61990C0209

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

A - Faktiske omstaendigheder

1. Sagen vedroerer en fordring, som Kommissionen stoetter paa en kontrakt, der oprindelig blev indgaaet mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og landmand Felix Schulze Isfort-Ekel, hvori sagsoegte senere indtraadte i stedet for den oprindelige kontraktpartner, og hvis artikel 13, som efter sagsoegerens opfattelse er hjemmel for EF-Domstolens kompetence i denne sag, indeholder foelgende bestemmelse:

"Parterne er enige om, at tvister vedroerende gyldigheden, fortolkningen og anvendelsen af denne kontrakt forelaegges De Europaeiske Faellesskabers Domstol som eneste kompetente retsinstans."

2. Kontrakten blev indgaaet paa grundlag af forordning (EOEF) nr. 1302/78 om ydelse af finansiel stoette til projekter til udnyttelse af alternative energikilder (1), hvis artikel 8 blandt andet bestemmer, at Kommissionen forhandler og indgaar de noedvendige kontrakter til gennemfoerelse af de vedtagne projekter.

3. Ifoelge kontraktens artikel 1.1. forpligter kontraktpartneren sig til at gennemfoere et projekt, der beskrives saaledes:

"Opfoerelse af en svineopfedningsstald med henblik paa fremstilling af varme som foelge af den ved solenergi udloeste anaerobe proces og omdannelse af goedningsgassen (biogas) til varme og elektricitet."

Ifoelge arbejdsprogrammet i bilag I (tabel 3) skulle projektets sidste fase (ibrugtagning, demonstration, maaleprogram) vaere afsluttet ultimo 1984.

4. I henhold til kontraktens artikel 1.2. og artikel 3 forpligtede Faellesskabet sig til at udbetale kontraktpartneren en oekonomisk stoette paa 40% af de af Kommissionen kontrollerede og godkendte udgifter til projektet, uden moms, op til et maksimumsbeloeb paa 240 000 DM.

5. Artikel 14 bestemmer, at kontrakten er undergivet tysk ret. Herudover indeholder kontrakten blandt andet en raekke detaljerede bestemmelser for de tilfaelde, hvor kontraktpartneren helt eller delvis skal tilbagebetale ovennaevnte oekonomiske stoette. Kommissionen stoetter sine paastande paa en af disse bestemmelser, nemlig artikel 8, som lyder saaledes:

"Saafremt kontraktpartneren ikke opfylder en af sine kontraktlige forpligtelser, kan Kommissionen traede tilbage fra kontrakten, efter at den ved rekommanderet brev har sat kontraktpartneren i mora, og denne ikke inden for en frist af en maaned har opfyldt forpligtelsen. Kontrakten kan endvidere haeves, saafremt kontraktpartneren for at modtage den oekonomiske stoette har afgivet urigtige erklaeringer, for saa vidt som de kan tilregnes ham. I saa fald skal kontraktpartneren omgaaende tilbagebetale den oekonomiske stoette til Kommissionen med renter fra udloebet af ovennaevnte frist paa en maaned. Rentesatsen er den af Den Europaeiske Investeringsbank anvendte paa tidspunktet for Kommissionens afgoerelse om at yde oekonomisk stoette til projektet."

6. Kommissionen har for det foerste nedlagt paastand om tilbagebetaling af et beloeb paa 72 000 DM, som den oprindelige kontraktpartner havde modtaget fra Faellesskabet som en del af den mellem parterne aftalte oekonomiske stoette, og som han (inklusive renter) havde overdraget til sagsoegte efter dennes indtraeden i kontrakten. Den tillaegsaftale, som i forbindelse med aendringen af Faellesskabets kontraktpartner blev indgaaet mellem Faellesskabet, sagsoegte og den oprindelige kontraktpartner, bestemte, at Schulze Isfort-Ekel til sagsoegte "overdrager" sine af kontrakten flydende rettigheder og forpligtelser, "herunder de rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til de beloeb, Kommissionen allerede har udbetalt inden for rammerne af denne kontrakt".

7. Det er ubestridt, at det af kontrakten omfattede projekt ikke blev gennemfoert. Som foelge heraf foertes der fra 1985 en omfattende brevveksling mellem parterne. Efter at Kommissionen foerst - forgaeves - havde opfordret sagsoegte til at tilbagebetale det naevnte beloeb, satte den ham i mora ved anbefalet brev af 9. december 1986, som sagsoegte modtog den 17. december 1986. Yderligere erklaerede Kommissionen at ville traede tilbage fra kontrakten, saafremt sagsoegte ikke inden en maaned godtgjorde, at han raadede over en byggegrund og havde modtaget de noedvendige administrative tilladelser. Sagsoegte fremlagde ingen beviser inden for den fastsatte frist.

8. I den foelgende brevveksling - som ogsaa forblev resultatloes - opfordrede Kommissionen flere gange, blandt andet ved skrivelse af 16. september 1987, sagsoegte til at betale det naevnte beloeb med renter. Ved skrivelse af 8. juli 1988 meddelte Kommissionen sagsoegte, at den ville gaa rettens vej, saafremt beloebet ikke blev betalt. Yderligere erklaerede Kommissionen, at den fastholdt sin tilbagetraeden fra kontrakten, dels ved to skrivelser - med kopi til sagsoegte - af 20. marts og 31. juli 1987 til Landrat (2) i Kreis Neustadt/Aisch-Bad Windsheim, som havde henvendt sig til Kommissionen og oplyst, at sagsoegte nu raadede over en passende grund til gennemfoerelse af projektet, dels ved en skrivelse af 8. december 1988 til sagsoegte selv.

9. Sagsoegte indroemmede, at projektet var loebet ud i sandet, men foretog ikke nogen tilbagebetaling. Ved skrivelse af 19. juli 1988 erklaerede han at ville modregne med et beloeb paa 72 000 DM, da han havde foretaget betydelige materialeindkoeb til gennemfoerelse af kontrakten. I en anden skrivelse paaberaabte han sig til stoette herfor princippet "culpa in contrahendo" og en erklaering fra Kommissionen af 30. april 1985, hvorefter 40% af materialekoebene kunne anerkendes som et tab, der kunne erstattes. Med hensyn til denne skrivelse har Kommissionen i staevningen - uden at det er blevet bestridt af sagsoegte - anfoert, at det ganske vist betoed, at Kommissionen var indstillet paa at finansiere 40% af de foretagne materialeindkoeb, men at dette tilsagn var betinget af, at indkoebene blev foretaget inden den 31. december 1984, og at der blev fremlagt fakturaer og kvitteringer. Sagsoegte fremlagde imidlertid ikke noget bevis.

10. Kommissionen har yderligere nedlagt paastand om betaling af renter, nemlig dels 6% fra tidspunktet for udbetalingen af de 72 000 DM til den oprindelige kontraktpartner, dels 11,9% fra udloebet af den frist paa en maaned, som Kommissionen fastsatte i sit paakrav af 9. december 1986.

11. Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

1) Sagsoegte tilpligtes at betale Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber et beloeb paa 72 000 DM med renter 6% fra den 24. januar 1983 og 11,9% fra den 18. januar 1987, indtil betaling sker.

2) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12. Sagsoegte har paastaaet frifindelse, og at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

13. For saa vidt angaar enkeltheder vedroerende de faktiske omstaendigheder samt parternes anbringender skal jeg, om noedvendigt, vende tilbage hertil i forbindelse med min stillingtagen til sagen. Herudover skal jeg henvise til retsmoederapporten.

B - Min stillingtagen til sagen

Foerste del - Domstolens kompetence

14. Sagsoegte har anfoert, at Domstolen er inkompetent, foerst i en begaering om fristforlaengelse inden indgivelsen af svarskriftet og dernaest, endnu en gang, under den mundtlige forhandling. Ifoelge artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement skal samtlige anbringender vaere fremsat i det foerste processkrift (her: svarskriftet, jf. procesreglementets artikel 40, stk. 1). Nye anbringender maa - med forbehold af artikel 42, stk. 1 - ikke fremsaettes senere, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. En saadan undtagelse foreligger ikke her. Sagsoegte stoetter nemlig sin opfattelse paa kontraktens ordlyd, som ikke er blevet aendret efter indgaaelsen.

15. Selv om der ikke er anledning til at behandle sagsoegtes anbringende (fordi det enten ikke er forskriftsmaessigt eller ikke rettidigt fremsat), finder jeg det oenskeligt, at Domstolen tilbageviser anbringendet, da der er tale om et kompetencespoergsmaal. I henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 2, boer Domstolen udtrykkeligt under henvisning til EOEF-traktatens artikel 181 bekraefte sin kompetence baade for saa vidt angaar Kommissionens krav og sagsoegtes modkrav.

16. Jeg skal hertil fremsaette foelgende betragtninger.

17. 1. Sagsoegte stoetter sit anbringende om, at Domstolen er inkompetent til at paadoemme Kommissionens krav, paa kontraktens artikel 14. Sagsoegte opfatter denne bestemmelse, hvorefter tysk ret finder anvendelse paa kontrakten, saaledes, at den ogsaa omfatter de tyske retsplejeregler, navnlig Zivilprozessordnung. Ifoelge disse regler kunne sagsoegte, der ikke er optaget i handelsregisteret, ikke, inden tvisten opstod, gyldigt indgaa en vaernetingsaftale.

18. Dette anbringende er ikke holdbart. Sagsoegtes fortolkning af kontraktens artikel 14 er i strid med kontraktens artikel 13, hvorefter Domstolen har enekompetence. Naar henses til den faellesskabsretlige sammenhaeng, som kontrakten indgaar i, og muligheden for at indgaa en vaernetingsaftale, som udtrykkeligt er fastsat i EOEF-traktatens artikel 181, maa man gaa ud fra, at parterne ogsaa stoettede deres voldgiftsklausul paa denne artikel. Som det fremgaar af den anderledes affattelse af artikel 14, skulle den ikke ophaeve denne klare klausul, men udelukkende fastsaette de materielle regler, der finder anvendelse paa kontrakten. Dette er ogsaa i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte grundsaetning, hvorefter enhver retsinstans anvender de for denne gaeldende retsplejeregler, herunder kompetencereglerne (3). Domstolens retsplejeregler omfatter EOEF-traktatens artikel 181, men ikke de (tilsvarende) retsplejeregler i de enkelte stater. Artikel 181 boer yderligere af alle retsinstanser paa samme maade anses for en saerregel, som har forrang for national ret, der afviger herfra, og som regulerer det saerlige tilfaelde, hvor Domstolens kompetence stoettes paa en voldgiftsbestemmelse (4). Dette tilfaelde falder saaledes paa forhaand uden for anvendelsesomraadet for de af sagsoegte anfoerte almindelige bestemmelser i Zivilprozessordnung, som derfor ikke kan paaberaabes. Foelgelig er Domstolen i henhold til kontraktens artikel 13 sammenholdt med EOEF-traktatens artikel 181 (som ikke foreskriver betingelser af den af sagsoegte naevnte art) kompetent til at paakende Kommissionens krav, som alle stoettes paa kontraktens artikel 8 (i givet fald i forbindelse med supplerende bestemmelser i tysk ret).

19. 2. Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt Domstolen har kompetence til at paakende sagsoegtes modregningskrav, maa dette spoergsmaal besvares bekraeftende under henvisning til de i Zoubek-dommen (5) fastsatte principper. Ifoelge denne dom kan Domstolen inden for rammerne af EOEF-traktatens artikel 181 kun paakende de paastande, der hviler paa en kontrakt, som er indgaaet af Faellesskabet og indeholder en voldgiftsbestemmelse, eller som staar i direkte forbindelse med de forpligtelser, der foelger af kontrakten (6).

20. Sagsoegte har foerst fremsat to anbringender til stoette for sit modregningskrav, idet han dels har gjort gaeldende, at Kommissionen har begaaet en fejl ved indgaaelsen af kontrakten (et forhold, som ifoelge tysk ret kan begrunde et krav, som stoettes paa en kraenkelse af det tillidsforhold, der skal praege forhandlingerne om indgaaelse af en kontrakt), dels har paaberaabt sig Kommissionens angivelige tilsagn om at finansiere materialeindkoeb op til 40% (hvilket tilsagn, som det fremgaar af den fastsatte finansieringsprocent (7), har direkte relation til Kommissionens kontraktlige forpligtelse til at finansiere projektet). Saavel i denne henseende som for saa vidt angaar bestemmelserne i tysk obligationsret, som sagsoegte har paaberaabt sig til stoette for kravet under den mundtlige forhandling (§ 346 i Buergerliches Gesetzbuch (herefter benaevnt "BGB"), bestemmelser om arbejds- eller vaerkslejekontrakter, § 242), og som indeholder naermere bestemmelser vedroerende kontraktpartnernes rettigheder og forpligtelser, bestaar den af Domstolen kraevede konneksitet.

21. Det foelger af disse betragtninger, at Domstolen har kompetence til at paakende saavel Kommissionens krav som sagsoegtes modregningskrav.

Anden del - Kommissionens (8) krav paa tilbagebetaling af hovedstolen (72 000 DM) i henhold til kontraktens artikel 8

22. I. Jeg skal foerst fremsaette en indledende bemaerkning til anvendelsen af kontraktens artikel 14. Det er ganske vist rigtigt, at parterne heri generelt henviser til tysk ret. Denne henvisning skal imidlertid vurderes ud fra den sammenhaeng, hvori den indgaar. Den foreliggende kontrakt er en offentligretlig kontrakt om stoette til gennemfoerelse af formaal, der er fastsat i forordning nr. 1302/78. Parterne har ved de forskellige klausuler i kontrakten haft til hensigt at regulere denne saerlige situation, som absolut ikke er typisk, og for hvilken der ikke fandtes kodificeret faellesskabsret. Naar henses til disse saerlige omstaendigheder er det klart, at man ikke inden for rammerne af artikel 14 kan anvende tyske retsregler, som ikke er forenelige med kontraktens egenart og maalsaetning eller med visse af dens bestemmelser, saaledes som de fremgaar af kontraktens ordlyd, opbygning og kontekst. Artikel 14 maa derfor i denne henseende fortolkes indskraenkende. Det gaelder navnlig ogsaa for bestemmelserne i Buergerliches Gesetzbuch, som parterne utvivlsomt havde i tankerne ved henvisningen til "tysk ret".

23. Tilsvarende betragtninger synes i oevrigt ogsaa at ligge til grund for § 62, stk. 2, i Forbundsrepublikkens Verwaltungsverfahrensgesetz (9). I denne artikel henvises der generelt til "bestemmelserne i Buergerliches Gesetzbuch" for saa vidt angaar offentligretlige kontrakter. Disse bestemmelser finder dog kun "tilsvarende" anvendelse, hvorfor de ikke kan anvendes, saafremt de ikke harmonerer med den offentligretlige kontrakts egenart (10).

24. I det foelgende skal jeg derfor tage udgangspunkt i denne fortolkning af artikel 14, hvis raekkevidde naturligvis er uden interesse, saafremt betingelserne for at anvende den relevante tyske retsregel ikke er opfyldt.

25. Herefter er der ikke anledning til at besvare det andet spoergsmaal, nemlig om artikel 14 ogsaa henviser til tysk offentlig ret, herunder navnlig til forvaltningsretten. Paa den ene side er der paa dette punkt fuld overensstemmelse mellem kontraktens artikel 14 og den tilsvarende bestemmelse i § 62, stk. 2, i Verwaltungsverfahrensgesetz, og, paa den anden side, er det, som jeg nu skal paavise, i oevrigt ikke relevant at anvende de tyske offentligretlige bestemmelser i det foreliggende tilfaelde.

26. II. Da anvendelsen af kontraktens artikel 8 som grundlag for kravet forudsaetter, at kontrakten er lovligt indgaaet mellem sagsoegte og Faellesskabet, skal jeg foerst behandle sagsoegtes argumenter, for saa vidt som de kan opfattes som et anbringende vedroerende dette punkt.

27. 1. Sagsoegte har foerst anfoert, at projektet "ikke kunne gennemfoeres i Tyskland". Som det fremgaar af to skrivelser fra Landratsamt Hassberge, hvoraf kopi er vedlagt svarskriftet, stoetter sagsoegte sig her paa det forhold, at den tyske byggelovgivning hindrede gennemfoerelsen af projektet paa en bestemt byggegrund, som sagsoegte havde udset sig. Han har yderligere gjort gaeldende, at han paa grund af den tyske lov om energipolitik ikke kunne opnaa uafhaengighed af den offentlige elforsyning eller i det mindste faa tilladelse til at levere overskudsproduktionen til det offentlige forsyningsnet.

28. Dette anbringende kan opfattes saaledes, at det vedroerer BGB' s § 306. Ifoelge denne bestemmelse er enhver kontrakt, hvorefter der skal erlaegges en umulig ydelse, ugyldig. Det er almindeligt anerkendt, at bestemmelsen forudsaetter, at umuligheden forelaa allerede ved indgaaelsen af kontrakten, og den skal yderligere vaere objektiv (og altsaa ikke vaere afhaengig af en bestemt kontraktpartner) (11). Det er klart, at denne betingelse ikke er opfyldt for saa vidt angaar de hindringer, der skyldes byggelovgivningen, da "umuligheden", som det fremgaar af de to vedlagte skrivelser, haenger sammen med den paagaeldende byggegrunds beliggenhed. Det var imidlertid ikke vedtaget i kontrakten, at projektet skulle gennemfoeres paa en bestemt byggegrund.

29. Med hensyn til spoergsmaalene vedroerende energipolitikken har sagsoegte ikke praeciseret, hvad der i retlig henseende kraevedes for at gennemfoere projektet, og i hvilket omfang tyske retsregler var til hinder for projektet.

30. Derfor kan kontrakten ikke anses for ugyldig i henhold til BGB' s § 306.

31. 2. Jeg kan ikke tilslutte mig sagsoegtes under den mundtlige forhandling fremsatte anbringende, hvorefter kontrakten var "naesten i strid med redelig handlemaade" med den begrundelse, at det var langt vanskeligere for ham end for en landmand at gennemfoere projektet. Alene det forhold, at gennemfoerelsen af en kontrakt er forholdsvis "vanskelig" for den part, der skal erlaegge en ydelse, indebaerer ikke, at kontrakten er i strid med redelig handlemaade og derfor ugyldig i henhold til BGB' s § 138. Yderligere havde sagsoegte som anfoert af hans advokat under den mundtlige forhandling "saa at sige udklaekket idéen (til projektet) og havde ogsaa opstillet og udregnet det hertil noedvendige program". Foelgelig var han fuldt fortrolig med vanskelighederne ved projektet. Alene af denne grund mangler anbringendet vedroerende kraenkelsen af redelig handlemaade ethvert grundlag.

32. 3. Sagsoegte har endelig i svarskriftet gjort gaeldende, at sagsoegerens ansatte havde "overtalt" eller "presset" ham til at overtage de af kontrakten flydende rettigheder og forpligtelser, hvilket sagsoegeren har bestridt.

33. Alle disse argumenter kan hoejst anses for relevante i forhold til BGB' s § 123, hvorefter en viljeserklaering kan anfaegtes, saafremt den er fremkaldt ulovligt ved svig eller trusler. Sagsoegte har imidlertid ikke anfoert forhold, som kunne have opfyldt en af disse to betingelser, og det fremgaar heller ikke, at han har benaegtet den af ham afgivne viljeserklaering ved kontraktens indgaaelse. BGB' s § 123 kan derfor under ingen omstaendigheder finde anvendelse.

34. 4. Kan ugyldigheden af den med sagsoegte indgaaede kontrakt saaledes ikke udledes af et af ovennaevnte synspunkter, gaelder det ogsaa den holdning, han i sidste ende har indtaget under den mundtlige forhandling, hvor han har udtalt, at berigelsesgrundsaetningen ikke kan anvendes, naar der foreligger en kontrakt, og at det er med urette, at sagsoegeren paaberaaber sig denne bestemmelse.

35. III. Foelgelig skal jeg nu se paa kontraktens artikel 8, som Kommissionen stoetter sig paa. Ifoelge denne bestemmelse forudsaetter tilbagebetalingskravet, at der foreligger en ophaevelseserklaering, og at en raekke haevebetingelser er opfyldt.

36. 1. Hvad angaar for det foerste kravet om en ophaevelseserklaering (12) er parterne i sidste ende uenige om, paa hvilken dato en saadan erklaering blev meddelt sagsoegte, dvs. om den allerede var indeholdt i skrivelsen af 9. december 1986. I modsaetning til Kommissionen, som mener, at spoergsmaalet skal besvares bekraeftende, er sagsoegte af den opfattelse, at skrivelsen kun indeholdt en bebudelse om ophaevelse af kontrakten (knyttet til paakravet), men at den derimod endnu ikke indeholdt selve ophaevelseserklaeringen. Sagsoegte har imidlertid paa side 3 i svarskriftet og under den mundtlige forhandling indroemmet, at kontrakten "ubestridt" er blevet "opsagt" (13), nemlig ved skrivelsen af 16. september 1987. Det er rigtigt, at Kommissionen endnu en gang under henvisning til sin skrivelse af 9. december 1986, nemlig i tilslutning til en tilsvarende skrivelse af 24. juni 1987, paa dette tidspunkt opfordrede sagsoegte til at betale og dermed bekraeftede, at den ikke havde til hensigt at opretholde kontrakten, men ville haeve den i medfoer af artikel 8. Hvis det maatte antages, at der indtil da ikke var afgivet en ophaevelseserklaering, maa en saadan i hvert fald vaere indeholdt i den naevnte skrivelse. Tidspunktet for ophaevelseserklaeringen er uden betydning for Domstolens paakendelse af hovedkravet. Der er saaledes ikke anledning til at behandle dette punkt eller spoergsmaalet om, hvorvidt ophaevelseserklaeringen allerede var indeholdt i en skrivelse forud for 1987 eller i alt fald i en senere skrivelse, navnlig i skrivelsen af 8. december 1988. Saafremt Kommissionens skrivelse af 9. december 1986 maa opfattes som en ophaevelseserklaering, er det endvidere uden betydning, om denne erklaering kunne goeres betinget af et krav om bevis for bestemte forudsaetninger for kontraktens opfyldelse, og om den kunne omfatte et paakrav.

37. 2. Kontraktens artikel 8 indeholder foelgende betingelser for at traede tilbage fra kontrakten:

- Misligholdelse af en af de af kontrakten flydende forpligtelser.

- Kontraktpartneren skal saettes i mora ved rekommanderet brev.

- Overskridelse af fristen paa en maaned, inden for hvilken kontraktpartneren skal have opfyldt sine forpligtelser.

38. Det er ubestridt, at sagsoegte (eller den tidligere kontraktpartner) ikke gennemfoerte det i kontraktens artikel 1.1. beskrevne projekt (skoent projektet ifoelge den af parterne vedtagne tidsplan skulle vaere taget i brug inden udgangen af 1984), hverken inden indledningen af ophaevelsesproceduren i henhold til kontraktens artikel 8 eller efter paakravet, som - hvilket heller ikke er bestridt - blev rettet til sagsoegte ved Kommissionens skrivelse af 9. december 1986. At Kommissionen ved skrivelsen satte sagsoegte i mora, jf. kontraktens artikel 8, aendres i oevrigt ikke af det forhold, at Kommissionen i forbindelse med dette paakrav meddelte sagsoegte, at den ville traede tilbage fra kontrakten, saafremt sagsoegte ikke inden en maaned fremlagde visse beviser. Denne saerlige omstaendighed kunne hoejst foere til, at Kommissionen ville have mistet sin ret til tilbagetraeden i henhold til kontraktens artikel 8, saafremt sagsoegte havde fremlagt den oenskede dokumentation inden for den fastsatte frist (hvilket imidlertid ikke skete). Den aendrer i hvert fald ikke det forhold, at sagsoegte blev sat i mora.

39. Mens den anden af de tre ovennaevnte betingelser (paakrav) utvivlsomt er fuldt ud opfyldt, maa det for saa vidt angaar den foerste og den tredje betingelse (misligholdelse af en kontraktlig forpligtelse og overskridelse af fristen paa en maaned) fastslaas, at disse betingelser i alt fald objektivt er opfyldt.

40. Det skal herefter afgoeres, om den manglende opfyldelse af kontrakten foer og efter paakravet kan tilregnes sagsoegte eller den oprindelige kontraktpartner. Ifoelge kontraktens ordlyd stilles der ikke i denne forbindelse saerlige krav, saaledes at man maa gaa ud fra, at den blotte objektive misligholdelse af kontrakten kunne tilregnes sagsoegte og udloeste Kommissionens ret til tilbagetraeden. Resultatet bliver et andet, saafremt der her stilles krav om en culpoes handling. I saa fald skulle Kommissionen nemlig have redegjort for de omstaendigheder, hvoraf det kunne udledes, at sagsoegte eller den oprindelige kontraktpartner havde handlet culpoest, hvad den imidlertid ikke har gjort.

41. Det er imidlertid med rette, at Kommissionen har anfoert, at grunden til, at sagsoegte eller den oprindelige kontraktpartner ikke har opfyldt de kontraktlige forpligtelser, principielt er uden betydning (14). Naar henses til udformningen af kontrakten, er alene Faellesskabets kontraktpartner ansvarlig for at gennemfoere projektet. Kontraktens artikel 1.1. bestemmer kategorisk:

"Kontraktpartneren forpligter sig til, under overholdelse af arbejdsprogrammet i bilag I, at gennemfoere foelgende projekt ..."

42. Ifoelge artikel 2 forpligter kontraktpartneren sig til at overholde den i bilag I fastsatte tidsplan. Ifoelge artikel 4.1. paatager kontraktpartneren sig "det tekniske og oekonomiske ansvar" for de arbejder, der skal udfoeres. Artikel 6 bestemmer, at kontraktpartneren over for Kommissionen alene er ansvarlig for tab, som paafoeres tredjemand i forbindelse med kontraktens opfyldelse.

43. Faellesskabets rolle begraenser sig til at betale kontraktpartneren en oekonomisk stoette (artikel 1.2.) og modtage de af denne fremsendte rapporter (artikel 4.3. og artikel 4.4.) samt oplysninger og dokumenter (artikel 4.5.).

44. Ifoelge artikel 9 kan kontrakten opsiges af hver af parterne, saafremt det i bilag I fastsatte arbejdsprogram ikke laengere kan overholdes, navnlig paa grund af forudsigelige tekniske eller oekonomiske hindringer eller en urimelig overskridelse af de anslaaede omkostninger. I saa fald kan Kommissionen i henhold til de regler, der er fastsat for det tilfaelde, at projektet udnyttes kommercielt (kontraktens bilag II, punkt II.1 og 2) kraeve tilbagebetaling af det udbetalte stoettebeloeb (med renter), saafremt den delvise gennemfoerelse af arbejdsprogrammet har foert til resultater, som muliggoer en kommerciel udnyttelse.

45. Naar disse bestemmelser ses i sammenhaeng, fremgaar det, at konktraktpartneren med henblik paa den oekonomiske stoette baerer hele risikoen for gennemfoerelsen af projektet og ikke kan goere krav paa stoetten, saafremt projektet ikke gennemfoeres (i overensstemmelse med arbejdsprogrammet). Faellesskabet baerer heller ikke risikoen for, at projektet mislykkes, selv om dette ikke skyldes en culpoes adfaerd. Den i kontraktens artikel 9 fastsatte undtagelse fra dette princip, som baade bekraefter det og afsvaekker virkningen heraf, finder herved anvendelse, dog kun saafremt kontrakten opsiges, inden der er sket en misligholdelse i henhold til artikel 8.

46. Alt dette er endelig ogsaa i overensstemmelse med kontraktens oekonomiske maalsaetning. En saadan kontrakt boer - som alle andre kontrakter indgaaet i overensstemmelse med den model, der er opstillet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1302/78 - goere det muligt at virkeliggoere det i forordningens artikel 1 fastsatte formaal, idet den nemlig skal "tjene som reference og give forhaabninger om industriel og kommerciel levedygtighed, godtgjort ved forudgaaende forsoeg og forskning". Foelgelig er maalet med at anvende Faellesskabets oekonomiske midler foerst naaet, naar projektet er gennemfoert. Formaalet med kontraktens artikel 8 er at traekke de offentlige midler ud af projektet, saafremt formaalet hermed ikke virkeliggoeres. Foelgelig skal artikel 8 opfattes saaledes, at den ikke forudsaetter culpa fra kontraktpartnerens side.

47. Det kan herefter fastslaas, at der boer gives sagsoegeren medhold i kravet om tilbagebetaling af hovedstolen i medfoer af kontraktens artikel 8 for saa vidt angaar baade begrundelsen herfor og stoerrelsen heraf - der ikke er bestridt.

48. IV. Det skal herefter afgoeres, om sagsoegte alligevel boer frifindes, naar henses til det af ham fremsatte modregningskrav.

49. Det viser sig imidlertid her, at sagsoegtes modregningskrav ikke er begrundet.

50. 1. Sagsoegtes krav stoettes paa en paastand om, at Kommissionen ved indgaaelsen af kontrakten skulle have handlet culpoest, men sagsoegte har ikke naermere angivet, hvori Kommissionens culpoese handlemaade skulle have bestaaet.

51. 2. De af sagsoegte under den mundtlige forhandling paaberaabte obligationsretlige bestemmelser i BGB kan heller ikke danne grundlag for et saadant krav, og der kan derfor heller ikke ud fra dette synspunkt foretages modregning - helt bortset fra det processuelle problem vedroerende for sen fremsaettelse.

52. a) Ifoelge BGB' s § 346, som sagsoegte i foerste omgang paaberaaber sig, skal parterne, saafremt kontrakten haeves, tilbagelevere de erlagte ydelser. Er der leveret ydelser eller meddelt brugsret til et gode, maa vaerdien heraf erstattes, eller, hvis kontrakten indebaerer en modydelse i penge, maa denne erlaegges.

53. I det foreliggende tilfaelde ses det imidlertid ikke, hvilken ydelse, i hvilken form det end maatte vaere, sagsoegeren eller Faellesskabet skulle have modtaget fra sagsoegte i henhold til kontrakten. Selv om gennemfoerelsen af projektet maatte anses for sagsoegtes modydelse for den af Kommissionen ydede oekonomiske stoette, har sagsoegte i alt fald, som allerede naevnt, ikke erlagt denne ydelse.

54. b) Bestemmelserne vedroerende arbejds- og vaerkslejekontrakter (BGB' s § 611 ff. hhv. 631 ff.) kan i modsaetning til det af sagsoegte anfoerte heller ikke danne grundlag for hans krav, end ikke - boer det nok tilfoejes - hvis han paaberaaber sig § 670 vedroerende erstatning af afholdte udgifter, som ifoelge § 675 kan anvendes paa arbejds- og vaerkslejekontrakter.

55. Det fremgaar nemlig klart af kontraktens art og udformning, at Faellesskabets kontraktpartner ikke kan have andre rettigheder end de i kontrakten fastsatte. Faellesskabets oekonomiske stoette kan rent regnskabsmaessigt defineres som en begraenset daekning af de afholdte udgifter, da stoetten - som maksimum - skal daekke en bestemt del af omkostningerne. Kontrakten indeholder dog ogsaa til dels en bestemmelse om erstatning, for saa vidt som stoetten - ifoelge artikel 8 - skal tilbagebetales, saafremt projektet ikke gennemfoeres. Yderligere kan stoetten til en vis grad ogsaa sammenlignes med et laan, da den (delvis) skal tilbagebetales i henhold til bilag II, punkt II, saafremt resultaterne af projektet kan udnyttes kommercielt.

56. Naar der er tale om en saa specielt udformet kontrakt, som endeligt regulerer parternes gensidige krav, er det uforeneligt med selve kontraktens natur at tage hensyn til andre retsregler, som kan foere til andre mere vidtgaaende krav end de i kontrakten fastsatte. Saadanne retsregler skal derfor ikke anvendes (15).

57. c) Hvis jeg ellers har forstaaet det rigtigt, har sagsoegte endelig anfoert, at det ville vaere i strid med BGB' s § 242, hvis man ikke anerkender hans krav paa erstatning for de afholdte udgifter. Ifoelge denne bestemmelse har debitor pligt til at levere ydelsen i overensstemmelse med redelig handlemaade under hensyntagen til handelslivets saedvaner.

58. Jeg kan dog ikke se, at det af sagsoegte kritiserede resultat, hvorefter han ikke har saadanne rettigheder, kan opfattes som en tilsidesaettelse af diligenspligten, naar henses til kontraktens allerede naevnte formaal.

59. 3. Sagsoegte har yderligere henvist til Kommissionens ubestridte tilsagn ifoelge skrivelse af 30. april 1985 om at finansiere 40% af materialeomkostningerne. Dette anbringende kan imidlertid ikke tiltraedes.

60. a) For saa vidt angaar for det foerste de administrative omkostninger samt rejse- og hoteludgifter, som sagsoegte haevder at have afholdt, og erstatningen for den af ham paa projektet anvendte tid bemaerkes, at ifoelge Kommissionens ubestridte redegoerelse er disse omkostninger ikke omfattet af tilsagnet. Kommissionen har yderligere gjort opmaerksom paa, at selv om projektet var blevet gennemfoert, ville disse omkostninger ikke have vaeret omfattet af den ydede stoette. Stoetten omfattede nemlig kun materialeomkostninger, herunder leveringsomkostninger (16), samt monteringsomkostninger (17).

61. b) For saa vidt angaar udgifterne til maskiner, som sagsoegte har angivet til 44 190 DM, og materialeomkostninger, som efter sagsoegtes udsagn andrager 37 083 DM, har Kommissionen ikke haevdet, at disse omkostninger ikke var omfattet af dens tilsagn. Sagsoegte har imidlertid slet ikke naermere specificeret udgifterne til "maskinomkostningerne" paa 44 190 DM og har navnlig ikke paavist, at disse omkostninger vedroerer projektet. Denne bemaerkning gaelder ogsaa de oevrige materialeomkostninger (angiveligt til en vaerdi af 37 083 DM). Yderligere har Kommissionen i overensstemmelse med bevisbyrden i forbindelse med et tilsagn af den her omhandlede art gjort udbetalingen af stoette betinget af, at der fremlaegges fakturaer og kvitteringer som bevis for materialeindkoebene. Sagsoegte har imidlertid hverken under den administrative procedure eller i svarskriftet (han har ikke indgivet duplik inden for den fastsatte frist) fremlagt dokumenter eller andre bilag, hvoraf det fremgaar, om og for hvilket beloeb han selv eller den oprindelige kontraktpartner faktisk har afholdt de paastaaede udgifter. Det fremgaar kun af firmaet Gartner' s for Domstolen fremlagte skrivelse, at sagsoegte som anfoert i svarskriftet har afgivet ordre paa de paagaeldende materialer. Det angives hverken i skrivelsen eller i svarskriftet, om de omhandlede materialer er leveret eller betalt.

62. Sagsoegtes anbringender til stoette for sit modregningskrav kan heller ikke tiltraedes. Der kan saaledes gives Kommissionen medhold for saa vidt angaar hovedfordringen.

Tredje del - Kommissionens krav paa renter

63. I. Det bemaerkes for det foerste, at Kommissionen i henhold til kontrakten og i overensstemmelse med sin paastand har ret til renter 11,9% (af hovedstolen) fra den 18. januar 1987. Dette krav er berettiget saavel med hensyn til begrundelsen herfor, da det ifoelge kontraktens artikel 8 uden yderligere betingelser er koblet til tilbagebetalingskravet (vedroerende hovedstolen), som med hensyn til stoerrelsen heraf, da det er ubestridt, at rentesatsen paa 11,9% svarer til den i kontrakten fastsatte sats (18). Yderligere udloeb den i kontraktens artikel 8, tredje punktum, fastsatte frist paa en maaned, efter at sagsoegte var sat i mora (19) den 17. januar 1987, hvilket er i overensstemmelse med Kommissionens krav om renter med virkning fra den 18. januar 1987.

64. II. Kommissionen har imidlertid yderligere kraevet renter fra den 24. januar 1983 (indtil den 17. januar 1987). Den har anfoert, at kontrakten i tilfaelde af Kommissionens tilbagetraeden foreskriver en afvikling, som skal sikre en genoprettelse af situationen foer kontraktens indgaaelse. Ifoelge Kommissionen, som her henviser til Zoubek-dommen (20), skal tilbagebetalingen ogsaa omfatte "kreditrenter" fra tidspunktet for udbetalingen af forskuddet. Med hensyn til rentesatsens stoerrelse skal renten fastsaettes til et fast beloeb, idet den faktiske renteindtaegt i denne forbindelse er uden betydning. Den i Tyskland gaeldende rentesats for saadanne tilfaelde andrager 6%. Kommissionen har her henvist til § 44 a), stk. 3, i Bundeshaushaltsordnung (21). Denne bestemmelse fastsaetter princippet om, at en modtager af stoette fra det offentlige i tilfaelde af krav om tilbagebetaling ikke maa oppebaere en renteindtaegt af det beloeb, han har faaet stillet til raadighed.

65. Der bestaar imidlertid ikke noget retsgrundlag - hvad enten det maatte vaere paaberaabt af Kommissionen eller ikke - for et saadant krav.

66. 1. Med hensyn til den af parterne indgaaede kontrakt bemaerkes, at virkningerne af den i artikel 8 omhandlede tilbagetraeden klart og entydigt fremgaar af denne bestemmelse, idet Kommissionen i henhold hertil har visse klart definerede rettigheder. Der kan ikke vaere tvivl om - og det er da heller ikke bestridt - at disse rettigheder ikke omfatter rentekravet.

67. 2. Foelgelig skal jeg herefter behandle Kommissionens argument, hvorefter denne del af dens krav kan stoettes paa forpligtelsen til at genoprette situationen foer kontraktens indgaaelse.

68. Der er flere muligheder for den retlige kvalifikation af dette argument, og jeg skal straks vende tilbage hertil. Hvorom alting er, kan argumentet under ingen omstaendigheder tiltraedes, hvilket fremgaar af en fortolkning af kontraktens artikel 8.

69. Denne bestemmelse maa nemlig opfattes saaledes, at der ud over de deri udtrykkeligt omtalte renter ikke kan tillaegges parterne andre rettigheder af denne art. At bestemmelserne i kontraktens artikel 8 maa anses for udtoemmende, fremgaar af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1302/78, som vedroerende kompetencespoergsmaalet og den procedure, der skal foelges ved indgaaelsen af kontrakter om stoette, bestemmer:

"Kommissionen forhandler og indgaar de noedvendige kontrakter til gennemfoerelse af de i overensstemmelse med artikel 6 vedtagne projekter. Kommissionen udarbejder med henblik herpaa en standardkontrakt med angivelse af hver af parternes rettigheder og forpligtelser, herunder navnlig de naermere bestemmelser om eventuel tilbagebetaling af den ydede stoette."

70. For saa vidt som der i henhold til denne bestemmelse - saaledes som det klart er tilfaeldet her - skal anvendes en "standardkontrakt", der blandt andet skal angive "de naermere bestemmelser om eventuel tilbagebetaling af den ydede stoette", er formaalet hermed helt klart. Det drejer sig nemlig om klart at angive de forskellige retsvirkninger af en tilbagebetaling, saafremt kontrakten misligholdes. En saadan klarhed kunne kun opnaas ved at fastsaette udtoemmende regler. Paa den ene side findes der nemlig ikke skrevne - og derfor heller ikke indholdsmaessigt klare - faellesskabsregler til regulering af offentligretlige kontrakter, som kan anvendes til at udfylde eventuelle lakuner. Hvis man paa den anden side henviser til national ret, trues kontrakten paa grund af sin atypiske karakter af betydelige usikkerhedsmomenter, som det netop er tilfaeldet i den foreliggende sag.

71. I lyset af disse betragtninger er Kommissionens opfattelse, hvorefter ophaevelsen i kontraktens artikel 8' s forstand har til formaal at genoprette situationen foer kontraktens indgaaelse, uholdbar. Det gaelder for det foerste, uden at der kraeves yderligere forklaring, for saa vidt som de naevnte argumenter skal vurderes ud fra en simpel fortolkning af begrebet "tilbagetraeden". Det forholder sig imidlertid ikke anderledes, hvis Kommissionen hermed oenskede at henvise til et princip, der gaelder for tilbagetraeden fra kontrakter vedroerende offentlig stoette, og som den mener at kunne stoette paa faellesskabsretten. Selv om et saadant princip maatte eksistere, kan man naeppe forestille sig, at det har samme rang som EOEF-traktaten og de hermed ligestillede principper, idet princippet snarere maa have samme rang som den afledte EF-ret og her maa vige for bestemmelserne i den foreliggende kontrakt, der stoettes paa artikel 8 i forordning nr. 1302/78.

72. I oevrigt er det vanskeligt at foelge Kommissionen i det omfang, den synes at vaere af den opfattelse, at Domstolen i Zoubek-dommen (22) allerede anerkendte et faellesskabsretligt princip med ovennaevnte indhold. Det er rigtigt, at Domstolen i praemis 8 udtalte:

"I tilfaelde af, at en kontrakt haeves, skal parterne stilles, som om den aldrig var indgaaet. Princippet om, at alt skal foeres tilbage til den oprindelige tilstand, indebaerer, at hver part er forpligtet til at tilbagelevere den anden, hvad han har modtaget. Denne pligt til tilbagelevering omfatter baade salgsgenstanden og koebesummen, samt frugterne af salgsgenstanden og de renter, der er paaloebet det modtagne beloeb siden betalingstidspunktet."

73. Denne udtalelse maa imidlertid betragtes som en simpel fortolkning af den kontrakt, som var genstand for den paagaeldende sag. Man naar til dette resultat ved at sammenholde den naevnte praemis med praemis 6, der lyder saaledes:

"Kontraktens artikel 7, der bestemmer, at Kommissionen kan opsige kontrakten i tilfaelde af, at medkontrahenten ikke opfylder den eller opfylder den mangelfuldt, efter at have meddelt denne dette ved rekommanderet brev, skal forstaas som en udtrykkelig haeveadgang, der giver en part ret til - som sanktion for mangelfuld opfyldelse af forpligtelserne fra den anden parts side, uden at retsskridt er noedvendige - at haeve kontrakten."

74. Det var helt klart noedvendigt at fortolke den kontrakt, der var genstand for sagen, da der var tale om renter af det beloeb, der skulle tilbagebetales ved opsigelse af kontrakten. I modsaetning til den kontrakt, der er genstand for naervaerende sag, indeholdt den netop ingen udtrykkelige bestemmelser herom (23). Foelgelig kan Domstolens betragtninger i Zoubek-dommen ikke overfoeres til naervaerende sag, ganske uanset om kontrakten, som var genstand for denne sag, overhovedet juridisk var af samme art som den foreliggende offentligretlige kontrakt.

75. 3. De anbringender, der stoettes paa tysk ret - som skal anvendes udfyldende - er heller ikke overbevisende.

76. a) Tysk ret anerkender ikke et af udtrykkelige bestemmelser uafhaengigt almindeligt princip (24), hvorefter modtageren af stoette fra det offentlige ikke i tilfaelde af tilbagebetalingspligt maa oppebaere en renteindtaegt af det til raadighed stillede beloeb (25). De almindelige bestemmelser i tysk forvaltningsret, som vedroerer dette spoergsmaal - § 48 og 49 i Verwaltungsverfahrensgesetz og § 44 a) i Bundeshaushaltsordnung - og som maaske kan danne grundlag for et saadant princip, kan ikke anvendes paa offentligretlige kontrakter, men kun paa ensidige forvaltningsafgoerelser (26). I det foreliggende tilfaelde, hvor der er tale om stoette i henhold til en offentligretlig kontrakt, skal hensynet til det offentliges interesser, som det af Kommissionen paaberaabte princip stoettes paa - saafremt et saadant princip i det hele taget eksisterer - saaledes netop tilgodeses af parterne ved udformningen af kontrakten (27).

77. Det er heller ikke muligt af de naevnte forvaltningsretlige bestemmelser at udlede et princip med det af Kommissionen angivne indhold. Med henblik paa ophaevelsen af en paa udstedelsestidspunktet lovlig forvaltningsafgoerelse - dette tilfaelde svarer (for saa vidt angaar ydelse af stoette i henhold til en ensidig forvaltningsafgoerelse) til det foreliggende, da intet taler imod lovligheden af den mellem Faellesskabet og sagsoegte indgaaede kontrakt - betragtes retsakten som en "lovlig" forvaltningsafgoerelse (28). Ifoelge § 49 i Verwaltungsverfahrengesetz kan en saadan retsakt derfor kun annulleres (ophaeves) ex nunc, hvilket begrebsmaessigt udelukker en forrentning af tilbagebetalingskravet for perioden forud for annullationen (29). § 44 a) i Bundeshaushaltsordnung, saerbestemmelsen for frivillig stoette, som i stk. 3 udtrykkeligt bestemmer, at tilbagebetalingskrav forrentes fra det tidspunkt, de opstaar, foreskriver heller ikke, at afgoerelsen maa betragtes som annulleret ex tunc, hvorved tilbagebetalingskravet ville kunne goeres gaeldende med tilbagevirkende gyldighed fra tidspunktet for forvaltningsafgoerelsens udstedelse. Derimod overlades det til myndighederne at afgoere, om en bestemt forvaltningsafgoerelse skal annulleres ex nunc eller ex tunc (30). Selv om der er tale om tilbagekaldelse ex tunc, kan der paa de i § 44 a), stk. 3, andet punktum, i Bundeshaushaltsordnung fastsatte betingelser ses bort fra rentekravet.

78. Det kan herefter fastslaas, at det af Kommissionen paaberaabte princip ikke er anerkendt i tysk ret.

79. b) Heller ikke BGB' s § 347, tredje punktum, hvorefter der ved tilbagetraeden skal betales "renter af beloebet fra tidspunktet for dets modtagelse", kan komme i betragtning som retsgrundlag for den hér omhandlede del af rentekravet. Som den ovenfor anlagte fortolkning viser, er denne bestemmelse uforenelig med selve karakteren af kontraktens bestemmelser og kan derfor ikke anvendes (31).

Fjerde del - Sagens omkostninger

80. Med hensyn til sagens omkostninger henvises til artikel 69 i Domstolens procesreglement. Da der efter min opfattelse boer gives Kommissionen medhold i alle dens paastande vedroerende betaling af hovedstolen, og da den i det mindste delvis boer gives medhold i rentekravet, finder jeg det begrundet at tilpligte sagsoegte at betale samtlige sagens omkostninger, jf. artikel 69, stk. 2.

C - Konklusion

81. Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse:

"1) Sagsoegte tilpligtes at betale sagsoegeren 72 000 DM med renter 11,9% fra den 18. januar 1987.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte.

3) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger."

(*) Originalsprog: tysk.

(1) - Raadets forordning af 12.6.1978, EFT L 158, s. 3.

(2) - O.a.: Amtskommunal forvaltningschef.

(3) - H. Krueck i Von der Groeben/Thiesing/Ehlermann, Kommentar zum EWG-Vertrag, fjerde oplag, Baden-Baden, artikel 181, punkt 18, med yderligere kommentarer.

(4) - Domstolen synes at have lagt dette synspunkt til grund i Pellegrini-sagen vedroerende Euratom-traktatens artikel 153 (dom af 7.12.1976, sag 23/76, Pellegrini mod Kommissionen, Sml. s. 1807, praemis 9 ff.).

(5) - Dom af 18.12.1986, sag 426/85, Kommissionen mod Zoubek, Sml. s 4057.

(6) - Praemis 11 i Zoubek-dommen, hvori der henvises til artikel 6, nr. 3, i konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

(7) - Jf. kontraktens artikel 3 sammenholdt med bilag I, punkt B 1 og 2, til kontrakten.

(8) - Selv om det ifoelge kontraktens ordlyd er Faellesskabet, der optraeder som sagsoegtes kontraktpartner, bestemmer artikel 8, at de deri naevnte beloeb skal tilbagebetales til Kommissionen . Denne kan derfor goere et tilbagebetalingskrav gaeldende i eget navn. De problemer, som herved maatte opstaa, saafremt der er tale om krav, der gaar ud over bestemmelserne i artikel 8, eller om sagsoegtes modregningskrav, er her uden betydning. Som det straks vil vise sig, er nemlig alene Kommissionens krav, som stoettes paa artikel 8, begrundede.

(9) - Af 25.5.1976 (Bundesgesetzblatt, I, s. 1253), som aendret.

(10) - Jf. Stelkens/Bonk/Leonhardt, Verwaltungsverfahrensgesetz, med kommentarer, tredje oplag, Muenchen, 1990, § 62, note 12.

(11) - Palandt, Buergerliches Gesetzbuch, med kommentarer, 50. oplag, Muenchen, 1991, § 306, note 3 (redaktoer: Heinrichs).

(12) - Jf. kontraktens artikel 8, stk. 1: Saafremt kontraktpartneren ikke opfylder en af sine kontraktlige forpligtelser, kan Kommissionen traede tilbage fra kontrakten ...

(13) - Det drejer sig aabenbart om den af Kommissionen paastaaede ophaevelse og ikke om en opsigelse i overensstemmelse med kontraktens artikel 9.

(14) - Der tages forbehold for det - her irrelevante - tilfaelde, hvor Faellesskabet (negativ handling) ikke opfylder sine egne kontraktlige forpligtelser eller (positiv handling) forhindrer eller forsinker opfyldelsen af kontrakten.

(15) - Se ovenfor under punkt 22-24.

(16) - Jf. bilag I til kontrakten, punkt B 1 og 2 samt kommentarerne hertil under post 2.1.2 i tabel 1 i bilag I.

(17) - Se foregaaende fodnote, jf. dog forklaringerne under post 2.1.3.

(18) - Den Europaeiske Investeringsbank' s sats paa tidspunktet for Kommissionens beslutning om at yde oekonomisk stoette til projektet.

(19) - Det er ubestridt, at sagsoegte modtog paakravet den 17.12.1986.

(20) - Se fodnote 4.

(21) - Af 19.8.1969, Bundesgesetzblatt, I, s. 1284.

(22) - Se fodnote 4.

(23) - Jf. punkt 3 i retsmoederapporten, Sml. 1986, s. 4058, samt generaladvokat Sir Gordon Slynn' s forslag til afgoerelse, a.st. s. 4062, navnlig s. 4064.

(24) - For saa vidt angaar rentebestemmelser, der er indeholdt i visse saerlove og saerlige administrative bestemmelser, henvises til Noell, Die Rueckforderung fehlgeschlagener Subventionen - Zugleich ein Beitrag zur Problematik vorlaeufiger Subventionsbewilligungen, Goettingen, 1987, s. 202 ff.

(25) - Spoergsmaalet om, hvilke virkninger bestemmelserne i kontrakten om stoette har i forhold til et saadant princip, bliver derved genstandsloes.

(26) - For saa vidt angaar § 48 og 49 i Verwaltungsverfahrensgesetz indeholder § 44 a) i Bundeshaushaltsordnung kun saerbestemmelser for omraadet for frivillig stoette: Stelkens/Bonk/Leonhardt, a.st. § 62, note 6, og § 48, note 28.

(27) - Under forbehold af privatretlige ufravigelige bestemmelser, som kontrakten i saa fald henviser til.

(28) - Stelkens/Bonk/Leonhardt, a.st. § 44, punkterne 7 ff., med andre henvisninger til retspraksis.

(29) - Det fremgaar saerlig klart af Bundesverwaltungsgericht' s bemaerkning om, at annullationen fjerner retsgrundlaget for at opretholde stoetten i fremtiden , jf. dom af 11.2.1983 - 7 C 70/80 - Neue Zeitschrift fuer Verwaltungsrecht, 1984, s. 36 og 38.

(30) - Jf. § 44 a), stk. 3, foerste punktum, i Bundeshaushaltsordnung.

(31) - Jf. punkt 22-24.