61989A0058

++++

Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - frist - praeklusion - fristen loeber paa ny - betingelser - ny omstaendighed

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

Selv om enhver tjenestemand i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, kan anmode ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en beslutning for sit vedkommende, indebaerer dette ikke, at tjenestemanden kan omgaa de i vedtaegtens artikel 90 og 91 fastsatte frister for indgivelse af klage og soegsmaal, saaledes at det indirekte gennem forelaeggelse af en ansoegning bliver muligt at anfaegte en tidligere afgoerelse, der ikke er blevet bestridt inden for fristerne. Kun vaesentlige nye omstaendigheder kan begrunde en ansoegning om aendring af en saadan afgoerelse.

Da der maa sondres mellem reglerne om indplacering efter bestaaet udvaelgelsesproeve og reglerne om forfremmelse, kan en tjenestemand ikke bestride sin indplacering efter at have bestaaet en udvaelgelsesproeve med henvisning til, at indplaceringen af visse forfremmede kolleger udgoer en ny omstaendighed.

Faktiske omstaendigheder

1 Calvin Williams blev ansat i oktober 1974 med status som midlertidigt ansat i loenklasse A7 i den under Raadet oprettede finanskontrol, Kontrolkommissionen, og ved Raadets afgoerelse af 16. december 1976 blev han fastansat som tjenestemand ved dette organ med virkning fra 1. oktober 1976 og indplaceret i loenklasse A7. Den 1. maj 1978 blev sagsoegeren med bevarelse af sin indplacering overflyttet til Revisionsretten for De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "Revisionsretten"), da denne blev oprettet. I det foelgende blev sagsoegeren forfremmet til A6 med virkning fra 1. maj 1979.

2 I perioden fra 1979 til 1983 var Williams uden held ansoeger ved 29 interne eller interinstitutionelle udvaelgelsesproever, som Revisionsretten afholdt med henblik paa besaettelse af stillinger i loenklasserne A5, A4 eller A3.

3 Den 1. oktober 1982 besluttede Revisionsretten at afholde en intern udvaelgelsesproeve nr. CC/A/17/82 med henblik paa besaettelse af en stilling som ekspeditionssekretaer, hvis arbejdsopgaver skulle omfatte planlaegning og gennemfoerelse af undersoegelser inden for den interne administration og budgetspoergsmaal. Ifoelge meddelelsen om udvaelgelsesproeven ville den udvalgte ansoeger principielt blive indplaceret i laveste loenklasse i stillingsgruppe A5. Ved proevens afslutning opstillede Udvaelgelseskomitéen en egnethedsliste, hvor Schwiering var nr. 1 og sagsoegeren nr. 2. Ved en afgoerelse af 24. marts 1983 udnaevnte Revisionsretten Schwiering til ekspeditionssekretaer i loenklasse A5. Den 18. november 1983 anlagde Williams sag ved De Europaeiske Faellesskabers Domstol (herefter benaevnt Domstolen) med paastand om annullation af Schwierings udnaevnelse, idet han hovedsagelig gjorde gaeldende, at Schwiering ikke opfyldte betingelserne for deltagelse i udvaelgelsesproeven. Ved dom af 16. oktober 1984 (sag 257/83, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 3547) gav Domstolen sagsoegeren medhold, hvorved den annullerede den af Revisionsretten den 24. marts 1983 foretagne udnaevnelse af Schwiering og afvisningen af Williams klage af 5. september 1983.

4 Til opfyldelse af denne dom udnaevnte Revisionsrettens formand som ansaettelsesmyndighed den 18. oktober 1984 sagsoegeren til ekspeditionssekretaer med indplacering i A5, 3. loentrin, med virkning fra 16. oktober 1984. Dette skete under hensyntagen til egnethedslisten efter udvaelgelsesproeve nr. CC/A/17/82 og i henhold til Revisionsrettens afgoerelse nr. 81-5 af 3. december 1981 om de kriterier, der finder anvendelse ved de ansattes indplacering i loenklasse og paa loentrin (herefter benaevnt "afgoerelse nr. 81-5"). Sagsoegeren har ikke bestridt denne indplacering.

5 Den 3. januar 1985 fremsendte sagsoegeren i medfoer af artikel 25 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") en ansoegning til formanden for Revisionsretten med begaering om, at datoen for hans udnaevnelse til A5 blev fastsat til den dag, hvor Udvaelgelseskomitéen ved proeve nr. CC/A/17/82 endelig havde udarbejdet egnethedslisten, dvs. den 17. december 1982. Ansaettelsesmyndigheden besvarede ikke ansoegningen, og sagsoegeren har ikke klaget over dette stiltiende afslag.

6 I perioden fra 12. juni 1987 til 12. juni 1988 var sagsoegeren beordret paa sygeorlov i medfoer af vedtaegtens artikel 59, stk. 2.

7 Den 2. september 1988 fremsatte sagsoegeren en "indsigelse i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2", til Revisionsrettens ansaettelsesmyndighed, idet han anmodede om at blive udnaevnt til A4 i medfoer af artikel 3 i afgoerelse nr. 81-5. Han gjorde gaeldende, at hans indplacering maatte vaere forkert, saadan som den var blevet fastsat ved udnaevnelsen af 18. oktober 1984, naar han sammenlignede med de kriterier, der var blevet anvendt ved indplaceringen af andre tjenestemaend ved Revisionsretten, herunder Rupperts og Beurottes indplacering i forbindelse med deres forfremmelse.

8 Ruppert var blevet ansat og udnaevnt til tjenestemand ved en afgoerelse af 1. august 1980, Beurotte ved en afgoerelse af 1. juli 1982. Ruppert blev forfremmet til A3 ved en afgoerelse af 23. oktober 1986. Denne var genstand for en retssag, som blev anlagt den 24. juni 1987 af en anden tjenestemand ved Revisionsretten, men Domstolen frifandt Revisionsretten ved dom af 4. juli 1989 (sag 198/87, Kerzmann mod Revisionsretten, Sml. s. 2083). Meddelelsen om sagens anlaeg blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 28. juli 1987 (EFT C 200, s. 7). Beurotte blev forfremmet til A5 den 15. december 1987.

9 I 1988 blev sagsoegeren indvalgt i Revisionsrettens Personaleudvalg, hvor han har vaeret medlem fra 1. marts 1988.

10 Den 13. september 1988 afslog ansaettelsesmyndigheden skriftligt sagsoegerens ansoegning og forbeholdt sig herved ret til at indlede disciplinaersag i anledning af, som det anfoertes, de beskyldninger, som sagsoegeren i sin skrivelse af 2. september 1988 havde fremsat mod Revisionsretten som kollegium og dennes ansatte. I det foelgende blev der da ogsaa indledt disciplinaersag mod sagsoegeren.

Retsforhandlingerne

11 Under de ovennaevnte omstaendigheder anlagde sagsoegeren den 30. november 1988 denne sag, hvorunder han paastaar afvisningen af klagen af 13. september 1988 annulleret. Sagen blev registreret under nr. 349/88.

12 Hele den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt for Domstolen.

13 I medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans har Domstolen (Foerste Afdeling) ved kendelse af 15. november 1989 henvist sagen til Retten, hvor den er registreret under nr. T-58/89.

14 I svarskriftet har sagsoegte paastaaet sagen afvist og foerst derefter fremsat realitetsanbringender.

15 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og, jf. procesreglementets artikel 92, stk. 2, der i medfoer af artikel 11, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse ved Retten, begraenset droeftelserne til sagens formalitet.

16 Den mundtlige forhandling fandt sted den 3. oktober 1990. Parternes repraesentanter afgav indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten.

17 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Revisionsretten tilpligtes at fremlaegge aktmapperne for Jean-Jack Beurotte og Edouard Ruppert.

- Afvisningen af sagsoegerens klage annulleres.

- Revisionsrettens ansaettelsesmyndighed paalaegges at opfylde Domstolens dom i sagen.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning, subsidiaert frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19 I retsmoedet har Retten anmodet repraesentanterne for Revisionsretten om at fremlaegge referaterne fra de moeder i Personaleudvalget og de forskellige udvalg, som sagsoegeren var medlem af, regnet fra april 1988, den periode, hvor sagsoegeren var beordret paa orlov. Revisionsretten har efterkommet anmodningen den 10. oktober 1990. Efter en gennemgang af de tilstillede referater har Retten konstateret, at sagsoegeren i den omhandlede periode kun har deltaget i et moede i Personaleudvalget, nemlig den 30. marts 1988.

Formaliteten

20 Til stoette for afvisningspaastanden har sagsoegte fremsat to anbringender, dels at den administrative procedure ikke er afsluttet, og dels at "indsigelsen" af 2. september 1988 er blevet fremsat for sent.

Foerste anbringende: Den administrative klageadgang er ikke udtoemt

21 Sagsoegte har gjort gaeldende, at sagsoegeren foerst i sin skrivelse af 2. september 1988 bestred ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 18. oktober 1984 om at udnaevne ham til ekspeditionssekretaer med indplacering i A5.

22 Sagsoegte anfoerer, at uanset at sagsoegeren betegner sin skrivelse af 2. september 1988 som "en indsigelse i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2", er der reelt tale om en ansoegning som omhandlet i vedtaegtens artikel 90, stk. 1. Dette kan udledes af skrivelsens reelle indhold, idet sagsoegeren anmoder om en aendret indplacering i loenklasse under henvisning til en efter hans opfattelse ny omstaendighed, som skulle kunne begrunde en fornyet vurdering af hans indplacering i henhold til afgoerelsen af 18. oktober 1984.

23 Sagsoegte har videre gjort gaeldende, at selv om der foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt, naermere bestemt afgoerelsen af 18. oktober 1984 om indplacering af sagsoegeren i loenklasse A5, er dette forhold i sig selv ikke tilstraekkeligt til, at skrivelsen af 2. september 1988 maa betegnes som en klage, og ikke som en ansoegning.

24 Sagsoegte har henvist til, at efter vedtaegtens artikel 90, stk. 1, kan enhver tjenestemand anmode ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en beslutning for sit vedkommende. Sagsoegte understreger herved, at efter Domstolens faste praksis giver denne mulighed imidlertid ikke tjenestemanden ret til at omgaa klage- og soegsmaalsfristerne i vedtaegtens artikel 90 og 91 og saaledes paa denne indirekte maade via ansoegningen at anfaegte en tidligere afgoerelse, som ikke var blevet paaklaget inden for fristerne; kun nye vaesentlige omstaendigheder kan berettige en ansoegning om en fornyet overvejelse af en saadan afgoerelse (dom af 26.9.1985, sag 231/84, Valentini mod Kommissionen, Sml. s. 3027, praemis 14).

25 Sagsoegte tilfoejer, at Domstolen i dom af 4. februar 1987 (sag 302/85, Pressler-Hoeft mod Revisionsretten, Sml. s. 513), har fastslaaet, at "en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, der indgives efter udloebet af de frister, der er fastsat for at anlaegge sag til proevelse af en akt, der indeholder et klagepunkt, kan kun behandles, saafremt der foreligger nye omstaendigheder, som kan begrunde en fornyet undersoegelse af forholdene".

26 Efter sagsoegtes opfattelse er det saaledes en ansoegning, som sagsoegeren under henvisning til nye omstaendigheder har indgivet den 2. september 1988 med henblik paa at faa ansaettelsesmyndigheden til at traeffe afgoerelse om indplacering i loenklasse A4. Men i henhold til vedtaegtens artikel 91, stk. 2, kan en sag kun anlaegges ved Domstolen, saafremt der foerst er blevet indgivet en klage til ansaettelsesmyndigheden i medfoer af artikel 90, stk. 2. Da sagsoegeren efter sagsoegtes opfattelse ikke har indgivet en saadan klage mod det udtrykkelige afslag paa ansoegningen, boer denne sag afvises.

27 Sagsoegeren har hertil foerst anfoert, at sagen ikke boer afvises paa grund af et simpelt formspoergsmaal, naar en formel ansoegning i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, efterfulgt af en saerskilt klage i medfoer af artikel 90, stk. 2, ikke ville have haft nogen relevant virkning. Videre goer han gaeldende, at han var klar i sin formulering, og at sagsoegte ikke boer have ret til at forvanske hans udsagn.

28 Med henblik paa Rettens afgoerelse af, hvorledes sagsoegerens skrivelse af 2. september 1988 boer kvalificeres, maa den foerst tage stilling til affattelsen af det omstridte dokument, idet sagsoegeren selv betegnede det som "en indsigelse i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2". Skrivelsen indeholder vel hverken ordet klage eller ansoegning, men det maa dog erkendes, at den udtrykkeligt henviser til vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Retten finder dette tilstraekkeligt til, at skrivelsen maa betegnes som en klage og ikke som en ansoegning. Den omstaendighed, at sagsoegeren har brugt ordet "indsigelse" i stedet for klage er i sig selv uden betydning, og kan foelgelig heller ikke tillaegges virkning.

29 Hvad angaar genstanden for denne klage, maa Retten konstatere, at sagsoegeren anmoder om at blive indplaceret i loenklasse A4 i medfoer af artikel 3 i afgoerelse nr. 81-5, idet han protesterer mod den indplacering, der fandt sted ved afgoerelsen af 18. oktober 1984. Retten finder ikke at kunne give sagsoegte medhold i, at en klage ikke kan have en saadan genstand. De domme, sagsoegte herved har henvist til, omhandler saaledes ikke blot klager fra tjenestemaend over indplaceringer, men ogsaa tilfaelde med skrivelser med anmodning om aendret indplacering, som af sagsoegerne er blevet benaevnt som ansoegninger, er af Domstolen blevet kvalificeret som klager (dom af 7.5.1986, sag 191/84, Barcella mod Kommissionen, Sml. s. 1541, og af 4.2.1987, i ovennaevnte Pressler-Hoeft-sag).

30 Heraf foelger, at sagsoegeren har respekteret den forudgaaende administrative procedure, der er foreskrevet i vedtaegtens artikel 90 og 91.

31 Sagsoegtes foerste anbringende til stoette for afvisningspaastanden kan saaledes ikke laegges til grund.

Andet anbringende: Skrivelsen af 2. september 1988 er for sent fremsendt

32 Sagsoegte har gjort gaeldende, at selv om det antages, at skrivelsen af 2. september 1988 kan betegnes som en klage i den i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, omhandlede forstand, havde denne klage skullet indgives inden for tre maaneder regnet fra den dag, da sagsoegeren fik kendskab til den for ham negative akt, naermere bestemt afgoerelsen af 18. oktober 1984 om hans indplacering i A5.

33 Sagsoegte henviser paa ny til, at en tjenestemand vel efter udloebet af tremaanedersfristen kan indgive en ansoegning efter vedtaegtens artikel 90, stk. 1, men en saadan ansoegning kan kun behandles, saafremt der foreligger en ny omstaendighed, som kan begrunde en fornyet undersoegelse af forholdene. Man kan foerst se bort fra vedtaegtens regel, naar sagsoegeren har godtgjort, at der foreligger en saadan omstaendighed.

34 Sagsoegte haevder, at sagsoegeren med urette ser en ny omstaendighed i ansaettelsesmyndighedens afgoerelse hhv. af 23. oktober 1986 om Rupperts forfremmelse til A3 og af 15. december 1987 om Beurottes forfremmelse til A5. Begge forfremmelser fandt sted paa grundlag af vedtaegtens artikel 45 og kunne derfor ikke betragtes som en anvendelse af afgoerelse nr. 81-5, der angaar indplacering i loenklasse og loentrin efter bestaaet udvaelgelsesproeve, og hvoraf der altsaa intet kan sluttes, der skulle begrunde nogen anden anvendelse af den naevnte afgoerelse.

35 Derudover har sagsoegte bestridt det af sagsoegeren anfoerte om, at sagsoegeren foerst i sommeren 1988 fik kendskab til de forfremmelser, der fandt sted i oktober 1986 og i december 1987. Saerligt med hensyn til forfremmelsen af 23. oktober 1986 har sagsoegte understreget, at den blev offentliggjort i alle Revisionsrettens lokaler i en maaned, hvor sagsoegeren var paa arbejde som saedvanligt. Sagsoegte henviser til, at denne afgoerelse blev indbragt for Domstolen af en anden tjenestemand ved Revisionsretten, der i det vaesentligste fremsatte de samme anbringender som sagsoegeren i naervaerende sag. Meddelelsen om dette soegsmaal blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 28. juli 1987, og sagsoegte maa heraf slutte, at sagsoegeren maatte have haft kendskab til denne afgoerelse senest den 28. juli 1987. Med hensyn til forfremmelsen af 15. december 1987 bemaerker sagsoegte, at sagsoegeren fra april 1988 var medlem af Personaleudvalget, hvor han havde adgang til alle oplysninger om de i december 1987 gennemfoerte forfremmelser.

36 Sagsoegte har heraf sluttet, at sagen under alle omstaendigheder boer afvises, fordi den er anlagt for sent, da sagsoegeren efter sagsoegtes opfattelse ikke har paavist nogen ny omstaendighed, der kan medfoere, at soegsmaalsfristen paa ny loeber. I hvert fald indgav sagsoegeren ikke nogen klage i de foelgende tre maaneder efter, at han havde faaet kendskab til de eventuelt nye omstaendigheder.

37 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at der foreligger nye omstaendigheder, der berettiger til en fornyet bedoemmelse af situationen, eftersom Rupperts udnaevnelse til A3 og Beurottes til A5 skyldtes enten ansaettelsesmyndighedens saerdeles "gavmilde" anvendelse af afgoerelse nr. 81-5 eller indfoerelse af nye kriterier.

38 Hvad angaar den dato, hvor han fik kendskab til disse nye omstaendigheder, har sagsoegeren indvendt, at han den 28. juli 1987 var beordret paa orlov, og at han derfor ikke havde adgang til EF-Tidende; men selv om det antages, at han havde laest meddelelsen i EF-Tidende om den sag, der var anlagt af en kollega, er dette ikke ensbetydende med, at han havde faaet kendskab til de forhold, hvorunder Ruppert var blevet forfremmet. Han anfoerer, at han foerst den 2. september 1988 erfarede, at Beurotte ikke paa det tidspunkt, hvor han blev forfremmet (i december 1987), raadede over den fornoedne erfaring for at blive forfremmet, og at han ikke havde noget afgangsbevis for kandidateksamen fra et universitet. Klagen af 2. september 1988 blev indgivet inden for en frist paa tre maaneder, efter han havde genoptaget sit arbejde, da hans tvungne orlov paa et aar fra 12. juni 1987 til 12. juni 1988 var udloebet.

39 Retten skal herved henvise til flere udtalelser i Domstolens praksis, hvorefter enhver tjenestemand kan anmode ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en beslutning for sit vedkommende, men at dette ikke indebaerer, at tjenestemanden ikke skal overholde de i artikel 90 og 91 fastsatte frister for indbringelse af klager og anlaeg af sager, saaledes at det indirekte skulle vaere muligt gennem forelaeggelse af en ansoegning at anfaegte en tidligere afgoerelse, hvis lovlighed ikke er blevet bestridt inden for de fastsatte frister. Kun vaesentlige nye omstaendigheder kan begrunde en ansoegning om aendring af en saadan afgoerelse (dom af 14.6.1988, sag 161/87, Muysers mfl. mod Revisionsretten, Sml. s. 3037, og dom af 13.11.1986, sag 232/85, Becker mod Kommissionen, Sml. s. 3401).

40 I denne sag haevder sagsoegeren, at ansaettelsesmyndighedens anvendelse af afgoerelse nr. 81-5 i forbindelse med Rupperts og Beurottes forfremmelse udgoer en vaesentlig ny omstaendighed, der begrunder, at hans indplacering tages op til fornyet overvejelse.

41 For at tage stilling til dette anbringende maa der foerst foretages en bedoemmelse af genstanden for og omfanget af afgoerelse nr. 81-5. Afgoerelsen indeholder de "kriterier, der gaelder for de ansatte ved Revisionsretten, for saa vidt angaar udnaevnelse i loenklasse og indplacering paa loentrin". Afgoerelsen er truffet med hjemmel i vedtaegtens artikel 29, 30 og 32 om ansaettelse. Formaalet er at "fastsaette ensartede kriterier for indplacering af ansatte efter udvaelgelsesproever", og det praeciseres, at der skal "anvendes de samme kriterier ved indplacering af midlertidigt ansatte". Den hviler paa den betragtning, at "indplaceringen af dem, som ansaettes efter en udvaelgelsesproeve ved Revisionsretten, er et vigtigt led i dennes ansaettelsespolitik". Det fremgaar saaledes klart af afgoerelsens formulering, at den kun omfatter den indplacering i grad og paa loentrin, der sker ved nyansaettelser efter bestaaet udvaelgelsesproeve, det vaere sig en intern, interinstitutionel eller almindelig udvaelgelsesproeve, eftersom afgoerelsen ikke sondrer mellem de forskellige udvaelgelsesproever, hvorimod den ikke skal finde anvendelse ved forfremmelser.

42 Herved maa der henvises til sondringen mellem forfremmelse og udvaelgelsesproeve samt mellem de bestemmelser, der gaelder for forfremmelser, og de bestemmelser, der gaelder for udvaelgelsesproever. Det hedder saaledes i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, foerste afsnit:

"Forfremmelse sker efter ansaettelsesmyndighedens afgoerelse. Den medfoerer, at tjenestemanden udnaevnes til naermeste hoejere loenklasse inden for sin kategori eller tjenestegruppe. Den foretages udelukkende paa grundlag af en udvaelgelse blandt de tjenestemaend, der har en minimumsanciennitet i deres loenklasse; udvaelgelsen sker blandt de tjenestemaend, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, efter sammenligning af deres fortjenester og de afgivne udtalelser om dem."

43 Som Domstolen gentagne gange har udtalt, har bestemmelserne om forfremmelse til formaal at regulere stigningen inden for de respektive kategorier eller tjenestegrupper for de af Faellesskabets ansatte, der ved forfremmelsen allerede er tjenestemaend (dom af 12.7.1984, sag 17/83, Angelidis mod Kommissionen, Sml. s. 2907), og saaledes garantere tjenestemanden den stoerst mulige kontinuitet i udviklingen i anciennitet og vederlag (dom af 29.1.1985, sag 273/83, Michel mod Kommissionen, Sml. s. 347, og af 14.6.1988, Lucas mod Kommissionen, sag 47/87, Sml. s. 3019).

44 Forskellene mellem forfremmelsesproceduren og ansaettelsesproceduren findes herved at burde fremhaeves. Ved forfremmelse af en tjenestemand spiller forskellige faktorer ind: Den maade, hvorpaa han i almindelighed har udfoert sine arbejdsopgaver (dom af 17.3.1983, sag 280/81, Hoffmann mod Kommissionen, Sml. s. 889, og dom af 14.7.1983, sag 9/82, OEhrgaard og Delvaux mod Kommissionen, Sml. s. 2379), kvalifikationer, alder, anciennitet i loenklassen eller i tjenesten (dom af 24.3.1983, sag 298/81, Colussi mod Parlamentet, Sml. s. 1131). Heraf fremgaar, hvilken betydning der tilkommer bedoemmelsesrapporten, der udgoer en uundvaerlig del af vurderingen, hver gang den overordnede myndighed skal tage stilling til tjenestemandens karriere (dom af 10.6.1987, sag 7/86, Vincent mod Parlamentet, Sml. s. 2473).

45 Med hensyn til udvaelgelsesproever er det meddelelsen om udvaelgelsesproeven, der indeholder de kriterier og de betingelser, som gaelder for ansoegerne. Vedtaegtens bestemmelser om indplacering paa loentrin ved udnaevnelsen skal bl.a. give ansaettelsesmyndigheden mulighed for at tage hensyn til den enkelte kandidats uddannelse og saerlige faglige erfaring fra foer tiltraedelsen.

46 Heraf foelger, at udvaelgelsesproever og forfremmelser er forskellige procedurer, der er omfattet af forskellige bestemmelser i vedtaegten, og for hvilke der hver isaer gaelder saerlige kriterier.

47 I naervaerende sag kunne det ikke komme paa tale at anvende afgoerelse nr. 81-5 - der kun omhandler indplacering af ansatte efter en intern, interinstitutionel eller almindelig udvaelgelsesproeve - ved forfremmelsen af Ruppert og Beurotte. Afgoerelserne herom kan derfor ikke betragtes som nye og vaesentlige omstaendigheder med hensyn til gennemfoerelsen af afgoerelse nr. 81-5, som kunne berettige sagsoegeren til at ansoege om en fornyet overvejelse af den anvendelse, denne afgoerelse havde faaet i forhold til ham, da han blev udnaevnt til A5 efter en intern udvaelgelsesproeve.

48 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegeren ikke har godtgjort nye og vaesentlige omstaendigheder, der kan berettige, at fristerne i vedtaegtens artikel 90 og 91 for at anlaegge sag til proevelse af en for ham negativ akt, naermere bestemt hans udnaevnelse til loenklasse A5 af 18. oktober 1984, paa ny begynder at loebe. Sagen vil derfor vaere at afvise.

Sagens omkostninger

49 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement skal den part, der taber sagen, afholde sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge samme reglements artikel 70 baerer institutionerne imidlertid selv deres omkostninger i de sager, der er anlagt af Faellesskabets ansatte imod dem.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Hver part baerer sine omkostninger.