61987C0389

++++

Hoeje Domstol .

1 . De vanskeligheder, som henholdsvis Echternach og Moritz, der begge er tyske statsborgere, har haft ved at opnaa studiestoette i Nederlandene i henhold til den nederlandske lov om studiestoette ( herefter benaevnt "WSF "), har foranlediget Commissie van Beroep Studiefinanciering i Groningen til i to forskellige sager at forelaegge Domstolen en raekke meget omstaendelige praejudicielle spoergsmaal .

2 . Det nederlandske ministeriums afslag paa at udbetale saavel Echternach som Moritz studiestoette blev begrundet ens : Ansoegerne, som ikke var nederlandske statsborgere, hoerte i oevrigt ikke til den gruppe udenlandske studerende, der sidestilles med nederlaendere i henhold til WSF . Naermere bestemt synes forholdet at vaere det, at de paagaeldende to personer i de nederlandske myndigheders oejne ikke havde nogen opholdstilladelse i henhold til den nederlandske udlaendingelov, som WSF henviser til med hensyn til definitionen af, hvilke udenlandske studerende der sidestilles med indenlandske .

3 . Ud over denne analogi er der visse forskelle mellem Echternachs og Moritz' forhold .

4 . Den manglende opholdstilladelse i henhold til udlaendingeloven skyldtes for Echternachs vedkommende, at han var fritaget for en saadan tilladelse paa grund af sin fars erhverv, idet denne var tjenestemand ved European Space Agency ( herefter benaevnt "ESA ") i Nordwijk i Nederlandene . I kraft af sin virksomhed som international tjenestemand hoerte Echternachs far og medlemmerne af hans familie som naevnt i forelaeggelsesdommen til den "kategori udlaendinge, som har en saerlig status i henhold til en international konvention, og som ikke er omfattet af den nederlandske udlaendingelov" ( 1 ). I forelaeggelsesdommen naevnes det ligeledes, at ESA til Echternach udstedte "et legitimationsbevis, hvoraf fremgik, at han ikke skulle have opholdstilladelse i henhold til udlaendingeloven" ( 2 ).

5 . Moritz har ifoelge de nederlandske myndigheder ikke opholdstilladelse, fordi han, efter at have boet sammen med sine foraeldre i Nederlandene siden 1972, hvor hans far arbejdede, vendte tilbage til Forbundsrepublikken Tyskland, stadig sammen med sine foraeldre, i 1985, og derefter vendte alene tilbage til Nederlandene i 1986 for at fortsaette sine studier; naermere bestemt har han ikke en saadan opholdstilladelse, hvorefter han ifoelge WSF ville kunne henregnes til de udenlandske studerende, der sidestilles med indenlandske . Ved sin tilbagevenden til Nederlandene fik han kun tildelt et midlertidigt opholdsbevis . Et saadant dokument giver ikke ifoelge WSF mulighed for at sidestille den udenlandske studerende, som er indehaver deraf, med en nederlandsk studerende .

6 . Paa grundlag af den detaljerede og komplicerede formulering af de spoergsmaal, som Commissie van Beroep Studiefinanciering har forelagt, kan der identificeres en raekke retlige problemer, hvoraf nogle er faelles for de to sager og andre kun opstaar i én af dem .

7 . Domstolen skal for det foerste tage stilling til, i hvilket omfang en offentlig studiestoetteordning kan vaere omfattet af artikel 12 i Raadets forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ( herefter benaevnt "forordningen ") ( 3 ). Det drejer sig altsaa her om bestemmelsens materielle anvendelsesomraade . For det andet maa Domstolen med hensyn til omstaendighederne i Echternach-sagen tage stilling til, om virksomhed som tjenestemand ved ESA bevirker, at den, der udoever den, mister sin egenskab af vandrende arbejdstager i henhold til faellesskabsretten, og er til hinder for, at tjenestemanden samt hans familie opnaar de hertil knyttede rettigheder . For det tredje maa Domstolen med hensyn til omstaendighederne i Moritz-sagen afgoere, om de rettigheder, som et barn i opholdsmedlemsstaten har i kraft af en af foraeldrenes egenskab af vandrende arbejdstager, paavirkes af den omstaendighed, at den paagaeldende har forladt denne medlemsstat, mens barnet er vendt tilbage dertil for at fortsaette sine studier efter en kort udrejse . Paa grundlag af de to sidstnaevnte punkter boer Domstolen praecisere det personelle anvendelsesomraade for forordningens artikel 12 . For det fjerde maa Domstolen endelig udtale sig om, hvorvidt betingelser vedroerende et barns opholdsret i opholdsstaten kan beroeve et barn af en vandrende arbejdstager en eventuel ret til studiestoette fra denne stat .

I - Det materielle anvendelsesomraade for forordningens artikel 12

8 . Spoergsmaal 5 og 6 i Echternach-sagen og spoergsmaal 1 og 5 i Moritz-sagen vedroerer det materielle anvendelsesomraade for forordningens artikel 12 . Det foerste angaar arten af de studier, som reglen vedroerer, naar den i stk . 1, bestemmer foelgende : "Saafremt en statsborger i en medlemsstat er eller har vaeret beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade, har hans boern, hvis de er bosat paa denne medlemsstats omraade, adgang til almindelig undervisning, laerlingeuddannelse og faglig uddannelse paa samme vilkaar som statsborgere i denne stat ". Det andet aspekt vedroerer indholdet af begrebet adgangsbetingelser, naermere bestemt spoergsmaalet, om de lige adgangsbetingelser, der er fastslaaet ved forordningens artikel 12, kan paaberaabes med hensyn til en studiestoetteordning som den, der er indfoert ved WSF .

9 . Med hensyn til definitionen af, hvad der i faellesskabsretten skal forstaas ved faglig uddannelse eller fagundervisning, har Domstolen i de seneste aar tilfoejet en raekke praeciseringer .

10 . For det foerste har Domstolen i Gravier-dommen af 13 . februar 1985 generelt udtalt foelgende :

"Enhver form for undervisning, der foerer til en kompetence inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling, henhoerer under begrebet faglig undervisning, uanset elevernes eller de studerendes alder eller uddannelsesniveau, ligesom det heller ikke spiller nogen rolle, om undervisningsprogrammet ogsaa omfatter en vis del almindelig undervisning ." ( 4 )

11 . Dernaest har Domstolen i en raekke afgoerelser fra 1988 udtalt sig om anvendelsen af denne generelle formulering paa universitetsstudier og uddannelse ved tekniske laereanstalter .

12 . I Blaizot-dommen af 2 . februar 1988 har Domstolen saaledes udtalt, at

"hverken Traktatens bestemmelser, isaer ikke bestemmelserne i Traktatens artikel 128, eller de formaal, der forfoelges med disse bestemmelser, saerligt i forbindelse med den frie bevaegelighed for personer, afgiver holdepunkter for at begraense begrebet faglig uddannelse paa en saadan maade, at enhver universitetsuddannelse falder uden for begrebet"

og bemaerket, at :

"I samtlige medlemsstater anerkendes det, at formaalet med visse universitetsstudier, hvor kundskaber og kvalifikationer erhverves paa akademisk niveau, isaer er at forberede de studerende til senere at kunne udoeve bestemte former for erhvervsmaessig beskaeftigelse ."

Domstolen bemaerkede dernaest foelgende :

"Hertil kommer, at universitetsuddannelse ifoelge artikel 10 i Den Europaeiske Socialpagt, som de fleste medlemsstater har tiltraadt, anses for en form for faglig undervisning ( 5 )."

13 . Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt der gennem universitetsuddannelse erhverves kompetence inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling eller bibringes den saerlige faerdighed, der kraeves for at udoeve professionen, faget eller stillingen, har Domstolen udtalt, at

"dette vil vaere tilfaeldet, ikke blot saafremt den afsluttende eksamen umiddelbart giver kompetence inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling, der forudsaetter en saadan kompetence, men ogsaa for saa vidt som studier af denne art bibringer saerlige faerdigheder, altsaa i tilfaelde, hvor den studerende skal vaere i besiddelse af visse kundskaber for at virke i en profession, et fag eller en stilling, selv om der ikke ifoelge lov eller forvaltningsforskrift stilles krav om erhvervelse af disse kundskaber ." ( 6 )

Domstolen har saaledes fastslaaet, at

"universitetsstudier i almindelighed opfylder disse betingelser . Noget andet gaelder kun visse saerlige studieretninger, som efter deres saerlige karakteristika kan foelges af personer, der nok saa meget oensker at erhverve stoerre almen viden som at faa adgang til erhvervsmaessig beskaeftigelse ." ( 7 )

14 . Domstolen har i Lair-dommen af 21 . juni 1988 sammenfattet disse forskellige betragtninger saaledes :

"Universitetsuddannelserne ... opfylder (( generelt )) betingelserne for at kunne betragtes som faglig uddannelse i EOEF-Traktatens forstand ." ( 8 )

15 . Selv om Domstolen i sine domme har taget stilling til begrebet faglig uddannelse i EOEF-Traktatens artikel 128, er der efter min opfattelse ingen grund til, med henblik paa universitetsstudier, at anlaegge en anden fortolkning af begrebet faglig uddannelse som forstaaet i forordningens artikel 12, stk . 1 . Udtrykket, der er identisk i de to bestemmelser, ses efter min mening ikke at kraeve en mere indskraenkende fortolkning i forordningen end i Traktaten . Jeg har ikke fundet noget argument i ordlyden eller sammenhaengen, som berettiger en sondring mellem to betydninger af udtrykket faglig uddannelse . Jeg mener, at Domstolens ovennaevnte domme, ud over den udtrykkelige henvisning til Trakatens artikel 128, har fastslaaet en faellesskabsdefinition af faglig uddannelse .

16 . Foelgelig fremgaar det, at der heller ikke er nogen grund til at antage, at universitetsstudier i oekonomi, som dem, Echternach foelger i Nederlandene, ikke er omfattet af faglig uddannelse i forordningens artikel 12' s forstand . Det giver mig anledning til at foreslaa, at spoergsmaal 6 i Echternach-sagen besvares bekraeftende .

17 . I oevrigt, og i betragtning af den vide fortolkning, som Domstolen giver universitetsstudier generelt inden for faglig uddannelse i faellesskabsrettens forstand, mener jeg, at Domstolen ikke kan anlaegge en snaevrere fortolkning, naar det her drejer sig om teknisk uddannelse . Tvaertimod, teknisk uddannelse hoerer saa at sige per definition til faglig uddannelse . Domstolen synes nu at have denne opfattelse i dommen af 27 . september 1988, Kommissionen mod Belgien ( 9 ), hvor Domstolen fandt, at "undervisning paa hoejere laereanstalter bortset fra universiteter" er omfattet af anvendelsesomraadet for forordningens artikel 12 .

18 . Dette giver mig foelgelig grundlag for den opfattelse, at "en hoejere faglig uddannelse som den, der gives paa en nederlandsk hoejere teknisk skole", for at gentage den noejagtige ordlyd af spoergsmaal 5 i Moritz-sagen, uden tvivl hoerer til faglig uddannelse i forordningens artikel 12' s forstand, og til at foreslaa Domstolen ligeledes at besvare dette spoergsmaal bekraeftende .

19 . Domstolen maa nu praecisere, om de lige adgangsbetingelser "til almindelig undervisning, laerlingeuddannelse og faglig uddannelse", der er fastslaaet i forordningens artikel 12, gaelder for studiestoette som den i Nederlandene gaeldende .

20 . Beskrivelsen af den nederlandske studiestoetteordning, som baade den nederlandske regering og Kommissionen har givet under denne sags behandling, efterlader ingen tvivl om et af dens vaesentlige karaktertraek . Studiestoetten i henhold til WSF har til formaal at daekke den studerendes udgifter til underhold, og ikke kun udgifterne til adgang til undervisningen i streng forstand, som f.eks . indskrivningsgebyrer .

21 . Det boer erindres, at forordningens artikel 12, ifoelge Domstolens dom af 3 . juli 1974 i Casagrande-sagen, med bestemmelsen om, at vandrende arbejdstageres boern har adgang til undervisning paa samme betingelser som modtagelsesstatens statsborgere, omfatter

"ikke alene ... reglerne om adgang til undervisningen, men ogsaa de generelle foranstaltninger, der skal lette deltagelsen i denne ." ( 10 )

22 . Domstolen maa saaledes i det vaesentlige besvare spoergsmaalet, om studiestoette som den i WSF fastsatte hoerer til "de generelle foranstaltninger, der skal lette deltagelsen i undervisningen ".

23 . Lad mig her for at undgaa enhver risiko for uklarheder minde om den sondring, der maa drages mellem EF-bestemmelserne om betingelserne for adgang til faglig uddannelse for EF-borgere i almindelighed og EF-bestemmelserne om betingelserne for adgang til faglig uddannelse for vandrende arbejdsdtagere og deres familiemedlemmer .

24 . Naar der er tale om EF-borgere, som ikke kan paaberaabe sig, at de selv eller en af deres foraeldre er vandrende arbejdstager, er de rettigheder, de kan udlede af EOEF-Traktaten, begraensede, om end betydelige . Betingelserne for disse statsborgeres adgang til faglig uddannelse er ganske vist omfattet af Traktaten, som Domstolen har fremhaevet i den naevnte Gravier-dom, og denne faglige uddannelse omfatter ifoelge Blaizot-dommen universitetsstudier . En ulige behandling med hensyn til betingelserne for adgang til faglig uddannelse defineret saaledes, der er baseret paa nationalitet, maa foelgelig anses for "en forskelsbehandling, som udoeves paa grundlag af nationalitet, og som er forbudt ved Traktatens artikel 7" ( 11 ). Men forbudet omfatter kun forskelsbehandling med hensyn til betingelserne for adgang til fagundervisning, hvilket har foranlediget Domstolen til vedroerende statslig studiestoette til indenlandske statsborgere at fastslaa, at

"kun saafremt en saadan stoette har til formaal at daekke indskrivningsgebyrer eller andre gebyrer, navnlig studieafgifter, hvis betaling er en betingelse for at faa adgang til undervisningen, maa stoetten betragtes som en af betingelserne for adgangen til den faglige uddannelse og dermed henhoere under EOEF-Traktatens anvendelsesomraade, hvorfor det principielle forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i EOEF-Traktatens artikel 7 finder anvendelse ." ( 12 )

25 . Faellesskabsretten giver mulighed for at behandle vandrende arbejdstagere betydeligt gunstigere . Dette illustreres saerlig godt af Lair-dommen . Domstolen fastslog foerst i overensstemmelse med ovenstaaende gennemgang, at

"paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er en stoette, der tildeles studerende til underhold og uddannelse, principielt ikke omfattet af EOEF-Traktatens anvendelsesomraade, konkret Traktatens artikel 7" ( 13 ),

men fandt alligevel som svar paa et spoergsmaal fra den forelaeggende ret, der var baseret paa andre retlige praemisser, at

"en stoette til underhold og uddannelse, som tildeles med henblik paa gennemfoerelse af et erhvervskvalificerende universitetsstudium, er en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk . 2, i forordning nr . 1612/68 ." ( 14 )

Ifoelge sidstnaevnte bestemmelse har en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, som bekendt paa andre medlemsstaters omraade "samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere ".

26 . Det kan saaledes lovligt naegtes at give stoette, "der gives til underhold og uddannelse med henblik paa gennemfoerelsen af studier" i henhold til faellesskabsretten, hvis der er tale om en statsborger, som ikke paa noget grundlag kan paaberaabe sig at vaere vandrende arbejdstager, men det er i henhold til samme ret ulovligt, hvis der er tale om en vandrende arbejdstager .

27 . De situationer, som har givet anledning til forelaeggelsen for Domstolen, vedroerer imidlertid to studerende, der ikke paaberaaber sig deres egenskab af EF-borger i almindelighed, men at de er boern af vandrende arbejdstagere i forordningens artikel 12' s forstand . Og denne status som barn af en vandrende arbejdstager medfoerer efter min mening ligeledes, for saa vidt angaar statslig studiestoette, en gunstigere behandling i henhold til faellesskabsretten end som blot statsborger, saa at sige en forstaerkning af faellesskabsbeskyttelsen .

28 . Med hensyn til ordlyden vil man for det foerste bemaerke, at der i forordningens artikel 12 anvendes en formulering, som kan synes videre end forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til betingelserne for adgang til fagundervisning i Gravier-dommen . Det hedder heri, at en vandrende arbejdstagers boern har adgang til undervisning "paa samme vilkaar" som statsborgerne i opholdsstaten . Med hensyn til Traktaten kraever forbuddet mod forskelsbehandling i adgangsbetingelserne blandt andet, at EF-borgerne ikke paa den ene eller den anden maade paalaegges indskrivningsgebyrer eller udgifter, som indlaendinge retligt eller faktisk er fritaget for, men kraever til gengaeld ikke, at opholdsstaten underholder de udenlandske studerende, der har faaet adgang til undervisningen, paa samme maade, som den underholder sine egne statsborgere . Med hensyn til artikel 12 synes adgang til undervisning paa samme vilkaar som indlaendinge derimod at forudsaette fuldstaendig identisk behandling, som ikke er begraenset til "adgangsbetingelserne" i streng forstand .

29 . Men ud over ordlyden af artikel 12 er det navnlig Domstolens praksis, som synes klarest at tale til fordel for den vide fortolkning, som jeg foreslaar Domstolen . Jeg skal henvise til naevnte Casagrande-dom og Alaimo-dommen af 29 . januar 1975 ( 15 ). I foerste sag fik en italiensk arbejdstager afslag i Forbundsrepublikken Tyskland paa en ansoegt uddannelsesstoette til soennen . I den anden sag var det ogsaa en italiensk arbejdstager, der ikke kunne faa udvirket et undervisningsstipendium til datteren . Domstolen henfoerte uddannelsesstoetten og undervisningsstipendiet til de regler vedroerende adgangen til undervisningen, som ifoelge artikel 12 skal vaere identiske, uden at Domstolen for disse stoetteordningers vedkommende sondrede mellem, hvad der kunne vaere knyttet til adgangen til undervisningen i streng forstand, og hvad der kunne vaere knyttet til elevens underhold . Domstolen har altsaa absolut ikke anerkendt, at der med hensyn til uddannelsesstoette til vandrende arbejdstageres boern skal anvendes de sondringer, som for nylig anvendt i Lair - og Brown-sagerne vedroerende EF-borgere, som ikke er omfattet af EF-bestemmelserne om vandrende arbejdstagere .

30 . Den vide fortolkning, Domstolen har anlagt med hensyn til anvendelsen af forordningens artikel 12, er blevet fremlagt ganske utvetydigt i en passus i Casagrande-dommen som med naesten identisk ordvalg blev gentaget i Alaimo-dommen . Der udtalte Domstolen, at en integration i modtagerlandets miljoe af den vandrende arbejdstagers familie

"forudsaetter ... med hensyn til et barn af en arbejdstager med statsborgerskab i en anden medlemsstat, der oensker at deltage i en hoejere undervisning, at dette barn under samme betingelser som dets ligestillede i bopaelsstaten kan nyde de fordele, der er hjemlet i modtagerlandets lovgivning for at fremme uddannelsen" ( 16 ).

31 . Disse forskellige betragtninger, som i det vaesentlige er inspireret af en gennemgang af Domstolens praksis, giver mig foelgelig anledning til den opfattelse, at en studiestoetteordning som den i WSF fastsatte er omfattet af forordningens artikel 12, og til foelgelig at foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaal 5 i Echternach-sagen og spoergsmaal 1 i Moritz-sagen bekraeftende .

II - Det personelle anvendelsesomraade for artikel 12 i forordning nr . 1612/68

32 . I Echternach-sagen er det synspunkt blevet fremfoert, at sagsoegeren ikke kunne paaberaabe sig forordningens artikel 12, for saa vidt som hans far paa grund af sit arbejde som tjenestemand i en international organisation ikke var vandrende arbejdstager i faellesskabsrettens forstand . Man har herved paaberaabt sig EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 4, artiklens oevrige bestemmelser ikke gaelder for ansaettelser i den offentlige administration, idet Echternachs fars stilling i ESA betegnes som saadan . Desuden mener den nederlandske regering, at ESA' s ansatte paa grund af ESA' s status som offentligretlig international organisation kun kan "udlede rettigheder og forpligtelser af dette arbejdsforhold og af protokollen vedroerende privilegier og immuniteter" for ESA' s personale, og at de foelgelig ikke kan paaberaabe sig Traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed .

33 . Indledningsvis vil jeg bemaerke foelgende, som jeg mener er et svar paa spoergsmaal 1 . Med Kommissionen antager jeg, at det er klart, at artikel 48, stk . 4 - som udtaler, at "bestemmelserne i denne artikel gaelder ikke for ansaettelser i den offentlige administration" - ikke gaelder for stillinger i en international organisation med folkeretlig, offentligretlig status . Jeg mener, at denne regel omfatter visse stillinger i medlemsstaternes offentlige administration, men ikke i administrationer af overnational karakter . Domstolens Sotgiu-dom af 12 . februar 1974 henviser i oevrigt med hensyn til "undtagelsen" i artikel 48, stk . 4, kun til "de interesser, som denne bestemmelse tillader medlemsstaterne at beskytte" ( 17 ). Det bekraefter efter min mening, at den i stk . 4 naevnte offentlige administration kun er medlemsstaternes og ikke internationale organisationers . Dette maa efter min opfattelse berettige til at svare benaegtende paa spoergsmaal 1 .

34 . Endvidere mener jeg, at beskaffenheden af den stilling, som Echternachs far havde, ikke under nogen omstaendigheder kan vaere en hindring for at anvende Traktatens og den afledte rets bestemmelser vedroerende arbejdskraftens frie bevaegelighed .

35 . Selv hvis det nemlig antages, at hans stilling maa anses for en stilling i den offentlige administration i den i artikel 48, stk . 4, forudsatte betydning, maa det erindres, at denne bestemmelse ifoelge Sotgiu-dommen kun giver

"muligheden for at begraense udenlandske statsborgeres adgang til visse hverv i den offentlige administration"

men at den derimod

"ikke (( kan )) begrunde diskriminerende forholdsregler vedroerende afloenning eller andre arbejdsvilkaar over for arbejdstagere, som én gang har faaet adgang til administrationen",

og det tilfoejes i dommen, at

"den omstaendighed, at en saadan adgang faktisk er indroemmet, viser i virkeligheden i sig selv, at de interesser, som berettiger de afvigelser fra princippet om ikke-forskelsbehandling, der er tilladt i artikel 48, stk . 4, ikke foreligger" ( 18 ).

Saa vidt jeg kan se, vil det sige, at enhver EF-borger, der faar adgang til en stilling i en anden medlemsstat end hans egen i selve den offentlige administration, kan paaberaabe sig EF-bestemmelserne til sikring af arbejdskraftens frie bevaegelighed og foelgelig i henhold til disse bestemmelser skal anses for en vandrende arbejdstager .

36 . Hvis man nu betragter Echternachs fars erhvervssituation, ikke laengere i sammenhaeng med begrebet den offentlige administration i artikel 48, stk . 4' s betydning, men i sammenhaeng med internationale organisationers saerlige karakter, tror jeg ikke, at man kan komme til et andet resultat .

37 . I denne forbindelse har baade Kommissionen og den portugisiske regering meget relevant henvist til Domstolens dom af 13 . juli 1983 i Forcheri-sagen, der angik situationen for aegtefaellen til en tjenestemand ved De Europaeiske Faellesskaber . Domstolen udtalte ved den lejlighed, at

"EF-tjenestemaends retsstilling i den medlemsstat, hvor de goer tjeneste, foelger af Traktaten paa grund af to forhold, nemlig for det foerste, fordi de er ansatte ved Faellesskaberne, for det andet, fordi de skal have adgang til alle de fordele, der bestaar for medlemsstaternes borgere som foelge af faellesskabsrettens regler om fri bevaegelighed for personer, etablering og social sikring" ( 19 ).

Det, der efter min mening er meget vaesentligt her, er, at Domstolen klart fastslaar, at enhver EF-borger, uafhaengigt af et ansaettelsesforhold ved EF-institutionerne, har ret til "adgang til alle de fordele, der bestaar som foelge af faellesskabsrettens regler", blandt andet om arbejdskraftens frie bevaegelighed . Jeg kan paa dette punkt tilslutte mig den portugisiske regerings opfattelse, naar den paa grundlag af dommen fremhaever, at enhver statsborger i en medlemsstat, der er beskaeftiget i en anden medlemsstat, har rettigheder, som i EF' s retsorden er knyttet til egenskaben vandrende arbejdstager, uden at der herved skal sondres efter beskaeftigelsens art eller arbejdsgiverens status .

38 . Jeg mener saaledes, at naar en statsborger i en medlemsstat beklaeder en stilling i en international organisation paa en anden medlemsstats omraade, kan dette ikke i forhold til sidstnaevnte stat beroeve den paagaeldende adgang til samtlige de fordele, som han har i kraft af sin stilling som EF-arbejdstager . Det er i oevrigt et af fundamenterne for Domstolens praksis, at ingen medlemsstat i princippet ensidigt kan unddrage EF-borgere, der arbejder paa dens omraade, EF-rettens virkninger, hvad enten det sker ved nationale bestemmelser eller ved forpligtelser indgaaet som led i internationale konventioner .

39 . Derfor foreslaar jeg Domstolen at besvare spoergsmaal 2 bekraeftende .

40 . I Moritz-sagen er den omstaendighed, at Moritz' foraeldre, navnlig hans far, som arbejdede i Nederlandene fra 1972, havde forladt dette land, da den studerende ansoegte om studiestoette, blevet paaberaabt som begrundelse for at naegte soennen adgang til at paaberaabe sig bestemmelserne i forordningens artikel 12 . Meningen er, at da Moritz' far ikke laengere var vandrende arbejdstager i Nederlandene, kunne hans soen ikke dér kraeve rettigheder, der alene var udledt af denne egenskab .

41 . En saadan opfattelse giver mig anledning til en raekke bemaerkninger .

42 . For det foerste anser jeg det ikke for overfloedigt at gentage selve ordlyden af den omtvistede faellesskabsbestemmelse . Artikel 12 begynder saaledes : "Saafremt en statsborger i en medlemsstat er eller har vaeret beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade ...". "Er eller har vaeret beskaeftiget" betyder, at de rettigheder, som hans boern har i henhold til artikel 12, ikke noedvendigvis forudsaetter, at den paagaeldende foraelder stadig er beskaeftiget paa den paagaeldende medlemsstats omraade . En saadan affattelse udelukker ikke, at boernene kan bevare deres rettigheder, efter at denne foraelder har forladt opholdsstatens omraade .

43 . Dernaest vil jeg gerne citere en passus fra generaladvokat Sir Gordon Slynns forslag til afgoerelse i Brown-sagen, hvor han bemaerkede foelgende :

"Efter min mening skal artikel 12 fortolkes saaledes, at den omfatter et barn, der har boet sammen med begge eller den ene af sine foraeldre i en medlemsstat, mens faderen eller moderen var beskaeftiget dér . Barnet mister ikke sine rettigheder, dersom faderen eller moderen fraflytter landet ." ( 20 )

Jeg er helt enig i det synspunkt .

44 . Og saa vidt jeg kan se, har Domstolen ogsaa i Brown-dommen, om end stiltiende, tilsluttet sig denne opfattelse . Domstolen fandt nemlig, at artikel 12 skulle fortolkes

"saaledes, at den kun hjemler ret for en person, der har boet med en eller begge foraeldre i en medlemsstat, mens i hvert fald en af foraeldrene i denne periode var bosat dér som arbejdstager . Bestemmelsen hjemler derfor ikke" - dette er den vigtige passus - "rettigheder for en arbejdstagers barn, der er foedt, efter at arbejdstagerens beskaeftigelse og bopael i opholdslandet var ophoert".(21 )

Det er efter min opfattelse ikke en overfortolkning modsaetningsvis at udlede af denne passus i dommen, at artikel 12 hjemler rettigheder for en arbejdstagers barn, der er foedt, foer arbejdstagerens beskaeftigelse og bopael i opholdslandet var ophoert .

45 . Punkt 5 i konklusionen i samme Brown-dom giver efter min mening anledning til en tilsvarende bemaerkning . Domstolen kendte foelgende for ret :

"En person, der er barn af en statsborger i en medlemsstat, og som har bopael i en anden medlemsstat, kan ikke stoette ret paa artikel 12 i forordning nr . 1612/68, naar den paagaeldende af foraeldrene ikke laengere har bopael i opholdsstaten og senest har haft bopael dér som arbejdstager foer barnets foedsel ."

Ud over de resultater, jeg allerede har udledt af modsaetningsslutningen, mener jeg, at hvis Domstolen antog, at et barn ikke laengere kan paaberaabe sig rettigheder i en stat i henhold til forordningens artikel 12, naar den af foraeldrene, som arbejdede dér, har forladt denne, ville Domstolen uden tvivl ikke have affattet ovennaevnte svar som gjort . Domstolen havde i saa fald kunnet begraense sig til en langt kortere formulering . Jeg mener tvaertimod, at den af Domstolen valgte udtryksmaade ret klart tilkendegiver, at den omstaendighed, at den foraelder, som arbejdede i opholdsstaten, ikke laengere er bosat dér, ikke i sig selv er afgoerende for Domstolens stillingtagen .

46 . Til disse betragtninger, som er udledt af ordlyden af forordningens artikel 12 og Domstolens afgoerelser, kan det tilfoejes, at den fortolkning, som bestaar i ikke strengt at knytte barnets rettigheder til opretholdelsen af foraelderens bopael i den stat, hvor de arbejder, forekommer at vaere den eneste, der er i harmoni med aanden i EF-reglerne, som ved ligebehandling har til formaal at sikre integration af arbejdstagere og deres familiemedlemmer i opholdslandet .

47 . Det maa vel i oevrigt vaere noedvendigt at fremhaeve, at i en tid, hvor familieforholdenes stabilitet er mere skroebelig, vil den omstaendighed, at det goeres til en betingelse for at bevare de rettigheder, der er udledt af den ene af foraeldrenes status som vandrende arbejdstager, at denne bevarer sin bopael i opholdslandet, hvor vedkommende arbejder, foere til, at familien bringes i en meget udsat situation, som oftest afhaengigt af faderens adfaerd .

48 . Moritz' situation illustrerer fuldstaendig, hvad integration af familien i almindelighed og af et barn i saerdeleshed i opholdslandet betyder . Den paagaeldende har fuldfoert stoerstedelen af sin uddannelse i Nederlandene, fordi hans far arbejdede dér, og jeg mener ikke, at hans mulighed for at fortsaette den paa tilfredsstillende betingelser kan afhaenge af tilfaeldige geografiske forhold i hans fars arbejde .

49 . Endelig er jeg ogsaa her enig i den portugisiske regerings opfattelse, hvorefter en fortolkning af forordningen, der gaar ud paa noeje at knytte den vandrende arbejdstagers familiemedlemmers afledte rettigheder i en opholdsmedlemsstat til arbejdstagerens opretholdelse af sin bopael i denne stat, ville antaste arbejdstagernes frihed til at flytte inden for Faellesskabet i betragtning af det tab af rettigheder, som deres afrejse vil medfoere . Jeg mener ikke, at Domstolen kan antage en fortolkning, som i praksis begraenser raekkevidden af det fundamentale princip om arbejdskraftens frie bevaegelighed .

50 . Derfor finder jeg, at den omstaendighed, at en vandrende arbejdstager forlader opholdsmedlemsstaten, ikke i sig selv i denne stat beroever hans barn de rettigheder, der er fastsat i forordningens artikel 12 .

51 . Det kan dog ikke antages, at et barns rettigheder, som er afledt af en af foraeldrenes status som vandrende arbejdstager, ubetinget bevares, selv om den paagaeldende foraelder forlader opholdsstaten . Nogle aspekter af de spoergsmaal, som er forelagt Domstolen foranlediget af Moritz' situation, giver anledning til at foretage noedvendige praecisioner med hensyn til det personelle anvendelsesomraade for forordningens artikel 12 .

52 . Den nationale ret spoerger Domstolen, hvordan der ved fortolkningen af artiklen skal tages hensyn til den omstaendighed, at et barn af en vandrende arbejdstager paa det tidspunkt, da han eller hun forlader opholdsstaten, foerst har fulgt arbejdstageren og dernaest er vendt tilbage til denne stat for at fortsaette sine studier dér .

53 . Det boer anfoeres, at artikel 12 udtrykkeligt betinger erhvervelse af de deri naevnte rettigheder af, at barnet bor paa opholdsstatens omraade . Paa datoen for det ministerielle afslag boede Moritz i Nederlandene . Vanskeligheden ved at anvende artikel 12 opstaar, fordi han i det foreliggende tilfaelde paa ny kom til at bo dér, dvs . efter en afbrydelse af sin bosaettelse i Nederlandene i praecis ét aar og tre maaneder . Er en saadan afbrydelse af et barns bosaettelse til hinder for, at det kan paaberaabe sig de i forordningens artikel 12 naevnte rettigheder?

54 . Jeg mener, at der ved besvarelsen af dette spoergsmaal maa tages hensyn til en omstaendighed som den faglige uddannelses kontinuitet, dvs . skoleuddannelse, uddannelse paa en teknisk laereanstalt eller andet, i opholdsstaten . Naar en studerende, som har boet sammen med en af sine foraeldre, der er vandrende arbejdstager i en opholdsstat, fortsaetter sin faglige uddannelse dér, efter at den paagaeldende foraelder har forladt denne stat, skal han efter min opfattelse dér nyde rettighederne ifoelge forordningens artikel 12, forudsat at han faktisk bor dér, og uden at der skal tages hensyn til, at denne bosaettelse har vaeret afbrudt i en vis tid . Som Kommissionen og den portugisiske regering har fremhaevet, er det den faglige uddannelses kontinuitet, der er det vaesentlige . Naar uddannelsen fortsaettes i opholdsstaten, er en midlertidig afbrydelse af bosaettelsen ikke afgoerende . Fortsaettelsen af studierne i denne stat kan nemlig ikke adskilles fra de grunde, som forklarer dem, nemlig barnets bosaettelse sammen med en af foraeldrene, der er vandrende arbejdstager . Arbejdstagerens families integration i opholdslandet foerer logisk til, at de boern, som hoerer til den, fortsaetter deres uddannelse dér, enten fordi det objektivt maa foretraekkes af hensyn til den nationale sammenhaeng i uddannelsens forskellige trin, eller fordi adgangen til uddannelsesforloeb i andre stater paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er vanskeligere eller umulig for personer, som ikke tidligere har studeret dér .

55 . Paa en maade, der i et vist omfang er analog med Domstolens praksis vedroerende bevarelse af arbejdstageres rettigheder i tilfaelde af overfoersel af virksomheder - hvori Domstolen i tilfaelde af, at en virksomhed midlertidigt lukkes, har fastholdt, at dens identitet forbliver den samme - mener jeg, at Domstolen i sin fortolkning kan begrunde, at de i forordningens artikel 12 fastsatte rettigheder opretholdes til fordel for en vandrende arbejdstagers barn, idet den kan henvise til kontinuiteten i dets faglige uddannelse i opholdsstaten .

III - Rettighederne i henhold til artikel 12 i forordning nr . 1612/68, set i relation til opholdsbeviser

56 . Jeg vil nu gaa ind paa diskussionen om de eventuelle forbindelser mellem en studerendes rettigheder i henhold til forordningens artikel 12 og besiddelse eller manglende besiddelse af et opholdsbevis . Dette spoergsmaal er der efter min opfattelse fuldt ud gjort op med med Domstolens praksis .

57 . Det maa derfor vaere tilstraekkeligt at henvise til, at :

"retten for statsborgerne i en medlemsstat til at rejse ind paa en anden medlemsstats omraade og opholde sig dér i de af Traktaten hjemlede oejemed - navnlig for dér at soege eller udoeve erhvervsmaessig beskaeftigelse som loenmodtager eller som selvstaendig, eller for dér at tage bopael hos deres aegtefaelle eller familie - er en ret, som er direkte afledt af Traktaten eller efter omstaendighederne af bestemmelser udstedt til dennes gennemfoerelse" ( 22 )

og at :

"det maa heraf udledes, at den naevnte ret er erhvervet uafhaengigt af, om medlemsstatens kompetente myndighed har udstedt en opholdstilladelse" ( 23 ).

58 . Denne henvisning til velkendte principper i Royer-dommen giver mig anledning til at praecisere, at retten til ophold i modtagerstaten for vandrende arbejdstageres boerns vedkommende er hjemlet direkte ved artikel 10 i forordning nr . 1612/68, som bestemmer : "Foelgende personer har uanset nationalitet ret til at tage bopael hos en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade : a ) hans aegtefaelle og deres efterkommere i lige linje, der er under 21 aar eller forsoerges af ham ...".

59 . Den opholdsret, der saaledes er givet en vandrende arbejdstagers boern, fastslaas i medlemsstaterne i overensstemmelse med de naermere regler, der er fastsat i Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15 . oktober 1968 ( 24 ) ved udstedelse af et opholdsbevis . Ifoelge direktivets artikel 6, stk . 1, litra b ), skal opholdsbeviset have gyldighed i mindst fem aar regnet fra tidspunktet for udstedelsen og skal uden videre forlaenges . Dette synes at tyde paa, som svar paa en raekke af de forelagte spoergsmaal, at der ikke til en EF-borger, som har ret til ophold i henhold til artikel 10 i forordning nr . 1612/68, kan udstedes et opholdsbevis med gyldighed i mindre end fem aar, men at EF-retten ikke kraever, at der skal udstedes et opholdsbevis af ubestemt varighed .

60 . Ved at knytte forbindelsen mellem de ovenfor naevnte retsgrundsaetninger og nogle af de resultater, som jeg tidligere er kommet til, konstaterer jeg, at en vandrende arbejdstagers barn har en ret til ophold umiddelbart i henhold til artikel 10 i forordning nr . 1612/68, som har retsvirkninger uafhaengigt af, om der er udstedt et opholdsbevis til det .

61 . Jeg finder saaledes, at de rettigheder, der er fastsat i forordningens artikel 12 for vandrende arbejdstageres boern, er helt uafhaengige af, om der udstedes et opholdsbevis . Jeg mener ikke, at to bestemmelser i denne forordning kan fortolkes uden sammenhaeng .

62 . Desuden mener jeg, at selv hvis det antages, at de i forordningens artikel 12 fastsatte rettigheder kunne goeres betinget af udstedt opholdsbevis, kan en medlemsstats myndigheder ikke naegte en studerende, der er statsborger i en anden medlemsstat, disse rettigheder under henvisning til en situation, der er i strid med faellesskabsretten . Da denne bestemmer, at et barn af en vandrende arbejdstager skal have sin ret til ophold konstateret ved udstedelse af et opholdsbevis med gyldighed paa mindst fem aar, som skal kunne forlaenges, kan myndighederne i en medlemsstat efter min opfattelse ikke goere gaeldende over for et barn af en vandrende arbejdstager, at der ikke er udstedt et opholdsbevis til det .

63 . Af de grunde, som jeg allerede har redegjort for med hensyn til det materielle anvendelsesomraade for forordningens artikel 12, og som fortsat gaelder paa dette trin i droeftelserne, mener jeg, at saavel en vandrende arbejdstagers barns opholdsret som retten til at faa udstedt et bevis, der konstaterer denne, ikke paavirkes af den omstaendighed, at en af foraeldrene har forladt opholdsstaten, naar barnet fortsaetter en faglig uddannelse dér, som det allerede har fulgt helt eller delvis paa omraadet foer den paagaeldende foraelders afrejse .

64 . Ved afslutningen af min gennemgang foreslaar jeg, at Domstolen kender for ret :

"I sag 389/87 ( Echternach ):

1 ) faglig uddannelse som omhandlet i artikel 12 i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet omfatter ogsaa universitetsstudier i oekonomi;

2 ) offentlig studiestoette, som kan hjaelpe den studerende, som modtager den, til at afholde saavel indskrivningsgebyrer eller undervisningsudgifter samt udgifter til underhold, er omfattet af vilkaarene for adgang til faglig uddannelse som omhandlet i artikel 12 i forordning nr . 1612/68;

3 ) et barn af en statsborger i én medlemsstat, der arbejder paa en anden medlemsstats omraade, kan paaberaabe sig artikel 12 i forordning nr . 1612/68, uanset arten af den beskaeftigelse, som foraeldreren udoever dér, ogsaa hvis der er tale om en stilling i en international organisation, der er beliggende paa dette omraade;

4 ) barnet kan paaberaabe sig artikel 12 i forordning nr . 1612/68, uanset om det har erhvervet et bevis til konstatering af den opholdsret, som det har i henhold til samme forordnings artikel 10 .

I sag 390/87 ( Moritz )

1 ) faglig uddannelse som omhandlet i artikel 12 i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet omfatter ogsaa undervisning ved en hoejere teknisk laereanstalt;

2 ) offentlig studiestoette, som kan hjaelpe den studerende, som modtager den, til at afholde saavel indskrivningsgebyrer eller undervisningsudgifter samt udgifter til underhold, er omfattet af vilkaarene for adgang til faglig uddannelse som omhandlet i artikel 12 i forordning nr . 1612/68;

3 ) artikel 12 i forordning nr . 1612/68 kan paaberaabes af et barn af en statsborger i én medlemsstat, naar sidstnaevnte har arbejdet i en anden medlemsstat og derefter igen har forladt denne, naar barnet faktisk har boet paa opholdsstatens omraade sammen med arbejdstageren, af denne grund har studeret dér og stadig bor der for at fortsaette studierne, uden at der herved skal tages hensyn til en midlertidig afbrydelse af hans bosaettelse paa dette omraade, som ikke beroerer kontinuiteten i den faglige uddannelses forloeb;

4 ) barnet kan paaberaabe sig artikel 12 i forordning nr . 1612/68, uanset om det har erhvervet et bevis til konstatering af den opholdsret, som det har i henhold til samme forordnings artikel 10 .

( 1 ) Forelaeggelsesdommen i Echternach-sagen, s . 2 i den danske oversaettelse .

( 2 ) Ibidem .

( 3 ) EFT 1968 II, s . 467 .

( 4 ) 293/83, Sml . 1985, s . 593, praemis 30 .

( 5 ) 24/86, Sml . 1988, s . 379, praemis 17 .

( 6 ) Ibidem, praemis 19 .

( 7 ) Ibidem, praemis 20 .

( 8 ) 39/86, Sml . 1988, s . 3161, praemis 12 .

( 9 ) 42/87, Sml . 1988, s . 0000 .

( 10 ) 9/74, Sml . 1975, s . 773, praemis 4 .

( 11 ) 293/83, praemis 26 .

( 12 ) 39/86, praemis 14 .

( 13 ) Ibidem, praemis 15 .

( 14 ) Ibidem, praemis 28 .

( 15 ) 68/74, Sml . 1975, s . 109 .

( 16 ) 68/74, praemis 5 .

( 17 ) 152/73, Sml . 1974, s . 153, praemis 4 .

( 18 ) Ibidem, praemis 4 .

( 19 ) 152/82, Sml . 1983, s . 2323, praemis 9 .

( 20 ) Forslag til afgoerelse i sag 197/86, Sml . 1988, s . 3205, 3224 .

( 21 ) Dom af 21 . juni 1988, 197/86, Sml . s . 3205, praemis 30 .

( 22 ) 48/75, Royer, dom af 8 . april 1976, Sml . s . 497, praemis 31 .

( 23 ) Ibidem, praemis 32 .

( 24 ) Om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, EFT 1968 II, s . 477 .