61986C0312

++++

Hoeje Domstol .

Artikel 2, stk . 1, i Raadets direktiv 76/207 af 9 . februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsudddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar ( EFT 1976 L 39, s . 40 ) definerer "princippet om ligebehandling" saaledes, "at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling ". Dog hedder det i artikel 2, stk . 3 :

"Dette direktiv er ikke til hinder for bestemmelser vedroerende beskyttelse af kvinder, saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab ."

Artikel 5 bestemmelser :

"1.Anvendelsen af princippet om ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar, herunder afskedigelsesvilkaar, indebaerer, at maend og kvinder sikres samme vilkaar uden forskelsbehandling paa grundlag af koen .

2.Med henblik herpaa traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger til :

a ) ...;

b ) at de bestemmelser i kollektive overenskomster eller individuelle arbejdskontrakter, i virksomheders interne reglementer eller i vedtaegter for selvstaendige erhverv, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, anses som ugyldige, kan erklaeres ugyldige eller aendres ..."

Direktivets artikel 9, stk . 1, foerste pkt . gav medlemsstaterne 30 maaneder til at gennemfoere direktivet og underrette Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der i den anledning var blevet truffet . For Frankrigs vedkommende udloeb den frist den 12 . august 1978 .

Den Franske Republik vedtog den 13 . juli 1983 lov nr . 83-635, der aendrede loven om arbejdsmarkedsforhold og straffeloven for saa vidt angaar ligestilling af maend og kvinder i arbejde . Dette skete naesten fem aar efter, at den i direktivet fastsatte frist var udloebet . Artikel L 123-1c i den franske lov om arbejdsmarkedsforhold som aendret ved lov nr . 83-635 indeholder et generelt forbud mod forskelsbehandling, isaer for saa vidt angaar loen, faglig uddannelse, tjenestested, kvalifikationer, indplacering, forfremmelse eller forflyttelse . Artikel L 123-2 i denne lov, som aendret ved lov nr . 83-635 forbyder, at man indsaetter nogen bestemmelse i kollektive overenskomster eller i arbejdsaftaler, der giver en eller flere af loenmodtagerne en fordel paa grundlag af koen, medmindre en saadan bestemmelse har til formaal at gennemfoere en af de bestemmelser i loven om arbejdsmarkedsforhold, der vedroerer beskyttelse af kvinder, saerlig i forbindelse med graviditet, moderskab og amning .

Imidlertid fremgaar det af artikel 19 i lov nr . 83-635 :

"Bestemmelserne i artiklerne L 123-1c og L 123-2 i lov om arbejdsmarkedsforhold er ikke til hinder for anvendelse af saedvaner, bestemmelser i arbejdsaftaler og kollektive overenskomster, der er i kraft paa tidspunktet for denne lovs bekendtgoerelse, og som giver saerlige rettigheder til kvinder .

Arbejdsgiverne, arbejdsgiverorganisationerne og loenmodtagernes organisationer skal dog ved kollektiv forhandling tilstraebe at bringe saadanne bestemmelser i overensstemmelse med foernaevnte artikler ".

Kommissionen har gjort gaeldende, at artikel 19 ikke er i overensstemmelse med direktivet . Kommissionen fremsendte derfor aabningsskrivelse og begrundet udtalelse herom, og ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 12 . december 1986 har den anlagt sag med paastand om, at det statueres, at Den Franske Republik ikke har overholdt de forpligtelser, som paahviler den i henhold til EOEF-Traktaten, idet den ikke inden fristen i artikel 9, stk . 1, i Raadets direktiv 76/207 har ivaerksat de noedvendige foranstaltninger for at sikre direktivets fuldstaendige og korrekte gennemfoerelse, men i stedet og i strid med direktivet har vedtaget artikel 19 i lov nr . 83-635 af 13 . juli 1983 .

Kommissionen har i det vaesentlige anlagt to synspunkter . For det foerste, at artikel 19, stk . 1, tillader, at bestemmelser, som er omtalt i direktivets artikel 5, stk . 2, litra b ), opretholdes ud over fristen for direktivets gennemfoerelse; for det andet, at det ikke er tilstraekkeligt sikkert, at saadanne bestemmelser vil blive aendret i overensstemmelse med sidstnaevnte artikel, da aendringer er overladt til arbejdsmarkedets parter uden nogen frist eller effektiv sanktion eller procedure, hvis bestemmelserne ikke tilpasses .

Frankrigs svar paa det foerste synspunkt er, at det efter direktivets artikel 2, stk . 3, er muligt at opretholde beskyttelsesbestemmelser, der ikke er direkte forbundet med graviditet eller moderskab . Derudover tillader artikel 2, stk . 4, at man opretholder foranstaltninger "til fremme af lige muligheder for maend og kvinder, saerlig ved at afhjaelpe de faktiske uligheder, som paavirker kvindernes muligheder paa de i artikel 1, stk . 1, anfoerte omraader", og dette indebaerer ikke kun adgang til beskaeftigelse og arbejdsvilkaar, men ogsaa sociale foranstaltninger vedroerende opgavefordelingen i familien, som paa disse omraader kan paavirke kvindens muligheder . Som en del af fjernelsen af uligheder inden for beskaeftigelsen, kan man opretholde saerlige rettigheder for kvinder .

Vedroerende det andet synspunkt har Frankrig gjort gaeldende, at man ifoelge direktivets artikel 5, stk . 2, litra c ) og i henhold til den i artikel 9, stk . 1, naevnte revision, kan "opfordre" arbejdsmarkedets parter til at afskaffe ulovlige bestemmelser, og at de sikrer, at fremtidige overenskomster, naar de skal godkendes, ikke indeholder saadanne bestemmelser .

For at fjerne de uligheder i beskaeftigelsen, som kvinder laenge har vaeret udsat for, maatte det have vaeret muligt for Faellesskabet at kraeve, at bestemmelser, der diskriminerede kvinder, skulle fjernes, og at bestemmelser til fordel for kvinder skulle opretholdes . Uanset, hvad der er blevet anfoert under sagen, er dette klart ikke sket . Maend og kvinder skal sikres samme forhold uden forskelsbehandlig paa grundlag af koen . Bestemmelser, der forskelsbehandler mandlige arbejdstagere, er saaledes forbudte, medmindre andet udtrykkeligt fremgaar af direktivets bestemmelser .

Det foerste spoergsmaal er derfor, om de "saerlige rettigheder til kvinder" i artikel 19 er bestemmelser om beskyttelse af kvinder i direktivets artikel 2, stk . 3' s betydning . Der er enighed om, at bestemmelser, der direkte vedroerer graviditet og moderskab, kan bevares, og Kommissionen accepterer, at forlaenget barselsorlov ud over den fastsatte beskyttede periode falder inden for bestemmelsens omraade, da man herved soeger at beskytte kvinder i forbindelse med foelgerne af graviditeten og moderskabet ( sag 184/83, Ulrich Hofmann mod Barmer Ersatzkasse, Sml . 1984, s . 3047, praemis 26 ). Derimod soeger Frankrig, med stoette i, hvad der siges at vaere moderrollen i det franske samfund, at bevare rettigheder, som hidtil kun har tilkommet kvinder, uden at disse dog har direkte forbindelse til graviditet og moderskab . Der er blevet fremfoert mange eksempler herpaa under forhandlingerne, uden at listen dog kan anses for at vaere udtoemmende, for eksempel nedsat arbejdstid for kvinder over 59 aar, eller som er beskaeftigede ved saerlige erhverv saasom ved maskinskrivning eller ved betjening af edb-anlaeg, nedsat pensionsalder, frihed ved adoption af et barn, fri ved barns sygdom, fri paa foerste skoledag efter ferien, nogle timers fri paa Mors dag, ydelser til hjaelp til moedres betaling af vuggestue og boernepasning .

Som undtagelse fra hovedreglerne i direktivets artikel 1, og 2, stk . 1, maa man imidlertid fortolke artikel 2, stk . 3, snaevert, jfr . praemis 44 i sag 222/84 Marguerite Johnson mod Chief Constable of the Royal Ulster Constabulary, Sml . 1986, s . 1651, 1688-1689 ). Skoent ordet "saerlig" i artikel 2, stk . 3, antyder, at andre forhold end graviditet og moderskab kan vaere omfattet, dominerer disse ord omraadet for undtagelserne . Domstolen har allerede skitseret kriterier til definition af dem . I praemis 25 i dommen i Ulrich Hofmann-sagen og i praemis 44 i domme i Marguerite Johnson-sagen har Domstolen udtalt, at artikel 2, stk . 3, har til hensigt at beskytte kvindens fysiske tilstand og det saerlige forhold, der er mellem moder og barn . Domstolen gjorde det i Ulrich Hofmann-sagen, praemis 25, klart, at det "saerlige forhold", som Domstolen henviste til i denne sag, kun vedroerte forholdet mellem moder og barn i perioden efter graviditeten og foedslen, men ikke et senere tidsrum .

Det er vigtigt, at man holder sig for oeje, at denne sag ikke foeres for at afskaffe de rettigheder, der er blevet tildelt kvinderne; det er snarere for at sikre, at maend og kvinder behandles ens, undtagen hvor bestemmelserne vedroerer beskyttelsen af kvinder, for saa vidt angaar deres fysiske tilstand eller det saerlige forhold mellem moder og barn .

Laegger man Domstolens holdning i Marguerite Johnson-sagen og i Ulrich Hofmann-sagen til grund, ser det for mig ud til, at de fleste af de fremhaevede eksempler paa rettigheder til kvinder ikke kan begrundes med direktivets artikel 2, stk . 3 . Visse kvinder kan givet oenske at gaa paa pension i 59 aars-alderen, at have saerlige pauser ved saerlige former for beskaeftigelse eller have fri ved saerlige lejligheder, saasom Mors dag, eller faa tilskud til pasning af boern eller til skoleudstyr . Imidlertid kan det ikke haevdes, at maend ikke har, eller ikke ville kunne faa behov for saadanne rettigheder og privilegier, eller at disse udelukkende maa betragtes som forbundet med den fysiske tilstand ved det at vaere kvinde . I nutidens samfund kan faderen lige saa godt have til opgave at passe boern, naar disse er syge, eller at skulle betale for boernepasning; ligesaavel som han kan behoeve at gaa tidligt paa pension eller at have pauser i saerligt stressende jobs . Som jeg ser det, tager Frankrig ved sin fastholdelse af kvindens traditionelle rolle i samfundet ikke hensyn til den stedfundne samfundsudvikling, hvorefter nogle maend som enlig faedre har det fulde ansvar for boernene eller hvor foraeldre, der bor sammen, paa grund af moderens erhverv beslutter, at faderen skal passe boernene, hvilket traditionelt set har vaeret moderens rolle . Dette betyder ikke, at begge foraeldre kan goere krav paa retten; det er der kun en af dem, der kan, men ikke noedvendigvis kvinden .

Jeg sagde de fleste eksempler, da det maa antages, at fri ved adoption af et lille barn, skoent dette principielt er for barnets skyld, kan begrundes med relationen mellem den adopterende moder og barnet . Dette har man dog ikke gjort gaeldende, og maaske er det tilladt i nogle medlemsstater, at et lille barn kan blive adopteret af en mand .

Derfor finder jeg, at de rettigheder, der er blevet tildelt kvinderne, i det store og hele ikke er begrundet i artikel 2, stk . 3 .

Disse kan heller ikke begrundes i artikel 2, stk . 4, der tillader foranstaltninger til fremme af lige muligheder for maend og kvinder, saerlig ved at afhjaelpe de faktiske uligheder, som paavirker kvindernes muligheder . Den slags rettigheder, som der henvises til ovenfor, har maend aldrig haft, saa der er ingen uligheder til fordel for maend, der paavirker kvindernes muligheder paa arbejdsmarkedet . Man kan ikke som Frankrig haevde, at fordi kvinder i almindelighed er blevet forskelsbehandlet, da er enhver bestemmelse til fordel for kvinder paa arbejdsmarkedet per se gyldig som en del af arbejdet mod ligebehandling .

Efter min opfattelse stoetter heller ikke direktivets artikel 5, stk . 2, litra c ), Frankrig . Selv om foranstaltningerne tidligere maatte vaere begrundet i moderrollen, blev de afskaffet af direktivet og kunne saaledes fra starten ikke falde under artikel 2, stk . 3 ( praemis 44, Marguerite Johnson-sagen ).

Det foelger heraf, mener jeg, at foerste stykke i lovens artikel 19 er i modstrid med direktivet, for saa vidt det opretholder saerlige rettigheder til beskyttelse af kvinder, som ikke er begrundede i kvindens fysiske tilstand eller i forholdet til hendes barn, i saerdeleshed graviditet, moderskab og amning . Jeg mener ikke, at Kommissionen har uret, fordi den procederer paa generelle synspunkter, selv om det er muligt, at nogle af de rettigheder, man har i Frankrig, falder ind under undtagelsen . Hvis lovgivningen i saa generelle vendinger og basalt set er ugyldig, maa Frankrig koncipere en ny lov, der kun omhandler de rettigheder, der falder inden for undtagelsen .

Med hensyn til Kommissionens andet anbringende, ser det for mig ikke ud til, at artikel 5, stk . 2, litra c ), og artikel 9, stk . 1, i direktivet goer det muligt at tilpasse bestemmelserne gradvist, saaledes som Frankrig paastaar det . De omhandlede foranstaltninger har paa ethvert tidspunkt siden udloebet af fristen for direktivets gennemfoerelse vaeret i strid med det . Frankrig var ifoelge direktivets artikel 5, stk . 2, litra c ), og artikel 9, stk . 1, forpligtet til at traeffe foranstaltninger til at sikre, at saadanne bestemmelser henholdsvis i kollektive overenskomster og i arbejdsaftaler anses for ugyldige eller aendres . Jeg mener, at eftersom disse bestemmelser skulle have vaeret erklaeret ugyldige eller have vaeret fjernet, var det ikke tilstraekkeligt at overlade dette til arbejdsmarkedets parter uden at stille saerlige krav til tidspunktet og maaden herfor . Der er fra statens side ingen garanti for, at princippet om ligebehandling vil blive effektivt gennemfoert, hvis forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter ikke foerer til noget ( praemis 8 i dommen i sag 143/83, Kommissionen mod Kongeriget Danmark, Sml . 1985, s . 427, 434-435, og praemis 20 i dommen i sag 235/84, Kommissionen mod Den Italienske Republik, Sml . 1986, s . 2291, 2302 ).

Resultaterne af lovgivningen i praksis viser, at der mangler en statslig garanti for gennemfoerelsen af direktivet, dette uanset ordningen med regeringens godkendelse af kollektive overenskomster . I 1983 blev der i Frankrig indgaaet 1 050 kollektive overenskomster for de enkelte brancher og 2 400 individuelle aftaler . I 1984 er tallene henholdsvis 927 og 6 000 . I modsaetning hertil blev der i perioden 1984-1987 kun genforhandlet 16 kollektive overenskomster paa baggrund af lovens artikel 19, stk . 2, der vedroerer ikke-diskrimination .

Den franske regering har haevdet, at det ville vaere et samfundsmaessigt tilbageskridt at tage de omhandlede saerlige rettigheder fra kvinder . Det vil Kommissionen imidlertid heller ikke . For Kommissionens skyld kan ligebehandlingen lige saa vel gennemfoeres ved en udligningsordning, der giver maend samme fordele . Som jeg ser det, er en saadan loesning i overensstemmelse med direktivets ordlyd og maal, idet dets tredje betragtning retter sig imod at fremme en udjaevning af arbejdstagernes leve - og arbejdsvilkaar "paa et stadigt stigende niveau ". Det er ikke et krav i faellesskabsretten, og Kommissionen soeger det heller ikke, at de omhandlede rettigheder skal tages fra kvinder : den kraever blot, at maend og kvinder skal have dem tilbudt paa lige betingelser .

Paa den anden side har Den Franske Republik haevdet, at en oejeblikkelig udvidelse til alle arbejdstagere af rettigheder saasom daglige pauser, nedsat arbejdstid, tildeling af ekstra ferie, nedsat pensionsalder, saerlige godtgoerelser til boernepasning eller fordele ved pensionsberegningen, ville have medfoert en betragtelig ekstraudgift, og at den franske lovgiver havde vedtaget en loesning, der gradvist ville tillade erhvervslivet at optage ekstraudgifterne . Selv om udgifterne ville have vaeret saa store som paastaaet ( hvilket ikke er soegt godtgjort ), ville dette efter min mening ikke give en medlemsstat en begrundelse for ikke at opfylde sin forpligtelse til at gennemfoere direktivet . Hvis et saadant argument var gyldigt, kunne det fremfoeres naar som helst i processen med at opnaa ligebehandling - som hvor det drejer sig om betaling af arbejdstagere paa deltid, der er kvinder, blot fordi de er kvinder . Det foelger af Domstolens faste praksis, at en medlemsstat ikke kan paaberaabe sig praktiske vanskeligheder som begrundelse for ikke at opfylde sine forpligtelser i henhold til en EF-retsakt . En bestemmelse som den i artikel 19, stk . 2, ser jeg ikke som den eneste maade at klare den paaberaabte vanskelighed paa . Det ville have vaeret muligt for den franske lovgiver at gennemfoere et forbud mod diskriminerende arbejdsbestemmelser, som de omhandlede, og have kraevet, at arbejdsmarkedets parter inden for et rimeligt tidsrum havde genforhandlet dem paa baggrund af princippet om ligebehandling . Jeg accepterer ikke Frankrigs argument om, at eftersom artikel 9, stk . 1, foreskriver 30 maaneder til gennemfoerelse af de noedvendige love og administrative forskrifter men ingen frist for deres ikrafttraedelse, er der ingen frist og saaledes intet brud med direktivet . Loven fra 1983 var, selv med henblik paa fremtidige aftaler, allerede fem aar forsinket : de eksisterende bestemmelser skulle man have soerget for inden for et rimeligt tidsrum i august 1978 . Paa det tidspunkt i 1986, hvor denne sag blev anlagt, var dette rimelige tidsrum forlaengst udloebet .

Efter min mening er Kommissionen som foelge heraf berettiget til :

a ) at det statueres, at Den Franske Republik ikke har overholdt de forpligtelser, som paahviler den i henhold til Traktaten, idet den ikke inden for den fastsatte frist i artikel 9, stk . 1, i Raadets direktiv 76/207 har ivaerksat de noedvendige foranstaltninger for at sikre direktivets fuldstaendige og korrekte anvendelse, men i stedet har vedtaget artikel 19 i lov nr . 83-635 af 13 . juli 1983, der ikke opfylder kravene i omhandlede direktiv, bortset fra artiklens bestemmelser om beskyttelse af kvinder paa grund af deres fysiske tilstand og det saerlige forhold, der er mellem moder og barn, isaer i forbindelse med graviditet, moderskab og amning;

b ) at Den Franske Republik betaler sagens omkostninger .

(*) Oversat fra engelsk .