnte princip ikke desto mindre er begrundet, for saa vidt som det falder sammen med det tredje anbringende vedroerende tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet. Sammenhaengen mellem disse to principper beror ifoelge sagsoegeren paa deres faelles formaal. Princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse har nemlig "til formaal at undgaa, at tjenestemaend, der gyldigt har faaet tillagt sammenlignelige opgaver, behandles forskelligt".

27 Med hensyn til realiteten bemaerkes, at de af sagsoegeren fremfoerte omstaendigheder til stoette for det andet anbringende ikke er relevante. Som Kommissionen med rette har anfoert, foelger de af sagsoegeren paaberaabte faktiske omstaendigheder til stoette for hans paastand om annullation af afgoerelsen om hans indplacering, nemlig det forhold, at han udfoerer opgaver som ansvarlig for en tjenestegren, nemlig ikke af den anfaegtede afgoerelse, hvorefter han alene ansaettes som fuldmaegtig i loenklasse A7 i en bestemt administrativ enhed i GD III.

Det bemaerkes yderligere, at princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse, jf. vedtaegtens artikel 7, stk. 1, blev indfoert for at beskytte tjenestemaendene, idet den enkelte tjenestemand herved principielt sikres, at han indplaceres i en stilling i den kategori eller tjenestegruppe, som svarer til hans loenklasse og ikke til en lavere loenklasse. Princippet giver ligeledes enhver tjenestemand mulighed for at afvise ansaettelse i en stilling, der svarer til en hoejere loenklasse end hans egen, medmindre der er tale om midlertidig tjeneste, jf. artikel 7, stk. 2, og paa bestemte betingelser. Derimod giver princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse ikke ret til indplacering i en hoejere loenklasse, naar tjenestemanden accepterer at bestride en stilling, der svarer til en hoejere loenklasse end hans egen. Under disse omstaendigheder har sagsoegeren ved at acceptere at udfoere opgaver, der ganske vist ligger paa et hoejere niveau end det, der svarer til hans loenklasse, principielt ikke erhvervet ret til indplacering paa grundlag af princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og beskaeftigelse. Domstolen har udtalt, at "selv om administrationen ikke kan kraeve af en tjenestemand, at han udfoerer opgaver paa et hoejere niveau end det, der svarer til hans loenklasse, kan den omstaendighed, at han accepterer at udfoere dem, udgoere et moment, der skal tages i betragtning ved forfremmelse, men ikke giver ham krav paa at blive omplaceret" (Domstolens dom af 12.7.1973, sag 28/72, Tontodonati mod Kommissionen, Sml. s. 779, praemis 8, og dom af af 19.3.1975, sag 189/73, Van Reenen mod Kommissionen, Sml. s. 445, praemis 6, samt ovennaevnte dom af 11.5.1978, sag 25/77, De Roubaix, praemis 17).

28 Det kan herefter sammenfattende fastslaas, at det andet anbringende ikke kan tages til foelge.

Tredje anbringende

29 Med hensyn til det tredje anbringende vedroerende tilsidesaettelsen af princippet om ligebehandling af tjenestemaend har sagsoegeren anfoert, at mindst to af hans kolleger i samme afdeling er ansat i stillinger af samme art som hans, og at de ved ansaettelsen blev indplaceret i loenklasse A4 paa grundlag af samme erfaring som hans egen. I replikken har han navnlig henvist til "meddelelsen om ekstern udvaelgelsesproeve", der blev gennemfoert med henblik paa besaettelsen af stillingen som ansvarlig for omraadet "elektronik" i hans afdeling med indplacering i stillingsgruppe A5/A4. Dette forhold beviser ikke blot den af sagsoegeren paastaaede forskelsbehandling, men bekraefter ogsaa, at der ikke er overensstemmelse mellem hans loenklasse og den stilling, han bestrider. Sagsoegeren har tilfoejet, at han forskelsbehandles i forhold til Angelidis, der var sagsoeger i sag 17/83 for Domstolen. Sagsoegeren goer gaeldende, at forskelsbehandlingen skyldes, at han blev indplaceret i loenklasse A7 efter to aars erfaring som midlertidigt ansat, mens Angelidis, der ligeledes i to aar havde vaeret midlertidigt ansat i loenklasse A7, ved udnaevnelsen til tjenestemand paa grundlag af en udvaelgelsesproeve, der blev afholdt med henblik paa ansaettelse af ekspeditionssekretaerer, blev udnaevnt i loenklasse A5 i en stilling, han tidligere havde bestridt (jf. dom af 12.7.1984, sag 17/83, Angelidis mod Kommissionen, Sml. s. 2907).

30 Kommissionen finder derimod det tredje anbringende ugrundet. Den goer gaeldende, at sagsoegeren ikke som tjenestemand kan paaberaabe sig ligebehandlingsprincippet i forhold til midlertidigt ansatte indplaceret i loenklasse A4, som ifoelge hans opfattelse udfoerer tilsvarende opgaver og kan dokumentere en tilsvarende erhvervserfaring. Kommissionen har henvist til Domstolens faste praksis, hvorefter en midlertidigt ansats retsstilling i mange henseender ikke kan sammenlignes med en tjenestemands retsstilling (Domstolens dom af 6.10.1983, forenede sager 118/82-123/82, Celant mod Kommissionen, Sml. s. 2995, praemis 22, dom af 20.3.1986, sag 8/85, Bevere mod Kommissionen, Sml. s. 1187, praemis 12, og dom af 19.4.1988, sag 37/87, Sperber mod Domstolen, Sml. s. 1943, praemis 8). Kommissionen har henvist til, at forskelsbehandling forudsaetter, at ens situationer behandles forskelligt, eller at forskellige situationer behandles ens (Domstolens dom af 17.7.1963, sag 13/63, Italien mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 433; org.ref. Rec. s. 335, paa s. 360).

For saa vidt angaar navnlig den af sagsoegeren anfoerte "meddelelse om ekstern udvaelgelsesproeve", drejer det sig ifoelge Kommissionen i virkeligheden om indkaldelse af ansoegninger nr. 31 T 89 med henblik paa midlertidig ansaettelse. Yderligere har Kommissionen her igen gjort gaeldende, at sagsoegerens opfattelse er irrelevant, for saa vidt angaar gyldigheden af afgoerelsen om at udnaevne ham i en stilling som fuldmaegtig i loenklasse A7, idet sagsoegerens argumenter stoettes paa omstaendigheder, der er indtraadt efter afgoerelsen; sagsoegeren sammenligner nemlig de stillinger, der skulle besaettes i henhold til ovennaevnte meddelelse om indgivelse af ansoegninger, med de opgaver, han fik paalagt, efter at den anfaegtede afgoerelse om udnaevnelse blev truffet. Kommissionen har videre anfoert, at ligebehandlingsprincippet, saaledes som det opfattes af sagsoegeren, der er udnaevnt til en stilling med indplacering i loenklasse A7, under alle omstaendigheder ikke indebaerer, at han nu skal indplaceres i loenklasse A4 for at stille ham paa lige fod med de midlertidigt ansatte, der er ansat med henblik paa at udfoere opgaver paa et niveau, der svarer til stillingsgruppe A5/A4. Kommissionen har herved henvist til ovennaevnte retspraksis, hvorefter det forhold, at tjenestemanden accepterer et ansvar paa et niveau, der ligger over hans loenklasse, ikke giver ham ret til en anden indplacering.

Med hensyn til Angelidis, der blev indplaceret i loenklasse A5, fordi han havde bestaaet udvaelgelsesproeve KOM/A/377, der blev afholdt med henblik paa ansaettelse af ekspeditionssekretaerer, har Kommissionen anfoert, at Angelidis' situation ikke kan sammenlignes med sagsoegerens, idet denne blev udnaevnt til tjenestemand paa grundlag af en udvaelgelsesproeve, der blev afholdt med henblik paa ansaettelse af fuldmaegtige i loenklasse A7.

31 Vedroerende det tredje anbringende bemaerkes, at sagsoegeren som bevis for, at princippet om ligebehandling af tjenestemaend er tilsidesat, sammenligner sin indplacering ved udnaevnelsen til tjenestemand med indplaceringen af visse midlertidigt ansatte, der udfoerer tilsvarende opgaver, og som har tilsvarende erhvervserfaring. Dette argument kan ikke tiltraedes. Netop i kraft af sin status som tjenestemand har sagsoegeren ikke samme retsstilling som de midlertidigt ansatte. Princippet om ligebehandling kraever, at ens situationer behandles paa samme maade, og at objektivt forskellige situationer behandles paa forskellig maade (Domstolens ovennaevnte dom af 6.10.1983, forenede sager 118/82-123/82, Celant, praemis 22, dom af 20.3.1986, sag 8/85, Bevere, praemis 12, og dom af 19.4.1988, sag 37/87, Sperber, praemis 8). Sagsoegeren kan saaledes ikke med rette paaberaabe sig ligebehandlingsprincippet som stoette for sit krav om samme indplacering som de midlertidigt ansatte, han har henvist til i sit indlaeg.

32 Det tredje anbringende kan derfor ikke tages til foelge.

Fjerde anbringende

33 Det fjerde anbringende vedroerer tilsidesaettelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og bistandspligten. Sagsoegeren har anfoert, at "da han blev midlertidigt ansat, blev det praeciseret, at han som midlertidigt ansat hoejst kunne indplaceres i loenklasse A7, loentrin 3. Saafremt han bestod en udvaelgelsesproeve og eventuelt blev udnaevnt til tjenestemand, ville hans indplacering i loenklasse og paa loentrin dog blive tilpasset hans uddannelse og erhvervserfaring, hvilket i oevrigt er i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 32". Han foreholder saaledes Kommissionen at have givet ham fejlagtige oplysninger, hvilket der boer tages hensyn til med henblik paa anvendelsen af vedtaegtens artikel 31, stk. 2, som i et vist omfang giver administrationen mulighed for at fravige reglen om indplacering i den laveste loenklasse i den kategori eller den tjenestegruppe, hvori tjenestemanden ansaettes. Sagsoegeren goer i denne forbindelse gaeldende, at Kommissionens skoen ved anvendelsen af denne bestemmelse blandt andet boer vaere begraenset af hensynet til den bistandspligt, som i virkeligheden blot afspejler det princip om "balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser", som vedtaegten har skabt i forholdet mellem EF-institutionerne og de EF-ansatte (Domstolens dom af 31.5.1988, sag 167/86, Rousseau mod Revisionsretten, Sml. s. 2705).

34 Kommissionen har tilbagevist denne argumentation. Den har for det foerste bestridt, at den skulle have givet sagsoegeren saadanne garantier eller fejlagtige oplysninger. Den har yderligere anfoert, at loefter, der er i strid med vedtaegtsbestemmelserne, "ikke [kan] skabe en berettiget forventning hos den paagaeldende, selv om det skulle vaere bevist, at de er afgivet", jf. Domstolens dom af 6. februar 1986 (sag 162/84, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 481, praemis 6). Med hensyn til bistandspligten har Kommissionen henvist til, "at beskyttelsen af tjenestemaendenes rettigheder og interesser altid skal ske inden for rammerne af gaeldende bestemmelser". Kommissionen har her fremhaevet, at sagsoegeren ikke kan unddrage sig "udvaelgelsesproevens bestemmelse om ansaettelse i loenklasse A7".

35 Det bemaerkes, at de af sagsoegeren naevnte paastaaede oplysninger paa grund af deres generelle og upraecise karakter under ingen omstaendigheder kunne skabe en berettiget forventning hos sagsoegeren, for saa vidt angaar hans indplacering i tilfaelde af ansaettelse paa grundlag af udvaelgelsesproeve KOM/A/531 (Domstolens dom af 5.6.1973, sag 81/72, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 575, og dom af 19.5.1983, sag 289/81, Mavridis mod Parlamentet, Sml. s. 1731, praemis 21).

36 Yderligere kan selve eksistensen af garantier eller fejlagtige oplysninger - saafremt der foeres bevis herfor, hvilket naeppe er taenkeligt - vedroerende sagsoegerens indplacering i tilfaelde af ansaettelse paa grundlag af udvaelgelsesproeve KOM/A/531 under ingen omstaendigheder indebaere, at de gaeldende bestemmelser om indplacering i loenklasse og paa loentrin fraviges. Disse bestemmelser findes i vedtaegtens artikel 31 og 32 henholdsvis i meddelelsen om den almindelige udvaelgelsesproeve KOM/A/531, hvorefter proeven blev afholdt med henblik paa oprettelsen af en reserveliste for ansaettelse af fuldmaegtige i stillingsgruppe A7/A6. Loefter, der ikke respekterer de gaeldende bestemmelser, kan nemlig ikke skabe en berettiget forventning (Domstolens ovennaevnte dom af 6.2.1986, sag 162/84, Vlachou mod Revisionsretten, praemis 6, og Rettens dom af 27.3.1990, sag T-123/89, Chomel mod Kommissionen, Sml. II, s. 131, praemis 30). Det bemaerkes herved, at meddelelsen om den paagaeldende udvaelgelsesproeve havde begraenset administrationens skoen vedroerende indplacering i loenklasse af de ansatte tjenestemaend, jf. artikel 31, da det udtrykkeligt anfoertes, at indplaceringen skulle ske i den laveste loenklasse i tjenestegruppen, nemlig loenklasse A7. Navnlig naar henses til, at administrationen maatte tage hensyn til budgettet, forekommer en saadan begraensning af egen drift ikke i sig selv at vaere i strid med vedtaegtsbestemmelserne, idet artikel 31, stk. 2, blot giver mulighed for at fravige reglen om, at tjenestemaend ved deres ansaettelse skal indplaceres i den laveste loenklasse i deres kategori eller tjenestegruppe. Denne mulighed blev undersoegt og anvendt af Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af meddelelsen om udvaelgelsesproeven under hensyntagen til proevens karakter, administrationens oensker og midlerne paa budgettet. Herefter findes Kommissionen at have vaeret berettiget til, i overensstemmelse med meddelelsen om udvaelgelsesproeven, at indplacere sagsoegeren i loenklasse A7.

37 Det fjerde anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

38 Det kan derfor sammenfattende fastslaas, at sagsoegte boer frifindes.

Sagens omkostninger

39 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger, selv om Retten ikke giver sagsoegeren medhold. Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at han foerst ved den udtrykkelige afvisning den 26. april 1990 af hans klage fik kendskab til Kommissionens argumentation, det vil sige efter indleveringen af staevningen og faa dage inden soegsmaalsfristens udloeb.

40 Kommissionen har derimod nedlagt paastand om, at der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler. Kommissionen goer gaeldende, at sagsoegerens omkostninger ikke kan paalaegges Kommissionen, saafremt sagsoegeren ikke vinder sagen. For saa vidt angaar omkostningerne vedroerende indgivelsen af replikken og den mundtlige forhandling, har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren havde mulighed for at haeve sagen, der blev anlagt den 13. april 1990, ved modtagelsen af den udtrykkelige afvisning af klagen, jf. svarskriftet af 21. maj 1990. Med hensyn til omkostningerne vedroerende staevningen har Kommissionen anfoert, at "i et stort antal sager anlagt som foelge af en stiltiende afvisning af en klage, hvori sagsoegeren ikke har faaet medhold, er det i almindelighed blevet bestemt, at hver part baerer sine omkostninger". Kommissionen har tilfoejet, at sagsoegerens viderefoerelse af sagen efter modtagelsen af den udtrykkelige afvisning af klagen giver grundlag for at antage, at sagsoegeren ville have anlagt sag, selv om han inden for den i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, fastsatte frist havde modtaget en udtrykkelig afvisning af klagen.

41 Det bemaerkes saerlig, at det ganske vist boer tilstraebes, at administrationen besvarer modtagne klager ved udtrykkelige afgoerelser inden for den fastsatte frist, men at mangelen paa en udtrykkelig afgoerelse ikke i sig selv betyder, at klagen imoedekommes. I oevrigt har sagsoegeren ikke godtgjort, at der foreligger andre omstaendigheder, som Kommissionen er ansvarlig for, og som i tilfaelde af frifindelse kan begrunde, at Kommissionen paalaegges at betale sagsoegerens omkostninger, jf. artikel 69, stk. 3, andet afsnit, i Domstolens procesreglement. Dette finder tilsvarende anvendelse ved Retten og bestemmer, at "Domstolen kan paalaegge endog en vindende part at godtgoere den anden part de udgifter, som Domstolen skoenner, han har forvoldt modparten unoedvendigt eller af ond vilje".

42 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement paalaegges det den tabende part at afholde sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne imidlertid selv deres egne omkostninger i tvister indbragt af de ansatte ved Faellesskaberne.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.