61989J0033

++++

1 . Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - loen - begreb - fratraedelsesgodtgoerelse ved arbejdsforholdets ophoer - omfattet

( EOEF-Traktaten, art . 119 )

2 . Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - deltidsbeskaeftigede udelukket fra at faa udbetalt fratraedelsesgodtgoerelse ved arbejdsforholdets ophoer - deltidsbeskaeftigede hovedsagelig kvinder - ikke tilladt uden objektiv begrundelse

( EOEF-Traktaten, art . 119 )

3 . Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - EOEF-Traktatens artikel 119 - direkte virkning - raekkevidde

( EOEF-Traktaten, art . 119 )

1 . Godtgoerelser, der af arbejdsgiveren ydes arbejdstageren ved arbejdsforholdets ophoer, udgoer en form for opsat loen, som arbejdstageren har ret til som foelge af arbejdsforholdet, men som foerst udbetales ved arbejdsforholdets ophoer med det formaal at goere det lettere for arbejdstageren at tilpasse sig de nye forhold, der opstaar i den anledning . En saadan godtgoerelse er dermed omfattet af begrebet loen i Traktatens artikel 119' s forstand .

2 . EOEF-Traktatens artikel 119 er til hinder for at anvende en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter arbejdsgiverne er berettiget til at udelukke deltidsbeskaeftigede fra at faa udbetalt en fratraedelsesgodtgoerelse ved arbejdsforholdets ophoer, naar det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af maend end af kvinder har deltidsbeskaeftigelse, medmindre arbejdsgiveren godtgoer, at bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen .

3 . Naar en bestemmelse i en kollektiv overenskomst foerer til en indirekte forskelsbehandling, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt, det vaere sig maend eller kvinder, behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som de oevrige arbejdstagere i forhold til beskaeftigelsens omfang, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret .

1 Ved kendelse afsagt den 12 . december 1988, indgaaet til Domstolen den 9 . februar 1989, har Arbeitsgericht Hamburg i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktatens artikel 119 og Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10 . februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder ( EFT L 45, s . 19 ).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Maria Kowalska har anlagt mod sin tidligere arbejdsgiver, Freie und Hansestadt Hamburg, og hvorunder hun har fremsat krav om fratraedelsesgodtgoerelse (" UEbergangsgeld ") i forbindelse med sin pensionering .

3 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at arbejdsforholdet var omfattet af reglerne i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte funktionaerer ( Bundesangestelltentarifvertrag, herefter benaevnt BAT ). I henhold til overenskomstens §62 har fuldtidsbeskaeftigede ansatte, der opfylder betingelserne herfor, ret til fratraedelsesgodtgoerelse paa det tidspunkt, hvor arbejdsforholdet ophoerer .

4 Under henvisning til denne bestemmelse afslog arbejdsgiveren at betale Maria Kowalska fratraedelsesgodtgoerelse og anfoerte som begrundelse, at hun havde vaeret deltidsbeskaeftiget .

5 Efter Maria Kowalskas opfattelse var dette en retsstridig indirekte forskelsbehandling, og hun anlagde derfor sag ved Arbeitsgericht Hamburg, der fandt, at soegsmaalet rejser spoergsmaal om fortolkningen af EOEF-Traktatens artikler 117 og 119 samt direktiv 75/117 . Retten har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"1 . Foreligger der en overtraedelse af artikel 119 i EOEF-Traktaten af 1957 i form af en 'indirekte forskelsbehandling af kvinder' , naar det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i Forbundsrepublikken Tyskland bestemmes, at funktionaerer ved udtraedelse af ansaettelsesforholdet, som de ikke selv er skyld i ( isaer naar de falder for aldersgraensen og dermed pensioneres, naar de bliver uarbejdsdygtige, eller der sker en vaesentlig nedsaettelse af deres arbejdsevne ), faar udbetalt en fratraedelsesgodtgoerelse paa indtil fire maaneders loen, som har sit historiske grundlag i tjenestemandsretten, mens funktionaerer, med hvem der ikke er aftalt fuld normal arbejdstid ( 38 timer ugentlig ), er undtaget fra udbetalingen af denne godtgoerelse, og naar deltidsbeskaeftigede kvinder udgoer en betydelig stoerre del af det samlede antal deltidsbeskaeftigede funktionaerer, der er omfattet af overenskomsten, end kvinder udgoer af det samlede antal fuldtidsbeskaeftigede funktionaerer, der er omfattet af overenskomsten?

2 . Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende :

Foelger det da af EOEF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med artikel 117, og/eller af bestemmelserne i Raadets direktiv 75/117/EOEF, at deltidsbeskaeftigede trods reglerne i overenskomsten har krav paa godtgoerelse ( i forhold til beskaeftigelsens omfang ), eller kan der ikke antages at foreligge et saadant krav paa grund af overenskomstparternes ret til selvregulering?"

6 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de relevante faellesskabsbestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Spoergsmaal 1

7 Med det foerste praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om Traktatens artikel 119 er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte bestemmes, at arbejdsgiverne kun skal udbetale en fratraedelsesgodtgoerelse ved arbejdsforholdets ophoer til fuldtidsbeskaeftigede, naar gruppen af deltidsbeskaeftigede omfatter langt flere kvinder end maend .

8 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal maa det foerst undersoeges, om en fratraedelsesgodtgoerelse, der udbetales til arbejdstageren ved arbejdsforholdets ophoer, er omfattet af anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 119 .

9 Som Domstolen allerede har statueret, omfatter begrebet loen i EOEF-Traktatens artikel 119, stk . 2, samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier ( jfr . senest dom af 17 . maj 1990, Barber mod Guardian Royal Exchange Assurance Group, praemis 12, sag C-262/88, Sml . s . 1889 ). Herefter udelukker den omstaendighed, at visse ydelser foerst udbetales efter arbejdsforholdets ophoer, ikke, at ydelserne har karakter af loen i Traktatens artikel 119' s forstand .

10 Specielt med hensyn til godtgoerelser, der ydes arbejdstageren ved arbejdsforholdets ophoer, bemaerkes, at de udgoer en form for opsat loen, som arbejdstageren har ret til som foelge af arbejdsforholdet, men som foerst udbetales ved arbejdsforholdets ophoer med det formaal at goere det lettere for arbejdstageren at tilpasse sig de nye forhold, der opstaar i den anledning ( jfr . ogsaa den ovenfor anfoerte dom af 17 . maj 1990 i sag C-262/88 ).

11 Heraf foelger, at en godtgoerelse, der ydes en arbejdstager ved arbejdsforholdets ophoer, principielt er omfattet af begrebet loen i Traktatens artikel 119' s forstand .

12 Da artikel 119 er ufravigelig, gaelder forbudet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke blot for offentlige myndigheder, men omfatter ogsaa alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold, og aftaler mellem private ( jfr . dom af 8 . april 1976, Defrenne, praemis 39, sag 43/75, Sml . s . 455 ).

13 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at den paagaeldende bestemmelse i overenskomsten kun giver fuldtidsbeskaeftigede arbejdstagere ret til fratraedelsesgodtgoerelse ved arbejdsforholdets ophoer . En saadan kollektiv overenskomst, hvorefter arbejdsgiverne kan opretholde en forskel i den samlede afloenning af to kategorier af arbejdstagere - nemlig de arbejdstagere, der har en bestemt mindstearbejdstid pr . uge eller maaned, og de arbejdstagere, der udfoerer samme arbejde, men ikke har denne mindstearbejdstid - medfoerer rent faktisk en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere, naar det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af maend end af kvinder har deltidsbeskaeftigelse . En saadan overenskomst maa derfor principielt anses for at vaere i strid med Traktatens artikel 119 . Det eneste tilfaelde, hvor dette ikke gaelder, er, naar den forskellige behandling af de to kategorier af arbejdstagere er begrundet i objektive faktorer, som udelukker en forskelsbehandling paa grund af koen ( jfr . dom af 13 . maj 1986, Bilka-Kaufhaus, sag 170/84, Sml . s . 1607 ).

14 Under sagens behandling har Freie und Hansestadt Hamburg i det vaesentlige gjort gaeldende, at deltidsbeskaeftigedes og deres familiemedlemmers underhold ikke udelukkende sikres ved hjaelp af deres arbejdsvederlag, og at arbejdsgiveren derfor ikke har pligt til at yde deltidsbeskaeftigede den forbigaaende hjaelp .

15 Hertil bemaerkes, at det tilkommer den nationale ret, som har enekompetence til at bedoemme de faktiske omstaendigheder, at afgoere, om og i hvilket omfang en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der uden forskel gaelder for alle arbejdstagere, men som rent faktisk i hoejere grad rammer kvinder end maend, er berettiget af objektive grunde, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen .

16 Det foerste spoergsmaal, den nationale ret har forelagt, maa herefter besvares med, at EOEF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for at anvende en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter arbejdsgiverne er berettiget til at udelukke deltidsbeskaeftigede fra at faa udbetalt en fratraedelsesgodtgoerelse ved arbejdsforholdets ophoer, naar det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af maend end af kvinder har deltidsbeskaeftigelse, medmindre arbejdsgiveren godtgoer, at bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen .

Spoergsmaal 2

17 Det andet spoergsmaal drejer sig om konsekvenserne af, at den nationale ret fastslaar, at en bestemmelse som den her omhandlede i en kollektiv overenskomst er uforenelig med EOEF-Traktatens artikel 119, isaer naar henses til overenskomstparternes ret til selvregulering .

18 I den forbindelse bemaerkes - som Domstolen har statueret i dommen af 8 . april 1976 ( sag 43/75, jfr . ovenfor ) - at bestemmelsen i EOEF-Traktatens artikel 119 er tilstraekkelig praecis til, at den kan paaberaabes af borgerne for en national retsinstans med henblik paa, at denne tilsidesaetter enhver national bestemmelse, herunder i givet fald en kollektiv overenskomst, der ikke er i overensstemmelse med traktatbestemmelsen .

19 Det fremgaar af dommen af 13 . december 1989, Ruzius-Wilbrink ( sag C-102/88, Sml . s . 4311 ), at medlemmerne af den gruppe, det vaere sig maend eller kvinder, der stilles ugunstigt i tilfaelde, hvor der foreligger indirekte forskelsbehandling, har ret til at vaere omfattet af samme regler som de oevrige arbejdstagere i forhold til beskaeftigelsens omfang . Det samme maa gaelde, naar de diskriminerende bestemmelser findes i kollektive overenskomster .

20 Spoergsmaal 2 maa herefter besvares med, at naar en bestemmelse i en kollektiv overenskomst foerer til en indirekte forskelsbehandling, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af denne forskelsbehandling, behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som de oevrige arbejdstagere i forhold til beskaeftigelsens omfang, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar EOEF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret .

Sagens omkostninger

21 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN ( Sjette Afdeling )

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse, dateret den 7 . februar 1987, for ret :

1 ) EOEF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for at anvende en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter arbejdsgiverne er berettiget til at udelukke deltidsbeskaeftigede fra at faa udbetalt en fratraedelsesgodtgoerelse ved arbejdsforholdets ophoer, naar det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af maend end af kvinder har deltidsbeskaeftigelse, medmindre arbejdsgiveren godtgoer, at bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen .

2 ) Naar en bestemmelse i en kollektiv overenskomst foerer til en indirekte forskelsbehandling, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af denne forskelsbehandling, behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som de oevrige arbejdstagere i forhold til beskaeftigelsens omfang, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar EOEF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret .