FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J.-P. WARNER

FREMSAT DEN 29. MARTS 1979 ( 1 )

Høje Ret.

Denne sag har Domstolen fået forelagt ved en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal d'Instance de Lille.

Sagsøgere i sagen for Domstolen er Sàrl Denkavit Loire, der i Montreuil Bellay i Maine-et-Loire-departementet driver virksomhed i foderstofbranchen. Sagsøgt er den franske stat ved »Administration des Douanes« (herefter benævnt toldvæsenet).

Den 7. oktober 1977 importerede sagsøgerne fra Forbundsrepublikken Tyskland og klarerede i Lille et parti på 22400 kg svinefedt bestemt til fremstiling af et produkt, der hovedsagelig bruges til opfedning af unge kalve. Fedtet henhører under FFT's (fælles toldtarif) position 15.01, der omfatter »fedt af svin og fjerkræ, udsmeltet, udpresset eller ekstraheret med opløsningsmidler«.

Sagsøgerne skulle for importen betale 672 FF i »afgift for sundhedsbeskyttelse og markedsordninger for kød«, der var blevet indført ved den franske lov nr. 77-646 af 24. juni 1977. Sagsøgerne anlagde sag ved Tribunal d'Instance med påstand om tilbagebetaling af dette beløb med renter, hvorved de gjorde gældende, at pålæggelse af afgiften på svinefedt importeret fra en anden medlemsstat strider mod fællesskabsretten. Det omtvistede beløb er ubetydeligt, men for Domstolen har sagsøgerne anført, at dette er en prøvesag, hvis udfald vil være afgørende for andre, både verserende og fremtidige sager.

Det forholder sig sådan, at den pågældende afgift blev indført i stedet for to afgifter, som tidligere var pålagt ved fransk lovgivning, en »afgift for sundhedskontrol« (»taxe sanitaire«) og »inspektions- og mærkningsafgift« (»taxe de visite et de poinçonnage«), hvis forenelighed med fællesskabsretten var søgt prøvet af Kommissionen i medfør af EØF-traktatens artikel 169.

Artikel 1 i lov nr. 77-646 bestemmer, at den indførte afgift skal opkræves dels i private slagterier, dels ved import og erlægges til den franske stat, ligesom den også skal erlægges i offentlige slagterier, i et vist nærmere bestemt forhold til staten og til de lokale myndigheder, som ejer dem.

Artikel 2 bestemmer, at afgiften fastsættes pr. kg netto af kødet og på grundlag af nærmere fastsatte udgangspriser.

Artikel 3 handler om opkrævning af afgiften på kød af dyr slagtet i Frankrig. Det hedder heri, at afgiften, på tidspunktet for slagtningen af dyret, skal betales af dets ejer eller for hans regning; det siges videre, at afgiftskravet stiftes ved slagtningen (»le fait générateur de la taxe«), samt at afgiften beregnes og inddrives på samme måde som merværdiafgiften.

Artikel 4 angår import. Den bestemmer, at afgiften pålægges import af kød, hvad enten det er fersk eller forarbejdet; den skal erlægges af importøren eller klarereren ved varens toldbehandling med henblik på overgang til fri rådighed; endelig bestemmes det, at den skal opkræves af toldmyndighederne, og at den indkræves efter samme regler og med samme garantier som for told.

Ved et dekret, nr. 77-899 af 27. juli 1977, er der fastsat detaljerede bestemmelser til lovens gennemførelse.

Dekretets artikler 1-6 foreskriver, hvorledes kødets nettovægt skal beregnes med henblik på opkrævning af afgiften i de franske slagterier. Er der tale om svinekød, bestemmer artikel 3, at nettovægten er vægten af det slagtede dyr, uden blod med fjernede indvolde, med tunge, børster, hove og kønsorganer fjernet, men med hoved og tæer. I artikel 6 foreskrives det, at vejningen skal finde sted inden for en time efter, at dyret er aflivet, ligesom artiklen kræver, at der skal foretages visse fradrag i den konstaterede nettovægt.

Dekretets artikler 9 og 10 omhandler import. Med henvisning til overskrifterne i FTT opregner artikel 9 de importerede produkter, som afgiften skal pålægges. Denne liste omfatter ikke kun kød, fersk, kølet, frosset, saltet, i saltlage, tørret eller røget, men også fedt af svin og fedt af fjerkræ, ikke udsmeltet, udpresset eller ekstraheret med opløsningsmidler (på ny fersk, kølet, frosset, saltet, i saltlage, tørret eller røget); alle disse produkter er omfattet i de forskellige overskrifter til FTT's kapitel 2 (»kød og spiseligt slagteaffald«); den omfatter også produkterne under position 15.01, som jeg allerede har omtalt, og visse produkter under positionerne 16.01 og 16.02, såsom pølser og andre varer af kød, tilberedte eller konserverede. Artikel 10 bestemmer, at afgiften beregnes af kødets nettovægt med fradrag af vægten af affaldet, og det bestemmes for produkter under positionerne 16.01 og 16.02, der består af kød af forskellige arter af dyr, for hvilke der gælder forskellige afgiftssatser, at dette skal belægges med den gældende mindstesats.

Dekret nr. 77-899 efterfulgtes af ministeriel bekendtgørelse (»Arreté«) af 9. august 1977 om de satser, efter hvilke afgiften skulle opkræves i året 1977. For svinekød fastsattes satsen til 0,034 FF pr. kg. Den sats, som rent faktisk blev opkrævet af toldvæsenet i Lille på importen i denne sag, er fejlagtigt kun 0,03 FF pr. kg, men det har ingen betydning.

De spørgsmål, der er forelagt Domstolen af Tribunal d'Instance, og som udtrykker de af sagsøgerne for Tribunal påberåbte anbringender, er følgende.

»1.

Strider det mod forbudet mod afgifter med tilsvarende virkning som indførselstold i henhold til artiklerne 9, 12 og 13 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, at en afgift på import af svinefedt, der er bestemt til brug i dyrefoder, og som hidrører fra en anden medlemsstat, anvendes til at udligne en indenlandsk afgift ved slagtning af dyr, her svin?

2.	I tilfælde af et benægtende svar på det første spørgsmål: strider opkrævningen af den under 1) omtalte afgift mod forbudet mod forskelsbehandling i fiskal henseende efter traktatens artikel 95?

3.	I tilfælde af et benægtende svar på spørgsmålene under 1) og 2): bør opkrævningen af den under 1) nævnte afgift kendes stridende mod Rådets forordning nr. 2759/75 af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for svinekød?»

Kommissionen har opfordret Domstolen til at tage stilling til, om afgiften i henhold til lov nr. 77-646 i sin helhed strider mod fællesskabsretten. Det er imidlertid et langt mere omfattende spørgsmål end det, der er stillet af Tribunal d'Instance. Det er heller ikke et spørgsmål, som det er nødvendigt at besvare, før nærværende sag kan blive afgjort. Jeg foreslår derfor, at det ikke besvares, således at det kun skal afgøres, om det er foreneligt med fællesskabsretten, at der lægges en afgift på svinefedt importeret fra andre medlemsstater.

I så henseende er det efter min opfattelse helt afgørende, at afgiften ikke pålægges svinefedt produceret i Frankrig.

Den franske regering har gjort gældende, at dette er irrelevant, fordi det indenlandske svinefedt hidrører fra dyrekroppe, som allerede er blevet pålagt afgift i slagteriet, således at afgiften korrekt må anses for en enkeltstående afgift, der pålægges ensartet på indenlandske og importerede produkter. Den opkræves med samme sats på samme grundlag (nettovægten) i begge tilfælde. Den franske regering konstaterer, at afgiften er et led i et generelt, internt afgiftssystem i Frankrig og ikke kan anses for en afgift med tilsvarende virkning som told.

Det er imidlertid i Domstolens praksis antaget, at betingelsen for, at en afgift kan antages at være et led i et generelt, internt afgiftssystem i en medlemsstat og ikke, for så vidt som den pålægges import, må bedømmes som en afgift med tilsvarende virkning som told, er, at den opkræves på indenlandske og importerede produkter efter samme kriterier og på samme produktionsstadium. Det er ikke tilstrækkeligt, at det indenlandske produkt kan være pålagt en byrde svarende til den, der hviler på importen på anden måde, jf. særlig sag 87/75, Bresciani -sagen, Sml. 1976; s. 129 (dommens præmis 11). Det er klart, at svinefedt fremstillet ved udsmeltning, udpresning eller ekstrahering med opløsningsmidler, ikke befinder sig på samme produktionsstadium som kroppe af friskslagtede svin.

Jeg mener derfor, at sagsøgerne og Kommissionen har ret, når de anfører, at pålæggelsen af den omtalte afgift på import af fedt fra andre medlemsstater strider mod traktatens regler om forbud mod afgifter med tilsvarende virkning som told i samhandelen mellem medlemsstater.

Denne konklusion gør det unødvendigt at udtale sig om et subsidiært anbringende, som sagsøgerne gjorde gældende angående spørgsmål 1, og hvorefter udvidelsen af afgiften på import ville føre til en dobbelt afgiftsbelæggelse, eftersom der pålægges afgifter for offentlig sundhedskontrol i slagterier i de fleste lande.

Konklusionen medfører også, at det ikke er nødvendigt at udtale sig om sagsøgernes alternative anbringende vedrørende det pågældende spørgsmål, og som var støttet på følgende princip, der er fastslået i en række af Domstolens domme: en afgift, der er et led i et generelt, internt afgiftssystem, som gælder for både indenlandske produkter og importerede produkter, kan udgøre en afgift med tilsvarende virkning som told, hvis det eneste formål med afgiften er at finansiere aktiviteter, der særligt kommer det indenlandske afgiftsbelagte produkt til gode. Med støtte i dels »Exposé des Motifs« (forarbejderne) til forslaget til lov nr. 77-646, dels debatten om lovforslaget i det franske parlament, gjorde sagsøgerne gældende, at provenuet for den omtvistede afgift fuldt og helt skulle finansiere aktiviteter til fordel for den franske kødproduktion, såsom oprettelse af detaljerede registre over Frankrigs kvægbestand, klassificering og mærkning af dyrekroppe og den statslige kontrol af slagterier. Kommissionen rejste tvivl om, hvorvidt anbringendet var begrundet, dels fordi der, uanset de af det franske parlament modtagne oplysninger, ikke var noget juridisk bindende krav om, at afgiftsprovenuet skulle anvendes til de pågældende aktiviteter, og dels fordi de fandtes at være aktiviteter, som blev udøvet i almenhedens interesse og ikke af hensyn til kødproducenternes særinteresser.

Lad dette være hvad det være vil, af de tidligere anførte grunde er jeg af den opfattelse, at Domstolen som svar på forelæggelsesdommens spørgsmål 1 bør kende for ret, at en afgift, der pålægges import af svinefedt fra en anden medlemsstat, og som skal udligne en indenlandsk afgift ved slagtning af svin, strider mod forbudet mod afgifter med tilsvarende virkning som told, jf. EØF-traktatens artikler 9, 12 og 13.

Met et sådant udfald bliver spørgsmålene 2 og 3 uden genstand.

---

( 1 ) – Oversat fra engelsk.