Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61986CC0240

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz fremsat den 13. januar 1988.
    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske Republik.
    Importhindringer for korn.
    Sag 240/86.

    Samling af Afgørelser 1988 -01835

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:1988:4

    61986C0240

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz fremsat den 13. januar 1988. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD DEN HELLENSKE REPUBLIK. - IMPORTHINDRINGER FOR KORN. - SAG 240/86.

    Samling af Afgørelser 1988 side 01835


    Generaladvokatens forslag til afgørelse


    ++++

    Hoeje Domstol .

    A - Faktiske omstaendigheder

    1 . Kommissionen har under denne sag nedlagt paastand om, at det statueres, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter Traktaten ved at indfoere hindringer for kornindfoerslerne mellem februar 1984 og april 1986, og endog for en periode helt afbryde dem . Desuden er der nedlagt paastand om, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine samarbejdsforpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 5 ved at naegte Kommissionen de oplysninger, den havde anmodet om .

    2 . I Graekenland gjaldt, og gaelder der stadig, en ordning for meddelelser af tilladelse til valutaeksport . Ordningen er ikke som helhed anfaegtet under denne sag, men er genstand for en saerskilt traktatbrudsprocedure .

    3 . Ifoelge forvaltningsanordning af 16 . februar 1984 fra OEkonomiministeriet til Graekenlands Nationalbank ( nr . E 6/885 ) skulle al indfoersel af hvede foerst godkendes af en komité, som var nedsat under Graekenlands Nationalbank til at regulere indfoersler ( herefter benaevnt "komitéen "). Ved en efterfoelgende ministeriel forvaltningsanordning af 21 . februar 1984 ( nr . E 6/963 ) blev der givet instruks om, at de importtilladelser for hvede, som var meddelt foer den 16 . februar 1984, ikke laengere kunne anvendes, da den noedvendige procedure ikke havde vaeret gennemfoert for disse varers vedkommende . Importoererne skulle derfor goeres opmaerksom paa, at de maatte indsende nye ansoegninger til komitéen for at opnaa importtilladelser . Denne procedure, som forudsatte indhentning af forudgaaende godkendelse fra komitéen, blev foerst ophaevet ved ministeriel forvaltningsanordning af 23 . april 1986 ( nr . E 6/4492 ).

    4 . Efter at vaere blevet bekendt med disse importrestriktioner tilsendte Kommissionen den graeske regering en aabningsskrivelse af 5 . oktober 1984 ( jfr . staevningens bilag 3 ) og en begrundet udtalelse den 25 . november 1985 ( jfr . staevningens bilag 7 ), hvori der var fastsat en frist paa en maaned til at ophaeve importrestriktionerne . I sin svarskrivelse af 7 . marts 1986 anfoerte sagsoegte at vaere berettiget til at traeffe de anfaegtede foranstaltninger .

    5 . I mellemtiden var der blevet indfoert yderligere en raekke restriktioner, idet samtlige hidtil udstedte importtilladelser, som endnu ikke var udnyttet, principielt var blevet tilbagekaldt ved Handelsministeriets forvaltningsanordning af 25 . juli 1985 ( nr . E 6/2871 ). De indfoersler, der var bestemt til reeksport med en vaerditilvaekst paa 30%, var derimod undtaget fra den i komitéen centraliserede godkendelsesprocedure . For at sikre, at ordningen fungerede som tilsigtet, blev der endvidere kraevet sikkerhedsstillelse . Vedroerende denne procedure tilsendte Kommissionen den graeske regering en aabningsskrivelse den 25 . november 1985 og en begrundet udtalelse den 15 . maj 1986 .

    6 . Kommissionens staevning fra september 1986 vedroerer begge de naevnte procedurer . Kommissionens paastand er, at det statueres, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikler 5, 30 og 106, stk . 1, samt Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2727/75 om den faelles markedsordning for korn ved at goere kornimporten betinget af en valutatilladelse og atter betinge valutatilladelsen af en forpligtelse til at reeksportere varen, ved at tilbagekalde allerede udstedte tilladelser samt ved ikke at meddele Kommissionen de oplysninger og retsforskrifter, den har anmodet om .

    B - Gennemgang af sagen

    I - Formalitet

    7 . Den graeske regering har indvendt, at sagen er uden genstand, da samtlige de paatalte traktatbrud blev bragt til ophoer i september 1986 paa det tidspunkt, da staevningen blev indgivet .

    8 . Da en traktatbrudssag har til formaal at foranledige en medlemsstat, som har tilsidesat sine EF-retlige forpligtelser, til at bringe retstilstanden i overensstemmelse med Traktatens bestemmelser, er det tvivlsomt, om en sag kan fremmes til realitetsbehandling, naar den anfaegtede handlemaade allerede er bragt til ophoer . Det fremgaar imidlertid direkte af ordlyden af EOEF-Traktatens artikel 169, stk . 2, at der kan anlaegges sag ved Domstolen, naar det haevdede traktatbrud ikke er bragt til ophoer inden for den frist, der er fastsat i den begrundede udtalelse .

    9 . Som anfoert i mit forslag til afgoerelse i sag 103/84 ( 1 ) maa det saaledes antages, at der ogsaa kan anlaegges traktatbrudssag for handlinger, som udgoer en tilsidesaettelse af Traktaten, selv om de er fuldstaendigt afsluttet i fortiden . Allerede fordi Kommissionen, i betragtning af den administrative procedures varighed, i modsat fald ofte ville blive afskaaret fra at faa domstolsproevet kortvarige traktatbrud, boer dette generelt fastholdes . Da varigheden af en traktatstridig handlemaade ikke udsiger noget om traktatbruddets grovhed, maa ogsaa et traktatbrud af tidsmaessigt begraenset varighed kunne paatales . Det gaelder saa meget mere, som f.eks . aarstidsbetingede foranstaltninger efter deres natur kun gaelder inden for en begraenset periode og netop er effektive af samme grund .

    10 . Den afgoerende betingelse for, om en sag kan antages til realitetsbehandling, er derfor i foerste raekke, at den sagsoegte medlemsstat ikke har truffet de paakraevede foranstaltninger inden den frist, som er fastsat i den begrundede udtalelse .

    11 . Paa dette punkt boer de to forudgaaende administrative procedurer, som er omhandlet i staevningen, holdes ude fra hinanden . Den foerste begrundede udtalelse blev tilsendt den graeske regering den 25 . november 1985 og indeholdt en frist paa én maaned til at bringe retstilstanden i overensstemmelse med Traktaten . Den graeske regerings foerste reaktion kom foerst i marts det paafoelgende aar, ved hvilken lejlighed regeringen gjorde gaeldende, at de anfaegtede foranstaltninger var lovlige . Foerst den 23 . april 1986 blev de anfaegtede retsforskrifter ophaevet ved en forvaltningsanordning, men ogsaa her uden at Kommissionen modtog underretning derom . Dette forklarer, at Kommissionen fremsendte en anden begrundet udtalelse den 15 . maj 1986, altsaa paa et tidspunkt, hvor de anfaegtede foranstaltninger allerede var blevet ophaevet den 23 . april 1986, saaledes at udtalelsen var blevet uden genstand, ogsaa selv om Kommissionen ikke var blevet underrettet om foranstaltningernes ophaevelse, men forblev i uvidenhed herom . Dette resultat foelger efter min opfattelse af Traktatens artikel 169, stk . 2 .

    12 . Siden dommen i sag 26/69 ( 2 ) har Domstolen fundet det noedvendigt at fastslaa, at der foreligger soegsmaalsinteresse, selv om det haevdede traktatbrud reelt er ophoert foer sagsanlaegget . Domstolen har i mellemtiden gentagne gange bekraeftet noedvendigheden af denne konstatering ( 3 ). Ganske vist har Domstolen i en raekke afgoerelser, der ogsaa i mellemtiden er blevet fast praksis ( 4 ), tilfoejet, at der bestaar en soegsmaalsinteresse, allerede naar dommen kan danne grundlag for at fastslaa en medlemsstats ansvar over for en anden medlemsstat, over for Faellesskabet eller over for private, uden at Domstolen dog konkret har naevnt, hvilke omstaendigheder, der kan begrunde et saadant krav eller hvem, der kan stoette ret paa en medlemsstats traktatbrud . I sag 103/84 ( 5 ) har Domstolen saaledes overhovedet ikke naevnt, at nogen eventuelt kunne stoette ret paa dommen . Domstolen fastslaar heri blot, at der bestaar en retlig interesse, fordi det paatalte traktatbrud foerst blev bragt til ophoer efter udloebet af den frist, der var fastsat i henhold til EOEF-Traktatens artikel 169, stk . 2 .

    13 . Det er ikke noedvendigt at fremdrage yderligere omstaendigheder til stoette for det anfoerte, da en dom, der fastslaar et traktatbrud, utvivlsomt ogsaa i denne sag kan give grundlag for et eventuelt ansvar over for medlemsstater, Faellesskabet eller private . Selv om Domstolen, i modsaetning til hidtidig praksis, skulle kraeve yderligere betingelser opfyldt, maa disse anses for opfyldt i den foreliggende sag . Dette foelger af selve de anfaegtede foranstaltningers natur, som har karakter af midlertidige restriktioner for import af hvede, og som kan tilpasses efter markedsforholdene i den paagaeldende medlemsstat . Indfoerelsen af supplerende, tidsbegraensede kontrol - og andre administrative foranstaltninger kan i hvert fald medfoere forsinkelser, og dette er uforeneligt med princippet om frie varebevaegelser og med det gaeldende princip om, at faelles markedsordninger udelukkende maa reguleres ved foranstaltninger paa EF-plan . Saafremt der bag de supplerende krav om godkendelse skulle skjule sig protektionistiske hensigter, er der endvidere risiko for gentagelser . Foranstaltningerne vil i saa fald foerst rigtig vise deres effektivitet ved aarstidsbetinget anvendelse .

    14 . Sagen maa herefter antages til realitetsbehandling, for saa vidt angaar den del af sagsgenstanden, som er omhandlet i den foerste begrundede udtalelse . Vedroerende den del af sagsgenstanden, som er omhandlet i den anden begrundede udtalelse, maa sagen derimod afvises, da den var uden genstand allerede paa det tidspunkt, da udtalelsen blev fremsat .

    II - Realitet

    15 . Afgraensningen af sagens genstand er saaledes sket ved den begrundede udtalelse af 25 . november 1985 . Jeg skal i det foelgende gennemgaa de heri indeholdte anbringender .

    1 ) Tilsidesaettelse af princippet om frie varebevaegelser ( EOEF-Traktatens artikel 30; Raadets forordning nr . 2727/75 og artikel 65, stk . 1, i Graekenlands tiltraedelsesakt )

    16 . For det foerste har sagsoegeren gjort gaeldende, at proceduren for udstedelse af tilladelser til valutaeksport er blevet besvaerliggjort ved, at Graekenlands Nationalbank skulle give samtykke til samtlige tilladelser inden for kornsektoren . Der blev herved indfoert en dobbeltkontrol, som forsinkede indfoerslerne af hvede og undertiden helt standsede dem, da Graekenlands Nationalbank var laenge om at give sit samtykke eller helt naegtede det . Da handelen med hvede i mellemtiden er blevet fuldstaendigt liberaliseret, strider denne adfaerd mod EOEF-Traktatens artikel 30 og artikel 106, stk . 1, sammenholdt med forordning nr . 2727/75 og artikel 65 i Graekenlands tiltraedelsesakt .

    17 . Dette forhold boer bedoemmes med udgangspunkt i Traktatens artikel 30, som er en bestemmelse til sikring af de frie varebevaegelser og til dette formaal bestemmer, at alle foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner er forbudt . Efter Domstolens faste praksis omfatter begrebet "foranstaltning med tilsvarende virkning ": "enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen som direkte eller indirekte, oejeblikkeligt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Faellesskabet" ( 6 )

    18 . Hvad angaar EF' s samhandel med korn, er der oprettet en faelles markedsordning ved Raadets forordning nr . 2727/75 af 29 . oktober 1975 ( 7 ). Det fremgaar modsaetningsvis af forordningens artikel 21, som bestemmer, hvornaar de varer, som er omfattet af den faelles markedsordning, ikke kan omsaettes frit inden for Faellesskabet, at alle de varer, der i oevrigt er omfattet af den faelles markedsordning, frit kan omsaettes inden for Faellesskabet . Der kan foelgelig kun indfoeres restriktioner paa omraadet ved bestemmelser i selve den faelles markedsordning .

    19 . Domstolen har i flere afgoerelser siden hen fastslaaet, at saafremt Faellesskabet i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 40 har opretttet en faelles markedsordning inden for en bestemt sektor, er medlemsstaterne forpligtet til at afholde sig fra enhver foranstaltning, der fraviger ordningen eller forhindrer, at den fungerer efter hensigten ( 8 ). Efter Domstolens praksis maa det saaledes antages, at de faelles markedsordninger er baseret paa princippet om et aabent marked, hvortil enhver producent har fri adgang og som udelukkende maa reguleres ved de bestemmelser, der er indeholdt i selve markedsordningen ( 9 ).

    20 . Saaledes maa retsstillingen ogsaa antages at have vaeret for Graekenlands vedkommende i perioden fra februar 1984 til april 1986, under hensyn til, at EF' s regler ifoelge tiltraedelsesaktens artikel 65, stk . 1, fandt anvendelse i Graekenland fra den 1 . januar 1981 paa alle de produkter, der paa tiltraedelsestidspunktet var omfattet af en faelles markedsordning, herunder reglerne om kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning . Der er foelgelig ikke tvivl om, at den faelles markedsordning for korn gjaldt i Graekenland paa naevnte tidspunkt, saaledes at det var udelukket at goere undtagelse .

    21 . Den Hellenske Republik maa hermed antages at have tilsidesat sine EF-retlige forpligtelser, saafremt det er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion at indfoere en centraliseret godkendelsesprocedure for kornindfoersler . Det kan herom for det foerste fastslaas, at oprettelsen af en kontrolordning i form af en administrativ procedure for import af varer i sig selv potentielt kan hindre samhandelen . Paabudet om, at der skal indgives ansoegning, og den omstaendighed, at de erhvervsdrivende maa finde sig i eventuelt at skulle vente, foer importtilladelsen meddeles, udgoer i sig selv en begraensning af de frie varebevaegelser .

    22 . Endvidere maa der tages hensyn til, at der ogsaa reelt var konstateret visse handelshindringer, eftersom Kommissionen blev gjort opmaerksom paa den anvendte procedure ved klager fra de beroerte erhvervsdrivende og fik kendskab til flere andre restriktioner, efter at den havde optaget kontakt med den graeske regering .

    23 . Sagsoegte har ikke bestridt, at der fandtes visse handelshindringer ( 10 ), men gjort gaeldende, saavel under den forudgaaende administrative procedure som under sagen ved Domstolen, at den var berettiget til at bringe de paatalte foranstaltninger i anvendelse, da overtraedelserne af den graeske valutalovgivning var taget til i begyndelsen af 1984, hvorfor regeringen var noedt til at traeffe effektive foranstaltninger over for kapitalflugten .

    24 . Det maa erkendes, at medlemsstaterne efter Domstolens praksis i henhold til EOEF-Traktatens artikel 106 paa omraadet for den frie udveksling af betalinger kan foretage kontrol til sikring af, om visse kapitalbevaegelser er reelle betalinger, eller om de daekker over transaktioner paa et omraade, hvor der endnu ikke er tilvejebragt fuldstaendigt frie kapitalbevaegelser ( 11 ). Med disse begraensninger kan medlemsstaterne foere kontrol med valutaoverfoersler . De kan endvidere uhindret traeffe egnede foranstaltninger til imoedegaaelse af kapitalflugt eller bekaempelse af tilsvarende spekulationer, der er rettet mod medlemsstatens egen valuta .

    25 . Det er imidlertid yderst tvivlsomt, om de her i sagen omhandlede foranstaltninger kan anses for lovlige i naevnte oejemed . For det foerste har den graeske regering nemlig ikke godtgjort et reelt behov for en regulering af omraadet, bortset fra nogle almindelige bemaerkninger om, at kontrolforanstaltningerne var noedvendige til imoedegaaelse af overtraedelser af valutalovgivningen og den foroegede kapitalflugt .

    26 . For det andet - hvilket er vigtigere - udgjorde godkendelsesproceduren ved Graekenlands Nationalbank nok tilsyneladende et led i valutakontrolproceduren, men var reelt, som anfoert af Kommissionen, en supplerende kontrolforanstaltning, saaledes som det fremgaar af de foernaevnte forvaltningsanordninger ( nr . E 6/885 og nr . E 6/963 ), der foerst er blevet fremlagt i sagen efter opfordring fra Domstolen . Af disses ordlyd fremgaar nemlig, at ansoegningerne skulle forelaegges komitéen til regulering af indfoerslerne, og at der ikke kunne udstedes importtilladelse uden komitéens godkendelse .

    27 . Ganske vist var denne komité nedsat under Graekenlands Nationalbank, men formaalet med proceduren ved komitéen var ikke at kontrollere valutaeksporten, men at regulere vareindfoerslerne . Dette fremgaar ikke blot af forvaltningsanordningernes ordlyd, men ogsaa af de argumenter, den graeske regering selv har fremfoert under sagen . Saaledes har regeringen eksempelvis selv gjort gaeldende, at den centraliserede procedure dels var noedvendig for overhovedet at fastslaa samhandelens omfang inden for kornsektoren, dels gjorde det berettiget at indsamle oplysninger om lagerbehovet og efterspoergslen efter korn . Saadanne omstaendigheder kan imidlertid ikke accepteres som begrundelse for at indfoere reelle eller potentielle handelshindringer .

    28 . Det kan ikke laegges Kommissionen til last, at den ikke udtrykkeligt har anfaegtet godkendelsesproceduren ved komitéen for regulering af indfoerslerne, men kun gjort indsigelse mod de restriktioner, der skyldtes proceduren for godkendelse af valutaeksport . Forklaringen herpaa er nemlig, at den graeske regering vedholdende naegtede at tilsende Kommissionen de i sagen omhandlede forvaltningsanordninger og Kommissionen derfor udelukkende kunne erhverve sig kendskab til den restriktive praksis i kraft af de virkninger, den havde .

    29 . Da ordningen med den centraliserede godkendelsesprocedure i virkeligheden er en ordning til regulering af hvedeindfoerslerne, mener jeg, den indebaerer en tilsidesaettelse af princippet om frie varebevaegelser og ikke princippet om den frie udveksling af betalinger i henhold til EOEF-Traktatens artikel 106 .

    30 . Ogsaa selv om Domstolen skulle antage, at EOEF-Traktatens artikel 106 har relevans for sagen, det vaere sig enten fordi proceduren for godkendelse af kornindfoerslerne ikke reelt, men kun tilsyneladende indgaar som et led i proceduren for godkendelse af valutaeksport, eller fordi der af materielle grunde findes en indre sammenhaeng, maa de anfaegtede foranstaltninger antages at vaere retsstridige .

    31 . Den frie udveksling af betalinger maa betragtes som et noedvendigt supplement til den frie bevaegelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer . I samme omfang, som disse grundlaeggende friheder virkeliggoeres, maa der gives tilladelse til at foretage de noedvendige betalinger . Da de frie varebevaegelser er gennemfoert fuldt ud inden for kornsektoren, maa der ikke indfoeres nye restriktioner for betalingerne .

    32 . I den forbindelse er navnlig de argumenter, den graeske regering har gjort gaeldende vedroerende EOEF-Traktatens artikel 67 samt 68 og artikel 5 i direktivet til gennemfoerelse af artikel 67 ubegrundede, da proceduren for godkendelse af valutaeksport ( for saa vidt denne overhovedet er omfattet af sagens genstand ) ikke vedroerer de frie kapitalbevaegelser, som endnu ikke er fuldstaendigt liberaliseret .

    33 . Som allerede anfoert overskrider den centraliserede godkendelsesprocedure ved naevnte komité graenserne for en lovlig kontrol med valutabevaegelserne . For at forhindre eventuelle overtraedelser af valutalovgivningen, navnlig kapitalflugt eller andre former for spekulation, havde det nemlig vaeret muligt at traeffe andre foranstaltninger, som i mindre grad hindrer de frie varebevaegelser . Under alle omstaendigheder ville det have vaeret tilstraekkeligt at anvende en procedure for godkendelse af valutaeksport, hvis lovlighed i oevrigt endnu ikke er endeligt afklaret . Den centraliserede procedure for godkendelse af indfoersler udgoer saaledes utvivlsomt et traktatbrud i henhold til princippet om frie varebevaegelser .

    34 . Endvidere maa den af Kommissionen anfaegtede tilbagekaldelse af de tidligere udstedte importtilladelser ( 12 ), som var en foelge af, at der blev indfoert en centraliseret procedure, betragtes som traktatstridig, da den udgoer en betydelig hindring for indfoerslerne . Der fandtes saaledes ingen som helst saglig begrundelse for at afskaere importoererne fra at goere brug af en allerede udslidt tilladelse og tvinge dem til at indgive fornyet ansoegning, naar denne fremgangsmaade ikke reelt skulle tjene til en regulering af de faktiske importmaengder .

    2 ) Tilsidesaettelse af samarbejdspligten i henhold til artikel 5

    35 . Kommissionen har tillige paatalt, at sagsoegte tilsidesatte sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 5, idet den graeske regering ikke reagerede paa de to telexer af 12 . og 15 . marts 1984, hvormed Kommissionen gjorde regeringen opnaerksom paa, at en importlicensordning maa antages at vaere i strid med EF' s regler .

    36 . Ved skrivelse af 13 . februar 1985 anmodede Kommissionens generaldirektoer for landbrug regeringen om dels at fremsende de relevante graeske retsforskrifter, dels en liste over de indsendte ansoegninger med oplysninger om, hvilke ansoegninger, der specielt vedroerte kornindfoersler . Endvidere udbad Kommissionen sig mere indgaaende oplysninger om den anfaegtede procedures praecise forloeb . Som svar paa denne opfordring noejedes den graeske regering med at fremsende en liste over de tilladelser, der var udstedt i foerste halvaar af 1984 .

    37 . Da den graeske regering stadig ikke reagerede, tilsendte Kommissionen den yderligere et telex den 23 . oktober 1985, som forblev ubesvaret .

    38 . EOEF-Traktatens artikel 5, stk . 1, indeholder et generelt princip om medlemsstaternes samarbejdspligt . Bestemmelsen kan anvendes, naar Traktaten ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om medlemsstaternes forpligtelser . Ved deres tiltraedelse af Traktaten har medlemsstaterne forpligtet sig til at handle i overensstemmelse med Traktatens bestemmelser . Formaalet med den administrative procedure forud for en traktatbrudssag er at udtoemme mulighederne for en mindelig bilaeggelse af tvisten, hvilket forudsaetter en vis pligt til medvirken fra den paagaeldende medlemsstats side . Uden et aktivt samarbejde er det hverken muligt at komme til klarhed over traktatbruddets indhold eller at bringe traktatbruddet til ophoer .

    39 . Med de foerste telexer, Kommissionen afsendte, forsoegte den at opnaa en afklaring af tvistens genstand . I telexerne forhoerte Kommissionen sig om, hvorvidt det forholdt sig, som den havde faaet oplyst, at man i Graekenland anvendte en praksis med tildeling af importlicenser under daekke af tilladelser til valutaeksport . Kommissionen anfoerte, at dette kunne udgoere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i strid med Traktaten . Endelig udbad Kommissionen sig et svar inden for en naermere angiven frist . Begge telexer forblev imidlertid ubesvaret . Allerede dette afslag paa at imoedekomme Kommissionens begaering om oplysninger maa betragtes som en tilsidesaettelse af samarbejdspligten .

    40 . Da Kommissionen senere udfoldede yderligere anstrengelser til afklaring af sagens omstaendigheder og i den forbindelse anmodede den graeske regering om at fremsende de omhandlede ministerielle forvaltningsanordninger og en raekke statistiske oplysninger vedroerende de udgivne ansoegninger og de faktisk meddelte tilladelser til valutaeksport, noejedes den graeske regering med at fremsende en liste over de tilladelser, der var meddelt i foerste halvaar af 1984 . Denne handlemaade var ikke egnet til at medvirke til en afklaring af sagens omstaendigheder . Tvaertimod bidrog den til at tilsloere den anvendte procedure, da den ikke gav noget indblik i tidspunktet for de indgivne ansoegninger og disses antal . Det var saaledes umuligt paa grundlag af de fremsendte lister at danne sig en realistisk opfattelse af den procedure, som er anfaegtet under naervaerende sag .

    41 . Under sagen for Domstolen har den graeske regering gjort gaeldende, at den ikke havde det noedvendige sikre overblik over de faktisk indgivne ansoegninger, saa laenge proceduren for godkendelse af valutaeksport blev afviklet hos ca . 3 000 forskellige banker . Dette var ogsaa grunden til, at det havde vaeret noedvendigt at centralisere proceduren .

    42 . Uanset om det af regeringen anfoerte er korrekt eller ej, burde regeringen i det mindste have givet Kommissionen meddelelse derom og forklaret situationen naermere . Den graeske regerings manglende samarbejdsvilje viste sig ogsaa, da den paa et senere tidspunkt helt undlod at reagere paa Kommissionens telex af 23 . oktober 1985, hvormed denne paa ny erindrede regeringen om det traktatstridige forhold .

    43 . Den Hellenske Republik har foelgelig tilsidesat de af sine traktatmaessige forpligtelser, som Kommissionen har beskrevet naermere i sine gentagne henvendelser til den graeske regering .

    44 . Samarbejdspligten efter EOEF-Traktatens artikel 5, stk . 1, kan beskrives som en pligt til at yde EF-institutionerne stoette . Den graeske regering har i saa henseende ikke blot tilsidesat den direkte af Traktaten udledte forpligtelse til at handle i overensstemmelse med dennes bestemmelser, men ogsaa tilsidesat sin forpligtelse til at bistaa Kommissionen ved opfyldelsen af dennes opgaver i henhold til EOEF-Traktatens artikel 155 .

    3 ) Sagens omkostninger

    45 . Ved afgoerelsen om sagens omstaendigheder boer der tages hensyn til, at den del af paastandene i staevningen, som er baseret paa det andet stadium i den forudgaaende administrative procedure, maa afvises fra realitetsbehandling, fordi det paatalte traktatbrud allerede var bragt til ophoer, da den begrundede udtalelse tilgik sagsoegte . Denne sidste udtalelse beroede imidlertid i det vaesentlige paa sagsoegtes manglende samarbejdsvilje, da Kommissionen utvivlsomt ikke havde afgivet en begrundet udtalelse for anden gang, saafremt den graeske regering havde informeret Kommissionen om den paatalte procedures naermere indhold, saaledes som den flere gange var blevet opfordret til . Saa sent som i marts 1986 fastholdt den graeske regering i en skrivelse til Kommissionen, at den var berettiget til at traeffe de paatalte foranstaltninger, ligesom den fandt det overfloedigt at give Kommissionen meddelelse, da den ophaevede foranstaltningerne . Af disse grunde finder jeg det som helhed rimeligt at tilpligte sagsoegte at afholde sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk . 3 .

    C - Sammenfatning

    46 . Mit forslag til afgoerelse lyder herefter sammenfattende som foelger :

    1 ) det statueres, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 30, sammenholdt med Raadets forordning nr . 2727/75 og artikel 65, stk . 1, i Graekenlands tiltraedelsesakt, ved i forbindelse med kornindfoersler mellem februar 1984 og april 1986 at anvende en centraliseret procedure for udstedelse af importlicenser, som forvaltedes af den under Graekenlands Nationalbank nedsatte komité til regulering af indfoersler;

    2 ) sagsoegte har endvidere tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 5, stk . 1, ved til stadighed at naegte at samarbejde med Kommissionen;

    3 ) i oevrigt afvises sagen;

    4 ) sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger .

    (*) Oversat fra tysk .

    ( 1 ) Jfr . forslag til afgoerelse fra generaladvokat Lenz af 28 . januar 1986 i sag 103/84, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Den Italienske Republik, Sml . 1986, s . 1759 .

    ( 2 ) Jfr . dom af 9 . juli 1970 i sag 29/69, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Den Franske Republik, Sml . 1970, s . 97 .

    ( 3 ) Jfr . tillige dom af 7 . februar 1973 i sag 39/72, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Den Italienske Republik, Sml . s . 101; dom af 5 . juni 1986 i sag 103/84, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Den Italienske Republik, Sml . s . 1759,;dom af 20 . februar 1986 i sag 309/84, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Den Italienske Republik, Sml . s . 599 og dom af 17 . juni 1987 i sag 154/85, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Den Italienske Republi , Sml . s . 2717 .

    ( 4 ) Jfr . foernaevnte domme .

    ( 5 ) Praemis 8 .

    ( 6 ) Jfr . dom af 11 . juli 1974 i sag 8/74, Procureur du roi mod Benoyt og Gustave Dassonville, Sml . s . 837 ff ., pr§mis 5 .

    ( 7 ) Jfr . Raadets forordning af 29 . oktober 1975 om den faelles markedsordning for korn ( EFT 1975 L 281, s . 1 ).

    ( 8 ) Jfr . f.eks . markedsordningen for fjerkrae : dom af 18 . maj 1977 i sag 111/76, Officier van Justitie mod Beert van Hazel, Sml . s . 901 ff ., eller markedsordningen for svinekoed, dom af 29 . november 1978 i sag 83/78, Pigs Marketing Board mod Raymond Redmond, Sml . s . 2347 ff ., eller markedsordningen for oksekoed, dom af 16 . december 1986 i sag 124/85, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Den Hellenske Republik, Sml . s . 3935 .

    ( 9 ) Jfr . sag 83/78, praemis 56 ff .

    ( 10 ) Jfr . staevningens bilag 8, s . 2, hvori det hedder, at "det er muligt, at der indtraadte visse forsinkelser, da ordningen blev anvendt i begyndelsen ."

    ( 11 ) Jfr . dom af 31 . januar 1984 i de forenede sager 286/82 og 26/83, Graziana Luisi og Giuseppe Carbone mod Ministeriet for Statskassen, Sml . s . 377 ff .

    ( 12 ) Jfr . dom nr . E 6/963 af 21 . februar 1984 ( bilag 2 til den graeske regerings besvarelse af Domstolens spoergsmaal ).

    Top