61988C0362

++++

Hoeje Domstol .

A - Faktiske omstaendigheder

1 . Den praejudicielle sag, som jeg skal udtale mig om i dag, vedroerer en noget atypisk problematik, som muligvis er omfattet af anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikler 30 ff .

2 . I september 1986 uddelte det belgiske aktieselskab GB-INNO-BM ( herefter benaevnt INNO ), som driver supermarkeder i Belgien, bl.a . ved Arlon naer den belgisk-luxembourgske graense, i Storhertugdoemmet Luxembourg reklamer til fremme af salg af sine varer . Disse reklamer indeholdt henvisninger til den begraensede varighed af prisnedsaettelser samt angivelse af nedsatte priser under henvisning til de tidligere priser . Reklamerne var i overensstemmelse med de belgiske retsregler ( 1 ) om illoyal konkurrence, men ikke med de dagaeldende luxembourgske bestemmelser, hvorefter salgstilbud eller detailhandelssalg, som er forbundet med en tidsbegraenset nedsaettelse og finder sted uden for ekstraordinaere salg eller udsalg, er forbudt, naar tilbuddets varighed angives eller der henvises til tidligere priser .

3 . Confédération du commerce luxemburgeois ( herefter benaevnt CCL ) greb ind over for denne reklamepraksis og fremsatte over for de kompetente luxembourgske domstole begaering om, at der i form af et forloebigt retsmiddel blev nedlagt forbud over for INNO mod den beskrevne reklamepraksis . Efter at tribunal d' arrondissement de Luxembourg, afdelingen for handelssager, havde nedlagt et saadant forbud, ankede INNO forgaeves denne afgoerelse og indgav derefter kassationsanke ved Cour supérieure de justice de Luxembourg som kassationsdomstol .

4 . Denne ret har i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse :

"Skal EOEF-Traktatens artikler 30, 31, stk . 1, og 36 fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning bestemmer, at tilbud eller salg en detail til midlertidigt nedsatte priser uden for ekstraordinaere salg eller udsalg kun er tilladt paa betingelse af, at varigheden af tilbuddene ikke er angivet og der ikke henvises til de tidligere priser?"

5 . Jeg skal i noedvendigt omfang i min stillingtagen komme ind paa de oevrige faktiske omstaendigheder samt parternes indlaeg . I oevrigt henviser jeg til retsmoederapporten .

B - Sagens genstand

6 . CCL, Forbundsrepublikken Tyskland samt Storhertugdoemmet Luxembourg er af den opfattelse, at de her omtvistede bestemmelser ikke skal bedoemmes paa grundlag af Traktatens artikler 30 ff ., da de ikke vedroerer graenseoverskridende varebevaegelser, men kun reklamering . INNO' s salg af varer finder udelukkende sted paa belgisk omraade, hvorfor en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet paa forhaand er utaenkelig .

7 . INNO, Kommissionen samt Den Franske Republik har derimod den opfattelse, at de omtvistede luxembourgske retsregler er foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner i EOEF-Traktatens artikel 30' s forstand, da bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for reklamering, kan vaere egnet til at begraense indfoerslernes omfang, fordi de paavirker afsaetningsmulighederne for de indfoerte varer .

1 . Anvendeligheden af EOEF-Traktatens artikler 30 ff .

8 . Foerst maa det erkendes, at de her omtvistede nationale bestemmelser ikke umiddelbart regulerer indfoerslen af varer fra andre stater i Faellesskabet, men kun reklamering for disse varer . Dette udelukker dog ikke en vurdering af saadanne bestemmelser paa grundlag af EOEF-Traktatens artikler 30 ff ., idet det i EOEF-Traktatens artikel 30 fastsatte og, som allerede erkendt, vidtraekkende forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner efter Domstolens faste praksis ( 2 ) omfatter enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, oejeblikkeligt eller potentielt kan hindre samhandelen i Faellesskabet .

9 . Ganske vist udelukker et reklameforbud, som der er tale om her, ikke indfoersel af varer, som har oprindelse i andre medlemsstater eller er i fri omsaetning der, til den paagaeldende medlemsstat; det kan imidlertid vanskeliggoere deres afsaetning og saaledes indirekte hindre samhandelen mellem medlemsstaterne ( 3 ). Bestemmelser, som begraenser eller forbyder visse former for reklamering og visse afsaetningsfremmende metoder, kan nemlig, skoent de ikke direkte regulerer indfoerslerne, alligevel vaere egnet til at begraense indfoerslernes omfang, fordi de paavirker afsaetningsmulighederne for de indfoerte varer ( 4 ).

10 . Den omstaendighed, at nationale bestemmelser om reklamering ikke direkte, men kun indirekte kan paavirke samhandelen inden for Faellesskabet, er saaledes ikke til hinder for, at EOEF-Traktatens artikler 30 ff . kan finde anvendelse .

11 . Heller ikke den omstaendighed, at de salg, som INNO har reklameret for i Luxembourg, finder sted i Belgien, udelukker, at EOEF-Traktatens artikler 30 ff . kan finde anvendelse . De naevnte bestemmelser i EOEF-Traktaten sondrer ikke mellem den graenseoverskridende handel, som drives af forretningsfolk, og transaktioner, hvor den private kunde begiver sig over graensen for at koebe, for saa at indfoere den koebte vare som privatperson til sin medlemsstats omraade . En henvisning til disse forskellige sider af erhvervsvirksomhed har Domstolen, saa vidt jeg kan se, foerste gang givet i dommen af 31 . januar 1984 i de forenede sager 286/82 og 26/83 ( 5 ), hvor den vedroerende begrebet fri udveksling af tjenesteydelser udtalte, at med henblik paa udfoerelsen af tjenesteydelser kan tjenesteyderen enten begive sig til den medlemsstat, hvor modtageren bor, eller modtageren kan begive sig til den stat, hvor tjenesteyderen er etableret . I dommen af 7 . marts 1989 i sag 215/87 ( 6 ) maa Domstolen med hensyn til begrebet indfoersel af varer have lagt lignende synspunkter til grund, da den bedoemte indfoersel foretaget af en privatperson paa grundlag af EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 og kom til det resultat, at den var uforenelig med de naevnte bestemmelser .

12 . Der er her tale om et lignende tilfaelde . Her begiver koebere fra en medlemsstat sig til en anden for der at koebe gunstigere ind . Dette kan de imidlertid kun goere, hvis de har kendskab til de i nabolandet gaeldende salgsbetingelser .

13 . Hvordan kan befolkningen i en medlemsstat blive informeret om salgsbetingelserne i en anden medlemsstat, hvis reklamering herfor kan forhindres under henvisning til de i den foerste medlemsstat gaeldende bestemmelser? En saadan fortolkning ville netop forholde graensebefolkningen fordelene ved faellesmarkedet og fastholde den i en marginalposition, som er kendetegnet ved "graenser, der skiller ". Fjernelse af disse graenser er et maal for de i Faellesskabet sammensluttede landes faelles handling ( 7 ). Den fortsatte bestaaen af en saadan graense for reklamering er derfor uforenelig med "oprettelsen af et faellesmarked", der naevnes i foerste raekke som Traktatens formaal i EOEF-Traktatens artikel 2 .

14 . Desuden ville en saadan fortolkning begraense betydningen af formaalet med afsnit I i Traktatens anden del, "frie varebevaegelser", for i en markedsoekonomi er oplysning af markedets brugere om markedsbetingelserne en vaesentlig forudsaetning for dets funktion . Der er ikke fremfoert argumenter for, at Traktatens ophavsmaend oenskede en saadan begraensning . Tvaertimod taler generalklausulen i forbuddet "alle foranstaltninger med tilsvarende virkning ( som kvantitative indfoerselsrestriktioner )" for den her haevdede opfattelse .

15 . Der maa saaledes konstateres en sammenhaeng med de graenseoverskridende varebevaegelser . Herved adskiller de her omtvistede nationale bestemmelser sig fra andre nationale bestemmelser, som kun hoerer under den nationale oekonomiske og sociale politiks omraade og ikke har virkninger for den paagaeldende stats udenrigshandel, som f.eks . bestemmelser om forbud mod natarbejde i bagerier ( 8 ) eller forbud mod salg om soendagen ( 9 ).

16 . Som mellemresultat staar det saaledes fast, at en medlemsstats retsregler om reklamering for varer ogsaa kan bedoemmes paa grundlag af principperne i EOEF-Traktatens artikler 30 ff ., naar koebet foretages i en anden medlemsstat og den koebte vare foerst indfoeres til den foerste medlemsstat af en privatperson .

2 . Reklameforbud

17 . Som allerede naevnt kan bestemmelser, som begraenser eller forbyder visse former for reklamering og visse afsaetningsfremmende metoder, meget vel vaere egnet til at begraense indfoerslernes omfang, fordi de paavirker afsaetningsmulighederne for de indfoerte varer . Det kan ikke udelukkes, at den omstaendighed, at den paagaeldende erhvervsdrivende er tvunget til enten at anvende forskellige reklamesystemer eller salgsfremmende metoder, alt efter hvilken medlemsstat det drejer sig om, eller opgive et system, som han anser for saerlig effektivt, kan udgoere en hindring for importen, selv om en saadan lovgivning gaelder uden forskel for indenlandske og indfoerte varer ( 10 ). Dette gaelder navnlig naar der som i det foreliggende tilfaelde er tale om reklamering i to lande med samme sprog og valuta .

18 . Ifoelge Domstolens faste praksis ( 11 ) maa hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, naar der ikke findes faelles forskrifter for omsaetningen af de omhandlede produkter, accepteres i det omfang bestemmelserne, der skal gaelde uden forskel for indenlandske og indfoerte produkter, er uomgaengeligt noedvendige af hensyn til en af de i EOEF-Traktatens artikel 36 naevnte offentlige interesser eller paa grund af tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelse eller god handelsskik . Saadanne bestemmelser skal dog staa i et rimeligt forhold til det tilstraebte formaal . Har en medlemsstat valget mellem flere forskellige foranstaltninger, som kan opfylde det samme maal, skal den vaelge det middel, som hindrer den frie samhandel mindst muligt .

19 . Paa denne baggrund maa det fastslaas, at der som faelles eller harmoniserede forskrifter om reklame kun findes Raadets direktiv af 10 . september 1984 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame ( 12 ). Dette drejer sig dog, som allerede titlen viser, kun om vildledende reklame og tillader derudover ifoelge artikel 7 en mere vidtgaaende beskyttelse af forbrugerne, de erhvervsdrivende og offentligheden i medlemsstaternes bestemmelser .

20 . Da der saaledes ikke foreligger endelige faellesskabsbestemmelser om reklamering, maa det undersoeges, om de her omtvistede nationale bestemmelser kan retfaerdiggoeres af de ovennaevnte tvingende hensyn . Herved maa de to reklameforbud behandles hver for sig .

a ) Forbudet mod at angive et saertilbuds varighed .

21 . For at retfaerdiggoere disse bestemmelser har den luxembourgske regering anfoert, at det er noedvendigt af hensyn til alle markedets brugere at skabe pristransparens og adskille salg til nedsatte priser fra de to gange aarligt stedfindende og lovlige udsalg . Den luxembourgske lovgiver har dermed villet regulere markedet og begraense handelspraksis, som kan stille forbrugeren ringere og forstyrre den normale konkurrence . En udbredelse af en saadan handelspraksis med den foelge, at avancen i normale tider forhoejes svarende til de tab, som indtraeder i forbindelse med de ekstraordinaere salg, er ikke i forbrugernes interesse .

22 . I retsmoedet fremstillede den luxembourgske regering sagen noget anderledes og anfoerte, at hovedformaalet med de omtvistede bestemmelser er at beskytte forbrugeren, men ikke den indenlandske handel .

23 . CCL har derudover henvist til, at den normale konkurrence mellem virksomhederne forstyrres til skade for forbrugerne ved tidsbegraensede ekstraordinaere salg, hvis varighed angives .

24 . Forbundsrepublikken Tysklands regering deler denne opfattelse . Det boer ikke vaere tilladt den enkelte konkurrent at give offentligheden en forestilling om saerlige koebsfordele gennem salgsfremstoed, der falder uden for den regelmaessige forretningsvirksomhed, for derved at opnaa et forspring for sine konkurrenter . Hertil kommer synspunktet om beskyttelse af forbrugeren mod uforholdsmaessig, usaglig paavirkning af dennes oekonomiske beslutningsfrihed . Herved spiller foerst og fremmest beskyttelsen mod den ved tilbuddets tidsbegraensning fremkaldte psykologiske koebetvang en rolle .

25 . INNO, den franske regering og Kommissionen anser ikke forbuddet mod at angive det ekstraordinaere salgs varighed for berettiget . Det tjener ikke til beskyttelse af forbrugeren, at denne forholdes korrekte oplysninger .

26 . Ved undersoegelsen af spoergsmaalet, om forbuddet mod at angive et ekstraordinaert salgs varighed kan vaere berettiget, skal jeg i foerste raekke tage udgangspunkt i den luxembourgske regerings forklaring, da denne maa vaere naermest til at give oplysninger om maalsaetningen med dens nationale retsforskrifter . Denne regering har i det vaesentlige begrundet naevnte forbud med, at de ekstraordinaere salg i forbrugerens interesser i det vaesentlige klart maa adskilles fra de tilladte, to gange aarligt stedfindende udsalg .

27 . Hvorfor en saadan beslutning imidlertid maa anses for et "tvingende hensyn" til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik, har regeringen ikke redegjort for . En saadan redegoerelse er da ogsaa vanskelig, da de normale udsalg finder sted to gange aarligt, begge gange paa fastsatte tidspunkter, saaledes at det under alle omstaendigheder er klart for forbrugeren, at ekstraordinaere salg uden for disse perioder ikke kan vaere udsalg . Det er heller ikke blevet forklaret, hvilken interesse forbrugerne derudover skulle have i at sondre mellem ekstraordinaere salg og udsalg .

28 . Det blev heller ikke begrundet, hvorfor princippet om prisgennemsigtighed skulle kraeve, at forbrugeren forholdes oplysninger, der, som f.eks . en angivelse af et ekstraordinaert salgs varighed, kan vaere nyttige for hans koebsbeslutning .

29 . Alt i alt er det saaledes ikke blevet godtgjort, at der foreligger tvingende hensyn til sikring af forbrugerbeskyttelsen .

30 . Det samme gaelder med hensyn til beskyttelsen af den loyale konkurrence . Naar ekstraordinaere salgsfremstoed er lovlige - og det er de ogsaa efter luxembourgsk ret, blot er angivelse af deres varighed forbudt - ses det ikke, hvorledes der goeres indgreb i konkurrenternes interesser, hvis der gives forbrugeren oplysninger om fremstoedets varighed . Det indgreb i konkurrencestrukturen, som nogle af parterne frygter, maa, saafremt det foreligger, dog vaere det samme, selv om varigheden af ekstraordinaere salgsfremstoed angives .

b ) Forbuddet mod prissammenligning .

31 . Den luxembourgske regering har som begrundelse for forbuddet mod henvisning til tidligere priser anfoert praktiske betragtninger, som paa den ene side skal forhindre, at de handlende goer et ekstraordinaert salg til et kamufleret udsalg uden for de efter lovgivningen tilladte perioder . For det andet oensker man at undgaa at skulle kontrollere de tidligere priser .

32 . I retsmoedet har den luxembourgske regering desuden henvist til faren for vildledning af koeberne . Forbrugeren kan til syvende og sidst aldrig kontrollere, om den angivne tidligere pris virkelig er korrekt . Forbuddet mod prissammenligning tjener saaledes til beskyttelse af forbrugerne .

33 . Den luxembourgske regerings opfattelse stoettes af Forbundsrepublikken Tyskland samt af CCL, mens den franske regering, INNO samt Kommissionen har bestridt den .

34 . Hvis forbrugeren skal forholdes oplysninger til sin egen beskyttelse, maa dette begrundes paa overbevisende maade . Naar alt kommer til alt, maa det for det foerste antages, at enhver korrekt oplysning kun kan vaere forbrugeren til nytte . Henvisningen til, at forbuddet mod prissammenligning skal goere en kontrol af rigtigheden af den angivne pris overfloedig, er ikke tilstraekkelig til at retfaerdiggoere forbuddet . Endelig er hensynet til forenkling af forvaltningen ikke anerkendt som "tvingende hensyn", som kan begraense princippet om frie varebevaegelser .

35 . Beskyttelse af forbrugerne mod vildledende reklame kan derimod ikke uden videre afvises som en begrundelse for forbuddet . Naar alt kommer til alt, kan vildledende reklame foranledige forbrugerne til at traeffe ufordelagtige afgoerelser ved erhvervelse af varer eller ved anvendelse af tjenesteydelser, hvilket ogsaa anfoeres i betragtningerne til Raadets direktiv om vildledende reklame .

36 . Alligevel forekommer et absolut forbud mod prissammenligning, ogsaa under hensyntagen til forbrugerbeskyttelsen, at vaere uforholdsmaessigt . Hvis man nemlig afvejer forbrugernes interesser i omfattende oplysninger paa den ene side og deres beskyttelse mod vildledning paa den anden side, er det tilstraekkeligt at forbyde prissammenligning, naar den beror paa urigtige og dermed vildledende oplysninger . Det vil sige, at en prissammenligning kan forbydes, hvis den pris, som angives som den tidligere pris, faktisk ikke er korrekt .

37 . Da alle Faellesskabets medlemsstater endelig ifoelge artikel 8 i Raadets naevnte direktiv om vildledende reklame siden 1 . oktober 1986 har vaeret forpligtet til at gribe ind mod vildledende reklame, forekommer et udtrykkeligt forbud mod prissammenligning af hensyn til forbrugerbeskyttelsen at vaere uforholdsmaessigt, idet det er tilstraekkeligt at forbyde urigtige prissammenligninger .

38 . I denne sammenhaeng maa der henvises til, at en prissammenligning ifoelge den belgiske lovgivning, efter hvilken INNO havde udformet sin reklame, kun er tilladt, naar der henvises til den saedvanlige pris . Denne anses i almindelighed for at vaere den, der blev forlangt i en periode paa en maaned foer prisnedsaettelsen ( 13 ).

39 . En virksom kontrol med en saadan ordning sikres ikke blot af myndighederne og forbrugerne, men ogsaa af konkurrencen . Dette har sagsoegeren i hovedsagen med rette henvist til .

40 . Forbundsrepublikken Tysklands regering er af den opfattelse, at beskyttelsen mod illoyal konkurrence er en del af beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret i henhold til EOEF-Traktatens artikel 36 . Paa dette punkt er det tilstraekkeligt at fastslaa, at der efter min opfattelse her ikke er tale om et tilfaelde af illoyal konkurrence, og at bestemmelsen i artikel 36 ikke kan paaberaabes mod lovlig konkurrence .

41 . Heraf foelger, at den omhandlede luxembourgske lovgivning ikke kan anvendes paa de reklamer, som sagsoegeren, der er etableret i Belgien, har uddelt i Luxembourg, men stadig er anvendelig paa de luxembourgske erhvervsdrivende . Det tilkommer den luxembourgske lovgiver, men ikke Domstolen, at drage konsekvenserne heraf . Dette har den franske regering med rette henvist til .

c ) Standstill-klausulen i EOEF-Traktatens artikel 31 .

42 . Vedroerende spoergsmaalet, om standstill-klausulen i EOEF-Traktatens artikel 31, stk . 1, er relevant, giver hverken parternes indlaeg eller den praejudicielle anmodning grundlag for at afgoere dette spoergsmaal . Navnlig ved jeg ikke, om der ved den storhertugelige anordning af 23 . december 1974 blev indfoert kvantitative restriktioner, som ikke bestod tidligere . Af denne grund kan jeg ikke udtale mig om spoergsmaalet, om EOEF-Traktatens artikel 31 kan finde anvendelse i denne sag .

C - Konklusion

43 . Som resultat foreslaar jeg Domstolen at besvare det forelagte spoergsmaal saaledes :

"EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for en medlemsstats bestemmelser, hvorefter tilbud eller salg en detail fra andre medlemsstater til kortvarigt nedsatte priser, som finder sted uden for ekstraordinaere salg eller udsalg, kun er tilladt paa betingelse af, at der i tilbuddene ikke oplyses om disses varighed og ikke henvises til de tidligere priser ."

(*) Originalsprog : tysk .

( 1 ) Det er i hvert fald ikke Domstolen bekendt, at de belgiske myndigheder havde rejst indsigelser mod reklameringen .

( 2 ) Siden dommen af 11 . juli 1974 i sag 8/74 - Dassonville - Sml . s . 837, jfr . s . 851-852 .

( 3 ) Se bl.a . dommene af 16 . december 1980 i sag 27/80 - straffesag mod Fietje - Sml . 1980, s . 3839, jfr . s . 3853, samt af 14 . juli 1988 - judiciel procedure om oekonomisk genopretning over for Smanor SA i sag 298/87, Sml . s . 4489 .

( 4 ) Jfr . dom af 15 . december 1982 i sag 286/81 - straffesagen Oosthoeks Uitgevermaatschappij BV - Sml . s . 4575, jfr . s . 4587 .

( 5 ) Dom af 31 . januar 1984 i de forenede sager 286/82 og 26/83 - Graziana Luisi og Giuseppe Carbone mod Ministeriet for Statskassen - Sml . s . 377, jfr . s . 401 .

( 6 ) Dom af 7 . marts 1989 i sag 215/87 - Heinz Schumacher mod Hauptzollamt Frankfurt am Main/Ost - Sml . s . 617 .

( 7 ) Praeamblen, anden betragtning .

( 8 ) Dom af 14 . juli 1981 i sag 155/80 - boedesag mod Sergius Oebel - Sml . s . 1993 .

( 9 ) Dom af 23 . november 1989 i sag C-145/88 - Torfaen Borough Council mod B & Q PLC - Sml . s . 3851 .

( 10 ) Jfr . dom af 15 . december 1982 i sag 286/81, Sml . s . 4575, jfr . s . 4587 f . ( citeret i note 4 ).

( 11 ) Jfr . bl.a . dommene af 20 . februar 1979 i sag 120/78 - REWE mod Bundesmonopolanstalt fuer Branntwein - Sml . s . 639, jfr . s . 642, af 10 . november 1982 i sag 261/81 - Walter Rau Lebensmittel AG mod Desmedt PVBA - Sml . s . 3961, jfr . s . 3972, og af 12 . marts 1987 i sag 78/84 - Kommissionen mod Tyskland - Sml . s . 1227, jfr . s . 1270 .

( 12 ) EFT 1984, L 250, s . 17 .

( 13 ) Artikel 4, stk . 1, i lov af 14 . juli 1971 om handelsskik ( loi sur les pratiques du commerce ).