61986C0316

++++

Hoeje Domstol .

1 . Bundesfinanzhof har i en tvist mellem Hauptzollamt Hamburg-Jonas og firmaet P . Kroecken, Mannheim, forelagt Domstolen nogle spoergsmaal om ordningen vedroerende eksportlicenser for korn med forudfastsaettelse af restitutionen og det monetaere udligningsbeloeb ( herefter benaevnt "MUB "). Spoergsmaalene vedroerer naermere bestemt artikel 16, stk . 4, i Raadets forordning nr . 2727/75 af 29 . oktober 1975 ( EFT L 281, s . 1 ) om den faelles markedsordning for korn og artikel 2, stk . 3, i Kommissionens forordning nr . 243/78 af 1 . februar 1978 ( EFT L 37, s . 5 ), hvorved ordningen med forudfastsaettelse af MUB blev indfoert, samtidig med at eksportlicensernes territoriale gyldighed blev begraenset . Bundesfinanzhof oensker afgjort, hvorvidt denne begraensning indebaerer, at der ikke kan ske udbetaling af eksportrestitutionen efter den forudfastsatte sats, naar eksportforretningen effektueres fra en anden medlemsstat end den, der er blevet angivet paa tidspunktet for licensens udstedelse .

I bekraeftende fald oensker Bundesfinanzhof oplyst, hvorvidt princippet om beskyttelse af den berettigede forventning under saerlige omstaendigheder bevirker, at der alligevel foreligger en forpligtelse til at tilkende eksportoeren restitution efter den forudfastsatte sats .

2 . I maj 1979 eksporterede P . Kroecken 1 250 tons byg med oprindelse i Frankrig fra Forbundsrepublikken Tyskland til Schweiz . Partiet var blevet koebt hos det franske selskab Unifrex, som i den forbindelse havde overgivet Kroecken en partialeksportlicens for partiet . Partiallicensen, som indeholdt en forudfastsaettelse af restitutionen og MUB og angivelsen "valable en France", var blevet udstedt af vedkommende franske organ, Office national interprofessionnel des céréales (" ONIC "), til det franske selskab Ramel, der havde solgt den til Unifrex .

I foerste omgang medfoerte den naevnte angivelse, at den paagaeldende tyske toldembedsmand i Idar-Oberstein kom i tvivl om, hvorvidt udfoerslen kunne ske paa grundlag af en partiallicens som den, han var blevet forelagt . Kroecken' s speditoer ( SGS Control GmbH, Mannheim ) henviste imidlertid over for toldembedsmanden til artikel 16, stk . 3, i Kommissionens forordning nr . 193/75 af 17 . januar 1975 ( EFT L 25, s . 10 ), hvorefter "de ( af myndighederne i en medlemsstat ) behoerigt udstedte licenser og partiallicenser ... i hver af de andre medlemsstater (( har )) de samme retsvirkninger, som er knyttet til de af medlemsstaternes egne myndigheder udstedte dokumenter ". Herefter - enten fordi den paagaeldende toldembedsmand var blevet overbevist om rigtigheden af disse argumenter, eller fordi eksportlicensen angav Schweiz som bestemmelsesland - frafaldt han sine indvendinger og gennemfoerte toldbehandlingen .

Afgoerelsen blev imidlertid ikke tiltraadt af den overordnede toldmyndighed . Ved en afgoerelse af 7 . august 1979 afslog Hauptzollamt Hamburg-Jonas saaledes under henvisning til artikel 2, stk . 3, i forordning nr . 243/78, hvorefter en eksportlicens kun er gyldig i den medlemsstat, som ansoegeren har angivet i sin ansoegning, at godkende det af Kroecken fremlagte dokument . Hauptzollamt Hamburg-Jonas tilkendte Kroecken MUB og restitution efter den sats, der gjaldt paa tidspunktet for varernes toldbehandling, og ikke efter den i licensen forudfastsatte . Kroecken indgav en administrativ klage herover og anlagde derefter sag ved Finanzgericht Hamburg . Denne retsinstans gav firmaet medhold, idet den lagde til grund, at begraensningen af den territoriale gyldighed af en eksportlicens med forudfastsaettelse af MUB kun har betydning for sidstnaevnte beloeb, men ikke for eksportrestitutionerne, som er ens for samtlige medlemsstater .

Hauptzollamt Hamburg-Jonas indbragte herefter sagen for Bundesfinanzhof i form af en "revisionsanke ". I en foreloebig afgoerelse ( den 4 . februar 1986 ) lagde Bundesfinanzhof til grund, at en tilkendelse af restitution efter den i en licens forudfastsatte sats ikke kan afhaenge af licensens territoriale gyldighed . Senere besluttede Bundesfinanzhof imidlertid ved kendelse af 29 . oktober 1986 paa begaering fra Hauptzollamt Hamburg-Jonas at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"1 ) Foelger det af faellesskabsretten (( artikel 2, stk . 3, i forordning ( EOEF ) nr . 243/78; artikel 16, stk . 4, i forordning ( EOEF ) nr . 2727/75 )), at naar der fastsaettes en eksportrestitution for en vare, der er udfoert fra en medlemsstat, maa den forudfastsaettelse af eksportrestitutionen, der er sket i en licens, som forelaegges ved udfoerslen, ikke anvendes, saafremt det i licensen, som ogsaa indeholder en forudfastsaettelse af det monetaere udligningsbeloeb, er angivet, at den er gyldig i en anden medlemsstat?

2 ) Saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende : Finder princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i dette tilfaelde ( 1 ) under visse forudsaetninger anvendelse, saaledes at forudfastsaettelsen af eksportrestitutionen alligevel skal anvendes?"

Jeg bemaerker endelig, at Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og parterne i hovedsagen har afgivet skriftlige indlaeg i naervaerende praejudicielle sag . Kommissionen samt Kroecken har endvidere afgivet indlaeg under den mundtlige forhandling .

3 . For bedre at kunne vurdere de faktiske omstaendigheder i sagen og de problemer, som Domstolen skal tage stilling til, finder jeg det hensigtsmaessigt at gennemgaa de relevante faellesskabsretlige bestemmelser ( jfr . desuden Defalque, "Le régime juridique des certificats d' importation, d' exportation et de préfixation", Revue trimestrielle de droit européen, 1984, s . 61 ff .).

Som bekendt er ordningen med import - og eksportlicenser - dvs . det redskab, som faellesskabsmyndighederne anvender med henblik paa at faa et noeje kendskab til handelen med landbrugsprodukter - blevet indfoert ved de forskellige grundforordninger om de faelles markedsordninger ( jfr ., for saa vidt angaar korn, artikel 12 i Raadets forordning nr . 2727/75, foernaevnt ). I 1970 fandt Kommissionen det hensigtsmaessigt at indfoere visse faelles regler for korn og udstedte i dette oejemed forordning nr . 1373/70 af 10 . juli 1970 ( EFT 1970 II, s . 382 ), som forordning nr . 193/75 af 17 . januar 1975 senere traadte i stedet for . Siden er der flere gange blevet grebet ind paa omraadet, og det har vaeret noedvendigt med en konsolideret retsakt, jfr . forordning nr . 3183/80 af 3 . december 1980 ( EFT L 338, s . 1 ), der stadig er i kraft .

Af denne komplekse ordning er foelgende led relevante for denne sag :

a ) for alle eksportforretninger til tredjelande skal der fremlaegges en licens, som er en tilladelse til udfoerslen, og som samtidig goer denne obligatorisk ( jfr . artikel 12, stk . 1, i forordning nr . 2727/75 og de tilsvarende regler i de andre faelles markedsordninger og artikel 8, stk . 1, i forordning nr . 3183/89 ),

b ) saafremt eksportrestitutionen forudfastsaettes, angives dens sats i licensen ( jfr . artikel 12, stk . 1, i forordning nr . 2727/75, artikel 2, stk . 1, i forordning nr . 193/75 og artikel 8, stk . 2, i forordning nr . 3183/80 ),

c ) der kan opnaas partiallicenser, der har samme retsvirkninger som licenser, men kun for saa vidt angaar de maengder, for hvilke de er blevet udstedt,

d ) licenser og partiallicenser, som er blevet behoerigt udstedt af myndighederne i en medlemsstat, er gyldige i hele Faellesskabet og har de samme retsvirkninger som tilsvarende nationale dokumenter ( jfr . artikel 12, stk . 1, foerste afsnit, i forordning nr . 2727/75, artikel 16, stk . 3, i forordning nr . 193/75 og artikel 11 i forordning nr . 3183/80 ).

Lad mig nu behandle spoergsmaalet om forudfastsaettelse af MUB . Som bekendt blev MUB indfoert foerste gang i 1969, og ordningen blev generaliseret ved Raadets forordning nr . 974/71 af 12 . maj 1971 ( EFT 1971 I, s . 231 ). Naar der blev skabt hjemmel til at forudfastsaette MUB, var det for at indfoere en sikkerhedsmekanisme, som de erhvervsdrivende oenskede som foelge af de hyppige udsving i MUB . Dette var formaalet - men kun for saa vidt angaar samhandelen med tredjelande - med Kommissionens forordning nr . 243/78 af 1 . februar 1978 (( der senere blev afloest af forordning nr . 1160/82 af 14 . maj 1982, EFT L 134, s . 22, som forordning nr . 3155/85 af 11 . november 1985 ( EFT L 310, s . 22 ), nu er traadt i stedet for )).

I henhold til artikel 2, stk . 1, andet afsnit, i forordning nr . 243/78 kan beloebet kun forudfastsaettes, saafremt der samtidig sker en forudfastsaettelse af eksportrestitutionen . For at forhindre spekulation indeholder artikel 2, stk . 3, endvidere bestemmelse om, at "naar ( MUB ) forudfastsaettes, gaelder licensen og ... partiallicensen kun i en enkelt medlemsstat", idet denne medlemsstat skal "angives af licensansoegeren ved indgivelse af ansoegningen om forudfastsaettelse ... ". Det problem om sammenhaengen med de andre relevante faellesskabsretsakter, som ligger til grund for denne sag, udspringer netop af denne bestemmelse .

4 . Jeg tilfoejer her, at jeg ikke kan ignorere den omstaendighed, at Kroecken og Kommissionen under den mundtlige forhandling indgaaende diskuterede spoergsmaalet om gyldigheden af artikel 2, stk . 3, i forordning nr . 243/78, for saa vidt bestemmelsen opstiller en begraensning med hensyn til licensernes territoriale gyldighed . Som bekendt er dette spoergsmaal ikke blevet rejst af Bundesfinanzhof, men det fremgaar klart af Domstolens nu entydige praksis paa dette omraade, at Domstolen kan tage stilling til problemer af denne art, selv om de ikke er blevet rejst af den forelaeggende retsinstans .

Princippet herom blev fastslaaet for foerste gang i Domstolens dom af 1 . december 1965 ( sag 16/65, C . Schwarze mod Einfuhr - und Vorratsstelle foer Getreide und Futtermittel, Sml . 1965-1968, s . 131 ( sammendrag ), org . ref . Rec . 1965, s . 1081 ), hvori det hedder : "Naar det fremgaar, at der i forbindelse med spoergsmaal forelagt af en national retsinstans ... er behov for en undersoegelse af gyldigheden ... af de paagaeldende faellesskabsretsakter, boer Domstolen straks goere den nationale retsinstans retsstillingen klar, idet den ikke kan vaere bundet af formalistiske betragtninger, som kun kan forsinke retsplejen, og som er uforenelige med selve beskaffenheden af de ved artikel 177 indfoerte procedurer ... Saadanne formalistiske betragtninger kan vaere relevante for tvistemaal mellem parter, hvis ... rettigheder boer vaere reguleret af strenge regler, men ikke i forbindelse med det ved artikel 177 indfoerte saerlige judicielle samarbejde, hvorved den nationale retsinstans og Domstolen ... skal bidrage direkte og gensidigt med henblik paa at tilvejebringe en afgoerelse" ( s . 1095 f .).

Domstolens senere afgoerelser paa dette omraade har ikke vaeret mindre betydningsfulde . I dom af 3 . februar 1977 ( sag 62/76, Strehl mod Nationaal Pensioenfonds voor Mijnwerkers, Sml . s . 211 ) undersoegte Domstolen - selv om den var blevet anmodet om at give en fortolkning af artikel 46, stk . 3, i forordning nr . 1408/71 og af afgoerelse nr . 91 fra Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring - indledningsvis gyldigheden af disse bestemmelser og statuerede, at de var ugyldige . Senere kom dom af 13 . december 1979 i sag 44/79 ( Hauer mod Land Rheinland-Pfalz, Sml . s . 3727 ). Som den var blevet anmodet om, gav Domstolen en fortolkning af forordning nr . 1162/76 om vin . For imidlertid at fjerne enhver tvivl hos den forelaeggende retsinstans om denne fortolknings forenelighed med princippet om beskyttelse af grundrettigheder undersoegte Domstolen endvidere, hvorvidt forordningen var i overensstemmelse hermed .

Endelig udtalte Domstolen i praemis 7 i dom af 15 . oktober 1980 ( sag 145/79 ( Roquette Frères mod den franske stat, Administration des douanes, Sml . s . 2917 ), at "selv om det inden for rammerne af kompetencefordelingen mellem de nationale retter og Domstolen ved anvendelsen af ... artikel 177 tilkommer de nationale retter at afgoere, hvilke spoergsmaal de finder relevante at forelaegge, kan Domstolen dog af alle de elementer, der er fremlagt ..., udlede de faellesskabsretlige elementer, som under hensyn til sagens genstand noedvendiggoer en fortolkning eller bedoemmelse af gyldigheden ".

Blandt de afgoerelser, som jeg her har naevnt, er det maaske den sidste, der er af stoerst betydning, selv om man allerede kunne ane udviklingen i dom af 18 . februar 1964 ( de forenede sager 73 og 74/63, NV Internationale Crediet - en Handelsverening Rotterdam m.fl . mod Det Nederlandske Landbrugs - og Fiskeriministerium, Sml . 1954-1964, s . 455 ( sammendrag ), org . ref . Rec . 1964, s . 1 ) og dom af 29 . november 1978 ( sag 83/78, Pigs Marketing Board mod Redmond, Sml . s . 2347, praemisserne 25 og 26 ). Domstolen soeger nu ikke laengere i formuleringen af eller begrundelsen til spoergsmaalene holdepunkter for, at den forelaeggende retsinstans, skoent den har affattet spoergsmaalene som et fortolkningsproblem, reelt har oensket en afgoerelse om gyldigheden af den paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelse . Gyldighedsproblemet tages nu op til overvejelse ex officio alene paa grundlag af sagens akter .

Jeg vender nu tilbage til den konkrete sag . Saafremt Domstolen afholder sig fra at undersoege spoergsmaalet om gyldigheden af artikel 2, stk . 3, i forordning nr . 243/78, allerede fordi den nationale retsinstans ikke har anmodet herom, vil Kroecken, der rejste problemet under den mundtlige forhandling, ikke undlade at rejse det paa ny for Bundesfinanzhof, der som en ret i sidste instans vil vaere foranlediget til i henhold til artikel 177, stk . 3, at forelaegge det for Domstolen . Selv om der formelt ikke kan rejses indvendinger herimod, ville en saadan fremgangsmaade stride mod procesoekonomiske hensyn og hensynet til, at den praejudicielle procedure boer faa den tilsigtede virkning .

5 . Lad mig herefter undersoege, hvorvidt artikel 2, stk . 3, i forordning nr . 243/78 er gyldig . Kroecken har mod bestemmelsens gyldighed anfoert tre argumenter . To af disse gaar ud paa, at der er sket en tilsidesaettelse af lovgivningen ( naermere bestemt artikel 12, stk . 1, tredje afsnit, i Raadets forordning nr . 2727/75 og artikel 16 i Kommissionens forordning nr . 193/75 ), mens det tredje er, at der er sket en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet .

Lad mig gaa frem i den naevnte raekkefoelge . I den foerste bestemmelse, som der haevdes at vaere sket en tilsidesaettelse af, hedder det, at "import - eller eksportlicensen gaelder for hele Faellesskabet ". Ifoelge Kroecken indeholder forordning nr . 243/78 en fravigelse af denne bestemmelse, som Kommissionen ikke havde kompetence til at indfoere . Kommissionen har derimod gjort gaeldende, at den var befoejet til at gennemfoere denne fravigelse, nemlig med hjemmel i foelgende to bestemmelser : For det foerste artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 2727/75, hvorefter Kommissionen kan fastlaegge licensernes gyldighedsperiode og "de oevrige gennemfoerelsesbestemmelser" til ordningen efter forvaltningskomitéproceduren ( jfr . dom af 26 . juni 1980, sag 808/79, Pardini, Sml . s . 2103, praemis 16 ), og for det andet artikel 6, stk . 1, i forordning nr . 974/71 . Ogsaa denne bestemmelse indeholder saaledes hjemmel for Kommissionen til at udstede gennemfoerelsesbestemmelser til forordningen efter forvaltningskomitéproceduren, men denne befoejelse omfatter udtrykkeligt ogsaa "andre undtagelser" fra forordningerne om den faelles landbrugspolitik .

Efter min opfattelse er Kommissionens synspunkt det mest overbevisende af de to, i hvert fald for saa vidt der henvises til forordning nr . 974/71 . MUB-ordningen, som denne retsakt netop udgoer en del af, maa saaledes anses som en lex specialis i forhold til de andre retsakter om de faelles markedsordninger . At dette utvivlsomt er tilfaeldet, fremgaar af den af Kommissionen omtalte bestemmelses henvisning til "andre undtagelser ". Naar Kommissionen har begraenset den territoriale gyldighed af eksportlicenser med en forudfastsaettelse af MUB, er dette derfor en lovlig udoevelse af dens befoejelser i henhold til artikel 6, stk . 1, i forordning nr . 974/71 .

Der kan heller ikke gives Kroecken medhold i det andet argument, hvorefter artikel 2, stk . 3, i forordning nr . 243/78 strider mod artikel 16 i Kommissionens forordning nr . 193/75, som indeholder bestemmelse om, at licenser udstedt af myndighederne i en medlemsstat har de samme retsvirkninger som tilsvarende nationale dokumenter . De to her omhandlede ordninger er saaledes blevet indfoert af den samme myndighed, og det er indlysende, at denne frit kan fravige en regel, som den tidligere har indfoert .

For det tredje goer Kroecken gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet . Begraensningen af licensernes gyldighed, anfoerer firmaet, er ikke strengt noedvendig for at varetage de hensyn - herunder navnlig hensynet til at forhindre spekulation - som Kommissionen oenskede at tilgodese .

Ogsaa dette argument maa afvises . Som bekendt medfoerer forudfastsaettelsen af MUB et problem - der var nyt, men som lovgiver hurtigt blev klar over ( se tredje og femte betragtning til forordning nr . 243/78 ) - nemlig det problem, at man maa forhindre misbrug i spekulationsoejemed, naermere bestemt forhindre, at eksportoererne i lande med en svag valuta spekulerer i valutakursudsving efter udstedelsen af licensen og gennemfoerer udfoerslen fra den medlemsstat, der paa netop det paagaeldende tidspunkt giver dem den gunstigste vekselkurs . For at hindre dette havde Kommissionen efter min opfattelse kun én mulighed, nemlig at begraense den territoriale gyldighed af licenser med forudfastsaettelse af MUB til en enkelt medlemsstat, samtidig med at lade den erhvervsdrivende selv angive, hvilket land der foretraekkes . I oevrigt skal jeg anfoere, at det i dommen i Pardini-sagen hedder, at "ordningen med forudfastsaettelse ... er indfoert i handelens interesse (( og giver )) i reglen ... de erhvervsdrivende vaesentlige fordele . Naar de erhvervsdrivende opnaar disse fordele ved forudfastsaettelsen, er det ... berettiget, at de maa finde sig i de ulemper, som skyldes det for Faellesskabet noedvendige hensyn, at ethvert misbrug undgaas" ( praemis 21 ).

Jeg vender tilbage hertil i forbindelse med besvarelsen af det foerste spoergsmaal . Her og nu er det tilstraekkeligt at understrege, at Kommissionens skoensmaessige befoejelse utvivlsomt er meget vid . Lad mig tilfoeje, ligeledes i lyset af dommen i Pardini-sagen, at Kommissionen har gjort brug af sine befoejelser paa en maade, der om jeg saa maa sige var oplagt og under alle omstaendigheder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet .

6 . Efter saaledes at have fastslaaet gyldigheden af artikel 2, stk . 3, i forordning nr . 243/78 gaar jeg nu over til en undersoegelse af spoergsmaalene . Jeg bemaerker indledningsvis, at Bundesfinanzhof i foerste raekke oensker Domstolens afgoerelse af, hvorvidt begraensningen i henhold til denne bestemmelse af den territoriale gyldighed af eksportlicenser med forudfastsaettelse af MUB ogsaa gaelder for den forudfastsaettelse af restitutionen, som licenserne indeholder .

Det er klart, at Kroecken mener, at der boer besvares benaegtende herpaa . Firmaet goer i foerste raekke gaeldende, at man maa sondre mellem henholdsvis de i den omtvistede bestemmelse omhandlede eksportlicenser, attesten om forudfastsaettelse af restitutionen og attesten om forudfastsaettelsen af MUB . Ifoelge Kroecken stoetter den tyske version af bestemmelsen klart en saadan sondring . Det anfoeres endvidere, at selv om det ikke kan benaegtes, at der ifoelge begrundelsen til forordningen, jfr . tredje betragtning, kun boer kunne ske en forudfastsaettelse af MUB, saafremt afgiften eller restitutionen ogsaa forudfastsaettes, omtaler femte betragtning kun begraensningen af "Goeltigkeitsdauer" ( gyldighedsperioden ) paa en medlemsstats territorium . Begraesningen angaar derfor udelukkende gyldighedsperioden, et udtryk, der bl.a . anvendes i fjerde betragtning i den franske version af forordningen .

Kroecken mener, at man klart heraf kan udlede, at de tre i tolddokumentet indeholdte licenser og attester er separate, selvstaendige forvaltningsakter, som utvivlsomt ikke kan anses som et sammenhaengende hele, blot fordi de figurerer i ét og samme dokument . Der er derfor intet til hinder for, at de er underlagt forskellige regler, og navnlig intet til hinder for, at begraensningen af den territoriale gyldighed, for saa vidt angaar MUB, ikke har nogen betydning for eksportrestitutionen . Domstolen har da ogsaa ifoelge Kroecken truffet en afgoerelse, der gaar i denne retning, nemlig dom af 8 . april 1976 ( sag 106/75, Merkur-Aussenhandel GmbH, Sml . s . 531 ), hvorefter der bestaar et krav paa restitution, ogsaa selv om den udfoerte vare ikke er den samme som den, licensen omhandler . Til grund for dette princip ligger en anerkendelse af, at ordningen om licenser og ordningen om restitutioner har forskellige maalsaetninger . Den foerste skal give Faellesskabet et redskab for at kunne faa et overblik over varebevaegelserne, mens den anden har til formaal at udligne forskellen mellem prisniveauet i Faellesskabet og prisniveauet paa verdensmarkedet .

Hauptzollamt Hamburg-Jonas og Kommissionen er af en helt anden opfattelse . De mener, at den af Kroecken anfaegtede sondring ganske savner grundlag . De naevnte licenser og attester udgoer en enkel og udelelig forvaltningsakt, hvorfor begraensningen af gyldigheden gaelder samtlige hertil knyttede retsvirkninger .

Jeg er enig heri . Ganske vist, og saaledes som det ofte forekommer i den afledte ret, skaber det visse problemer, at de forskellige sproglige versioner af artikel 2, stk . 3, i forordning nr . 243/78 ikke stemmer ganske overens . F.eks . anvendes i den franske, den italienske og den nederlandske version det samme udtryk for henholdsvis det dokument, hvorved der gives tilladelse til udfoerslen, og det, hvorved der sker en forudfastsaettelse af restitutionerne og MUB (" certificat", "certificato" og "certificaat "). I den tyske, den engelske og den danske version anvendes derimod forskellige udtryk (" Lizenz" og "Bescheinigung", "licence" og "certificate" og "licens" og "attest "). Endvidere henvises der i den tyske og den danske version i forbindelse med spoergsmaalet om begraensningen af den territoriale gyldighed til "Lizenz" og "licens", mens der i den engelske version henvises til "certificate ". Det er derfor forstaaeligt, hvorfor Kroecken peger paa den tyske version, idet det er rigtigt, at man paa baggrund af denne faar det klare indtryk, at begraensningen ikke vedroerer forudfastsaettelsen af restitutionen .

Som det er blevet anfoert, finder dette imidlertid kun yderligere stoette i den danske version . Endvidere modsiges denne opfattelse af et afgoerende argument fra Kommissionens side, nemlig at artikel 1 i forordning nr . 193/75 ( nu forordning nr . 3183/80 ) indeholder en definition af begrebet "licenser" ( tysk : "Lizenzen "), der baade omfatter selve tilladelsen til at eksportere (" Ausfuhrlizenzen ") og dokumentet indeholdende forudfastsaettelsen (" Vorausfestsetzungsbescheinigungen "). Begrebet er derfor en faellesbetegnelse, hvorfor artikel 2, stk . 3, i forordning nr . 243/78 utvivlsomt maa fortolkes saaledes, at naar der sker en forudfastsaettelse af MUB, gaelder den omhandlede begraensning alle de i tolddokumentet indeholdte betingelser .

Til stoette for min opfattelse taler ogsaa forskellige lovgivningspolitiske betragtninger . Som det fremgaar af dommen i Pardini-sagen, er forudfastsaettelsen af MUB en fordel for den erhvervsdrivende, der effektuerer forretninger fra eller til tredjelande, idet den erhvervsdrivende dermed kan foretage mere praecise beregninger og afboede de risici, der udspringer af prisudsvingninger paa verdensmarkedet . Saafremt man endvidere laegger vaegt paa princippet cujus commoda ejus et incommoda, kan der ikke bestaa fordele uden modstykke hertil . Det er derfor rimeligt, at det ved forudfastsaettelse som omhandlet i henhold til faellesskabsretten gaelder, at sikkerheden forhoejes, eller, som her, at gyldigheden begraenses til en enkelt medlemsstat .

At den omhandlede ordning er rimelig, bliver imidlertid ikke mindst klart, saafremt man ogsaa tager i betragtning, at den goer det muligt at imoedegaa den risiko for spekulation, som Kommissionen har redegjort for i sine svar paa Domstolens spoergsmaal . Saafremt den erhvervsdrivende, der har anmodet om en forudfastsaettelse af MUB, frit kunne ophaeve virkningerne heraf ved at effektuere udfoerslen fra andre medlemsstater, ville der intet vaere til hinder for, at han valgte den loesning, der paa én gang var mest fordelagtig for ham og mest byrdefuld for Den Europaeiske Udviklings - og Garantifond for Landbruget (" EUGFL "). Man kan forestille sig, at der i en medlemsstat med negative MUB ( som det er tilfaeldet med Frankrig, hvor den omtvistede licens blev udstedt ) sker en devaluering og dermed en forhoejelse af MUB . Eksportoeren ville i saa fald utvivlsomt vaelge at betale de paagaeldende beloeb efter den forudfastsatte ( lavere ) sats . Indtraeffer der derimod en revaluering, ville han vaelge at se bort fra denne sats og betale beloebene til den ( lavere ) sats, der gaelder paa tidspunktet for udfoerslen . Det samme, omend med modsat fortegn, ville selvsagt ske i en medlemsstat med positive MUB .

Begraensningen af forudfastsaettelsesattestens territoriale gyldighed er saaledes noedvendig for at undgaa, at en ordning, der er blevet skabt i handelens interesse, bliver til en boomerang for EUGFL . Dette kan illustreres ved et andet eksempel . Den erhvervsdrivende, der har ansoegt om og opnaaet en forudfastsaettelse af MUB og samtidig af restitutionen, ville, saafremt han saa en interesse heri, kunne traede tilbage fra den foerstnaevnte forudfastsaettelse og effektuere udfoerslen fra en anden medlemsstat end den, han oprindelig selv havde valgt . Samtidig ville han - og dette er det afgoerende punkt, idet der ville vaere tale om en byrde for EUGFL - bevare sikkerheden og de formodede fordele ved forudfastsaettelsen af restitutionen .

Og dette er ikke alt . Kommissionen har oplagt ret, naar den anfoerer, at selve ordningens garantimekanismer forudsaetter, at de paagaeldende forvaltningsakter udgoer et sammenhaengende hele, hvilket fremgaar af, at der kun skal stilles en enkelt sikkerhed for opfyldelsen af de forpligtelser, som de medfoerer . Saafremt forvaltningsakterne gjaldt separat, burde lovgiver have indfoert bestemmelse om en saerskilt sikkerhed for opfyldelsen af hver af de paagaeldende forpligtelser .

Endelig bemaerker jeg, at Kroecken' s henvisning til dommen i Merkur-sagen efter min opfattelse ikke er relevant . Det er rigtigt, at Domstolen heri fastslog, at den erhvervsdrivende havde krav paa restitution, ogsaa selv om han havde udfoert en anden vare end den, licensen omfattede . Konkret var forskellen mellem den udfoerte vare og den, der var angivet i licensen, imidlertid minimal, og der laa utvivlsomt ikke bag den anderledes tarifering, som blev foelgen, nogen spekulationshensigt . I oevrigt blev restitutionen tilkendt efter den sats, der var fastsat for den vare, som rent faktisk blev udfoert .

7 . Ved sit andet spoergsmaal oensker den forelaeggende retsinstans afgjort, hvorvidt princippet om beskyttelse af den berettigede forventning "under saerlige omstaendigheder" kan bevirke, at der alligevel skal tilkendes restitution efter den forudfastsatte sats . Denne hypotese udspringer af de faktiske omstaendigheder i hovedsagen . En eksportoer, hvis - ugyldige - licens i foerste omgang blev accepteret af den nationale myndighed, kan godtgoere, at saafremt han havde vidst, at han ville fortabe retten til restitution efter den forudfastsatte sats, ville han have fremlagt et andet dokument eller effektueret udfoerslen fra den medlemsstat, hvori dokumentet var gyldigt .

Kroecken har gjort gaeldende, at der maa svares bekraeftende paa dette spoergsmaal, mens Hauptzollamt Hamburg-Jonas og Kommissionen har anfoert, at da firmaets repraesentant bidrog til den paagaeldende toldembedsmands vildfarelse, har firmaet ikke krav paa nogen beskyttelse . Min opfattelse er den, at spoergsmaalet maa besvares benaegtende, men denne opfattelse hviler ikke paa det af Hauptzollamt Hamburg-Jonas og Kommissionen anfoerte .

Kroecken mener, at der maa gaelde en "billighedsklausul" i lighed med, hvad der er tilfaeldet paa andre faellesskabsretlige omraader, saaledes at der kan ske en begraensning af det tab, den paagaeldende har lidt som foelge af en fejl, der ikke kan tilskrives ham, eller at der er anledning til at yde en beskyttelse med hensyn til den forventning, som en bestemt optraeden hos vedkommende myndighed har skabt hos den paagaeldende (( jfr . herved artikel 5 i Raadets forordning nr . 1697/79 af 24 . juli 1979, EFT L 197, s . 1, om efteropkraevning af afgifter og artikel 13 i Raadets forordning nr . 1430/79 af 2 . juli 1979 ( EFT L 175, s . 1 ), om godtgoerelse af eller fritagelse for import - eller eksportafgifter )). Kroecken overser imidlertid bestemmelsen i artikel 8, stk . 2, i Raadets forordning nr . 729/70 af 21 . april 1970 ( EFT 1970 I, s . 196 ) om finansiering af den faelles landbrugspolitik, hvorefter det gaelder, at "tilbagebetales de (( som foelge af uregelmaessigheder eller forsoemmelser manglende )) beloeb ikke fuldt ud, baerer Faellesskabet de finansielle foelger (( idet dette dog ikke gaelder )) for uregelmaessigheder eller forsoemmelser, som medlemsstaternes myndigheder eller organer kan goeres ansvarlige for ".

Der er i denne sag ingen tvivl om, at den paagaeldende fejl ( saafremt der er begaaet en saadan ) maa tilskrives de tyske toldmyndigheder, hvorimod fejlen paa ingen maade kan tilskrives nogen faellesskabsmyndighed . Man kan heller ikke med rette haevde, at artikel 8, stk . 2, ikke finder anvendelse her . Det er saaledes aabenbart, at der er en snaever analogi mellem henholdsvis tilfaelde, hvor der sker tilbagebetaling af skyldige beloeb, og tilfaelde, hvor der er spoergsmaal om ydelse af en restitution efter en hoejere sats end den normale, i hvert fald for saa vidt det i begge tilfaelde er Faellesskabets egne indtaegter, det gaar ud over .

Mod Kroecken' s opfattelse taler endelig forskellige domme fra Domstolen, herunder ikke mindst dom af 13 . november 1984 ( de forenede sager 98 og 230/83, Van Gend en Loos, Sml . s . 3763, praemis 20 ). Domstolen antog i denne dom, at der ikke var grundlag for at beskytte en erhvervsdrivende, hvis importlicenser i foerste omgang var blevet accepteret af de paagaeldende toldembedsmaend, hvorefter de, efter en mere indgaaende efterproevelse, blev anset for ugyldige af samme myndighed ( jfr . endvidere, for saa vidt angaar stoette, dom af 24 . februar 1987, sag 310/85, Deufil, Sml . s . 901, praemisserne 24 og 25 ).

Den konklusion, jeg er naaet frem til, er naturligvis ikke til hinder for, at en retsundergiven, der har lidt et tab, ved de nationale retsinstanser kan anlaegge et erstatningssoegsmaal mod de myndigheder, der er ansvarlige for den fejl, som angiveligt har paafoert vedkommende et tab .

8 . Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at Domstolen giver foelgende besvarelse af de praejudicielle spoergsmaal, som Bundesfinanzhof ved kendelse af 29 . oktober 1986 har forelagt i den for retten verserende sag Hauptzollamt Hamburg-Jonas mod firma P . Kroecken, Mannheim :

"1 ) Artikel 2, stk . 3, i Kommissionens forordning nr . 243/78 skal fortolkes saaledes, at en forudfastsaettelse af en restitution ikke kan finde anvendelse paa en eksportforretning efter en licens indeholdende tillige en forudfastsaettelse af det monetaere udligningsbeloeb - der fremlaegges ved udfoersel fra en medlemsstat - naar licensen er gyldig i en anden medlemsstat .

2 ) Selv under de saerlige omstaendigheder, som den nationale retsinstans henviser til, beroeres denne fortolkning ikke af det faellesskabsretlige princip om beskyttelse af den berettigede forventning ."

(*) Oversat fra italiensk .