FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT H. MAYRAS

FREMSAT DEN 1. DECEMBER 1976 ( 1 )

Høje Ret.

De to præjudicielle sager, som Italiens Corte Suprema di Cassazione har forelagt Dem, vedrører de samme spørgsmål om fortolkningen af nogle forordninger, som Rådet i forbindelse med den fælles markedsordning for svinekød udstedte i overgangsperioden for den gradvise oprettelse af denne ordning.

Som bekendt forekriver de dagældende bestemmelser, at der ikke blot skulle opkræves importafgifter på landbrugsprodukter fra tredjelande men ligeledes fra andre medlemsstater.

Problemet i denne sag er, om importafgiften og i givet fald det tillægsbeløb, der gjaldt for indførsel af pølser i en konserveringsvæske, skulle beregnes ud fra varens totalvægt, herunder væsken, eller om denne tværtimod skulle fratrækkes.

Ud over bemærkningerne i artikel 1 i forordning nr. 20/62 blev nomenklaturen for produkter, som omfattes af den pågældende fælles markedsordning fastsat i bilag II B til Rådets forordning nr. 85/63 af 18. juli 1963.

Blandt disse varer er »pølser og lignende varer af kød, slagteaffald eller blod«, som er tariferet under position 16.01 B i den fælles toldtarif.

De forordninger, som med mellemrum fastsatte beløbet og beregningsmetoden for importafgifterne, henviser til denne nomenklatur. Det er navnlig tilfældet i forordning nr. 88 og 89/63, som fastsætter importafgifterne for henholdsvis indførsler fra tredjelande og samhandelen inden for Fællesskabet. Importafgiften er heri fastsat pr. »100 kg nettovægt« af varen.

Da det drejer sig om pølser, som var indført i emballage, der også indeholder konserveringsvæske, mente de italienske myndigheder, at importafgiften skulle beregnes på grundlag af varens bruttovægt, herunder væskens vægt.

Derfor blev den import af pølser i dåser, som anpartsselskabet Foral og aktieselskabet D. & C. foretog i tidsrummet mellem oktober 1963 og juni 1966, pålagt importafgift efter varens samlede vægt, altså varens plus konserveringsvæskens vægt.

Rådet ændrede imidlertid ved forordning nr. 84/66 den nomenklatur for visse varer af svinekød,, som var foreskrevet i bilagene til forordning nr. 85/63 og føjede med hensyn til varebeskrivelsen i position 16.01 B i bilag II B til forordning nr. 85/63 følgende bestemmelse til:

»Importafgiften på pølser i emballage, der også indeholder konserveringsvæske, beregnes alene på grundlag af pølsernes nettovægt.«

Selskaberne Foral og D. & C. kunne i henhold til denne bestemmelse med held bestride de importafgiftsbeløb, som var blevet opkrævet. Første instans, Tribunale di Bologna, tog deres påstand til følge; appelretten i samme by stadfæstede dommen.

Men efter at Amministrazione delle Finanze dello Stato har anket sagen til Corte Suprema di Cassazione, har denne højesteret fundet det nødvendigt i henhold til EØF-traktatens artikel 177 at forelægge Domstolen to præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af Rådets forordninger nr. 85/63 og 84/66.

Det første spørgsmål er, om artikel 2 i forordningen fra 1966, der gælder for varer henhørende under position 16.01 B, for så vidt som det heri udtrykkeligt anføres, at konserveringsvæske for pølser ikke skal medtages ved beregningen af importafgiften, fortolker den tidligere forordning og derved har tilbagevirkende kraft; eller om der tværtimod er tale om en bestemmelse med helt nyt indhold, som alene har virkning fra nævnte forordnings ikrafttræden.

Hvis Domstolen skulle statuere, at det sidstnævnte er tilfældet, spørger den italienske højesteret, om konserveringvæskens vægt under gyldighedsperioden for forordningen fra 1963 skulle medtages ved beregningen af importafgiften, eller om hver enkelt stat selv kunne afgøre dette spørgsmål efter sine egne toldbestemmelser.

I —

Helt bortset fra den senere vedtagelse af forordning nr. 84/66, tror jeg, at rækkefølgen af de to spørgsmål, Domstolen har fået forelagt, bør ændres, som Kommissionen har foreslået, og at fortolkningen af forordning nr. 85/63, samt i øvrigt af de regler, der fastsatte importafgifterne, bør undersøges først. I så henseende skal der gøres opmærksom på, at den tarifering, der i nomenklaturen i bilaget til den første af disse forordninger er angivet for pølser og lignende varer af kød, faktisk er i overensstemmelse med bemærkningerne til den fælles toldtarif. Desuden fastslås det i de forklarende bemærkninger til nomenklaturen fra toldsamarbejdsrådet, at disse varer skal henføres under netop denne position, selv om de opbevares i hermetisk lukket emballage. Den afgift, som gælder for varer i denne position, omfatter altså pølser, uanset om de er nedlagt i en væske, som skal sikre deres holdbarhed. Eftersom importafgiften skal beregnes på grundlag af nettovægten af varerne under position 16.01 B, er der ikke her et første fingerpeg om, at der ikke bør tages hensyn til konserveringsvæskens vægt? Jeg må først gøre opmærksom på, at der ikke af fællesskabsbestemmelserne vedrørende importafgifter kan udledes nogen sikker definition af nettovægten. Man finder kun en definition af den afgiftspligtige vægt og en klar sondring mellem»bruttovægt« og »nettovægt« i en henstilling fra Kommissionen fra 13. marts 1961. Selvom begrebet nettovægt kan bestemmes som varens egenvægt uden emballage, er dette dog ikke tilstrækkeligt til i sig selv at løse det spørgsmål, som er forelagt Domstolen. Det forekommer mig nemlig umuligt at hente støtte i anførte henstilling, som alene vedrørte told og ikke gjaldt for de importafgifter, som var fastsat i lovgivningen om den fælles markedsordning. Derimod mener jeg, at tre betragtninger, som Kommissionen har fremført, bør lægges til grund. For det første er det en kendsgerning, at i bilag II B til forordning nr. 85/63 er den vare, som er tariferet under position 16.01 B, udelukkende betegnet som »pølser«; intetsteds er betegnelsen dåsepølser eller konservespølser anvendt; jeg mener derfor, at begrebet varens nettovægt alene gælder for denne vare isoleret betragtet, og ikke blot uafhængigt den måde varen fremtræder på, men også af en væske, som udelukkende skal sikre pølsernes holdbarhed. Dernæst er formålet med det vand, pølserne nedlægges i, alene at beskytte deres udseende, selvom det er tilsat salt; vandet skal hindre udtørring af varen, men ændrer intet ved den karakteristiske smag. Tilsætningen af væsken medfører med andre ord ikke, at varen tilføres en ny bestemmende bestanddel. Endelig er det korrekt, at det lovgivende fællesskabsorgan ikke i noget tilfælde ved fastsættelsen af importafgiften har taget vægten af en ren og skær konserveringsvæske i betragtning. Det fremgår af artikel 4, stk. 2 og artikel 5, stk. 3 i grundforordning nr. 20/62, der omhandler henholdsvis importafgifterne i samhandelen inden for Fællesskabet og importafgifterne over for tredjelande. For de i forordningens artikel 1 nævnte varer (stk. 1, afsnit c), heriblandt varerne i position 16.01, bestemmes importafgiftens størrelse ud fra et vejet gennemsnit dels af importafgifterne for svinekød, råvarerne og slagteaffald, dels af importafgifterne for andre produkter, som indgår i varernes sammensætning. Ordlyden af disse to bestemmelser er identisk:

»Importafgiften i samhandelen inden for Fællesskabet (eller i handelen med tredjelande) fastsættes i medlemsstaterne navnlig under hensyn til:

a)	for de varer, til hvis fremstilling udelukkende medgår de i artikel 1, stk. 1, litra b) angivne varer, altså råvarer: det vejede gennemsnit af de for disse Varer fastsatte importafgifter;

b)

for de varer, til hvis fremstilling, der også medgår andre varer end de i artikel 1, stk. 1, litra b) angivne: det vejede gennemsnit af alle de importafgifter, afgifter og told under enhver form, som opkræves ved indførsel fra medlemsstaterne (eller tredjelande) af de varer, som medgår til deres fremstilling«.

Man kan ikke sige, at konserveringsvæsken (måske med undtagelse af saltlage) er et »ledeprodukt«, som indgår i fremstillingen af de afledte produkter.

Dernæst må det påpeges, at selv om medlemsstaterne dengang, det vil sige før 1968, stadig var i besiddelse af en vis autonomi på toldområdet, levnede importafgiftsordningen i de fælles markedsordninger dem ikke noget skøn. De i fællesskabsforordningerne anførte begreber skulle have samme betydning overalt og anvendes ensartet i hele fællesmarkedet.

Men det fortolkningsproblem, som Domstolen skal løse, angår alene reglerne inden for den pågældende landbrugssektor og ikke en bestemmelse i den fælles toldtarif.

De italienske myndigheder fandt på deres side, at det eneste lovgrundlag for den importafgift i Fællesskabet, der skulle anvendes i sagen, var de nationale toldbestemmelser, som var vedtaget til gennemførelse af Fællesskabets forordninger, nemlig anordning nr. 1181 af 11. september 1963, hvis artikel 6 bestemmer, at anvendelsen af importafgifts- og restitutionsordningen skal ske efter de italienske love og bestemmelser om told.

Domstolens praksis, navnlig dommene af 7. februar 1973, Kommissionen mod Italien, sag 39/72 (Sml. 1973, s. 113-114) og af 10. oktober 1973, Variola, sag 34/73 (Sml. 1973, s. 990-991) har underkendt denne opfattelse.

Desuden har Domstolen med føje anmodet om at få oplyst, hvorledes de andre medlemsstaters kompetente myndigheder forholdt sig med hensyn til beregningen af importafgiften for den pågældende vare efter den i 1963 gældende ordning. Selv om jeg skal beklage, at Kommissionens forklaringer ved Domstolen ikke i så henseende har skaffet fuldstændig klarhed, ser det dog ud, som om hovedparten af de nationale toldmyndigheder ikke har medregnet konserveringsvæskens vægt ved fastsættelsen af importafgiften. Det står fast for Nederlandenes vedkommende, hvor dette udtrykkeligt blev foreskrevet. Forbundsrepublikken Tyskland har anvendt en lignende løsning i medfør af cirkulære af 27. juli 1964. De oplysninger, der først er fremkommet mundtligt fra de franske myndigheder og for nylig bekræftet, går i samme retning. Endelig giver en undersøgelse af visse toldpapirer i Belgien ligeledes mulighed for at slutte, at der alene svaredes importafgift af de indførte pølsers nettovægt.

Trods den relative uklarhed, som visse af svarene indeholder, ser det altså stort set ud som om de nationale myndigheder, bortset fra det italienske toldvæsen, har fulgt samme fremgangsmåde.

Disse oplysninger er naturligvis ikke afgørende for problemets løsning. Højst udgør de en omstændighed, der kan anføres til yderligere støtte for Kommissionens opfattelse.

Men den afgørende årsag til, at jeg er tilbøjelig til at dele Kommissionens opfattelse, er den ulogiske fortolkning, som den italienske regering har anlagt, og som går ud på at pålægge konservespølser i saltvand en importafgift, hvis størrelse på grund af kriterierne for fastsættelse heraf næsten ville blive det dobbelte af den afgift, som pålagdes pølser alene, eftersom væskens vægt er omtrent den samme som selve varens. Man kan nemlig ikke sidestille en konserveringsvæske med »sådanne stoffer, som i små mængder anvendes til at forbedre varernes smag eller fremtræden«, og som indgår i den afgiftspligtige vægt.

II —

Under disse omstændigheder mener jeg, at forordning nr. 84/66 kun havde karakter af fortolkning, og at den vedrørende det punkt, som interesserer den italienske kassationsret, blot er konstaterende. Under denne synsvinkel kan de »unøjagtigheder« eller »uklarheder« i versionerne af begrundelserne for forordningen på de forskellige sprog, derfor ikke have nogen retsvirkning. Anvendelsen af dette juridiske rekvisit, forordningen og fastsættelsen af en ikrafttrædelsesdato var dog nødvendig for at udfylde eller ændre varebeskrivelsen i bilag II B til forordning nr. 85/63, og alene på dette punkt har forordning nr. 84/66 virkning for fremtiden.

Jeg foreslar, at Domstolen kender for ret:

—	I medfør af Rådets forordning nr. 85/63 skulle importafgiften for pølser i emballage, der også indeholder en væske, beregnes alene på grundlag af pølsernes nettovægt.

—	Den i Rådets forordning nr. 84/66 udførlige forklaring til dette punkt er blot konstaterende.

---

( 1 ) – Oversat fra fransk.