FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

SIR GORDON SLYNN

FREMSAT DEN24. NOVEMBER 1983 ( 1 )

Høje Domstol.

Den 19. juli 1979 blev en bil tilhørende Gambetta Auto SA beskadiget i Paris af en anden bil med østrigske nummerplader. Sidstnævnte bils køretilladelse var imidlertid blevet inddraget den 9. marts 1979, da forsikringen var opsagt den 7. marts 1979. Da det ikke var muligt at finde føreren og ejeren, anlagde Gambetta sag mod Bureau central français, som repræsenterer bilforsikringsselskaberne i Frankrig, samt Fonds de garantie automobile, som dækker skader forvoldt af køretøjer, som ikke er forsikrede. Begge sagsøgte havde nægtet at yde erstatning.

Da Gambetta ikke fik medhold i første instans, ankede selskabet dommen.

Et væsentligt spørgsmål — om ikke det eneste — i sagen var, om Gambetta kunne påberåbe sig Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 (EFT 1972, II, s. 345), som ændret ved Rådets direktiv 72/430/EØF af 19. december 1972 (EFT 1972 (31. december), s. 23).

Inden direktivet trådte i kraft, var det nødvendigt ved medlemsstaternes grænser at kontrollere, at føreren af et motorkøretøj, som færdes mellem medlemsstaterne, havde et grønt kort som bevis for, at der for motorkøretøjet var tegnet en ansvarsforsikring. Hovedformålet med direktivet var at ophæve denne form for kontrol for at lette den frie bevægelighed inden for Fællesskabet af køretøjer hjemmehørende i medlemsstaterne. Det var en nødvendig forudsætning for ophævelsen af kontrollen, dels at nationale forsikringsbureauer i medlemsstaterne skulle garantere for dækning af erstatningskrav, der er opstået på landets område, dels at ethvert i Fællesskabet hjemmehørende køretøj, der færdes på Fællesskabets område, er dækket af en ansvarsforsikring, der gælder inden for hele Fællesskabet.

Følgelig bestemte direktivets artikel 3, at medlemsstaterne skal sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, »der er hjemmehørende i det pågældende land«, er dækket af en forsikring. Ifølge artikel 2 forpligtedes medlemsstaterne til at ophæve kontrol med ansvarsforsikring for køretøjer, der er hjemmehørende på en anden medlemsstats område, efter at Kommissionen havde fastslået, at medlemsstaternes forsikringsbureauer havde indgået en overenskomst, hvorefter hvert nationalt bureau forpligter sig til i overensstemmelse med det pågældende lands regler om lovpligtig ansvarsforsikring at behandle de skadestilfælde, der forekommer på landets område forårsaget af»forsikrede eller uforsikrede køretøjer, der hører hjemme i en af de andre medlemsstater«, og efter at Kommissionen havde fastsat datoen for direktivets ikrafttræden (med undtagelse af artiklerne 3 og 4).

Direktivets artikel 7 bestemte yderligere, at køretøjer, »der er hjemmehørende« i et tredjeland, betragtes som køretøjer »hjemmehørende« i Fællesskabet, når de nationale forsikringsbureauer i alle medlemsstaterne hver for sig forpligter sig til at behandle skadestilfælde forårsaget på deres område af sådanne køretøjer. Når Kommissionen havde fastslået, at sådanne garantier var afgivet, skulle den træffe bestemmelse om, fra hvilket tidspunkt medlemsstaterne ikke længere skulle forlange dokumentation for forsikring, for så vidt angår køretøjer, som kommer fra sådanne tredjelande.

Det afgørende element er således det område, hvor køretøjet er »hjemmehørende«. Dette område defineres i direktivets artikel 1, stk. 4, som »den stats område, hvor køretøjet er registreret, eller i tilfælde af, at der for en bestemt køretøjsart ikke kræves registrering, men vedkommende køretøj dog er forsynet med forsikringsplade eller andet identifikationsmærke i lighed med nummerplader, den stats område, hvor denne plade eller dette mærke er udleveret, eller i tilfælde af, at der for bestemte køretøjsarter hverken kræves registrering, forsikring eller andet mærke, den stats område, hvor køretøjets bruger har sin bopæl.«

For så vidt angår Østrig og en række andre tredjelande, indgik de nationale forsikringsbureauer den 12. december 1973 en overenskomst i overensstemmelse med direktivets artikel 2 og artikel 7, og ved to beslutninger af 6. februar 1974 (74/166/EØF og 74/167/EØF, EFT L 87 af 30. 3. 1974, ss. 13 og 14) fastsatte Kommissionen den 15. maj 1974 som den dato, fra hvilken medlemsstaterne skulle afstå fra at gennemføre kontrol med køretøjer, som er »hjemmehørende« på en anden medlemsstats europæiske område og bl.a. Østrig. De kontraherende parter støttede sig på direktivet, og for så vidt det var relevant, bestemtes det, at de »køretøjer [som] anses at være hjemmehørende« på et territorium, er de »køretøjer, som er indregistreret der«. Når et sådant køretøj indpasserer på en anden kontraherende parts område og dér er underkastet gældende lovpligtig ansvarsforsikring, betragtes brugeren som forsikret og som indehaver af et gyldigt forsikringscertifikat, hvadenten han rent faktisk besidder et sådant eller ej.

På grundlag af dette sammendrag af de faktiske omstændigheder skulle Gambetta følgelig godtgøre, at den bil, som havde forvoldt skaden, var hjemmehørende i Østrig, og selskabet påberåbte sig derfor, at bilen var registreret i Østrig.

På baggrund af de nævnte faktiske omstændigheder anmodede Cour d'appel de Paris i medfør af EØF-traktatens artikel 177 Domstolen om en præjudiciel afgørelse af spørgsmålet, om et køretøj kan og skal anses for registreret i et bestemt land, hvis det er forsynet med dette lands nummerplader, selv om landets myndigheder erklærer, at køretilladelsen er inddraget.

Spørgsmålet er tilsyneladende blevet drøftet indgående, det er blevet besvaret forskelligt i forskellige stater og af forskellige bureauer, og det er af almindelig betydning. Det er derfor nødvendigt at besvare spørgsmålet, skønt parterne har indgået en aftale om at godkende Gambetta's krav på Bureau central français.

Bureau har for de franske domstole på de østrigske forsikringsgiveres vegne anført, at et køretøj, hvis køretilladelse ifølge loven inddrages, når køretøjet ikke længere er forsikret, ikke kan anses for at være gyldigt og lovmæssigt indregistreret i Østrig.

Bureau har imidlertid for Domstolen følt sig frit stillet til at afgive indlæg om den måde, hvorpå det forelagte spørgsmål efter dets opfattelse bør besvares. Det har ført til, at Bureau støttede Gambetta's anbringende om, at det pågældende køretøj i direktivets forstand var »hjemmehørende« i Østrig. Den italienske regering og Kommissionen har afgivet indlæg under sagen og ligeledes støttet dette anbringende.

Efter min opfattelse er det med rette, at samtlige procesdeltagere under den mundtlige forhandling fremhævede, at direktivets formål var at lette den frie bevægelighed og derfor undgå indgående kontrol ved grænsen vedrørende spørgsmål, som ikke udtrykkeligt var dækket af definitionen af »hjemmehørende« på et område. Jeg mener derfor, at det er klart, at hvis et køretøj rent faktisk fortsat er »registreret« på et område, er det irrelevant at kontrollere, om det er forsikret dér, eller om køretøjet lovligt kan bruges, skønt det ikke er forsikret, eller om den rent faktiske registrering i sig selv var gyldig.

Hvis bilen fortsat var opført i det østrigske register, hvilket jeg forstår var tilfældet, skal det forelagte spørgsmål besvares bekræftende, selv om det ikke var lovligt at bruge bilen. Hvis ikke dette var tilfældet, kunne kontrollen af en registrerings gyldighed føre til detaljerede, langvarige undersøgelser, hvilket er i strid med direktivets klare formål.

Hvis inddragelsen af køretilladelsen på den anden side indebærer, at selve registreringen slettes eller bliver ugyldig, opstår der et mere kompliceret spørgsmål. Parterne har for Domstolen anført, at det ud fra de nummerplader, som et køretøj er forsynet med, kan fastslås, i hvilken stat det er hjemmehørende, hvadenten køretøjet er registreret eller ikke. Det er bievet anført, at hvis nummerpladen ikke var tilstrækkelig til at fastslå, i hvilken stat køretøjet er hjemmehørende, ville det være nødvendigt at indføre grænsekontrol med registreringens gyldighed samt forsikringen.

Hvis udtrykket »den stats område, hvor køretøjet er registreret« stod alene, ville denne udlægning efter min opfattelse ikke være korrekt. Et køretøj kan være registreret, selv om det ikke er forsynet med nummerplade; selv med nummerplader, er det ikke nødvendigvis registreret. Der består måske formodning for, at en bil forsynet med nummerplader er registreret; det er imidlertid en formodning, som kan afkræftes, hvis der føres bevis for, at den rent faktisk ikke er registreret.

Udtrykket står imidlertid ikke alene. Det bestemmes i andet led, at for så vidt angår de omhandlede køretøjer, er en forsikringsplade eller andet identifikationsmærke i lighed med nummerplader afgørende for, på hvilket område køretøjet er hjemmehørende. Det afgørende er således at fastslå, i hvilken stat pladen eller mærket er udleveret. Det er hverken relevant eller nødvendigt yderligere at undersøge, om tilladelsen til at anvende pladen eller mærket er annulleret. Jeg kan her henvise til et kendt citat »the plate's the thing« ( 2 ), og hvis myndigheden, som udleverer pladen eller mærket, annullerer den, må den nødvendigvis inddrage den, hvis den ikke vil risikere, at køretøjet i direktivets forstand bliver behandlet som hjemmehørende på den stats område, hvor pladen eller mærket er udleveret.

Definitionens tredje led er en opsamlingsbestemmelse for de tilfælde, hvor der hverken kræves registrering, forsikringsplade eller andet mærke. Dette betyder efter min opfattelse, at udtrykkene »kræves« og »er forsynet med« skal ses i lyset af andet led. Ud fra dette synspunkt må en nummerplade have samme værdi som de andre mærker. Selv om formuleringen er uheldig, mener jeg derfor, at det afgørende spørgsmål er, om køretøjet er forsynet med en nummerplade eller et andet relevant mærke. I så fald er det afgørende for, hvilket område køretøjet er hjemmehørende på, og udtrykket »den stats område, hvor køretøjet er registreret« betyder i direktivets forstand den stats område, hvor den nummerplade, køretøjet er forsynet med, er udleveret.

Denne konklusion er begrænset til det tilfælde, hvor en plade udtrykkeligt er udleveret af en myndighed til det bestemte køretøj, som er forsynet med den. Andre situationer, som der er henvist til i de skriftlige indlæg eller under den mundtlige forhandling — f.eks. hvis en nummerplade viser sig at være falsk, eller hvis et køretøj af en tyv eller en anden person forsynes med en nummerplade fra et andet køretøj, til hvilket pladen var udleveret — rejser en række forskellige spørgsmål, som der ikke skal tages stilling til her.

Sammenfattende skal jeg derfor foreslå, at det forelagte spørgsmål besvares således :

»Et køretøj, som er forsynet med en nummerplade udleveret på den stats område, hvor det er lovmæssigt registreret, er, i direktiv 72/166's forstand, hjemmehørende på denne stats område, selv om køretøjets køretilladelse på det relevante tidspunkt er inddraget, uden hensyn til, om inddragelsen indebærer, at registreringen bliver ugyldig eller slettes.«

---

( 1 ) – Oversat fra engelsk.

( 2 ) – »Hamlet«, II. 2. 641.