61986J0065

++++

1 . Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - aftaler som har til formaal at bringe en tvist til ophoer

( EOEF-Traktaten, art . 85, stk . 1 )

2 . Konkurrence - karteller - paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater - gensidig meddelelse af licenser vedroerende industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder, beskyttet i flere medlemsstater

( EOEF-Traktaten, art . 85, stk . 1 )

3 . Konkurrence - karteller - begraensning af konkurrencen - vurderingskriterier - ikke-angrebsklausul i en patentlicensaftale

( EOEF-Traktaten, art . 85, stk . 1 )

1 . Forbudet i Traktatens artikel 85, stk . 1, imod visse "aftaler" mellem virksomheder sondrer ikke imellem aftaler, som har til formaal at bringe en tvist til ophoer og aftaler, som forfoelger andre maal .

2 . En aftale om gensidig meddelelse af licens vedroerende industrielle ejendomsrettigheder, som er beskyttet i flere af Faellesskabets medlemsstater, kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, skoent aftaleparterne er etableret i samme medlemsstat .

3 . En ikke-angrebsklausul i en patentlicensaftale kan, alt efter den retlige og oekonomiske sammenhaeng, indebaere en konkurrencebegraensning i Traktatens artikel 85, stk . 1' s forstand . En saadan klausul udgoer imidlertid ikke en konkurrencebegraensning, hvis den forekommer i forbindelse med en vederlagsfri meddelt licens, og licenstagerens konkurrencemaessige stilling derfor ikke forringes som foelge af licensbetaling, eller hvis licensen er meddelt mod vederlag, men vedroerer en teknisk foraeldet produktionsmetode, som den virksomhed, der har paataget sig ikke-angrebsklausulen, ikke paataenker at anvende .

1 Ved kendelse af 4 . februar 1986, indgaaet til Domstolen den 6 . marts s.aa ., har Bundesgerichtshof i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af EOEF-Traktatens artikler 30 ff . og 85 med henblik paa at fastslaa, om det er foreneligt med disse bestemmelser, at parterne i en licensaftale optager en klausul, hvorved licenstageren forpligter sig til ikke at angribe de i licens givne, i flere af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs medlemsstater bestaaende, licensgiveren tilhoerende, identiske industrielle ejendomsrettigheder .

2 Dette spoergsmaal er opstaaet under en tvist mellem Suellhoefer ( herefter benaevnt "Suellhoefer "), erhvervsdrivende i Duesseldorf, og selskaberne Bayer AG og Hennecke GmbH, hvis kapital fuldt ud tilhoerer foerstnaevnte ( herefter benaevnt "Bayer og Hennecke "), med hjemsted i Forbundsrepublikken Tyskland . Striden drejer sig om gyldigheden af den ovennaevnte aftale, samt om disse selskabers forpligtelse til at aflaegge regnskab og betale erstatning til Suellhoefer .

3 Den 20 . december 1950 fik Bayer patent (" Moroni ") paa en produktionsmetode og et anlaeg til kontinuerlig fremstilling af fortloebende plader, baner og baand af skumstof, navnlig paa basis af polyurethan . Den 22 . juli 1965 anmeldte Suellhoefer et brugsmoenster og en ansoegning om patent til et dobbelt transportbaandanlaeg bestemt til produktion af plader paa grundlag af haardt polyurethanskum . Brugsmoensteret blev registreret den 21 . juli 1966 . For saa vidt angaar patentansoegningen, blev den offentliggjort den 17 . august 1967, fra hvilken dato indsigelsesfristen begyndte at loebe .

4 Fra 1967 til begyndelsen af 1968 kom det til en raekke retssager mellem Suellhoefer og Hennecke . Suellhoefer havde under paaberaabelse af det naevnte brugsmoenster advaret Hennecke og dennes kunder . Hennecke nedlagde for sit vedkommende paastand om, at det naevnte brugsmoenster blev kendt ugyldigt, og at Suellhoefer blev doemt til at betale en erstatning for ulovlig og ukorrekt advarsel .

5 I mellemtiden havde Bayer og Hennecke, som dengang var to selvstaendige virksomheder, gjort indsigelse mod den naevnte patentansoegning fra Suellhoefer .

6 Den omhandlede aftale blev indgaaet den 9 . april 1968 for at bringe de ovennaevnte retssager til afslutning . Ved denne aftale meddelte Suellhoefer Hennecke og Bayer en ikke-eksklusiv vederlagsfri licens til udnyttelse af ovennaevnte brugsmoenster og patent, med mulighed for disse to selskaber til at meddele underlicenser . Suellhoefer forpligtede sig ogsaa til at meddele Hennecke og Bayer en licens mod vederlag til udnyttelse af hans hertil svarende industrielle ejendomsrettigheder i andre medlemsstater med ret for de to selskaber til at meddele underlicenser .

7 Bayer meddelte for sit vedkommende mod vederlag Suellhoefer en ikke-eksklusiv og ikke-overdragelig licens til produktion af de skumplader, som Bayer havde tysk patent paa, frafaldt anlaeggelse af sag mod Suellhoefer for kraenkelse af dette patent og forpligtede sig sammen med Hennecke til ikke at angribe gyldigheden af det af Suellhoefer ansoegte patent vedroerende de ovennaevnte dobbelte transportbaand . De kontraherende parter forpligtede sig yderligere til at frafalde de ovennaevnte ivaerksatte retsskridt .

8 Nogle aar senere opstod der nye uoverensstemmelser mellem parterne, hvilket foerte til, at Suellhoefer opsagde aftalen af 9 . april 1968 . Efter et af Suellhoefer indbragt soegsmaal fastslog Landgericht Duesseldorf, at denne aftale var uvirksom, fordi den var baseret paa svigagtige forhold . Under ankesagen fandt Oberlandesgericht Duesseldorf, at ikke-angrebsklausulen var uforenelig med Traktatens artikel 85, stk . 1, hvilket maatte medfoere, at hele aftalen var ugyldig i medfoer af den tyske borgerlige rets paragraf 139, som bestemmer : "hvis en del af en retsakt er ugyldig, er retsakten ugyldig i sin helhed, medmindre der er grund til at antage, at den ville vaere vedtaget ogsaa uden den ugyldige del ".

9 Da Bundesgerichtshof fandt, at Domstolen endnu ikke havde udtalt sig om, hvorvidt det er foreneligt med EOEF-Traktaten i en licensaftale at optage en ikke-angrebsklausul, i medfoer af hvilken licenstageren forpligter sig til ikke at angribe de i licens givne, i flere af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs medlemsstater bestaaende, licensgiveren tilhoerende identiske industrielle ejendomsrettigheder, udsatte den sagen og forelagde Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"Er det foreneligt med Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab ( EOEF-Traktatens artikler 30 ff . og 85 ) i en licensaftale at optage en bestemmelse, hvorefter licenstageren forpligter sig til ikke at angribe de i licens givne, i flere af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs medlemsstater bestaaende, licensgiveren tilhoerende, identiske industrielle ejendomsrettigheder?"

10 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder og de indlaeg, der er indgivet for Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Ikke-angrebsklausulens forenelighed med EOEF-Traktatens artikler 30 ff .

11 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt klausulen om ikke angreb paa visse industrielle ejendomsrettigheder er forenelig med Traktatens artikler 30 ff . bemaerkes, at disse artikler hoerer til de regler, som skal sikre varernes frie bevaegelighed og med henblik herpaa fjerne de af medlemsstaternes foranstaltninger, som paa den ene eller den anden maade kan forhindre denne . Aftaler mellem virksomheder er derimod reguleret af konkurrencereglerne i Traktatens artikler 85 ff ., hvis formaal er at sikre en effektiv konkurrence inden for faellesmarkedet .

12 Det praejudicielle spoergsmaal drejer sig om optagelsen af en ikke-angrebsklausul i en patentlicensaftale . Det vedroerer saaledes ikke anvendelsen af en national lovgivning om udoevelsen af en industriel ejendomsrettighed, der kan forhindre varernes frie bevaegelighed mellem medlemsstaterne, men gyldigheden af en aftale mellem virksomheder, som kan have til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen .

13 Det ved det praejudicielle spoergsmaal rejste fortolkningsproblem vedroerende faellesskabsretten vedroerer derfor Traktatens artikel 85 og ikke artiklerne 30 ff .

Ikke-angrebsklausulens forenelighed med EOEF-Traktatens artikel 85, stk . 1

14 Efter Kommissionens opfattelse skal en klausul om ikke-angreb paa en industriel ejendomsrettighed, som er optaget i en licensaftale, principielt anses for en konkurrencebegraensning . En saadan klausul er imidlertid forenelig med Traktatens artikel 85, stk . 1, naar den er optaget i en aftale, som skal bringe en verserende retssag til ophoer, saafremt gyldigheden af den industrielle ejendomsrettighed, som er tvistens genstand, giver anledning til alvorlig tvivl, at aftalen ikke indeholder andre klausuler, som begraenser konkurrencen, og ikke-angrebsklausulen vedroerer den omtvistede rettighed .

15 Kommissionens synspunkt kan ikke laegges til grund . Forbudet i Traktatens artikel 85, stk . 1, imod visse "aftaler" mellem virksomheder sondrer ikke mellem aftaler, som har til formaal at bringe en tvist til ophoer og aftaler, som forfoelger andre maal . Det bemaerkes endvidere, at den vurdering, som anlaegges ved en saadan mindelig ordning, ikke praejudicerer spoergsmaalet om, og i hvilket omfang et retsforlig, som er indgaaet ved en national domsmyndighed, og som udgoer en retsakt, kan kendes ugyldig for kraenkelse af faellesskabets konkurrenceret .

16 En ikke-angrebsklausul optaget i en patentlicensaftale kan under hensyn til den retlige og oekonomiske sammenhaeng vaere konkurrencebegraensende i henhold til Traktatens artikel 85, stk . 1 .

17 For saa vidt angaar denne naevnte sammenhaeng maa det praeciseres, at der ikke foreligger nogen konkurrencebegraensning, naar licensen er meddelt vederlagsfrit, idet licenstageren under disse omstaendigheder ikke er udsat for konkurrencemaessige ulemper, som skyldes betaling af afgifter .

18 En ikke-angrebsklausul indeholdt i en licens, meddelt mod vederlag, er heller ikke en konkurrencebegraensning, naar licensen vedroerer en foraeldet teknisk produktionsmetode, som den paagaeldende virksomhed ikke vil anvende .

19 Det bemaerkes dog, at saafremt den nationale retsinstans skulle finde, at ikke-angrebsklausulen, indeholdt i licensen meddelt mod vederlag, indebaerer et indgreb i licenstagerens handlingsfrihed, skal retsinstansen endvidere afgoere, om klausulen under hensyn til den stilling, som de paagaeldende virksomheder indtager paa markedet for de omhandlede produkter, er af en saadan karakter, at den begraenser konkurrencen vaesentligt .

20 Det bemaerkes endelig, at hvis denne betingelse er opfyldt, kan en aftale med gensidig meddelelse af licenser til industrielle ejendomsrettigheder, som er beskyttet i flere af Faellesskabets medlemsstater, paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, skoent aftaleparterne er etableret i samme medlemsstat .

21 Paa grundlag af det anfoerte maa den nationale retsinstans spoergsmaal besvares saaledes, at en ikke-angrebsklausul i en patentlicensaftale, alt efter den retlige og oekonomiske sammenhaeng, kan indebaere en konkurrencebegraensning i Traktatens artikel 85, stk . 1' s forstand . En saadan klausul udgoer imidlertid ikke en konkurrencebegraensning, hvis den forekommer i forbindelse med en vederlagsfrit meddelt licens, og licenstagerens konkurrencemaessige stilling ikke forringes som foelge af licensbetaling, eller hvis licensen er meddelt mod vederlag, men vedroerer en teknisk foraeldet produktionsmetode, som den virksomhed, der har paataget sig ikke-angrebsforpligtelsen, ikke paataenker at anvende .

Sagens omkostninger

22 De udgifter, som er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, som er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 4 . februar 1986, for ret :

En ikke-angrebsklausul i en patentlicensaftale kan, alt efter den retlige og oekonomiske sammenhaeng, indebaere en konkurrencebegraensning i Traktatens artikel 85, stk . 1' s forstand . En saadan klausul udgoer imidlertid ikke en konkurrencebegraensning, hvis den forekommer i forbindelse med en vederlagsfrit meddelt licens, og licenstagerens konkurrencemaessige stilling derfor ikke forringes som foelge af licensbetaling, eller hvis licensen er meddelt mod vederlag, men vedroerer en teknisk foraeldet produktionsmetode, som den virksomhed, der har paataget sig ikke-angrebsforpligtelsen, ikke paataenker at anvende .