FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

SIR GORDON SLYNN

FREMSAT DEN 1. JUNI 1983 ( 1 )

Høje Domstol.

Société coopérative d'amélioration de l'élevage et d'insémination artificielle du Béarn driver et insemineringscenter, som er godkendt af det franske landbrugsministerium, og som har eneret til at drive virksomhed inden for det område, selskabet har fået tildelt. Mialocq og Saphore arbejder efter det oplyste som autoriserede inseminører. Société coopérative har sagsøgt dem med påstand om, at de kendes skyldige i at have udført insemineringer inden for et område, hvor de ikke måtte arbejde, nemlig det område, Société coopérative havde fået tildelt. Société coopérative har også nedlagt påstand om, at de og deres arbejdsgivere, selskabet Agri-Sem, in solidum tilpligtes at betale Société coopérative 50000 FF i erstatning.

I henhold til artiklerne 4 og 5 i lov nr. 66-1005 af 28. december 1966, hvis formål det bl.a. var at forbedre kvægets kvalitet, må opsamling af sæd og inseminering kun foretages af autoriserede chefer for insemineringscentre eller under deres kontrol. Et sådant center kan udføre begge eller kun den ene af de nævnte to former for virksomhed. Landbrugsministeriet meddeler den nævnte autorisation bl.a. under hensyntagen til de allerede foreliggende faciliteter. I hver autorisation angives et begrænset område, inden for hvilket centret har eneret til at foretage insemineringer, men opdrætteren kan forlange, at centret for hans regning skaffer sæden fra andre produktionscentre, der opfylder betingelserne. Hvis et andelsselskab får autorisation, er det forpligtet til også at betjene de opdrættere i området, som ikke er medlemmer af selskabet.

Yderligere detaljer i kontrolsystemet fremgår af anordning nr. 69-258 af 22. marts 1969 og af landbrugsministeriets bekendtgørelse af 17. april 1969. Ifølge sidstnævntes artikel 1 skal indehaveren af autorisationen være fransk statsborger eller en juridisk person med et flertal af franske medlemmer, medmindre der foreligger en gensidig aftale med visse andre lande. Artikel 10 bestemmer, at produktionscentrenes virksomhed normalt omfatter de områder, der hører til de insemineringscentre, som de har kontrakt med; artikel 12 bestemmer, at insemineringscentre skal indgå kontrakter med et eller flere produktionscentre, som kan sikre regelmæssige og tilstrækkelige forsyninger af sæd; artikel 13 bestemmer, at skønt insemineringscentrene normalt aftager deres forsyninger fra produktionscentre, som de har kontrakt med, kan de efter en opdrætters skriftlige anmodning herom få sæden leveret fra »andre centre«. Sæd, som et insemineringscenter ligger inde med, må normalt kun anvendes i det i autorisationen angivne område, og hvis den ikke anvendes, kan den kun leveres tilbage til det centre, hvorfra den blev fremskaffet. Desuden har ministeren ifølge bekendtgørelsen bemyndigelse til midlertidigt at begrænse eller forbyde udtagning af sæd fra et bestemt dyr, og produktionscentrene kan delegere visse opgaver til de insemineringscentre, de har kontrakt med.

I en bekendtgørelse af 12. november 1969 blev kravet om, at indehaveren af autorisationen skulle være fransk statsborger, udvidet, således at statsborgere i andre medlemsstater også kunne opnå autorisation.

Der findes særlige bestemmelser med hensyn til indførsel af sæd fra andre lande, især i bekendtgørelse af 22. november 1949 (JORF (lovtidende) af 20. 10. 1949, s. 10800) og i anordning nr. 70-137 af 16. februar 1970 (JORF af 19. 2. 1970, s. 1766) samt i forskellige meddelelser til importørerne. Virkningen af disse er i det væsentlige, at indførsel af sæd kræver særlig tilladelse fra landbrugsministeriet. For at opnå en tilladelse skal ansøgeren fremlægge dokumenter, der ikke blot angiver antallet af portioner, der ønskes indført, men også omfatter en attest fra et godkendt laboratorium i oprindelseslandet. Tilladelsen må kun udstedes for godkendte kvægracer og for dyr, som opfylder de normer, der er fastsat af det franske landbrugsministerium.

Under politisagen (hvor de sagsøgte ikke gav møde og ikke var repræsenteret), fandt Tribunal coorectionnel de grande instance, at Société cooperative's center kun var et insemineringscenter og ikke et produktionscenter. Retten var af den opfattelse, at de centre, som tildeles en eneret inden for et bestemt område, har karakter af monopoler, og at en sådan tildeling af en eneret kan være i strid med traktatens artikel 37. »De er oprettet ved en selvstændig retsakt, og deres eneret er retligt sikret.« Staten kontrollerer direkte produktionscentrenes virksomhed, for så vidt angår kvalitet, mængder og priser, og kontrollerer indirekte insemineringscentrene, og ingen af dem er i virkeligheden udsat for konkurrence. Retten udtalte, at et statsmonopol kan have indvirkning på samfundsøkonomien og handelen med sæd mellem medlemsstaterne. Ganske vist var retten enig i, at udenlandske opdrættere havde mulighed for at drive et inseminerings- eller produktionscenter, men de skulle i så fald have tilladelse og tillige en godkendelse fra landbrugsministeriet. Som følge heraf »[opstår] spørgsmålet om, hvorvidt disse foranstaltninger er diskriminerende, idet de ikke giver nogen særlig garanti for ligebehandling«, og »om en godkendelsesordning, som beror på monopolets frie skøn, er udtryk for en forskelsbehandling i artikel 37's forstand«.

Den nationale ret forelagde følgende spørgsmål for Domstolen :

Société coopérative har under sagen først gjort gældende, at spørgsmålet ikke har været genstand for en kontradiktorisk forhandling, idet de sagsøgte udeblev. Såfremt de sagsøgte havde givet møde, ville spørgsmålene ikke være blevet forelagt. Efter min opfattelse fandt den nationale ret det godtgjort, at der var opstået et fortolkningsspørgsmål, som retten måtte tage stilling til for at kunne afsige dom. Den omstændighed, at de sagsøgte udeblev, afskærer ikke retten fra at forelægge spørgsmål. Under alle omstændigheder forekommer det særdeles usandsynligt, at de sagsøgte ved den nationale ret ville have tiltrådt, at der ikke var tale om et spørgsmål om fortolkning af fællesskabsretten, snarere tværtimod.

Det fremgår af de faktiske omstændigheder og parternes argumenter under sagen, at der gælder en række begrænsninger, der kan være i strid med fællesskabsretten, navnlig EØF-traktatens artikler 30, 52-59, 85 og 86: vedtægterne for Union nationale des coopératives d'élevage et d'insémination artificielle, ordningen med importtilladelser og de vanskeligheder, der hævdes at være forbundet med at ansøge om indførsel af sæd fra udlandet, insemineringscentrenes manglende mulighed for at opbevare anden sæd end den, de får i henhold til de løbende kontrakter, hvilke er meddelt ministeriet, opdrætternes begrænsede mulighed for selv at skaffe sæd, begrænsningen af avlsbesætninger, og endelig vanskelighederne for personer bosat i en anden medlemsstat, som ønsker at få autorisation til at drive et inseminerings-center, såfremt hele statens område allerede er blevet opdelt i monopolområder. Således som spørgsmålene er formuleret, er det for mig at se imidlertid ikke disse begrænsninger, der skal tages stilling til, og på grundlag af de ikke tilstrækkeligt oplyste faktiske omstændigheder kan Domstolen under ingen omstændigheder tage stilling til dem. Dette er ingen kritik af den forelæggende ret; men retten har blot ikke ment, at begrænsningerne var relevante. Efter min opfattelse vil det derfor være korrekt af mig at begrænse mit forslag til afgørelse til de spørgsmål, der faktisk er stillet; det kan gøres relativt kort.

Politisagen vedrører kun insemineringen, og det center, der driver den pågældende virksomhed, udfører kun inseminering. Jeg mener derimod ikke, at der direkte er spørgsmål om begrænsninger i forsyningen med sæd i denne sag.

Den nationale rets opfattelse, hvorefter der er tale om et statsmonopol i artikel 37's forstand, synes i det væsentlige at bygge på en analyse af den lovgivning, som pålægger de begrænsninger, jeg har nævnt ovenfor. En omhyggelig analyse af den pågældende lovgivning viser efter min opfattelse, at der næppe er tale om et statsmonopol i retlig forstand, for så vidt angår forsyningen med sæd. Heller ikke på grundlag af de foreliggende faktiske omstændigheder kan det anses godtgjort, at der reelt er tale om et statsmonopol. Jeg er enig i, at der er tale om et monopol på at inseminere inden for hvert enkelt område. I den foreliggende sag er det næppe nødvendigt at tage stilling til, om det er ensbetydende med et statsmonopol. Selv om man anerkender, at et statsmonopol kan være begrænset til en del af en medlemsstats område, og at et vist antal individuelle monopoler kan være så tæt forbundne og under indflydelse af eller kontrolleret af staten, at de reelt kan betragtes som et statsmonopol, er det imidlertid efter min opfattelse ikke i denne sag godtgjort, at der reelt er tale om et sådant statsmonopol.

Eet synes dog klart: artikel 37 vedrører ikke præstering af tjenesteydelser, men udveksling af varer (jfr. sag 155/73, Sacchi, Smi. 1974, s. 409). Der kan tænkes tilfælde, hvor der ved én og samme transaktion leveres varer og præsteres tjenesteydelser, og hvor tjenesteydelsen er så ubetydelig, at den snarere bør behandles som en del af selve handelstransaktionen end som en særlig ydelse. Til trods for de fremførte argumenter mener jeg ikke, at det er tilfældet i den foreliggende sag. Den omstændighed, at der for en opdrætters regning kan skaffes sæd, som centret har købt i henhold til sine egne løbende kontrakter, må for mig at se betragtes som en form for virksomhed, der adskiller sig fra den tjenesteydelse, der består i, at en autoriseret inseminør foretager en inseminering.

Sagsøgeren synes at have gjort gældende, at der er tale om virksomhed af »landbrugsmæssig« og ikke af »handelsmæssig« karakter, således at artikel 37 under alle omstændigheder ikke finder anvendelse. Jeg mener ikke, at der kan foretages en sådan sondring. Hvad der derimod er af betydning i denne forbindelse er, at både det rejste spørgsmål og den virksomhed, som har givet anledning til politisagen, ganske enkelt er insemineringsvirksomhed, altså en tjenesteydelse. Jeg opfatter det således, at sagsanlægget ikke skyldes, at de sagsøgte har skaffet sig sæd i strid med de franske bestemmelser, og der opstår derfor ikke i sagen noget spørgsmål om, hvorvidt de har overtrådt en begrænsning i indførslen af sæd fra andre medlemsstater; dette ville rejse andre spørgsmål med hensyn til sådanne (eventuelle) begrænsningers gyldighed i relation til de frie varebevægelser inden for Fællesskabet.

Der foreligger herefter ikke nogen tilsidesættelse af artikel 37, og spørgsmålene 2. og 3. bliver derfor uden genstand.

Hvis der derimod er tale om en forskelsbehandling mellem medlemsstaternes statsborgere som følge af vilkårene og betingelserne for at opnå autorisation til at udføre insemineringer, kan en undersøgelse i forhold til reglerne i traktatens artikler 52-59 være påkrævet. Selv om der der tale om et statsmonopol på at præstere sådanne tjenesteydelser, falder det ikke ind under artikel 37. En begrænsning med hensyn til personkredsen kan efter min opfattelse falde ind under såvel artikel 37, for så vidt der er tale om udveksling af varer, som traktatens artikler 52-59 om præstering af tjenesteydelser.

Sammenfattende vil jeg derfor foreslå, at de forelagte spørgsmål besvares således, at »artikel 37 ikke omfatter et monopol på at præstere tjenesteydelser, ligesom der ikke i henhold til nævnte artikel opstår noget spørgsmål om forskelsbehandling ved præstering af sådanne tjenesteydelser«.

( 1 ) – Oversat fra engelsk.