61989J0362

++++

1. Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivninger - overfoersel af virksomheder - varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - direktiv 77/187 - automatisk overgang til erhververen af alle bestaaende arbejdskontrakter eller arbejdsforhold alene paa grund af overfoerslen

(Raadets direktiv 77/187, art. 3, stk. 1)

2. Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivninger - overfoersel af virksomheder - varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - direktiv 77/187 - anvendelsesomraade - overfoersel af en virksomhed i henhold til en kreditorforfoelgningsprocedure, hvorved virksomheden skal likvideres - ikke omfattet - overfoersel med henblik paa fortsaettelse af den kriseramte virksomheds drift - omfattet

(Raadets direktiv 77/187, art. 1, stk. 1)

1. Artikel 3, stk. 1, i direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, skal fortolkes saaledes, at alle de paa tidspunktet for en virksomheds overfoersel mellem overdrageren og arbejdstagerne i vedkommende virksomhed bestaaende arbejdskontrakter eller arbejdsforhold automatisk overgaar til erhververen alene paa grund af overfoerslen. Denne overfoersel gaelder baade for overdrageren, erhververen og for arbejdstagernes repraesentanter, der ikke kan traeffe aftale om en anden loesning med overdrageren eller erhververen, og endvidere ogsaa for arbejdstagerne selv, alene med forbehold af deres adgang til paa grundlag af en efter frit valg truffet beslutning ikke at fortsaette arbejdsforholdet hos den nye indehaver af virksomheden.

2. Artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 finder ikke anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, der sker inden for rammerne af en kreditorforfoelgningsprocedure som den i italiensk lovgivning omhandlede tvungne administrative likvidation, jf. italiensk lov af 3. april 1979 om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder. Derimod finder de samme bestemmelser i samme direktiv anvendelse, naar det inden for rammerne af en i lovgivningen fastlagt ordning som ordningen om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder er vedtaget at fortsaette en virksomheds drift, saa laenge vedtagelsen herom er i kraft.

1 Ved kendelse afsagt den 23. oktober 1989, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 17. november samme aar, har Pretura di Milano i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26, herefter benaevnt "direktivet").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem parterne Giuseppe d' Urso, Adriana Ventadori m.fl. og selskaberne Ercole Marelli Elettromeccanica Generale SpA under saerlig administration (herefter benaevnt "EMG") og Ercole Marelli Nuova Elettromeccanica Generale SpA (herefter benaevnt "Nuova EMG").

3 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at EMG ved industriministerens dekret af 26. maj 1981 blev sat under saerlig administration, saaledes at selskabet fortsat kunne drive virksomhed. I september 1985 blev hele virksomheden overdraget til selskabet Nuova EMG, der var blevet stiftet ad hoc. I henhold til overdragelsesaftalen og i overensstemmelse med de faglige overenskomster, hvortil der henvises i denne aftale, overgik 940 arbejdstagere til ansaettelse i erhververselskabet. 518 andre arbejdstagere forblev i overdragerselskabet, idet deres arbejdsforhold blev suspenderet, mens deres afloenning skulle ske gennem Cassa integrazione guadagni straordinaria (en garantifond for loenmodtagere).

4 Sagsoegerne i hovedsagen, der tilhoerer sidstnaevnte gruppe arbejdstagere, har for Pretura di Milano nedlagt paastand om at det fastslaas, at deres arbejdsforhold hos erhververselskabet fortsaetter, og har herved henvist til bestemmelsen i artikel 2112, stk. 1, i Codice civile, hvori det hedder: "Ved overfoersel af en virksomhed indtraeder erhververen i arbejdskontrakten, saafremt overdrageren ikke har opsagt denne med det aftalte varsel, og arbejdstageren bevarer de rettigheder paa grundlag af anciennitet, som er erhvervet foer overfoerslen".

5 De i hovedsagen sagsoegte selskaber har paastaaet sig frifundet for sagsoegernes paastand og har herved henvist til en bestemmelse i italiensk lovgivning, hvorefter naevnte bestemmelse i Codice civile ikke ved overfoersel af virksomheder under saerlig administration finder anvendelse paa det personale, der ikke samtidig overfoeres.

6 Pretura di Milano var af den opfattelse, at en fortolkning af Raadets direktiv 77/187 var en noedvendig forudsaetning for sagens afgoerelse, og udsatte derfor sagen og anmodede Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"1) Skal artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, i direktiv 77/187 fortolkes saaledes, at arbejdskontrakter eller arbejdsforhold, som bestaar paa tidspunktet for en virksomheds overfoersel, automatisk overgaar til erhververen?

2) Finder naevnte direktiv anvendelse paa overfoersel af virksomheder, der er sat under saerlig administration?"

7 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

8 Den nationale ret oensker med dette spoergsmaal en afgoerelse af, om direktivets artikel 3, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at alle de arbejdskontrakter eller arbejdsforhold, som paa tidspunktet for en virksomheds overfoersel bestaar mellem overdrageren og de i denne virksomhed ansatte arbejdstagere alene i kraft af overfoerslen retligt overgaar til erhververen.

9 Ifoelge Domstolens dom af 5. maj 1988 (forenede sager 144/87 og 145/87, Berg, Sml. s. 2559, praemis 12 og 13) har direktivet til formaal at sikre, at arbejdstagernes rettigheder opretholdes, naar virksomheden skifter indehaver, idet arbejdstagerne kan forblive ansat i virksomheden under den nye indehaver paa de vilkaar, der er aftalt med overdrageren. De regler, der gaelder ved overfoersel af en virksomhed eller en bedrift til en anden indehaver skal i de ansattes interesse sikre de allerede eksisterende arbejdsforhold, som udgoer en del af hele den overfoerte oekonomiske enhed.

10 Det fremgaar endvidere af Domstolens dom af 7. februar 1985 (sag 186/83, Botzen, Sml. s. 519, praemis 16), at direktivets artikel 3, stk. 1, omfatter overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod paa tidspunktet for overfoerslen, og som var indgaaet med arbejdstagere, som med henblik paa udfoerelsen af deres opgaver var tilknyttet den overfoerte del af virksomheden eller bedriften.

11 Domstolen har desuden i dom af 10. februar 1988 (sag 324/86, Daddy' s Dance Hall, Sml. s. 739, praemis 14) fastslaaet, at direktivets bestemmelser skal betragtes som praeceptive i den forstand, at de ikke kan fraviges til ugunst for arbejdstagerne. Dvs., at det for opnaaelsen af de rettigheder, direktivet giver arbejdstagerne, er uden betydning, om overdrageren, erhververen, repraesentanter for arbejdstagerne eller arbejdstagerne selv har givet deres samtykke, for de sidstnaevntes vedkommende alene med forbehold af deres adgang til paa grundlag af en efter et frit valg truffet beslutning ikke at fortsaette arbejdsforholdet hos den nye indehaver efter overfoerslen (jf. dom af 11.7.1985, sag 105/84, Mikkelsen, Sml. s. 2639, praemis 16).

12 Heraf foelger, at i tilfaelde af virksomhedsoverfoersel kan arbejdskontrakter eller arbejdsforhold for det i den overfoerte virksomhed ansatte personale ikke opretholdes i forhold til overdrageren og fortsaetter i forhold til erhververen, idet dog spoergsmaalet om, hvorvidt der bestaar en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold paa overfoerselstidspunktet, som anfoert i Domstolens praksis (dom af 15.6.1988, sag 101/87, Bork, Sml. s. 3057, praemis 17), skal bedoemmes efter national ret.

13 De sagsoegte i hovedsagen og den italienske regering har bestridt denne fortolkning af direktivet og har herved fremfoert tre anbringender.

14 De har for det foerste gjort gaeldende, at direktivet efter den naevnte fortolkning udgoer et indgreb i erhvervsfriheden.

15 I den forbindelse bemaerkes, at denne begraensning indgaar som et led i selve formaalet med direktivet, der i arbejdstagernes interesse tilsigter at overfoere forpligtelser i henhold til bestaaende arbejdskontrakter eller arbejdsforhold til erhververen.

16 Det er dernaest blevet gjort gaeldende, at naevnte fortolkning af direktivet i tilfaelde som det i hovedsagen foreliggende foerer til, at overenskomster med faglige sammenslutninger vedroerende forhold i forbindelse med overfoerslen og antallet af overfoerte arbejdstagere ikke kan overholdes.

17 Dette synspunkt kan ikke anerkendes, idet direktivets bestemmelser som tidligere anfoert gaelder for alle og saaledes ogsaa for arbejdstagernes faglige repraesentanter, der ikke kan fravige direktivets bestemmelser ved overenskomst med overdrageren eller erhververen.

18 Endelig er det blevet gjort gaeldende, at en fortolkning af direktivet, hvorved det hindres, at overskydende arbejdskraft i virksomheden fortsat er ansat hos overdrageren, vil kunne stille de paagaeldende arbejdstagere mindre gunstigt, dels fordi en eventuel erhverver vil kunne blive afskraekket fra at overtage virksomheden, saafremt han skal beholde den overfoerte virksomheds overskydende personale, dels fordi dette personale vil blive afskediget og saaledes mister de fordele, det eventuelt ville have kunnet opnaa ved at fortsaette arbejdsforholdet i forhold til overdrageren.

19 Det skal heroverfor bemaerkes, at det ganske vist ifoelge direktivets artikel 4, stk. 1, er udelukket at en virksomhedsoverfoersel i sig selv kan give overdrageren eller erhververen en begrundelse for at foretage afskedigelser, men at denne bestemmelse dog ikke "er ... til hinder for, at der kan ske afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, der medfoerer beskaeftigelsesmaessige aendringer". Det skal tilfoejes, at direktivet heller ikke er til hinder for, at eventuelle i national ret gaeldende regler, hvorefter overdrageren har adgang til for saa vidt muligt at undgaa afskedigelser at nedbringe eller helt undgaa omkostninger, der skyldes et overtal af beskaeftigede arbejdstagere, ogsaa efter overfoerslen kan finde anvendelse til fordel for erhververen.

20 Det foerste praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv 77/187 af 14. februar 1977 skal fortolkes saaledes, at alle de paa tidspunktet for en virksomheds overfoersel mellem overdrageren og arbejdstagerne i vedkommende virksomhed bestaaende arbejdskontrakter eller arbejdsforhold automatisk overgaar til erhververen alene paa grund af overfoerslen.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

21 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Pretura di Milano med dette spoergsmaal oensker en afgoerelse af, om direktivet, som det hedder i dets artikel 1, stk. 1, "finder anvendelse paa overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som foelge af overdragelse eller fusion", naar den paagaeldende virksomhed er omfattet af bestemmelser som dem, der er indeholdt i lovdekret nr. 26 af 30. januar 1979 om hasteforanstaltninger i forbindelse med saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder (GURI nr. 36 af 6.2.1979) som aendret og konverteret til lov nr. 95 af 3. april 1979 (GURI nr. 94 af 4.4.1979).

22 Ved besvarelsen af dette spoergsmaal skal der henvises til de sondringer, Domstolen har opstillet bl.a. i dom af 7. februar 1985 (sag 135/83, Abels, Sml. s. 469), der i oevrigt findes kort sammenfattet i Pretura di Milano' s kendelse.

23 Domstolen fastslog i naevnte dom, at direktivet ikke finder anvendelse paa overfoersler, som sker inden for rammerne af en konkursbehandling, der har til formaal at realisere overdragerens aktiver under den kompetente retlige myndigheds kontrol. Dette resultat stoettes paa, at der ikke i direktivet findes en udtrykkelig bestemmelse vedroerende overfoersel af virksomheder, foretaget inden for rammerne af konkurs eller tilsvarende procedurer (dommens praemis 17), paa direktivets formaal, som er at forhindre, at omstruktureringen inden for faellesmarkedet sker paa bekostning af arbejdstagerne i de beroerte virksomheder (praemis 18), og paa den alvorlige risiko for en generel forvaerring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkaar, i strid med Traktatens sociale formaal, der kunne opstaa, saafremt direktivet skulle anvendes paa overfoersler, som sker inden for rammerne af en konkursbehandling (praemis 23).

24 Domstolen har derimod i samme dom fastslaaet, at direktivet finder anvendelse paa en overfoersel, foretaget inden for rammerne af en procedure som "surséance van betaling" (en af retten meddelt betalingshenstand), selv om denne procedure frembyder visse faelles traek med konkursbehandling. Domstolen anfoerte saaledes, at de grunde, som er til hinder for at anvende direktivet paa overfoersler af virksomheder i forbindelse med en konkursbehandling, ikke gaelder for en procedure af den naevnte art, naar den kompetente domstols kontrol er af mere begraenset omfang end tilfaeldet er ved konkurs, og naar procedurens formaal i foerste raekke er at bevare aktiverne og i givet fald fortsaette virksomhedens drift gennem en kollektiv betalingshenstand med henblik paa at opnaa en ordning, der goer det muligt at sikre driften i fremtiden (praemis 28).

25 Det bemaerkes, at selv om Domstolen i praemis 28 i foernaevnte dom af 7. februar 1985 i Abels-sagen har omtalt omfanget af den kompetente dommers kontrol under bobehandlingsproceduren, er det ikke muligt paa grundlag af denne henvisning - der skyldes den i samme doms praemis 12 omtalte vanskelighed med at fastlaegge indholdet af begrebet overdragelse i henhold til aftale i direktivets artikel 1, stk. 1, paa grund af forskellene i medlemsstaternes konkursret - som det i oevrigt udtales i naevnte doms praemis 13, at fastlaegge direktivets raekkevidde alene gennem en fortolkning paa grundlag af ordlyden af dette begreb, og saaledes ej heller at fastlaegge direktivets anvendelsesomraade paa grundlag af arten af den kontrol med virksomhedsoverfoersler, der under en given konkursprocedure udoeves af den kompetente administrative eller retlige myndighed.

26 Paa baggrund af disse af Domstolen i Abels-dommen udviklede synspunkter, maa det afgoerende kriterium for bedoemmelsen derfor vaere det formaal, der forfoelges med den paagaeldende procedure.

27 Ifoelge den italienske lov af 3. april 1979 traeffes afgoerelse om anvendelse af ordningen om saerlig administration for de af loven omfattede virksomheder ved dekret. Dette dekret har eller kan have to slags virkninger ifoelge naevnte lov.

28 Dels skal det med henblik paa en fuldstaendig anvendelse af konkursloven ligestilles med et dekret om tvungen administrativ likvidation i medfoer af artikel 195 ff. og artikel 237 i konkursloven. Det fremgaar af de sidstnaevnte bestemmelser, at virkningerne af tvungen administrativ likvidation, bortset fra visse for denne ordning saeregne traek, i alt vaesentligt er identiske med virkningerne af konkurs.

29 Dels kan en beslutning - i henhold til dekret - om at anvende ordningen om saerlig administration ogsaa gaa ud paa, at virksomheden skal fortsaette driften i et tidsrum, der beregnes efter de i loven fastsatte regler under ledelse af en kommissaer. Naevnte kommissaer har ifoelge artikel 2 i loven af 3. april 1979 bl.a. kompetence til at udforme et program, hvis gennemfoerelse skal godkendes af tilsynsmyndigheden, og som saa vidt muligt, og idet der tages hensyn til kreditorernes interesser, skal omfatte en "saneringsplan, der lader sig forene med hovedlinierne i industripolitikken, og som saerligt angiver de anlaeg, der skal genoptage driften, de anlaeg, der skal udbygges, samt de virksomhedsanlaeg og -indretninger, der skal overfoeres".

30 Det fremgaar af det anfoerte, at en lov som den italienske lov om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder, for saa vidt angaar de traek, der er saerligt karakteristiske for den, fremtraeder paa forskellig maade, alt efter om det i dekretet om indledning af proceduren for tvungen administrativ likvidation bestemmes, at den paagaeldende virksomhed skal viderefoeres eller ej.

31 Er der ikke i dekretet bestemt noget herom, eller er fristen for gyldigheden af en bestemmelse om, at virksomheden kan fortsaette driften, udloebet, kan formaalet med, foelgerne af og risikoen i forbindelse med en procedure som proceduren for tvungen administrativ likvidation ligestilles med de formaal, foelger og risici, paa baggrund af hvilke Domstolen i foernaevnte dom af 7. februar 1985 i Abels-sagen fastslog, at direktivets artikel 1, stk. 1, ikke finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift i en situation, hvor overdrageren er erklaeret konkurs. Gennem denne procedure skal der ligesom i konkurs ske en realisering af debitors aktiver med henblik paa fyldestgoerelse af samtlige anmeldte fordringer, og de overfoersler, der gennemfoeres inden for rammerne af den, falder derfor uden for direktivets anvendelsesomraade. Saafremt dette ikke var tilfaeldet, kunne det ikke - som anfoert af Domstolen i naevnte dom af 7. februar 1985 i Abels-sagen - udelukkes, at der opstaar alvorlig risiko for en generel forvaerring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkaar, i strid med Traktatens formaal.

32 Det fremgaar derimod af bestemmelserne i den italienske lov, at formaalet med anvendelsen af proceduren for saerlig administration, naar det i dekretet om anvendelse af denne procedure ogsaa bestemmes, at virksomheden skal fortsaette driften under ledelse af den for proceduren ansvarlige kommissaer, i foerste raekke er at opnaa en balance i virksomheden, der kan give sikkerhed for den fremtidige drift. Det hermed tilstraebte oekonomiske og sociale formaal kan hverken give en forklaring paa eller en begrundelse for, at arbejdstagerne i virksomheden, naar denne helt eller delvist overfoeres, skulle miste de rettigheder, som de har ifoelge direktivet paa de deri fastsatte betingelser.

33 Den nationale ret har i forelaeggelseskendelsen i den forbindelse bl.a. naevnt, at der i forarbejderne til lovdekret nr. 26 af 1979 findes klare udtalelser om, at ordningen tager sigte paa at bevare de virkelig sunde dele af en virksomhed, at en virksomhed under saerlig administration med staten som kautionist kan optage laan til genoptagelse af driften, udbygning af produktionsanlaeg, industribygninger og driftsmateriel, og endelig, at beskyttelsen af kreditorernes interesse i en procedure for saerlig administration har mindre vaegt end i andre likvidationsprocedurer og navnlig, at kreditorerne ikke har indflydelse paa afgoerelser vedroerende fortsaettelse af virksomhedens drift.

34 Det andet praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 77/187 af 14. februar 1977 ikke finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, der sker inden for rammerne af en kreditorforfoelgningsprocedure som den i italiensk lovgivning omhandlede tvungne administrative likvidation (liquidazione coatta amministrativa), jf. italiensk lov af 3. april 1979 om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder. Derimod finder de samme bestemmelser i samme direktiv anvendelse, naar det inden for rammerne af en i lovgivningen fastlagt ordning som ordningen om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder er vedtaget at fortsaette en virksomheds drift, saa laenge vedtagelsen herom er i kraft.

Sagens omkostninger

35 De udgifter, der er afholdt af den franske og den italienske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af Pretura di Milano ved kendelse af 23. oktober 1989, for ret:

1) Artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter skal fortolkes saaledes, at alle de paa tidspunktet for en virksomheds overfoersel mellem overdrageren og arbejdstagerne i vedkommende virksomhed bestaaende arbejdskontrakter eller arbejdsforhold automatisk overgaar til erhververen alene paa grund af overfoerslen.

2) Artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 finder ikke anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, der sker inden for rammerne af en kreditorforfoelgningsprocedure som den i italiensk lovgivning omhandlede tvungne administrative likvidation (liquidazione coatta amministrativa), der er omhandlet i lov af 3. april 1979 om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder. Derimod finder de samme bestemmelser i samme direktiv anvendelse, naar det inden for rammerne af en i lovgivningen fastlagt ordning som ordningen om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder er vedtaget at fortsaette en virksomheds drift, saa laenge vedtagelsen herom er i kraft.