61989C0085

++++

Hoeje Domstol .

1 . I denne sag er der fremsat en praejudiciel anmodning vedroerende fortolkningen af artikel 51 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 som senere aendret (( jfr . bilag I til Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2001/83, EFT L 230, s . 6 )). Bestemmelsen angaar fornyet beregning af sociale sikringsydelser .

2 . Maria Ravida har ligesom sin aegtefaelle vaeret beskaeftiget i Italien og i Belgien . Hendes ret til alderspension indtraadte fra den 1 . april 1978 i Italien og fra den 1 . april 1980 i Belgien . Efter hendes aegtefaelles doed har hun desuden faaet tilkendt en efterladtepension baade i Italien og i Belgien ( fra den 1 . april 1980 ).

3 . Beregningen af den belgiske efterladtepension skete under hensyntagen til en belgisk regel om forbud mod dobbeltydelser, hvorefter en efterladtepension kun indtil et vist maksimumsbeloeb kan kumuleres med én eller flere alderspensioner eller enhver anden anden ydelse, der traeder i stedet derfor, og som udbetales i medfoer af belgisk eller fremmed lovgivning . De fire pensioner, som Maria Ravida var berettiget til, oversteg dette beloeb, og det overskydende beloeb blev foelgelig fratrukket i hendes efterladtepension .

4 . Senere blev den italienske alderspension indeksreguleret . Da den belgiske sociale sikringsinstitution ( Office national des pensions, herefter benaevnt "Office national ") erfarede dette, nedsatte den Maria Ravidas efterladtepension med et tilsvarende beloeb med virkning fra juli 1986 .

5 . Maria Ravida indbragte denne afgoerelse for tribunal du travail de Nivelles, idet hun gjorde gaeldende, at artikel 51 i forordning nr . 1408/71 under disse omstaendigheder var til hinder for, at der blev foretaget en fornyet beregning ( og en reduktion af ) den belgiske efterladtepension .

6 . Den belgiske domstol har forelagt foelgende spoergsmaal for Domstolen :

"Naar en medlemsstats lovgivning indeholder regler om fastsaettelse af et maksimumsbeloeb for kumulation af alders - og efterladtepensioner ( i denne sag artikel 52 i kongelig anordning af 21 . december 1967 ), og naar dette maksimumsbeloeb er blevet fastsat paa det tidspunkt, da pensionen traadte i kraft, ogsaa under hensyntagen til en ydelse, som var tilkendt for en anden medlemsstats regning, er den foerstnaevnte medlemsstats kompetente institution da berettiget til at tage hensyn til reguleringer af ydelsen, som den anden medlemsstat foretager, med henblik paa en fornyet beregning og nedsaettelse - i overensstemmelse med princippet i artikel 51, stk . 2, i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 - af det pensionsbeloeb, som oprindelig blev tilkendt, saafremt det nationale maksimumsbeloeb paa et givet tidspunkt overskrides paa grund af forhoejelser af den ydelse, som udbetales af den anden medlemsstat?"

7 . Artikel 51 i forordning nr . 1408/71 findes i forordningens afsnit III, kapitel 3 . Reglerne i dette kapitel finder ikke kun anvendelse paa alderspensioner, men tillige paa efterladtepensioner . Dette fremgaar af artikel 41, stk . 1 - dvs . den foerste artikel i kapitel 3 - der indeholder foelgende bestemmelse :

"Har en arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende vaeret omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater fastsaettes hans eller hans efterladtes ret til ydelser efter bestemmelserne i dette kapitel ."

8 . Artikel 51 bestemmer :

"1 . Saafremt stoerrelsen af ydelser i de paagaeldende medlemsstater aendres med en bestemt procentdel eller et bestemt beloeb som foelge af stigninger i leveomkostningerne, aendringer i loenniveauet eller andre forhold, som giver anledning til regulering, finder en saadan aendring direkte anvendelse paa de ydelser, der er fastsat efter bestemmelserne i artikel 46, uden at der behoever foretages fornyet beregning i henhold til den naevnte artikel .

2 . Derimod skal der, i tilfaelde af aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af ydelser, foretages fornyet beregning efter bestemmelserne i artikel 46 ."

9 . Artikel 51 er blevet behandlet indgaaende af Domstolen i en raekke sager, navnlig i sag 7/81, Sinatra mod FNROM ( Sml . 1982, s . 137 ), sag 104/83, Cinciuolo mod Union nationale des fédérations mutualistes neutres ( Sml . 1984, s . 1285 ) og sag 141/88, Caisse nationale d' assurance vieillesse mod Jordan ( dom af 12 . juli 1989, Sml . s . 2387 ). Saaledes som Domstolen har fortolket denne bestemmelse, indeholder den en sondring mellem to forskellige situationer : a ) de situationer, hvor aendringen af ydelserne skyldes forhold, som er uafhaengige af den forsikredes individuelle forhold, men er et resultat af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold; b ) de situationer, hvor aendringen enten skyldes forandring i den forsikredes personlige forhold eller aendring af reglerne for beregning af ydelserne . I det foerste tilfaelde maa der i henhold til artikel 51, stk . 1, ikke foretages en fornyet beregning, mens artikel 51, stk . 2, i det andet tilfaelde goer en fornyet beregning obligatorisk .

10 . Som Office national har bemaerket, kan der i denne sag ikke vaere tale om en anvendelse af princippet i artikel 51, stk . 2, saaledes som det naevnes i det forelagte spoergsmaal . Maria Ravidas italienske alderspension er ikke blevet forhoejet som foelge af aendringer i hendes individuelle forhold eller som foelge af en aendring i reglerne for beregningen af pensionen . Den er blevet reguleret paa baggrund af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold . Hvis foelgelig et af artikel 51' s to stykker finder anvendelse, vil der snarere vaere tale om stk . 1 end om stk . 2 . Saafremt artikel 51, stk . 1, finder anvendelse, kan Office national ikke foretage en fornyet beregning af Maria Ravidas ydelser paa grund af reguleringen af den italienske ydelse .

11 . Det er imidlertid Office nationals opfattelse, at ingen af de to stykker i artikel 51 er anvendelige . Office national finder derimod, at artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 finder anvendelse . Denne regel har foelgende ordlyd :

"Indeholder en medlemsstats lovgivning bestemmelser om, at en ydelse skal nedsaettes, stilles i bero eller bortfalde, naar modtageren samtidig faar udbetalt andre sociale ydelser eller har andre indtaegter, finder disse bestemmelser tillige anvendelse, selv om det drejer sig om ydelser, som den paagaeldende har opnaaet i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, eller om indtaegter, han har modtaget paa en anden medlemsstats omraade . Denne regel finder dog ikke anvendelse, saafremt den paagaeldende modtager ydelser af samme art ved invaliditet, alderdom, doedsfald ( pensioner ) eller erhvervssygdom, der fastsaettes af institutionerne i to eller flere medlemsstater i overensstemmelse med artiklerne 46, 50 og 51 eller artikel 60, stk . 1, litra b )."

12 . Office national har gjort gaeldende, at de omtvistede ydelser i den foreliggende sag ikke er af samme art, da én af dem ( efterladtepensionen ) er blevet tilkendt paa grundlag af forsikringsperioder, der er tilbagelagt af modtagerens aegtefaelle, mens den anden ( alderspensionen ) er tilkendt paa grundlag af forsikringsperioder, der er tilbagelagt af modtageren selv . Office national henviser til sag 37/86, Van Gastel, foedt Coenen, mod ONPTS og CNPRS ( Sml . 1987, s . 3589 ) og sag 197/85, ONPTS mod Stefanutti ( Sml . 1987, s . 3855 ). I Van Gastel-sagen udtalte Domstolen, at en efterladtepension og en alderspension er ydelser af samme art "for saa vidt som de begge har til formaal at sikre den laengstlevende aegtefaelle, som har naaet en vis alder, det noedvendige til den paagaeldendes underhold, idet ydelsernes stoerrelse er afhaengig af de af den afdoede aegtefaelle tilbagelagte forsikringsperioder ". I Stefanutti-sagen udtalte Domstolen, at en invalidepension, der er baseret paa den erhvervsmaessige loebebane, som modtageren selv har tilbagelagt, og en efterladtepension, der er baseret paa den afdoede aegtefaelles erhvervsmaessige loebebane, ikke kunne anses for at vaere ydelser af samme art, jfr . artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71, og at nationale antikumulationsregler saaledes kunne anvendes .

13 . Maria Ravida og Kommissionen har ikke henvist til disse domme, men citerer i stedet Cinciuolo-sagen, som jeg allerede har naevnt . Sagen angik en mand, som modtog invaliditetsydelser i Belgien og Italien samt en loebende ydelse i Italien i anledning af erhvervssygdom . De italienske ydelser blev fradraget i den belgiske ydelse i medfoer af en belgisk antikumulationsregel, idet dette var mere fordelagtigt for ham end en anvendelse af artikel 46 i forordning nr . 1408/71 . Efterfoelgende nedsatte den belgiske institution den ydelse, som den udbetalte til ham, som foelge af indeksreguleringer af de italienske ydelser . Paa denne baggrund statuerede Domstolen :

"Artikel 51 i forordning nr . 1408/71 ... skal fortolkes saaledes, at den ogsaa finder anvendelse paa ydelser som f.eks . loebende ydelser i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, som i henhold til nationale antikumulationsregler fra foerst af har haft indflydelse paa den pension, der er fastsat i overensstemmelse med ... artikel 46, og hvis senere regulering kan faa indflydelse paa denne pension . Der skal saaledes ikke foretages fornyet beregning af pensionen i henhold til artikel 46 i tilfaelde af aendringer i en saadan loebende ydelse som foelge af den almindelige oekonomiske og sociale udvikling ".

14 . I denne dom gentog Domstolen en udtalelse i Sinatra-sagen ( jfr . ovenfor ), nemlig at artikel 51 tilsigter "at begraense den administrative byrde, som en efterproevelse af den socialforsikredes stilling ved enhver aendring af de oppebaarne ydelser ville betyde ". Domstolen fastslog derefter ( i praemis 13 ):

"De samme hensyn til forenkling og stabilitet taler imod, at der foretages fornyet beregning, hver gang en ydelse, som er lagt til grund ved den oprindelige beregning af pensionerne, i kraft af nationale antikumulationsregler aendres som foelge af samme almindelige udvikling . Den i artikel 51 dragne sondring, alt efter om aendringen af ydelserne skyldes den almindelige udvikling i de oekonomiske forhold eller en aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af ydelser, kan udmaerket anvendes paa andre ydelser end dem, der er fastsat i henhold til artikel 46 ."

15 . Dette giver anledning til tre bemaerkninger . For det foerste, at Domstolen i Cinciuolo-dommen ikke henviste til artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71, selv om den belgiske institution havde gjort gaeldende, at den var anvendelig .

16 . For det andet, at de faktiske omstaendigheder i Cinciuolo-sagen og i naervaerende sag kun er forskellige paa ét punkt, nemlig at Maria Ravidas alderspensioner er baseret paa forsikringsperioder, som hun selv har tilbagelagt, og at hendes efterladtepensioner er opnaaet paa grundlag af forsikringsperioder, der er tilbagelagt af hendes aegtefaelle, mens alle Cinciuolos pensioner var baseret paa forsikringsperioder, som han selv havde tilbagelagt . Denne forskel er naturligvis ikke helt uvaesentlig . Det fremgaar klart af dommen i Stefanutti-sagen ( jfr . ovenfor ), at en alderspension, der er baseret paa modtagerens eget forsikringsforloeb, og en efterladtepension, der er baseret paa de forsikringsperioder, som modtagerens afdoede aegtefaelle havde tilbagelagt, ikke er ydelser af samme art i artikel 12, stk . 2' s betydning . Dette er begrundelsen for, at nationale antikumulationsregler kunne anvendes ved den oprindelige beregning af Maria Ravidas pensioner og ved enhver fornyet beregning, der senere foretages under anvendelse af artikel 51, stk . 2 . Dette betyder imidlertid ikke, at artikel 12, stk . 2, hindrer anvendelsen af artikel 51, stk . 1, idet denne bestemmelse i henhold til dommene i Sinatra -, Cinciuolo - og Jordan-sagerne er til hinder for, at der foretages fornyet beregning, naar en af ydelserne er blevet aendret som foelge af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold . For saa vidt angaar anvendelsen af artikel 51, er det uden betydning, om en af pensionerne er baseret paa modtagerens eget beskaeftigelsesforloeb, mens den anden ( efterladtepensionen ) er baseret paa aegtefaellens . Artikel 51 finder anvendelse paa alle ydelser, der beregnes i overensstemmelse med artikel 46 .

17 . Endelig skal jeg bemaerke, at én af ydelserne i Cinciuolo-sagen ikke var af en saadan art, at den faldt inden for anvendelsesomraadet for afsnit III, kapitel 3, i forordning nr . 1408/71 ( dvs . det kapitel, hvori artikel 51 findes ) - nemlig den italienske ydelse i anledning af erhvervssygdom, dvs . den ydelse, der blev aendret, hvorfor den belgiske institution nedsatte den paagaeldendes invaliditetspension . I naervaerende sag falder alle ydelserne, dvs . alderspensionerne og efterladtepensionerne, i medfoer af artikel 44, stk . 1, jfr . ovenfor, inden for kapitel 3' s anvendelsesomraade . Hvis artikel 51 finder anvendelse, naar én af ydelserne falder uden for anvendelsesomraadet, er det min opfattelse, at bestemmelsen saa meget mere skal anvendes, naar alle de paagaeldende ydelser klart falder inden for anvendelsesomraadet .

18 . Office national har anfoert, at hvis artikel 51, stk . 1, fandt anvendelse i naervaerende sag, og saaledes var til hinder for en fornyet beregning og en nedsaettelse af den belgiske efterladtepension, ville artikel 12, stk . 2, blive indholdsloes . Det er imidlertid min opfattelse, at det er mere korrekt at sige, at hvis artikel 12, stk . 2, fandt anvendelse, ville artikel 51, stk . 1, blive indholdsloes . Der er nemlig ikke nogen modsaetning mellem artikel 12, stk . 2, og artikel 51 . Bestemmelserne har hver deres anvendelsesomraade . Artikel 12, stk . 2, giver adgang til, at nationale antikumulationsregler i visse tilfaelde anvendes ved den oprindelige beregning af ydelsen og ved en senere fornyet beregning . Artikel 51 fastlaegger, i hvilke tilfaelde der skal foretages en saadan fornyet beregning .

19 . Det er foelgelig min opfattelse, at det spoergsmaal, som tribunal du travail de Nivelles har forelagt Domstolen, maa besvares saaledes :

"Naar en person efter en beregning i overensstemmelse med artikel 46 i forordning nr . 1408/71 modtager en efterladtepension i én medlemsstat og en alderspension i en anden medlemsstat, er forordningens artikel 51, stk . 1, til hinder for, at institutionen i én af medlemsstaterne foretager en fornyet beregning og nedsaetter efterladtepensionen, naar alderspensionen aendres i den anden medlemsstat som foelge af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold; det er i denne forbindelse uden betydning, om pensionerne er fastsat paa grundlag af samme persons beskaeftigelsesforloeb ."

(*) Originalsprog : engelsk .