This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 61989CJ0367
Judgment of the Court of 4 October 1991. # Criminal proceedings against Aimé Richardt and Les Accessoires Scientifiques SNC. # Reference for a preliminary ruling: Cour de cassation - Grand Duchy of Luxemburg. # Free movement of goods - Community transit - Strategic material. # Case C-367/89.
Domstolens dom af 4. oktober 1991.
Straffesag mod Aimé Richardt og "Les Accessoires Scientifiques" SNC.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Cour de cassation - Storhertugdømmet Luxembourg.
Frie varebevægelser - fællesskabsforsendelse - strategisk materiel.
Sag C-367/89.
Domstolens dom af 4. oktober 1991.
Straffesag mod Aimé Richardt og "Les Accessoires Scientifiques" SNC.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Cour de cassation - Storhertugdømmet Luxembourg.
Frie varebevægelser - fællesskabsforsendelse - strategisk materiel.
Sag C-367/89.
Samling af Afgørelser 1991 I-04621
ECLI identifier: ECLI:EU:C:1991:376
*A7* Tribunal d'arrondissement de Luxembourg, jugement du 03/12/1987 (2027/87)
*A8* Cour d'appel (Grand-Duché de Luxembourg), arrêt du 11/04/1989 (91/89 V)
*A9* Cour de cassation (Grand-Duché de Luxembourg), arrêt du 30/11/1989 (849)
*P1* Cour de cassation (Grand-Duché de Luxembourg), arrêt 09/07/1992 (849)
DOMSTOLENS DOM AF 4. OKTOBER 1991. - STRAFFESAG MOD AIME RICHARDT OG LES ACCESSOIRES SCIENTIFIQUES SNC. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: COUR DE CASSATION - STORHERTUGDOEMMET LUXEMBOURG. - FRIE VAREBEVAEGELSER - FAELLESSKABSFORSENDELSE - STRATEGISK MATERIEL. - SAG C-367/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-04621
svensk specialudgave side I-00415
finsk specialudgave side I-00433
Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
++++
Frie varebevaegelser - faellesskabsforsendelse - princip om transitfrihed i Faellesskabet - restriktioner fastsat i henhold til Traktatens artikel 36 - tilladt - transitforsendelse af varer, som anses for strategisk materiel - krav om en saerlig tilladelse - begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed
(EOEF-Traktaten, art. 36; Raadets forordning nr. 222/77)
Formaalet med, at der som foelge af Toldunionen anerkendes et almindeligt princip om transitfrihed for varer i Faellesskabet, som finder anvendelse paa alle varebevaegelser, er ikke - som det fremgaar af artikel 10 i forordning nr. 222/77 - at forbyde medlemsstaterne at kontrollere varer i transit i henhold til Traktatens bestemmelser, navnlig artikel 36. Ifoelge denne bestemmelse kan medlemsstaterne fastsaette begraensninger vedroerende transitforsendelse af varer af hensyn til den offentlige sikkerhed. Dette begreb omfatter baade en medlemsstats indre og ydre sikkerhed, og sidstnaevnte goer sig navnlig gaeldende, naar der er tale om varer, der kan anvendes strategisk.
Naevnte forordning er saaledes ikke til hinder for, at der i en medlemsstat findes bestemmelser, hvorefter der af hensyn til statens ydre sikkerhed kraeves en saerlig tilladelse til transitforsendelse via statens territorium af varer, der betragtes som strategisk materiel, selv om der foreligger et faellesskabsforsendelsesdokument udstedt af en anden medlemsstat. De foranstaltninger, som medlemsstaten traeffer, saafremt kravet ikke iagttages, skal dog staa i rimeligt forhold til det maal, som forfoelges.
1 Ved dom af 30. november 1989 indgaaet til Domstolen den 6. december 1989 har Luxembourgs Cour de cassation i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 stillet et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets forordning (EOEF) nr. 222/77 af 13. december 1976 om faellesskabsforsendelse (EFT 1977 L 38, s. 1) for at kunne tage stilling til, om de restriktioner, der i henhold til de luxembourgske bestemmelser gaelder med hensyn til transitforsendelse af strategiske varer, er forenelige med faellesskabsretten.
2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en straffesag, der er anlagt af Storhertugdoemmet Luxembourgs finansminister og direktoeren for Toldvaesenet mod Aimé Richardt og fire andre personer for forsoeg paa ulovlig transitforsendelse af varer i strid med règlement grand-ducal soumettant à licence le transit de certaines marchandises af 17. august 1963 (storhertugelig anordning om licens ved transit af visse varer - Mémorial A, nr. 47, af 22.8.1963, s. 764). I henhold til denne anordnings artikel 1, jf. artikel 2, skal der fremlaegges en licens ved transitforsendelse af varer, der er naevnt i liste I i bilaget til anordningen, med oprindelse i bl.a. Amerikas Forenede Stater og Den Franske Republik, naar de angives til transitforsendelse til bl.a. Sovjetunionen.
3 A. Richardt, der er administrerende direktoer for Les Accessoires Scientifiques (herefter benaevnt "LAS"), som er et interessentskab med hjemsted i Frankrig, indgik aftale med den sovjetiske indkoebscentral Technoprominport, Moskva, om levering af et produktionsanlaeg til fremstilling af boblelagerkredsloeb, herunder bl.a. en 10" Veeco Microetch-maskine, som var indfoert til Frankrig fra USA og ekspederet til fri omsaetning i Faellesskabet.
4 A. Richardt opfyldte i Frankrig de noedvendige formaliteter med henblik paa udfoersel af varerne med fly til Moskva. Varerne kunne ikke bringes om bord i det forudsatte fly i Roissy lufthavn, idet Aeroflot havde aflyst en flyvning, og de blev derefter paa Air France' s foranledning med lastvogn transporteret til Storhertugdoemmet Luxembourgs lufthavn. Varerne blev den 21. maj 1985 frembudt i transit for de luxembourgske toldmyndigheder med henblik paa udfoersel fra Storhertugdoemmets omraade til Moskva. Varerne var - sandsynligvis ved en fejltagelse, men hverken de franske eller de luxembourgske myndigheder har paatalt dette - ledsaget af en T1-angivelse, der i henhold til forordning nr. 222/77 er foreskrevet for varer, som ikke frit kan omsaettes i Faellesskabet.
5 Toldkontrollen i Luxembourgs lufthavn medfoerte, at bl.a. Veeco-maskinen blev beslaglagt, idet denne ifoelge de luxembourgske myndigheder var ledsaget af ukorrekte angivelser med det formaal at skjule, at der var tale om en strategisk vare, og at muliggoere, at maskinen i strid med de luxembourgske bestemmelser, hvorefter der i saadanne tilfaelde kraeves en saerlig transitlicens, i transit kunne udfoeres til USSR. Richardt og fire andre personer blev sigtet for forsoeg paa ulovlig transitforsendelse af licenspligtige varer.
6 Tribunal correctionnel frifandt i foerste instans A. Richardt og de medtiltalte, men bestemte, at maskinen skulle konfiskeres.
7 LAS og A. Richardt paaankede den del af dommen, der vedroerer konfiskation af maskinen. Cour d' appel de Luxembourg fandt, at der ikke var grundlag for at konfiskere maskinen, idet det eksemplar af T1-angivelsen, der ledsagede den, maatte anses for en gyldig transittilladelse fra de franske myndigheder, saaledes at vedkommende ikke skulle fremlaegge en licens fra Storhertugdoemmet Luxembourgs myndigheder. Efter rettens opfattelse var transitforsendelsen saaledes sket i henhold til gaeldende bestemmelser.
8 Under kassationsanken har Storhertugdoemmet Luxembourgs finansminister og direktoeren for Toldvaesenet anfoert, at Cour d' appel i sin dom har tillagt T1-angivelsen en for generel raekkevidde, og har i det vaesentlige gjort gaeldende, at artikel 10 i forordning nr. 222/77 kun vedroerer varer, der maa anses for almindelige, mens der ved transitforsendelse af strategiske varer bl.a. kan kraeves en tilladelse, som er begrundet i hensynet til den ydre sikkerhed.
9 Luxembourgs Cour de cassation fandt, at sagens udfald afhaenger af fortolkningen af forordning nr. 222/77, og besluttede derfor ved dom af 30. november 1989 at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"Skal forordning (EOEF) nr. 222/77 fortolkes saaledes, at den i forordningen omhandlede T1-angivelse ubetinget og uden begraensninger skal betragtes som en transittilladelse, der er gyldig paa samtlige EOEF-medlemsstaters omraade, uanset den transporterede vares art, og selv om varen indebaerer en risiko for statens ydre sikkerhed, eller er det i henhold til forordningen tilladt, at en medlemsstat afviser T1-angivelsen som en gyldig transittilladelse, naar den transporterede vare efter lovgivningen i vedkommende stat betragtes som strategisk materiel, og transitforsendelse via statens territorium af hensyn til den ydre sikkerhed efter lovgivningen er betinget af, at der indhentes en saerlig tilladelse?"
10 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder, de relevante faellesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
11 Det bemaerkes indledningsvis, at da den omhandlede vare blev beslaglagt, var den ikke indfoert til Storhertugdoemmet Luxembourg, men befandt sig kun dér med henblik paa videretransport til et tredjeland, dvs. i transit. Storhertugdoemmet Luxembourgs toldsted havde saaledes i denne sag samme rolle som et "graenseovergangssted" i henhold til artikel 11, litra d), andet led, i forordning nr. 222/77. Den planlagte udfoersel skal saaledes ikke anses for sket fra Storhertugdoemmet Luxembourg, men fra Den Franske Republik, der er den foerste afgangsmedlemsstat, og hvor udfoerselsformaliteterne i oevrigt synes at vaere afsluttet i overensstemmelse med Raadets forordning (EOEF) nr. 2102/77 af 20. september 1977 om indfoerelse af en faellesskabsblanket til angivelse til udfoersel (EFT L 246, s. 1). Raadets forordning (EOEF) nr. 2603/69 af 20. december 1969 om fastlaeggelse af en faelles udfoerselsordning (EFT 1969 II, s. 573), som senest aendret ved forordning (EOEF) nr. 1934/82 (EFT L 211, s. 1), finder saaledes ikke anvendelse i hovedsagen, og de eneste relevante bestemmelser findes i forordning nr. 222/77, som endvidere er genstanden for det praejudicielle spoergsmaal.
12 Storhertugdoemmet Luxembourg, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Den Franske Republik, Kongeriget Belgien og Kommissionen har anfoert, at det ikke er i strid med forordning nr. 222/77, at en medlemsstat ud over det transitdokument, der ledsager varen, kraever en saerlig tilladelse, naar denne tilladelse er begrundet i hensynet til den ydre sikkerhed, og vedroerer varer, som kan anses for strategisk materiel.
13 A. Richardt og LAS har derimod anfoert, at kravet i henhold til de luxembourgske bestemmelser om en licens sammen med T1-transitangivelsen, der ledsager de omhandlede varer, er i strid med EOEF-Traktaten og forordning nr. 222/77, idet T1-angivelsen i henhold til forordningens artikel 37 er en transittilladelse, som i alle medlemsstater skal have samme retsvirkninger som dem, der er knyttet til et transitcertifikat, uanset om der er tale om varer af strategisk karakter.
14 Da der paa dette punkt er forskellige opfattelser, bemaerkes for det foerste, at som Domstolen har fastslaaet i dom af 16. marts 1983 (sag 266/81, SIOT, Sml. s. 731, praemis 16), maa der som foelge af Toldunionen og i medlemsstaternes faelles interesse anerkendes et almindeligt princip om transitfrihed for varer i Faellesskabet. Dette bekraeftes i oevrigt af, at ordet "transit" er naevnt i Traktatens artikel 36.
15 Dernaest bemaerkes, som Domstolen udtalte i dom af 7. marts 1990 (sag C-117/88, Trend-Moden Textilhandel, Sml. I, s. 631, praemis 16), er formaalet med forordning nr. 222/77 at lette transporten af varer inden for Faellesskabet ved forenkling og standardisering af formaliteterne ved overskridelse af de indre graenser.
16 Endelig bemaerkes, at reglerne om faellesskabsforsendelse i henhold til tiende betragtning til forordning nr. 222/77 principielt finder anvendelse paa alle varebevaegelser inden for Faellesskabet. Reglerne omfatter saaledes alle varer, uanset om de maatte vaere af strategisk karakter.
17 Det maa imidlertid fremhaeves, at det ikke paa grund af dette forhold er forbudt medlemsstaterne at kontrollere varer i transit i henhold til Traktatens bestemmelser. Det bestemmes saaledes i artikel 10 i forordning nr. 222/77, at de af medlemsstaterne fastsatte forbud eller begraensninger vedroerende indfoersel, udfoersel og transit finder anvendelse i det omfang, de er forenelige med de tre Traktater om Oprettelse af De Europaeiske Faellesskaber.
18 Det maa derfor undersoeges, om kravet om en saerlig tilladelse og de foelger, der er forbundet med, at kravet ikke iagttages, f.eks. konfiskation, er i strid med Traktatens bestemmelser, navnlig artikel 36.
19 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det ifoelge Domstolens faste praksis ikke er hensigten med Traktatens artikel 36 at forbeholde en raekke omraader for medlemsstaternes enekompetence, idet bestemmelsen alene tillader, at der ved de nationale lovgivninger goeres undtagelser fra princippet om frie varebevaegelser i det omfang, dette er og fortsat vil vaere begrundet af hensyn til virkeliggoerelsen af de formaal, der er naevnt i artiklen (jf. bl.a. dom af 10.7.1984, sag 72/83, Campus Oil, Sml. s. 2727, praemis 32).
20 Som Domstolen flere gange har fastslaaet (jf. Campus Oil-dommen, a.st., praemis 37, vedroerende indfoerselsrestriktioner), skal artikel 36 som undtagelse til et af Traktatens grundlaeggende principper fortolkes saaledes, at dens virkninger ikke udstraekkes ud over, hvad der er noedvendigt for at beskytte de interesser, som den skal sikre. Foranstaltninger, der er truffet paa grundlag af artikel 36, kan saaledes kun vaere retmaessige, saafremt de er egnede til at sikre de interesser, som beskyttes ved artiklen, og ikke begraenser samhandelen inden for Faellesskabet mere end noedvendigt.
21 Paa grundlag af denne praksis maa det fastslaas, at en medlemsstat ikke kan anvende artikel 36 som grundlag for en foranstaltning, som indebaerer en restriktion vedroerende transitforsendelse, medmindre det samme formaal ikke kan naas ved andre foranstaltninger, der med hensyn til de frie varebevaegelser er mindre indgribende.
22 Det bemaerkes i denne forbindelse, som Kommissionen og de medlemsstater, der har indgivet indlaeg til Domstolen, har anfoert, omfatter begrebet offentlig sikkerhed i Traktatens artikel 36 baade en medlemsstats indre og ydre sikkerhed. Det maa fastslaas, at indfoersel, udfoersel og transitforsendelse af varer, der kan anvendes strategisk, kan paavirke en medlemsstats offentlige sikkerhed, som staten saaledes er berettiget til at beskytte i henhold til Traktatens artikel 36.
23 Heraf foelger, at medlemsstaterne for at kontrollere varer, der anses for strategisk materiel, i medfoer af Traktatens artikel 36 kan kraeve en saerlig tilladelse til transitforsendelse af saadanne varer.
24 For saa vidt angaar de sanktioner, der kan bringes i anvendelse, saafremt pligten til at indhente en saadan tilladelse ikke iagttages, bemaerkes - som Kommissionen, LAS og Richardt har anfoert - at beslaglaeggelse eller konfiskation kan anses for ikke at staa i rimeligt forhold til det maal, som forfoelges, og dermed vaere uforenelig med Traktatens artikel 36, saafremt det er tilstraekkeligt at tilbagevise varen til oprindelsesmedlemsstaten.
25 Det tilkommer imidlertid den forelaeggende ret at vurdere, om den indfoerte ordning er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, saaledes at der i den enkelte sag tages hensyn til alle omstaendigheder, herunder beskaffenheden af den vare, der kan bringe statens sikkerhed i fare, de omstaendigheder, hvorunder overtraedelsen er begaaet, og om den, der vil foretage transitforsendelse, og som til brug herfor er i besiddelse af dokumenter udstedt af en anden medlemsstat, er i god eller ond tro.
26 Det af den forelaeggende ret stillede spoergsmaal maa herefter besvares med, at forordning nr. 222/77 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at der i en medlemsstat findes bestemmelser, hvorefter der af hensyn til statens ydre sikkerhed kraeves en saerlig tilladelse til transitforsendelse via statens territorium af varer, der betragtes som strategisk materiel, selv om der foreligger et faellesskabsforsendelsesdokument udstedt af en anden medlemsstat. De foranstaltninger, som medlemsstaten traeffer, saafremt kravet ikke iagttages, skal dog staa i rimeligt forhold til det maal, som forfoelges.
Sagens omkostninger
27 De udgifter, der er afholdt af den belgiske, den franske, den luxembourgske og Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Storhertugdoemmet Luxembourgs Cour de cassation ved dom af 30. november 1989, for ret:
Raadets forordning (EOEF) nr. 222/77 af 13. december 1976 om faellesskabsforsendelse skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at der i en medlemsstat findes bestemmelser, hvorefter der af hensyn til statens ydre sikkerhed kraeves en saerlig tilladelse til transitforsendelse via statens territorium af varer, der betragtes som strategisk materiel, selv om der foreligger et faellesskabsforsendelsesdokument udstedt af en anden medlemsstat. De foranstaltninger, som medlemsstaten traeffer, saafremt kravet ikke iagttages, skal dog staa i rimeligt forhold til det maal, som forfoelges.