61990J0354

++++

1. Statsstoette - paataenkte stoetteforanstaltninger - forbud mod at ivaerksaette disse foer Kommissionen har truffet endelig beslutning - direkte virkning - raekkevidde - de nationale domstoles forpligtelser - Kommissionens befoejelser efter Traktaten - ingen betydning herfor

(EOEF-Traktaten, art. 92 og 93)

2. Statsstoette - paataenkte stoetteforanstaltninger - tildeling af stoette i strid med forbuddet i Traktatens artikel 93, stk. 3 - efterfoelgende beslutning fra Kommissionen, hvorved stoetten erklaeres forenelig med faellesmarkedet - retsvirkning - efterfoelgende lovliggoerelse af nationale retsakter om tildeling af stoette - ingen saadan retsvirkning

(EOEF-Traktaten, art. 93, stk. 3)

1. Gennemfoerelsen af kontrolordningen for statsstoetteforanstaltninger paahviler dels Kommissionen, dels - som foelge af den direkte virkning af bestemmelsen i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum - de nationale domstole. Forbuddet i denne traktatbestemmelse mod at gennemfoere stoetteforanstaltninger har direkte virkning for enhver stoetteforanstaltning, som gennemfoeres uden underretning, eller som, hvis der er givet underretning, ydes i den indledende fase, eller - hvis Kommissionen ivaerksaetter en kontradiktorisk procedure - foer vedtagelsen af den endelige beslutning. Saafremt de nationale myndigheder tilsidesaetter dette forbud, har det betydning for gyldigheden af retsakter, som udstedes til gennemfoerelse af stoetteforanstaltninger. De nationale retter skal, over for de borgere, som kan paaberaabe sig, at bestemmelsen er tilsidesat, sikre, at der drages alle konsekvenser heraf i henhold til national ret, saavel med hensyn til gyldigheden af de naevnte retsakter som med hensyn til tilbagesoegning af den finansielle stoette, der er tildelt i strid med den omhandlede traktatbestemmelse eller i givet fald i strid med foreloebige forholdsregler.

Domstolen har ganske vist ikke anerkendt en befoejelse for Kommissionen til at erklaere stoetteforanstaltninger ulovlige alene med den begrundelse, at underretningspligten er tilsidesat, og uden at Kommissionen behoever at undersoege, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet. Dette beroerer dog ikke de nationale domstoles opgaver. Den centrale og eksklusive befoejelse, som er tillagt Kommissionen ved Traktatens artikel 92 og 93, er nemlig grundlaeggende forskellig fra de befoejelser, som tilkommer de nationale domstole. Mens Kommissionen - og Kommissionen alene - skal undersoege, om den paataenkte stoetteforanstaltning er forenelig med faellesmarkedet, selv i tilfaelde hvor den paagaeldende medlemsstat har tilsidesat forbuddet mod at ivaerksaette foranstaltningen, bestaar de nationale domstoles opgave udelukkende i at beskytte borgernes rettigheder i tiden, indtil Kommissionen har truffet sin endelige beslutning, saafremt de statslige myndigheder tilsidesaetter forbuddet i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Herved tager de nationale domstole dog ikke stilling til, om de paagaeldende stoetteforanstaltninger er forenelige med faellesmarkedet.

2. Kommissionens endelige beslutning, hvorved en stoetteforanstaltning erklaeres forenelig med faellesmarkedet, indebaerer ikke, at foranstaltninger til gennemfoerelse af stoetten, som paa det tidspunkt, da de blev truffet, var ugyldige, fordi de var truffet i strid med forbuddet i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, efterfoelgende lovliggoeres, da der i modsat fald vil blive gjort indgreb i den direkte virkning af bestemmelsen, og borgernes rettigheder - som det paahviler de nationale domstole at beskytte - vil blive tilsidesat. Enhver anden fortolkning vil tilskynde den paagaeldende medlemsstat til at saette sig ud over bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, og vil medfoere, at bestemmelsen mister sin tilsigtede virkning.

1 Ved beslutning af 26. oktober 1990, indgaaet til Domstolen den 30. november 1990, har Frankrigs Conseil d' État i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum.

2 Spoergsmaalet er rejst under to retssager, som er anlagt af henholdsvis Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon. Under sagerne er der nedlagt paastand om annullation af en interministeriel bekendtgoerelse af 15. april 1985 (som blev bekendtgjort i Journal officiel de la République française af 20.4.1985) om gennemfoerelse af dekret nr. 84-1297 af 31. december 1984 om indfoerelse af parafiskale (skattelignende) afgifter til fordel for Comité central des pêches maritimes (Det Centrale Havfiskeriudvalg), de lokale havfiskeriudvalg og Institut français de recherche pour l' exploitation de la mer (Det Franske Forskningsinstitut for Udnyttelse af Havets Ressourcer) (dekretet blev bekendtgjort i Journal officiel de la République française af 12.1.1985).

3 Det fremgaar af sagens akter, at Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i 1982 underrettede de franske myndigheder om, at den havde til hensigt at indlede en procedure i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til de foranstaltninger og indgreb, der blev foretaget inden for havfiskerisektoren af Fonds d' intervention et d' organisation des marchés des produits de la pêche maritime et des cultures marines (Interventions- og Markedsordningsfonden for Fiskerivarer og Havbrug, herefter benaevnt "FIOM"). Ud fra en foreloebig vurdering af de oplysninger, der var fremsendt af de franske myndigheder, besluttede Kommissionen den 27. juli 1984 at ivaerksaette den omhandlede procedure, og den opfordrede den franske regering til at fremsaette sine bemaerkninger om de naermere regler for opkraevningen af den parafiskale afgift, hvis provenu blandt andet tilfaldt FIOM. De franske myndigheder besvarede denne henvendelse i september og december 1984 og meddelte samtidig Kommissionen, at et nyt dekret om indfoerelse af parafiskale afgifter til FIOM var under forberedelse. Dette dekret blev udstedt den 31. december 1984. Den naevnte interministerielle bekendtgoerelse om fastsaettelse af afgiftssatsen blev udstedt den 15. april 1985. Ved skrivelse af 25. oktober 1985 meddelte Kommissionen herefter de franske myndigheder, at den havde besluttet at indstille den i 1982 ivaerksatte procedure, bortset fra visse aspekter af FIOM' s virksomhed, som ikke er omtvistet under sagerne for den nationale ret.

4 Sagsoegerne i hovedsagen gjorde gaeldende, at den interministerielle bekendtgoerelse af 15. april 1985 var ugyldig, da de franske myndigheder blandt andet havde tilsidesat bestemmelsen i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum.

5 Da Frankrigs Conseil d' État fandt, at en fortolkning af denne traktatbestemmelse var noedvendig for at afgoere tvisten, har retten udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Skal bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, i Traktaten af 25. marts 1957 fortolkes saaledes, at den paalaegger medlemsstaternes myndigheder en forpligtelse, hvis tilsidesaettelse har betydning for gyldigheden af retsakter udstedt til gennemfoerelse af stoetteforanstaltninger, blandt andet under hensyn til, at Kommissionen senere har truffet beslutning om, at stoetteforanstaltningerne er forenelige med faellesmarkedet?"

6 Hvad naermere angaar sagens retlige baggrund, tvisten i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

7 Traktatens artikel 93, stk. 3, lyder saaledes:

"Kommissionen skal underrettes saa betids om enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, at den kan fremsaette sine bemaerkninger hertil. Er Kommissionen af den opfattelse, at det paataenkte er uforeneligt med faellesmarkedet i henhold til artikel 92, ivaerksaetter den uopholdeligt den i stk. 2 fastsatte fremgangsmaade. Den paagaeldende medlemsstat maa ikke gennemfoere de paataenkte foranstaltninger, foer den naevnte fremgangsmaade har foert til endelig beslutning."

8 For at kunne bedoemme raekkevidden af denne traktatbestemmelse maa det tages i betragtning, at kontrollen med statsstoetteforanstaltninger i henhold til Traktatens artikel 93 og Domstolens praksis paa omraadet paahviler dels Kommissionen, dels de nationale domstole.

9 Hvad angaar Kommissionens rolle bemaerkes, som Domstolen har udtalt i dom af 22. marts 1977 (sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, praemis 9), at Traktaten, der ved artikel 93 overlader den loebende undersoegelse og kontrollen med stoetteordninger til Kommissionen, forudsaetter, at konstateringen af en stoetteordnings uforenelighed med faellesmarkedet skal ske under Domstolens kontrol og i henhold til en saerlig procedure, hvis gennemfoerelse paahviler Kommissionen.

10 Hvad angaar de nationale retter har Domstolen i samme dom fastslaaet, at de kan faa forelagt tvister, som indebaerer, at de skal fortolke og anvende det i artikel 92 omhandlede stoettebegreb for at fastslaa, om en statslig foranstaltning, som er indfoert uden iagttagelse af den forudgaaende kontrolprocedure efter artikel 93, stk. 3, skulle have vaeret underkastet denne procedure.

11 De nationale retters befoejelse beror paa den direkte virkning af bestemmelsen i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Herom har Domstolen i dom af 11. december 1973 (sag 120/73, Lorenz, Sml. s. 1471) fastslaaet, at forbuddet i denne traktatbestemmelse mod at gennemfoere stoetteforanstaltninger har direkte virkning for enhver stoette, som gennemfoeres uden underretning, eller som, hvis der er givet underretning, ydes i den indledende fase, eller - hvis Kommissionen ivaerksaetter en kontradiktorisk procedure - foer vedtagelsen af den endelige beslutning.

12 Paa baggrund heraf maa det antages, at det har betydning for gyldigheden af retsakter, som udstedes til gennemfoerelse af stoetteforanstaltninger, at de nationale myndigheder tilsidesaetter bestemmelsen i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum. De nationale retter skal, over for de borgere, som kan paaberaabe sig, at bestemmelsen er tilsidesat, sikre, at der drages alle konsekvenser heraf i henhold til national ret, saavel med hensyn til gyldigheden af de retsakter, der er udstedt til gennemfoerelse af stoetteforanstaltningerne, som med hensyn til tilbagesoegning af den finansielle stoette, der er tildelt i strid med den omhandlede traktatbestemmelse eller i givet fald i strid med foreloebige forholdsregler.

13 I de af Domstolen afsagte domme af 14. februar 1990 (sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307) og af 21. marts 1990 (sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959), har den ganske vist ikke anerkendt en befoejelse for Kommissionen til at erklaere stoetteforanstaltninger ulovlige alene med den begrundelse, at underretningspligten er tilsidesat, og uden at Kommissionen behoever at undersoege, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet. Dette beroerer dog ikke de nationale domstoles forpligtelser, idet disse beror paa den direkte virkning af forbuddet i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum.

14 Herved bemaerkes, som anfoert i punkt 24 i generaladvokatens forslag til afgoerelse, at den centrale og eksklusive befoejelse, som ved Traktatens artikel 92 og 93 er tillagt Kommissionen til at afgoere, om en stoetteforanstaltning eventuelt er uforenelig med faellesmarkedet, er grundlaeggende forskellig fra den befoejelse, som tilkommer de nationale domstole til at beskytte de rettigheder, som borgerne har som foelge af den direkte virkning af forbuddet i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Mens Kommissionen skal undersoege, om den paataenkte stoetteforanstaltning er forenelig med faellesmarkedet, ogsaa selv om den paagaeldende medlemsstat tilsidesaetter forbuddet mod at ivaerksaette foranstaltningen, bestaar de nationale domstoles opgave udelukkende i - i tiden indtil Kommissionen traeffer sin endelige beslutning - at beskytte borgernes rettigheder i tilfaelde, hvor de statslige myndigheder tilsidesaetter forbuddet i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Herved tager de nationale domstole dog ikke stilling til, om de paagaeldende stoetteforanstaltninger er forenelige med faellesmarkedet, idet Kommissionen er enekompetent til at traeffe den endelige afgoerelse herom, under forbehold af Domstolens proevelsesret.

15 Det andet led i spoergsmaalet fra Frankrigs Conseil d' État er, hvilken betydning Kommissionens endelige beslutning har for gyldigheden af de retsakter, som er udstedt til gennemfoerelse af stoetteforanstaltningerne, saafremt Kommissionen erklaerer disse foranstaltninger forenelige med faellesmarkedet.

16 Herom bemaerkes, at Kommissionens endelige beslutning ikke indebaerer, at gennemfoerelsesforanstaltninger, som var ugyldige, fordi de var truffet i strid med forbuddet i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, efterfoelgende lovliggoeres, da der i modsat fald vil blive gjort indgreb i den direkte virkning af bestemmelsen i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, og borgernes interesser - som de nationale domstole, som anfoert ovenfor, har til opgave at beskytte - vil blive tilsidesat. Enhver anden fortolkning vil tilskynde den paagaeldende medlemsstat til at saette sig ud over bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, og vil medfoere, at bestemmelsen mister sin tilsigtede virkning.

17 Paa grundlag af samtlige disse betragtninger maa spoergsmaalet fra Frankrigs Conseil d' État herefter besvares med, at bestemmelsen i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, skal fortolkes saaledes, at den paalaegger medlemsstaternes myndigheder en forpligtelse, hvis tilsidesaettelse har betydning for gyldigheden af retsakter udstedt til gennemfoerelse af stoetteforanstaltninger, og at den omstaendighed, at Kommissionen senere udsteder en endelig beslutning, hvori foranstaltningerne erklaeres forenelige med faellesmarkedet, ikke indebaerer, at ugyldige retsakter efterfoelgende lovliggoeres.

Sagens omkostninger

18 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, som er forelagt af Frankrigs Conseil d' État ved beslutning af 26. oktober 1990, for ret:

Bestemmelsen i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, skal fortolkes saaledes, at den paalaegger medlemsstaternes myndigheder en forpligtelse, hvis tilsidesaettelse har betydning for gyldigheden af retsakter udstedt til gennemfoerelse af stoetteforanstaltninger, og at den omstaendighed, at Kommissionen senere udsteder en endelig beslutning, hvori foranstaltningerne erklaeres forenelige med faellesmarkedet, ikke indebaerer, at ugyldige retsakter efterfoelgende lovliggoeres.