61989J0010

++++

Frie varebevaegelser - industriel og kommerciel ejendomsret - varemaerkeret - lignende varer beskyttet i forskellige medlemsstater af identiske eller forvekslelige varemaerker tilhoerende to virksomheder uden nogen forbindelser med hinanden - adgang for indehaveren af varemaerket i en medlemsstat til at modsaette sig import af det af den anden virksomhed under dettes varemaerke markedsfoerte produkt - lovlighed - den faelles oprindelse af de to varemaerker forud for en ekspropriation med adgang for indbyrdes uafhaengige indehavere til at benytte maerket til foelge - uden betydning

( EOEF-Traktaten, art . 30 og 36 )

Traktatens artikler 30 og 36 er ikke til hinder for, at en national lovgivning giver en virksomhed, der er indehaver af en varemaerkeret i en medlemsstat, adgang til at modsaette sig, at en virksomhed, som ikke staar i noget retligt eller oekonomisk afhaengighedsforhold til indehaveren, uden dennes samtykke indfoerer lignende varer fra en anden medlemsstat, hvor disse varer lovligt er forsynet med et varemaerke, der er identisk med eller kan forveksles med det beskyttede varemaerke, selv om det varemaerke, hvorunder de omtvistede produkter indfoeres, oprindelig tilhoerte et datterselskab af den virksomhed, der modsaetter sig indfoerslen, og maerket blev erhvervet af en tredje virksomhed efter ekspropriation af datterselskabet .

Efter ekspropriationen har hvert varemaerke - uanset deres faelles oprindelse - inden for sit geografiske omraade selvstaendigt opfyldt den funktion at garantere, at maerkevarerne har én bestemt oprindelse .

1 Ved kendelse af 24 . november 1988, indgaaet til Domstolen den 13 . januar 1989, har Bundesgerichtshof i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal, der vedroerer varemaerkeretten og fortolkningen af Traktatens artikler 30, 36 og 222 .

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem det belgiske selskab CNL-SUCAL og det tyske selskab HAG GF AG . Det tyske selskab saelger koffeinfri kaffe, som selskabet producerer ved en fremgangsmaade, som det har opfundet . Selskabet er i Forbundsrepublikken Tyskland indehaver af en lang raekke varemaerker, hvoraf det aeldste blev registreret i 1907, og hvis vaesentligste indhold udgoeres af ordet "HAG", som ogsaa indgaar i selskabets firmanavn .

3 I 1908 registrerede HAG GF AG i Belgien i sit navn to varemaerker, der bestod af betegnelsen "Kaffee HAG ". I 1927 stiftede selskabet et helejet og fuldt ud kontrolleret datterselskab i Belgien under firmanavnet "Café HAG SA ". Datterselskabet foretog registrering af i hvert fald to varemaerker i sit navn, herunder et, hvori bl.a . betegnelsen "Café HAG" indgaar . Med virkning fra 1935 overdrog HAG GF AG til datterselskabet ogsaa de maerker, som var registreret i Belgien i HAG GF AG' s navn .

4 I 1944 blev Café HAG SA beslaglagt som fjendtlig ejendom . Senere solgte den belgiske stat samtlige aktier til Van Oevelen-familien . I 1971 solgte Café HAG SA sine varemaerker inden for Benelux-omraadet til kommanditselskabet Van Zuylen Frères i Liège .

5 SA CNL-SUCAL NV er - efter aendringer af selskabsform og firmanavn - en viderefoerelse af det tidligere kommanditselskab Van Zuylen Frères . SA CNL-SUCAL NV er begyndt at importere koffeinfri kaffe til Forbundsrepublikken Tyskland under betegnelsen "HAG ".

6 For at faa standset denne import har HAG AG anlagt sag ved tysk ret, idet selskabet goer gaeldende, at "Kaffee HAG" i Tyskland har opnaaet status som et beroemt varemaerke, og at den koffeinfrie kaffe, som selskabet saelger under denne betegnelse, som foelge af en ny fremstillingsproces er af en hoejere kvalitet end den koffeinfrie kaffe, som CNL-SUCAL importerer til Forbundsrepublikken Tyskland .

7 Sagen er ved "revisionsanke" blevet indbragt for Bundesgerichtshof, der i medfoer af Traktatens artikel 177 har udsat sagen, indtil Domstolen har afgjort foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"1 ) Er det - naar tillige henses til EOEF-Traktatens artikel 222 - foreneligt med bestemmelserne om de frie varebevaegelser ( EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 ), at en virksomhed, der er hjemmehoerende i medlemsstat A, paa grundlag af sine indenlandske firma - og varemaerkerettigheder modsaetter sig indfoersel af lignende varer fra en virksomhed, der er hjemmehoerende i medlemsstat B, naar disse varer i medlemsstat B lovligt er forsynet med en varebetegnelse, der

a ) kan forveksles med det firmanavn og de varemaerker, som den i stat A hjemmehoerende virksomhed har beskyttelse for, og

b ) det paagaeldende varemaerke oprindelig ogsaa i stat B tilhoerte den i stat A hjemmehoerende virksomhed - som registreret senere end det i stat A beskyttede maerke - og af denne virksomhed blev overdraget til et i stat B stiftet datterselskab inden for samme koncern, og

c ) maerket, efter at datterselskabet var blevet konfiskeret i stat B, af denne stat som et aktiv i det beslaglagte datterselskab blev overdraget sammen med dette til en tredjemand, der paa sin side overdrog retten til varebetegnelsen til en virksomhed, hvis rettigheder er overgaaet til den virksomhed, som nu eksporterer varerne til stat A under den paagaeldende betegnelse?

2 ) Saafremt spoergsmaal 1 besvares benaegtende, oenskes det oplyst :

Har det betydning for svaret paa ovennaevnte spoergsmaal, at det i stat A beskyttede kendetegn er blevet et 'beroemt' maerke i denne stat, og det som foelge af en saerlig bekendthedskvalitet maa antages, at der, hvis det samme kendetegn anvendes af en tredje virksomhed, ikke kan sikres forbrugerne oplysning om producenten paa en maade, der ikke begraenser de frie varebevaegelser?

3 ) Saafremt spoergsmaal 1 besvares benaegtende, oenskes det endvidere ( alternativt ) oplyst :

Er svaret det samme i tilfaelde af, at forbrugerne i stat A ikke kun betragter det dér beskyttede kendetegn som en producentangivelse, men tillige hermed forbinder visse forestillinger om de paagaeldende maerkevarers egenskaber, navnlig med hensyn til kvaliteten, og de fra stat B under den samme betegnelse indfoerte varer ikke svarer til disse forventninger?

4 ) Saafremt alle tre ovenstaaende spoergsmaal besvares benaegtende, oenskes det oplyst :

Paavirker det bedoemmelsen, saafremt de i spoergsmaal 2 og 3 saerligt naevnte betingelser er opfyldt kumulativt?"

8 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Det foerste spoergsmaal

9 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige fastslaaet, om EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 er til hinder for, at en national lovgivning giver en virksomhed, der er indehaver af en varemaerkeret i en medlemsstat, adgang til at modsaette sig import af lignende varer fra en anden medlemsstat, hvor disse varer lovligt er forsynet med et varemaerke, som er identisk med eller kan forveksles med det beskyttede varemaerke, selv om det varemaerke, under hvilket de omtvistede varer importeres, oprindelig tilhoerte et datterselskab af den virksomhed, der modsaetter sig indfoerslen, og maerket er blevet erhvervet af en tredje virksomhed efter ekspropriation af datterselskabet .

10 Naar henses til det i forelaeggelseskendelsen og under retsforhandlingerne for Domstolen anfoerte vedroerende betydningen af Domstolens dom af 3 . juli 1974, Van Zuylen mod Hag ( 192/73, Sml . s . 731 ), for besvarelsen af den nationale rets spoergsmaal, bemaerkes allerfoerst, at Domstolen finder det noedvendigt at tage den fortolkning, der blev lagt til grund i denne dom, op til fornyet overvejelse i lyset af udviklingen i retspraksis om forholdet mellem den industrielle og kommercielle ejendomsret og Traktatens almindelige bestemmelser, herunder navnlig vedroerende de frie varebevaegelser .

11 Efter artikel 36 er forbud og restriktioner vedroerende indfoersel lovlige, som er begrundet i hensynet til beskyttelse af den industrielle og kommercielle ejendomsret, hvorved det er en udtrykkelig betingelse, at saadanne forbud mv . hverken udgoer et middel til vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne .

12 Ifoelge Domstolens faste praksis tillader artikel 36 kun, at det grundlaeggende princip om de frie varebevaegelser inden for det faelles marked fraviges i det omfang, dette er begrundet i hensynet til beskyttelsen af de rettigheder, der udgoer den saerlige genstand for den paagaeldende industrielle og kommercielle ejendomsret, og indehaveren af en industriel og kommerciel ejendomsret, der er beskyttet efter lovgivningen i en medlemsstat, kan derfor ikke paa grundlag af denne lovgivning modsaette sig import eller markedsfoering af en vare, der lovligt er bragt paa markedet i en anden medlemsstat enten af indehaveren selv, med dennes samtykke eller af nogen med et retligt eller et oekonomisk afhaengighedsforhold til indehaveren ( jf . navnlig dom af 8 . juni 1971, Deutsche Grammophon, 78/70, Sml . s . 125, dom af 31 . oktober 1974, Centrafarm mod Winthrop, 16/74, Sml . s . 1183, og dom af 9 . juli 1985, Pharmon mod Hoechst, 19/84, Sml . s . 2281 ).

13 Hvad saerlig angaar retten til varemaerker, bemaerkes, at en saadan ret er afgoerende inden for rammerne af den ordning med loyal konkurrence, som skal gennemfoeres og opretholdes efter Traktaten . Under en saadan ordning maa virksomhederne saettes i stand til paa grundlag af kvaliteten af deres produkter eller tjenesteydelser at opbygge en fast kundekreds, hvilket kun er muligt, saafremt der findes saerlige kendetegn, ved hjaelp af hvilke disse produkter og tjenesteydelser kan identificeres . Betingelsen for, at et varemaerke kan have denne funktion, er, at maerket for ethvert produkt, der er forsynet med det, udgoer en garanti for, at produktet er blevet fremstillet under kontrol af én bestemt virksomhed, der er ansvarlig for produktets kvalitet .

14 Som Domstolen har udtalt i en lang raekke domme, bestaar en varemaerkerettigheds saerlige genstand saaledes navnlig i, at indehaveren har en ret til at benytte maerket, naar et produkt bringes i handelen for foerste gang, hvorved indehaveren opnaar en beskyttelse mod konkurrenters misbrug af varemaerkets status og omdoemme ved salg af produkter, der retsstridigt er forsynet med maerket . Ved fastlaeggelsen af den noejagtige raekkevidde af denne eneret for indehaveren af maerket maa der tages hensyn til dettes afgoerende funktion, som er at garantere maerkevarens oprindelse over for forbrugeren eller den endelige bruger, som dermed saettes i stand til uden risiko for forveksling at adskille varen fra varer med en anden oprindelse ( jf . navnlig dom af 23 . maj 1978, Hoffmann-La Roche, praemis 7, 102/77, Sml . s . 1139, og dom af 10 . oktober 1978, Centrafarm mod American Home Products Corporation, praemisserne 11 og 12, 3/78, Sml . s . 1823 ).

15 Ved bedoemmelsen af et sagsforhold som det, der beskrives af den nationale ret, i lyset af det anfoerte, er det afgoerende, at indehaveren af det efter den nationale lovgivning beskyttede varemaerke klart ikke har givet samtykke til forhandling i en anden medlemsstat under et identisk eller forveksleligt varemaerke af en lignende vare, der fremstilles og saelges af en virksomhed, som hverken staar i et retligt eller oekonomisk afhaengighedsforhold til indehaveren af varemaerket .

16 Varemaerkets afgoerende funktion ville blive undergravet, saafremt indehaveren af varemaerket i denne situation ikke kunne goere brug af den adgang, som den nationale lovgivning giver ham til at modsaette sig import af en lignende vare under en betegnelse, der vil kunne forveksles med indehaverens eget varemaerke, idet forbrugerne ellers ikke laengere med sikkerhed vil kunne fastslaa maerkevarens oprindelse, ligesom indehaveren af varemaerket kunne risikere at blive lastet for en daarlig varekvalitet, som den paagaeldende er uden ansvar for .

17 Det er herved uden betydning, at det efter den nationale lovgivning beskyttede varemaerke og det lignende maerke, som den importerede vare er forsynet med paa grundlag af lovgivningen i eksportmedlemsstaten, oprindelig har haft den samme indehaver, som maatte afstaa retten til det ene varemaerke ved en ekspropriation i den ene af de to stater foer oprettelsen af Faellesskabet .

18 Efter ekspropriationen har hvert varemaerke - uanset deres faelles oprindelse - inden for sit geografiske omraade selvstaendigt opfyldt den funktion at garantere, at maerkevarerne har én bestemt oprindelse .

19 Det foelger af det anfoerte, at under omstaendigheder som de foreliggende, hvor der oprindelig var én varemaerkeindehaver, og varemaerkeretten efter en ekspropriation tilkommer flere, maa hver varemaerkeindehaver kunne modsaette sig, at der i den medlemsstat, hvor han har varemaerkeret, indfoeres og forhandles varer fremstillet af den anden indehaver, naar der er tale om lignende varer forsynet med et identisk eller forveksleligt varemaerke .

20 Det foerste spoergsmaal skal foelgelig besvares saaledes, at EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 ikke er til hinder for, at en national lovgivning giver en virksomhed, der er indehaver af en varemaerkeret i en medlemsstat, adgang til at modsaette sig indfoersel af lignende varer fra en anden medlemsstat, hvor disse varer lovligt er forsynet med et varemaerke, der er identisk med eller kan forveksles med det beskyttede varemaerke, selv om det varemaerke, hvorunder de omtvistede produkter indfoeres, oprindelig tilhoerte et datterselskab af den virksomhed, der modsaetter sig indfoerslen, og maerket blev erhvervet af en tredje virksomhed efter ekspropriation af datterselskabet .

Det andet, det tredje og det fjerde spoergsmaal

21 Naar henses til svaret paa det foerste spoergsmaal, har det andet, det tredje og det fjerde spoergsmaal ikke laengere nogen genstand .

Sagens omkostninger

22 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikken Tysklands regering, Kongeriget Nederlandenes regering, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands regering, Kongeriget Spaniens regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 24 . november 1988, for ret :

EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 ikke er til hinder for, at en national lovgivning giver en virksomhed, der er indehaver af en varemaerkeret i en medlemsstat, adgang til at modsaette sig indfoersel af lignende varer fra en anden medlemsstat, hvor disse varer lovligt er forsynet med et varemaerke, der er identisk med eller kan forveksles med det beskyttede varemaerke, selv om det varemaerke, hvorunder de omtvistede produkter indfoeres, oprindelig tilhoerte et datterselskab af den virksomhed, der modsaetter sig indfoerslen, og maerket blev erhvervet af en tredje virksomhed efter ekspropriation af datterselskabet .